Logget på og logget ind
Af Ursula Huws

Offentliggjort: 15. februar 2016

Den nye økonomi gør det sværere end nogensinde at koble kapitalismen fra vores dagligliv.

Det er et velkendt mønster. Først oplever vi en økonomisk krise. Derefter følger en enorm restrukturering af kapitalen - og sammen med den en restrukturering af arbejdskraften - og som en følge af det sættes der spørgsmålstegn ved fortidens sandheder. Gamle erhverv, gamle virksomheder og gamle jobs forsvinder og nye dukker op - gjort mulige af nye teknologier. Og mens folk kæmper for at finde en måde at beskrive de seismiske rystelser i det økonomiske og sociale landskab, lægger der sig en lingvistisk tåge over det hele, som udvisker konturerne i det nye landskab og besværliggør alle forsøg på at kortlægge og analysere det.

Denne gang var nogle af de første til at kommentere denne situation tekno-utopikerne, der meldte sig med begreber som ”deleøkonomi” og ”peer-to-peer networking” (netværker fra bruger til bruger). Med den slags begreber forsøgte de at etablere en vision af, hvordan en kooperativ, post-kapitalistisk social virkelighed kunne se ud. I dette sociale idealbillede gør internettet det muligt frit at dele tjenester og ydelser imellem dem, der har brug for dem og dem, der producerer dem - og således elimineres kapitalens mellemkomst. Med 3D-printere - siger de oven i købet - kan vi også droppe fabrikkerne og få produceret varer der, hvor der er brug for dem.

Ideen om at folk glad og fro og helt igennem altruistisk vil udbyde de tjenester, der har lavet, til fremmede, er hentet fra en anden diskurs, i hvilken ”massernes viden” forbindes til problemløsninger baseret på ”crowdsource”[1] (massekilder) eller ”cloudsource” (kilder i skyen) på besværlige problemer.

Måske er nøglen her ordet source, der spejler de kommercielle praksistyper, som slog rod i 1990’erne så som outsourcing eller varianter af begrebet som global sourcing, insourcing eller backsourcing - eller deres nære slægtninge som offshoring eller nearshoring. [2]

Når man begynder at anvende begreber som crowdsourcing, så bruger man ikke begreberne til at beskrive en frivillig gave, men til at beskrive en situation, hvor online platforme anvendes til at trække på en global samling af arbejdere, der står til rådighed efter den primære producents behov - akkurat når man har brug for dem og kun der. Man taler om også en flydende arbejdsstyrke eller om arbejdskraft efter behov. Og så bliver logikken endnu tydeligere.

Denne aftapningsmulighed for arbejdskraft (den menneskelige sky) beskrives nogle gange pessimistisk som ”kunstig kunstig intelligens”. Der er tale om arbejdskraft, som er vital for de store mængder af opgaver, som holder internettet i live - og man sammenligner den ofte med den såkaldte mekaniske tyrk[3] - en mekanisk skakmaskine fra 1800-tallet - der faktisk skjulte en menneskelig operatør.

Hvad enten det nu drejer sig om at kontrollere præcisionen i Googles ratings, om at afkode vejnumre i Google Maps, om at spore gruopvækkende billeder af seksuelt misbrug af børn eller om at matche jobannoncer og ansøgninger på de forskellige jobportaler, så udføres mange af de aktiviteter, som brugerne tror sker automatisk og ved hjælp af smarte algoritmer, rent faktisk af menneskelige såkaldte klik-arbejdere.

Optimister fremhæver kreativiteten og autonomien, der er forbundet med dette freelance klikarbejde - mere neutrale kommentatorer vælger måske i stedet at beskrive området som en platformsøkonomi eller som en deleøkonomi. [4]

Uanset hvad man kalder fænomenet, så har de fleste af os efterhånden hørt tilstrækkeligt mange anekdoter om det - hvis vi da ikke selv har oplevet det - til at have formet et mentalt billede af, hvad det er for noget at være en del af den uindskrænkede frit tilgængelige arbejdsstyrke. Der cirkulerer skrækhistorier om Amazons Mekaniske tyrker og dem, der sidder inden i den, og som - hvis de ikke bor i USA eller Indien - kan betales med ting eller gaver - omtrent som det var i kapitalismens barndom, hvor lønnen blev udbetalt i form af varer fra fabrikkens butik.

Dem, der arbejder for platforme som Freelancer[5] eller Elance[6], finder ganske ofte ud af, at deres kunder (til trods for at de gang på gang får fortalt, at de ikke er ansat) har erhvervet sig ejendomsret over deres arbejderes intellektuelle ejendom - også selvom de ikke er blevet betalt: Løntyveri i det 21. århundrede. Og der går historier ude på nettet om, hvordan et godt online ry er blevet smadret fra det ene øjeblik til det andet gennem en dårlig rating fra en ondsindet kunde.

Det virker, som om der er ved at opstå en helt ny form for arbejdsliv.

Det er et arbejdsliv, i hvilket det du er, og det du kan, vises frem i form af en standardiseret profil: Dine evner og de opgaver du evner at løse er oplistet i en standardiseret afklikningsliste - måske suppleret med lidt selvpromoverende tekst. De fremmede, der har magt til at hyre dig, kan tilkendegive deres mening om kvaliteten af dit arbejde igennem en vurdering, der måske afspejler et informeret skøn, men som lige så gerne kan være et resultat af dårlig stil eller af et ønske om at slippe for at betale dig.

Du ved ikke fra den ene uge til den anden - eller måske fra den ene time til den anden - hvorvidt du stadigvæk har et arbejde: Så hold din smartphone i nærheden og vær parat til at klikke en accept med det samme. Du er - hvis man skal formulere det kort - on line konstant.

Og da dit arbejde for størstepartens vedkommende udføres online, kan samtlige dine aktiviteter registreres. Du skaber hele tiden data, som gør det muligt at overvåge dig mere og mere detaljeret og med stadigt stigende præcision. Hvilket til stadighed reducerer rummet for din autonomi.

Du bliver en del af en atomiseret arbejdsstyrke, i hvilken de enkelte individer kan udskiftes frit. Alles arbejdsindsats logges - logges i den forstand at den registreres målt i standardiserede enheder - logget ind i betydningen online forbundet, og logget i den forstand at alle handlinger registreres med henblik på fremtidig analyse. Man kunne godt sige, at du er logget på i tredobbelt forstand.

Denne beskrivelse kan godt virke mere end en anelse dystopisk. Man kan trods alt godt argumentere for, at den type af arbejde, som nu foregår via en online platform altid har været truet. Hvornår har det at køre en taxa eller at læse korrektur som freelancer nogensinde været trygt? Og i hvilken fantasiverden har rengøringsarbejde eller det at løbe ærinder nogensinde været betragtet som regulært arbejde?

Én måde at se på den nylige, eksponentielle vækst af online platformene inden for serviceerhvervene, er at se på det som en formalisering af en uformel økonomi, hvor et åbent markeds gennemsigtighed erstatter de gamle mund-til-mund metoder til at finde arbejde og erstatningen af kontant afregning på stedet med sporbare betalinger, der i det mindste åbner muligheden for beskatning og for regulerede arbejdsvilkår.

Og set på denne måde er den nye ordning jo et gode, vil mange påstå. Navnlig for folk, som tidligere har været udelukket fra arbejdsmarkedet på grund af deres køn, deres race eller på grund af handicap. Kan det virkelig forholde sig sådan, at tekno-utopikerne har ret?

Men nøjes man med at se på det platformsorganiserede arbejde som noget, der har med det uformelle marked at gøre, så vælger man at ignorere en mere omfattende virkelighed. Adskillige, forskellige tendenser, der har udviklet sig over de sidste mere end tyve år, er nu begyndt at løbe sammen. Og dette accellererer dannelsen og gennemslaget af en ny administrationsmodel for arbejdet hen over en lang række af sektorer. Tendensen viser sig både på det offentlige og det private område. Og den viser sig både på området for manuelt, fagligt og intellektuelt arbejde - og for dem med dårlige og for dem med gode kvalifikationer. Tendensen slår også igennem, uanset om man som arbejdskraft er omfattet af en egentlig ansættelseskontrakt eller ej.

Logget arbejde er den nye norm

Langsomt og snigende er det blevet accepteret, at man konstant skal stille et opdateret CV til rådighed for folk, og at man konstant skal være parat til at stille op i forhold til et nyt job, hver eneste mulighed for at søge fondsmidler og hver eneste mulighed for at blive medlem af et projektteam, der måtte vise sig. Det bliver betragtet som givet, at ansøgninger skal afleveres online, og at man skal oplyse om tidligere ansættelser og erfaring ved at klikke i en klikboks eller vælge fra en drop-down-liste. Og selvom man skulle have en ansættelseskontrakt, der angiver en arbejdsuge på 40 timer, så betragtes det også som normalt, at man kigger i sin mail døgnet rundt, uanset hvor man befinder sig.

Uanset hvad man foretager sig, så skal man acceptere at blive afbrudt af telefonens dytten, der fortæller, at en meddelelse om en mødeindkaldelse er dukket op, eller at en opgave afventer færdiggørelse. Og guderne nåde og trøste dig, hvis du har glemt dit brugernavn eller dit kodeord, når tiden er inde til at reagerer på meddelelsen: Det er meget lettere at være permanent logget på - uanset de trusler mod datasikkerheden, som måtte ligge i det.

Dette er ikke blot et udtryk for, at én form for kommunikation er blevet erstattet af en anden. Det er det tydelige symptom på en grundlæggende ændring af selve arbejdsprocessen: Manifestationen af et underliggende mønster, der har standardiseret arbejdsprocesserne og har gjort det muligt at koordinere og overvåge dem systematisk.

Hver eneste produktionsenhed er indlejret i et mere omfattende hierarki af elektronisk styret koordination. Og hver af disse enheder - der er under konstant pres for at holde udgifterne så lave som muligt - søger efter nedskæringsmuligheder ved at lægge så meget arbejde ud til den enkelte - eller ved at skubbe opgaver nedad i hierarkiet.

Har du brug for en database, der rummer alles oplysninger? Lad være med at spilde penge på, at sætte en medarbejder til at indtaste disse oplysninger - få i stedet alle brugere til at udfylde en formular online, så de selv indskriver deres data. Vil du sikre dig, at et projekt gøres færdigt til tiden? Pålæg alle medlemmer af teamet at registrere deres arbejdstimer løbende og introducér en ordning, hvor man straffes for at overskride frister.

Hver af disse transaktioner tager måske kun nogle få minutter eller sekunder. Men når den type af aktiviteter multipliceres igennem en hel økonomi, når alle skal bestille deres egne billetter, skal indtaste deres egne skatteoplysninger, skal uploade tekster, skal bestille købmandsvarer, opdatere deres egne profiler og registrere deres egne arbejdstimer, så spares der millioner af kroner i arbejdsløn, som ikke skal betales - og igennem den form for aktivitet tilføjes løbende til den cyber-bureaukratiske mængde af ubetalt forbrugsarbejde, der kræves for overlevelse i dagligdagen.

Ikke blot overføres udgiften ved at udføre dette arbejde til andre - men processerne skaber også et overvågningsspor, der gør det muligt at spore hver eneste transaktion, og gør det muligt at analysere hver eneste medarbejders eller kundes præstationer. Og dermed har man etableret grundlaget for, hvad en normalpræstation er, der i princippet bør kunne dække en hvilken som helst medarbejdergruppe, og som kan bruges til at formulere mål for præstationen fremover.

Denne model er trængt ind I mange industrier og jobtyper, og med den har man introduceret det paradoks, at arbejdet på den ene side er blevet mere formaliseret - designet til at leve op til en række standardiserede præstationsmål, standarder for hvor lang tid, der må gå fra noget indhold er publiceret til der er realiseret et salg, eller finpudset til at kunne fungere i et komplekst, multinationalt firma - og samtidig er blevet mere præget af prekaritet.

Men kapitalismen kræver ikke blot standardisering. Den kræver også opfindsomhed. Og opfindsomhed og iderigdom er noget rod, der involverer forsøg og fejl, pludselige udbrud af kreativitet og forkerte startpositioner.

En stadigt mere anvendt måde at håndtere denne tilsyneladende selvmodsigelse på er for mange kapitalistiske organisationer at placere den kreative proces i en form for blackboks, der beskyttes på alle sider af ekstern kontrol således at man kan minimere risikoen.

Tendensen aktuelt er, at udvikling af mange nye produkter og processer - så vel som mange aspekter af det videnskabelige udviklingsarbejde - lokaliseres I specialafdelinger eller simpelthen bliver outsourcet. Og der bliver arbejdet organiseret som projektarbejde og udført af skiftende teams.

Dette er en model, som i lang tid har karakteriseret de kreative industrigrene, hvor medarbejderne traditionelt samles for at producere en bestemt film, et bestemt teaterstykke eller en bestemt plade, og modellen har bredt sig til produktionen af computerspil, konstruktionen af software og mange andre steder.

Der er her, prekariteten kommer ind. Selvom folk stadigvæk har et ansættelsesforhold, så oplever højkvalificerede teammedlemmer det sådan, at de aldrig er bedre end det fremgår af resultatet af deres seneste projekt. Hver gang er de nødt til at bevise deres værd. De skal konstant levere ekstra arbejdstimer, og de skal mestre en vanskelig balanceakt mellem at demonstrere, at de er holdspillere samtidig med, at de skal demonstrere deres individuelle dygtighed - de skal gøre alt for, at de også bliver valgt til det næste team. Livet i virksomheden er efterhånden begyndt at ligne livet udenfor mere og mere.

Lighederne bliver endnu tydeligere, når vi taler om den dårligst betalte del af arbejdsstyrken. Der er kun meget lille forskel imellem at arbejde som vikar for et supermarked, i et stormagasin eller for en burgerrestaurant - hvor man sidder og venter på at chefen skal ringe - og så på konstant at skæve til sin telefon for at se, hvornår den næste opgave fra TaskRabbit, Hassle, Handy eller Uber dukker op.

En forskel på at arbejde som freelancer og at være ansat er teoretisk set, at sidstnævnte har større grad af frihed til at sige nej. Men nu om dage, hvor systemet med ubetalte praktikantjobs og et princip om tyveri af intellektuel ophavsret breder sig, så kommer denne frihed mere og mere - for dem, der ikke har rige forældre eller velbetalte ægtefæller at støtte sig til - til at ligne Anatole France’s bemærkning om at alle har friheden til at sove under broerne og til at tigge på gaderne.

Valgfrihed eksisterer kun, hvis der reelt er alternativer man kan vælge imellem

Betyder det så - som nogen har antydet - at alle arbejdere er ved at blive en del af det såkaldte prekaritet eller simpelthen medlemmer af en ubestemt masse? Nej. Prekaritet er det normale vilkår for al arbejdskraft under kapitalismen - den holdes kun i skak og kun under heldige omstændigheder af arbejdernes organisation. Der er intet, der binder arbejderne tættere sammen og giver dem klasseidentitet end … ja, netop sult og fattigdom.

Flytter man større dele af arbejdsstyrken ind i det åbne marked, så resulterer det i større differentiering ikke i mindre. Denne bevægelse formindsker ikke betydningen af specifikke færdigheder og talenter. Tværtimod forstærker det denne betydning. Arbejdsgivere bliver i stand til at præcisere deres ønsker og adressere potentielle medarbejdere med større grad af præcision - ofte uden at tage hensyn til, hvor de befinder sig.

Arbejdsstyrken bliver atomiseret, men de enkelte arbejdere er generelt lette at udskifte uden andre begrænsninger, end at de skal have de samme færdigheder.

Det at introducere et formaliseret og atomiseret marked I en situation, der hidtil har været relativt lukket, producerer nye vindere, men også nye tabere. Hvad der er katastrofalt for en freelance grafisk designer eller en anerkendt taxachauffør i New York eller London kan meget vel være en livsforandrende mulighed for en kunststuderende i Pakistan eller Bolivia eller en nyankommet migrant, hvis eneste aktiv er en bil. Og det at se dem alle sammen som medlemmer af en prekær klasse fjerner ikke ved et trylleslag den reelle forskel i forhold til deres materielle interesser.

Hvordan skal politiske økonomer forstå den nye fase i kapitalismen, som nu er ved at nå en kritisk masse?

For det første flytter den nye livsområder ind i det kapitalistiske kredsløb og gør det muligt at producere profit på basis af områder, som før i tiden er blevet delt frit. Firmaer som Airbnb, SnapGoods, Lyft eller det italienske Gnammo for eksempel, flytter den menneskelige socialitet ind i kredsløbet og gør det muligt at tage penge for alle delingsaktiviteter - også selvom der slet ikke er tale om et ansættelsesforhold.

For det andet udvider det platformsbaserede arbejde - uanset om det handler om online arbejde (som ved Elance - nu Upwork eller Amazon’s Mekaniske Tyrker) eller om manuelt arbejde (som ved TaskRabbit, Handy eller Zaarly) eller om det åbne marked for mindre produktionsaktiviteter (som ved Etsy) - kapitalismens dominans ind i den uformelle økonomi - og tager igen (masser af) penge for hver eneste transaktion, ligesom det underkaster arbejdskraften den kapitalistiske arbejdsdisciplin og tidstyranni.

For det tredje er udviklingen ensbetydende med, at interne omkostninger eksporteres. Tidligere var firmaer, der drev hotelkæder eller biludlejningsaktiviteter nødt til at investere i fast ejendom eller biler, der bandt midler i virksomheden - midler som skulle afskrives. Men nu har foretagender som Airbnb, Uber og tilsvarende overtalt almindelige borgere til at bære denne udgift - inklusive eventuelle renter på lån og afdrag, som de må betale for at erhverve sig produktionsmidlerne. Dette binder dem endnu tættere til det kapitalistiske system, også selvom det kun er dem, som skal bære risikoen.

Den fjerde konsekvens er måske den mest snigende, fordi den rækker ud over rækkevidden for de nye online platforme og ind i hjertet af den gamle økonomi. Ved at etablere en ny, normativ model for, hvad arbejde i det hele taget kan være - logget på i alle betydninger af udtrykket - fjerner den enhver idé om, at arbejde kan organiseres på andre måder.

Kroppe, bevidstheder og dagligliv for medlemmerne af den nye, globale arbejdsstyrke er lokalitet for denne intense modsætning. Medlemmerne er på den ene side uhyre atomiseret - på den anden side tæt forbundet med hinanden. Deres opgaver er højt specialiserede, og alligevel har de mere til fælles end nogensinde før.

De er nødt til både at være autonome og ensrettede. De skal både konkurrere og arbejde sammen. De skal altid være tilgængelige, men må ikke vise tegn på træthed. De skal hele tiden demonstrere deres erfaring, men deres omdømme afhænger fuldstændigt af resultaterne af den seneste opgave. I denne situation er der både potentiale for nye modsætninger og for en ny form for solidaritet imellem dem.

Hvilken form for bevidsthed dannes under disse betingelser? Hvilket potentiale er der for at stille fælles krav? Skal vi se tilbage mod de normative modeller fra den sidste tredjedel af det tyvende århundrede, hvor det - i det mindste for den priviligerede kerne af arbejdere i den udviklede del af verden - var almindeligt at forvente en stabil ansættelse? Med sundhedsplaner, betalte ferier og pension? Eller er tiden inde til at overveje helt andre måder at organisere arbejdet - og velfærden - på?

Gengivet og oversat med tilladelse fra forfatteren. Først publiceret i Jacobin.

Oversat af Jan Mølgaard

 

[2] Ikke ret mange af disse begreber har en dansk udgave - de er stort set alle overtaget uden videre fra engelsk. Men kort beskrevet så handler outsourcing om at udlicitere områder fra en virksomhed til en anden, således at ydelsen leveres som en ekstern service, insourcing om at lade processen gå den modsatte vej, backsourcing om at tage udliciterede opgaver tilbage i virksomheden igen. Begrebet offshoring betyder at man lægger en del af virksomhedens aktiviteter i et andet land eller et andet sted, end hvor produktionen foregår - begrebet nearshoring om at man trækker udenlandske aktiviteter hjem igen.