Ukraine i spændingsfeltet
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. februar 2016

Ukraine er ikke bare i krise men også placeret midt i spændingsfeltet mellem Vesten og Rusland. Uanset om Vesten kan lide Putin eller ej, er vi nødt til at samarbejde ret tæt med russerne. Det gælder stabilitet, sikkerhed, økonomisk vækst og ikke mindst et normalt Ukraine, der kan udvikle sig økonomisk, socialt og demokratisk.

Flygtningespørgsmålet og krisen i Syrien overtog i efteråret 2015 førstepladsen fra Ukraine krisen, når det drejer sig om såvel mediernes som politikernes opmærksomhed – i hvert fald i EU-landene. Der er flere fællestræk ved de to temaer. Det mest nærliggende er, at det dårlige forhold mellem Rusland og Vesten udgør en konstant i de to kriser. Selv om der er tale om to borgerkrige, så spiller spændingerne mellem Rusland og Vesten en betydelig rolle begge steder. Begge kriser har været og er stadig ganske alvorlige og blodige. Det er også kriser, som har potentialet til at udløse den ustyrlige atomare krig i Europa, som min generation troede at have lagt bag sig.

I bogen Ukraine i spændingsfeltet[1] forsøger jeg at finde ud af, hvad det er for en verden, hvor sådanne kriser antager et så voldsomt omfang. Det betyder konkret, at jeg ser Ukraine krisen som en krise, der indeholder flere kriser. Umiddelbart handler Ukraine krisen om kampen mellem mindst to befolkningsgrupper i Ukraine. Den ene ønsker et program, hvor det ukrainske sprog bliver det eneste tilladte på officielt plan, hvor Ukraine entydigt placerer sig i Vesten, EU og NATO, og hvor identitet og historieskrivning skal revideres meget kraftigt i retning af nye helte og nye orienteringer. Det er et program, som minder en del om f.eks. de baltiske landes tilsvarende programmer i 1990’erne. Den anden gruppe i Ukraine har tætte kontakter til Rusland, taler russisk og ønsker ikke specielt en tilnærmelse til EU og NATO. I de østlige områder, hvor disse mennesker er i overtal, eksporteres der industrivarer til Rusland. De to grupper har gennem mange år været tilnærmelsesvist lige store. Dog har der været en vis overvægt til den pro-russiske linje. Dels har de vundet de fleste valg, og dels har alle meningsmålinger vist, at flertallet af ukrainere ikke har ønsket at blive medlem af hverken EU eller NATO – allermindst sidstnævnte.

Ukraine har derfor haft vanskeligt ved at finde en fælles national fortælling. Heltene for vestukrainerne, f.eks. Stepan Bandera, betragter øst- og syd-ukrainerne som fascister. Alt sovjetisk og russisk betragter vestukrainerne som noget, der skal ødelægges eller fjernes så hurtigt som muligt - mens man traditionelt ser med mildere øjne på det i den østlige del. Men Ukraine har også haft vanskeligt ved at opbygge et fungerende demokrati, en effektiv økonomi og statslige strukturer. Ukraines økonomi har været håbløs i sammenligning med både Polen, Hviderusland og Rusland. Ukraine er et af verdens mest korrupte lande og ligger på Transparency Internationals liste på plads nummer 130 - efter ikke bare Rusland, men også efter en lang række afrikanske og asiatiske lande. Det er tal fra 2015, så det antyder, at Maidan-revolutionen i 2014 ikke har ændret noget særligt ved det.

Hvis Ukraine havde været alene i verden, så havde konflikten mellem de to hovedgrupperinger i landet næppe kørt så langt ud, som tilfældet har været. Den interne ukrainske konflikt har hentet næring fra en anden konflikt, nemlig den større fortælling om på den ene side, NATO’s og EU's udvidelse og Ruslands modstand. Eller måske rettere USA's kamp for at bibeholde sin position som verdens ledende magt, ’the indispensable nation’. I den kamp har USA presset EU ind i en junior rolle i forholdet til Rusland. Ukraine krisen har også sat EU's udenrigspolitik og sammenhængskraft på prøve. En prøve, man næppe kan påstå, at unionen har bestået.

De to kriser – den mindre interne og den store eksterne - er indgået i en uheldig symbiose, som har skabt en temmelig giftig situation i Europa. Selve den ukrainske revolution, som i bedste 1848-stil blev indledt med både faner og flotte frihedsparoler (men også blod, som det sig næsten hører til), er endt i noget, der er endnu værre, med endnu større fattigdom, endnu mere korruption og dertil mange tusinde dræbte, total ødelæggelse af den vigtige østlige industriregion - og mere af samme deprimerende slags. I forhold til Rusland vs. Vesten-konflikten, ja så har den ukrainske konflikt ført til ganske meget sand i den økonomiske udvikling både i Europa og i Rusland. Det spændte forhold mellem de to har ført til manglende samarbejde om en løsning i Syrien-konflikten og i forhold til terrortruslen. Men først og fremmest har det skabt en situation i Europa, som er præget af enorm ustabilitet. Vi er formentlig tættere på en atomarkrig end nogen sinde – den kolde krig inklusiv.

Hvor er kæden hoppet af?  Næppe bare ét sted. Men under alle omstændigheder er politikere og medier efter min opfattelse nødt til at tænke hele situationen igennem endnu en gang. Vores fortælling om både Rusland, Ukraine, Syrien og andre problemområder kræver et kraftigt gennemsyn. I min bog Ukraine i spændingsfeltet kigger jeg på de opfattelser, som er knyttet til Ukraine krisen og NATO-Rusland relationen.

At Rusland skulle være den store aggressor giver næppe mening, når man tager i betragtning, at Rusland fredeligt har opgivet dele af sit historiske imperium og interesseområder. Tværtimod udnyttede Vesten Ruslands forbigående svaghed i 1990’erne til at ekspandere. Nu er NATO næsten helt inde i bugen på Rusland. Et ukrainsk NATO medlemskab er en overskridelse af Ruslands røde linjer. Amerikanske politikere vil påstå, at der ikke eksisterer røde linjer mere, det hører fortiden til. Underforstået, USA har sine egne røde linjer over det meste af verden. Russerne beder bare om en rød linje i deres grænseområde. Og det er netop, hvad Ukraine er. Eftertænksomme amerikanere forstod det og gjorde opmærksom på det – bl.a George Kennan, der i 1940’erne var amerikansk topdiplomat i Moskva. Han sagde på sine meget gamle dage i 1997, at en udvidelse af NATO ville være en historisk fejltagelse, og Vesten ville komme til at betale for den. At verdens største land skulle fortsætte med at være totalt underlagt amerikansk formynderskab, som det var tilfældet i 1990’erne under Jeltsin, var en naivitet af de helt store. Bill Clinton bar en stor del af ansvaret for dette. Og konsekvenserne af denne politik ser vi nu i Ukraine men også Syrien.

Relationerne mellem Rusland og EU var egentlig ganske fine i 1990’erne, men forværredes i takt med NATO’s udvidelser og ikke mindst Lissabon Traktaten fra 2009, som kræver et vist samarbejde med NATO af de nye medlemslande. Da EU oprettede Eastern Partnership i 2008, blev det klart for russerne, hvad EU ville. Gennem både EU og NATO ville man reelt isolere Rusland fra sine hidtidige naboer. De europæiske lande afviste at indgå i noget, der kunne ligne et fælles europæisk-russisk sikkerhedssystem. I stedet ville man grave grøften dybere mellem f.eks. Georgien og Ukraine på den ene side og så Rusland på den anden. I EU kredse er man nødt til at overveje, om det var en fornuftig politik. Hvad er resultaterne af den? Politikken blev båret af idealisme, tro på europæiske demokratiske værdier, menneskerettigheder m.m. Men reelt splittede det landene - især Ukraine med et tocifret millionantal indbyggere, som forstod sig selv som del af ’den russiske verden’. Men er Putin da en ren engel vil nogle spørge? Nej, men spørgsmålet er irrelevant. Den russiske position er ikke afhængig af Putins psykologi. Den er reelt gængs i alle politiske strømninger i Rusland – også i de Putin-kritiske.

Denne politik fik sit højdepunkt i 2013, da EU tilbød Ukraine en associeringsaftale, som landet præsident Viktor Janukovitj takkede nej til. Selve associeringsaftalen var faktisk ikke særlig gunstig for Ukraine, selv om EU-politikere påstod det modsatte. Der var flere problemer knyttet til associeringsaftalen. En af dem var, at Ukraine ville få et stort problem med frihandelsaftalen - Rusland ville nemlig indføre toldgrænser i dette tilfælde. Ikke fordi Rusland er specielt ondskabsfuld, men fordi ethvert land vil gøre det. Rusland ønsker jo ikke ikke-fortoldede varer fra EU. Ukraine ville derfor tabe stort, og EU var ikke villig til at kompensere for disse tab. EU ønskede heller ikke at gennemføre trepartsforhandlinger mellem EU, Ukraine og Rusland. Tværtimod så rejste den ene EU-politiker efter den anden til Kiev og bidrog til at gejle situationen på Maidan Pladsen op.

På den måde bidrog EU-politikerne til det kup, som senere blev en realitet i februar 2014. Jeg skriver kup, for der er ikke andre måder at beskrive det på. En lovlig valgt regering og præsident bliver væltet på en måde, som ikke er i overensstemmelse med forfatningen; det er definitionen på et statskup. Og det har ikke noget at gøre med, om man kan lide præsidenten og regeringen eller ej. Jeg dokumenterer det grundigt i min bog. Kuppet var afhængigt af ekstremt højreorienterede, bevæbnede grupper, der frem til i dag har en uforholdsmæssig stor indflydelse i Ukraine.

Da EU så skulle til at håndtere den efter følgende situation med Krim, borgerkrig, sanktioner og andet, så viste det sig, at EU ikke havde en effektiv udenrigspolitik. Der var ikke meget, der lignede et udenrigspolitisk apparat, som kunne analysere og håndtere situationen. EU reagerede ikke bare meget langsomt, alle medlemslande skulle blive enige. Det betød en lidt uklar politisk linje. Men der var også dyb splittelse mellem medlemslandene i forhold til hvilken politik, man konkret skulle gennemføre i forhold til sanktioner, militære svar, hvem man skulle støtte i Ukraine m.m. EU viste sig at være den berømte kolos på lerfødder. Derfor gik initiativet i Ukraine krisen over til USA.

Den ukrainske revolution gik ind i en ond malstrøm, hvor revolutionen åd sine egne børn. Forudsætningen for ikke bare den væbnede magtovertagelse men også den efterfølgende krig i Øst Ukraine var de bevæbnede højrefløjsgrupperinger. Repræsentanter for disse grupperinger blev tildelt høje poster i Sikkerhedsrådet, i politiet og ikke mindst i hæren. Resultatet er i dag, at Ukraine formentlig har en voldsom stor gruppe svært bevæbnede, ekstremt højreradikale, hvoraf nogle endda ikke lægger skjul på deres nazistiske sympatier og symbolik. De truer konstant regeringen til en radikal højrefløjskurs og -retorik, som dårligt kan ligge længere væk fra EU's erklærede målsætninger. Denne situation forhindrer også et normalt fungerende parlament, knytnæverne sidder løse på disse højrefløjspersoner. Der er ofte korporlige slagsmål i Rada, det ukrainske parlament. I august dræbte højrefløjsorganisationerne tre sikkerhedsfolk ved parlamentet i Kiev. De forhindrede parlamentet i at vedtage en lovændring, der skulle sikre de østukrainske regioner selvstyre – i overensstemmelse med Minsk 2 Aftalen.

Siden 2013 har EU-politikere total fortiet alle disse forhold – og stedet betragtet dem som russisk propaganda. Indtil for nylig. Endelig har nogle i EU fået øjnene op for, at det Ukraine, som de ser på vej mod EU, bygger på mere eller mindre halvnazistiske grupperinger og et system, som er et af de absolut mest korrupte i verden. Der er kommet flere advarsler om, at IMF og EU-landene ikke vil støtte Ukraine, medmindre der kommer gang i reformpolitikken.

Konklusionen på min bog er, at uanset om vi kan lide Putin eller ej, så er vi nødt til at samarbejde ret tæt med russerne, og vi er nødt til at gøre det, inden vi evt. får dem omvendt til vores værdier og livssyn. For lige netop dét, gør vi nok ikke inden jul.

Det gælder stabilitet, sikkerhed, økonomisk vækst og ikke mindst et normalt Ukraine, der kan udvikle sig økonomisk, socialt og demokratisk.


[1] ’Ukraine - i spændingsfeltet’ af Jens Jørgen Nielsen, Frydelund 2016. Pris 249,00 kr.

Kan købes her: https://www.frydenlund.dk/varebeskrivelse/3799