Piketty og profitraten
Af Anders Hadberg & Jørgen Colding-Jørgensen

Offentliggjort: 15. februar 2016

Indledning

Den franske økonom, Thomas Piketty, hævder i sit verdensberømte værk Kapitalen i det 21. århundrede[1], at Marx’ teori om profitratens tendens til fald ikke holder vand. I stedet mener Piketty, at kapitalismen står over for en anden krisetendens; nemlig risikoen for at den opsparede kapital vil vokse hurtigere end væksten i samfundsøkonomien og dermed truer med at udhule væksten og skabe ekstrem ulighed.

Men Pikettys egen teori viser, at væksten i kapitalen betyder enten faldende profitrate eller også stigende udbytning af arbejderklassen. På den måde er Pikettys eget teori-apparat med til at tydeliggøre Marx’ pointe om, at hvis ikke udbytningen af arbejderklassen øges, så vil profitraten falde.

Piketty: Uligheden truer kapitalismen på lang sigt – men hvor langt sigt?

I værket, Kapitalen i det 21. Århundrede, viser Thomas Piketty på hidtil uset veldokumenteret måde, hvordan de opsparede værdier i samfundet i tiden efter 2. Verdenskrig, også kaldet kapitalen, K, vokser i forhold til de løbende indtægter og værdiskabelsen, målt som bruttonationalindkomsten, BNI.

Forholdet mellem de to, dvs. K/BNI, kalder Piketty beta, og opstiller ligefrem hvad han kalder ”Kapitalismens 2. grundlæggende lov” (s. 173). Ifølge denne lov er beta på langt sigt lig med opsparingen i forhold til væksten, dvs. beta = s/g. Her er s opsparingskvoten og g vækstraten i samfundet. Det betyder så igen, at hvis opsparingskvoten er stabil eller stigende, og vækstraten er faldende, som det opleves i de fleste modne kapitalistiske økonomier i dag, så må kapitalforholdet, beta, stige på langt sigt.

Piketty viser også, at en voksende beta, vil føre til at, kapitalens andel af BNI, alfa, må stige, hvis profitraten r skal holdes konstant. Dermed vil lønningernes andel af samfundsøkonomien falde. Det vil ifølge Piketty føre til stigende ulighed i en sådan grad, at det vækker minder om 1800-tallets ekstreme forskelle mellem rige og fattig, og truer samfundets sammenhængskraft på samme måde, som ”La belle Epoque” også endte i verdenskrigenes og de voldelige revolutioners ragnarok i første halvdel af det 20. århundrede.

Piketty går imidlertid ikke nærmere ind på, hvor langt det ”lange sigt” konkret skal forstås, men nævner blot at det kan dreje sig om ”flere årtier” (s. 175). Det er blandt andet dette, vi har sat os for at undersøge. For det er slet ikke ligegyldigt, om det er i den nuværende regerings tid eller først når solen brænder ud, at vi som et andet Titanic støder ind i den ekstreme uligheds isbjerg, og passagererne på 1. og 3. klasse giver sig til at slås om de knappe pladser i redningsbådene.

Dan Kervick har på sin blog ”Rugged Egalitarianism” konstrueret et regneark, der modellerer samtlige Pikettys matematiske formler.[2] Det må i øvrigt bemærkes, at Piketty ikke selv præsenterer sine beregningsformler i samme matematiske detaljeringsgrad i det her citerede værk, så man er henvist til at søge til kilderne i hans videnskabelige arbejder eller i det efterhånden ret omfattende blog-netværk, hvor hans teorier diskuteres. Vi har derfor skrevet de vigtigste formler op i en faktaboks og henviser i øvrigt til nævnte blog for yderligere detaljer. I dette regneark tager vi udgangspunkt i en model, hvori opsparingskvoten er 10 pct., væksten er 3,33 pct., beta er 3, mens alfa er 30 pct., hvilket svarer nogenlunde til situationen før den økonomiske krise (før 2008). Vi antager dernæst, at væksten i samfundsøkonomen sænkes fra 3,33 pct. til 1 pct., svarende til situationen siden 2008.

Figur 1 nedenfor viser, at i dette tilfælde ville kapitalforholdet (beta) vokse fra 3 til 10. Men bemærk, at det tager hele 155 år at nå op på 8,5. Det må altså karakteriseres som en kraftig underdrivelse, når Piketty forklarer os at det kan tage ”flere årtier”. for ”loven” beta = s/g at slå igennem. Måske ville det være mere præcist at kalde denne sammenhæng for en ”tendens”, lige som profitratens ”tendens til fald” hos Marx.

 

Figur 1. Kapitalen i forhold til bruttonationalindkomsten i Piketty-model

Figur 2. Løn- og profitkvoter under antagelse af 1 pct. årlig vækst i Piketty-model

Men længe før det stigende kapitalforhold sætter igennem, vil vi se en kraftig omfordeling af indkomsterne til fordel for kapitalen.

Figur 2 viser, andelen af samfundets indkomst, der går til henholdsvis løn og kapital. Det fremgår, at allerede efter 16 år, ville kapitalens andel af den samlede indkomst være steget fra 30 til 40 procent. Efter 85 år ville 70 pct. gå til kapitalen og 30 pct. til løn. Med andre ord ville fordelingen mellem løn og profit være vendt fuldstændig på hovedet i forhold til i dag. Og efter 155 år, hvis samfundet ikke er splittet i stumper og stykker, så må arbejderne forsøge at overleve på 15 pct. af nationalindkomsten, mens kapitalen vil sætte sig på 85 pct.

Profitraten. Hvad skal vi med arbejdsværditeorien?

Piketty afviser eksplicit Marx’ teori om profitratens tendens til fald med den begrundelse, at den kraftigt øgede produktivitet, som kan opnås ved teknologiske revolutioner, har ført til, at den økonomiske vækst kan opretholdes, selv med faldende fødselstal og lavere arbejdstid. På side 235 hedder det fx: ”Vi ved i dag at det kun er vækst i produktiviteten, der muliggør en strukturel vækst på langt sigt. Men som følge af manglende historisk tidsperspektiv og tilgængelige data er dette ikke indlysende på Marx´ tid.

Vi mener, at denne kritik er baseret på en misforståelse både af Marx og af hvad holdbar vækst i kapitalistisk værdiproduktion overhovedet kan være. Marx benægter på ingen måde den stigende produktivitet under kapitalismen; tværtimod handler en stor del af hans hovedværk, Kapitalen, om hvordan kapitalismen under den industrielle udvikling tvinger menneskene til at øge deres produktivitet ved hjælp af maskiner og teknologi, i et indtil da uset tempo. Men for Marx er det helt meningsløst at tale om økonomisk vækst, som ikke bunder i et øget arbejdsvolumen. Kort sagt mener vi, at Piketty er fanget i den nuværende mainstream neoklassiske økonomiske tankegang, som har glemt den indsigt, som den klassiske økonomis arbejdsværditeori – grundlagt af Ricardo og senere kritiseret og videreudviklet af Marx i sin teori om merværdien – opnåede: At pengemålet for enhver produktivitetsgevinst, som kan opnås med teknologi, forsvinder lige så snart konkurrenterne har tilegnet sig teknologien. Så falder priserne og de tekniske pionerer må haste videre med endnu en ny teknik, hvis de vil bevare deres ekstraprofitter. Den eneste blivende gevinst er, at priserne på forbrugsvarer også falder, så udbytningen af arbejderne kan øges, uden at de oplever et fald i levestandard. Men dette burde repræsenteres ved en øget andel af BNI til kapitalen, altså ved øget alfa i Pikettys ligninger, ikke øget vækst, g.

Piketty hænger imidlertid som nævnt fast i det neoklassiske værdibegreb, der nærmest kan karakteriseres som mængden af produceret abstrakt brugsværdi. Hvis man stiller sig tilfreds med et sådant begreb, kan væksten naturligvis løsrives fra arbejdsvolumen, dvs. produktet af arbejdstid og arbejdsstyrke, og der bliver ingen økonomiske grænser for vækst under kapitalismen (om end miljømæssige grænser trænger sig smerteligt på). Til gengæld kommer man i vanskeligheder, når forbrugs- og teknologimønstrene ændrer sig kvalitativt og man skal kvantificere den økonomiske vækst i den periode, hvor produktion og forbrug radikalt ændrer karakter: hvor mange svinekroppe går der f.eks. på et Internet, når vi regner i abstrakte brugsværdi-enheder?

Piketty er klar over disse vanskeligheder og behandler dem i Kapitel 2: Vækst: Illusion og realiteter, hvor han i øvrigt kommer snublende nær til at erkende arbejdsværdi teoriens forklaringskraft, i afsnittet om tjenesteydelser, kaldet Vækst, en Differentiering af Livsstil, hvor han konstaterer at en almindelig lønmodtager i dag har råd til omtrent samme antal besøg hos frisøren som for hundrede år siden, fordi en time hos frisøren stadig tager (surprise!) en time. Tjenesteydelsernes relative prisstigning gennem kapitalismens historie, i forhold til den tingslige vareproduktion, hvor den mængde arbejde, som er medgået til varernes produktion er faldet kraftigt, er netop det bedste empiriske bevis på arbejdsværditeoriens gyldighed og forklaringskraft: Vi kan, i forhold til tidligere, producere 10 eller 100 gange så mange ting med den samme mængde arbejde. Men en times omsorg, dialog, læring, musikudøvelse eller hårklipning tager stadig netop 1 time.

Når andre debattører, fx Jonas Gielfeldt, på Kritisk Debat, spørger, hvad vi skal bruge arbejdsværditeorien til, udover at påvise udbytningen, kan vi altså foreslå: til at forstå udviklingen af de relative priser mellem tjenesteydelser og varer, og til at forstå udsigterne til fortsat kapitalistisk vækst i det hele taget. [3]

Hvis neoklassikerne har ret, kan den økonomiske vækst fortsætte uden at være bundet af arbejdsvolumen. Hvis arbejdsværditeorien derimod er korrekt, er al holdbar økonomisk vækst, dvs. når prisboblerne er bristet, bundet til voksende arbejdsvolumen, som kun kan opnås ved øget arbejdsstyrke, beskæftigelsesfrekvens, arbejdsintensitet eller arbejdstid. Polemisk kan vi spørge: Hvis kapitalismen kan overleve alene ved teknologisk vækst, hvorfor anbefaler alle neoklassiske økonomer i disse tider så først og fremmest politiske indgreb, der har til formål at øge udbuddet af arbejdskraft og i sidste ende antallet af arbejdstimer?

Efter sin noget uklare diskussion af vækstbegrebet ender Piketty imidlertid med at gribe sagen forfriskende pragmatisk og lavpraktisk an: Han benytter simpelthen tallene for økonomisk vækst, sådan som de nu en gang beregnes i de gængse statistikker, dvs. som penge udtrykt enten med eller uden deflation med prisindeks. Og uanset om det nu i teorien er neoklassikerne eller arbejdsværdi- teoretikerne, som har ret, så konstaterer Piketty empirisk, at væksten er faldende i alle udviklede kapitalistiske lande, og viser med sin 2. lov, at dette har store konsekvenser i form af øget kapitalforhold (beta) og øget andel af BNI til kapitalen på bekostning af lønmodtagerne.

Men hvad nu hvis kapitalen ikke fortsat kan øge sin andel af BNI, fx hvis arbejderne begyndte at gøre modstand? Det har vi undersøgt, ved at regne baglæns i Pikettys formler, som de er præsenteret i det tidligere nævnte regneark, jf. Boks 1.

Vi kommer da frem til følgende formel: rn+1 = r n(1+g)/(1 + s rn/alfa), hvor r er profitraten, og index n og  n+1 angiver profitraten i år n hhv. n + 1.

Dette har vi indsat i regnearket og beregnet de scenarier, som er udtrykt ved figur 1 og figur 2. Denne gang har vi anvendt den antagelse, at alfa er konstant, dvs. at den andel af indkomsten (BNI), der tilflyder kapitalen er lig 1/3 i hele perioden. Alfa = 0,3.

Figur 3 viser, hvordan det går med profitraten, r. Man ser, at profitraten falder.

Mere generelt kan det let vises ud fra formlen ovenfor, at for g < s rn/alfa ovenfor, vil profitraten falde og dermed bekræfte Marx’ teori. Særligt i tilfældet med nulvækst, dvs. g = 0, vil profitraten altid falde i Pikettys model uanset værdien af de øvrige variable. Essensen af denne omformulering af Pikettys formel er, at hvis ikke væksten er tilpas høj, så vil profitraten falde.

Ved nærmere eftersyn levner Piketty altså ikke meget mere håb for profitraten end Marx. Med mindre det vil lykkes at komme tilbage til væsentligt højere vækstrater end de nuværende i de modne kapitalistiske lande, vil profitraten falde, så snart kapitalen møder modstand fra lønmodtagerne. Lad os for at illustrere pointen se på det samme tilfælde som ovenfor, men med g = 0. Det giver et endnu kraftigere fald i profitraten, jf. figur 4.

Figur 3. Profitraten i en Piketty-model af kapitalismen med konstant profitkvote og lavvækst.

 

Figur 4. Profitraten i en Piketty-model af kapitalismen med konstant profitkvote og nulvækst.

På vej mod en bolig-kapitalisme?

Ifølge Pikettys teoretiske model sker der i den normale kapitalistiske udvikling en nødvendig stigning i kapitalforholdet (beta) Men hvordan ser den faktiske historiske udvikling af disse forhold så ud? Piketty dokumenterer i hidtil uset omfang at dette holder stik i udviklingen siden 2 verdenskrig og en nyligt udgivet publikation fra den danske nationalbank dokumenterer at det også er tilfældet i Danmark, jf. figur 5.

 

Fig. 5 Danmarks nationalformue siden 1950. Kilde: Nationalbanken

Imidlertid er det tydeligt at en ganske bestemt del af opsparingen tegner sig for langt størstedelen af denne stigning i kapitalforholdet: Det er ikke den produktivt investerede kapital i maskiner, bygninger og infrastruktur, men derimod privatboligerne, som er dominerende.

Det er imidlertid svært at tro på en fortsat og økonomisk holdbar stigning i boligkapitalen på bekostning af den produktivt investerede kapital. Gevinsterne ved stigende boligpriser må trækkes ud af andre dele af samfundet. Fx får lejerne mindre købekraft i forhold til boligejerne.

På denne måde sætter stigningen i boligkapitalen blot en tyk streg under Pikettys centrale pointe; at de opsparede værdier lægger sig som en kvælende dyne over samfundsøkonomien og skaber mere ulighed.

Konklusion

Modsat hans egen kritik af Marx’ teori om profitratens tendens til fald, stiller Piketty ved nærmere eftersyn en vision op for os af kapitalen som et stadigt voksende væsen, der gør krav på en stadigt større del af samfundsproduktet. Piketty ser og anerkender empirisk tendensen til stadigt lavere vækstrater, men formår i kraft af sit mainstream værdibegreb ikke at begribe årsagen til denne tendens, i modsætning til marxister, som kan finde forklaringen i arbejdsværditeorien. Piketty udleder i sin teoretiske model, at kapitalens udpining af samfundet og forarmelse af de arbejdende klasser må accelereres. Denne vision ligger efter vor opfattelse meget tæt på den klassisk marxistiske position, hvor man ser kapitalen som menneskenes genstandsgjorte, døde arbejde, der som en vampyr må udsuge det levende arbejde og undergrave selve naturgrundlaget for den menneskelige civilisation. Pikettys politiske modsvar på dette er dog stærkt begrænsede, så det er i analysen og den solide empiri, at venstrefløjen kan hente inspiration. Opgaven med at finde og organisere udførelsen af de politiske svar på Pikettys Titanic vision for kapitalismen, består stadig.

Kilder

Abildgreen, K. (2015): ”Estimates of the national wealth of Denmark 1845-2013”, Nationalbanken, WP no. 92. Online: http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2015/01/National%20Wealth_DNWP_92.pdf

Gielfeldt, J (2015): ” Politisk økonomi i marxismen I - Et kritisk blik på arbejdsværdilæren og dens betydning for socialistisk politik”, i Kritisk Debat (15. okt. 2015). Online: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1570

Kervick, D.: “Piketty’s Basic Wealth and Income Growth Framework”, på Rugged Egalitarianism. Online: https://ruggedegalitarianism.wordpress.com/pikettys-basic-wealth-and-income-growth-framework/

Piketty, T. (2014): ”Kapitalen i det 21. århundrede”.  Gyldendal, København, 2. oplag.


[1] T. Piketty (2014): ”Kapitalen i det 21. århundrede”.  Gyldendal, København, 2. oplag.

[3] Gielfeldt, J (2015): ” Politisk økonomi i marxismen I - Et kritisk blik på arbejdsværdilæren og dens betydning for socialistisk politik”, i Kritisk Debat (15. okt. 2015). Online: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1570