Venstredrejning, men hvordan?
Af Axel Troost

Offentliggjort: 15. februar 2016

Formanden for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, har indtrængende advaret om de virkninger, flygtningekrisen vil få på Europas økonomiske og politiske stabilitet. Stillet over for den til stadighed store flygtningestrøm griber flere og flere af de europæiske medlemsstaters regeringer til pas- og toldkontrol ved de indre grænser til andre EU-lande.

Med en faktisk ophævelse af Schengen-aftalen, dvs. uden arbejdstagernes frie bevægelighed og uden rejsefriheden, vil den fælleseuropæiske valuta euroen blive meningsløs, fordi man uden brugen af disse frihedsrettigheder ikke behøver en fælles valuta. Den tyske finansminister Schäuble ser en yderligere tilspidsning af den europæiske krise. Han mener, at det grundlæggende problem består i, at for mange EU-stater anså flygtningeproblemet for at være et nationalt problem for lande som Tyskland eller Sverige. Men senest når Tyskland indfører grænsekontrol, ”vil alle forstå, at det drejer sig om et fælleseuropæisk problem.”

Forbundsregeringens politik er kommet under massivt pres fra den højrekonservative fløj i Angela Merkels parti på grund af regeringens holdning, der går ud på, at flygtningespørgsmålet er et europæisk problem og derfor også kun kan løses ved fælles handling. Denne kritik støttes af enkelte forfatningsjurister (Udo Di Fabio, Hans-Jürgen Papier).

Anklagen for et eklatant, politisk svigt fra forbundsregeringens side, tilspidser den modsætningsfyldte, offentlige debat. Den ubegrænsede indrejse skulle være en fejl og forbundsregeringen skulle dermed tydeligt have overskredet både sine grænser og sine kompetencer. Den ubegrænsede indrejse skulle ikke hvile på en retstilstand, der omsættes i praksis; den skulle i sin fulde udstrækning være opstået ved en politisk beslutning, som kansleren alene skulle have truffet.

Ledende socialdemokrater tilslutter sig i mellemtiden offentligt kritikken af kanslerens flygtningepolitik. Niedersachsens ministerpræsident Stephan Weil kræver, at kansleren i de nærmeste måneder ændrer flygtningepolitikken. ”Enten lykkes det i internationalt regi at sænke antallet af tilrejsende. Eller også må vi tage forholdsregler, som ingen bryder sig om og som vil skade Europa.” Hvis man ikke er i stand til sikre EUs ydre grænser, vil Europas indre grænser opleve et comeback.

Dette stemningsomsving spejler sig også i meningsmålingerne. Et flertal af forbundsborgere betvivler, at Tyskland kan løse flygtningeproblematikken. Unionspartierne taber tydeligt tilslutning og det højrepopulistiske AfD kan se sin position udtrykt i to-cifrede tal.

Også Die Linkes gruppeformand i forbundsdagen, Sara Wagenknecht, synes, at ”man f.eks. ikke skal lade fru Merkel gennemføre sin pågældende det-gode-menneske-tur. Jeg synes ikke det er rosværdigt, det hun gør, med sit ’det klarer vi’. Mange venstreorienterede har sagt – ja, det er et godt træk ved hende, at hun ikke på en eller måde lader sig fange af CSU eller andre og derefter fører en passende politik. Jeg synes overhovedet ikke, der er nogen gode træk i det, hun i sammenhængen reelt gør.”

Det drejer sig ikke om, om politikere fra den borgerlige lejr iscenesætter en det-gode-menneske-tur. Tværtimod drejer det sig om en vurdering af, om EU-medlemslandene er konfronteret med et europæisk flygtningeproblem og om der også kan og må findes et europæisk svar. Et tilbagefald til nationalstatslige løsninger ville i mine øjne i realiteten være et historisk tilbageskridt og en samfundsmæssig katastrofe.

I denne situation vægter de strategiske diskussioner i Die Linke tungt. Den tidligere gruppeformand, Gregor Gysi, kræver efter min opfattelse med rette, at Die Linke kæmper ”sammen med SPD og De Grønne for et venstreorienteret projekt mod Europas nuværende udvikling”. ”Venstrefløjen har allerede nu et stort ansvar. Den må forstå, at vi alle vil tabe, hvis ikke det lykkes os at stille et fungerende, overbevisende venstreorienteret projekt på benene mod højreudviklingen i Europa og i Tyskland.”

Jeg støtter derfor også Klaus Ernsts[1] og andres krav: ”I dag er det tid til nyt samlingsprojekt til venstre for midten. Målet for en sådan samling er forsvaret for en ide: ”Den europæiske socialstat, det europæiske demokrati, den europæiske fred.  Det lønner sig derfor at træde ned fra tilskuerpladserne.”

En hel række politikere fra Die Linke har ytret sig i samme ånd. ”Die Linke burde formulere kravet om en venstredrejning i landet offensivt. Overfor en truende højreudvikling er dette den fornuftigste beslutning…Den,der i dag stillet overfor Syrizas, den portugisiske venstrefløjs,  Podemos i Spanien eller r2gs i Thüringen eller Brandenburgs erfaringer mener, at det til enhver tid ville være bedre at forblive i opposition og vente på samfundsmæssige flertal for noget andet, er i dag ikke radikalt venstreorienteret.” (Petra Sitte, Jan Korte, Olaf Miemiec, Harald Pätzolt og Tobias Schulze)[2]

Vi skal ikke undgå denne kontroversielle diskussion. Først og fremmest drejer det sig slet ikke om en diskussion om regeringsdeltagelse. Derimod må vi gå i brechen for et europæisk svar på flygtningekrisen. Skærpelsen af asylretten og grænser for det antal flygtninge, nationalstaterne vil lukke ind, er ikke en løsning, men forværrer blot problemet.  Vi må først og fremmest gennemføre en fælleseuropæisk finansiering af FNs hjælpeorganisationer og en understøttelse af støttearbejdet i krigsområderne og ligeledes på det udenrigspolitiske område udvikle en supplerende fredspolitik i konfliktområderne uden, at man derved umiddelbart skal forvente udviklingsskridt i positiv retning.

Derfor er jeg også i modstrid med Sarah Wagenknecht[3] i hendes argumentation om, at vi ikke skal lade os forurolige over forholdet mellem kapitalisme og demokrati og over den europæiske højretendens. ”Hvad har i første række forstærket den europæiske højretendens eller hvad er der sket i mange lande, hvor højreorienterede partier er blevet stærke? Der er forekommet det, at venstreorienterede partier er gået ind i regeringer og ikke har ført venstreorienteret politik og derfor har skuffet mange, mange mennesker, der derefter er hoppet på højreorienterede rottefængeres limpind.”

Denne argumentation er utilstrækkelig. Det er ikke regeringsdeltagelsen, der er problemet, det er derimod den faktisk praktiserede politik. Desværre har venstreorienterede partier ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til dette centrale aspekt. Vi er over hele Europa konfronteret med højrepopulisters fremmarch.  Partierne i den borgerlige lejr og de europæiske socialdemokratier, der overalt har præget de politiske strukturer, er lammet. De er blokeret, fordi de ingen dækkende svar har. Ingen af partifamilierne har nogen løsninger for den afsvækkede, økonomiske vækst, den voksende kløft i omfordelingen og nedslidningen af den offentlige infrastruktur.

I overensstemmelse med den fremherskende stemning af fremtidsangst, mismod og ulyst er et stigende antal vælgere parat til, at give højrepopulister en chance. Fremfor alt dele af de nederste mellemlag frygter, at de kan komme til kort overfor de højere udgifter til flygtninge og den skærpede konkurrence om boliger, uddannelsespladser og i sidste ende arbejdspladser. Hvis vi ikke når frem til bæredygtige, europæiske svar, så falder Europa fra hinanden og dette bliver begyndelsen til en nedadgående spiral, der ikke kan kontrolleres af nationalstaterne.

Med Junckers ord: ”Når det hele falder sammen, bliver den økonomiske pris og væksttabet og beskadigelsen af et europæisk vækstperspektiv enorm. ”Der kan gives et europæisk svar på tilstrømningen af flygtninge og vort nationalstatslige bidrag må heller ikke munde ud i flygtninge begunstiges på bekostning af de fattige og de nedre middellag.

Venstrefløjen må og skal være motor i et sådant politikskifte, der er mere end et regeringsskifte. I centrum for et venstreorienteret reformprogram står kampen om en kvantitativ vækst, om et omfattende program for offentlige investeringer og om et ”nyt normalarbejdsforhold”: Arbejdstiden må fordeles mere retfærdigt og enhver skal kunne leve godt af sin løn. Det er ikke et afkaldsprojekt, hvor de, der er i beskæftigelse skal klare sig med mindre, men derimod et projekt for omfordeling af tid og af profitter.

Det er ubestrideligt, at det er svært at påbegynde et politisk skifte og omsætte det i praksis imod eliterne og de samfundsmæssige forhindringer. Og er ikke netop Grækenland et modeksempel? I Grækenland er SYRIZA-regeringen under enormt pres. Mange af de reformskridt, som den venstreorienterede regering under Alexis Tsipras ledelse må gennemføre under pres fra de internationale långivere er for så vidt uundgåelige, fordi den samfundsmæssige reproduktionsproces stod tæt på det økonomisk-samfundsmæssige sammenbruds rand.

Jeg følger heller ikke her den opfattelse, at venstrefløjen siden Maastricht-traktaten eller Lissabon-strategien ikke længere har en europæisk handlingsmulighed. Sarah Wagenkencht argumenterer: ”Som euroen blev konstrueret, blev den bevidst konstrueret for at fremme løndumping i eurozonen. Det var baggrunden og det var ikke tilfældigt og ikke en sideeffekt. Og det betyder naturligvis for Europa: Vi ser ikke blot neoliberal politik i Europa, fordi vi har neoliberale regeringer, det er kun den halve sandhed. Den fulde sandhed er, at vi også ser neoliberal politik, fordi vi har [indgået] neoliberale traktater og etableret neoliberale institutioner, der nu også kan lave regler for regeringer, der egentligt ville noget andet og at disse institutioner ofte også gør brug af denne magt. Vi har jo alle oplevet det i Grækenland. Og i Grækenland ser man jo også beviset for, at man i dag ikke behøver kampvogne for at gennemføre et statskup, men at det derimod er nok, hvis man har Mario Draghi og bankerne på sin side. Så kan man virkelig lade en regering helt og holdent løbe panden mod en mur. Og det betyder naturligvis også – og det synes jeg vi som venstreorienterede skal diskutere – at når vi diskuterer venstrefløjens opgaver i Europa og Tyskland: Uden en plan B eksisterer der i dag ikke en venstreorienteret politik.”

Grækenland er det EU-land, der er hårdest ramt af flygtningekrisen og behøver Europas støtte, hvis det ikke skal gå under under denne belastning. En indfrielse af kravene om finansiel aflastning af frem for alt de ægæiske øer og afsendelse af grænsebetjente vil den venstreorienterede regering ikke kunne gennemføre. Hvis Grækenland skal hjælpe EU med styring af flygtningestrømmene, behøver landet teknisk og finansiel hjælp og en mærkbar gældsreduktion. Dette ville med sikkerhed skabe større spillerum for at kunne gennemføre de nødvendige reformer.

Alligevel vil den tyske regering ikke tillade, at Grækenland på grund af flygtningekrisen afviger fra den saneringskurs, der er aftalt med eurozonen. ”Vi kan ikke give rabat”, sagde det tyske finansministeriums talsmand. Reformaftalen indeholdt [efter hans udsagn] allerede mange muligheder for fleksibilitet. I den situation kan en venstreorienteret regering, hvordan man end vender og drejer det, ikke resignere eller forfalde til blot og bar forvaltning af en mangelsituation. Grækenland har på grund af sparepålæggene og flugtbevægelserne enorme vanskeligheder. Men en skærpelse af optagepraksis eller nationalstatslige maksimumsgrænser ville ikke være svaret. Alexis Tsipras erklærede derfor med rette: Der gives ingen ”magiske løsninger” for at komme ud af krisen.

Men trods Tysklands neoliberale overherredømme gælder det om at kæmpe for en fælles løsning. Hvis derfor opfordringen til at [lave] en plan B betyder: Vi skal hilse den europæiske valutariske og økonomiske unions nedgang og opløsning velkommen og søge vor udvej i en ny start på nationalstatsligt grundlag, så ville jeg henvise til den tese, som den græske finansminister Euclid Tsakalotos fremsatte, da han under et besøg i Berlin i sidste uge i en samtale med mig udformede en formel, der ikke gælder for Grækenland alene: ”Vi havde valget mellem et memorandum i eurosystemet eller et memorandum udenfor eurosystemet. Den sidste mulighed havde betydet lidelse og perspektivløshed for millioner af mennesker. Derfor valgte vi den europæiske mulighed og vil snart kunne give oplysninger om vore fremskridt.”

Sozialismus 18. januar 2016

Oversat fra tysk af: Niels Frølich


[1] Klaus Ernst er en af Die Linkes to formænd.

[2] Fremtrædende medlemmer af Die Linke.

[3] Forbundsdagsmedlem for Die Linke.