Politisk økonomi i marxismen II - Er profitratens tendens til fald den rigtige forklaring på den økonomiske krise?
Af Jonas Gielfeldt

Offentliggjort: 15. februar 2016
Denne artikel er koblet til temaet: Kapitalismekritik. Klik på temanavnet for at se mere

I forlængelse af min artikel om arbejdsværdilæren, vil jeg i denne artikel forholde mig til det andet element, som ifølge en række Enhedslistemedlemmer med relation til redaktionen på Kritisk Debat, manglede i Enhedslistens kapitalismekritik, profitratens tendens til fald [i]. Jeg vil i denne artikel kort skitsere Marx’ egen udlægning af loven om profitratens tendens til fald, men også pege på den alternative kriseteori, der ligger i Marx’ tese om overakkumulation. Alt efter hvilken vej man vælger her, kommer man til ganske forskellige konklusioner. Jeg vil herefter gå ind og se på to forklaringer af den nuværende økonomiske krise: Den ene er Andrew Klimans fortolkning, der tager udgangspunkt i loven om profitratens tendens til fald, mens den anden er David Harvey, der i stedet tager sit afsæt i Marx’ perspektiv om overakkumulation/underkonsumption.

Loven om profitratens tendens til fald, er en af de mest omdiskuterede dele af Karl Marx’ forfatterskab. For mange marxister er teorien om profitraten kulminationen på det langstrakte arbejde, Marx laver i ’Kapitalen’. For andre marxister er profitratens tendens til fald et eksempel på, at Marx i denne afsluttende del af ’Kapitalen’ var ved at nå til sin erkendelses grænser. For ikke-marxister er profitratens tendens til fald endnu et bevis på, at Marx tog fejl i sine analyser.

Forfatterne til artiklen på Modkraft er ikke i tvivl om, at loven om profitratens tendens til fald er helt uomgængelig. Castellani, Frøhlich, Helbak, Mølgaard og Nielsen siger det således helt utvetydigt; ”For os at se kan det henføres til, at venstrefløjen i al almindelighed har forladt den grundlæggende analyse af kapitalismen og åbent eller indirekte har erklæret værdiloven, merværdien og profitratens fald for forældet eller mere eller mindre uanvendelig som politisk-økonomisk kritik af den moderne kapitalisme.

Først og fremmest er der ingen tvivl om, at disse begreber er tæt forbundne med hinanden i Marx’ arbejder. Dog vil jeg forholde mig kritisk til dette udsagn. Man vil således godt kunne fastholde arbejdsværdilæren og/eller andre dele af det Marxske teoriapparat uden at man af den grund er enig i, at profitratens tendens til fald er den rigtige måde at forklare tilbagevendende kriser i det kapitalistiske system på. Derfor skurrer det også i mine ører, når det anskues for problematisk i sig selv, at man ikke er enig i profitratens tendens til fald. I min optik er anvendeligheden af profitratens tendens til fald knyttet til, hvor godt den forklarer økonomiske kriser, og hvad dens empiriske udsigelseskraft er. Samtidigt forholder forfatterne sig ikke til den tvetydighed, hvormed Marx selv gik til emnet om profitratens tendens til fald. Dermed kommer Marx’ analyse af profitraten også til at stå alt for skråsikker, som den egentlige garant for marxistisk analyse. Denne artikel søger derfor at forholde teorien til den seneste økonomiske krise fra 2008 via Andrew Klimans bog ”The Failure of Capitalist Production”, der søger at give svar på krisen ved hjælp af profitratens tendens til fald. Samtidigt præsenteres et alternativt bud på en kriseforklaring, der også tager afsæt i Marx’ arbejder i både ’Grundrids’ og ’Kapitalen’, nemlig overakkumulations/underkonsumptionsteorien, som har været afsæt for især David Harveys kriseteori.

Dette betyder også, at jeg ikke vil gå ind på den vidtforgrenede litteratur, der har været om emnet hos fx Henryk Grossmann, Paul Mattick, Ernest Mandel og af kritisk observans hos Nobuo Okishio. Ej heller vil jeg beskrive den myriade af kriseanalyser som er fremkommet som alternativer til profitratens tendens til fald, fx monopolkapitalismeteorien hos Baran & Sweezy, profitklemmeteorien hos Glyn & Sutcliffe eller nyere teorier af fx Lapavitsas, Dumenil & Levy m.fl.

Hvad siger Marx om profitratens tendens til fald?

Inden vi går i gang med at se på, hvordan Marx tematiserer loven om profitratens tendens til fald, er det vigtigt at påpege den erkendelsesmæssige rejse Marx var på, da han skrev ’Kapitalen’. Der skal ikke herske tvivl om, at ’Kapitalen’ er en intellektuel kraftpræstation af de helt store. Spørgsmålet er, hvordan man vurderer profitratens tendens til fald. Mange marxister vil utvivlsomt se det som en helt integreret del af teoriudviklingen i ’Kapitalen’. Jeg synes dog der er ræson når David Harvey i ’The Limits to Capital’ påpeger, at Marx faktisk er ude ved grænserne af sin erkendelse da han når til loven om profitratens tendens til fald. Måske er det også derfor, at Marx både benævner profitratens som en lov og samtidigt en tendens. Selve afsnittet har også en lidt særpræget form, som vi vil vende tilbage til. Først skal vi dog se, hvad Marx’ argument for profitratens fald.

Ifølge Marx kan profitraten udtrykkes på følgende måde:  

Formlen viser således, at merværdien forholdes til den variable kapital, dvs. den andel af profit man får ud af det levende arbejde. Dette forholdes til et andet forhold mellem konstant kapital og variabel kapital, altså hvor stor en andel af totalkapitalen, der udlægges til levende arbejdskraft vis a vis konstant kapital dvs. udlæg til maskiner, bygninger, land og andre faktorer til igangsættelse af produktion. Formlen udtrykker således det forhold, der ligger helt i tråd med den generelle arbejdsværdilære, at jo mere kapital der investeres i det levende arbejde, jo højere er profitten, idet det levende arbejde netop er den eneste kilde til kapitalistens profit. Hvor der derimod investeres langt større andele af totalkapitalen i den konstante kapital, så vil profitraten falde. Marx’ argument er, at der er en nødvendig logik i det kapitalistiske system grundet konkurrencen, der betyder, at kapitalisterne søger at øge produktiviteten pr. arbejdstime. Dette sker gennem teknologisk udvikling, der er mandskabsbesparende, og som betyder, at den variable kapital vil være faldende, som kapitalismen udvikler sig. Dette betyder også at profitraten vil falde.

Marx benævner forholdet mellem udlægget til konstant og variabel kapital som kapitalens organiske sammensætning. Jo mere der udlægges til den konstante kapital vis a vis den variable kapital, jo højere er kapitalens organiske sammensætning. Spørgsmålet er så, hvordan man skal vurderer dette. Marx mener klart, at den stadige teknologiske udvikling i stigende grad vil overflødiggøre levende arbejdskraft, og at der dermed er tale om en lovmæssighed. Virksomheder, der ikke kan være lige så produktive som andre vil blive ædt af de mere effektive virksomheder. Derfor vil konkurrencen, der er et vilkår ved kapitalismen, sætte loven igennem som tiden går og kapitalismen udvikler sig. Konkurrencen betyder også en billiggørelse af produkterne, der også sætter sig i en nedadgående profit.

Men Marx er tvetydig. Mens han generelt i ’Kapitalen’ er meget sikker i de teoretiske greb han foretager, så er han nød til at indføre en ”tendens” i loven om profitratens fald. For der er ifølge Marx en række afgørende ’hæmmende årsager’. Marx nævner følgende i afsnittet om profitraten;

  1. Stærkere udbytning af arbejdet - Dette kan ske gennem fx at øge merarbejdet ved at øge arbejdstiden. Dvs. øge andelen af merarbejdet forholdt til andel af arbejdstiden, der skal reproducerer arbejdskraften. Det kan også ske gennem en intensivering af arbejdet. Dette er historisk det vi har set med fx fordistisk produktion.
  2. Tryk på arbejdslønnen bringer den ned under sin værdi - Marx anerkender dette som en af de væsentligste hæmmende årsager. Han vælger dog fordi det ”hører hjemme i en fremstilling af konkurrencen, som ikke behandles i dette værk.” ikke at gå nærmere ind i dette. Det er dog helt nærliggende i en moderne globaliseret kapitalisme, hvor indlemmelsen af Kinas og andre tidligere kommunistiske landes arbejderklasser i den globale arbejderklasse skaber et stort overudbud af arbejdskraft, at påpege, at Marx så helt rigtigt i sin betragtning af, at denne hæmmende årsag er en af de vigtigste. Ærgerligt nok behandler han det ikke nærmere.
  3. Billiggørelse af den konstante kapitals elementer - Det vil på den korte bane udjævne forholdet mellem konstant og variabel kapital, men da en billiggørelse også vil gøre de arbejdskraftbesparende teknologier endnu mere tilgængelige er det tvivlsomt om det har en hæmmende effekt på den lange bane.
  4. Den relative overbefolkning - Her skabes der et umiddelbart overskud af arbejdskraft, der kan presse lønnen, men også en overskudsarbejdskraft, der kan sysselsættes i nye produktionsgrene, hvor udbytningen kan være højere, idet disse brancher ikke er så modne teknologisk som de allerede eksisterende.
  5. Udenrigshandlen - Dette er en af de mest centrale hæmmende årsager Marx kommer ind på. Udenrigshandlen kan hæmme profitratens tendens til fald på flere måder. Først og fremmest kan den billiggøre produktionen af den konstante kapital, således at den konstante kapital fylder mindre i udlægget af den totale kapital. Samtidigt kan den billiggøre arbejderklassens livsfornødenheder, hvorved der kan ske en større udbytning af det levende arbejde uden at det går ud over deres levestandard. Det er det vi langt hen af vejen har set ske for arbejderklassen på den vestlige halvkugle, der grundet udbytning af arbejderklassen i Asien fx har fået billigere forbrugsgoder, og derfor ikke har mærket en stagnation i reallønnen. Der nævnes en række andre forhold ved udenrigshandlen, men det er især disse to, som må tillægges stor værdi.
  6. Aktiekapitalen tiltager - Dette er også en af de meget centrale perspektiver Marx bringer ind som hæmmende årsag set i lyset af den historiske udvikling, især set i lyset af den øgede finansialisering, skævvridningen mellem produktiv og spekulativ kapitalisme etc. Marx kommer dog desværre heller ikke nærmere ind på denne.

Som David Harvey nævner i hans beskrivelse af dette afsnit i ’The Limits to Capital’ så behandler Marx disse emner relativt kortfattet og overfladisk, også mere end rimeligt er. Man kan således diskutere om disse eksempler er blot hæmmende årsager eller om de decideret underminerer hele argumentet for profitratens tendens til fald. Dette skal ikke afgøres her, blot skal det konstateres, at Marx ikke var mere sikker på sin lov om profitratens tendens til fald, end at han følte det nødvendigt at pointere en række forhold, der i større eller mindre grad kan modvirke lovmæssigheden. Sammenholdt med den ekstremt stramme disposition og analytiske fremgangsmåde, der kendetegner de foregående dele af ’Kapitalen’, er det ikke for meget at sige, at Marx trods alt fremstår en smule mere tøvende her.

Overakkumulationskrise som et alternativ til profitratens tendens til fald

Marx arbejder i sin teoriudvikling også med andre mulige faktorer i det kapitalistiske samfund, der kan udløse alvorlige økonomiske kriser. Ligesom det er tilfældet med profitratens tendens til fald, så fremstår overakkumulationsteorien som værende lidt rodet og ufærdig. Ikke desto mindre er der flere interessante pointer at hente som har haft stor betydning for den senere teoriudvikling. Selve overakkumulationsperspektivet udfoldes sporadisk i afsnittet om profitraten i ’Kapitalen’. Her peger Marx på de former som overakkumulationen kan antage. Det er først og fremmest overakkumulation af kapital, som Marx fokuserer på i ’Kapitalen’. Kapital skal her forstås i sin bredeste betydning, dvs. både konstant kapital i form af en overakkumulation af maskiner, bygninger og andre produktivkræfter, en overakkumulation af variabel kapital i form af overskudsbefolkning og sluttelig også en overakkumulation eller overproduktion af subsistensmidler, dvs. forbrugsvarer. Konsekvenserne af overakkumulation ses her i relation til den generelle profitrate. Det der ifølge Marx sker ved overakkumulationskriser er, at en stor mængde kapital bliver devalueret eller ligefrem værdiløst. Dermed destrueres kapital i stor skala. Marx benævner disse overakkumulationsproblemer som det kapitalistiske systems ’skranker’. Skranker er modsætninger som altså er iboende i selve det kapitalistiske systems funktionsmåde. Skrankerne kan dog overvindes, men det kræver periodiske kriser. Der er tale om, at kriserne er en destruktion af kapital på stor skala, og i overakkumulationskriser ser Marx en form for kriser, der renser det kapitalistiske system, og midlertidigt genskaber profitraten. Problemet er dog, at disse kriser ifølge Marx bliver hyppigere og mere voldsomme.    

Teorien om overakkumulation som et mere selvstændigt perspektiv fremstår endnu klarere i ’Grundrids’ det første udkast til det, der senere blev til ’Kapitalen’. Marx påpeger i ’Grundrids’ ikke den organiske sammensætning, altså forholdet mellem konstant og variabel kapital, men derimod fokuseres der på kapitalismens cirkulationsproces, dvs. hvordan  bevægelsen forløber, at profit investeres i varer, der skal tilvejebringe mere profit. Denne umiddelbart simple relation indeholder ifølge Marx en række helt afgørende udfordringer for det kapitalistiske system.

I produktion produceres merværdien gennem den udbytning af arbejderen, der pågår under kapitalismen. Jo mere udbytning, jo mere merværdi og profit. Udbytning sker fx ved systematisk at underbetale arbejdskraften. Dette perspektiv arbejder dog direkte mod et andet krav i det kapitalistiske system, som hidrører konsumptionen. Her skal den potentielle profit realiseres når varen sælges på markedet. Men hvis ikke folk som flest - dvs. arbejderklassen, har råd til at købe disse varer, pga. udbytningen som lønarbejder i produktionen og der pågår en samtidigt øget produktion af varer til varemarkedet, så er kapitalens akkumulationsproces rendt ind i en meget alvorlig skranke. Som Marx skriver i ’Grundrids’ som en kritik af ligevægtsøkonomiske antagelser; ”men efterspørgslen, skabt af selve den produktive arbejder, kan aldrig blive en adækvat efterspørgsel fordi den ikke omfatter hele det, som han producerer. Hvis den gjorde det, så var der ingen profit, og som en konsekvens heraf ikke noget motiv for at beskæftige ham”.

Det er netop dette perspektiv, som ikke blot hidrører overakkumulation af kapital i bred forstand, men mere specifikt overakkumulation af varer, som et resultat af underkonsumption og mangel på efterspørgsel, der har været afsæt for især David Harveys ”The Limits to Capital.

Derfor er det vigtigt at slå fast, at profitratens tendens til fald ikke er den eneste måde Marx tematiserer krisetendenser i den kapitalistiske økonomi. Marx lancerer således alternative kriseforståelser i sit forfatterskab. Alt efter, hvor man står her, så får det konsekvenser for den måde man analyserer økonomiske kriser.

Andrew Kliman hører til blandt de mest prominente økonomer inden for den mere ortodokse marxisme. Kliman forsvarer i en række meget læseværdige bøger de Marx’ske grundkategorier, herunder arbejdsværdilæren, som vi kiggede indgående på i sidste artikel, såvel som loven om profitratens tendens til fald. Han har således også foretaget en analyse af den seneste økonomiske krise med afsæt i loven om profitratens tendens til fald.

David Harvey derimod har taget overakkumulations/underkonsumptionsperspektivet fra ’Grundrids’ som afsæt, mens han forholder sig kritisk til loven om profitratens tendens til fald. Vi skal derfor se nærmere på disse to analyser og deres evne til at forklare den seneste økonomiske krise. De to forfattere er enige om, at gældsproblematikken var afgørende for krisen i 2008, men den underliggende grund er de til gengæld ikke enige om.

Kliman - Profitratens tendens til fald er stadig den underlæggende kriseforklaring

For Andrew Kliman er det centrale, at profitratens tendens til fald ikke skal opfattes om en lineært fremskridende bevægelse. Derimod spiller den faldende profitrate dialektisk sammen med Marx’ begreb om destruktion af kapital. Denne destruktion kan antage flere former. Selv fokuserer Kliman primært på to forhold, 1) den fysiske tilintetgørelse af kapitalapparatet som det skete under 2.verdenskrig og 2) destruktion af værdi gennem økonomiske kriser, som ligger i forlængelse af den destruktion, der sker i en overakkumulationskrise tematiseret af Marx. Man kunne her også tilføje Joseph Schumpeters begreb om kreativ destruktion (fx da Commadore 64 blev værdiløs pga. nyere og smartere computere). Under alle omstændigheder er kriser helt afgørende. De nulstiller økonomien, og gør varer, arbejdskraft, produktivkræfter tæt på værdiløse, men dermed også billige for kapitalister at igangsætte til ny produktion. Med lavere omkostninger er det nemmere at lave profitabel produktion. Helt modsat er det når økonomien buldrer afsted. Så er prisen for høj på de forskellige produktionsfaktorer, og profitten vil være for lav. Klimans udlægning af disse forhold følger således langt hen af vejen en traditionel ”business cycle” forklaring på konjunkturudsving. Centralt er dog ifølge Klimans læsning af Marx, at han peger på, at disse cykliske forhold ikke i sig selv skaber egentlige kriser. Disse fremkommer først når der er en medierende faktor, hvor store værdier ophober sig, og som når den ikke længere kan magte denne medierende funktion, vil skabe langt voldsommere rystelser i det kapitalistiske system. For Kliman er det oplagt, at Marx pegede på kreditsystemet som denne mediator. Her opsamles enorme værdier, og når dette system bryder sammen, fordi virksomhedernes profit er så lav, at hver mand ikke længere kan svare sit, så får vi en egentlig krise. Derfor er profitratens tendens til fald heller ikke den udløsende faktor, men en nødvendig forudsætning for, at vi får økonomiske kriser ifølge Kliman.

Kliman gør det meget klart i hans bog, at hans ambition ikke er at konstruere en omnipotent, Marx’sk profitrate. Dette kan man ikke gøre i praksis, da man for det første ikke har data, og for det andet heller ikke nødvendigvis kan oversætte de analytiske kategorier til faktiske variable. Derfor peger Kliman også på, at der er flere former for profit rate, som man kan bruge alt efter analytisk formål. Man kan både se på realiseret profit, på den forventede profit, på profitraten som et mål for fordelingen af ejendomsforhold mellem klasserne eller hvor meget ny værdi der tilføres kapitalen gennem menneskeligt arbejde (det der kaldes Monetary Expression of Labour Time - MELT). MELT er således et udtryk for den overføring af værdi, som der sker i kapitalistisk produktion og er nært beslægtet med et begreb som udbytningsgraden. Kliman argumenterer således ikke for hverken den originale Marx’ske model fra Kapitalen, ej heller for, at der kun er én måde at måle profitraten på.

Klimans anvender mest property income altså indkomsten for ejere af produktionsmidler - dvs. store virksomheder med produktionsaktiviteter. Samtidigt afgrænser han sig i sine studier fra ganske store dele af samfundsøkonomien, fx den offentlige sektor, små selvstændige etc. Vigtigst er dog, at Kliman ikke rent praktisk kan sortere det man lidt groft kan kalde ikke-produktive aktiviteter fra, dvs. salg, marketing, vagtservices der passer på fabrikker og lagre etc. Derfor antager han at den produktive, og dermed værdiskabende, del af arbejdsstyrken har været konstant. Dette er givet en nødvendig pragmatisk tilgang, men selvfølgelig er sådanne antagelser en svaghed i Klimans tilgang.

Klimans position er ganske klar ift. hvordan man skal forklare den nuværende krise. Han afviser meget klart teser om en grundlæggende forandring i moderne kapitalisme gennem de sidste 30 år. Derfor afviser han også, at neoliberalisme har en betydning. Kliman placerer sig således klart på en økonomisk deterministisk position, modsat positioner som fx Dumenil & Levy og reguleringsskolen (fx Bob Jessop) der peger på betydningen af politik/ideologi og/eller omstruktureringer i statsapparatet. Ligeledes argumenterer Kliman imod tanker om en særlig finansialisering af kapitalen, der ledte frem til finanskrisen (fx Costas Lapavitsas).

Klimans hovedargument er, at profitraten faldt som et resultat af 1970’ernes strukturelle krise, og at den aldrig er blevet genoprettet. Modsat Dumenil & Levy, der peger på, at neoliberal politik netop har været et succesfuldt forsøg på at genskabe en højere profitrate (se evt. deres udemærkede bog Capitalism Resurgent). Ydermere mener Kliman, at man allerede i midten af 1970’erne kan se de mange udviklingstendenser, der senere er blevet tilskrevet neoliberalismen, udfolde sig i form af stigende gæld, øget ulighed etc. Kliman kan have en pointe i, at det tillægges for meget betydning, at Thatcher og Reagan kom til magten i 1979 og 1981, men dette handler i højere grad om periodiseringen af neoliberalisme, end om indholdet i min optik. Den konservative Heath regering, førte i starten af 1970’erne en ganske hård og neoliberal finanspolitik i England, hvilket Glyn & Sutcliffe har vist så glimrende i deres bog om ”The profit squeeze”. Mest central i denne artikel er dog Klimans afvisning af underkonsumptionsperspektivet, som vi skal se nærmere på senere. Han hævder således, at lønningerne ikke er faldet under neoliberalismen. Derfor er det ikke et løntrykker problem, men et profitproblem, der er grundlaget for krisen ifølge Kliman. Hans overordnede analyse kan beskrives i figur 1.

Figur 1 - udviklingen i profitraten historisk

Taget fra Kliman 2011 s.76

Figur 1 viser to grafer fra det store krak i 1929 til og med 2009. Den stiplede linje indikerer profitraten, hvis man ser på raten før skat, mens den fede linje er property-income, dvs. hvad ejerne af kapitalapparatet (her amerikanske virksomheder) har fået ind i profitter. De to serier er niveaumæssigt forskellige, men udvikler sig meget ens. Helt overodnet viser udviklingen, at der efter 2.verdenskrig har været en masse udsving i profitraten. Der har været kriser, der har destrueret kapital, og dermed basis for, som Kliman påpeger, at man får vækst i profitraten oven på en sådan krise. Der er således hele tiden udsving. Vi har således ikke at gøre med en fuldstændig faldende profitrate. Men Kliman har ret i, at profitraten har en faldende tendens.

Til gengæld er det lidt svært at følge Kliman i, at det særlige vendepunkt for profitraten var 1970ernes økonomiske krise. Man kunne lige så vel argumentere for, at der har været en nedgang i profitraten siden 1950’erne som i 1970’erne. Tendensen er at profitraten er faldet gradvist, med udsving, siden 2.verdenskrig. Når man samtidigt ved, at der ikke var en økonomisk krise i 1950’erne og 1960’erne, men derimod et stort boom i amerikansk økonomi, og at vi derimod havde en krise i 1970’erne, så spørger man sig selv, om profitraten så er en god proxy for at vurdere økonomiske kriser. Umiddelbart ser det ikke ud til at profitraten samvarierer meget tæt med den generelle konjunkturudvikling. Dette krav underminerer ikke selve det faktum, at profitraten faktisk har et tendentielt fald historisk. Men det sætter spørgsmålstegn ved, om den er god til at forklare kriser. 

Kliman er dog her sikker i sin sag. Profitraten led en krise I 1970’erne, og fordi vi ikke har haft en destruktion af kapital efterfølgende, dvs. en tilstrækkelig stor krise, byggedes der op til finanskrisen, hvor denne destruktion af kapital så endeligt fandt sted. Men som nævnt skal der også være en udløser af krisen. En medierende faktor. Ifølge Kliman betød den strukturelle krise i 1970erne, at man i USA blev stadigt mere bange for, at man ville havne i en Japansk recession med 10-20 års varighed. Da man i løbet af 1980erne stadig ikke havde genskabt profitraten på tidligere niveau, gik man i gang med at sikre en ny finansiering.

De faldende profitter måtte således i stigende omfang håndteres gennem en massiv pengeudpumpning af den amerikanske centralbank, som var med til at sænke renterne til et usundt lavt niveau. FED forsøgte ifølge Kliman at undgå en langvarig recession, som man så i Japan, og den kunstigt lave rente var med til at sikre likviditet på trods af lav profit hos virksomhederne. En sideeffekt af den kunstigt lave rente var så at der blev skabt basis for en boligboble fordi lån blev billige, og fordi pengeudpumpningen initierede mere spekulativ adfærd. På overfladeniveauet er Kliman således enig med mainstream fortolkningen af krisen, men for ham er dybdeforklaringen altså den faldende profitrate.

Men hvorfor falder profitraten i det hele taget kan man spørge? Det kan på den ene side være et resultat af klassekampen, som fx Glyn & Sutcliffe argumenterede for i deres profit-klemme teori, altså at arbejderklassen tilkæmper sig højere lønninger, og dermed presser kapitalisternes profit. Dette er dog ikke tilfældet ifølge Kliman, som vi skal vende tilbage til, er lønsummen ifølge Klimans mål konstant igennem de sidste 30 år. Derfor er det den anden variabel, der har udviklet sig, nemlig kapitalens organiske sammensætning, dvs. forholdet mellem investeret kapital i konstant- og variabel kapital. Kliman peger på, at ser man på forholdet mellem investeret kapital og udviklingen i beskæftigelsen, så følger beskæftigelsen ikke med volumen på den investerede kapital. Dette giver god historisk mening, hvis man tænker på den teknologiske udvikling, der har været i de sidste 40 år, som alt andet lige har været mandskabsbesparende i produktionen. Men omvendt er denne proces ikke noget, der først indtræffer i fart i 1970’erne. Dette skete for alvor i 1950erne, og har altså været et konstant vilkår i udviklede markedsøkonomier siden Marx’ tid. Så hvorfor fører dette til en krise fra og med 1970’erne?

Her peger Kliman på en supplerende forklaring, der bunder i afskrivninger på kapitalapparatet (depriciation). Afskrivninger kan have flere former. Dels kan det være slitage på maskineri, som betyder en gradvis værdiforringelse. Men der kan også være tale om det Marx kaldte ”moral depriciation”, som handler om at varer, som stadig er fuldt funktionsdygtige, bliver forringet i værdi af nyere og smartere modeller. Dette begreb ligger tæt på Joseph Schumpeters begreb om kreativ destruktion, altså at nye opfindelser destruerer værdien af allerede eksisterende varer. Kliman peger på, at denne form for afskrivninger har været stadigt mere fremherskende siden den computerteknologien for alvor slog igennem i slut 1970’erne. Udviklingen har været ekstremt hurtig og omskiftelig. Og det har betydet, at de store virksomheders investeringer i IT tit og ofte ender med at være værdiløse, fordi der så hurtigt er kommet ny og endnu bedre IT udstyr. Derfor er afskrivninger på kapitalapparatet steget voldsomt. Dette skader rent intuitivt profitabiliteten, hvilket Kliman medgiver, men samtidigt har det betydet, at man har haft en løbende destruktion af kapital, hvilket netop er nødvendigt for at man kan holde profitraten oppe. Hvis man renser for denne type afskrivninger på IT, så var profitraten altså faldet langt mere op igennem 1980’erne og 1990’erne end figur 1 viser ifølge Kliman. Det er således klart for Kliman, at profitraten er faldet mere drastisk end man umiddelbart skulle tro de sidste 30 år, og det er her kimen til finanskrisen skal findes. Selvom Kliman således kommer frem til gode argumenter for, at profitraten faktisk er faldet, synes forklaringen på, hvorfor dette så førte til en finanskrise, funderet i spekulation og boligmarked langt fra klar. Ud fra en faldende profitrate ville det mest intuitive, ifølge den klassiske Marx’ske kriseteori, vel være en overakkumulationskrise, og ikke en finansiel krise. Kliman mener dog at håndtere gældsproblematikken og den deraf følgende boligboble og spekulative adfærd. Men gælden er altså et udtryk for kapitalens faldende profitter, og dennes følgelige gældsætning. Denne lidt alternative udlægning af en krise funderet i kapitalens stigende organiske sammensætning og deraf følgende faldende profit, ligger ikke lige umiddelbart for, hvis man som Kliman gerne vil forsvare den originale kriseteori fra Marx.

Harvey - Kapitalens cirkulationsproces og underkonsumptionstesen

David Harvey fokuserer i modsætning til Kliman ikke på produktionsprocessen, men på cirkulationsprocessen. Hvor Kliman således tager sit afsæt i profitratens tendens til fald, kapitalens organiske sammensætning og ser kriser som et udtryk for den faldende profitrate, tager Harvey i stedet sit udgangspunkt i overakkumulationskriser, ved særligt at fokusere kapitalens cirkulationsproces P-V-P’, altså hvordan penge bliver brugt på varer, fx råmaterialer, arbejdskraft og andre produktivkræfter, for derefter gennem at producere varer til markedet kan indbringe penge+profit til kapitalisten. Det lyder simpelt, men ifølge Harvey er det en yderst kompliceret proces. Hvert led i cirkulationsprocessen er ganske kompleks.

I The Limits to Capital beskriver Harvey de vanskelige koordinationsproblemer, der ligger i cirkulationsprocessen. Det første niveau er når man igangsætter vareproduktionen. Som Marx viser er der en række faremomenter ift. overakkumulationskriser. Overakkumulation af subsistensmidler, produktivkræfter, arbejdskraft etc. Altså at der ikke på produktionsniveau er en kobling mellem udbud og efterspørgsel. Der er produceret mere end, der er behov for. Det næste niveau er det Harvey kalder krisens monetære udtryk, dvs. vi bevæger os over i pengenes verden og i særdeleshed kreditsystemet. Bygger man fx store anlægsprojekter, containerskibe eller hele byer, vil omsætningshastigheden fra de umiddelbare investeringer og omkostninger og til afkastet i form af salg på markedet være meget lang. Derfor har man et kreditsystem, som kan mediere dette praktiske problem, så kapitalisten der bygger højhuse ikke går bankerot halvvejs i processen. Nogle gange sælger man lidt mindre end normalt, og har også brug for finansiering fra banken. Kredit bliver ifølge Harvey til fiktiv kapital, som kan træde frem i mange former fx som obligationer eller lignende.

Harvey taler her om, at en krise kan forskydes til et nyt niveau. En umiddelbar uligevægt i produktionssfæren bliver forskudt til kreditsystemet, der antager en medierende rolle. Problemet er dog ifølge Harvey at de enorme summer kreditsystemet ophober, blot gør de potentielle kriser endnu mere voldsomme. Selve kreditsystemet og gældsproblematikken kommer til at være helt afgørende for Harveys forklaring af finanskrisen som han præsenterer i The Enigma of Capital, men på en lidt anden måde end i The Limits to Capital, hvor de i høj grad var kreditsystemet som brobygger mellem produktion og omsætning på markedet. I The Enigma of Capital tager Harvey i stedet udgangspunkt i det andet led, hvor gæld og kredit kan bygge bro mellem de forskellige led i cirkulationsprocessen, nemlig den fundamentale indbyggede modsætning, der er i kapitalismen. Det faktum at man kapitalisten i produktionen søger at øge sin profit gennem stadigt større udbytning af arbejderen, hvilket manifesterer sig i faldende løn. Samtidigt ønsker kapitalisten selvfølgelig stadig et marked med efterspørgsel efter de varer der produceres.

Ifølge Harvey har man i store økonomier, herunder USA, haft en faldende reallønsudvikling, der har gjort svækket købekraften hos folk som flest. Selv om de rige er blevet superrige, kan de ikke selv agere denne efterspørgsel. Resultatet er en umiddelbar overakkumulationskrise af varer og subistensmidler. Problematikken illustreres i nedenstående figur.   

Figur 2 - udviklingen i løn/salær i USA som andel af BNP.

Taget fra Harvey 2011 s.13

Som det fremgår af ovenstående, så er der i USA (og i en lang række andre højtudviklede I-lande) en kraftig vækst i lønningerne i Keynesianismens guldalder i 1960erne frem til start 1970erne. I forlængelse af profitklemme teorien fra Glyn & Sutcliffe betyder de stigende lønninger altså en profitkrise for kapitalen. Her er det vigtigt at gøre stop. Dette er altså en anden og mere politisk og konfliktbaseret læsning af kapitalens profitkrise end den som Kliman abonnerer på. Profitratens tendens til fald er en gradvis proces, der fungerer uafhængigt af klassekampen, modsat profitklemmeteorien. Harvey mener, at det historisk faktisk har gjort sig gældende, og svaret kom prompte gennem 1970erne og 1980erne. Nemlig neoliberal politik, der skabte massearbejdsløshed, overudbud af arbejdskraft og dermed et pres på lønningerne. Dette er blot eskaleret med kommunismens sammenbrud og inkorporeringen af de Kina, Rusland etc. De har leveret en global reservearmé af arbejdskraft, der blot har skubbet på denne proces. Et lille opsving under højkonjunkturen i slutningen af 1990erne ændrer ikke på det brede billede af en faldende lønudvikling.

Denne udvikling blev et problem for den samlede efterspørgsel, og for at løse dette problem måtte verdensøkonomien skabe efterspørgslen via andre kanaler. Dette blev i høj grad gjort gennem forbrugsgæld. Som figur 3 illustrerer så byggedes forbruget gennem neoliberalismens periode i stigende grad op omkring forbrugernes øget gældtagning. Qua der samtidigt blev skabt en boligboble med stærkt stigende huspriser, kunne forbrugerne tage lån i den stigende fiktive værdi af deres hus, og dermed holde gang i efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser. Kreditsystemet kommer altså her til at brobygge mellem varen og afsætningen på markedet. Den medierer en skranke i kapitalistisk økonomi, men den opsuger også enorme værdi, der destrueres når de mange gældsatte pludselig ikke kan svare hver mand sit.

Figur 3 - Forbrugsgældsratioen i USA 1980-2006

Taget fra Harvey 2011:18

En stor del af forklaringen på, at denne gældsadfærd overhovedet er mulig knytter Harvey til de muligheder den nye neoliberale orden skabte med liberaliseringer af lånemuligheder, samt tilladelsen af en hel række finansielle produkter, primært det boomende marked for derivater, hvor finansielle aktører handler med fiktiv kapital i form af forpligtigelser på forskellige lån (huslån, forbrugslån, studielån) som så kan købes og sælges til en bestemt kurs. Lånene kan herefter splittes op i hvor risikable lånene er og man kan købe sekuritiseringer, såkaldte forsikringer mod kurstab.  Dermed bliver lån til et spekulationsobjekt, der tiltrækker kæmpe store værdier, men som også er ekstremt følsomme, hvis store grupper af låntagere ikke kan betale afdrag på deres lån. Så længe den fiktive værdi af fx et hus’ værdi stiger, som den gør under en boligboble, så er der intet problem. Men da huspriserne falder i 2007, så står man med et problem. Ikke mindst fordi dette spekulative marked havde absorberet kæmpe værdier. I 2005 var markedet for disse finansielle produkter 5 gange så stort som den produktive sektors ouput.

Harveys forklaring handler således i højere grad om lønkampen mellem kapital og arbejde, og den deraf følgende mangel på efterspørgsel, som arbejderklassen gennem neoliberalismen har oplevet faldende reallønninger.

Klimans kritik af underkonsumptionsteorien

Som det fremgår, så mener Kliman at vise, at profitraten er faldet meget kraftigt de sidste 30 år, og at den kun er holdt oppe af en løbende destruktion af værdien af IT-investeringer. Ser man bort fra denne tendens i IT-udviklingen, så har der været en stigende organisk sammensætning i kapitalen, og profitraten er gradvist faldet. Derfor er Kliman også meget uenig med positioner, der forfægter, at det er underkonsumption som resultat af faldende reallønninger i de store økonomier, der har været med til at skabe den gældsboble, som resulterede i finanskrisen. I figur 2 illustreres Klimans pointe.

Figur 4 - udviklingen i kompensation til arbejdskraften

Taget fra Kliman 2011 s. 157

Ovenstående figurer illustrerer to pointer. Den ene omhandler, hvilke prisindekser der anvendes til deflatering af priser. Denne tekniske diskussion vil vi springe let over her. Mere substantielt er Klimans argument, for at der ikke har været tale om faldende lønninger. Den øverste serie viser udviklingen i den samlede lønkompensation. Da Kliman er i en amerikansk kontekst, viser det sig, at den samlede kompensation er steget for produktions og non-supervisoriske arbejdere (dvs. mellemledere og ledere er fjernet fra data, for at se på den mere rendyrkede arbejderklasses løn udvikling). Denne udvikling har været ret konstant gennem hele perioden. Ser man derimod på figuren under, som ikke måler den samlede kompensation, men derimod wages/salaries altså timeløn/salær isoleret, så er udviklingen en anden. Ser man ift. toppunktet i starten af 1970’erne, så er der i den efterfølgende periode et reallønsfald, der først bremses i slutningen af 1990’erne. Derefter begynder man at nærme sig niveauet fra 1970 i løbet af 2000’erne. Ser man på lønnen isoleret, så må man således give underkonsumptionsteorien ret, der har været et fald eller en stagnerende lønudvikling for arbejderklassen i USA. Men Kliman accepterer ikke denne udlægning. I hans optik er det mere rimeligt at se på den samlede kompensation. Denne indeholder arbejdsgivers udlæg til Social Security og Medicare altså forsikringer ift. arbejdsløshed og sundhed. Ser man på denne samlede kompensationspakke, så får man en ret kontinuerlig vækst. Dermed mener Kliman, at han har modbevist et af de bærende argumenter hos David Harvey og konsorter - nemlig reallønsfaldet og den stigende udbytning, der har skabt en under-efterspørgsel som man har forsøgt at løse gennem gæld.

Kliman kan selvfølgelig vælge de data han vil og altså fokuserer på løn+tillægsforsikringer betalt af arbejdsgiver, men faktum er, at hans argumentation på netop dette punkt er stærkt problematisk af flere grunde.

Først og fremmest får han slet ikke skovlen under underkonsumptionsteorien med dette argument. Det er således meget muligt, at den samlede kompensation stiger, men arbejdsgivers udlæg til Social Security og Medicare er netop ikke penge som lønmodtageren får mellem hænderne til at øge sit forbrug og dermed købe de varer, der bliver produceret. Man kan således sagtens have en samlet lønkompensation, der stiger, men hvor andelen af fx sundhedsforsikringer og arbejdsløshedsforsikringer stiger samtidigt. Så vil hr. og fru lønmodtagere stadig opleve at deres købekraft forringes, hvilket blot bekræfter underkonsumptionsteoriens pointe.

Ydermere er det politisk problematisk. Stigningen i Social Security og Medicare er jo netop et udtryk for neoliberalismens nedskæringer på velfærdsstaten. Derfor indikerer disse muligvis en stigende lønkompensation, men samtidigt også det forhold, at man har privatiseret social sikkerhed og sundhed, og at arbejdsgiveren såvel som lønmodtagere nu bærer denne udgift. Derfor fremstår Klimans kritik af underkonsumptionsteorien på dette punkt ærlig talt uheldig.

Harveys kritik af profitratens tendens til fald som kriseforklarings

Harvey forholder sig i en polemik med en anden fortaler for profitratens tendens til fald, Michael Roberts,  kritisk til forklaringen på en faldende profitrate. For Harvey er det på ingen måde givet, at profitraten falder på grund af en stigning i kapitalens organiske sammensætning. Mangel på efterspørgsel (som netop er Harveys position), en stærkere arbejderklasse, der kan gennemtvinge lønstigninger (situationen frem til start 1970erne), ressourceknaphed og sidst men ikke mindst spekulativ adfærd, der netop kan skabe ressourceknaphed som man har set inden for korn, olie m.m. Der er således rigtig mange mulige baggrunde for en faldende profitrate, hvilket han har ret i. Dog må man allerede her tage Kliman i forsvar, da han rent empirisk faktisk viser en øget organisk sammensætning, og en faldende profitrate gør sig gældende. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at de andre forhold Harvey nævner gør sig gældende, men udelukker omvendt heller ikke, at Kliman har fat i noget substantielt.

Til gengæld rammer Harvey mere plet når han kritiserer profitratens tendens til fald som forklaringsmodel for finanskrisen. I Harveys optik er det selve det forhold, at kreditmarkedet ophobede enorme værdier på grund af den manglende efterspørgsel og koblingen af kreditmarkedet til det ekstremt kapitalintensive boligmarked. Dette sameksisterer samtidigt med neoliberal politik, der faciliterer deregulering af de finansielle markeder. Staten som også opererer efter de neoliberale principper prioriterer ved krisen at redde bankerne og finanskapitalen, mens folk som flest må gå fra hus og hjem. Kæmpe mængder kapital destrueres, men for de kapitalister, der klarede krisen, har det også været muligt at samle store dele af boligmarkedet op for en slik. Som Harvey pointerer så er finanskrisen ikke blot en krise for kapitalismen, det har samtidigt været den største værdioverførsel fra arbejderklassen til kapitalistklassen nogensinde. Harvey sammenligner dette med Marx begreb om primitiv akkumulation, altså simpelt tyveri. Denne gang med den amerikanske stat som mellemmand. Selv om Harvey abonnerer på den holdning, at hver krise er unik og at man derfor ikke kan forlade sig på profitratens tendens til fald, så er der en gennemgående tråd i hans kriseforståelse. Dels lønkampen mellem kapital og arbejde, som direkte påvirker efterspørgslen, og kreditsystemet som helt afgørende ophobningsmekanisme af kapital, der devalueres og derigennem devaluerer en række andre former for kapital, fx arbejdskraft, huse, varer etc. Spekulativ adfærd forstærker disse mekanismer, der ligger iboende i kreditsystemet, som man har set ved tidligere tilfælde (Paris i 1867, 1928 i USA og 1975 i New York).  

Alligevel har Harvey et langt bredere teoretisk redskab i hans krise forklaring. Der kobler både fordelingskamp og det specifikke ved finanskapitalen nemlig kredit/gæld og spekulation. Dermed bliver han også bedre i stand til at inkorporere det historisk specifikke i hans kriseteori, og hans forklaring på finanskrisen er derfor i min optik også mere overbevisende end Kliman’s mekaniske henvisning til profitratens tendens til fald, der blot applicerer gældsproblematikken uden at det helt hænger sammen.

Konklusion

Kliman viser, at profitraten faktisk har haft en faldende tendens over de sidste 60-70 år. Dette er interessant, og viser noget om kapitalens dynamik, der ikke skal glemmes af en moderne venstrefløj. Harveys kritik af profitratens tendens til fald udelukkende funderet i kapitalens organiske sammensætning, er korrekt. Det behøves ikke at forholde sig sådan, at det kun er den teknologiske udvikling, der driver et fald i profitraten.

Ikke desto mindre viser Kliman, at der empirisk faktisk viser sig et sådant forhold. Klimans metodiske valg virker i denne sammenhæng fornuftige. Han viser, at den organiske sammensætning har været stigende, og at profitraten er faldet. Man kan så indvende, at andre faktorer, blandt andet dem Harvey nævner, også gør sig gældende, men man kan i hvert fald ikke udelukke, at det Kliman viser ift. forholdet mellem konstant og variabel kapital er væsentligt.

Spørgsmålet er så om den faldende profitrate er central for den krise vi havde i 2008. Kliman argumenterer ikke nær så overbevisende for dette. Ser man på profitraten så er der en langvarig faldende tendens, uafhængigt af konjunkturer og kriser. Den falder således i store dele af 1950erne og 1960erne hvor der var boom i økonomien, men stiger i perioder i 1970erne under recession og krise. Dette hænger selvfølgeligt sammen for Kliman med destruktionen af kapital, som genrejser profitraten. Denne forklaring er absolut acceptabel. Til gengæld er det ikke acceptabelt i min optik, at Kliman reducerer finanskrisen til den faldende profitrate fra og med 1970’erne. En sådan forklaring overser simpelthen dels det politiske niveau, der muliggjorde en ny finansiel struktur (de-regulering af de finansielle markeder), dels det faktum, at købekraften blandt lønmodtagerne i fx USA har været faldende, uagtet at arbejdsgiverens udgifter til andet tillægsforsikringer har været stigende. Alt andet lige kan arbejdsgivers delbetaling til socialsikring og sundhedsforsikringer ikke sidestilles med løn. Det er en omkostning, men ikke det samme som løn!

Fundamentalt ender Kliman i det problem, at profitratens tendens til fald fungerer relativt autonomt ift. klassekampen. Bevares en stærk arbejderklasse kan gangske vist gøre ondt værre, men profitraten falder altså organiseret klassekamp eller ej. Dermed bliver Kliman også nødt til at afkoble lønkampen fra sin fortælling ved tvivlsom brug af teknikaliteter nemlig Klimans kontraintuitive integration af tillægsforsikringer i hans lønbegreb, for at modbevise den faldende realløn i sit forsøg på at give profitratens tendens til fald primat, og udgrænse andre mulige forklaringer som fx underkonsumption.

Problemet er således ikke, at Kliman argumenterer for profitratens tendens til fald. Det er et helt legitimt stykke forskning Kliman leverer, og som er væsentligt og vigtigt. Problemet er, at Klimans forsøg på i sidste instans at reducere finanskrisen til profitratens tendens til fald simpelthen ikke er særligt overbevisende sammenlignet med Harveys elaborerede forklaringsmodel, der både tager højde for det økonomiske, institutionelle og det politisk-ideologiske niveau. Sammenlignet med dette fremstår Klimans tilgang unødigt simplificeret. Der kræves simpelthen en større empirisk sensibilitet end blot at henvise til et så overordnet makro-fænomen som profitratens tendens til fald. Dette manglende blik for historisk specifikke forhold, som Klimans position er eksponent for, betyder også, at han ender med at afvise fænomener, som måske ikke er altforklarende, men som absolut er væsentlige når den konkrete finanskrise skal forklares såsom finansialisering og neoliberalisme. Det kan således godt være, at Kliman har ret i, at profitraten falder og at dette vil føre til en krise. Men finanskrisens specifikke udtryk kan simpelthen ikke isoleres fra fx neoliberalisme og finansialisering.

Man undrer sig således lidt over Klimans tilgang. Hvorfor ikke opbygge et teoretisk apparat, der integrerer og forklarer profitraten OG de andre fænomeners sameksistens og betydning. Det ville være virkelig interessant og meget givende for debatten. Dermed kunne man også begynde at diskutere profitraten igen, uden at blive framet som ortodoks. Problemet med Klimans tilgang er, at den er meget svær at forstå som andet end rendyrket ortodoksi.

Forfatterne til det kritiske indspark på Modkraft, skal selvfølgelig ikke gøres ansvarlig for de problemer, der er i Klimans analyse og tilgang. Alligevel er der reminiscenser af det samme. Profitratens tendens til fald gøres i sig selv til den korrekte analyse af kapitalismen. Og det er i min optik et problem. Der må og skal være en metodepluralisme på venstrefløjen, hvor man kan undersøge den politiske økonomi både ud fra profitraten, underkonsumption, finansialisering og neoliberalisme, frem for at begrænse synsfeltet unødigt. 

Litteratur:

David Harvey; The Limits to Capital 2011

David Harvey; The Enigma of Capital 2011

David Harvey; Crisis Theory and the Falling Rate of Profit 2014

Andrew Kliman; The Failure of Capitalist Production 2011

Karl Marx; Kapitalen 3.bog 2.bind 1972

Karl Marx; Grundrids bind 2 1975                                                                                    


[i] http://modkraft.dk/artikel/enhedslistens-kapitalismekritik-er-overfladisk