Markedsøkonomiens Mistrøstighed
Af Hans Aage

Offentliggjort: 15. februar 2016

22 EKSEMPLER PÅ ØKONOMISKE VILDFARELSER

Resumé

Faget økonomi har transformeret sig fra at være et beskedent videnskabeligt redskab til at blive et moralsk problem. Faget har bredt sig ud over stadig flere områder og er blevet tiltagende spekulativt og ideologisk. Fire elementer dominerer den økonomiske ideologi: Markedsfundamentalisme, ligegyldighed over for fordeling og retfærdighed, tiltro til universel sammenlignelighed udtrykt i penge og forrang for økonomiske incitamenter som de eneste virksomme og de eneste respektable. Markedsfilosofi er blevet en samfundsfilosofi: Menneskelige relationer anskues som gensidigt profitable udvekslinger af goder drevet af egeninteresse, et generaliseret quid pro quo. Alt kan og alt bør købes og sælges. Markedsøkonomien kan ikke håndtere globale miljø- og fordelingsproblemer, som råber på central planlægning.

Markedsøkonomien som et moralsk problem

Faget økonomi har transformeret sig fra at være et beskedent videnskabeligt redskab til at blive et moralsk problem. Det begyndte med en videnskabelig landvinding. Dem er der ikke mange af i økonomi, men der er nogle, og denne - omkring 1870 - gav en teoretisk forklaring på en gammel gåde, nemlig på hvordan markedspriser dannes, og forklarede, at markedsøkonomien er en decentraliseret, spontan, effektiv og også i andre henseender attraktiv løsning på allokationsproblemet:

Hvordan kan ressourcerne bruges effektivt til opfyldelse af enkeltpersoners præferencer, givet:

1) individuelle og individualistiske præferencer,

2) initialressourcerne,

3) de teknologiske muligheder - ?

Et eksempel er det såkaldte vand-diamant-paradoks, som kloge mennesker (deriblandt Marx,[1]) havde spekuleret forgæves over i flere hundrede år: Hvordan kan det være, at vand, som er livsvigtigt, er så billigt, og diamanter, som dengang mest blev brugt til smykker, er så dyre? Forklaringen er, at forbrugerens nytte (og dermed betalingsvilje) af en vare aftager, når antal enheder af varen stiger og at prisen bestemmes af den sidste, marginale enhed af varen, af dens nytte og af dens produktionsomkostninger. Der var rigeligt med vand tilgængeligt, mens diamanter var sjældne. Når der bliver knaphed på vand, fx blandt en gruppe mennesker, som er faret vild i en ørken, vil prisholdet mellem vand og diamanter blive helt anderledes. Vand-diamant-paradokset kan ikke forstås uden en pristeori, som tager nytte og præferencer i betragtning.[2]

Stakkels Karl Marx fik aldrig kendskab til moderne pristeori, og Kapitalen Bd. 1 var forældet, da den udkom i 1867. Eller måske

blev han netop klar over, at der var sket noget, hvilket kan forklare, at han skrinlagde sit teoretiske arbejde efter 1870 til trods for, at den materielle basis for teoriudvikling, dvs. Marx’ personlige, økonomiske situation, forbedredes kraftigt takket være en stor donation fra Engels.

- Som illustration anføres i det følgende nogle citater af store ånder og kloge folk, som har det tilfælles, at de er vildledende, misforståede og fejlagtige, og Marx’ forfejlede pristeori – arbejdsværdilæren, som var gængs frem til 1870 og som hævder, at varens pris kan udledes af den mængde arbejde, som er nedlagt i den - er den første:

Vildfarelse nr. 1:

Ækvivalent er blevet udvekslet med ækvivalent ... De ved det ikke, men de gør det.

(Karl Marx: Kapitalen I, 1867).[3]

Den marginalistiske pristeori er arbejdsværdilæren overlegen, fordi den forklarer mange ting. Den marginalistiske formulering af allokationsproblemet er uhyre produktiv og anvendelig på mange forhold i tilværelsen, men ikke på dem alle sammen. Det er markedsløsningen heller ikke.

For det første er teoriens effektivitetskriterium meget svagt. Det betyder nærmest, at intet går direkte til spilde, og der ses bort fra fordelingsvirkninger på den samlede velfærd. Derved undgås den subjektivitet, som uvægerligt er knyttet til fordelingskriterier, men alligevel er det muligt med en række generelle og svage antagelser at nå stærke teoretiske resultater: At markedsligevægten er effektiv og undgår spild.

For det andet er der udbredte markedsfejl, hvor markedsløsningen ikke er effektiv, selv ikke i teoriens meget svage forstand: Svigtende konkurrence, fx monopoler; offentlige goder, som kan bruges af mange på én gang (fx fyrtårne), eksterne virkninger (bl.a. miljøpåvirkninger), mangelfuld information, makroøkonomiske forstyrrelser (især arbejdsløshed). Så er der fordelingsspørgsmål, som teorien ignorerer grundet deres uundgåelige vilkårlighed - allokationsproblemet er formuleret ud fra individualistiske og umættelige præferencer, dvs. at den enkelte kun interesserer sig for sine egne, private forhold. Dertil kommer såkaldte merit goods, en slags "collective inquiry into the value of evaluations"[4], hvor politiske beslutninger tilsidesætter selve udgangspunktet for allokationsproblemet, nemlig enkeltpersoners præferencer. Når narkotika forbydes, selv om der både er udbud, efterspørgsel og marked med ligevægt og pris, og når der gives tilskud til Det kgl. Teater, selv om der ikke er tilstrækkelig betalingsvilje i befolkningen, så er der ikke tale om at korrigere markedsfejl som fx skat på forurening eller statsdrift af fyrtårne, hvor problemet er, at markedet ikke formår at opkræve en betaling svarende til skade- eller nyttevirkningen for borgerne. For narkotika og Det kgl. Teater er den politiske begrundelse mere indgribende: "Dette er skadeligt (hhv. gavnligt) for dig. DU ved det ikke, men det ved VI, og derfor tvinger vi dig".

For det tredje er der mange andre begrænsninger og store problemer i relation til det præcise indhold, fortolkningen, koblingen til virkeligheden, antagelsen om strengt individuelle præferencer, konkrete mekanismer, tidsmæssige forløb m.m., hvoraf noget berøres i det følgende. Men den grundlæggende indsigt er holdbar:

Et frit, ureguleret konkurrencemarked med privat ejendomsret giver spontant - uden planlægning og central styring - et slutresultat, som udnytter ressourcerne effektivt til opfyldelse af  befolkningens behov og præferencer.

Det teoretiske resultat er en forenkling og kan derfor misbruges, og det misforstås ofte:

Vildfarelse nr. 2:

Det antages, at alle individer kan få opfyldt deres købs- og salgsinteresser ... Markedet skaber den mest optimale markeds- og forbrugstilstand, der er mulig ... Den sociale velfærd optimeres.

(Mikkel Thorup, Jacob Bek-Thomsen, Christian O. Christiansen, & Stefan Gaarsmand Jacobsen: Pengene og Livet, 2015).[5]

Det antages ikke, at der eksisterer en markedsligevægt - det bevises, ligesom det bevises, at markedsligevægte opfylder et svagt effektivitetskriterium, men ikke, at den sociale velfærd optimeres. Det bevises, at mængden af markedsligevægte, hvoraf der typisk vil være mange, falder sammen med mængden af optimale tilstande, alt sammen uden at forskellige personers grad af nytte måles eller sammenlignes. Hvis man vil finde ud af, hvordan den sociale velfærd optimeres, kommer man ikke uden om at sammenligne enkeltpersoners nytte og tage hensyn til fordelingen. Det kan gøres på forskellige, vilkårlige måder, fx i forbindelse med cost-benefit-analyse, som hviler på er langt mere tvivlsomt teoretisk grundlag.

Der er også tvingende empirisk evidens for denne teoretiske forståelse af, hvor forbavsende godt markedsmekanismen virker i stort og småt, også på langt sigt, som teorien i øvrigt ikke siger meget om, ikke mindst de historiske eksempler på dynamiske og velhavende markedsøkonomier, hvis der ellers hersker nogenlunde ordnede og stabile forhold i samfundet.

Den videnskabelige landvinding fra 1870, kendt som velfærdsteoriens to hovedsætninger – som ikke har noget med velfærd, endsige med velfærdsstater at gøre - er et stærkt teoretisk resultat udledt fra generelle og indlysende antagelser. Det er blevet forfinet og anvendt gennem 150 år, men det er ikke trængt dybere ned. Økonomi har ikke meget andet end selvfølgeligheder at sige om fremtidige ændringer af ressourcer, teknologi eller præferencer; fx bidrager antagelsen om individuelle, individualistiske og umættelige præferencer jo ikke til at løse problemet om den frie vilje.[6] I stedet har faget økonomi bredt sig i form af en meget simpel tankegang ud over stadig flere områder og er blevet tiltagende spekulativ og  tillige ideologisk, således at viden, formodninger og holdninger blandes sammen. Fire elementer dominerer den økonomiske ideologi: Markedsfundamentalisme, ligegyldighed over for fordeling og retfærdighed, tiltro til universel sammenlignelighed udtrykt i penge og forrang til økonomiske incitamenter som de eneste virksomme og de eneste respektable. Markedsfilosofi er blevet en samfundsfilosofi: Menneskelige relationer anskues som gensidigt profitable udvekslinger af goder drevet af egeninteresse, et generaliseret quid pro quo. Alt kan og alt bør købes og sælges. Derved er faget økonomi blevet et moralsk problem.[7]

For lidt eller for meget markedsøkonomi?

Der kan siges meget godt om velfungerende markedsøkonomi og kapitalisme: Markedsdelstagerne har deres fulde frihed til at deltage i markedet eller lade være og til at handle i det - der er ingen snærende regler ud over retssamfundets generelle rammer og derfor ingen problemer med korruption, magt og privilegier,[8] ingen problemer med incitamenter, idet forbrugere og producenter villigt maksimerer deres nytte hhv. profit. Markedsallokationer udviser den teoretisk forudsagte effektivitet omend i den svage forstand, at der ikke er noget regulært spild, og det vigtigste: Markedsøkonomi og kapitalisme har demonstreret et enormt potentiale for vækst og velstand, som de færreste økonomer forudså for 150 år siden. Karl Marx gjorde,[9] men han forudså ikke virkningerne på samfundsideologien og på arbejderklassens levevilkår.

Og der er givetvis tilfælde, hvor nye anvendelser af markedsclearende priser er et fremskridt. Et eksempel er overbookning af flypladser. Før i tiden plejede flyselskaberne at flytte soldater og pensionister til senere flyafgange. Den kendte, erklærede markedsfundamentalist, Julian Simon,[10] var i mange år fortaler for brug af et auktionsprincip til at finde frem til dem, som havde mindst ulempe ved at vente, og det har nu fundet vid udbredelse til gavn for alle parter.[11] Et andet eksempel er Bolshoj Teatrets billetpriser. I sovjettiden var priserne ubetydelige, nogle få rubler, og der var ingen billetter at få undtagen for udenlandske turister og KPSS-pampere. Priser på, lad os sige 200 dollars, ville have forøget velfærden også for operaelskende, almindelige sovjetborgere. I stedet for aldrig, kunne de så have fået en aften i operaen hvert 25. år ved at spare ihærdigt sammen. Kødannelse er en anden løsning, men med store reale omkostninger;[12] i 1981 svarede den spildte tid pr. indbygger i køer i Sovjetunionen til tidsspildet i Danmark som følge arbejdsløshed.[13] Så kan en simpel lodtrækning meget vel være at foretrække.

Men markedet er upopulært. Adspurgt i 1990, om prisstigninger på blomster den 8. marts var acceptabelt i Moskva, svarede 66% af russerne nej. Amerikanere i New York var endnu mere markedsfjendske, idet 68% sagde nej til markedsclearende, høje priser på blomster på mors dag.[14] Individuelt frit valg på markedet kritiseres ofte for at være "et let bytte for social manipulation i form af moder og reklamer",[15] og helt generelt:

Vildfarelse nr. 3:

Markedet er udemokratisk.

(Mogens Hansen, rektor for Rungsted Gymnasium, 2013).[16]

Nej, markedet er en potent, demokratisk mekanisme, fordi det tillader individuelle præferencer frit at komme til udtryk og få effekt afhængigt af økonomisk formåen, hvis det ellers fungerer i en retsstat og der er lighed for loven. Men der er et problem med frihed og lighed (for slet ikke at tale om broderskab). Som det parisiske bonmot udtrykker det: Vi lever i et frit land; det står enhver frit for at sove under broerne.[17] I markedet er enkeltpersoners indflydelse virkningsfuld, men ulige. I politisk demokrati er enkeltpersoners indflydelse ubetydelig, men lige, eftersom den enkelte vælger ikke har nogen som helst indflydelse, men ikke desto mindre hæfter for flertallets beslutninger. Det er ligeledes demokratisk, at privilegier intet betyder i den rene markedsøkonomi, kun størrelsen af ens pengepung, som det illustreres af prislisten ved The Ironbridge over Severn nær Telford, opført i 1779 som den første større bro i verden med bærende konstruktioner af støbejern:[18]

N.B. This Bridge being private property, every Officer or Soldier, whether on duty or not, is liable to pay toll for passing over, as well as every baggage wagon, Mail-coach or the Royal Family.[19]

Snarere end manglende demokrati er et af de store, reale problemer ved markedsøkonomi, som er genstand for vedholdende og rammende kritik, at den uomtvisteligt fører til uacceptabel ulighed. Pave Frans tager afstand fra Adam Smith's usynlige hånd (manus invisibilis) på grund af markedsulighed, "roden til sociale onder".[20] Ulighed er også baggrunden for meget af markedskritikken i Michael Sandel's lille, men betydningsfulde bog fra 2012.[21]

I almindelighed er det ikke en holdbar løsning at kontrollere markedsmekanismen direkte. Bedre er det at regulere den initiale fordeling af ressourcerne eller at omfordele bagefter ved hjælp af skatter. Fri markedsudveksling er til gavn for begge parter, og som oftest er den umulig at forhindre. Hammurabi(1792-1750 B.C.) indførte maksimumpriser på korn for at beskytte de fattige, og i det mindste siden hans tid har han og andre magtfulde herskere, der forsøgte at kontrollere markedet med love om maksimumpriser, maksimale rentesatser, forbud mod åger osv., ofte måttet sande, at deres love ikke var så stærke som loven om udbud og efterspørgsel.

I nogle tilfælde er det dog muligt at kontrollere markedsudvekslingen, således i udenrigshandelen, fordi varer og penge krydser grænserne gennem relativt få havne og grænseovergange.

Vildfarelse nr. 4:

No nation was ever ruined by trade.

(Benjamin Franklin, 1706-1790).[22]

Vildfarelse nr. 5:

The smuggler ... would have been, in every respect, an excellent citizen had not the laws of his country made that a crime which nature never meant to be so.

(Adam Smith, The Wealth of Nations, 1776).[23]

Selv om fri handel er til gavn for de enkelte markedsdeltagere, kan den være samfundsskadelig. Indiens blomstrende tekstilindustri blev lagt i ruiner i 200 år efter den engelske erobring af Indien.[24] Sydkinas åbning for fri opiumshandel efter en lille og ækel krig fra 1839 til 1842 lagde store områder økonomisk øde, hvilket blev et grundtema i Kinas nutidige, historiske selvopfattelse.[25] De amerikanske sydstater led et økonomisk tilbageslag som følge af frihandel efter borgerkrigen 1861-65. Den tyske industrialisering i det 19. århundrede blev næret af beskyttelsestold for de spæde industrier og af omfattende statsstyring ligesom nutidens industrialisering i en række asiatiske lande. Der er en voksende erkendelse af, at frie bevægelser af kapital og navnlig af hot money kan volde stor skade.[26]

David Ricardo's teori om komparative fordele fra 1817 var en videnskabelig landvinding, fordi den forklarede, at to lande kan have en fælles gevinst ved handel, selv om det ene af landene producerer alle varer mere effektivt end det andet. Ricardo's eksempel var handel med vin og klæde mellem Portugal og England, og som den høflige englænder, Ricardo var, antog han, at Portugal producerede begge dele mest effektivt. Men teorien forklarer ikke, hvordan den fælles gevinst fordeles mellem de to lande - ej heller, hvordan handel påvirker produktionsstrukturen på længere sigt.[27]

I nogle tilfælde har frihandel befordret vækst og velstand. Forsøg på generel forståelse af, hvordan frihandel virker og hvordan gevinsten ved handel fordeles mellem parterne har ikke båret megen frugt. Det gælder marxistiske teorier om ulige bytte, som var en del af marxismebevægelsen i 1970erne og byggede på traditionelle marxistiske mekanismer,[28] og det gælder også den ultraliberalistiske Washington Consensus fra 1990erne med dens krav om liberalisering af vare- og kapitalmarkeder, også i udenrigshandelen, privatiseringer og indskrænkning af offentlig økonomisk aktivitet og regulering, bortset fra retshåndhævelse, især vedrørende ejendomsret. Angående økonomisk politik til fremme af økonomisk vækst og udvikling er generelle forskrifter blevet erstattet af en forståelse af, at detaljeret undersøgelse og vurdering af lokale betingelser er uomgængelig.[29]

Når det kan bruges, er der ikke noget galt med markedsudveksling formidlet af penge. Begge dele er særdeles nyttige og velfærdsforøgende sociale opfindelser, men der er hårdt brug for velfungerende rammer og "states, charged with vigilance for the common good, to exercise ... control".[30] Vilh. Beck, Indre Missions berømte høvding i 40 år, 1861-1901, kunne have sagt om markedsøkonomi og penge, hvad kan sagde om klør knægt: "Han har s’mæn aldrig gjort en kat fortræd; han er bare kommet i dårligt selskab".[31]

1) Spekulativ markedsfundamentalisme

Mens marxismeuvejret i 1970erne hurtigt drev over, er den ultraliberalistiske markedsfundamentalisme mere sejlivet. Økonomer og økonomisk teori har bidraget til dens sejrsgang, som Agnar Sandmo bemærkede for 25 år siden:

A strong belief in central planning and social engineering with strong overtones of paternalism has yielded to a new emphasis on consumer sovereignty, the efficiency of compe­titive markets and the crucial role of private incentives as constraints on economic policy.[32]

Økonomisk teori er jo ufatteligt righoldig. Hvad der ikke vides om konse­kvenserne af alle tænkelige struk­turer og ligevægtsbegreber, er ikke værd at vide. Der er ikke noget galt med teorien, og der er jo bestemt heller ikke noget galt med matematik og deduktion, så længe det er ikke-trivielt og logisk konsistent. Men problemerne opstår, når teori forveksles med virkelighed. Til trods for, at økonomi er en empirisk videnskab, som tilmed beskæftiger sig med dagsaktuelle, jord- og livsnære spørgsmål, er koblingen til virkeligheden dens store problem. "Det konkrete er konkret", som Marx sagde.[33]

Dens spekulative karakter gør teorien sårbar over for ideologisk inficering, dvs. manglende sondring mellem, hvad man ved, hvad man formoder og hvad man håber og tror. Derved opstår det blandingsprodukt, som betegnes ideologi. Økonomisk teoris spekulative karakter, svage jordforbindelse og ideologiske sårbarhed illustreres af forskellene mellem to af nobelpristagerne fra 2013, Eugene Fama i økonomi og Peter Higgs i fysik.   

I 2013 tildeltes nobelprisen i fysik til blandt andre Peter Higgs, der fremsatte en teori for 50 år siden, nemlig en teori om en ny type elementarpartikel, nr. 17, Higgs’ boson, en virkelig god teori, fordi den passer ind i standardmodellen og forklarer, hvorfor andre partikler bevæger sig i knækkede baner og derved får deres masse. Men det er ikke nok til en nobelpris i fysik; den teoretiske forudsigelse må også eftervises empirisk, helst eksperimentelt, dvs. teorien skal være sand, hvilket er en karakteristisk forskel på fysik og økonomi, og for Higg’s boson tog det 50 år samt the Large Hadron Collider (LHC) ved CERN.[34] En anden karakteristisk forskel på fysik og økonomi er, at det sjovt nok er lettere at sige lidt om, hvad nobelpriserne i fysik bliver givet for, end det er at forklare, hvad nobelpristagerne i økonomi har bidraget med.

Ligesom Peter Higgs fremsatte Eugene Fama også en teori for 50 år siden, the efficient market hypothesis (EMH):  

Vildfarelse nr. 6:

The actual price of a security will be a good estimate of its intrinsic value.

(Eugene Fama, 1965).[35]

Nej, den aktuelle markedspris er ikke noget godt estimat af et værdipapirs fundamentale værdi (intrinsic value). Det var en vildfarelse i 1965, og det er stadig en vildfarelse.[36] Den fundamentale værdi af et værdipapir er lig med summen af de fremtidige, neddiskonterede afkast; ingen kender de fremtidige afkast og for den sags skyld heller ikke diskonteringsrenten. Det er jo nemt at sige helt præcist, hvad et værdipapir i princippet er værd, men det er umuligt at regne det ud. Ingen ved det, men markedet kan angiveligt estimere det - markedet er simpelt hen clairvoyant.

Robert Schiller kaldte EMH "the most remarkable error in the history of economic theory".[37] Han delte nobelprisen i økonomi med Eugene Fama; det ville være svært at forestille sig noget lignende for nobelprisen i fysik. Også inden for makroøkonomisk teori er der store problemer med at blive enige om den videnskabelige sandhed. Nobelpristageren Robert Lucas betegnede Obama's stabiliseringspolitik som "schlock economics" (møg-økonomi), mens en anden nobelpristager, Paul Krugman, anså Lucas' opfattelse for at være "the dark age of macroeconomics".[38]

Rækkevidden af markedets overnaturlige clairvoyance illustreres af LTCM, Long Term Capital Management, en kolossal amerikansk investeringsfond, hvor Robert Merton og Myron Scholes var aktive medlemmer af ledelsen. De fik nobelprisen i 1997 for deres bidrag til finansieringsteori i forbindelse med Black-Scholes-differentialligningen for prissætning af optioner fra 1973; Fisher Black var død i 1995.[39] LTCM havde stor succes indtil 1998, hvor ledelsen forventede, at bl.a. russiske obligationer ville gå op og satsede hele butikken på det og en hel del mere, idet LTCM havde høj leverage eller gearing, dvs. høj grad af lånefinansiering; egenkapitalen var 5 mia. dollars og gælden 125 mia. dollars. LTCM krakkede, og det havde så stor samfundsøkonomisk betydning, at den amerikanske regering greb ind og truede nogle store banker til at overtage resterne af LTCM.[40]

Men EMH er bedre end sit rygte, nemlig i den afsvækkede form, som Fama gav den i 1970: "Prices always 'fully reflect' available information",[41] som giver os den nyttige lære, at amatørspekulanter can’t outsmart the market, og at honorarer til investeringsrådgivere er spildt. Det forklarer den stigende betydning af index-tracking funds, som Vanguard 500, SPDR (Spider) og den gigantiske BlackRock, som sammensætter porteføljen sådan, som markedet er sammensat, og derved opnår et afkast over gennemsnittet, fordi de sparer honorarer og omkostninger ved aktiv porteføljepleje.[42] Enorme summer er blevet brugt på at finde ud af, hvordan man tjener hurtige penge på børsen; de overstiger uden tvivl omkostningerne ved LHC adskillige gange, ikke på grund af spørgsmålets videnskabelige eller samfundsmæssige betydning, men fordi der er penge i det, så længe nogen tror på, at man kan vinde en formue på børsen ved hjælp af andet end held.

Der er svært at tro på forsikringer om finansieringsteoriens "store samfundsmæssig relevans".[43] Det gælder i øvrigt det meste teoretiske økonomi, selv om det ofte påberåbes, fx om Jean Tirole, nobelpristageren i økonomi i 2014, hvis teoretiske arbejde inden for industriøkonomi hævdes at være "yderst relevant for praktisk økonomisk-politisk regulering af markedskræfterne i en moderne markedsøkonomi". Det nævnes, at "både EU-Kommissionen og US Department of Justice har ført sager mod Microsoft",[44] men lidt konkretisering af, lige præcis hvordan Tiroles arbejde har påvirket dette, ville gør underværker. Var sagen faldet anderledes ud, hvis man ikke havde haft Tiroles værker ved hånden?

Økonomisk teori har arbejdet sig op i hjørne, man fristes til at sige har nået sin grænse, hvor den har udtømt sine muligheder for at sige noget om virkeligheden, men kører videre i form af mængder af deduktive ræsonnementer og smuk - for de fleste vanskelig - matematik, som ikke har anden forbindelse med virkeligheden end den, at de kan bruges til at dupere rakket med. Det kan til gengæld få "stor samfundsmæssig relevans", som det viste sig i forbindelse med de amerikanske subprime-lån i 2008. Subprime betyder, at låntagerne er tvivlsomme betalere, og at de enkelte lånebeviser (gældsbreve) er svære at sælge. For at øge långivernes sikkerhed gør man nu to ting. For det første slås mange lån, fx 1000, sammen i én pulje, og obligationer udstedes på grundlag af hele puljen (ligesom i det danske realkreditsystem). For det andet deles disse obligationer i fx 10 trancher (hvad man ikke gør i det danske system), således at den laveste tranche mister sine penge først, hvis nogle af låntagerne går fallit. Den øverste tranche mister altså først sine penge, efter at de første 900 låntagere er gået fallit. Og nu kommer det smarte så. Selv om samtlige låntagere har betydelig risiko for at gå fallit, fx sandsynligheden 50%, kan de øverste trancher se ganske sikre ud og kan sælges til gode priser; så betyder det mindre, at de laveste trancher er usælgelige. Det sikre udseende fremkommer således: sandsynligheden for plat i ét møntkast er .50; sandsynligheden for plat i to kast er .502 = .25; sandsynligheden for plat (fallit) i 900 kast er .50900, hvilket er et meget lille tal. Det er så usandsynligt, som man sagde, at det højst kan indtræffe én gang i universets levetid, og mange, bl.a. Narvik Kommune, investerede i disse gode trancher. Alligevel mistede de alle sammen deres penge på kort tid. Forklaringen er, at beregningen af sandsynlighederne forudsætter, at de enkelte møntkast er uafhængige, og det er de enkelte fallitter ikke. Låntagerne går fallit på én gang, alle sammen, af en fælles årsag, nemlig når huspriserne holder op med at stige eller det går skidt med samfundsøkonomien. Hele magien med de sikre trancher på grundlag af usikre lån beror altså på en simpel fejl/et simpelt fupnummer.[45] I øvrigt kan disse værdipapirer gøres meget mere indviklede og tilsvarende meget mindre gennemskuelige.

Problemet med specielt finansieringsteoris manglende virkelighedsforbindelse er dobbelt, og det er også problemet for økonomisk teori generelt og årsagen til, at den står i stampe og at de matematiske udledninger fører lige ud i den blå luft, nemlig for det første, at den relevante information om fremtiden ikke findes;[46] for det andet er modellernes parametre ustabile, simpelthen fordi mennesker har en fri vilje, og fordi de nogle gange også bruger den. De stabile strukturer, som økonomisk teori leder efter, findes ikke. Derfor er det svært at få øje på videnskabelige fremskridt, endsige gennembrud, inden for økonomi i de sidste 50 år. Som den store Isaac Newton ytrede efter at have tabt en formue i 1720 ved spekulation i South Sea Company-aktier: "I can calculate the motions of heavenly bodies, but not the madness of people".[47]

At Newton forfaldt til spekulation, er udtryk for den gamle sandhed, at selv den gode Homer undertiden kan sove. Selv genier og store ånder kan undertiden sige noget fordrukkent sludder og bære sig tåbeligt ad. Et andet eksempel er Dostojevski, som plagedes af ludomani og gjorde sig store anstrengelser for at aflure kasinoerne nogle hemmeligheder og finde systemer i tilfældighederne. Han mistede aldrig sin tro på, at der ud fra historiske erfaringer ved spillebordene kunne udledes noget om de følgende spil, men han afholdt sig fra at spille efter 1872, ikke fordi han var kommet til fornuft, men fordi hans kloge kone formåede at holde lidt styr på det, og navnlig fordi kasinoerne i Tyskland blev lukket i 1872; de blev først genåbnet efter 1933.[48]

Men det bør ikke få økonomer til at forfalde til at tro, at fysik befinder sig på samme lave stade som økonomi eller at Newton's spekulationseventyr belærte "opfinderen af 'momentum' og 'tyngdekraft' [om], at disse begreber også har en finansiel fortolkning, men at de her i højere grad skyldes menneskelige luner end naturkræfter".[49] Nu opfandt Newton ikke tyngdekraften - han opdagede den, som vi alle sammen har gjort og gør såvel før som efter Newton, hver gang vi taber noget ned over tæerne, eller "når ens hus braser sammen over ens hoved", som Marx sagde.[50] Den "finansielle fortolkning" af momentum (impuls) og tyngdekraft har heller ikke andet end navnet tilfælles med Newton's love. Derimod var Newton's love både sande og epokegørende nye, og de fik også "stor samfundsmæssig relevans". I øvrigt arbejdede Newton med nationaløkonomi og finansiering i de sidste 30 år af sit liv, idet han havde en retrætepost som særdeles respekteret nationalbankdirektør, Master of the Mint, og ansvarlig for det engelske møntvæsen, hvilket han styrede med sikker hånd.

Dette dobbeltproblem, manglende viden om fremtiden og ustabile parametre, begrænser muligheden for videnskabelige fremskridt i økonomi, men "theoretical speculation is rife".[51] Når Timothy Besley i sit essay om Sandel's bog omtaler "an active research agenda",[52] betyder det, at store skarer af akademiske økonomer forestiller sig en masse forskellige situationer ved at gribe antagelser ud af luften, fx om, hvordan præferencer og holdninger dannes endogent, og derpå udleder konsekvenser med stor spekulativ opfindsomhed, som fx i Assar Lindbecks teori om velfærdsstaten, som omtales nedenfor. I 1982 bemærkede Wassily Leontief, som grundlagde input-output-analysen:

...economists developed a nearly irresistible predilection for deductive reasoning ... Page after page of professional economic journals are filled with mathematical formulas leading the reader from sets of more or less plausible, but entirely arbitrary assump­tions to precisely stated but irrelevant theoretical conclu­sions.[53]

Ifølge den russiske matematiker L.S. Pontrjagin "er matematisk økonomi ubrugelig for økonomer og triviel for matematikere.[54]

Den gamle vittighed er næsten too close to be funny, som englænderne siger: I en redningsbåd midt i oceanet sidder en ingeniør, en præst og en økonom. De har en dåse med mad, men ingen dåseåbner. Først gør ingeniøren sit bedste, men uden held, idet han konkluderer, at problemet er uløseligt på grund af naturlovene. Så er det præstens tur; han beder om hjælp fra oven, men den udebliver. Endelig spørger de økonomen, som begynder at tænke og efter en rum tid siger: "Jeg har det; lad os antage, at vi har en dåseåbner".

Økonomi bliver ikke blot stadig mere spekulativ, men udbredes også til stadig flere områder, hvor økonomer "næsten intet ved om noget som helst",[55] men må henholde sig til luftig "økonomisk tankegang".[56] Spekulationerne giver sig også udslag i tro på markedets clairvoyance. Markedet er jo clairvoyant angående aktiekurser; så må markedet også kunne fortælle os andet om den ukendte fremtid, fx om terrorangreb og om vejret, og det er lige præcis, hvad mange mener i ramme alvor.[57] Det gælder også den fremtidige ressourcesituation ifølge Gregory Mankiw, og dette er det eneste sted i denne fortræffelige lærebog i makroteori, hvor der nævnes noget som helst om ressourcer og miljø:

Vildfarelse nr. 7:

Market prices give no reason to believe that natural resources are a limit to economic growth.

(N. Gregory Mankiw, 1997).[58]

Den "økonomiske tankegang" anvendes på ægteskab, psykologi, vælgeradfærd, sport, sundhedsvæsen, klimapolitik, kriminalitet, partipolitik, uddannelse osv. Vi har fået blomstrende økonomiske områder: Sundhedsøkonomi, miljøøkonomi, kulturøkonomi, televisionsøkonomi, uddannelsesøkonomi, transportøkonomi osv., alle med tidsskrifter, professorater, uddannelser og hele pibetøjet; der findes endog en disciplin ved navn lykkeøkonomi, som går direkte efter at forstå livets mening.[59]

Naturligvis kan økonomi og bogholderi bidrage med noget nyttigt til alle disse områder, men økonomer påtvinger substansen deres Weltanschauung, som især drejer sig om økonomiske incitamenter og økonomisk konsistens på grund af en snæver og fordrejet opfattelse af menneskets natur. Økonomer udtaler anbefalinger om indvandrerpolitik, EU-medlemskab, skoleskemaer, socialpolitik, kulturpolitik og hospitalsvæsen, om hvilket økonomer ikke har nogen ekspertviden og ikke noget ansvar. Således har økonomer aldrig haft og de vil heller aldrig få ansvar for at tage patienter i behandling.

Tilmed er det blevet bevist eksperimentelt, at man forsumpes moralsk ved at studere økonomi. En gruppe studerende blev spurgt, om de ville levere en tegnebog fundet på gaden med penge og ejerens navn og adresse tilbage til ejeren eller ej. Derpå fik en tredjedel af de studerende et kursus i mikroøkonomi med en ekspert i spilteori som lærer; en anden tredjedel fik samme kursus i mikroøkonomi, men med en ekspert i marxistisk økonomi som lærer, og den sidste tredjedel fik som kontrolgruppe et kursus i astronomi. Efter kursernes afslutning var der en signifikant stigning i uhæderligheden blandt dem, som havde studeret økonomi, især dem, som blev undervist af spilteoretikeren.[60]

Den ideologiske drejning i den fremherskende, liberalistiske markedsideologi illustreres af den følgende:

Vildfarelse nr. 8:

Lidt konkurrence er altid sundt.

(Daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen, 2007).[61]

Markedsfejl er nu engang en realitet. Økonomer husker den klassiske artikel af Harold Hotelling fra 1929 om to isboder på en strand; konkurrence vil ikke føre til en optimal løsning; monopol er bedre.[62] Et nyere eksempel er ødelæggelserne i det danske uddannelsessystem i de sidste 30 år på grund af "lidt konkurrence". I begge tilfælde er problemet godernes manglende homogenitet og kvalitetsforskelle.[63]

Tre yderligere elementer i markedsfundamentalistisk ideologi diskuteres nedenfor: negligering af fordeling og retfærdighed, tro på sammenlighed udtrykt i penge og forrang for økonomiske incitamenter.  

2) Uretfærdig fordeling

John Rawls' betydningsfulde bog fra 1972, A Theory of Justice, har fremkaldt omfattende debat om fordeling, retfærdighed, nytte og velfærdsfunktioner, dvs. hvordan individuelle nytter eventuelt kan kombineres til et udtryk for generel velfærd for samfundet som helhed. Rawls argumenterer for, at samfundets samlede velfærd skal måles som nytten for den ringest stillede i samfundet, og giver dermed et slagkraftigt argument for social lighed.[64] Mange prominente økonomer har bidraget.[65] Ikke desto mindre er negligering af fordelingsspørgsmål et generelt træk ved den fremherskende markedsfetichisme, som måske er vildledt af velfærdsteoriens to hovedsætninger, som undviger spørgsmålet om generel velfærd og fordeling. Det er en styrke ved teorien, fordi vilkårlige antagelser undgås, men naturligvis også en begrænsning. Hvis hele økonomien består af to personer, som skal dele en lagkage, vil alle tænkelige delingsforhold være effektive i hovedsætningernes forstand, forudsat, at de begge to kan spise hele lagkagen, for så er der intet spild. Mange økonomer går så vidt som:[66]

Vildfarelse nr. 9:

What is called 'social justice' ... with reference to a society of free men, the phrase has no meaning whatever.

(Friedrich A. von Hayek, 1978).[67]

Åbenbart har glæden over at undgå vilkårlige antagelser om fordelingsretfærdighed fået Hayeks tankevirksomhed til at miste kontakten med realiteterne, idet han negligerer den tvingende, empiriske kendsgerning, at mennesker kerer sig om hinandens ve og vel – i nogen grad og noget af tiden. Hayek og Marx er enige om irrelevansen af fordelingspolitik, omend ikke om de moralske og politiske implikationer:

Vildfarelse nr. 10:

At tale om naturlig retfærdig­hed her ... er nonsens ... [Økonomiske trans­aktioners] indhold er ret­færdigt, når det svarer til pro­duktionsmåden, når det passer til den. Det er uretfærdigt, når det strider mod den. Slaveri er på basis af den kapitalisti­ske produk­tionsmåde uret­færdigt; det samme gælder svindel med varens kvalitet.

(Karl Marx: Kapitalen III, 1894).[68]

Men hvad så med ulighed? Først og fremmest: Ulighed bryder ingen sig om. Ingen vil sige, i hvert fald ikke højt, at der eo ipso er retfærdighedsargumenter for, at der er så store uligheder i menneskelige samfund, og at menneskers lod er så forskellig. I realiteten er lighed og retfærdighed mere eller mindre ensbetydende. Men der er andre økonomiske værdier her i tilværelsen end lighed, ikke mindst frihed og velstand, og ulighed tolereres som et nødvendigt onde eller som et middel til at opnå de to andre, især som et incitament for økonomisk aktivitet, som udtrykt af daværende socialminister Eva Kjer Hansen, til nogen forargelse dengang:

Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet.[69]

Hvis det accepteres, at de grundlæggende goder i den økonomiske sfære er:

    1) liberté,

    2) egalité,

    3) prospérité,

så er den empirisk veldokumenterede brådsø af stigende ulighed i vor tids rige lande noget af en gåde. Normalt ville man forvente, at når den samlede mængde af goder øges, når den samlede velstand øges, som det er tilfældet i rige lande, så skulle mængden af alle tre goder øges. Er lighed et inferiørt gode? Er transformationsforholdet mellem lighed og de to andre goder forandret? Eller har de relative præferencer for de tre goder ændret sig?

Forklaringen er jo, at der også foregår et slagsmål i samfundet om at rage til sig på de andres bekostning, som er underlagt visse spilleregler, og de er blevet analyseret i Thomas Pikettys banebrydende bog, Kapitalen i det 21. århundrede, fra 2013. Hvis opsparingskvoten og kapitalens afkastrate er konstante og BNP-vækstraten falder, vil lønandelen falde til fordel for profitterne. I forbindelse med liberalistisk politik og globalisering er denne mekanisme slået kraftigt igennem, og uligheden har nået et historisk højdepunkt ligesom i tiden frem til 1914, hvor der også herskede liberalisme og globalisering i form af guldmøntfodssystemet. Uligheden er steget for både formue- og arbejdsindkomster, mest markant i USA og England, hvor indkomstandelen for de 10% med de højeste indkomster faldt fra 50% i 1920 til 30-35% i 1950-1980 og derpå er steget til 50% igen i 2010; i Danmark faldt andelen fra 50% til 25% i 1980, og dér har den holdt sig siden.[70]

Men uligheden er stigende også i Danmark; fra 90erne til 2013 steg Gini-koefficienten for disponible indkomster fra .21 til .27, en ganske betydelig stigning, idet EU-landene i dag ligger mellem .23 (Norge) og .34 (England og Grækenland). Det skyldes bl.a. større forskelle i arbejdsindkomster med vækst i de høje indkomster samt mindre skatteprogression og ændrede sociale ydelser.[71]

Det afspejler den fremherskende ideologi og Zeitgeist. Som daværende formand for Det radikale Venstre og økonomiminister, Margrethe Vestager, udtalte i 2013:

Den tankegang om universalistiske rettigheder, som vi har her på Christiansborg, er old school og ude af trit med den udvikling, der er ude i virkeligheden.[72]

3) Universel sammenlignelighed udtrykt i penge

Penge, som blev opfundet uafhængigt i Grækenland og i Kina i det første årtusinde før Kristus, er en epokegørende social institution, som befordrer markedsudveksling og produktion ved at gøre alt sammenligneligt – også det usammenlignelige. Derfor, som Marx bemærkede, er penge også blevet anklaget siden antikken som fordærvelige for den økonomiske og sociale orden; Marx kører en række af sine yndlingsdigtere i stilling fra Sofokles til Shakespeare:

               ... thou visible god,

    That solder'st close impossibilities,

    And mak'st them kiss! that speak'st with every tongue,

    To every purpose![73]

Penge og markeder gør det lettere at indgå handeler, inclusive de beskidte. Dem har vi altid haft. Det var muligt at sælge sin førstefødselsret for "en ret linser" uden brug af penge.[74]

For den nutidige økonomiske ideologi er det ikke længere en synd, men en dyd at beregne pengeværdierne af alt muligt og drage sammenligninger, selv over lange tidsrum, som grundlag for rationelle beslutninger. Pengeværdier definerer den sociale værdi af hvad som helst: Menneskeliv, global opvarmning, sygdomme, børn, laplandsuglen, tidsforbrug i trafikken, uspoleret natur osv. osv. Pengeværdien af ubeskyttet sex med en tilfældig partner er estimeret til 0.84 euro.[75] Det er en substitution af komplicerede moralske valgproblemer med simple pengebeløb med det formål at opnå tilsyneladende konsistens og rationalitet.

Michael Sandel har indlagt sig stor fortjeneste ved at påpege

What money can't buy (2012) og hvad penge ikke bør kunne købe. Men ofte er tingene meget sammensatte, og ved læsningen af Sandel's bog kunne jeg ikke bare mig for at le et par gange:

Vildfarelse nr. 11:

... one's children are inalienable; it is unthinkable to put them up for sale.

(Michael J. Sandel, 2012).[76]

Til den ærværdige Thomas Jefferson's store mishag blev hans plantage, Monticello, i Virginia drevet med slavearbejdskraft. I økonomisk vanskelige tider var han nødsaget til at sælge noget af sin ejendom, inklusive nogle af sine slaver, inklusive noget af sit eget afkom. Dette har jeg kun von Hörensagen. Måske er det ikke sandt, men det er givetvis ikke utænkeligt. Gamle dages kongelige ægteskaber såvel som mere eller mindre arrangerede ægteskaber i dag indebar også materielle eller direkte monetære aftaler. Tænk blot på Tony Buddenbrooks skæbne i Thomas Manns roman eller Jane Austen's oeuvre.

Vildfarelse nr. 12:

The Nobel Prize is not the kind of thing that money can buy. (Michael J. Sandel, 2012). [77]

Dog var dette præcis, hvad Sveriges Riksbank gjorde med held på den økonomiske professions vegne. Alfred Nobel indstiftede aldrig en pris i økonomi. I 1960erne slog Riksbanken en handel af med Nobelfonden: den donerede en smuk sum penge og fik til gengæld den 10. december adgang for én, to eller tre økonomer til dette fornemme selskab af fremragende forfattere og videnskabsmænd m/k ved den pragtfulde og ubeskriveligt stilige nobelfest i Stockholm. Hvad mere er, Riksbanken opnåede også prestige og ære for økonomisk, markedsfundamentalistisk filosofi. I vor tid er et videnskabeligt stempel muligvis mere effektivt end selv religion som ideologisk reklame. Arbejderbevægelsen brugte også videnskabelig reklame, men på en mere uskyldig måde. Lederne var i god tro, begavede, men uskolede og tørstende efter lærdom, og arbejderbevægelsen tog Marx i sin favn og kanoniserede ham, ikke kun som en stor kammerat (hans lære gav forhåbninger), men også som en stor proletariatets teoretiker (hans værker var uforståelige ligesom de beundrede naturvidenskaber). Det er Marx' politiske berømmelse, der er årsag til hans videnskabelige berømmelse, ikke omvendt.[78]

Nobelprisen i økonomi bliver mere og mere pinlig for hvert år, og det bliver sværere og sværere at forklare, hvad den gives for; men værre er, at den rokker ved autoriteterne. Enhver kan se, at den er gal med økonomi med fejlagtige prognoser, latterlige uenigheder og ideologiske budskaber, men det kan uheldigvis tænkes af smitte af på naturvidenskaber og medicin, så at ubefæstede sjæle tror, at de er lige så upålidelige.

Markedsideologiens triumftog er mere skamløst, end marxismen nogensinde har været. Alt kan og bør sammenlignes med penge som fælles målestok for at nå frem til rationelle og konsistente beslutninger og "et så tilfredsstillende liv som muligt".[79] Inkarnationen af dette er cost-benefit-analyse, en uhyre nyttig teknik til sammenligning af små, veldefinerede og kortvarige projekter ved monetær beregning og summering af omkostninger på den ene side og fordele på den anden side, fx om man skulle bygge en motorvejsbro eller en biltogstunnel ved Storebælt. Cost-benefit-analysen viste i øvrigt éntydigt, at biltogstunnellen var den mest økonomiske løsning for alle tænkelige valg af samfundsøkonomisk diskonteringsrente, men broen blev bygget alligevel. Ikke noget irrationelt ved det – hvis man godt kan lide pyramider, skal man naturligvis bygge pyramider.

Men anvendt på store, komplicerede, langsigtede spørgsmål ender cost-benefit-analyse uvægerligt i paradokser, fordi den hviler på skrøbelige teoretiske forudsætninger præget af andre - uløselige - paradokser angående interpersonelle nyttesammenligninger, utilitaristisk velfærdsberegning, diskonteringsrenter, substitionsmuligheder, pengeværdi af menneskeliv, generel usikkerhed med mere. Fx cost-benefit-analyse af sygdomsbehandling. Her prissættes menneskeliv, som allerede William Petty (1623-1687) gjorde forud for sin tid; han estimerede værdien af et menneskeliv til £60-90, i England £90, i Irland £70.[80] Naturligvis er det uden mening. Hvis jeg redegjorde for de forskellige metoder, som bruges, ville læseren ikke tro mig. Og værdierne varierer vildt fra omkring 3 millioner US dollars i USA, 1 million dollars i Danmark, og 150.000 dollars i Holland.[81] Man kan prøve at forestille sig, at de fysiske konstanter som tyngdeaccelerationen, lysets hastighed eller Plancks konstant varierede med en faktor 20 fra ét land til et andet.

Vildfarelse nr. 13:

... to place a monetary value on life. As distasteful as such a calculation may seem, it is necessary.

(Joseph E. Stiglitz, 2000).[82]

Meningsløse numeriske taløvelser kan ikke blive andet end meningsløse, forfejlede og vildledende.

Brygger Carl Jacobsen kan tjene som eksempel. Hen mod slutningen af det 19. århundrede havde han en meget betydelig formue til sin rådighed, og han havde et valg: Enten kunne han bygge og bestykke et storslået kunstmuseum, Glyptoteket. Eller han kunne bruge pengene på at bespise og uddanne fattige børn i København. Det vil måske undre nogle, at en standardøkonomisk metode ville have taget parti for de fattige børn, men det ville en cost-benefit-analyse utvivlsomt gøre. For nogle år siden foreslog to professorer i finansiering, at Glyptoteket skulle sælge ud af sine samlinger, fordi entréindtægterne ikke kunne frembringe en anstændig ROE.[83] Det er vel fint nok? Nej, det er ikke fint nok; det er umuligt at sige nej til de fattige børn, men det er lige så umuligt at sige ja, for i sin yderste konsekvens ville det betyde, at vi i dag ikke ville have haft nogen filosofi, ingen religion, kunst, litteratur, videnskab, kirker, ingen katedraler, absolut ingen kongeslotte eller adelsgodser, eller nogen som helst andre udtryk for kultur og civilisation. For "de fattige har I altid hos jer".[84]

Et tilsvarende paradoksalt dilemma opstår ved vurdering af omkostninger og fordele for fremtidige generationer, som invalideres af diskonteringsproblemet. En diskonteringsrente på 6% indebærer, at 100 kr. om 30 år kun tæller som 17.41 kr. i dag, og 100 kr. om 100 år reduceres til en nutidsværdi på 29 øre. Og 6% er, "what most economists think are decent parameter values",[85] af obskure grunde eller mere præcist: det er endnu et udtryk for troen på markedets clairvoyante potentiale. Der findes også stadig økonomer, som sværger til "today’s marketplace real interest rates"[86] som relevant samfundsøkonomisk diskonteringsrente selv ved meget langsigtede spørgsmål; dvs. markedet kan nemt og elegant fortælle, hvordan man prioriterer mellem nulevende og fremtidige generationer. Vores tipoldebørn vil formentlig se anderledes på det. Om 100 år er lang tid, afhænger helt af, fra hvilken ende man ser dem. En positiv diskonteringsrente betyder, at fremtidige generationer ikke tæller i regnestykket; hvis den er nul, bryder det sammen, og de nulevende har ingen vægt. De mange forslag om forskellige former for variabel diskonteringsrente eliminerer ikke paradokset.

Vi ved ikke, hvordan disse etiske problemer skal gribes an. Vi bliver ikke klogere ved at vælge vilkårlige tal for diskonteringsrente eller for nytteværdier for rige og fattige, og vi kan ikke tillægge dem nogen veldefineret mening hverken som moralsk målestok eller som objektiv viden. De er interessante at diskutere, men det forenkler ingenting, og det er trods alt formålet med hele cost-benefit-øvelsen, for de er lige så komplicerede som det oprindelige problem. Muligvis er det ikke sådan, at "the approach has the virtue of clari­ty and sim­plicity", men at den i stedet tjener til at udstille vores fundamentale uvidenhed og forvirring. Det er givet, at "such excises should be viewed with some circum­spection".[87]

Bag kravet om rationalitet og konsistens ligger det argument, at man ikke kan komme uden om at prioritere, i hvert fald indirekte, og derfor er det bedre at gøre det eksplicit og rationelt, altså et credo: Vi skal vælge, ergo kan vi vælge.[88] Men det holder ikke; følgeslutningen er forkert. Somme tider er det måske klogere at erkende sin uvidenhed og umuligheden af at vælge konsistent.[89] Hvad så? Det er minsandten et godt spørgsmål, men at fornægte tilværelsens paradokser er ikke nogen løsning.

4) Spektret af incitamenter

Når der er universel sammenlignelighed udtrykt i penge, er det oplagte næste skridt at bifalde universel substituerbarhed, dvs. at alt kan udveksles med alt. Marx delte den traditionelle misbilligelse, idet kan konstaterede den tiltagende tingsliggørelse af det sociale liv i bourgeoisiets tidsalder, som har

... ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne egeninteresse, den hjerteløse 'kontante betaling'. Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand.

(Karl Marx & Friedrich Engels: Det Kommunistitske Partis Manifest, 1848)[90]

Dette var ikke en vildfarelse, men en profeti.

De ændrede holdninger afspejles i Agnar Mykles roman, Den røde rubin, fra 1956. Hovedpersonen og fortælleren, Ask Burlefot, som studerer ved Handelshøyskolen i Bergen, holder talen for damerne ved den årlige middag for studenter og professorer, hvor vitsen er at beskrive forholdet mellem mænd og navnlig kvinder ved brug af økonomisk teori, tilbud og efterspørsel m.m.: "En homo poeticus kan besynge kvinnen; kun en homo oeconomicus kan virkelig prise henne".[91] På mindre end tyve år undergik denne vovede middagstalevits en metamorfose og blev til akademisk økonomi i Gary S. Becker's theory of marriage fra 1973,[92] og efter yderligere små tyve år blev den belønnet med nobelprisen i 1992. Det har udviklet sig voldsomt siden, bl.a. med en theory of prostitution, hvor forfatterne utvivlsomt i ramme alvor beskriver kvinders valg mellem prostitution og ægteskab med rigelige mængder af græske bogstaver og matematiske udledninger med ligevægtsbetingelser og det hele, idet udgangspunktet er, at "we shall argue that a prostitute sells nonreproductive sex, which we shall call commercial sex, whereas a wife sells reproductive sex (i.e., sex plus children)".[93]

Denne bytte- eller quid pro quo-livsfilosofi er ikke ny, men har tilsyneladende vundet større udbredelse i de senere årtier. I sin bog, Social Behaviour, fra 1961, brugte George C. Homans, en fremtrædende sociolog på den tid, quid pro quo som det grundlæggende princip for forståelse af samfundet,[94] og filosofien gennemsyrer naturligvis økonomiske lærebøger.[95]

Et yderligere skridt hen mod denne éndimensionale opfattelse af samfundet er at anvende den på det store spørgsmål om, hvad der motiverer menneskelig handling. Og konklusionen er, at materielle, økonomiske incitamenter er de eneste effektive, og desuden er de også de eneste respektable. Det er kuriøst, at økonomisk incitamentsideologi triumferer netop i disse år, hvor talrige nyere eksperimenter omsider har fået også økonomer til at indse, at der er andre vægtige incitamenter end de økonomiske og at der er anden vægtig moral end markedsmoral. Fx har det vist sig, at deltagere i eksperimenter er villige til at betale penge for fornøjelsen ved at kunne straffe andre deltagere for ufin adfærd som i det berømte ultimatumspil og mange andre.

Besættelsen af økonomiske incitamneter er et centralt mål for Sandel's kritik, idet han frygter og eksemplificerer, hvordan økonomiske incitamenter kan fortrænge andre, mere ophøjede motiver. Et kendt eksempel er indførelsen af bøder for at hente børnene for sent i børneinstitutioner i Israel, som førte til, at flere børn blev hentet for sent, idet betalingen svækkede den dårlige samvittighed og gjorde det til et rent pengemellemværende.[96] Men inden for økonomi er der altid gode argumenter for det modsatte synspunkt.[97] Et eksempel er Assar Lindbecks teori om velfærdsstaten, hvor argumentet går den anden vej rundt, nærmest i marxistisk retning, nemlig at materielle incitamenter skaber sociale normer som en overbygning på den materielle basis.[98]

Ifølge Assar Lindbeck vil velfærdsstaten i løbet af nogle årtier de­stru­ere sig selv inde­fra, idet ligheden i velfærdsstaten, karakteriseret ved høje skat­ter og trans­fereringer, ud­vikler sig til en hængekø­je af mis­brug og eroderer arbejdsin­cita­menterne og derfor også - med et tidsefter­slæb - de normer for hårdt arbejde, som er ned­arvet fra fortiden. Konsekvensen er, at grundlaget for den høje levestan­dard – velfærdsstatens andet karaktertræk - undermineres. Derfor må de økonomiske incitamenter styrkes og overførslerne reduceres for at redde velfærdsstaten.

Assar Lindbecks teori er tydeligt marxistisk inspireret og giver forrangen til materielle incita­menter: I gamle dage opstod socia­le normer, dvs. moralske incita­menter, som en social over­bygning på en basis af stærke, økonomiske incita­menter i familier og landsbyer. Velfærdssta­ten bevirker, at "tension easily arises ... between economic incentives and an inherited social norm in fa­vour of work", idet "social norms like these are likely to adjust to changes in eco­nomic incentives".[99]

Men materielle incitamenter er jo kun ét segment af et helt spectrum fra rent materielle til rent mentale motiverende kræfter: Tvang, inerti, økonomiske belønninger, socialt pres, samvittighed, og såkaldt inherente incitamenter, dvs. indre drivkræfter som fx glæden ved at lave et ordentligt stykke arbejde. Hvis stærke, materielle arbejdsincitamenter skaber sociale normer for hårdt arbejde, skulle sådanne normer være særlig stærke blandt galejslaver, som var genstand for særdeles følelige incitamenter. Åbenbart må andre kræfter også være virksomme. Hvad er det for kræfter, som holder samfundet sammen? Assar Lindbeck navigerer på dybe, samfundsvidenskabelige vande, men han er ikke den første dristige søfarer, og spørgsmålet om solidaritet, om kollektiv ansvarlighed, er et hovedtema i både klassisk og moderne sociologi. Kritikken af økonomi for at være ensporet besat af markedsudveksling og materielle incitamenter er heller ikke ny. Således Émile Durkheim i 1893:

Ethvert samfund er et moralsk samfund. ... Men hvis arbejdsdelingen skaber solidaritet, er det ikke udelukkende fordi den gør ethvert menneske til en markedsagent, som økonomerne siger. ... Hvis økonomerne har troet ... at menneskelige samfund kunne og burde reduceres til rent økonomiske relationer, så er det, fordi de har troet, at det ikke berørte andet end individuelle og midlertidige interesser.[100]

Og i 1928 konkluderede Charles Gide ud fra sine undersøgelser af utopiske, egalitære samfund:

... og det er sikkert nok en interessant erfaring, for den beviser, at mennesker kan leve i et fællesskab og at bestræbelser af denne art ikke nødvendigvis er dømt til undergang, som alle økonomerne hævder.[101]

For Durkheim er problemet med materielle incitamenter, at de også påvirker solidariteten, som ifølge Durkheim er forudsætningen for sociale normer, og de to vigtigste abnorme former, hvor solidaritet ikke opstår, er – modsat Assar Lindbecks tankegang – dem med overdreven vægt på materielle incitamenter, enten som tvang eller som laissez-faire-indi­vidu­alisme. I traditionelle samfund byggede sociale normer også på solidaritet, især i familiegrupper, som underholdt ikke-arbejdende medlemmer, selv om familielivet også indbefattede udbytning, vold, seksuelt misbrug og intolerance.

Hvordan det traditionelle samfunds mekaniske solidaritet kan transformeres til organisk solidaritet var et centralt spørgsmål for klassiske sociologer som Durk­heim, Tön­nies, Weber and Simmel,[102] og det dukker op i moderne teori, igen på grund af de fremherskende, magtfulde økonomiske incitamenter til selvinteresse, som trænger ind i alle sfærer af det sociale liv. I dette lys er løsninger på det modern samfunds moralske problem så sandelig ikke indlysende, men Assar Lindbecks løsning – regression til et mere brutalt samfund med potente materielle incitamenter – forekommer særdeles risikabel.

I Assar Lindbecks formulering afgøres valget mellem arbejde og overførselsindkomst ved en afvejning: på den ene side nytten af indtægten ved arbejde efter skat, som afvejes mod fordele og ulemper ved overførselsindkomst på den anden side: nytten ved overførselsindkomsten, nytten af fritiden korrigeret for tabet af arbejdsglæde, og ulempen ved at afvige fra den sociale norm, idet denne aftager i takt med, at flere og flere modtager overførselsindkomst. Derfor vil andelen, som foretrækker ikke at arbejde, stige, eventuelt vold­somt.

Men litteraturen omtalt ovenfor antyder, at andre kræfter også kan tænkes at være virksomme. Materielle incitamenter kan fortrænge sociale normer, fx ved at lavere overførsler reducerer solidariteten og svækker ulempen ved at afvige fra den sociale norm. Hvis man så tilføjer, at solidariteten og normerne kan påvirkes af helt andre kræfter, ikke mindst tidsånden, sløres billedet. Virkningen af Assar Lindbecks forslag, at mindske skatter og overførsler, kan blive, at sociale normer nedbrydes, som illustreret i figuren, hvor + og – angiver, om virkningerne er positive eller negative:

Angående sociale normer er det velkendt, hvordan man ødelægger dem. Men hvordan opbygges de? Sociologien har ikke meget definitivt at sige om, hvordan normer opstår og ændres. Begrebet solidaritet ligger jo også tæt på det, som skal forklares. Konklusionen synes at være:

Norms, in my view, result from psychological propensities about which we know little. ... I have nothing to say about how they actually did emerge.[103]

Styrken af variabel Z, der Zeitgeist, og af tiltroen til økonomiske incitamenter illustreres af

Vildfarelse nr. 14:

... lægernes adfærd er ikke uafhængig af økonomiske incitamenter. [Derfor skal de økonomiske incitamenter styrkes]. En måde at styrke incitamenterne ...

(The Danish Economic Council, 2000).[104]

Det refererer til en ændring af honorarsystemet for praktiserende læger i København i 1987 fra en fast betaling for hver tilmeldt patient til betaling for hver enkelt lægeydelse. Resultatet blev en fordobling af antallet af ydelser i almen praksis og en tilsvarende reduktion af antallet af specialist- og hospitalshenvisninger.[105] Behandlingen af patienter skal naturligvis ikke bestemmes af lægens personlige, økonomiske overvejelser. Men økonomiske incitamenter influerer på lægernes beslutninger, og derfor skal de selvfølgelig fjernes, ikke styrkes. Incitamentsideologien er imidlertid så rodfæstet, at følgeslutningen i kantet parentes var udeladt i vismændenes tekst. Tilsyneladende blev den betragtet om så indlysende, at den kunne underforstås.

For lidt planlægning

Der er intet forkert med økonomi, og økonomer er ikke ubegavede; økonomi og økonomer gør deres bedste. Hvad der er galt, er økonomers udbredte, ideologiske, ultraliberalistiske misbrug af øknomisk teori. "Ultraliberalister er ikke bare menneskeligt afstumpede. De giver også dårlige råd", som afdøde Paul A. Samuelson sagde i 2008.[106] Der er også noget galt med virkeligheden; den er uforudsigelig og paradoksal og kan ikke reduceres til én dimension og én type af incitamenter.

Undertiden er økonomi bedre end sit rygte, og i talrige tilfælde har den noget at bidrage med.

Vildfarelse nr. 15:

The simplest way of putting a price on pollution is to tax it ... policy makers have embraced a more market-friendly solution to pollution - emissions trading.

(Michael J. Sandel, 2012).[107]

Forureningsskatter er imidlertid nøjagtig lige så markedsvenlige som omsættelige forureningskvoter, eller rettere lige så markedsuvenlige. Begge er instrumenter for central planlægning. Ingen af dem har noget at gøre med markedsøkonomi, som er noget helt andet, nemlig at det overlades til markedet spontant og decentralt at bestemme, hvordan ressourcerne skal anvendes. Miljøpolitik og regulering betyder central planlægning: ressourceanvendelsen - her omfanget af forurening - er politisk bestemt på forhånd, før markeder og incitamenter kommer i spil.

Slutresultaterne af beskatning (prisregulering) og omsættelige kvoter (mængderegulering) er identiske, men der er mindre forskelle i tilpasningsprocessen, og derfor er omsættelige kvoter normalt et uhensigtsmæssigt reguleringsinstrument. Med skatter er prisen på forurening fast og kendt, mens den ved omsættelige kvoter ofte har vist sig ekstremt svingende, hvilket forringer virksomhedernes langsigtede investeringsplanlægning angående rensningsudstyr og typer af anlæg. EU's Emissions Trading System (ETS) for handel med CO2-kvoter kollaberede i april 2013, da prisen pr. ton var styrtdykket fra 20 euro i 2011 til 5 euro, og priser som disse er ubrugelige til planlægningsformål.[108]

Der er gode grunde til at bruge økonomiske incitamenter i miljøpolitikken. Det er svært at forstå animositeten mod skatter og omsættelige kvoter, også hos Sandel, som kalder det "an instrumental attitude toward nature".[109] Al økonomisk aktivitet belaster miljøet, og hvad der betales for, er retten til normal produktionsaktivitet, der generelt styres af penge, markeder og profitter. Vi accepterer også alkoholbeskatning af hensyn til befolkningens sundhed uden at anse det for en umoralsk, instrumentel holdning til menneskers helbred.[110]

De forskellige systemer for handel med forureningskvoter mellem fattige og rige lande er noget andet. Her er der relevante fordelingsargumenter imod handel. Når rige lande betaler fattige lande for at ikke at udlede CO2, kan det medvirke til at fastlåse fattige lande i en situation uden industrialisering og uden udvikling.

Det globale klima er den ene af vor tids to store udfordringer. Den anden er den globale fordeling. Empirisk evidens, historien, økonomisk teori og sund fornuft belærer os med én stemme om, at markedsøkonomi er komplet uskikket til at håndtere disse udfordringer. Navnlig i forhold til milø- og ressourcespørgsmål har økonomisk ideologi et meget dårlig vidnesbyrd, idet økokonomer har været meget sene til at erkende, at der er truende problemer og at de ikke løses automatisk af ubegrænset BNP-vækst styret af markedets usynlige hånd eller for den sags skyld af den synlige hånd i sovjetisk planøkonomi, hvor miljøproblemerne svarede ret nøje til dem i de kapitalistiske lande:[111]

Vildfarelse nr. 16:

There has not been a single case in which science was unable to solve an urgent problem for humanity.

(E. Fyodorov, Soviet social scientist, 1979).[112]

... vi kan jo konstatere rent empirisk, at når mennesket har et problem, så løser det det også.

(daværende miljøminister, dr.phil. Per Stig Møller, 1991).[113]

Something will turn up.

(Mr. Micawber, 1850).[114]

Det er langt fra sandt, at menneskeheden har løst sine miljøproblemer i fortiden. Miljøproblemer har vi haft hele tiden. Det var dem, der fik os til at bebo de mærkeligste steder på kloden, til at spise korn, til at slå hinanden ihjel. Historien er rig på miljøkatastrofer – dog hidtil af relativt lokal art – hvor kulturer er gået til grunde efter at have udtømt og nedbrudt deres eget ressourcegrundlag: ødelæggelsen af landsbrugsland i det sydlige Mesopotamien i det tredje årtusinde før Kristus, sammenbruddet af den isolerede Påskeø i Stillehavet, forsumpning og ørkendannelse i antikken, ikke mindst i Nordafrika, gentagne overfiskningssammenbrud på de store banker ved Newfound Land, rovdrift på vandreserver i Californien, i Mellemøsten og i Centralasien - hvor Aralsøen efter 1960 på få år blev forvandlet til en saltørken, efter at vandstanden var reduceret med 13 m og vandindholdet med 2/3 som resultat af storstilet overrisling og bomuldsdyrkning.[115]

Det er kuriøst, at markedsultraliberalisme har kunnet udvikle sig til en dominerende ideologi i de sidste årtier, hvor alt dette havde været almindeligt kendt længe. Men den økonomiske professions miljøopfattelse har forbedret sig. The Stern Review fra 2006 var et vendepunkt, der ændrede den traditionelle økonomis negligering af miljøproblemer, som Marx havde tilfælles med den, og omsider vinder det synspunkt frem, at politisk regulering er tvingende nødvendig og at gennemgribende central planlægning er det eneste håb, hvis vi ikke skal falde tilbage på de gammelkendte tilpasningsmekanismer, dvs. hungersnød, folkevandringer, epidemier og krige.[116]

Velfærdsteoriens to hovedsætninger viser sig at være et argument for central planlægning, ikke for ureguleret markedsstyring, fordi teoriens betingelser for markedseffektivitet ikke er opfyldt. Om politisk styring så vil fungere, når markedsstyring ikke gør, er ikke godt at vide – der er jo ikke bare markedsfejl, der er også bunker af politikfejl, som ultraliberalisterne aldrig bliver trætte af at fremhæve. Erfaringerne fra den sovjetiske planøkonomi er ikke opmuntrende. Miljøpolitiske instrumenter var til stede, men ikke den politiske vilje. Sovjetisk økonomisk politik var lige så BNP-vækst-fikseret som den økonomiske politik i vestlige demokratier, og resultaterne for økonomisk vækst og miljøforringelser var i høj grad de samme.[117]

Vildfarelse nr. 17:

His­tory has shown that central planning cannot deliver high and rapidly improving standards of living.  

(William J. Baumol, Robert E. Litan & Carl J. Schramm, 2007).[118]

Every­body knows that economic central planning in the Sovi­et Union was a failure.

(The Econo­mist, 2010).[119]

Ja, det ved alle. Det passer bare ikke. Fra 1913 til 1989 var den gennemsnitlige årlige vækst i BNP pr. indbygger omtrent den samme i Sovjetunionen (2.1%) som i USA (1.8%).[120] Derfor skete der næsten ingen indhentning, idet BNP pr. indbygger i Sovjetunionen som procent af USA's steg fra 28% til 31%, men i begge tilfælde blev BNP pr. indbygger mere end firedoblet, hvilket jo ikke er så ineffektivt endda, især ikke når det sovjetiske militær lagde beslag på 25% af BNP og sugede de bedste ressourcer og den mest kvalificerede arbejdskraft til sig til uproduktive formål. Omkostningerne i form af miljøødelæggelser var sammenlignelige i Sovjetunionen og i vestlige lande. Problemet er ikke, at planøkonomi ikke kan fungere; den fungerer fortræffeligt i alle mulige små, store og meget store, private og offentlige organisa­tioner, bl.a. nogle hurtigtvoksende økono­mier i Asien og i Tyskland fra 1933 helt frem til 1945. Problemet er magtkoncentrationen. Der kendes ingen eksempler på planøkonomier, som også var demokrati­ske, dog med krigsøkonomierne i England og USA under anden ver­denskrig som mulige undtagelser.[121]

Ikke desto mindre er tilliden til ubegrænset fremtidig vækst stadig udbredt:

Vildfarelse nr. 18:

[Velfærdskommissionen antager fremtidige] årlige produktivitetsstigninger på 2 procent om året ... Den vedvarende tendens til stigende produktivitet over tid er ligeledes veldokumenteret.

(Torben M. Andersen, formand for velfærdskommissionen, og Lars Haagen Pedersen, sekretariatschef for velfærdskommissionen, 2005).[122]

Naturligvis er 2% årlig vækst til evig tid, dvs. fordobling af BNP hvert 35. år, ikke "veldokumenteret". Hvad der er veldokumenteret, er, at Danmark i det exceptionelle 20. århundrede udviste en vækst på 2% om året i gennemsnit. Kun lidt vides om fremtiden, men angående fremtidig eksponentiel vækst vides to ting med sikkerhed: For det første, at det går hurtigt, efterhånden endog meget hurtigt; for det andet, at det holder op. Hvis Judas efter at være blevet afvist af ypperstepræsterne havde indskudt sine 30 sølvpenge (vægt 257.1 g) i en fond til en beskeden rente af 3% p.a., ville fonden i dag have disponeret over 5.976*1024 kg sølv, hvilket er lig med den totale masse af planeten Jorden.

Vildfarelse nr. 19:

I draw the conclusion that, assuming no important wars and no important increase in population, the economic problem may be solved, or at least within sight of solution, within a hundred years.

(John Maynard Keynes: Economic Possibilities for our Grandchildren, 1930).[123]

Vildfarelse nr. 20:

Den frie udvikling af personligheden, og deraf ... reduktionen af samfundets nødvendige arbejde til et minimum, som så modsvarer individernes kunstneri­ske, viden­skabelige etc. uddannelse gennem den for dem alle frigjorte tid.

(Karl Marx: Grundrisse, 1858).[124]

Marx og Keynes forudså, at materiel velstand ville bane vejen for en stadig højere udvikling af menneskets intellektuelle og moralske liv og eliminere de materielle behovs dominans. Og i modsætning til næsten alle andre datidige repræsentanter for the dismal science[125] forventede ingen af dem, at fremtidig materiel overflod kunne blive en trussel mod naturen, mod miljøet og mod mennesket selv. Marx forudsagde, korrekt, at kapitalismen havde et enormt potentiale for økonomisk vækst, og anså materiel overflod skabt af kapitalismen for en nødvendig betingelse for socialisme. Efter 150 år er det på tide at erkende, med den gamle paradoksmagers egne ord: "Sie steht bei ihm auf dem Kopf".[126] Voksende velstand er ikke et middel til at løse historiens gåde, til at skabe socialisme og demokrati; det er omvendt. Der er hårdt brug for socialisme, lighed og demokrati til at løse de problemer og konflikter, som vil følge af, at grænserne for vækst rykker nærmere i horisonten.

Den økonomiske analyse af forskellige miljøpolitiske instrumenter er et holdbart videnskabeligt resultat. Velfærdsteoriens to hovedsætninger er en videnskabelig landvinding, og det er de makroøkonomiske modeller og input-output-analyse også; de gør det fx muligt at beregne de samlede virkninger på produktion og beskæftigelse af en forøgelse af de offentlige udgifter eller af petroleumsvirksomheten i Norge, som i øvrigt tegner sig for 25% af det norske BNP; ressourcerenten udgør de 2/3, hvoraf 90-95% inddrages af staten; hertil kommer afledede virkninger.[127]

Men makromodellernes rækkevidde begrænses også af dobbeltproblemet, ukendskab til fremtiden og parametrenes ustabilitet. Derfor går det galt, hvis man forveksler modellerne og deres usikre og vilkårlige parametre med virkeligheden:

Vildfarelse nr. 21:

Der er solidt empirisk og teoretisk belæg for, at øget arbejdsudbud medfører øget beskæftigelse på sigt.

(Finansministeriet: Regne­principper og modelanvendelse, 2012).[128]

Bemærk det kvalificerende udtryk "på sigt"; i økonomisk sprogbrug betyder det, at man ikke er helt sikker på, hvad man siger. Men det er ikke desto mindre grundlaget for den nuværende og den forrige regerings økonomiske politik, som går ud på at øge arbejdsudbuddet som middel til at lukke gabet mellem den aktuelle og den mulige produktion.

Mere håndgribeligt anføres to argumenter. For det første det rent historiske argument, at sådan gik det faktisk, efter at arbejds­løsheden var steget i 1975, 1981 og 1994-2002. Det hyldes også af vismændene: "Når arbejdsstyrken vokser, så følger beskæftigelsen med op. I 1948 var arbejdsstyrken på godt to millioner i Danmark, men så kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og nu er arbejdsstyrken på 2.9 millioner. Hvis arbejdsløsheden blot var vokset i takt med, at arbejdsstyrken voksede, så havde vi i dag en arbejdsløshed på en million".[129]       Argumentet er naturligvis intet værd, eftersom det er en bevidst­løs historisk ekstrapolation uden forklaring af underlig­gende meka­nismer, et rent Mr. Micawber-argument.[130]

Det andet argument for den automatiske gablukning har mere for sig. Det er nemlig en gentagelse af Marx' argument om, at en "industriel reservearmé"[131] af passende størrelse vil kunne presse lønnen. Eller som det hedder hos Finansministeriet: "... når beskæftigelsen ikke stiger øjeblikkeligt til det højere struk­turelle niveau, kan der på kortere sigt forekomme en afdæmp­ning af lønstigningstak­ten",[132] og det vil forbedre konkurrenceevnen og dermed beskæftigel­sen. Løntrykkerargumentet nedtones af Finansministeriet; det står faktisk kun i en bisætning, men det er jo ofte dér, man skal finde det væsentlige. Der er dog tale om højst usikre mekanismer, og parametrene er helt ustabile og betænkeligt vilkårlige.

Ikke desto mindre er regeringens tillid til modellernes kontakt med virkeligheden og dens overbevisning om gablukningen så fast, at så snart en "reform" (typisk forringelser af overførselsindkomster og dagpengeregler) er vedtaget, tør man godt hjælpe beskæftigelsesstigningen på vej ved straks at ansætte nogle flere i det offentlige. Den øgede vækst om 5-10 år vil nemlig skabe så meget luft i statsbudgettet "på sigt", at man kan øge udgifterne straks. Disse sam­men­hænge og virk­ninger på kort og på langt sigt er uhyre kom­pli­cere­de, men det kan mo­dellerne holde styr på, bl.a. ADAM, som Dan­marks Sta­tistik står for og som bruges af Finans­ministeriet; det er alt sammen y­derst kompetent og pro­fessionelt, hvilket dog ikke afhjælper vil­kår­lighed i grund­antagelserne, ukendskab til fremtiden og ustabilitet i parametrene.

Helt afgørende parametre er ustabile. Produktivitetsstigning på 2% er ikke en stabil parameter[133] og er for længst opgivet, og der har for længst været nedsat en produktivitetskommission med den opgave at udrede årsagerne til de udeblevne produktivitetsstigninger efter år 2000.[134] De såkaldte elasticiteter i udenrigshandelen er afgørende for, hvornår og hvor meget lavere lønninger og priser vil give sig udslag i øget eksport, produktion og beskæftigelse. For et par år siden gav Finansministeriet eksportpriselasticiteten en klækkelig forhøjelse til ca. 5, mere end dobbelt så højt som den parameterværdi, Danmarks Statistik har regnet sig frem til; det giver et betydeligt skub til gablukningen.[135]

Selv finansmultiplikatoren er ustabil. Den sammenfatter mange parametres virkninger og er en krumtap i makromodellerne, idet den viser, hvor meget en permanent, lånefinansieret forøgelse af de offentlige udgifter til varer og tjenester med 1 mio. kr. vil forøge den samlede produktion. Værdier på omkring 1.1 i begyndelsen og aftagende over de følgende år anses for typiske. Men dens værdi svinger. I højkonjunkturer, hvor der ikke er ledige ressourcer, kan den blive negativ, og den kan stige til over 3 i recessioner, hvis renten er nær nul. I årene efter finanskrisen i 2008 er der estimeret mange forskellige værdier derimellem.[136]

Den økonomiske profession har i nyere tid begået en stribe kapi­ta­le brø­lere: fejlvurderingen af miljøproblemerne gen­nem årtier, af der­eguleringen og markedsfundamentalismen, af euroen, af dansk økonomis mangel på ar­bejdskraft - den mangler ikke ar­bejdskraft - den mangler skattey­dere. Der­til kommer selvfølge­lig den kollektive måben over for fi­nans­kri­sen samt fejlvurderin­gen af den sovjetiske planøko­nomi og den efterfølgende transition.

Noget er helt galt. Det er ikke politisk følgagtighed det hele. Der er - som nævnt - heller ikke noget galt med økono­mernes for­stand. Økonomi og økonomer, markedsteori, cost-benefit-analyse, central planlægning, makromodeller og økonomisk teori i almindelighed – det er alt sammen bedre end sit rygte. Det er virke­lig­heden, som der er noget galt med, og som teorien forveksles med: Para­me­trene er usta­bile, og fremtiden er ukendt.

Økonomi adskiller sig fra poli­tologi og sociologi. Man ville aldrig finde på at sige om økonomi, som en smilende amerikansk filosof sagde om sociologi, nemlig at den ind­til nu kun nået frem til tre genera­liseringer: 1) hvis det ikke er det ene, så er det det andet, 2) ting ændrer sig, 3) det er altid anderle­des sydpå.[137] Men det er karak­teristisk for samfundsviden­skaberne, at kvalifi­ceret analy­se, fx af spørgsmålet om, hvor­dan man skaber øko­nomisk vækst, mere beror på detaljeret lokal­kend­skab end på teore­tisk indsigt, der kun er til begrænset hjælp.

Alt dette er jo ikke så godt, hvis man har videnska­belige ambi­tioner på økonomiens vegne. På den anden side er de viden­skabeli­ge resultaters diffuse karakter stærkt op­mun­trende, hvis man har ambitioner om at forbedre sam­fun­det, for det gør jo rå­derummet tilsvarende større. Men frit slag er der ikke.

References:

Andersen, T.M. & Haagen Pedersen, L.: Demografi, velstandsdilemmaer og makroøkonomiske strategier. Natio­nal­økonomisk Tids­skrift 143 (november 2005, nr. 2):189-229.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: De glemte fattige. Tema: Fordeling og levevilkår. København: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2015.

Arrow, K., Dasgup­ta, P., Goulder, L., Daily, G., Ehrlich, P., Heal, G., Levin, S., Mäler, K.-G., Scheider, S., Starrett, D. & Walker, B.: Are We Consuming too Much?. Journal of Economic Perspectives 18 (Summer 2004, No. 3):147-172.

Atkinson, A.B.: The Economics of Inequality, 2nd edt. Oxford: Clarendon 1983.

Atkinson, A.B.: Inequality: What can be done? Cambridge, Mass.: Harvard University Press 2015.

Baumol, W.J., Litan, R.E. & Schramm, C.J.: Good Capitalism, Bad Capitalism, and the Economics of Growth and Prosperity. New Haven: Yale University Press 2007.

Becker, G.S.: A Theory of Marriage. Part I. Journal of Political Economy 81 (July/August 1973, No. 4):813-846.

Besley, T: What's the Good of the Market? An Essay on Michael Sandel's What Money Can't Buy. Journal of Economic Literature 51 (June 2013, No.2):478-495.

Bjørsted, E.: Kritik af Finansministeriets regneprincipper er berettiget. København: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, august 2015. (trykt som kronik i Børsen, 31. august 2015).

Bowles, S. & Polanía-Reyes, S.: Economic Incentives and Social preferences: Substitutes or Complements. Journal of Economic Literature 50 (June 2012, No.2):368-425.

Cappelen, Å., Eika, T. & Prestmo, J.B.: Petroleumsvirksomhetens virkning på norsk økonomi og lønnsdannelse. Rapporter 59/2013. Oslo: Statistisk Sentralbyrå 2013.

Copeland, T.E., Weston, J.F. & Shastri, K.: Financial Theory and Corporate Policy (4th ed.). Boston: Pearson Addison Wesley 2005.

Cox, B. & Forshaw, J.: The Quantum Universe: Everything that Can Happen Does Happen. London. Allen Lane 2011.

Dickens, C.: David Copperfield (1850). Ware: Wordsworth 1992.

Durkheim, É.: De la division du travail social (1893). Paris: Presses Universitaires de France 1960.

DØR (Det økonomiske Råd): Dansk Økonomi, Forår 2000. København: Det økonomiske Råd 2000.

Edlund, L. & Korn, E.: A Theory of Prostitution. Journal of Political Economy 110 (February 2002, No. 1):181-214.

Elster, J.: Nuts and Bolts for the Social Sciences. Cambridge: Cambridge University Press 1988.

Fernández-Armesto, F.: Millenium. A History of Our Last Thousand Years. London: Bantam press 1995.

Finansministeriet: Vejledning i ud­arbejdelse af samfundsøkonomi­ske konsekvensvurderinger. København: Finansministeriet november 1999.

Finansministeriet: Regneprincipper og modelanvendelse i Finansministeriet. Notat. København: Finansministeriet, november 2012.

Fyodorov, E.: Relations with Nature Optimised. Social Sciences 10 (1979, No. 1):205-221.

France, A.: Den røde lilje. København: Gyldendal 1921.

Franciscus PP.: Evangelii gaudium. Adhortatio apostolica, English language version. Vatican: Vatican Press 2013.

Frank, R.H., Gilovich, T. & Regan, D.T.: Does Studying Econo­mics Inhibit Cooperation?. Journal of Economic Perspecti­ves 7 (Spring 1993, No. 2):159-171.

Frydman, R. & Goldberg, M.D.: Efficient Markets: Fictions and Reality. Paper presented at the Inaugural Conference of the Institute for New Economic Thinking. King's College, Cambridge 8-11 April 2010.

Frydman, R. & Goldberg, M.D.: Beyond Mechanical Markets. Princeton: Princeton University Press 2011.

Gide, C.: Les Colonies communistes et coopératives. Paris: Association pour l'enseignement de la coopération 1928.

Girard, R.: La Route antique des hommes pervers. Paris: Grasset 1985.

Goodchild, P.: Theology of Money. Durham: Duke University Press 2009.

Gylfason, T., Holmström, B., Korkman, S., Söderström, H.T. & Vih­riälä, V.: Nordics in Global Crisis. The Rese­arch Institute of the Finnish Economi (ETLA). Helsinki: Taloustieto Oy 2010.

Hanley, N., Shogren, J.F. & White, B.: Introduction to Environmental Economics. Oxford: Oxford University Press 2001.

Hansen, M.: Venstrefløjens knæfald for de borgerlige er gået alt for vidt. Politiken, 5. August 2013.

Hayek, F.A. von: New Studies in Philosophy, Politics, Economics, and the History of ideas. London: Routledge & Kegan Paul 1978.

Homans, G.C.: Social Behaviour. London: Routledge and Kegan Paul, 1961.

Hotelling, H.: Stability in Competition. The Economic Journal 34 (March 1929, No. 153):41-57.

Keynes, J.M.: Collected Writings. London: Macmillan 1972.

Kindleberger, C.P. & Aliber, R.Z.: Manias, Panics and Crashes. A History of Financial Crisis, 5th edt. New York: Palgrave Macmillan 2005.

Kjetsaa, G.: Fjodor Dostojevskij – et digterliv. København: Chr. Erichsen 1986.

Konow, J.: Which Is the Fairest One of All? A Positive Analysis of Justice Theories. Journal of Economic Literature 41 (December 2003, No. 4):1188-1239.

Krasnik, A., Groenewegen, P.P., Pedersen, P.A., v Scholten, P., Mooney, G., Gottschau, A., Flierman, H.A. & Damsgaard, M.T.: Changing Remuneration Systems: Effects on Activity in General Practice. British Medical Journal 300 (1990):1698-1701.

Kærgaard, N.: Hvordan ser verden ud? Festskrift til Niels Kærgård på 70- årsdagen. (Red. Andersen, P., Henriksen, I., Petersen, J.H. & Zobbe, H.). København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2012.

Layard, R.: Happiness. Lessons from a New Science. London: Allen Lane 2005.

Lee, D. & Newby, H.: The Problem of Sociology. London: Unwin Hyman 1989.

Leontief, W.: The Significance of Marxian Economics for Pre­sent-Day Economic Theory. American Economic Review 28 (March 1938, No. 1 Supplement):1-9.

Leontief, W.: Academic Economics. Science 217 (9 July 1982, No. 4555):104-107; 219 (25 February 1983, No. 4587):904,907.

Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Freakonomics: A Roque Economist Explores the Hidden Side of Everything. London: Penguin 2005.

Lindbeck, A.: Incentives and Social Norms in Household Beha­v­ior. American Economic Review 87 (May 1997, No. 2):370-377.

Lykkeberg, R.: Hvil I fred, du økonomiske menneske. Politiken, 21. oktober 2015.

Maddison, A.: The World Economy. Historical Statistics. Paris: OECD: 2003.

Mankiw, N.G.: Principles of Macroeconomics. The Dry­den Press, Fort Worth 1997.

Mankiw, N.G.: Macroeconomics, 4th edt. New York: Worth Publishers 2000. .

Marx, K.: Kapitalen. Bd. 1-3 (1867, 1885, 1894), 11 bd., redaktion og indledning ved Johs. Witt-Hansen. København: Rhodos 1970-1972.

Marx, K.: Grundrids til Kritikken af den Politiske Økonomi (1858). Aar­hus: Modtryk-Kurasje 1974-77.

Marx, K. & Engels, F.: Werke. Berlin: Dietz Verlag 1962-68.

Marx, K. & Engels, F.: Udvalgte skrifter (Bd. 1-2). København: Tiden 1973.

McNeill, J.: Something New under the Sun. An Environmental His­tory of the Twentieth Century. London: Penguin 2001.

Milgrom, P. & Roberts, J.: Economics, Organization and Manage­ment. Eng­lewoods Cliffs, NJ: Prentice-Hall 1999.

Mykle, A.: Sangen om den røde rubin (1956). Oslo: Gyldendal Norsk Forlag 1957.

Møller, M. & Nielsen, N.C.: Kunst økonomisk set. København: Gyldendal 1999.

Møller, M. & Nielsen, N.C.: Din Økonomi. København: Børsens Forlag 2005.

Needham, J.: The Grand Titration. Science and Society in East and West. London: George Allen & Unwin 1969.

Nordhaus, W.D.: A Review of The Stern Review on the Eco­nomics of Climate Change. Journal of Economic Litera­ture, 45 (September 2007, No. 3):686-702.

Pasternak, B.: Doktor Zhivago (1955). København: Gyldendal 1961.

Pedersen, P.: Thomas Piketty: Teori, resultater og relevans for Danmark. Samfundsøkonomen (oktober 2015, nr. 3):5-11.

Piketty, T.: Capital in the 21st Century. Belknap Press, Harvard University Press, 2014.

Plesner, S.: Nobelprisen i økonomi 2013: Efficiente eller inefficiente markeder? Samfundsøkonomen (nr. 3, oktober 2015): 45-50.

Ponting, C.: A Green History of the World. Harmondsworth: Pen­guin 1991.

Pontrjagin, L.S.: O matematike i kachestve ee prepodovanija. Kommunist 1186 (September 1980, No. 14):99-112.

Produktivitetskommissionen: Det handler om velstand og velfærd – slutrapport. København: Produktivitetskommissionen 2014.

Rawls, J.: A Theory of Justice. Oxford: Oxford University Press 1972.

Rodrik, D.: Goodbye Washington Consensus, Hello Washington Con­fusion? A Review of the World Bank’s Economic Growth in the 1990s: Learning from a Decade of Economic ReformJournal of Economic Literature 44 (December 2006, No. 4):973-987.

Ross, S.A., Westerfield, R.W. & Jordan, B.D.: Corporate Finance Fundamentals (7th ed.). New York: McGraw-Hill Ir­win 2007.

Sandel, M.J.: What Money Can't Buy. The Moral Limits of Markets. London: Allen Lane 2012.

Sandmo, A.: Economists and the Welfare State. European Econo­mic Review 35 (May 1991, Nos. 2-3):213-239.

Schiller, R.J., Boycko, M. & Koro­bov, V.: Popular Attitudes To­ward Free Markets: The Soviet Union and The United States Com­pared. American Economic Review 81 (June 1991, No. 3): 385-400.

Schultz, C.: Nobelprisen i økonomi 2014: Jean Tirole, konkurrence og regulering. Samfundsøkonomen (nr. 3, oktober 2015): 51-55.

Sen A.: On Ethics and Economics. Oxford: Blackwell 1987.

Smith, A.: An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations (1776). London: Electric Books 2001.

Stern, N. (ed.): The Economics of Climate Change (The Stern Review, HM Treasury Independent Review). Cambridge: Cam­bridge University Press 2007.

Stern, N.: The Structure of Economic Modelling of the Potential Impacts of Climate Change: Grafting Gross Underestimation og Risdk onto Already Narrow Science Models. Journal of Economic Literature 51 (September 2013, No. 3):838-859.

Stiglitz, J.E.: Economics of the Public Sector, 3rd edt. New York: Norton 2000.

Stiglitz, J.E., Ocampo, J.A., Spiegel, S., Ffrench-Davis, R. & Nayyar, D.: Stability with Growth. Macroeconomics, Libera­lization, and Development. Oxford: Oxford University Press 2006.

Sørensen, C.: Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens. København: Tiderne Skifter 2013.

Sørensen, C.: EU og udbudsøkonomien. Kritisk Debat, 15. oktober 2015. (www.kritiskdebat.dk).

Thirlwall, A.P.: Growth and Development, 7th edt. Basingstoke: Palgrave Macmillan 2003.

Thorup, M., Bek-Thomsen, J., Christiansen, C.O. & Gaarsmand Jacobsen, S.: Pengene og Livet. København: Informations Forlag 2015.

Voltaire, F.: Candide (1759). København: Aschehoug 1954.

von Hagen, J. & Welker, M. (eds.): Money as God? The Monetisation of the Market and its Impact on Religion, Politics, Law and Ethics. Cambridge. Cambridge University Press 2014.

Weitzman, M.L.: A Review of The Stern Review on the Economics of Climate Change. Journal of Economic Literature 45 (Sep­tember 2007, No. 3):703-724.

Yezer, A.M., Goldfarb, R.S. & Poppen, P.J.: Does Studying Eco­nomics Discourage Cooperation? Watch What We Do, Not What We Say or How We Play. Journal of Economic Perspecti­ves 10 (No. 1, Winter 1996):177-186.

Økonomiministeriet og Finansministeriet: Danmark og euroen. Konsekvenser ved forskellig tilknytning til eurosamarbejdet. København: Økonomiministeriet og Finansministeriet 2000.

Aage, H.: Popular Attitudes and Perestroika. Soviet Studies 43 (January 1991, No. 1):3-25.

Aage, H. (ed.): Environmental Transition in Nordic and Baltic Countries. Cheltenham: Edward Elgar 1998.

Aage, H.: Vilhelm Beck - omstridt gennem 133 år. Kirkehistoriske Samlinger (2002):69-97.

Aage, H.: Karl Marx. Den proletariske klasses teoretiker. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2004.

Aage, H.: Economic Ideology about the Environment. From Adam Smith to Bjørn Lomborg. Global Environment 1 (November 2008, No. 2):8-45.

Aage, H. et al.: Hovedstrømninger i det 21. århundredes økonomi. Nationaløkonomisk Tidsskrift 146 (april 2009, nr. 3):301- 318.

Aage, H.: Populistisk statskapitalisme i Rusland. Samfundsøkonomen (april 2016, nr. 1).  

 

 

 

[1] Marx, 1867:134.

[2] Goodchild (2009:135-139) bygger også på en slags arbejdsværdilære.

[3] Marx, 1867:323.

[4] Goodchild, 2009:121.

[5] Thorup et al., 2015:149,72,124. Denne glimrende bog behandler en række af emner for nærværende artikel, dvs. den økonomiske videnskabs spekulative, verdensfjerne og ideologiske sider, ligesom Michael Sandel's (2012) fortræffelige bog, som jeg også har gjort flittigt brug af. Min indvending mod dem begge to er, at de ikke forsøger på at sondre mellem den holdbare basis i form af videnskabelige landvindinger og den ideologiske overbygning, altså at skelne skidt fra kanel. Derved fremtræder økonomi som et attituderelativistisk sammensurium, hvor det ene kan være lige så godt som det andet.

[6] Goodchild, 2009:87.

[7] Sandel, 2012:48.

[8] Besley, 2013:488.

[9] Leontief (1938) karakteriserer Marx som kapitalismens store karakterlæser.

[10] Julian Simon vandt væddemålet med Paul Ehrlich angående råvareprisernes udvikling i 1980erne, men han kunne have tabt, hvis Paul Ehrlich havde accepteret hans tilbud om "kvit eller dobbelt" for et senere tidspunkt. (The Economist, 6 August 2011, p 58).

[11] The Economist, 7 March 1998, p 6.

[12] Sandel, 2012:30-32.               

[13] Erik Hoffmeyer, Politiken, 13. december 1981.

[14] Schiller et al., 1991; Aage 1991.

[15] Goodchild, 2009:120.

[16] Politiken, 5. august 2013.

[17] Muligvis en forvanskning af en sentens af Anatole France (1921, kap.7:78), som peger i samme retning, selv om det bogstavelige indhold nærmest er det modsatte: "Den ophøjede lighed for loven, der forbyder såvel rig som fattig at sove under broerne, betle på gaderne og at stjæle brød".

[18] Brugen af jernkæder til store broer var kendt i Kina mindst tusind år tidligere, og bærende konstruktioner af støbejern blev brugt i bygninger ("skyskrabere") flere hundrede år tidligere (Needham, 1969:18-19,103,105).

[19] The Ironbridge Gorge Museum, Ironbridge, Telford.

[20] Franciscus PP., 2013:160-161,46-49.

[21] Sandel, 2012; Besley, 2013.

[22] citeret fra Mankiw, 2000:193.

[23] Smith, 2001, Book V, Chap. II; p 1208.

[24] Fernández-Armesto, 1995:358-363.

[25] The Economist, 29 October 2011, p 84; Fernández-Armesto, 1995:295.

[26] Stiglitz et al., 2006; The Economist, 31 August 2013, p 58.

[27] Teorien er en forenkling, og den kan derfor misbruges. Men det er en misforståelse at anse forenkling, antagelsen om ceteris paribus, som en særegen fejl ved økonomi (Thorup et.al., 2015:89). Al teori foretager nyttige forenklinger. Selv den store Albert Einstein tillægges følgende: "Man skal forenkle tingene så meget som muligt, men så heller ikke mere". Navnlig de sidste fem ord var relevante for Einsteins vedkommende.

[28] Thirlwall, 2003:284-88;658-67.

[29] Rodrik, 2006.

[30] Franciscus PP., 2013:47.

[31] Aage, 2002:129.

[32] Sandmo, 1991:238.

[33] Marx, 1858:21.

[34] Cox & Forshaw, 2011:203-214. Denne populære bog indeholder ikke ét ord om videnskabsteori, og ordet paradigme forekommer ikke én eneste gang.

[35] citeret fra Frydman & Goldberg, 2010:3.

[36] Frydman & Goldberg, 2010:3, 2011:81-102.

[37] Plesner, 2015:45.

[38] The Economist, 23 January 2016 p 66.

[39] Copeland et al., 2005.

[40] Kindleberger & Aliber, 2005:84-86.

[41] citeret fra Frydman & Goldberg, 2010:3; The Economist, 19 October 2013, pp 12,69, 2 November 2013:18.

[42] Møller & Nielsen, 2005: 119-140; Ross, Westerfield & Jordan, 2007:383-387;

The Economist, 26 January 2013, p 62; 2 November 2013, p 18; 7 December 2013, pp 13, 24-26.

[43] Plesner, 2015:46.

[44] Schultz, 2015:54.

[45] Gylfason et al., 2010:59-63.

[46] The Economist, 14 January 2012, p 74.

[47] Kindleberger & Aliber, 2005:41.

[48] Kjetsaa, 1986:193-201,257-259,292-294. Det samme kan man lære af et andet geni fra Newton's samtid, Gottfried Wilhelm Leibniz, som beherskede mange videnskaber og som grundlagde differential- og integralregningen samtidig med Newton omkring 1685. De førte den heftige prioritetsstrid om, hvem der kom først; men der er nu almindelig enighed om, at de må dele æren, og der er jo også rigeligt til dem begge to. Leibniz var bl.m.a. også teolog og mente at have løst teodicéproblemet, altså problemet om, hvordan Gud kan være både almægtig og algod, når verden ser ud, som den gør. Dette harmede Voltaire så meget, at han skrev Candide, hvor Leibniz hånes som Dr. Pangloss (Voltaire, 1759:152-155).

[49] Plesner, 2015:46.

[50] Marx, 1867:175.

[51] Cox & Forshaw, 2011:197.

[52] Besley, 2013:483.

[53] Leontief,1982:104,107.

[54] Pontrjagin, 1980:104.

[55] Thomas Piketty, citeret fra Thorup et al., 2015:91.

[56] Aage et al., 2009:309,313,317; Sandel, 2012:48.

[57] Sandel, 2012:151-152.

[58] Mankiw, 1997:244.

[59] "Men hvad angår det livssyn, den lykkefilosofi, som nu er ved at blive indført, så er det næsten ikke til at tro, at det er alvor­ligt ment, så latterlige virker disse rester og stumper". Boris Pasternak: Doktor Zhivago, 1955.(1961:436).

[60] Frank, Gilovich & Regan, 1993; Yezer, Goldfarb & Poppen, 1996.

[61] Politiken, 20 September 2007.

[62] Hotelling, 1929.

[63] Peter Birch Sørensen, Politiken, 22 January 2014.

[64] Rawls, 1972.

[65] Rawls, 1972; Atkinson, 1983; Sen, 1987; Konow, 2003.

[66] Jf. også Møller & Nielsen, 2000:46,49.

[67] Hayek, 1978:57.

[68] Marx, 1894:444, jf. Marx, 1867:322

[69] Jyllandsposten, 18. september 2005.

[70] Piketty, 2014; Pedersen, 2015; Sørensen, 2015; Atkinson, 2015.

[71] Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2015.

[72] Berlingske Tidende, 7. december 2013. Her er der ikke noget argument overhovedet; det er ren mimétisme à la Girard (1985:93). Om Jobs Bog, Girard og finanskrisen, se Christen Sørensen, 2013:17-18.

[73] Shakespeare, Timon of Athens, Act 4, Scene 3, citeret af Marx (Paris Manuskripter, 1844; Marx & Engels Werke, Ergänzungsband:1.564), for hvem penge var indbegrebet af fremmedgørelse, jf. Werke 23:146; Marx, 1858:805-806,823-826.

[74] 1 Mos. 25:29-34.

[75] Levitt & Dubner, 2005; citeret fra Politiken, 16. december 2005.

[76] Sandel, 2012:72.

[77] Sandel, 2012:94.

[78] Aage, 2004:145-155.

[79] Møller & Nielsen,1999:6,13.

[80] The Economist, 11 January 2014, p 12; 21 December 2013, p 100.

[81] Finansministeriet, 1999:63.

[82] Stiglitz, 2000:279.

[83] Return On Equity, Møller & Nielsen, 1999:96-97,150,180.

[84] Matt. 26:11.

[85] Weitzman,2007:707; The Stern Review (2007:45-47,161-163) burger en diskonteringsrente på 1.4%, heraf en ren tidspræference på 0,1% af den ene grund, at der er en sandsynlighed større end nul for, at menneskeheden vil blive udslettet, hvorefter ingen costs eller benefit behøver at blive medregnet.

[86] William Nordhaus (2007:686).

[87] Stern, 2007:30,31.

[88] Møller & Nielsen, 1999:15,153.

[89] Dette er jo velkendt og et hovedtema i den klassiske tragedie.

[90] Marx & Engels, 1973:29.

[91] Mykle, 1957:299. Romanen blev forbudt af tingretten, ikke på grund af middagstalen, men på grund af pornografi, som dog forekommer uskyldig efter en senere tids målestok, men til sidst blev den frikendt af Høyesterett i 1958.

[92] Becker, 1973; "Selvfølgelig indgår det også i ligningen, men kærlighed er ikke noget, vi kan observere i vores data ... Men kærligheden er med i regnestykket, bare som noget uforklaret", Michael Svarer i Politiken, 14. februar 2014 (bagsiden); Thorup et al., 2015:59-64.

[93] Edlund & Korn, 2002:184.

[94] Homans, 1961.

[95] Se fx den fremragende bog om economic organization af Milgrom & Roberts, 1999.

[96] Sandel, 2012:43-130,122-124.

[97] Besley, 2013; Bowles & Polanía-Reyes,2012.

[98] Lindbeck, 1997.

[99] Lindbeck, 1997:371.

[100] Durkheim, 1960:207,402-403.

[101] Gide, 1928:103. Charles Gide var broder til forfatteren André Gide.

[102] Lee & New­by, 1989.

[103] Elster, 1988:123

[104] DØR, 2000:304,286-287.

[105] Krasnik et al., 1990.

[106] Der Spiegel, quoted in Politiken, 29 November 2008.

[107] Sandel, 2012:74; jf. Thorup et al., 2015:126.

[108] The Economist, 20 April 2013, pp 61-62; 14 December 2013, p 58.

[109] Sandel, 2012:75.

[110] I Danmark har alkoholbeskatningen dog aldrig været dikteret af hensynet til befolkningens sundhed, men derimod af hensyn til sikkerhed for forsyning med korn til fødevarer under første verdenskrig, de offentlige kasser, og EUs indre markedspolitik.

[111] Aage, 1998:3-15.

[112] Fyodorov, 1979:221.

[113] Information, 18. marts 1991.

[114] Dickens, 1992:642. Mr. Micawber’s ukuelige og fuldstændig uberettiget optimistiske forhåbninger endte til sidst med at gå i opfyldelse.

[115] Ponting, 1991; McNeill, 2001; Goodchild, 2009:81-84; Aage, 2008; jf. også Vildfarelse nr. 7 ovenfor.

[116] Stern, 2007; Arrow et al. (2004); Weitzman (2007).

[117] Aage, 1998:3-15; Ponting, 1991:153.

[118] Baumol, Litan & Schramm, 2007:7.

[119] The Econo­mist, 21 August 2010 p 65.

[120] Maddison, 2003; Aage, 2016.

[121] Chang, 2010:199-209.

[122] Andersen & Haagen Pedersen, 2005:191,200.

[123] Keynes, 1972, IX:326.

[124] Marx, 1858:547, cf. Marx, 1858:605.

[125] blandt andre Malthus, Jevons and Wicksell, cf. Aage, 2008. Derfor betegnedes økonomi som the dismal science; the dismal trade er bedemandsbranchen.

[126] Marx, 1867:105.

[127] Cappelen et al., 2013:9.

[128] Finansministeriet, 2012:21.

[129] Daværende overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Politiken, 9. januar 2011.

[130] Jf. Vildfarelse nr. 16.

[131] Marx, 1867:906-907.

[132] Finansministeriet, 2012:37.

[133] Jf. Vildfarelse nr. 18.

[134] Produktivitetskommissionen, 2014.

[135] Bjørsted, 2015; Christen Sørensen (2015:5) har i flere år prøvet at hale en begrundelse for parameterændringen ud af Finansministeriet, men uden held. So fühlt man Absicht, und man ist verstimmt.

[136] The Economist, 27 October 2012, p 66.

[137] citeret af Henrik Dahl i Berlingske Tidende, 15. marts 2012.