Fagbevægelsens syv plager
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. februar 2016

Fagbevægelsen har svare problemer. I en tidligere artikel, ’De 10 bud – nu til diskussion’ fremlagde jeg offensive forslag til at komme ud af disse. I nærværende artikel vender jeg blikket indad mod syv problemer – de syv plager – som i dag forhindrer fagbevægelsen i at handle tværfagligt, kollektivt og solidarisk.

I artiklen ’De 10 bud – nu til diskussion’[1] efterkom jeg en læseropfordring om at skitsere nogle konkrete forslag til en offensiv strategi for fagbevægelsen. Det er dog ikke det konkrete indhold af disse bud, som er interessante i forbindelse med nærværende artikel men derimod de tre indbyrdes forbundne forudsætninger, som jeg lagde til grund for budene, nemlig at

  • lønmodtagerne ikke længere ser sig som dele af et samfundsmæssigt kollektiv men derimod som isolerede individer;
  • fagbevægelsen i dag er usikker på, hvad den vil, fordi den ikke kan svare på spørgsmålet: hvad er en fagforening?
  • udviklingen af en ny praksis for fagbevægelsen må være forbundet med et opgør med konkretionstænkningen – at verden er en myriade af enkelttilfælde - og udviklingen af en ny vilje til at analysere virkeligheden og diskutere, perspektivere og formulere alternativer.

Disse forudsætninger mener jeg fortsat eksisterer, og de udgør derfor også baggrunden for denne artikel, hvor jeg vil gennemgå syv plager (problemer), som skal overkommes og løses, hvis fagbevægelsen igen skal blive en politisk magtfaktor med evne til både at udfordre den samfundsmæssige diskurs og de sociale og økonomiske sammenhænge og i forlængelse heraf handle tværfagligt, kollektivt og solidarisk.

1. Manglende regeringsperspektiv

Det første og største problem er det manglende perspektiv, som har præget fagbevægelsen efter regeringsskiftet. Regeringen Thorning blev en stor skuffelse for fagbevægelsen, og der er i dag fortsat ikke store forhåbninger til, at en ny socialdemokratisk ledet regering vil føre til væsentlige ændringer, der er værd at kæmpe for; dvs. værd for forbund og fagforeninger at argumentere for over for deres tillidsvalgte og medlemmer; at organisere og mobilisere disse mod konkrete initiativer fra den nuværende regering og eskalere denne modsætning i retning af regeringens afgang med de risici som en sådan politisk kamp vil indebære - eksternt i forhold til fagbevægelsens position som reel samfundspolitisk aktør og anerkendt forhandlingspart og internt i forhold til organisationens sammenhængskraft og ledelsens autoritet.

Risikoen er for stor i forhold til udbyttet. Det manglende politiske alternativ til V-regeringen hæmmer dermed allerede i udgangspunktet fagbevægelsen i behandlingen af et hvert større spørgsmål.

2. Tilpasning og forandring

Det manglende regeringsperspektiv spiller ind overalt i den daglige praksis. Eksempelvis når fagforeningerne diskuterer besparelserne i den kommunale økonomi - hvad skal man så gå efter – forandring eller tilpasning? De generelle, afgørende og vedvarende forhold besluttet af et flertal på Christiansborg; eller undtagelsen, der bekræfter reglen, og som derfor er mindre væsentlig og forbigående men lettere at påvirke, fordi den er besluttet af den lokale kommunalbestyrelse?

Eller når diskussionen handler om flygtninge. Skal de ind på det danske arbejdsmarked, også selv om de rent faktisk kommer til at fungere som løntrykkere? Ja, mener mange især blandt de højere uddannede, som ikke skal konkurrere med flygtningene om jobbene - og henviser måske til, at der i forvejen er mange virksomhedspraktikanter og tilskudsjobbere. Andre siger nej og mener, at selvfølgelig skal de herboende flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet, men det skal ske på de vilkår, der gælder for alle andre; ellers er der jo ikke tale om integration. Den ene vej kræver lettere tilpasning, den anden store forandringer.

I begge eksempler besværliggøres forandringsstrategien af det manglende perspektiv om en anden regering med en anden politik. Diskussionerne om tilpasning og forandring har betydning for prioriteringer og ressourceallokering i organisationerne og betydning for balancen mellem den politiske indsats og den daglige drift.

3. Den evindelige modsætning: offentlig vs. privat

Uenigheden om målsætningen i fagbevægelsen er især tydelig og særlig sejlivet mellem de privatansatte og de offentligt ansatte.

Længe har især de privatansatte LO-arbejdere følt sig enige med arbejdsgiverne og Folketingets flertal, når det har handlet om at sætte konkurrenceevnen højere end de offentlige driftsudgifter. De politiske årsager hertil er mange, og er ikke blevet bedre af, at professionsfagene historisk har haft en ekskluderende indstilling til diskussionen om den offentlige sektor (’det er os, der er eksperterne’). Omvendt har de privatansatte haft et bornert fokus på spørgsmål snævert forbundet med løn og arbejdsforhold.

Skal denne gordiske knude bindes op kræver det en fagbevægelse, der dels gennem et europæisk fagligt samarbejde overkommer trykket fra konkurrenceevnen og dels reducerer behovet for udbygningen af den offentlige sektor ved at tage fat om nældens rod, nemlig den sociale og miljømæssige problemeksport fra arbejdsmarked og erhvervsliv. Altså som både skaber plads til et ressourceforbrug uden for kapitalakkumulationens område og samtidig reducerer skadevirkningerne herfra. Det kan give plads til en offentlig sektor med opgaver forankret i de demokratiske beslutninger frem for i markedets udstødelser.

Således er de privatansatte og deres organisationer særdeles centrale i velfærdsdiskussionen. Den offentlige sektor er derfor på én og samme tid en fælles forpligtelse - og til fri diskussion - for hele fagbevægelsen.

4. Reaktionær fagstrategi

Når krybben er tom, bides hestene. Om noget er dette mundheld gældende for den danske fagbevægelse, hvor der virkelig har udviklet sig en organisationsegoisme på bekostning af det tværfaglige fællesskab. Noget der tager sit udspring i udvikling af fagene, men som har vist sig fatal for fagbevægelsen.

Faget sættes selvfølgelig i centrum i håb om at skabe respekt og anerkendelse for dets udøvere og legitimere en privilegeret behandling, som andre ikke kan få. Men hvad sker, når alle faggrupper vil gøre det samme? Dermed åbnes for konkurrencen om hvilket fag, der har størst værdi. Og hvem skal afgøre det? Det kan jo ikke være de andre faggrupper, som man konkurrerer med. Så fagstrategien indebærer naturligvis en appel til arbejdsgiveren og bygger på en aktiv alliance med denne frem for med andre lønmodtagergrupper.

Strategien er derfor indadvendt, man fokuserer på sig selv og sine. Apropos det forgående punkt skal offentligt ansatte, som anlægger en fagstrategi, derfor ikke undre sig, hvis de ikke oplever interesse og solidaritet fra privatansatte, næste gang der skæres i velfærden. Det kunne jo være, at de privatansatte har anlagt samme snævre fagstrategi og derfor ikke har blik for den velfærdspolitiske udvikling.[2]

5. Det myndige apparat og det ansvarsfrie medlem

Fagforeningen opfattes i dag dikotomisk, hvor et apparat af valgte og ansatte står over for massen af enkeltmedlemmer. Apparatet træder da ind som den kompetente agent, der varetager medlemmernes interesser.

Fagforeningsapparatet umyndiggør de facto medlemmet, men dette finder sig i det - på samme måde, som lægmanden finder sig i, at eksperten tager over, i samme øjeblik han som kunde møder hos mekanikeren eller som klient hos tandlægen.

Rekrutteringen af nye fagforeningsmedlemmer minder da også i dag om en almindelig køb og salg-situation, hvor kunden betaler for nogle ganske bestemte ydelser. Medlemmet forventer heller ikke at skulle yde andet end sit kontingent til opbygningen af fagforeningen.

Apparatet skal på sin side servicere medlemmerne - dog ikke forstået som et kollektiv, men derimod som enkeltpersoner og mere præcist som kunder, der skal betjenes, fordi fagforeningen - qua forståelsen af medlemsskabet, som køb af service - først og fremmest får til opgave at opfylde, hvad medlemmet er blevet lovet.[3]

6. Partiel og temporær strategi

Dikotomien – apparat vs. medlemmer - er værd at beskæftige sig med, fordi den har betydning for lønmodtagernes samfundsmæssige styrke, som bygger på antallet af hoveder frem for antallet af høveder, som kapitalmagten udgøres af. Men kun hvis hovederne agerer i et forpligtende fællesskab, kan de matche kapitalmagten. Dette fællesskab opnås ikke ved blot og bar medlemskab og kontingentindbetaling og deponering af initiativretten hos apparatet. Derimod skal medlemmerne opbygge en vilje til fælles handling - og i sidste instans kollektiv aktion.

Over for samfundets objektive institutioner har lønmodtagerne kun den mulighed at opbygge en subjektiv modmagt, dvs. en gennem demokratisk diskussion udviklet bevidsthed om, at dét der er skabt af mennesker også kan ændres af mennesker. At dét, der for os hver især fremstår som en uforanderlig og objektiv realitet, kan ændres gennem kollektiv diskussion, organisering og mobilisering.

Selvfølgelig kan der opnås individuelle og gruppevise fordele. Disse vil dog være partielle og temporære, fordi de ikke kan blokere for kapitalakkumulationen men derimod kun fremme den og dermed allerede i udgangspunktet både kvalitativt og kvantitativt udhuler sig selv. Eksempel: Den ovenfor nævnte fagstrategi er det systemaccepterende forsøg på at tildele lønmodtagerne større indflydelse på job og arbejde. Men den risikerer at føre til konkurrence med andre grupper og dermed til højere arbejdsløshed, pres på lønninger, faldende købekraft og mindre skattebetaling. Og til samfundspolitisk svækkelse af lønmodtagere og fagbevægelse. Det solidariske og systemforandrende svar på fagstrategien må i stedet være en kamp for øget indflydelse på job og arbejde for alle uanset fag.

7. Manglende sammenhæng i det indre liv

Især efter indførelsen af de decentrale og asymmetriske overenskomstforhandlinger i 1980’erne har centrifugalkræfterne taget til i den danske fagbevægelse. Fagchauvinismen trives i de faglige organisationer, hvor apparaternes positive selvforståelse stiger omvendt proportionalt med fagbevægelsens faldende indflydelse.

I takt med denne udvikling mister de tværfaglige diskussioner deres betydning. Om de fører frem til en fælles konklusion er mindre væsentlig, efter som betydningen ikke er så stor, som den engang var; og efter som alle – i overensstemmelse med fagchauvinismen - alligevel gør, hvad de har lyst til. Diskussionerne har derfor primær betydning for den interne positionering.

Også det repræsentative demokrati lider under dette. Beslutninger, der træffes på det ene niveau efterleves ikke på det andet, og træffes uden at baglandet er taget i ed endsige indtænkt som andet end bagtæppe for den valgte performance.


[1]  ’De 10 bud – nu til diskussion’ af Klaus Krogsbæk, Kritisk Debat 15. oktober 2014: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1458

[2] ’Faget i centrum, bevægelsen i periferien’ af Klaus Krogsbæk, Kritisk Debat 7. april 2015: http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=180

[3] ’Kan fagforeningen markedsføres?’ af Klaus Krogsbæk, Kritisk Debat 15. februar 2012: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1101