Miljøbeskyttelse og bæredygtighed angår også kulturlivet
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. februar 2016

Selv hvis man definerer kulturlivet ud fra de bredest mulige parametre, kan man argumentere for, at det underlagt en moralsk handlingspligt til at fremme miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, som det ikke kan vægre sig for at opfylde.

COP 21 i Paris er netop afsluttet og hermed også i denne omgang bestræbelserne på at få en global aftale, som kan holde klimaforandringerne på et tåleligt niveau. Nu som før har udgangspunktet været, at den menneskeskabte drivhuseffekt udgør det største problem, menneskeheden har stået overfor. Den forudgående politiske proces, der har varet mere end et kvart århundrede, viser, at verdens lande er nødt til at løfte i flok og alle sektorer i samfundet må inddrages, hvis det skal løses.

Midlerne hersker der ikke tvivl om: Omstillingen til en bæredygtig økonomi forudsætter et skift fra fossile brændsler til vedvarende energi og et meget lavere økologisk fodaftryk, ikke mindst i Danmark. Imidlertid kan vi glæde os over, at de adfærdsmønstre og teknologier, som kan bringe os så vidt, allerede er kortlagte og udviklede. Det springende punkt er vores holdninger til vores produktion, forbrug og naturlige omgivelser, der alle er kulturelt og institutionelt rodfæstede. Her er der meget lidt, som er forandret.

Dermed rykker den økologiske fortælling [1] med alle sine miljø- og klimamæssige, kulturelle, økonomiske, politiske og sociale implikationer frem i forgrunden på den offentlige arena. Fordi økologi- og bæredygtighedstænkning hidtil er blevet betragtet som et nichefænomen, har den levet en skyggetilværelse, men sådan bliver det ikke i fremtiden. Hvis den ikke får mulighed for at spille en fremtrædende rolle på alle samfundets områder, må der udvikles strategier, der sikrer, at det sker.

Det er derfor i høj grad relevant at se nærmere på, hvad der ligger i konceptet og forsøge at forklare, hvorfor det ikke for længst er integreret i de mange dagsordner, der præger den offentlige bevidsthed.

Den økologiske fortælling

En grundig og detaljeret indføring er ikke mulig her, men enkelte stikord kan antyde, hvad der er tale om: Som udgangspunkt handler den økologiske fortælling ikke om ubegrænset frihed og grænseløs emancipation, men om selvbegrænsning, moderation, ydmyghed og fornuft. På mange måder er den mere i slægt med de store og religiøse og moralske fortællinger end de klassiske samfundsmæssige og politiske frigørelsesfortællinger, om end der findes væsentlige ligheder med de fleste af dem.

Forskellen er primært, at de fokuserer på, hvad der er nyttigt for mennesker og tager udgangspunkt i frihedsbegreber, der groft sagt ikke pålægger menneskeheden begrænsninger og ansvar overfor andre end sig selv, mens den økologiske fortælling både betragter naturen som et middel og et beskyttelsesværdigt gode. I forhold til kapitalismen og socialismen kan man sige, at den ikke først og fremmest angår ejendomsretten til produktionsmidlerne eller indkomstfordelingen som selve produktionsprocessen, produkterne i sig selv, deres brugsværdi mere end deres bytteværdi, forbrugsprocessen og hele den måde, hvorpå vi indretter os. Økonomiske og sociale ligheds- og retfærdighedsbetragtninger er dog også et vigtigt tema, dels fordi et retfærdigt samfund udgør et mål i sig selv, og dels fordi et splittet og dysfunktionelt samfund vil have svært ved at gennemgøre de nødvendige økologiske reformer.

Den økologiske fortælling er naturligvis en demokratifortælling, men en demokratifortælling, der i modsætning til den fremherskende indskriver kommende generationer som interessesubjekter i den demokratiske proces. Udgangspunktet her for dens forhold til de politiske systemer er, at ingen af dem hidtil har forsøgt at afvende den ødelæggelsesfaktor, der er indbygget i produktionsapparaterne og i reglen først viser sig i fremtiden.

Det økonomiske svar på denne udfordring finder den i økologisk modernisering af samfundet. Hermed forstås i bred forstand et samfunds evne til at identificere og løse miljøproblemer. Det sker i erkendelse af, at de økonomiske imperativer grundlæggende er forskellige fra de økologiske, om end der findes overlap. Økologisk rationalitet tager sigte på at tilfredsstille materielle behov på den bedst mulige måde med så lille en mængde goder med så høj brugsværdi og lang livscyklus som muligt og gøre det med et minimum af arbejde, kapital og naturlige ressourcer. Den kan derfor ikke gennemføres uden at der sættes grænser for vækst- og forbrugersamfundet og forudsætter tillige et forandret forhold mellem landene i nord og syd. Overlappet nødvendiggøres af, at det, der er økologisk ufornuftigt, ikke på langt sigt kan være økonomisk rationelt. Hvis den økologiske modernisering foregår rettidigt, forbedres samtidigt chancerne for tilpasning til fremtidens markeder og økonomisk konkurrencedygtighed [2].

Overordnet i den økologiske fortælling står ideen om et samfundsmæssigt miljømedborgerskab. Det er baseret på et dannelsesbegreb, der forudsætter bevidsthed om de værdier og færdigheder, som gør det muligt at omsætte økologisk viden i praksis [3]. Det opstår ikke ud af den blå luft, men forudsætter livslang læring og løbende adgang til relevante og korrekte informationer. I et institutionelt perspektiv kræver dette en langsigtet omlægning af hele uddannelsessystemet, der relaterer sig til alle bæredygtighedens områder – miljø, samfund og økonomi.

Konklusionen af det ovenstående er, at den økologiske fortælling også er velegnet som kulturfortælling – måske mere end nogen anden fortælling i kulturens historie - fordi der i princippet ikke er noget i samfundet, den ikke tager stilling til. Den indeholder alt fra de store globale perspektiver helt ned til hverdagslivets mindste detaljer. Intet kulturelt medium er i praksis udelukket fra at interagere med den økologiske fortælling.   

Kulturlivets manglende omstillingsevne

Så hvorfor er den på trods af sin ubestridelige nødvendighed og store potentiale endnu ikke slået igennem i kulturlivet, hvis passivitet i miljø- og bæredygtighedsspørgsmål måske udgør dets for tiden måske mest fremherskende kendetegn? Man kan argumentere for, at dette også gælder, selv hvis man definerer kulturlivet ud fra de bredest tænkelige parametre og til de klassiske kunstarter lægger al kulturformidling, herunder de offentlige myndigheder, der finansierer kulturudøvelsen, biblioteksvæsenet, sporten, underholdningsbranchen og de skrevne og elektroniske nyhedsmedier.

Det danske kulturlivs manglende evne til at løse denne opgave er så meget mere overraskende, som miljøbeskyttelse altid har været forbundet med kulturbeskyttelse, og der derfor ikke er noget nyt i at skulle forholde sig til økologiske problemstillinger [4].

At forsøge at beskrive den økologiske fortællings betydning for alle dele af kulturlivet, er ikke muligt indenfor begrænsede pladsmæssige rammer. Her vil derfor hovedsageligt blive berørt dens forhold til litteraturen - hvorfor en grøn litteratur er nødvendig, dens særlige karakteristika og ikke mindst, hvad der hidtil har forhindret den i at udfolde sig. Man kan argumentere for, at de fleste overvejelser også er relevante for resten af kulturlivet.

Nødvendigheden af en grøn litteratur hænger ikke mindst sammen med, at vi lever i en bogkultur og litteraturen – herunder faglitteraturen og den videnskabelige litteratur - næsten altid har udgjort rygraden i vores kulturelle system. Her skabes og formidles den viden og de identiteter, forbilleder, forestillinger, myter og utopier, der udmønter sig i samfundet som værdier og normer: F.eks. beskrives i skønlitteraturen ikke kun det, der sker og er sket, men også det, som kunne være sket og kan og vil ske. Når litteraturen i alle sine genrer er bedst, sætter den langsigtede dagsordner og griber ind i samfundets anliggender på næsten ethvert niveau. Af samme grund er forfattere gennem århundreder – ja årtusinder - blevet dyrket som profeter, sandsigere, ikoner og – i nogle tilfælde – som skabere af regionale, nationale, internationale og undertiden globale bevægelser, historiske epoker og videnskabelige og filosofiske systemer.

Grøn litteratur er realistisk og universel

Hvis man spørger til, hvad der kendetegner grøn litteratur, kunne et foreløbigt svar være: En klassisk dialektisk affinitet med tid og sted, hvor menneskelige aktiviteter placeres i et samspil med naturkræfterne, og en historisk bevidsthed, der ikke blot ser tilbage, men også frem. I denne forbindelse er det indlysende, at de problemer, den grønne litteratur forholder sig til, er de økologiske problemer. Konsensus – i det mindste udenfor kulturlivet – er, at det er selve menneskehedens og civilisationens overlevelse, der står på spil, hvis ikke der findes en løsning. Følgelig vil også den grønne litteratur blive mere relevant, efterhånden som tiden går, fordi den formidler den mest realistiske og dermed også den mest pessimistiske kulturfortælling af alle, nemlig den økologiske fortælling.

Nøgleordene for dens succes er realisme og universalisme: Fordi den forholder sig realistisk til verden vil den typisk hverken være præget af fremskridtstro, tekno- eller kulturoptimisme, der præger det omgivende samfund. Dens psykologiske udgangspunkt er den ulykkelige bevidsthed, skepticismen, ironien og tragedien og dens drivkraft negativiteten (opfattet både som modsætning, princip og ambition). Og der er naturligvis tale om samfundskritisk litteratur i stringent forstand [5].

Som indignationskultur bliver det den grønne litteraturs opgave at emotionalisere de økologiske data og forvandle abstrakte, men i høj grad faktuelle scenarier til smertelige og personlige erfaringer for modtagerne af de litterære budskaber i den hensigt at give dem incitament til personligt initiativ og samtidigt promovere indførelsen af de reformer i samfundet, der er nødvendige for indførelsen af en bæredygtig samfundsmodel. Udgangspunktet er det personlige ansvars princip: At hvert menneske er ansvarligt for sig selv og sine handlinger og har et medansvar for samfundets udvikling og de kommende generationers velfærd. Heller ikke kulturlivet og dermed litteraturen står udenfor dette personlige og samfundsmæssige ansvar, men er underlagt de samme etiske fordringer som resten af samfundets sektorer.

Udover at være det foreløbigt sidste skud på stammen af den oplysningstradition, som har præget den europæiske litteratur de seneste tre hundrede år, er den økologiske litteratur på grund af sin problemorienterede karakter også kendetegnet ved at være globalt orienteret i ordets mest bogstavelige forstand: Eftersom det problemkompleks, den afspejler, er objektivt, universelt og grænseoverskridende overalt på jorden, er den det også selv. Det betyder på den ene side, at den er den suveræne bærer af sin egen, iboende nødvendighed og henter sine kilder, motivation og i visse tilfælde også sit udtryk udenfor landets grænser, og på den anden side, at den i forhold til alle andre litterære fænomener udgør et mål i sig selv, men i forhold til den globale økologiske bevægelse kun et middel.

Forskelle til den konventionelle litteratur

Ligeså relevant som at fastslå, hvad grøn litteratur er, er at definere, hvad den ikke er. Det betyder, at man må rette blikket mod den konventionelle litteratur som den grønne litteraturs forudsætning og modsætning. Her er udgangspunktet, at et grønt litterært produkt ikke fundamentalt er forskelligt fra ethvert andet litterært produkt: Lighederne overskygger forskellene. Denne kendsgerning er indlysende, al den stund at kunstværker – også de økologiske – indbyrdes er forskellige og derfor ligner hinanden i kraft af deres forskellighed. Der er tale om individualiserede produkter, som står og falder med ophavsmændenes og -kvindernes kunstneriske visioner, kompetencer og evne til at formidle deres visioner.

Det, der først og fremmest adskiller den konventionelle litteratur fra den grønne bliver derfor ikke, hvad den er, men hvad den kunne og burde være. I lyset af de problemer, den kunne forholde sig til, men som den vælger at vende ryggen, antager den en helt ny betydning, nemlig af undladelse, fravær og mangel: Den konventionelle litteratur forholder sig hverken deskriptivt eller præskriptivt til virkeligheden, men lukker sig i stigende grad ind i sig selv. Det, den ikke er, men kunne være, bliver vigtigere end det, den er, og heri finder man sandsynligvis forklaringen på den konventionelle samtidslitteraturs stigende irrelevans. Hvis man opfatter samfundsmæssig gennemslagskraft som et kunstnerisk kvalitetskriterium, har den konventionelle litteratur længe befundet sig i en nedadgående spiral.

Sammenfattende kan man sige, at den grønne litteratur udover gennem emnekredsen adskiller sig fra den konventionelle gennem dens langsigtede perspektiv, dvs. det, at den grønne litteratur på ethvert niveau forsøger at tænke langt fremad i tiden og i sin tænkning tager højde for følgerne af de samfundsmæssige handlinger, den beskriver. Dens protagonister anvender også dette perspektiv på den konventionelle litteratur. Det sker ved at gøre et spring fremad i tiden og anlægge den synsvinkel, som fremtidens litteratur – der under alle omstændigheder vil have en affinitet med den økologiske fortælling – vil anlægge på nutidens kulturfænomener [6].

Forsøg på at introducere en grøn litteratur

I betragtning af, at markedet længe har været modent for en grøn litteratur, der stadigvæk ikke er slået igennem på den litterære scene, er det relevant at se nærmere på forsøgene på at etablere en ’grøn litterær skole’. Ligesom i de fleste andre lande i verden er disse også gjort i Danmark - først og fremmest gjort af Thorkild Bjørnvig tilbage i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne gennem digtsamlingerne Delfinen (1975), Abeguder (1981) og Epimetheus (1990) og essaysamlingen Også for naturens skyld (1978). Bøgerne plæderede bl.a. for ydmyghed overfor skaberværket, respekt for de umælende væsener, økologisk balance, klimatisk bevidsthed og en holistisk perception af vores omverden. Værkernes ubestridelige kvalitet til trods, blev disse holdninger ikke vel modtaget på forlagene og af kulturredaktionerne og siden er der stort set ikke skrevet, oversat eller udgivet miljørelateret skønlitteratur i Danmark. Paradoksalt nok kan man argumentere for, at betingelserne for opkomsten af en grøn litteratur er forværret siden da.

At spørge til, hvordan den økologiske fortælling bedst kan integreres i litteraturen, er derfor også at spørge til, hvordan samtidslitteraturen kan bringes ind i nutiden. For at kunne gøre det, må man tage udgangspunkt i det faktum, at den udgør vor tids største og vigtigste oplysningsprojekt og forsøge at præcisere, hvad er det for en form for obskurantisme, den oplyser i forhold til. Hvad denne står i vejen for, hersker der ingen tvivl om: For at kunne løse de akutte og alvorlige miljøproblemer, menneskeheden står overfor, har den længe skullet genopfinde sig selv, men har endnu ikke kunnet finde en vej hertil. To ting er karakteristiske for denne forvandling: Den skal ske i løbet af ganske få generationer og der er tale om en altomfattende samfundsmæssig omstilling, der ikke kun er af teknologisk, men også af kulturel karakter.

Barrierer for miljø- og klimabevidsthed

På spørgsmålet, hvorfor økologiske temaer, der for længst har været med til at sætte dagsordner alle andre steder, i så ringe grad formidles i kulturlivet, er den sandsynligste forklaring, at de barrierer, der forhindrer dem i at blive integreret i resten af samfundet, også gør sig gældende her. Barriererne er først og fremmest af fysisk, psykisk og ideologisk karakter: Årsagen til de fysiske er fortrinsvist miljøødelæggelsernes og klimaforandringernes ofte usynlige, komplekse og umærkelige karakter, der gør det let at afvise dem som trivielle. De psykologiske udspringer af vores kortsynede ideer om vores egen indflydelse på naturen, som skyldes mangel på viden ikke mindst om hvilke institutionelle ændringer, der skal til, for at miljøansvarligheden får passende rammer [7].

Af størst betydning er formentligt de ideologiske barrierer, der først og fremmest er baseret på miljø- og klimaskepsis. Ifølge en udbredt tommelfingerregel fæster kun ca. halvdelen af de skrevne og elektroniske medier lid til, at klimaforandringerne eksisterer og er menneskeskabte, selvom denne hypotese understøttes af stort set hele det videnskabelige miljø [8]. Man kan endda argumentere for, at den globale klimabevidsthed er i aftagende [9].

Her er det vigtigt at notere sig, at den måde, hvorpå man opfatter miljø- og klimaskepsis har forandret sig, siden Bjørn Lomborg satte begrebet på den offentlige dagsorden for snart en snes år siden [10]. Dengang var der tale om en klart formuleret negativ holdning til miljømæssige kernebegreber og afbødning af klimaforandringerne, der forblev konstant, mens den måde, hvorpå man argumenterede for den, hele tiden forandrede sig (f.eks.: Klimaforandringerne er en myte – de eksisterer, men er ikke menneskeskabte – de er menneskeskabte, men forbedrer livsbetingelserne for mennesker – de er menneskeskabte og skadelige, men kan ikke længere afbødes, etc.). 

Siden er definitionen blevet mere sofistikeret og gjort mere operationel: Argumenterne for miljø- og klimaskepsis kan ikke længere hævde at være videnskabeligt baseret og er ikke kun udtryk for miljø- og klimaskepsis, men også videnskabsskepsis. Derfor behøver man ikke primært at forholde sig til miljø- og klimaskeptiske udsagn ud fra det kriterium, om de er sande eller falske. I stedet er de blevet et tema for moralfilosofien ved at man spørger til, om deres hensigter og følgevirkninger er gode eller onde.

Den moralske handlingspligt

Fordi den videnskabelige diskussion om validiteten af de økologiske nøglebegreber og klimaforandringernes menneskeskabte eksistens er afsluttet og i betragtning af miljøødelæggelserne og klimaforandringernes akutte og alvorlige karakter, defineres miljø- og klimaskepsis i dag først og fremmest som ikke-opfyldelse af en moralsk handlingspligt – f.eks. en informationspligt – der påhviler aktører i samfundet, hvis aktiviteter har konsekvenser for miljøet og klimaprocesserne.

For kulturlivet er spørgsmålet, hvordan man afgrænser de aktører, som er relevante, og definerer deres moralske handlingspligt. Eksempler på kriterier for det første kunne være mængden af udledte drivhusgasser, økonomisk råderum, opinionsdannende kapacitet og generel indflydelse i øvrigt. Eksempler på det andet kunne for kulturlivets institutionelle aktører være Carbon Disclosure Project’s (CDP) og Global Reporting Inititiative’s (GRI) krav og retningslinjer for bæredygtighedsrapportering, der registrerer en aktørs økonomiske, miljømæssige og sociale påvirkning af samfundet som generelt forbillede (f.eks. den tredobbelte bundlinje, rapportering om virksomhedernes sociale ansvar osv.) [11]. I 2010 besvarede 131 store skandinaviske virksomheder spørgeskemaer fra CDP. 80 pct. af disse havde CO2-reduktionsmål eller var ved at udvikle dem og 79 pct. fremlagde deres besvarelser offentligt [12]. Dansk kulturliv var ikke repræsenteret.

Når det drejer sig om pligten til at informere om miljøproblemer og klimaforandringer, kan den i kulturel kontekst fortolkes som en moralsk pligt til så meget som muligt at fremme miljø- og bæredygtighedsorienteret videns-, kunst- og kulturproduktion. I forhold til nyhedsmedierne som kapacitetsopbygning i form af grønne mediestrukturer, der er i stand til at give et mere miljøorienteret og diversificeret mediebillede af det, der sker i verden. Her ville det være oplagt at anvende nogle af de stats- og licensmidler, der allerede finansierer medieaktiviteter.

Tiden er moden til – og her kan tiden efter COP 21 være en passende anledning - at alle, som er en del af kulturlivet, begynder at stille sig selv en række kritiske spørgsmål: Hvor står jeg i verden? Peger mine aktiviteter frem eller tilbage i tiden? Er de en miljø- og bæredygtighedsmæssig byrde eller gevinst for vores omgivelser?

 

Noter:
[1] Udtrykket er fra den franske filosof Jean-Francois Lyotard, der kritiserer de ’store fortællinger’ eller ’metadiskurser’, hvortil han regner al erkendelse, der tjener menneskelig frigørelse fra dogmer og undertrykkelse, herunder oplysningsfilosofien og den kritiske teori, jf. Jean-Francois Lyotard: La condition postmoderne, Rapport sur le savoir, Paris: Les Editions de Minuit 1979. Hans grundsynspunkt er, at det ikke længere er muligt at formulere en fælles rationalitet for hele samfundet, eftersom der ikke findes noget privilegeret sted, hvorfra en sådan kan beskrives i sin helhed med nogen grad af forpligtende autoritet for alle. Bogen er dog skrevet før den grønne bølge for alvor slog igennem i Frankrig og forholder sig ikke til miljø- og bæredygtighedsrelaterede emner.

[2] Herman E. Daly: Steady-state economics, Second edition with new essays, London: Earthscan, 1992, 31-38. Se også: Jesper Holm, Lars Kjerulf-Petersen, Jeppe Læssøe, Arne Remmen, Carsten Jahn Hansen (red.): Økologisk modernisering på dansk, Brud og bevægelser i miljøindsatsen, København: Frydenlund, 2007, s. 24-25.

[3] Først og fremmest er det grønne dannelsesbegreb, der understøtter dette miljøborgerskab, baseret på holistisk orienterede koncepter: Systemtænkning og hierarkisk, kvantitativ, probabilistisk, rumlig, tidslig og transdisciplinær tænkning bidrager hver især til at identificere, hvilke fænomener, der er forbundet med hinanden på hvilken måde, og adresserer de menneskelige samfunds dobbelte rolle i udviklingen af økosystemerne – dvs. både som underlagt værtsøkosystemernes betingelser og som bidragsydere til deres udvikling, jf. Alan A. Berkowitz, Mary E. Ford, Carol A. Brewer: ‘A framework for integrating ecological literacy, civics literacy, and environmental citizenship in environmental education’, in: Edward A. Johnson, Michael J. Mappin, (eds.): Environmental Education and Advocacy, Changing perspectives of ecology and education, Cambridge: Cambridge University Press, 2005, s. 227-266.

[4] Et af de mest omfattende nutidige eksempler er UNESCO’s verdensarvsregime, der med udgangspunkt i FN’s Verdensarvskonvention, udover at være multi- og tværkulturelt omfatter kultur- og naturmindesmærker af enestående autenticitet og integritet. Der lægges vægt på, at verdensarvværdierne understøtter praksisformer, der er økologisk og kulturelt bæredygtige, jf. De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO): Operationelle retningslinjer for gennemførelse af konventionen om verdensarv, Paris: Verdensarvcenter, 2008, s. 14, 20-21, 29: http://www.kulturarv.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/verdensarv/retningslinier_verdensarv/retningslinjer_verdensarven.pdf

[5] Niels Henrik Hooge: Tilløb til en grøn poetik, København 2005, s. 5-7: http://www.oekogruppe.dk/groenpoetik.pdf

[6] Niels Henrik Hooge: Hvad er grøn litteratur?, København 2005, s. 1-5: http://www.oekogruppe.dk/hvadergroenlitteratur.pdf

[7] Peter Kemp og Lisbeth Witthøfft Nielsen: Klimabevidsthedens barrierer, København: Tiderne Skifter, 2009.

[8] Al Gore: An inconvenient truth, London: Bloomsbury Publishing, 2006, s. 262-263.

[9] BBC News: COP21: Public support for tough climate deal 'declines', 27 November 2015:

http://www.bbc.com/news/science-environment-34900474

[10] Bjørn Lomborg: Verdens sande tilstand, København: Centrum, 1998.

[11] CDP, der samarbejder med GRI, er en verdensomspændende uafhængig ikke-kommerciel organisation baseret i Storbritannien, der råder over den største database i verden om private virksomheders udledninger af drivhusgasser. Ca. 2500 organisationer måler og offentliggør deres udledninger og klimastrategier gennem CDP. Rapporteringsvirksomhed tager udgangspunkt i den såkaldte Drivhusgasprotokol, der er udviklet af World Resources Institute i samarbejde med World Business Council for Sustainable Development. Informationerne indsamles på vegne af - foruden indkøbsforeninger og regeringsinstitutioner - mere end fem hundrede institutionelle investorer, der råder over i alt 350.000 milliarder kr. I 2010 offentliggjorde CDP informationer om udledninger fra 500 af verdens største virksomheder, der tilsammen gjorde rede for 11 procent af de globale menneskeskabte emissioner, jf. CDP: Global 500 Report, 2010: https://www.cdproject.net/CDPResults/CDP-2010-G500.pdf

[12] CDP: Nordic Report 2010, 2010: https://www.cdp.net/CDPResults/CDP-2010-Nordic-Report.pdf