Opgør med diktatpolitikken
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. februar 2016

”Jeg vil opfordre borgmestrene rundtomkring i landet til at gøre det sammen og sige: ”Vi tager hånd om kommunernes økonomi, og så må finansministeren, regeringen og Dansk Folkeparti selv lægge ansigt til, hvis der skal laves besparelser i kernevelfærden. De må tage skraldet og ikke lade det være op til landets kommunalpolitikere””. Overborgmester Frank Jensen, Politiken d. 27. januar 2016

Selvfølgelig havde regeringen og ikke mindst DF under finanslovsforhandlingerne en lille gnavende frygt for, at der op til økonomiforhandlingerne mellem finansministeriet og KL kunne blive mere teatertorden end sædvanligt. Men det er ikke troligt, at parterne havde forudset udspillet fra Frank Jensen og signalet til kommunal samling mod regeringens omprioriteringspolitik.

Når man nu har det sådan, så kan man forsøge at vifte protesten af ved som både KL’s formand, Martin Damm, og flere kommunalforskere gør det, at kalde opgøret med regeringens og DF’s politik ved økonomiforhandlingerne for en sympatisk men ”teknisk umulig øvelse”. Men de har helt misforstået, hvad der er på spil!

For uanset om forårets mange initiativer, bevægelser og debatscener ikke når målet med at tvinge regeringen til at opgive omprioriteringsbidraget eller til at sende alle pengene retur, så rækker de aktuelle modsætninger og uroen ude i kommunerne nemlig langt videre til blot frustration over regeringens og DF’s aktuelle politik.

For tiden tælles der på knapper blandt mange borgmestre og kommunalpolitikere om, hvorvidt der i fuld offentlighed på KL’s topmøde den 10-11. marts skal lægges op til, at KL ikke skal indgå en aftale med regeringen, så længe omprioriteringsbidraget udgør grundlaget. Det interessante her er, at diskussionstemaet er reduceret til et: skal man denne gang tage skridtet fuldt ud og sige, at ingen aftale er bedre end den, regeringen lægger op til, og kan man på det spørgsmål forvente fuldstændig enighed hos oppositionen i Folketinget? Indtil nu har Enhedslisten og Socialdemokratiet meldt ud på en måde, der henholdsvis støtter og antyder en støtte til et kommunalt oprør og et nej til en økonomiaftale. Men målet må være at få hele oppositionen samlet på Christiansborg og sætte DF under pres.

Samtidig med man indenfor det kommunalpolitiske felt næsten dagligt ventilerer synspunkter om KL’s strategi, har flere fagforeninger i København dannet Velfærdsalliancen.dk, som allerede nu søges udbredt til hele landet, og det begyndende oprør mod regeringens omprioriteringsbidrag, der kan få energi fra flere faglige sammenslutninger, brugerorganisationer og ”offentlige politiske sammenkomster”, rækker altså ud over det umiddelbare mål, om at KL skal afvise at indgå en økonomiaftale med regeringen, hvis omprioriteringsbidraget ikke tages af bordet eller gennem diplomatiske øvelser fratages sin praktiske virkning.

Det er reelt det gamle VKO flertals ”kommunestrategi”, der endelig er oppe til eksamen, fordi flere og flere kommunalpolitikere og borgmestre er bragt til et punkt, hvor de ikke længere vil tage de skrald, som Frank Jensen taler om. Mistilliden til lokalpolitikerne er ved at tage samme bane som mistilliden til Folketingspolitikere.

Siden 2002 har Venstre sammen med Konservative og Dansk Folkeparti haft den klare strategi at overlæsse kommunerne med (nye) opgaver og samtidig fastlåse skatten. Strategien har medført, at kommunerne er blevet stadigt mere afhængige af den centrale finansiering og ikke mindst underlagt de medfølgende centrale bestemmelser. På den måde er det stort set lykkedes de siddende regeringer selv at skære ned på de offentlige udgifter og i stedet overlade det beskidte arbejde til kommunerne og til en vis grad regionerne.

Oprøret handler helt principielt om kommunernes fremtidige status i det danske politiske forvaltningshierarki og om genetablering af det politiske den balance, der herskede, før VKO igangsatte deres ”kommunestrategi” og tømte det demokratiske balanceforhold mellem stat og kommuner for reelt indhold. Vi er godt klar over, at de forudgående socialdemokratisk ledede regeringer var begyndt at føre samme kurs – bl.a. i opgavekommissionen – men ændringerne efter 2002 er skelsættende.

Oprøret mod regeringens politik og presset på KL’s ledelse for ikke at indgå en aftale rækker selvfølgelig også ind i kommunalvalgåret 2017.

Enhver byrådspolitiker og borgmester vil allerede til august, hvor budgetforhandlingerne så småt indledes, have et øje rettet ind i 2017. Men ud over at det for den enkelte kommunalpolitiker gælder om at blive valgt eller genvalgt, handler valget også om muligheden for, at der kan dannes et uomgængeligt flertal i KL, der er i lodret opposition til regeringens politik, og som netop er blevet valgt på det grundlag. Man kan i den anledning sagtens forestille sig, at et synligt skifte i styrkeforholdene - hvor eksempelvis Århus-borgmesteren bliver ny KL formand - ville skabe et konstant pres for, at KL i de fleste forhold torpederer regeringens ”kommunestrategi” eller i det mindste forringer dens virkningskraft. Hvilket igen vil betyde, at borgere og faglige organisationer, brugerorganisationer osv. ikke, som for tiden, behøver at slå sig til tåls med at stå på torve og pladser og råbe mod en regering, der i øvrigt ikke er det mindste lydhør. I fald styrkeforholdet i KL ændres, så det er til at tage og føle på, må man formode, at det vil blive en langt hyppigere trafik at rette protesterne og kravene gennem KL.

Om ikke de jure så de facto vil KL kunne optræde i hele velfærdspolitikken som demokratisk balancefaktor over for den til enhver tid siddende regering og de politiske alliancer i Folketinget, hvilket er et perspektiv, som de fleste partier på Christiansborg ikke vil have det helt godt med.

Man kan leve med uro op til og under økonomiforhandlingerne, og kan måske leve med at give en del indrømmelser for at ikke at åbne en alt for stor flanke. Men den siddende regering og dens parlamentariske grundlag vil være ilde stedt, hvis kommunalvalget i 2017 får et resultat, der afspejler den voksende modstand mod regeringens og især DF’s populistiske centralisme, hvor de få bestemmer på de manges vegne og reducerer kommunerne til administrationsenheder. Hertil kommer selvfølgelig det perspektiv, at ændrede styrkeforhold i KL og i KL’s forhold til regeringen også vil åbne muligheder for at udfolde modstanden mod budgetlovens teknokratiske bestemmelse af, hvad der er den ”nødvendige politik” og det tilladelige ”økonomiske råderum”.

Men midt i tumlen efter Frank Jensens udmelding og den begyndende kampagne for at lægge et massivt pres på KL frem mod økonomiforhandlingerne, er der dukket et helt ny og langt mere vidtgående perspektiv op, formuleret af Århusborgmesteren, Jacob Bundsgaard. ”Vi skal ikke levere en eller anden mængde velfærd til borgerne, med derimod skabe velfærden i et samspil mellem borgeren, kommunens medarbejdere, virksomheder, civilsamfund og andre kræfter”, udtaler Jacob Bundsgaard i et interview med Mandag Morgen 1. februar 2016.

I borgmesterens vision for fremtidens velfærd er ”standard” skiftet ud med ”drømme” og ”service” med ”fællesskab”. Disse og mange flere af udtalelserne fra Jacob Bundsgaard kan selvfølgelig hurtigt affærdiges og rubriceres under kategorien luftige tanker uden ”gang på jorden”. Og det kritiske blik kan selvfølgelig tilføje: ”Er det nu et nyt spareparadigme i lighed med de forudgående floromvundne varebetegnelser, der hver gang har hævdet det mulige i at hælde en hel liter på en halvliters flaske, så nedskæringer i virkeligheden bliver til forbedringer”?

Det forekommer os dog alt for forsimplet og forhastet at afvise borgmesterens udtalelser og krav om ”at gentænke velfærden”. Jacob Bundsgaards visioner kan nemlig for det første være et varsel om, at den aktuelle oprørsstemning stikker langt dybere end det, mediernes overskrifter lader forstå, og for det andet repræsenterer et voksende ønske om at gøre op med to årtiers teknificering, dehumanisering og afdemokratisering af velfærdsdebatten. Hvis man nu i det mindste for en stund bliver lidt optimistisk.

Hertil kan føjes, at de ønsker, man går og gør sig i Århus, absolut ikke lader sig realisere uden som resultat af et større opgør med den politiske forvaltningsstruktur, som det tidligere VKO flertal fik gennemført med strukturreformen. For da man gennem diverse mediemanipulationer fik mobiliseret en opbakning til at nedlægge amterne og i stedet indsætte de 5 regioner uden eget skattegrundlag og uden egen reel beslutningsret, og ved samme lejlighed reducerede drastisk i antallet af kommuner, indførte man også ”det indre marked” i hele den offentlige sektor, hvor de tre politiske forvaltningsled – stat – regioner – kommuner – blev tvunget til at handle med hinanden. Af samme grund skulle der formuleres standarder. Af samme grund skulle dialog og fællesskaber skiftes ud med visitationer af serviceydelser, nøjagtig som det er tilfældet på det rigtige marked.

Borgerne blev meldt ud af et ansvarligt og forpligtende fællesskab og blev forvandlet til kunder eller modtagere af ydelser. Størstedelen af de offentligt ansatte omdannet til udførere af de ganske fås beslutninger og bestillinger. Og det hele blev syltet ind i teknokratisk New Public Mmanagement. Herved blev hele det demokratiske arvegods fra kommunalreformen af 1970 forvandlet til fraser uden noget reelt indhold. Individet blev italesat overalt, men slået ihjel i standarderne. Akkurat som den individuelle kunde i indkøbscentrene kun har friheden til at vælge mellem et begrænset antal ensartede produkter, hvor kun farven har en anden lyd.

Hvor kommunalreformen fra 1970 byggede på grundlæggende demokratiske principper med en hidtil ukendt grad af decentralisering, kommunal selvbestemmelse og borgernes mindretalsbeskyttelse, er vilkårene for kommunerne i dag efter indførelsen af strukturreformen i 2007 de stik modsatte. De får som sagt flere opgaver, men har i dag reelt ikke økonomisk mulighed for at finansiere løsningerne, og skal i flere og flere tilfælde indordne sig under teknokratisk udarbejdede standarder uden hensyn til, hvad de lokale borgere måtte mene. Altså vilkår ikke meget forskellig fra en koncern eller de mest centralistiske politiske forvaltningsstrukturer ude i Europa.

Så hvis eller når Århus kommune med borgmester Jacob Bundsgaard i spidsen sætter gang i deres ”gentænkningsprojekt”, skal de politiske partier, der måtte stå bag projektet, for overhovedet at komme ud over bare at bruge nye ord for det samme, indlede et opgør med hele den politiske forvaltningsstruktur, som ordene dækker.

Det står ikke på nuværende tidspunkt klart, om man i Århus har tænkt disse konsekvenser igennem. Men det spiller i første omgang heller ikke den store rolle. For deres visioner spejler meget suverænt den holdning og de ønsker, der breder sig blandt borgerne og mange af de ansatte ikke bare i Århus, men i de fleste kommuner. Man er ganske enkelt trætte af managementregimet og hele markedsideologien, hvor enhver lille beslutning først får vægt, hvis den kan prissættes.

Det ironiske kan være så være, at skulle man komme ud af startblokkene i Århus, går man ikke blot, som Jacob Bundsgaard formulerer det til Mandag Morgen; ”i gang med de største omlægninger af velfærden siden perioden med Jens Otto Krag”, man skal i virkeligheden tilbage til den tids demokratiske forvaltningstænkning og starte moderniseringen fra det punkt. Det perspektiv bør i hele sin rækkevidde tænkes ind i Velfærdsalliancerne og i deres samspil med de kommunale politikere og de politiske partier i opposition på Christiansborg.

For det første må man stadfæste det princip, at kommunen ikke er en ydelsesleverandør, men, som ordet kommune betyder, et forvaltningsmæssigt fællesskab. For det andet må man formulere en ny politisk forvaltningsstruktur, hvor regionerne opnår skatteudskrivningsret og kommunalfuldmagt, og hvor kommuner og regioner til sammen udgør en demokratisk modpol til staten og regeringen, og indgår som praktiske faktorer i det samlede politiske demokratiske balanceprincip.

Og for det tredje kommer man til at åbne for en hidtil lukket debat. Den der handler om de indre magt- og ansvarsprincipper i kommunerne. Dvs. om at styrelsesloven skal ændres, så det bliver de politiske flertal, der konstituerer sig og også skal hæfte for deres politiske forvaltning af magten. De tanker har været vendt adskillige gange i Århus, men er hver gang aborteret af de politiske partiers kortsigtede egeninteresser.

Så hvis vi skal konkludere, går der en lige – om end ikke fuldt udfoldet – linje fra Frank Jensens opfordring til kommunalt oprør, over kommunernes forskellige praktiske modstandsformer over for omprioriteringsbidraget til kampen om flertallet ved kommunalvalget i 2017, og perspektiverne i Århus kommunes nye ”velfærdsprojekt”, som kan sammenfattes i kampen for velfærden og bevarelsen af det kommunale selvstyre og lokale demokrati.

Tilbage er der så det næsten obligatoriske spænd mellem de store ord og den aktuelle tilstand, og som Jacob Bundsgaard siger i interviewet i Mandag Morgen: ”Forandringer tager tid”. Men forandringer tager ikke kun tid. Forandringer forudsætter altid, at der er nogen, der forandrer! Og i den sag er det ganske vist, at overlades forandringerne til teknokrater og gøres forandringen til en såkaldt professionel opgave, kan man være ganske sikker på, at forandringerne ikke sker eller kommer ud over talemåderne.

Det er i den forstand, at der tegner sig en lige linje fra Frank Jensens udspil til projektet i Århus. For hvis Frank Jensens udspil skal blive til noget, forudsætter det et organiseret pres fra de mange kommunalpolitikere, borgmestre, faglige organisationer, borgersammenslutninger mv., hvilket kun er muligt, hvis nogen stiller sig i spidsen for fællesinteressen og ikke dyrker særinteressen.

Måske kan de aktuelle spredte initiativer flyde sammen til én stor kampagne, som på den ene side slår dybt ind i KL, og på den anden side sender klare beskeder til regeringen og Folketinget.

Skulle det komme så vidt, hvilket der absolut er mulighed for, giver det næsten sig selv, at uanset det faktiske resultat ved økonomiforhandlingerne i juni, vil bevægelsen og hele dens rationale virke ind i valgåret 2017. Betragtet på den måde, vil borgmesteren i Århus – og i øvrigt borgmestrene i alle andre kommuner – også have den mobilisering og entusiasme, der skal til, for at ændringerne kan hjælpes på vej fra neden og ikke skal foregå i evigheder uden synlige resultater.

Når alt kommer til at er strukturelle og institutionelle ændringer vigtige, men ikke tilstrækkelige, hvis det lokale demokrati og det samlede demokratiske balanceprincip i Danmark skal gentænkes og genprøves. Nogen eller mange skal ville det i organiseret flok.