Dansk landbrug er nået til en skillevej
Af Holger Øster Mortensen

Offentliggjort: 15. februar 2016

Der er behov for en egentlig landbo- og landbrugsreform med økologisk islæt så hurtigt som muligt. Nogle få agrarspekulanter skal ikke længere kunne skalte og valte med vores naturværdier.

Har det konventionelle landbrug en fremtid i Danmark? De seneste 50 års økonomiske vanskeligheder tyder desværre på, at den landbrugsproduktion vi kender, ikke lever op til de standarder for e sundt erhverv, som vi normalt bekender os til.

Da Anders Andersen og Viggo Kampmann i 1963 sammen lagde nogle hemmelige planer for dansk landbrug, som siden skulle forsyne landbrugserhvervet med mange hundrede milliarder i subsidier – et tiår senere naturligvis også med støtte fra EU (EF) – lagde man de facto grundstenen til den katastrofale udvikling i erhvervet, som siden har betydet økonomisk ruin for masser af landmænd, og et farvel til mindst 100.000 mindre og større landbrug i perioden.

Dansk landbrug er nu endt i en økonomisk blindgyde, som erhvervet ikke selv kan knibe sig ud af. Med en samlet landbrugsgæld på 360 – 380 mia., skylder hver eneste dansker i omegnen af 70.000 kr. til bankerne – bare i landbrugsgæld. Heri medregnes en fremskudt skattebyrde på andre 50 – 70 mia. kr., som falder til betaling, når de respektive landbrugsbedrifter bliver handlet.

Danske bønder, SEGES og Axelborg forsøger altid at tegne et rosenrødt billede af landbruget, som de omtaler i samme ombæring som ”fødevareklyngen”, og at denne fatamogana-økonomi skulle være en bærende kraft i dansk økonomi. Intet kunne være mere forkert. For at pynte på tallene i denne såkaldte fødevareklynge, medtager man også minkpelse til de rigeste i verden, grønlandsrejer, chokolade fra TOMS, sprøjtegifte fra Cheminova, enzymer fra Kalundborg og øl i stride strømme. Reelt udgør dansk landbrugseksport under 3 procent af vores bruttonationalprodukt. Og når indtægter er modregnet udgifter, er tallene blodrøde.

Men der er også store uenigheder blandt bønderne. Godsejere og store bønder organiseret i landbrugsorganisationen ”Bæredygtigt Landbrug” ønsker helt frie regler for landbruget. De støttes godt op af partiet Liberal Alliance. En mindre landboorganisation ”Frie Bønder – Levende land” ønsker mange flere og mindre landbrugsbedrifter, og ”Økologisk Landsforening” ønsker størstedelen af landbruget omlagt til økologisk drift.

OECD har opgjort, at dansk landbrug på 40 år er gået fra at udgøre 10 procent af BNP til nu 2-3 procent. Tallet er muligvis endnu lavere – og måske endda negativt.

Hvis man begynder at fratrække de meget store regninger samfundet er påført grundet landbruget i forbindelse med oprydning i natur og miljø og andre eksternaliteter, ser regnestykket allerede glorødt ud på bundlinjen. Og fratrækker man alle udgifter til import af stål, kemikalier, brændstof (diesel), soja etc., ser regnestykket om muligt endnu værre ud.

De mange konkursramte landbrug har allerede lukket flere mindre banker, og også de store banker må nu nedskrive BETYDELIGE beløb på konkurstruede landbrug – efter devisen: hellere miste noget af hovedstolen end hele butikken. Ofte lader man den hidtidige ejer af et falleret landbrug køre landbrugsbedriften videre – nu som ansat direktør.

Hvad de fleste ikke er klar over er, at regningen for disse nedskrivninger sendes videre til andre bankkunder – og dermed os alle. Således har Den Jyske Sparekasse i foråret 2015 måttet æde en bet på cirka 100 mio. kr. i forbindelse med en konkurs v. Grindsted, hvor den såkaldte ejendom ”Lille Amalienborg” er gået konkurs. Bl.a. grundet spekulationer i renteswaps og valutahandel. Hvor omfattende kan denne praksis blive i fremtiden? Og hvordan vil det påvirke hele vores banksystem, hvis endnu flere landbrug med bundløs gæld får eftergivelse?

Ikke bare er dansk landbrug blevet til en økonomisk ruin. Erhvervet har i årtier også truet både vores natur og miljø – og os mennesker.

Naturen har ikke været så forarmet siden jernalderen. Hver 10. plante og dyreart er på den såkaldt rødlistre over truede arter. Og antallet af f.eks. lærker, viber, agerhøns og harer er styrtdykket. Da landbruget ikke længere har brug for enge og overdrev til bjærgning af hø, er disse landskabstyper blevet oppløjet og opdyrket. Derfor er antallet af storkepar faldet fra 900 i 30-erne til nærmest nul i dag.

De våde marker og marginaljorder i øvrigt skal tages ud af dyrkningsmæssig drift for at begunstige flora og fauna.

For naboer til de meget store svinefabrikker – ofte 25.000 svin pr. staldenhed – betyder dette et ragnarok af støv, støj og stank fra nærliggende landbrugsbedrifter. Lovgivningen giver ingen mulighed for disse naboer til at klage over helbredsproblemer eller økonomiske tab i forbindelse med vigende ejendomspriser. Og de er reelt stavnsbundne til deres huse. Oven i købet med helbredet som indsats. Udslip af ammoniak fra de store husdyrbedrifter koster årligt mange menneskeliv – og mange milliarder på sundhedsbudgettet.

Disse naboer til svinefabrikkerne må oven i købet lide den tort at leve i frygt for smitte med de superresistente MRSA – bakterier (svinebakterien).

For at opretholde denne makabre form for svineproduktion, er den eneklte svineavler nødsaget til at bruge meget store mængder antibiotika til slagtesvinene, da grisene ellers vil dø af diverse smitsomme sygdomme. Danske svineproducenter bruger årligt cirka 90 tons antibiotika. Hertil et ukendt antal tons ulovligt indkøbt. Til sammenligning bruges cirka det halve i sundheds- og sygehusvæsenet.

WHO advarer nu os alle om, at man inden 2050 ikke længere kan kurrere helt almindelige sygdomme som blære- og lungebetændelse med antibiotika. Penicillin er menneskets bedste ven, og er tilegnet mennesker – ikke dyr. I Danmark er der nu tale om en eksplosiv epidemi, som smitter fra svinestaldene ud i lokalsamfundene. Og 80 procent af alle svinebedrifter bærer nu den meget smitsomme svinebakterie (stafylokok CC398). Stort set alle staldarbejdere i svinestaldene bærer smitten.

Med tiltrædelse af den nye borgerlige regering ser den syge tendens for dansk landbrug ud til at fortsætte – og endda at blive værre.

For at yde spe til spot, har Løkke-regeringen med et pennestrøg ellimineret det tidligere så hæderkronede Miljøministerium til et appendiks til Fødevare- og Landbrugsministeriet. Løkke har oven i købet sat en gammel kending og tro støtte – og ven af landbruget – til at bestyre dette nye superministerium – nemlig Eva Kjer Hansen (EKH). Det lover ikke godt for den fremtidige tilstand i naturen.

Som noget af det første har EKH ønsket at ophæve loven om de af landmænd så forhadte 10-meters dyrkningsfrie zoner langs vores vandløb og søer. En miljøindsats bønderne sammen med Venstre selv har været med til at indføre.

EKH og regeringen ønsker at give frie tøjler for brug af næringsstoffer – herunder især kvælstof – på de danske marker. Men her render regeringen muligvis panden mod EU-muren. Danmark er det mest intensivt dyrkede land i verden med 63 procent af hele arealet under plov. Derfor kan vores vandmiljø ikke tåle yderligere udledning af næringsstoffer. Det må selv bønderne sande. Også vores vandindvindingsområder bliver både gødet og sprøjtet. Det er en tikkende bombe under vores rene drikkevand og drikkevandsforsyning.

Som argumett for tilførsel af mere gødning/kvælstof til planterne, påstår bønderne, at dansk korn ikke længere er velegnet til brødbagning og ølbrygning. Begge argumenter skydes ned af både melmøllerne og bryggerierne: dansk hvedemel kan sagtens bruges til brødbagning og malterierne udtaler, at dansk maltbyg ikke fejler noget.

Danske bønder ynder at påstå, at de såkladte ”rammevilkår” for dyrkning skulle være langt strammere end i lande, vi normalt sammenligner os med – herunder naturligvis især andre EU-lande. Men denne påstand mangler enhver form for sandhed. Sandheden er, at vandvejene for afledt drænvand fra de dyrkede marker i Danmark er gennemsnitlig 50 km., mens det i næsten alle andre EU-lande som oftest er flere hundrede kilometer. Hertil slal lægges, at meget store arealer i f.eks. Østeuropa slet ikke er drænet.

Landbruget står for 1/3 af CO2 udslippet i Danmark. Og så er udslip fra skibenes heavy fuel, der transporterer landbrugsvarer endda ikke medregnet.

Vi trænger til en egentlig landbo- og landbrugsreform med økologisk islæt så hurtigt som muligt.

Partiet Venstre ved vi, hvor vi har. De støtter landbruget hele vejen. Men hvordan ser det ud med støttepartiet til den smalle venstreregering Dansk Folkeparti, der ynder at fremhæve deres bekymring for dyrene og for naturen? De ønsker endda skabe et egentligt dyrepoliti. DF sidder på stemmerne og har nøglen for at løse mange af problemerne i landbruget. Men hvad ved DF – og ikke mindst deres vælgere – om biodiversitet, fotosyntese, MRSA og CO2? Disse uvidende borgere vil vel også gerne kunne gennemgå en banal knæoperation uden at risikere at blive smittet med en resistent bakterie?

Regeringen og Folketinget må tage ansvar, og sammen med landbrugets parter med direktør Karen Hækkerup og formand Martin Merrild komme med nogle klare forslag og løsninger, der kan bringe dansk landbrug tilbage på sporet. Vi hverken kan eller skal producere mad til verdens sultne masser, men koncentrere os om et bæredygtigt fremtidigt agerbrug, som i langt højere grad tager hensyn til natur og miljø – og os mennesker. Kvalitet frem for kvantitet.

Nogle få agrarspekulanter skal ikke længere kunne skalte og valte med vores naturværdier. Vi skal have mange flere borgere ud på landet på mindre landbrugsbedrifter, så vi kan få genskabt det blomstrende liv derude, som vi alle savner så meget.