Den Sjette Republik: Hvordan kan man bekæmpe de love, der vil komme
Af Josè Roberto Duque

Offentliggjort: 15. februar 2016

Med nederlaget til valget i nationalforsamlingen i Venezuela, kan man spørge om Chavisterne og deres bevægelse for et andet samfund er slået ned( Den Femte Republik). Intet tyder på det, da Chavisterne fortsat kontrollerer regeringen og har en stor basis. Tværtimod vil klassekampen blive skærpet, og Duque beskriver et revolutionært perspektiv for den modstand man fra græsrødderne vil sætte ind mod den reaktionære borgerlige offensiv mod de store landvindinger som de fattigste og arbejderklassen har opnået.

I Venezuela vedtages lovene i Nationalforsamlingen, en institution som i dag er kommet i hænderne på arbejdsgiverne og de hegemoniske kræfter. De revolutionære i dette land bør forberede sig på at analysere disse love, som kan blive vedtaget af Nationalforsamlingen og nægte at følge dem, hvis de kommer uden om præsidentens godkendelse.

Det vil være uden sammenhæng og tragisk at ydmygt acceptere en lovgivningsmagt som sender os tilbage til den skændsel som var den Fjerde Republik: En periode i vores historie, som nok kun kan overgås i sin dekadence og perversitet af det projekt som er i sin vorden: Den Sjette Republik.

Som nævnt ovenfor: ”Hvis lovene kommer forbi præsidentens godkendelse”, for det er sådan det foregår.

Nationalforsamlingen udsteder love og sender dem til den udøvende myndighed, regeringen, som sender dem tilbage enten med godkendelse eller med bemærkninger. På samme måde skal den udøvende myndighed opnå forsamlingens accept for at udføre bestemte regeringsbeslutninger.

Hvis begge statslige institutioner står fast på en beslutning om at forhindre den anden part i at udføre sin rolle, så bliver det teknisk og proceduremæssigt umuligt at lovgive(Forsamlingens mission) og at regere(Regeringens mission) i Venezuela.

Så vil vi komme i en situation hvor den tredje aktør, den vigtigste og mest afgørende faktor i staten (folkemagten, borgerne, du og jeg) må tage stilling til vores valgte repræsentanters legitimitet.

Vedrørende denne situation, så er borgerlige kommentatorer begyndt at tale om en ”statskrise”. Enhver kalder tingene ved det som falder dem mest bekvemt.

Hverken mediefolk eller politikere, eller kun meget få, bryder sig om at indrømme, at der er situationer hvor det eneste anstændige valg et at sætte sig udenfor eller op imod lovgivningen.

Alt for mange prædikener og forklaringer bygger på moral og dens søster, etikken. Alt for mange appellerer til den jordiske eller hinsidige straf som rammer ham eller hende som overtræder love og normer, og får os til at glemme en lille vigtig detalje: Historien ville ikke have bevæget sig fremad, samfund ville have været paralyseret, revolutioner været umulige. Hvis det ikke var for den kendsgerning at personer og grupper af mennesker en dag besluttede at bryde de forbandede normer og den forbandede lovgivning.

Slaveri var den lovmæssige norm i det koloniale Venezuela. For deres modstand mod denne status quo blev Jose Leonardo Chirinos og mange andre henrettet. På den tid blev de kaldt for kriminelle. Først et nyt samfund anerkendte forkæmpere for en ny æra.

Fakta er, at ingen mennesker, eller meget få, går rundt og siger: Se på mig, jeg er en forbryder som laver illegal aktivitet. Men hvis forsvarerne, lederne og bagmændene til den Sjette Republik begynder at gennemføre love mod folket, så vil det blive nødvendigt at vi erklærer os for illegale og som konsekvens heraf: Handler imod lovene.

Vi går fra at aktivt at opbygge institutioner til at blive kriminelle. Etiketten ”terrorist” venter os nok allerede. Der er dem iblandt os som vil være forberedt på dette, medens andre vil tilpasse sig de nye love. Den kendte sang om ”respekt for loven” lægger en tung byrde på vores civile optræden.

At sige ”jeg vil pisse på jeres love” lyder grimt selv for de som betragter sig selv som revolutionære, men endnu ikke helt har forstået hvad en revolution er. I dag støtter vi Chavister enstemmigt den ”Kommunale stat” som foreslået af Chavez.  Men hvor mange af os er parat til at fortsætte opbygningen af den ”Kommunale stat”, når nationalforsamlingen ophæver loven om de Kommunale råd og loven om Kommuner med et slag?  Vil vi have styrke nok til at opbygge et andet samfund illegalt? Eller vil vi underkaste os de borgerlige love som kræver at vi forærer hele produktionsapparatet til de private virksomheder?

Vi har talt om et spøgelse vi har kaldt den Sjette Republik som om den eksisterede. Vi ved allerede at fødslen af dette monster kun vil være muligt hvis de myrder den nyfødte som er ved at vokse op, kaldet den Femte Republik, efter Chavez`s periodeopdeling. Lad os blot sige med filmindustriens begreber, at den Sjette Republik ikke er kommet på plakaterne endnu, men de er allerede i gang med at vise ”trailerne”. Og disse trailere viser en rædselshistorie.

Mange mener at den værste regering vi nogen sinde har haft var Adecos ( Partiet Accion Democatico), mens andre mener at Chavisterne var den værste. Men de må snart forberede sig på at stige ned i et helvede som består af en regering af forretningsfolk og nordamerikanere. Ikke en flok marginale pænt talende amatører som udfører gringo`ernes og forretningsfolkenes arbejde(ligesom AD-COPE, Christian Democratic Party), men snarere forretningsfolk og US bødler som får direkte kontrol over institutionerne og det militære undertrykkelsesapparat.

Vi har kun set toppen af isbjerget. Det er mange år siden at vi Venezuelanere har været vidne til og lidt under massebortførelser og folkemord på vores territorium.  Kampen vil uundgåeligt rettes mod lovgivningsmagten, og vil ikke være begrænset til at være ord eller juridiske manøvrer. De kommende år vil blive en konkret udfordring for Chavisterne og deres regering, dramatisk og ikke for tilhængere af komfort.

Vi må være parat til disse udfordringer, også i lyset af hvad vi hører om udviklingen i Argentina og hvad Ramos Allup og Julio Borges udspreder. Jeg tror at disse udfordringer, missioner og opgaver kan forstås og må udvikles fra to sider:

  1. Forsvar af den Bolivariske regering for enhver pris.
  2. Skabelsen af og/eller styrkelse af de kommunale/folkelige selvbærende strukturer på kanten af statsmagten.

Pkt. 1 er allerede i gang med styrkelse af statsapparatet og partiet. Det andet punkt er værd at analysere nærmere.

Skabelsen af og konsolideringen af produktions-og organisationsformer indenfor det statslige område skal fortsætte med at være en prioriteret regeringsopgave så vel som for os. Chavisterne.

Den korte historie i de sidste år har givet os nogle erfaringer, og en af disse er: VI KAN IKKE BLIVE VED MED AT OPRETHOLDE OG UNDERSTØTTE STRUKTURER SOM FORBLIVER STATSLIGE, NÅR DE RISIKERER AT FALDE I FJENDENS HÆNDER.

Det mest åbenlyse argument som støtter denne analyse kaldes Avila TV, ANTV og Telesur. Vi har skabt disse meget magtfulde redskaber og tvinges til juridiske manøvrer for at undgå at de falder i hænderne på vores historiske, nationale og internationale fjender.

Historien fortæller os og ikke kun den seneste historie, at det eneste som forbliver varige og permanente er hvad der er i hænderne på kommunerne og de folkelige organisationer.

Det fragment af den traditionelle stat som stadig kontrolleres af Chavismen bør fremskynde udviklingen af en parallel stat eller orden. Denne stat under opbygning har allerede parlamenter og kommunale banker. Men det ser ud til at ingen har et militær eller et sikkerhedsapparat som er i stand til at forsvare sig mod de reaktionære kræfter som bil blive sluppet løs.

Hvornår vil der komme en debat om de folkelige militsers rolle?

Hvornår vil der ske en massiv overførsel af ejendom i form af produktionsmidler og statsejendom til folket og deres organisationer?

Kommunerne bør være strukturerer som er i stand til at overleve i udkanten af staten og regeringen, som områder der kan fungere som bagland og modstand i tilfældet af et institutionelt sammenbrud–hvis den Bolivariske regering ophører med at fungere konstitutionelt eller på grund af styrkefor-holdene.

Vi må være i stand til at etablere og konsolidere selvbærende strukturer. Vi er i den tidlige fase af vores kommunale historie, og det er årsagen til at vi stadigvæk har er et ministerium som er ansvarlig for oprette produktionsprojekter i kommunerne. Men i fremtiden vil det være afvigelse hvis kommunerne og andre organisationer og produktionsmidler, hvis de skal fortsætte med at være afhængige af statslig finansiering og andre enheder.

Jeg husker da Chavez blev rasende da en administrator af en af de store ranches i Apure, som var blevet eksproprieret af regeringen, spurgte om ressourcer til at udbetale lønninger. Chavez` svar var mere eller mindre: ”Broder, den ranch du administrerer burde betale skat til regeringen af sin mælke-og kødproduktion”.

Udlejere af fast ejendom og grundejere driver allerede lobbyvirksomhed og lægger pres på parlamentet for ophæve Jordloven, og på den vis vil de ranches som blev overtaget af regeringen begynde at blive overtaget af de store magtfulde familier og magtkoncentrationer. Vil vi blot acceptere dette historiske tilbageslag? For at sætte det på spidsen: Vil vi være parat til forsvare revolutionens love og fysisk forsvare bønderne?

Oversat fra spansk.