Hvor dum er rational economic man?
Af Hans Aage

Offentliggjort: 15. december 2015

I sin slutrapport har Dagpengekommissionen "gjort sig den erkendelse", at den rå, egoistiske, pekuniære rationalitet ikke kan forklare al menneskelig gøren og laden, og således foranlediget glæder Rune Lykkeberg sig i Politiken 21.10 over at kunne skrive nekrolog over rational economic man, alias homo oeconomicus. Som eksempel nævner Rune Lykkeberg, at fornuftige mennesker vil afslå et spil plat og krone, hvor krone giver en gevinst på 100.000 kr. og plat et tab på 95.000 kr., selv om den forventede gevinst, hvis man genta-ger spillet, dvs. middelværdien, er positiv, nemlig 2.500 kr. Men det er et meget dårligt eksempel, og det er helt forkert, når Rune Lykkeberg skriver, at det er "økonomisk rationelt" at sige ja til det spil. Så dum er rational economic man ikke. Et afslag er fuldt ud rationelt ud fra en rent økonomisk kalkule. Med til den hører selvfølgelig usikkerheden, og der er 50% chance for et stort tab til gengæld for en beskeden, forventet gevinst.

Selv hvis spillet gentages 100 gange, hvorved den realiserede gennemsnitlige gevinst konvergerer nærmere mod den for-ventede, er risikoen betydelig. Ved 100 spil er den forventede gevinst 100*2.500 = 250.000 kr., men der er stadig 40% chance for, at det samlede resultat bliver et tab, og chancen for at tabe 500.000 kr. eller mere er 22%. Risikoen for med 22% sandsynlighed at skulle gå fra andelslejlighed og hjem er så stor en økonomisk ulempe, at kun ludomaner og ak-tie- og andre spekulanter indlader sig på det. Statistikere, økonomer og andre har analyseret den slags problemer i alle detaljer forfra og bagfra i flere hundrede år. Det er hverken irrationelt eller nyt.

Spillet minder om det såkaldte Sankt Petersborg-paradoks, et spil, hvor den forventede gevinst er intet mindre end uendelig stor, men som ingen vil satse penge på, fordi konvergensen mod den forventede gevinst er ekstremt langsom. Spillet består i, at man slår plat og krone, indtil man får krone første gang; hvis dette indtræffer i det N’te kast, får man en gevinst på 2N kr. Middelværdien af spillet fås ved for hvert af de mulige udfald at gange sandsynligheden for udfaldet med gevinsten og derpå summere resultatet for alle de mulige udfald. Sandsynligheden for krone i første kast er 1/2 og gevinsten er 2, dvs. produktet er 1; sandsynligheden for krone første gang i andet kast er 1/4., gevinsten er 4, og produktet er igen 1; sådan fortsætter det, og summen af alle 1-tallerne går mod uendelig. Problemet er bare, at spillet skal gentages mange, mange gange, før der er en blot nogenlunde sikkerhed for at vinde noget. Derfor vil fornuftige mennesker ikke betale ret meget, endsige store beløb, for at deltage i det spil.

Paradokset, som med moderne øjne ikke er noget paradoks, blev diskuteret den schweiziske matematiker og fysiker Dani-el Bernoulli (1700-1782), som i årene 1725-1733 var professor ved det nyetablerede videnskabsakademi i Sankt Petersborg, og som i øvrigt er mest kendt som fysiker, bl.m.a. for grundlæggelsen af strømningsmekanikken.

For ludomanen er det ikke nødvendigvis irrationelt at sig ja tak til plat og krone-spillet, hvis fornøjelsen ved spændin-gen overstiger ulempen ved risikoen, men så er det ikke længere spillets rent økonomiske konsekvenser, som er afgørende. For normale mennesker er det heller ikke irrationelt at tegne en brandforsikring og spille lotto samtidig, selv om begge dele har negativ forventet gevinst, eftersom forsikringsselskabet såvel som Danske Spil skal dække deres omkostninger og give overskud. Med forsikringen betaler man et beskedent beløb for at gardere sig mod en katastrofe; med lottosedlen køber man spænding for et beskedent beløb. Der-imod kan man betvivle det rationelle i forsikringer mod små tab, fx rejsegodsforsikringer, hvor omkostningerne til administration og snyd er så store, at det nok er rationelt at tage risikoen selv.

Rune Lykkeberg har ret i, at mange og vigtige ting ikke kan forklares af den rå, økonomiske rationalitet, og også i, at mange økonomer i deres iver har været tilbøjelige til at ignorere det. Da man i Israel på grund af de mange personskader blandt palæstinensere og israelere havde brug for flere bloddonorer, indførte man betaling for det, men resultatet var, at antallet af bloddonorer faldt. En nærliggende forklaring er, at den tidligere belønning, nemlig følelsen af at være en god samfundsborger, blev ødelagt af, at det blev gjort til et rent pengemellemværende. Det strider imod den rå, pekuniære rationalitet, selv om det jo er rationelt nok i en mere vid forstand.

Det er velkendt, efterhånden også blandt økonomer, at økonomiske incitamenter kan fortrænge mere ideelle, men for den enkelte og for samfundet mindst lige så vigtige, tilskyndelser – at være en god samfundsborger, at følge samvittighedens stemme, at lave et ordentligt arbejde.

Men det er overilet og forfejlet, når Rune Lykkeberg erklærer homo oeconomicus for en total misforståelse, "et selv-skabt monster...Det findes ikke i virkeligheden" og er "erklæret dødt". Sagen er, at det er en forenklet antagelse, men i mangfoldige tilfælde er den alligevel tilstrækkelig til at forklare adfærden og nå frem til forudsigelser. I masser af tilfælde med usikkerhed kan man også se bort fra usikkerheden og regne med, at middelværdien er det afgørende.

Et simpelt eksempel er, at man kan regne med, at homo oeco-nomicus vil sørge for, at en lavere pris vil øge salget, dog med undtagelser, fx hvis en høj pris er en del af selve nytten af varen som ved dyre varemærkedametasker, som er umulige at skelne fra gode og billige kopier. Mindre trivielt er det, at homo oeconomicus kan forudsige virkninger af fx monopoldannelse og ændrede skatte- og toldregler.

Dagpengekommissionen gør også med fuld ret brug af homo oeconomicus. For at øge arbejdsudbuddet og få ledige til at tage "småjobs" foreslås, at dagpengene sættes ned, at den halverede dagpengeperiode bibeholdes, at "småjobs" dog giver en vis optjening af yderligere et års dagpengeret og at en periode i et lavt betalt "småjob" ikke skal forringe dagpengebeløbet. Det drejer sig fx om lavt betalt sæsonarbejde i landbruget som jordbærplukker, hvilket en arbejdsløs, veluddannet murer eller ingeniør i dag vil sige nej tak til.

De foreslåede økonomiske incitamenter vil uden tvivl virke.

Man kan blot tænke på, hvad der ville ske, hvis man virkelig skærpede de økonomiske incitamenter, nemlig ved helt at af-skaffe dagpengesystemet. Rå, økonomisk rationalitet ville da øge arbejdsudbuddet dramatisk som eneste alternativ til den bitre nød. Vil der være jobs til dette kæmpe arbejdsudbud? Nej, men det bliver der. For arbejdsudbuddet vil trykke lønnen, og det vil skabe jobs. Dette er simpelthen mekanismen bag Finansministeriets idelige bestræbelse på at øge arbejdsudbuddet og forsikringer om, at det vil øge beskæftigelsen. Der vil opstå mange flere "småjobs" som daglejere i landbrug og parcelhushaver og husassistenter aflønnet med kost og logi i et værelse bag køkkentrappen samt lommepenge, dvs. "småjobs", som i øjeblikket bemandes af et stort udbud af bl.a. østeuropæisk og philippinsk lavt betalt arbejdskraft. Der vil også komme flere selvstændige erhvervsdrivende, fx skopudservirksomheder på gader og stræder. Det er den vej, dagpengesystemet bevæger sig, og efter nogles mening sker bevægelsen i et alt for adstadigt tempo.

Økonomers ræsonnementer og anbefalinger med udgangspunkt i rå, pekuniær rationalitet er ofte uundværlige, berettigede og nyttige. Men når økonomer i ramme alvor foreslår, at Glyptoteket skal sælge ud af sin Gauginsamling, fordi ROE (Return On Equity, dvs. afkastet af den investerede kapital) i form af entréindtægter er for lav, skal man nok tænke sig om en ekstra gang, inden man følger anbefalingerne fra homo oeconomicus.