Venstrefløjen og EU
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. februar 2016

Med udgangspunkt i Esben Bøgh Sørensens artikel ”Venstrefløjen har glemt at kritisere ’Danmark’” behandler Jan Helbak venstrefløjens forhold til EU. Han ser det som en strategisk hovedopgave for venstrefløjen at flytte referencepunktet væk fra socialdemokratiernes anstrengte kompromis mellem velfærdsstaten og nationalstaten. I stedet må kampen for velfærdsordninger overskride nationalstatens rammer, hvor mulighederne i dag indlysende er stærkt begrænset, og EU - som den konkret foreliggende formation - må i stedet blive den aktuelle historiske kampplads. Den kampplads skal ikke begribes og fortolkes som en abstrakt krigsskueplads, men som en konkret scene for de sociale og politiske kampe der selvfølgelig også inkluderer EU's institutioner og de juridiske og politiske magtkampe her indenfor.

I dønningerne fra folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2015, skrev Esben Bøgh Sørensen (EBS) en ganske god og tiltrængt kritik af Enhedslistens forestilling om ”nationen” og det nationale fællesskab som slagkraftig modstandsfigur i kampen mod yderligere suverænitetsafgivelse til EU – ”Venstrefløjen har glemt at kritisere ’Danmark’” (1).

Uden på nogen måde at være uenig i Esben Bøgh Sørensens ærinde, da jeg faktisk sætter stor pris på artiklen, vil jeg gøre en række principielle overvejelser med udgangspunkt i EBS’s eget indledende spørgsmål, som han desværre ikke selv besvarer og heller ikke kan, på den måde spørgsmålet er formuleret.

Esben Bøgh Sørensen indleder sin artikel med spørgsmålet: ”Hvordan kan venstrefløjen bekæmpe de europæiske eliters nedskærings- og austerity-regime uden selv at falde i nationalismens fælde”?

Her etableres der en vertikal modsætningsfigur meget lig den de populistiske (venstre og højre) tilgange til det europæiske problem anvender: ”nationen/folket mod eliten”.

Klassespørgsmålet som den horisontale grundmodsætning under kapitalismen tildækkes.

Derved havner man uvilkårligt i den anden modstilling. Det nationale fællesskab bliver patetisk synonym for nationen og træder frem som første og centrale modstandsform over for den europæiske elite. Denne modstillings politiske konsekvenser er i virkeligheden EBS’ korrekte anslags- og kritikpunkt. Men ved at indlede, som han gør, overskrider han ikke den selv samme kritiserede modstilling.

Dernæst rejser sig spørgsmålet om hesten og vognen. Er det, som EBS mener, ”forestillingen om nationen”, der står i vejen for en gennemslagskraftig kritik af kapitalismen, eller er det tværtimod bl.a. EL’s opgivelse af den systemiske kapitalismekritik og klassebegrebet, der fører partiet i armene på begrebet nationen/folket som bærende enhed i det vertikale modsætningsbillede og den politiske kamp? Det spørgsmål besvares desværre ikke, hvad der gør selve kritikpunktet uklart.

Nationsdannelse

Jeg er ganske enig i artiklens sondring mellem begreberne nation, national og nationalstat (2). Men for det første er det vigtigt at slå fast, at nationalstaten historisk i flere tilfælde er blevet til som tredjestands progressive opgør med enevælden bl.a. i Frankrig. For det andet kan nationalstaten ikke kun forstås funktionalistisk. Nationalstaten er i hele Europa inklusive Danmark blevet til gennem årtiers kamp mellem klasserne, især inden for tredjestand og mellem nationerne og staterne om, hvilken statsform, der bedst passede til de stærkeste klassers og staters interesser – og ikke mindst nationsforståelse. Altså - for det tredje - kommer stat før nation og stat som nationalstat; og for de fleste europæiske landes vedkommende forbliver betegnelsen nationalstat faktisk en tilsnigelse, for så vidt vi med nation henviser til fødsel, afstamning, folk og sprog. I Danmark var der eksempelvis stærke interesser, som kæmpede for at bevare den danske helstat på bekostning af samlingen af de mange nationer spredt over det område, vi i dag kender som Danmark. Dertil kommer, at der som bekendt historisk er stor forskel på den franske og tyske definition af folk, nation og nationalstat. Afgørende er det dog, at lige indtil den franske revolution, hvor forsamlingen af generalstænder udråbte sig selv til nationalforsamling, var den almindelige forestilling, at det kapitalistiske marked kunne udvikle sig inden for helstaten, hvor de forskellige lokale nationer levede side om side. Det er først med revolutionskrigene, bonapartismen og senere samlingen af Tyskland, som - i modsætning til samlingen af bl.a. Frankrig - var båret af en reaktionær og ekspansionistisk kapital, der ikke havde styrke til at gøre sig selv til dén progressive og samlende klasse, at nationsbegrebet og nationalstatsbegrebet endeligt smelter sammen.

Men hverken i den første eller den anden version gennemføres nationalstatsdannelsen udelukkende fra oven gennem statsmagten. Nationalstatsdannelsen har været en særdeles blodig affære næsten over det hele og til alle tider været indvævet i selve klassekampen og dens horisontale indhold og ikke mindst folkelige oprør.

Nationalstat og velfærdsstat

Moderne nationalstatsdannelse i Nordamerika og i det meste af Europa, hvor national efterhånden veg for velfærd som forstavelse, opstår som tendens i perioden efter 1. Verdenskrig og slår for alvor igennem efter 2. Verdenskrig. I krigens kølvand blæste socialdemokratierne og de progressive liberale kræfter (f.eks. i USA) til kamp mod alle højrenationale kræfter inden for de enkelte nationalstater og inden for den nationale kapitalismes rammer. Socialdemokraternes kamp i de fleste lande var i den henseende progressiv. ”Danmark for folket” og ”Folkehemmet” i Sverige er progressive opgør med den reaktionære konservatisme og kompromitterede liberalisme men også et opgør, der rummer sin egen modsætning i sig – nemlig klassebegrebets konvertering til det nationale velfærdsbegreb. (Her kan anbefales en læsning af Hans Magnus Enzensbergers essay om Sverige i bogen Åh, Europa).

Velfærdsstatsbegrebet og nationalstatsbegrebet, som vi kender det i dag, indgik således i et spændingsforhold som både hinandens modsætning og forudsætning, og det er præcist på det punkt, at det stakkels socialdemokrati ikke kunne komme længere, da den nationale kapitalisme og velfærdsstat som ramme omkring akkumulationen og velstandsudviklingen brød sammen i 1973.

Siden – dvs. indlejret i det neoliberale hegemoni – er velfærdsresterne og nation/national smeltet sammen som reaktionært bolværk mod den globale kapitalismes hærgen hen over grænserne – bl.a. mytificeret i EU som monolitisk figur og ”værktøj”. Af de samme grunde er det blevet forbandet vanskeligt for socialdemokratierne og den venstrefløj, der i sin (mangel på) internationale orientering reelt ikke har overskredet socialdemokratismen, at tage kampen op mod nationalpopulismen, idet de forskellige strømninger i arbejderbevægelsen selv har bidraget til at nedslide klassebegrebet for til sidst helt at udelukke det. Tilbage er så nationen som subjekt – som velfærdssubjekt – det amorfe folk som ”nationssuveræn” sat i et anstrengt vertikalt modsætningsforhold til staten som modstående subjekt og suveræn og til dens protagonister – ”eliten”.  

Som konsekvens af EL’s erstatning af kritikken af kapitalismen som et udbytningssystem med kritikken af kapitalismen som et asocialt system (behersket af dyb ulighed og udnyttelse og undertrykkelse) bliver vejen til modstillingen ”folket versus eliten” således ikke lang. I den forståelsesramme er det næsten logisk tvingende, at man som parti glidende overtager eller gentager det gamle socialdemokratiske kompromis mellem nationalstat og velfærdsstat. I forsøget på at opbygge et ”moderne” modsætningsbillede forledes partiet ironisk nok til referencer til den historiske periode, hvor nationalkapitalismen stadig var fremherskende samfundsformation på verdensmarkedet. I den forstand er det rimeligt at karakterisere EL’s kapitalismekritik som anakronistisk. Som udløber heraf, har EL brug for et overordnet vertikalt modsætningsbegreb mellem den ”europæisk elite – in casu EU som monolit – og den ”selvberoende nationalstat”, hvor ”vi trods alt har lidt at skulle have sagt”. Det Pernille Skipper kalder ”selvbestemmelse”.

Ændret formulering af problemstillingen

Havde EBS i stedet indledt sin artikel med følgende spørgsmål: ”Hvordan kan venstrefløjen bekæmpe nedskærings- og austerity politikken i EU uden selv at falde i nationalismens fælde”, ville han have abonneret på et helt andet svar mere i overensstemmelse med sit ærinde, hvor klasserne og klassekampen naturligt havde fået forrang frem for nationalstat versus elite in casu EU.

Men netop venstrefløjens diffuse holdning til EU fører desværre ofte til, at man trods alle gode hensigter præcist havner i de modstillinger, man søger at undgå. Af samme grund har venstrefløjen haft besvær med at udnytte de seneste års skærpede spændinger i EU og i medlemslandene; fordi der i dag, hvor vi skriver 2015, ligger en anakronisme indbygget i modstillingen, hvorfor den politiske profit af samme årsag tilfalder højrepopulismen, hvis indre dynamik netop er anakronismen.

Hvis vi skal ud af dette dødvande, må venstrefløjskritikken som udgangspunkt insistere på at frigøre velfærdsbegrebet fra nationalstatsbegrebet og konsekvent formulere det ind i en større institutionel sammenhæng, der mere har karakter af en Union/Føderation end den hybrid, som EU er i dag.

Det er netop vores insisteren på velfærden - og klassernes kamp om at definere velfærden - der afføder tvangen til at tænke ud over nationalstaten og realisere de vigtigste velfærdselementer i Romtraktaten; elementer, som de herskende klasser i efterkrigstiden blev tvunget til at tage alvorligt som følge af den stærke arbejderbevægelse og først i slutningen af 70’erne under helt andre styrkeforhold kunne erstatte med en rendyrket neoliberal strategi – dvs. fremme af kapitalens herredømme, afvikling af velfærdsstaterne og det demokratiske Unionsperspektiv.

Austeritypolitikken og korthuset

Men der har trods alle falbeladerne om ”kapitalens EU” ikke på noget tidspunkt siden vedtagelsen af Kul- og stålunionen været tale om en lineær eller teleologisk proces. Lige som sammenfiltringen af velfærdsstat og nationalstat er foregået gennem klassekampe og kampe borgerskaberne imellem, er det samme tilfældet med EU’s udvikling - især siden opbygningen af ”det indre marked” tog sin begyndelse (et helt aktuelt eksempel er Donald Tusks kompromis i forhold UK). Det samme gælder for de afgørende institutionelle ordninger, som vi kender i dag. Eksempelvis euroen, ECB mv. Det grænser til reduktionisme at negligere de mange kampe og teoretiske og praktiske uenigheder, der gik forud for Maastricht og vedtagelsen af den endelige Euro-konstruktion.

Det bliver således en mytificering af EU, når Unionen fremstilles som et entydigt institutionelt subjekt eller rendyrket redskab for de herskende klasser. Historisk forholder det sig faktisk sådan, at hele Unionsprojektet på en i sig selv ganske modsætningsfyldt måde har formidlet og modificeret modsætningerne mellem klasserne og især modsætningerne inden for de herskende klasser. Af samme grund er EU byzantinsk opbygget med kompromisfyldte balanceprincipper og har under pres, som vi ser det for tiden, let til uorden og dysfunktion, når klasserne, klassefraktionerne og deres retræte-position – nationalstaterne – ikke kan enes.

Eksempelvis repræsenterer Austeritypolitikken i sit inderste rationale først og fremmest et defensivt  tysk opgør med velfærdsstatstankegangen både i Tyskland selv og i store dele af det øvrige Europa til fordel for en neoimperialistisk konkurrencestatspolitik, hvor EU som overstatsligt organ har til formål at danne ramme om og samtidig disciplinere de enkelte nationalstater til at harmonisere deres politik som forberedelse til kampen om den europæiske storkapitals placering på verdensmarkedet.

Det er den politik, der nu trods enighed om målet, opponeres i mod bl.a. fra Italien, Spanien og Frankrig, fordi den slår ind i de enkelte nationalstater som påtvungen skærpelse af klassemodsætningerne og vækker den slumrende sociale utilfredshed. Hvis man gennemgår Kommissionens og ikke mindst Tysklands adfærd over for Grækenland (og vedtagelsen af de mange halve kompromiser i forbindelse med gældskrisen), fremstår Tyskland ikke ligefrem som en fremsynet og samlende lederskikkelse. Havde Tyskland vitterligt besiddet den magt, som landet og Angela Merkel tilskrives, og havde Kommissionen og eurozonens ledelse haft en konciperet strategi og køreplan, som det er blevet hævdet, ville forløbene under gældkrisen og disciplineringen af Grækenland have set helt anderledes ud. I stedet har udviklingen og efterdønningerne i begge tilfælde tæret på Tysklands såkaldte herredømme og de ledende EU-institutioners handlekraft.

Reformpolitikkens EU perspektiv

Havde EBS’ artikel været tro mod sit eget ærinde og formuleret det indledende spørgsmål som foreslået, ville svaret helt logisk have været orienteret mod den europæiske klassekamp og de forskellige kapital- og klassefraktioners indbyrdes kampe. Af samme grund kunne artiklen på overbevisende måde have slået fast, at nationalstatsspørgsmålet skulle underordnes klassespørgsmålet. Så ville det også have været mindre interessant, at venstrefløjen har glemt at kritisere ”Danmark”, fordi det ville fremgå, at det egentlige kritisable er, at venstrefløjen ikke fører klassekamp og således heller ikke kamp for velfærden, fordi denne kun kan sikres gennem europæisk klassekamp bl.a. udfoldet som forbigående kompromiser med EU som overstatslige Union.

Noget af forklaringen på at EL og flere af de tilsluttede organisationer i European Left træder vande i et uafklaret forhold til EU’s betydning for en socialistisk strategi er, at det i de seneste årtiers defensive periode ikke er lykkedes arbejderbevægelserne, herunder de politiske partier at vriste velfærdsbegrebet fri af nationalstatsbegrebet på en praktisk og overbevisende måde. Af samme grund har arbejderklasserne været bundet til "nationalstaten som referencepunkt".

Derfor må det blive en strategisk hovedopgave for venstrefløjen at flytte referencepunktet væk fra socialdemokratiernes anstrengte kompromis mellem velfærdsstaten og nationalstaten. Kampen for velfærdsordninger må overskride nationalstatens rammer, hvor mulighederne i dag indlysende er stærkt begrænset, og EU - som den konkret foreliggende formation - må i stedet blive den aktuelle historiske kampplads. Den kampplads skal ikke begribes og fortolkes som en abstrakt krigsskueplads, men som en konkret scene for de sociale og politiske kampe der selvfølgelig også inkluderer EU's institutioner og de juridiske og politiske magtkampe her indenfor.

Min grundantagelse er (og dén får man ikke øje på i et vertikalt perspektiv), at de herskende klasser i den givne historiske situation hverken har tilstrækkelig lederskab, vilje eller kræfter til at føre EU videre og indordne de stridende klassefraktioner. Man kommer ikke videre, fordi et nyt kompromis med arbejderklassen og de andre lønmodtagerklasser vil række langt ud over de hidtil kendte nationale kompromiser.

Vi vil næppe heller se reelle bestræbelser for at overskride den nuværende Unionskonstruktion, med mindre de herskende klasser tvinges til en radikal tilbagetrækning fra den neoliberale strategi, der forfølges lige nu. Men indtil videre er hverken det nationalistiske højre eller venstre i en position, hvor de kan mobilisere for et sådant pres.

Vi har altså en situation, hvor de nuværende statsledere ikke kan enes om ændring af EU-institutionernes indbyrdes magtstruktur, selv om den eksisterende ikke kan løse den europæiske kapitals problemer. Tværtimod skabes til stadighed nye problemer.

Fra finanskrisen over gældskrisen til flygtningekrisen viser utilstrækkeligheden sig i EU’s institutioner og magt- og beslutningsstruktur. Man kan ikke enes om en demokratisering af EU og en forenkling af beslutningsprocedurerne. Man kan ikke enes om ændringer i EU's budget. Og man kan ikke enes om de nye institutionelle rammer - fordelings- og omfordelingsmekanismer, sociale institutioner og generelle arbejdsmarkedspolitiker – der skal til, hvis den fælles valuta skal fungere. Tværtimod ser vi, at statslederne kun magter at indføre de mest rudimentære elementer i en bankunion og endog med meget små skridt af gangen. De har stadigt ikke udviklet en reel buffer inden for eurozonen, og de kan slet ikke finde ud af vedtagelsen af en fælles finanspolitik og skattepolitik. Derved hænger de fast i halve løsninger, som gør Euroen ligeså udsat i dag som for fire år siden.

Kaster vi så blikket på lønmodtagerklasserne, er deres problem, at de vilkår, de tidligere kunne sikre inden for nationalstatens rammer, reduceres løbende samtidig med, at store grupper fra arbejderklassen hænger fast i det gamle kompromis mellem velfærdsstat og nationalstat - på trods af at den ønskede velfærd i dag kun kan virkeliggøres som fælles europæisk kamptema. Disse lønmodtagere og deres organisationer har således en objektiv interesse i at reformere de institutioner, der virker inden for EU. De har en interesse i et opgør med det kompromis, som EU er på en række områder, der dækker spørgsmål som overenskomster, korttidskontrakter, arbejdsmiljøstandarder, arbejdstidsregler, udbudsdirektiv og dagpenge. Desuden opgør med finanspagten, indførelse af fælleseuropæisk virksomhedsbeskatning, harmonisering af pensionskasserne, ændring af de forskellige handelsaftaler osv.

Men det giver selvfølgelig også sig selv, at disse reformer ikke kan gennemføres uden en demokratisering af EU gennem ændringer af institutionernes indbyrdes magtforhold og struktur bl.a. for at sikre demokratisk kontrol (her tænkes bl.a. på initiativret, fællesprocedure, opsættende kompetencer, nyformulering af forholdet mellem parlament, råd, kommission og de nationale parlamenter osv.). Man kommer med andre ord ikke uden om at forbinde den økonomiske og sociale kamp med en fælles politisk institutionel kamp for at omforme EU’s institutionelle balancestruktur. Der skal jo være nogen til at sikre, at de forskellige praktiske delsejre implementeres og reguleres.

Summa summarum er det min principielle påstand, at der i den europæiske klassekamp skal indgå en organisk kobling mellem kampen for velfærdsreformer i Europa og for reformer af EU og dets institutioner - altså en kamp for en ny traktat, hvor det gamle institutionelle kompromis vristes fri af dets neoliberale udformning.

Af samme grund mener jeg, at venstrefløjen i sine strategiske diskussioner skal tage et opgør med arbejderklassens nuværende nationale snæversyn. Opgøret hermed – i stedet for tilpasningen – skal ske gennem formuleringen af en velfærdspolitisk reformstrategi og en demokratiseringspolitik, der åbner for at forsvare lønmodtagernes klasseinteresser i en periode, hvor de vanskeligt lader sig forsvare på nationalstatslig grund. Hvis man anlægger det blik, vil man også kunne få øje på de muligheder, der rent faktisk gives for at formulere praktiske initiativer.

Lad mig blot som anskuelse nævne en mulighed fra min egen verden – den kommunale velfærd. I takt med de mange udliciteringer og konkurser inden for ældreplejen er der sket det, at små- og mellemstore virksomheder må give op og overlade arenaen til de store europæiske sundhedskoncerner, der opererer transnationalt og unddrager nationalstaterne for skatteindtægter. Eksempelvis opererer Attendo i Sverige, England, Danmark, Norge og Holland. Koncernen har skiftet kapitalfondsejere 2-3 gange. Hvad ville være mere fornuftigt, end at FOA, DSR osv. på et eller andet tidspunkt gennem EPSU eller ETUC tog initiativ til at samle de involverede fagforeninger til en konference med det formål at formulere en fælles front for fælles standarder? Men det kan slet ikke lade sig gøre uden samtidig at indlede en konflikt/opgør med Kommissionen og EU-domstolen og udfordre selve udbudsdirektivet.

Og sådan kunne man tage område for område.

Det er med andre ord ganske vigtigt, hvordan vi formulerer problemstillingen, når det gælder EU, fordi de valgte formuleringer om ikke determinerer så i hvert fald beskriver retningen for vores handlemuligheder. Og det er ganske ulykkeligt, når venstrefløjen formulerer sig på en måde, som logisk fører den mod de samme positioner som højrepopulismen – uden anden sammenligning i øvrigt.

Opløsningstendenser og europæisk reformstrategi?

Vi skal huske, at hvor national selvbestemmelse som en del af den nationale kamp for selvstændighed og mod fremmed dominans eller mod resterne af de feudale dynastier ofte spillede en progressiv rolle for klassekampens politiske frigørelse, optræder det samme begreb i dag i bedste fald diffust og i værste fald som et tomt begreb for national reaktion. Derfor er det venstrefløjens opgave at vriste begrebet selvbestemmelse fri af begrebet om det nationale. På samme måde som det gælder om at vriste velfærdsbegrebet fri af den nationalstatslige horisont og i forlængelse heraf indsætte begge begreber som dannende for den europæiske reformstrategi.

Det fører mig over til en af de usagte antagelser i bl.a. Enhedslistens EU-strategi eller måske rettere politiske holdning. Nemlig at der på ruinerne af et svækket EU, fordi flere og flere centrifugale kræfter undergraver Unionen, kan opbygges nye progressive alliancer og samarbejdsstrukturer, der både øger den demokratiske indflydelse og svækker den kapitalistiske magtstruktur.

Men man kan ikke slutte fra et sammenbrud i EU og til, hvad resultatet vil blive, hvis man ikke kan redegøre for årsagerne til sammenbruddet. På den anden side er vi afskåret fra at beskæftige os med årsagerne og disses historiske genese og forløb, hvis forholdet til undersøgelsens genstand og dens symptomer mytificeres. Så kommer vi ikke længere end til at opsætte frugtesløse modstillinger (overnational/national osv.) eller til ren og skær ikonoklasme.

Om det er en stat eller eksempelvis EU, der bryder sammen eller går i opløsning, så er der altid bestemte sociale og politiske kræfter, der forårsager dette sammenbrud. Det sker ikke af sig selv. Det kan ske som følge af, at stærke kræfter ikke længere mener at kunne bruge EU og af samme grund ikke følger EU's spilleregler eller trækker energi ud af Unionen (England, Polen, Ungarn m.fl.). Retningen kan også bevæge sig fra det modsatte punkt, hvor ingen kraft i EU er stærk eller central nok til at holde sammen på Unionen og opretholde den givne orden (eks. Tysklands svækkede stilling).

Reglerne er der, men de overholdes ikke. Institutionerne er der, men bruges ikke eller respekteres ikke. Der opstår en tilstand af beslutnings- og handlingslammelse eller i hvert fald forsnævring. Disse indre dynamikker kan sættes i gang af interne kræfter eller udefra kommende som eks. flygtningestrømmen eller via TTIP, hvis den nogen sinde bliver vedtaget. EU, som vi kender det, kan også bringes i opløsning og nye alliancer danne nye konturer ud af opløsningen bl.a. som resultat af omfattende klassekampe på tværs af grænserne, hvor disse kampe og kamptemaer skubber til de indre balancespændinger mellem f.eks. parlamentet, Rådet og Kommissionen. Eksempelvis kan kravet om en ny grundtraktat vil blive akut, selv om alle lige nu slår syv kors for sig bare ved tanken. Selv en så beskeden begivenhed som valget til EU-parlamentet gav store dønninger og ændrede magtbalancer, der endnu ikke har fundet en ny fast form.

Kort sagt skal de eventuelle sammenbrudstendenser/-symptomer analyseres og årsagsbeskrives, før vi kan sige ret meget om konsekvenserne. Men vi kan dog tage for givet, at i alle former for klassekampe indgår der institutioner både som umiddelbare aktører (partier, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, bevægelser) og som regulativer med eller uden sanktionskompetencer (statssystemer og overstatslige systemer). I samtlige europæiske lande er der en arbejdsmarkedslovgivning. De fleste af klassernes forskellige sejre er nedfældet i en eller anden form for lovgivning, regulativ, forordning mv. og til disse hører udøvende myndigheder. Det betyder selvfølgelig også, at al klassekamp, hvor ophedet den end måtte være, relaterer sig til disse myndigheder enten ved at ville jævne dem med jorden eller flytte accenten i lovgivningen og myndighedernes beføjelse (det spørgsmål diskuteres for tiden indgående i Syriza). Men sikkert er det, at kampene hverken foregår i et tomrum eller fortsætter i det uendelige. Hver delsejr skal institutionaliseres, og klasserne vil udfolde sig eller omgruppere sig på dette nye niveau.

Institutionerne og klassekampen

Man har således efter min bedste overbevisning et mytomanisk forhold til klassekamp og til klassernes indre liv, hvis man ikke konsekvent indsætter kampene, spændingerne, udviklingsmulighederne, formerne osv. i en konkret historisk-institutionel kontekst. Efter mine begreber har venstrefløjen gennem de sidste 30 år været plaget af denne form for mytomani, hvorfor den først nu, hvor den ligger ned, er begyndt at tage statsspørgsmålet (forstået som institutionelt system) alvorligt. Den er først nu ved at forstå, at ingen klassekamp foregår i et lufttomt rum, hvor den fortsætter indtil den ene part ligger helt ned. Således er det også først nu, at det er ved at blive accepteret, at staten ikke er et subjekt eller et redskab men derimod et system, en modsætningernes enhed. Ergo vil staten eller et overstatsligt organ altid være behæftet med store indre spændinger, interessekampe, obstruktioner, vildledninger, alliancedannelser osv., der blusser op i forbindelse med klassernes kamp mod hinanden, og/eller når den herskende orden udfordres.

Som jeg har læst debatterne gennem de sidste par år, minder flere af de nye indsigter i mange formuleringer om Poulantzas’ positioner og modne analyser af staten. Desværre gør det derimod ikke sig gældende, når det drejer sig om EU.  

Som en slags forvreden gramscianisme a la Togliattis’ udlægning abonnerer megen EU-modstand nemlig på en modernisering af folkefrontspolitikken eller bevægelsen for antimonopolistisk demokrati. Ikke længere mod fascismens barbari og trussel mod det kapitalistiske verdenssystem men mod oligopoler, monopoler, eliter og andre former for absolut magtudøvelse. Nøjagtig af den grund forhindrer EU-modstanden at forstå EU som det, det er - et overstatsligt kompromisbelastet system fyldt med de samme modsætninger, spændinger osv. som dem, der beskriver de indre processer i de statslige systemer.

Man behøver blot at følge de forskellige regionale spændinger inden for de europæiske nationalstater for at se, hvorledes de modificerer og nuancerer nationalstatsbegrebet betragtelig. For det andet fremgår det ganske tydeligt af det meget komplekse Europakort, at mange sektioner af arbejderklassen og de brede lønmodtagergrupper - og ikke at forglemme grupper af småborgere - har ganske åbenlyse sammenfaldende interesser på tværs af grænserne. Disse regionale spændinger og modsætninger er i deres grund sociale og kan kun løses som sådanne - men ikke længere inden for nationalstatens rammer.

Begreberne center og periferi betegner langtfra ensidigt forholdet mellem nord og syd i Europa, selv om det er den modsætningsakse, alle problemer lige for tiden søges forklaret ud fra. Men begreberne center og periferi kan nok så meget beskrive relationerne mellem forskellige regioner inden for hver nationalstat i EU, der i virkeligheden har karakter af transnationale modsætninger. Disse spændinger slår dybt ind i de nationale staters sammenhængskraft (Udkantsdanmark, den rådne banan i Europa osv.) men også ind i EU-systemet og præger de indre spændinger i institutionerne (den spanske region Extremadura har mere til fælles med Nordjylland end den har med Barcelona).

Hvis vi går uden for EU, finder vi også en række kræfter, som kan medvirke til at forstærke de indre spændinger i EU.

Chokterapien i Østeuropa, der i en kort periode medvirkede til at fremme tyske kapitalinteresser og øge profitraten, har efterladt konfliktfyldte og dysfunktionelle nationalstater, som i dag indgår som reaktionære elementer i EU's magtkampe og er nettoeksportører af billig arbejdskraft, der destabiliserer "de gamle EU-lande".

Heller ikke EU-landenes imperialistiske politik er historisk foregået som åbenlys udplyndring men derigennem gennem et hav af institutioner og aftaler, der hidtil har gavnet Europa, men som nu udgør en ny kampplads i forhold til placeringen i det kapitalistiske verdenssystem (eksempelvis er det jo i dag G20 og ikke længere bare G7). Her står EU i dag svagere end før finanskrisen i 2008, og den svækkede position forlænges og forstærkes ind i EU’s institutioner og indre magtstrukturer.

Alt i alt kan man således ikke abstrakt besvare spørgsmålet om, hvordan arbejderbevægelsen vil være stillet ved EU's mulige opløsningstendenser. De vurderinger må gøres gennem konkrete analyser af, hvilke kræfter der er på spil og samtidig medtænke arbejderbevægelsen både som en del af institutionerne og indfældet i den mulige opløsningsproces. Det ser vi allerede i dag, hvor både de nationale arbejderbevægelser og politiske partier fra socialdemokratierne og ud efter samt den europæiske fagbevægelse har vanskeligt ved at analysere de mange splittelsestendenser i EU, der krydser hinanden og delvist handlingslammer bureaukratiet og stækker de nationale lederes handlekraft i ministerrådet (Polens og Tjekkiets enegang, ’Brexit’ og Spaniens, Italiens og Portugals øgede pres for lempelser af nogle af Finanspagtens regler).

Det nødvendige opgør med den moderne folkefrontspolitik

Men det er præcis den fremgangsmåde, som åbner for konkrete analyser og transnationale strategiske fællesskaber. Men de muligheder blokeres af forestillingen om et EU som en monolit eller som et oligopol; når det modsatte i virkeligheden gør sig gældende: at EU er et relativt svagt og porøst institutionelt system, der formidler, forhandler og modificerer de givne magtforhold og magtkampe både mellem klasserne og mellem nationalstaterne inden for deres konkrete magtgeometri. Den traditionelle dæmonisering skygger også for det forhold, at EU-systemet som ethvert andet magtsystem i længden står og falder med legitimiteten. Og helt konkret adskiller indholdet i EU systemets legitimitet sig ikke nævneværdigt fra nationalstaternes.

Selv nu 30 år efter indledningen af opgøret med velfærdsstaten kan de herskende klasser og magtapparaterne kun legitimere sig selv gennem hævdelse af forsvaret af velfærdsstaten og de grundlæggende velfærdsinstitutioner.

Det giver næsten sig selv, at sammenstødet mellem tidligere statsformer og institutionelle systemer, der havde folkets velfærd som legitimeringsrationale og de nye, som har kapitalens ubegrænsede vækst som rationale, konstant antager stabilitetstruende modsætningsformer, hvilket bl.a. kan ses i symptomet "politikerlede" og had til "samfundseliten", der alene træder frem i sin dominante og spektakulære form, fordi de brede lønmodtagergrupper skal placere et ansvar for tabet af den hidtidige velfærd og endnu ikke har samlet sig til kamp om et nyt velfærdsperspektiv.

Det afgørende rationale, jeg udleder af ovenstående principielle betragtninger, lægger selvfølgelig an til en grundlæggende kritik af den moderne folkefrontspolitik mod EU. For det første fordi den skygger for indsigten i, at klassekampen under de aktuelt eksisterende betingelser allerede som udgangspunkt skal forstås på et højere og overgribende niveau end det nationale. For det andet underordner folkefrontstankegangen klassemodsætningernes artikulation under den "folkelige" kamp for miragen national suverænitet og ”selvbestemmelse” - en ”moderne” anakronisme. Og for tredje fastholder folkefrontsstrategien lønarbejderklasserne i en politisk og ideologisk defensiv og afhængig position, hvor de dels kun kan forsvare det engang opnåede og dels kun kan hente alternativer i utopiernes abstrakte luftlag. Det gælder eksempelvis ønsket om progressive mellemstatslige løsninger som den nye form for progressiv internationalisme; som om de mellemstatslige løsninger ikke også vil være undertvunget verdensmarkedets institutionelle orden, og som om arbejderklasserne ikke udbyttes og undertrykkes inden for nationalstatens grænser.

Således afklæder folkefrontspolitikken mod EU under de givne kampbetingelser arbejderbevægelsen et selvstændigt politisk perspektiv, og bidrager således indirekte til at legitimere de højrepopulistiske kræfters nationalisme og reaktionære indflydelse i arbejderklasserne.

Som f.eks. at arbejderbevægelserne stiller sig tilfreds med at bevare små tilbageværende nationale velfærdsgoder på bekostning af lønmodtagere fra andre medlemslande. De bliver stadig mere småtskårne i hele deres perspektiv (ikke kun i Danmark), og i mangel på reelle transnationale alternativer indgår de i nationale kompromiser med både borgerskaber og de mindst progressive dele af den nationale kapital for at redde stumperne, der er tilbage af de tidligere sociale og politiske erobringer.

Helt konkret er det endnu ganske sparsomt, hvad der bruges af politiske ressourcer i den danske fagbevægelse og de politiske venstrefløjspartier på at udnytte mulighederne for at kæmpe indenfor f.eks. ETUC og med afsæt i denne orientering skabe konvergerende bevægelser for bl.a. ETUC’s krav om bl.a. demokratisering af EU’s institutioner, ændrede demokratiske balanceprincipper, omfattende solidariske fordelingsprincipper, forbedrede arbejdsmarkedsvilkår i hele Europa. Hertil kunne føjes en samlet strategi for de spredte politiske kampe for at forsvare udkantsregionerne, der kunne forenes med de mange forskellige krav om en regulær europæisk udviklingspolitik, som også må omfatte ændrede handels- og udviklingsaftaler med Europas nærområder og Afrika.

I praksis indebærer hele ”folkefrontspolitikken”, at lønmodtagergrupper helt jordnært afskæres fra at tænke i transnationale klassealliancer for at løse helt konkrete og jordnære problemer. Det konkrete gøres abstrakt og det abstrakte utopisk – national selvbestemmelse fremstilles som det konkrete.

Konsekvensen er, at den venstrefløj, der spiller en aktiv rolle i ”folkefrontspolitikken”, idylliserer det nationale som modstandsfigur til den ”EU-elite”, der i virkelighedens verden stadigt mindre optræder og handler som elite. Men klassemodsætningernes fundmentale grænseoverskridende dynamik kan ikke artikuleres inden for et sådant perspektiv. Om man vil det eller ej bidrager man således til at lukke for arbejderbevægelsens fremtidsperspektiv og formuleringen af et alternativ til de nu kuldsejlede centrum-venstre projekter; man lukker af for den regulære opposition til de herskende klassers magtpartier, og de hjemlige modsætninger omformes til nuancer.

Man kan godt helt aktuelt og med rette hænge Mette Frederiksens og Socialdemokratiets reaktionære flygtningepolitik ud som umenneskelig. Men den er netop et produkt af den defensive EU-politik og de lunkne forbehold til Unionsudviklingen, som dele af venstrefløjen selv hylder. Så det bliver ikke til andet end moraliseren; der mangler et praktisk alternativ.

NOTE

1) Esben Bøgh Sørensen: ”Venstrefløjen har glemt at kritisere ’Danmark’” - artikel i dagbladet Information 19. december 2015 - http://www.information.dk/555913