Klasseforholdene i Kina i dag
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. februar 2016

Situationen med voksende ulighed og social uro i Kina er sprængfarlig. Hvordan har klassekampen i Kina udviklet sig? Hvordan forstår den nye magtelite udviklingen, og hvad er deres strategi?

Den siddende kinesiske parti- og statsledelse holder fast på, at Kina er et socialistisk land, fortsat under ledelse af et kommunistparti, der repræsenterer det arbejdende folks interesser. Det kan være svært at forstå, når man ved, at landet på tredive år er gået fra at være et af de lande i verden der havde den højeste grad af lighed til at være et af de mest ulige.

Over for denne påstand står en række kinesiske samfundsforskere, som gennem analyser har påvist, at Kina i dag ledes af en elite - en herskende klasse, der har sit udspring i netop kommunistpartiet. I det følgende vil jeg præsentere disse samfundsforskeres analyse, og forsøge at koble dem sammen og danne et samlet billede af, hvordan denne nye herskende klasse er vokset frem

For at forstå denne udvikling er det nødvendigt at se tilbage i den kinesiske historie, som den har udviklet sig efter det kinesiske kommunistpartis sejr i revolutionen i 1949, specielt omkring Kulturrevolutionen.

I den socialistiske stat fandtes en implicit social kontrakt, mellem staten på den ene side og befolkningsflertallet på den anden. Ifølge denne sociale kontrakt, skulle arbejderne og bønderne bidrage til opbygningen af socialismen ved at acceptere en forholdsvis lav materiel levestandard og afstå fra at forbedre deres vilkår ved at oprette uafhængige interesseorganisationer som fagforeninger og bondeorganisationer. Til gengæld skulle den socialistiske stat sikre dem grundlæggende velfærdsrettigheder som social sikkerhed, sygepleje og uddannelse. Produktionsenhederne i både industri og landbrug, udgjorde også de grundlæggende rammer for velfærdssystemet. I industrien, var den økonomiske enhed, den såkaldte “danwei”, ansvarlig for at yde de ansatte livslang beskæftigelse, pensioner, gratis sundhedsvæsen, børnepasning og uddannelse, og i landdistrikterne havde folkekommunerne de samme forpligtelser over for deres medlemmer. Dette system var baseret på, hvad der er blevet beskrevet som en socialistisk social kontrakt (Lee, 2007). I den industrielle sektor i Kina, accepterede arbejderne i henhold til denne sociale kontrakt ikke at have ret til at etablere uafhængige fagforeninger, som kunne kæmpe for forbedringer af deres arbejdsvilkår og lønninger. Den eneste fagforening som var tilladt af parti-staten var All-China Federation of Trade Unions (ACFTU), som var - og stadig er - tæt forbundet med kommunistpartiet og i overensstemmelse med den ovenfor nævnte socialistiske sociale kontrakt, var aktivt involveret i ledelsen af ​​virksomheder på forskellige måder, med det formål at øge produktionen. Vækst i produktionen blev opfattet som hele det kinesiske samfunds fælles interesse og arbejderne var villige til at ofre deres organisatoriske frihed på denne fælles interesses alter.

Kadrer var til gengæld forpligtede til ikke at skabe materielle privilegier til sig selv. Den sociale kontrakt var derfor baseret på materiel tilbageholdenhed fra alle sociale grupper i landet og havde som mål at etablere det materielle grundlag for det endelige kommunistiske samfund.

Den sociale kontrakt blev imidlertid undermineret allerede under implementeringen af den første femårsplan, hvor kadrernes materielle privilegier blev udvidet, men først med de økonomiske reformer efter 1978 blev den sat ud af kraft, uden at arbejdere og bønder til gengæld fik lov til at etablere egne interesseorganisationer. (Lee, 2007, og Li Minqi 2016).

Ifølge Wang Shaoguang, (Wang Shaoguang 1995) fandtes i Kina før Kulturrevolutionen tre grundlæggende sociale modsætninger i Kina:

  • en modsætning mellem kadre(ganbu)klassen og arbejderklassen
  • modsætninger inden for kadreklassen
  • modsætninger inden for arbejderklassen.

Modsætningen mellem kadreklassen og arbejderklassen har sit udgangspukt i, at statens overtagelse af ejendomsretten til produktionsmidlerne ikke gav alle samfundsmedlemmer lige ret til at disponere over ejendom. Der findes som følge heraf grundlæggende to klasser inden for det socialistiske system i Kina: Kadreklassen og arbejderklassen (som også inkluderer bønderne). Modsætninger mellem disse to klasser er uundgåelige, men i Kina før Kulturrevolutionen blev antagonismen imellem dem i høj grad skjult af interne konflikter både inden for kadreklassen og inden for arbejderklassen.

Kadreklassen bestod indtil midten af 1960rne at to eliter:
- den nye politiske elite, politiske funktionærer som sædvanligvis kom fra arbejderklassen eller havde en fattigbondebaggrund, og kun ringe formel uddannelse.
- den gamle professionelle elite , teknokraterne som typisk havde  en ikke- proletarisk baggrund og gode uddannelser bag sig.

Forskelle i social oprindelse og erfaringer skabte uundgåeligt spændinger disse grupper imellem, ikke mindst fordi den kinesiske ledelse umiddelbart efter 1949, på grund af det akutte behov for stabilisering af samfundet og for at bevare de grundlæggende servicefunktioner, var nødt til i udstrakt grad at støtte sig på det administrative og tekniske personel fra den slagne nationalistregering. 

Den nye regering anerkendte også i vid udstrækning de tidligere kapitalisters viden om virksomhedsdrift, og de fleste af de tidligere kapitalister, som var blevet placeret i administrative stillinger på virksomheder efter nationaliseringerne i 1956, sad stadig på disse stillinger i 1966. De fleste af de intellektuelle stammede fra de tidligere privilegerede klasser.
Eftersom de personer, der indgik i disse eliter, havde så forskellig baggrund og til daglig oplevede indbyrdes konkurrence om fordelingen af magt, status og indkomst, var spændinger mellem de to eliter uundgåelige. De professionelle kadrer opfattede på grund af deres uddannelser, sig selv som de bedst kvalificerede til at sidde på samfundets betydningsfulde poster, og mente at de burde have den politiske autoritet i stedet for medlemmerne af den politiske elite, som de mente manglede de tekniske og moralske kvaliteter der krævedes for at lede landet. Dette ønske kom dramatisk til udtryk under De Hundrede Blomsters Bevægelse i 1957, hvor tidligere kapitalister krævede, at staten trak sine repræsentanter i de fælles statslige – private virksomheder ud, fordi de mente, at de revolutionære kadrer og nys forfremmede arbejdere manglede de uddannelsesmæssige forudsætninger og den erfaring der var nødvendig for at administrere økonomien. De intellektuelle gjorde nar af gamle, revolutionære kadrer og kadrer med arbejder-bonde baggrund, og kaldte dem ”eksperter i klassekamp”. Det som Kina, ifølge de intellektuelle, havde brug for, var ” eksperter i økonomisk opbygning”, og derfor mente de, at den eksisterende politik for sammensætning af kadrestyrken og rekrutteringen til denne skulle ændres. Hovedkriteriet i rekrutteringen burde være kvalifikationer i stedet for holdning.

De politiske kadrers svar på udfordringen fra de professionelle kadrer var at etablere deres egen strategi; de var godt klar over, at de manglede kvalifikationer og erfaringer, men mente, at deres ydmyge, men ”revolutionære” baggrund var en lige så vigtig kvalifikation i det nye socialistiske samfund. “ Klasseetiketter”, som var blevet tildelt alle kinesere umiddelbart efter revolutionen,  skulle derfor bruges som våben mod de professionelle kadrer.

Udfordringen fra den gamle elite under Hundrede Blomster Bevægelsen forskrækkede kommunistpartiet, og inden for partiet blev man derfor endnu mere overbevist om, at en persons familiebaggrund og/eller personlige klassestatus havde en afgørende indflydelse på personens politiske synspunkter og adfærd. Partiet besluttede derfor at “klassestatus” burde tillægges endnu større betydning end tidligere, og det var helt i overensstemmelse med de politiske kadrers gruppeinteresser.

Inden for arbejderklassen fandtes også klart definerede grupper, som stod over for hinanden. Arbejdsstyrken var overalt, d.v.s. både inden for den statslige og den kollektive sektor af økonomien, stort set opdelt i tre kategorier:

- aktivister
- en mellemgruppe
- “tilbagestående elementer.”
Denne inddeling var en følgevirkning af den massemobilisering, som var nødvendig pga. ressourceknapheden. Hemmeligheden bag massemobiliseringen lå i at differentiere masserne og mobilisere aktivisterne først.

Aktivisterne blev anvendt som en spydspids, som lederne kunne stole på, og som kunne udgøre modeller, som deres kolleger kunne følge.

De “tilbagestående elementer” bestod hovedsagelig indtil 1956 af dem, der ikke kunne opfylde deres produktionsmål, ikke gjorde nok for at dygtiggøre sig, ikke arbejdede så hårdt som de egentlig kunne, eller ikke overholdt arbejdsdisciplinen.
Efter 1957 kom den enkeltes politiske adfærd til at betyde mere. Under den asketiske atmosfære i begyndelsen af 1960rne kunne man blive erklæret for tilbagestående, hvis et eller andet aspekt i ens livsstil var ualmindeligt – hvis man gik i spraglet eller kraftigt farvet tøj, brugte hårolie, gik på restaurant, dyrkede blomster, holdt guldfisk eller spillede skak. De tilbagestående elementer blev ofte udsat for diskrimination.

”Mellemgruppe”- arbejderne opførte sig respektfuldt over for deres overordnede og opfattede sig selv som anbragt i en legitim underordnet position. De deltog i en vis udstrækning i politiske og produktionsmæssige aktiviteter, men uden den store entusiasme.
Politiseringen af samfundslivet i de tidlige 1960ere lagde et stigende pres på denne ”mellemgruppe”. Under Hundrede Blomster Bevægelsen i 1957, var der nogle “undertrykte tilbagestående elementer”, der åbent angreb aktivisterne, men antihøjre kampagnen fik snart lagt låg på disse protester.
Selv om aktivisterne lagde vægt på at hjælpe deres kolleger, opfattede de dem også som potentielle konkurrenter. Eftersom det var i deres interesse at holde aktivistgruppen så eksklusiv som muligt, var de ofte tilbageholdende med at åbne aktivistrækkerne for nye medlemmer. Denne strategi fastholdt adskillelsen mellem aktivisterne og de “tilbagestående elementer”.

Wang Shaoguang mener ikke, at økonomisk ulighed mellem funktionærklassen og masserne var en af årsagerne til Kulturrevolutionen. I virkeligheden var de økonomiske forskelle ikke så store, som mange har troet. De rige i det kinesiske samfund før Kulturrevolutionen fandtes i den gamle elite. Da man i 1956 omdannede de kapitalistiske virksomheder til statslige/private virksomheder, garanterede man nemlig samtidig, at kapitalisternes levestandard ikke skulle forringes, så de intellektuelle tjente før Kulturrevolutionen ofte mere end partibosserne i deres enhed. Dertil kom at der ikke fandtes nogen besiddende klasse, og at de generelle indkomstforskelle var små. Kun i politisk forstand kunne de politiske kadrer, siges at være den mest privilegerede socialgruppe i det kinesiske samfund. Med hensyn til materiel levestandard var den gamle elite væsentligt bedre stillet end den nye.

Denne indkomstforskel afspejlede sig også i rekrutteringen til uddannelsessystemet. I 1956 havde kun 34% af universitetsstudenterne en ”god” familiebaggrund, og på de mest eftertragtede universiteter, udgjorde de kun 10-20% af studenterne. I hele perioden 1949 – 1956 var der flere pladser på universitetsniveau end der var kandidater fra gymnasiet (højere mellemskole), men i 1957 havde antallet af afgangselever fra gymnasiet vokset sig større end antallet af studiepladser på universiteterne. Man måtte derfor vælge mellem ansøgerne, og regeringen besluttede at give positiv særbehandling til ansøgere med “god” familiebaggrund, og derfor steg optagelsen af universitetsstuderende fra arbejder- eller bondefamilier kraftigt i de følgende år.

På trods af alle disse bestræbelser, svarede antallet af studenterne på gymnasier og universiteter, som havde ”god” familiebaggrund ikke til andelen af ”gode” familier i samfundet som helhed. Det betød altså, at de kinesiske kommunister kun havde begrænset succes i deres bestræbelser på at ændre fordelingen af social status i samfundet. Ikke desto mindre truede den positive særbehandling af studenter med ”god” baggrund studenter, som havde ”dårlig” eller mellemgruppe baggrund, og denne politik skubbede i stadig højere grad studenterne ind i selvbevidste sociale grupperinger.

Strukturelt set var den første af de tre sociale modsætninger, nemlig modsætningen mellem kadreklassen og arbejderklassen, den mest fundamentale. Men modsætningen mellem eliten på den ene side og masserne på den anden var endnu ikke blevet den politisk set mest relevante kløft i det kinesiske samfund. Det var snarere sådan, i den daglige politik, at konflikter mellem den politiske elite og aktivisterne på den ene side, og den funktionelle elite og de” tilbagestående elementer” på den anden side, var alvorligere. Arbejderaktivister havde en tendens til at alliere sig med politiske kadrer for at forsvare status quo, og eftersom både de “tilbagestående elementer“ og den gamle elite med jævne mellemrum var blevet gjort til ofre i forskellige politiske kampagner af de politiske kadrer og de politiske aktivister, så havde de en fælles interesse i at indgå i en alliance og udfordre det bestående.

Sammenstødene mellem de to alliancer afspejlede i en vis forstand sammenstødene mellem kadreklassen og arbejderklassen. Det, som arbejderaktivisterne hadede, var den gamle elites økonomiske og kulturelle privilegier, mens de “tilbagestående” arbejdere hadede de politiske kadrers politiske privilegier. Selv om disse alliancer altså eksisterede før Kulturrevolutionen, var det først da den brød ud, at de for alvor blev synlige.

Den umiddelbare reaktion på Maos opfordring til at starte en” Kulturrevolution” blandt de studerende på landets læreanstalter var, at der måtte være tale om en gentagelse af mønstret fra de tidligere kampagner, hvor den gamle elite og de tilbagestående elementer i arbejderklassen var målet. Derfor organiserede unge med en “ god “ familiebaggrund, og det vil især sige børn af den politiske elite, de første eksklusive (  kun unge med “god” familiebaggrund kunne deltage) rødgardistorganisationer, som rettede deres skyts mod de sædvanlige ofre for massekampagnerne - tidligere kapitalister, godsejere og “tilbagestående elementer” inden for arbejderklassen.  Da dette havde stået på i en periode, greb Mao ind og gjorde klart, at målet for denne “kulturrevolution” ikke var den gamle elite, men derimod “ de partimedlemmer som går den kapitalistiske vej”. For at tilhøre denne gruppe måtte man jo nødvendigvis være medlem af kommunistpartiet og specielt højtstående partimedlemmer måtte være kampagnens mål. Så begyndte unge med “dårlig “ familiebaggrund, der som følge af deres marginaliserede position måtte være tilhængere af forandringer af den herskende orden, at organisere nye rødgardistbevægelser, de såkaldte “rebeller”, som stemplede de første rødgardistorganisationer som “ konservative” og rettede skytset mod dem og deres familier. Mao og hans allierede støttede i første omgang de nye organisationer “rebellerne”, men de første rødgardistorganisationer holdt fast ved, at de var “født revolutionære” og derfor repræsenterede den korrekte politiske linje. De voldsomme fraktionskampe mellem studenter - og arbejderorganisationer der fulgte og nær havde bragt Kina ud i regulær borgerkrig havde, ifølge Wang Shaoguang, deres rod i modsætningen mellem “den gamle elite” og de “tilbagestående elementer” på den ene side, og på den anden side “den politiske elite” og “aktivisterne” i arbejderklassen. Mao var nødt til at gribe ind og afslutte disse kampe, først ved at indsætte hæren og standse de voldelige stridigheder, og derefter ved at sende rødgardister og rebeller ud i landområderne. Begge sider i fraktionskampene oplevede i løbet af Kulturrevolutionen at blive forfulgt og undertrykt, og en stor del af dem kom ud af kampene med en tung byrde af bristede illusioner. Mao opnåede ikke sit mål med Kulturrevolutionen. Allerede i begyndelsen af 1970rne begyndte mange af hans tidligere modstandere at vende tilbage til deres poster efter at være blevet udrenset under Kulturrevolutionen, og så snart Mao døde, overtog de, med Deng Xiaoping i spidsen, deres tidligere kontrol med kommunistpartiet og landets ledelse.

Den nye kinesiske ledelse bestod efter 1978 af personer, som var blevet personligt forfulgt under Kulturrevolutionen. Man besluttede derfor snart, at den type klassekamp, som var foregået under kulturrevolutionen ikke skulle gentage sig. I 1978 blev klasse-etiketterne afskaffet, og det blev derfor muligt at basere de økonomiske reformer på en alliance mellem den gamle og den nye elite, som begge havde været udsat for forfølgelser under Kulturrevolutionen. De reformer man kunne enes om lagde vægt på ekspertise og effektivitet under kommunistpartiets ledelse.

De økonomiske reformer fra 1978 - 1984.

Den første fase i reformerne bestod i, at folkekommunerne som produktionsenheder blev nedlagt. (He Qinglian 1998) Den kollektive landbrugsproduktion blev afløst af et såkaldt ansvarssystem, hvor individuelle bønder kunne tegne produktionskontrakter med kollektivet, og det blev med det nye system muligt for bønderne at etablere  familielandbrug og familievirksomheder - de såkaldte getihu, og denne proces skabte en vældig vækst i landbrugsproduktionen. Slogan’et for indførelsen af ansvarlighedssystemet inden for landbrugssektoren og etableringen af mindre håndværks- og industrivirksomheder i landområderne var  “Det er i orden at nogle bliver rige først,” underforstået, at det ikke gør noget, at  indkomstforskellene bliver større, fordi de nyrige vil hale de andre med sig, og deres øgede økonomiske aktivitet vil skabe en økonomisk dynamik, som vil hæve levestandarden  generelt. Begge dele skete: der opstod en hel række velhavende bønder “10.000 yuan- familier” og velstanden steg generelt i landområderne i de første år efter at ansvarssystemet var blevet introduceret. Ansvarssystemet medførte en kraftig akkumulation af kapital i landbruget og serviceerhverv med tilknytning til landbruget. Dertil kom, at en del af arbejdskraften i landområderne frisattes ved at rige bønder lejede jorden fra mindre succesrige familier. He Qinglian  anslår, at 25% af arbejdsstyrken ved udgangen af 1984 havde valgt sig en anden hovedbeskæftigelse - i de nye små virksomheder eller i den egentlige industri på egnen. Frisættelsen af arbejdskraft i landområderne er fortsat siden, og på denne måder er der opstået grundlag for dannelsen af gruppen af migrantarbejdere, som især efter 1990 søgte mod kystbyerne for at søge arbejde i de nye virksomheder, som efter oprettelsen af de økonomiske zoner blev etableret her.    

Sideløbende med etableringen af familielandbrug i landområderne foregik i begyndelsen af firserne en etablering af private virksomheder i byerne. Denne proces kaldte kineserne selv,  xiahai, hvilket betyder “at kaste sig i havet”, dvs. opgive sin sikre indkomst i en statsejet virksomhed, for selv at prøve lykken som iværksætter. Især teknikere fra statsejede virksomheder sagde deres arbejde op for at starte nye private virksomheder baseret på deres tekniske kvalifikationer.  Den akkumulation, der foregik i denne første fase af de økonomiske reformer, kan således siges at være i overensstemmelse med det liberalistiske idealbillede dvs. at det var de dygtigste og de mest sparsommelige, der akkumulerede rigdom. Der var ifølge He Qinglian, tale om personer som for de flestes vedkommende befandt sig uden for uden for de etablerede magtstrukturer. Man kan sige, at fordelingen skete efter forskelle i produktivitet, de mest produktive blandt de bønder, som arbejdede efter kontrakter, tjente flest penge. De dygtigste teknikere tjente mest. Dette forhold skulle ændre sig i de følgende faser af de økonomiske reformer, hvor især personer inden for magtstrukturen - politiske kadrer og virksomhedsledere - berigede sig ved at benytte sig af deres magtkapital og etablerede den klasse, som So kalder “kadrekapitalistklassen”. (So, Alvin Y. 2013)

Næste fase af de økonomiske reformer starter i 1985 og tager sit udgangspunkt i “det tostrengede prissystem” og industrivirksomhedernes øgede selvstændighed. Der blev gennemført en række reformer i administrationen af de statsejede virksomheder, som først og fremmest gav øget selvstændighed til virksomhederne. 1981-82 indførte man ansvarssystemer, som betød, at virksomhederne selv skulle være ansvarlige for overskud og tab. 1983 Begyndte man at eksperimenter med et system, hvor hele overskuddet blev i virksomheden, som så til gengæld skulle betale skat til staten. I 1985 gennemførte man en prisreform, hvor man etablerede det såkaldte tostrengede prissystem, som et forsøg på gradvist at nærme sig en markedsbestemt prisfastsættelse. Det er et system, hvor der for den samme vare findes to forskellige priser: en statspris som er gældende inden for den statslige sektor og holdes kunstigt lavt og en markedspris som fastsættes af markedets udbud og efterspørgsel. Det tostrengede prissystem skabte enorme muligheder for at virksomheder kunne profitere af prisforskellene mellem de to systemer. Ledelsen i de statsejede virksomheder kunne f.eks. købe bestemte varer til lave priser inden for det statslige distributionssystem, og derefter sælge varerne videre til de langt højere markedspriser uden for systemet, og uden større besvær kanalisere forskellen mellem de to priser som profit ned i deres egne lommer. Alene i 1988 skabte det tostrengede prissystem en prisdifference på 100.000 millioner yuan, hvoraf 70% endte i private lommer.  Den mere lemfældige kontrol førte til et voldsomt svind i virksomhedernes værdier. I perioden 1982 til 1992 var der tale om et svind svarende til et beløb på over 500 milliarder yuan, dvs.  ca. en femtedel af statens samlede kapital som i 1992 var på 2600 milliarder yuan. Resultatet af denne svindel var, at virksomhedsledelserne i mange tilfælde kunne bruge deres politisk-administrative magt- det som He Qinglian kalder “magtkapital” - til at tilegne sig kapital fra virksomhederne og overføre den til private virksomheder. Dette var det første skridt i magtkapitalens - kadrekapitalistklassens - berigelse af sig selv på samfundets bekostning.

Kadrekapitalistklassen udbyggede sin rigdom yderligere gennem det, som He Qinglian kalder   Enclosure-Bevægelsen, som strakte sig fra 1987 til 1992,  og som bestod i, at en del af magtkapitalen  tilegnede sig en god portion af landets jordressourcer ved at indhegne dem og udnævne dem til særlige industrielle udviklingszoner. Indhegningerne omfattede både byjord og landbrugsjord.  Lige siden starten af 1950’rne havde Kinas Kommunistiske Parti gennem jordreformerne og etableringen af det planøkonomiske system skabt den form, hvorunder anvendelse af jorden kunne foregå: alle landets jordressourcer administreredes centralt af regeringen, og enhver som ville bruge jorden, måtte tildeles brugsretten administrativt. Dette system undermineredes med Lov om administration af jorden i 1986, som bestemte, at overdragelse af jord både kan ske administrativt og mod betaling. Hermed var det første skridt taget i retning mod et egentligt marked for jord. Jorden i Kina kunne således efter Lov om administration af jorden enten overdrages administrativt eller sælges. Dette gav nogle gevaldige muligheder for de personer, som administrerede salget af jorden. Der fandtes nemlig ikke nogen centralt fastsatte priser på jord, så administratorerne kunne selv fastsætte salgsprisen, og den blev ofte sat meget lavt. Så kunne de enten selv købe den eller sælge den til venner og bekendte. På denne måde forsvandt en stor del af den rigdom, der lå i de statsejede jordressourcer ned i lommerne på den embedsmand, som stod for salget af statsjorden eller køberne af jorden. Det var almindeligt, at en person, som var interesseret i at købe jord af staten, måtte betale store summer, for overhovedet at komme i kontakt med de rette embedsmænd og indlede forhandlinger med de pågældende om køb af jord.  Køberne af jorden har imidlertid også kunnet drage enorme fordele af at købe jordarealerne til de ekstremt lave priser, som steg kraftigt i de følgende år.

Det næste trin i magtkapitalens tilegnelse af den kinesiske samfundsejendom, foregik fra begyndelsen af 1990rne gennem omdannelsen af statsejede virksomheder til aktieselskaber.

De første eksperimenter med aktiesystemet startede i 1990, men allerede i oktober 1993 fandtes i Kina 3.800 virksomheder der fungerede som aktieselskaber. En stor del af aktieudstedelserne blev foretaget i form af medarbejderaktier, som virksomhedernes arbejdere kun i ringe omfang fik del i. ’Medarbejderaktierne’ skiftede nemlig snart form til såkaldt MBO, Management Buyout, hvor ledelsen i virksomhederne fik fortrinsret til at købe aktier i virksomhederne under særdeles fordelagtige vilkår. I mange tilfælde var der slet ikke tale om pengeoverførsler, når ledelsen købte aktier i virksomheden, der blev blot registreret en ejendomsoverførsel. En stor del af de ledende i virksomhederne havde desuden, som allerede nævnt, i forbindelse med de tidligere faser af de økonomiske reformer skabt sig selv formuer, som kunne investeres i aktier i deres egne virksomheder. Aktieposter har også været anvendt som belønning til virksomhedsledere, så slutresultatet af de statsejede virksomheders overgang til status som aktieselskaberne, blev, at virksomhedsledelserne kunne tilegne sig ejendomsretten til de virksomheder, som de tidligere kun havde ledet.

En stor del af den samfundsmæssige rigdom i Kina blev ved hjælp af disse forskellige måder koncentreret hos samfundsmæssige elite, som var tæt knyttet til det politiske system.

I 2006 fandtes således i Kina omkring 3.200 personer med en personlig formue på over 100 millioner yuan (ca. 100 millioner DKK). Af de 3.200 var 2.900 eller 90 % børn af højtstående parti eller statsfunktionærer. Deres samlede formue svarede til størrelsen af Kinas BNP samme år. (Li Minqi 2016)

Denne socialgruppe kaldes i Kina oftest “kronprinser”, dvs. sønner og døtre af partifunktionærer. Som vist oven for havde denne gruppe allerede under Kulturrevolutionen en opfattelse af sig selv som retmæssige arvtagere til samfundets ledelsesposter. Da den kinesiske ledelse i starten af reformperioden besluttede, at politiske ledere skulle træde tilbage fra deres stillinger, når de nåede en alder af 70 år, blev det som modydelse besluttet, at hver familie, der blev berørt af dette skulle have lov til at vælge at familiemedlem, som kunne varetage familiens interesser ved at indtage en ledende post. I slutningen af 1980rne var der derfor opstået en ny gruppe ledere, som var børn af tidligere højtstående ledere. (Brown, K. 2014)

For den kinesiske arbejderklasse betød reformerne inden for industrisektoren en voldsom forringelse af deres vilkår. De moralske incitamenter, der havde været drivkraften under den socialistiske sociale kontrakt, var erstattet af materielle incitamenter, og dermed forsvandt modsætningerne mellem aktivister, mellemgruppe og tilbagestående. Arbejderne blev på denne måde ligestillede i deres relationer til virksomhedsledelsen, fordi aktivisternes privilegier faldt bort.

 I 1986 blev der indført en kontraktlov, der betød, at nyansatte arbejdere skulle ansættes på midlertidig kontrakt og dermed mistede den ret til livsvarig ansættelse, som havde været en del af den socialistiske sociale kontrakt.  I 1987 indførtes desuden en konkurslov. som muliggjorde, at statsejede virksomheder kunne gå konkurs. Før det nåede så vidt, havde de dog ret til “omorganisere arbejdsstyrken” for at rette op på økonomien, og retten til at afskedige folk, var dermed kommet ind ad bagdøren, hvilket betød en yderligere svækkelse af den sociale kontrakt.

Bortfaldet af den sociale kontrakt, ligestillingen inden for arbejderklassen og elitens enhed betød, at den grundlæggende modsætning i det kinesiske samfund mellem kadreklassen og arbejderklassen endeligt var faldet på plads og var åbenbar for alle. Arbejderklassens modsætning til kadreklassen manifesterede sig konkret omkring studenterdemonstrationerne og den efterfølgende massakre i 1989. Arbejderne deltog aktivt i demonstrationerne med baggrund i tre klager: stigende inflation, udbredt korruption og arbejderklassens faldende status. De deltagende arbejdere organiserede uafhængige fagforeninger og truede med generalstrejke. Dagen efter fremsættelsen af denne trussel, blev der erklæret undtagelsestilstand - det første skridt i udviklingen frem mod massakren. Ifølge Wang Shaoguang var de straffe, arbejdere blandt demonstrationsdeltagerne modtog, meget strengere end studenterdeltagernes.(Wang Shaoguang 1992)

De økonomiske reformer har også ført til fremkomsten af en ny middelklasse. Middelklassens status er ikke baseret på privat ejendom, men på uddannelse, kvalifikationer, og magtfulde positioner. Der er tale om professioner som læger ingeniører, universitetslærere og mellemledere i partistatens institutioner.  Den nye middelklasses interesser er i høj grad i overensstemmelse med partistaten og de har haft gavn af de økonomiske reformer. Ifølge So foregår der en sammensmeltning mellem middelklassen og partistaten. På den ene side sker der en professionalisering af partiledere og statskadrer, uddannelse bliver i stadigt højere grad et adgangskrav til disse stillinger. På den anden side bliver medlemmer af middelklassen i stigende grad medlemmer af kommunistpartiet. Kinesiske sociologer har konstateret, at den kinesiske middelklasse faktisk er skrumpet i de senere år. Nogle har mistet deres job på grund af den globale finanskrise, og det er blevet stadig vanskeligere for universitetskandidater at finde beskæftigelse. Desuden har de stigende boligpriser gjort det vanskeligere for middelklassen at opretholde en levestandard, der svarer til deres sociale status. (So,Alvin Y. 2013)

Klassemodsætningerne i dagens Kina.

Den siddende kinesiske ledelse er baseret på kadrekapitalisterne. Der er naturligvis modsætninger inden for denne herskende klasse, eksempelvis mellem på den ene side kronprinserne og på den anden side de partiledere, der som Hu Jintao, Wen Jiabao og Li Keqiang har gjort karriere inden for Det Kommunistiske Ungdomsforbund.  Alle har de imidlertid tilegnet sig deres del af samfundskagen. Den tidligere premierminister, Wen Jiabao’s familie er på bare ti år blevet en af Kinas rigeste, og også Hu Jintao’s og Li Keqiang’s familier tilhører den økonomiske elite i Kina. Den nuværende kinesiske præsident, Xi Jinping’s søster ejer en række ejendomme i Hong Kong, og hans datter har gennemført et universitetsstudium på Harvard Universitet. Der er tale om fraktionsstridigheder inden for den herskende klasse.

Anderledes forholder det sig med kadreklassens forhold til de andre klasser i Kina.

Den kinesiske ledelses legitimitet er ikke baseret på valg, men på evnen til at skabe økonomisk vækst. Det er lykkedes den kinesiske ledelse gennem de økonomiske reformer at trække 100 millioner kinesere ud af fattigdommen, men den globale økonomiske krise har gjort det vanskeligere at fastholde denne vækst. Det kan måske gøre den nye middelklasse mindre ivrig efter at støtte op om den førte politik og i stedet kræve rettigheder for boligejere og ikke mindst miljøbeskyttelse. Denne klasse er dygtigere end de andre klasser til at kæmpe for sine interesser, dels fordi dens medlemmer generelt er bedre uddannede og dermed bedre til at kommunikere, og dels fordi de har bedre materielle ressourcer at sætte bag deres krav.

Allerede inden den globale økonomiske krise, var der udbredte sociale uroligheder over hele Kina. Ulovlig konfiskation af jord førte til konfrontationer mellem bønderne og lokale kadrer. Ca. 34 millioner bønder har mistet deres jord siden 1987. Hovedparten af indtægterne ved salget af landbrugsjord går til township regeringen (60-70 %) og landsbyledelsen(25-30 %)  (So, Alvin.Y 2013). Bønderne har dog først og fremmest opfattet sig som i opposition til lokalregeringerne og appellerer til centralregeringen om støtte og hjælp.

Antallet af tilfælde af social uro i Kina er steget støt fra 8.700 i 1993 til over 200.000 i 2011, og den kinesiske stat bruger nu flere penge på intern sikkerhed i landet (111 mia. dollars) end på sit forsvar (106 mia. dollars ) (So, Alvin Y. 2013). Den sociale uro har både haft sit udspring i de ulovlige konfiskationer af landbrugsjord og i arbejdsuroligheder på industriarbejdspladser. Særligt har migrantarbejderne været udsat for problemer i forbindelse med deres arbejde i kystbyerne. Der har været tale om manglende lønudbetalinger, vold mod arbejdere og urimelige arbejdsforhold, som har ført til strejker og uroligheder på en del arbejdspladser som beskæftiger migrantarbejdere. Kinesiske samfundsforskere skelner mellem to generationer af migrantarbejdere. Den første generation følte sig primært som bønder, der midlertidigt tog arbejde i kystbyerne for derefter at vende hjem til deres landsby. Når de skulle løse arbejdskonflikter tyede de først og fremmest til domstolene. Anden generation, som nu udgør ca. halvdelen af migrantarbejderne adskiller sig på forskellige måder fra første generation. De er bedre uddannede og opfatter sig i højere grad som arbejdere og er mere tilbøjelige til at ty til kollektive aktioner i forbindelse med arbejdstvister. De vil formentlig i fremtiden udgøre en mere integreret del af den kinesiske arbejderklasse end første generations migrantarbejderne gjorde.

Som reaktion på den stigende sociale uro gennemførte den tidligere kinesiske regering, Hu Jintao-Wen Jiabao- regeringen, en modificering af den tidligere entydige neoliberale politik i retning af en mere keynesiansk og velfærdsorienteret politik. Landbrugsskatterne blev afskaffet, der blev indført gratis skolegang i landområderne for børn i grundskolealderen, og der blev taget initiativ til etablering af et system af helbredsforsikring, som kunne afhjælpe bruddet med den socialistiske sociale kontrakt. Den nuværende kinesiske ledelse under Xi Jinping’s ledelse føler sig tilsyneladende hårdt presset af den svigtende økonomi og de trusler det retter mod ledelsens og kommunistpartiets legitimitet.  Kronprinsernes politiske legitimitet er ganske vist snævert bundet op på deres direkte familiebånd til kommunistpartiets og den kinesiske revolutions historie, men spørgsmålet er, om bønderne, arbejderklassen og middelklassen, hvis ledelsen ikke er i stand til at levere økonomisk vækst, arbejde og stigende levestandard, Fortsat er villige til at acceptere fraværet af politiske rettigheder, som retten til ytringsfrihed, retten til at organisere sig, retten til indflydelse på politiske beslutninger - kort sagt retten til et mere demokratisk samfund.                         

Litteraturliste.

Brown, K. (2014) : The New Emperors, Power and the Princelings in China. I.B. Taurus.

He Qinglian (1998) : Xiandaihua de xianjing. (Moderniseringens Faldgruber), Jinri Zhongguo Chubanshe. Findes også i Tysk oversættelse :

He Qinglian (2006) : China in der Modernisierungsfalle.(Kina i moderniseringsfælden) . Hamburger Edition HIS Verlagertes. mbH.

Lee, Ching Kwan (2007) Against the Law: Labor Protests in China’s Rustbelt and. Sunbelt.  Berkeley: University of California Press.

Li Minqi : China and the 21st Century Crisis, PlutoPress, 2016.

So, Alvin (2010) “Post-Socialist State, Transnational Corporations, and the Battle for Labor Rights in China at the Turn of the 21st Century”, Development and Society, 39 (1): 97-117.

So , Alvin Y. (2013) : Classes and Class Conflict in China. World Scientific.

Wang Shaoguang  (1992) : “ Deng Xiaoping’s Reform and the Chinese Worker’s Participation in the Protest Movement of 1989.”  in Paul Zarembka, ed. Research in Political Economy Vol. 13,  pp. 163-197.

Wang Shaoguang(1995) : Failure of Charisma.The Cultural Revolution in Wuhan Oxford University Press.

Wang Shaoguang (1996) : The Structural Sources of the Cultural Revolution, Department of Political Science, Yale University.

Wang Shaoguang(2008) , “The Great Transformation: The Double Movement in China,” Boundary 2, 35 (2): 15—47.

West, Darrel M.(2014) : Billionaires, Brooking Institution Press, 2014.