Enhedslistens såkaldte internationalisme
Af Claus Bryld

Offentliggjort: 15. december 2015

I Politiken 3.12. og igen 14.12. 2015 havde Pelle Dragsted to indlæg om ELs holdning til EU og om internationalt samarbejde i almindelighed. Essensen var, at EL brændende ønsker sig dette. Det samme bedyrede Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper gang på gang i debatten op til folkeafstemningen om dansk tilslutning til en del af EUs retsakter (tilvalgsordningen). Det skyldtes nok især frygten for at blive slået i hartkorn med et nationalistisk nej til tilvalgsordningen sådan som DF fremførte det. Finessen, som journalisterne aldrig fulgte op på, er imidlertid, at dette internationale samarbejde for EL ikke må ske inden for EU, men skal være mellemstatsligt, "forankret i de lokale demokratier".

EU indgår altså ikke i ligningen (selvom det jo også er forankret i de lokale demokratier), så i virkeligheden svarer det til at sige, at vi i første omgang skal vende tilbage til tiden før EU, dvs. til de gamle nationalstater, hvis æra sluttede i 1960'erne. De enkelte stater skal så slutte aftaler med hinanden, også om meget af det, som i dag er aftalt inden for EU.

Dragsteds indlæg lugtede lidt af dårlig samvittighed over at bidrage til en blokering af et eksisterende internationalt samarbejde – som jo i Europa primært foregår gennem EU – til fordel for noget, som i bedste fald kan betegnes som ren ønsketænkning. Når EL vil ud af EU og samtidig være et internationalistisk parti, skylder partiet os jo at redegøre for, hvordan det i praksis skal kunne foregå.

At Dragsted efter folkeafstemningen samtidig er begyndt at tale om, at partiet måske alligevel vil kunne støtte en del af de retsakter, partiet netop har bidraget til at forkaste, altså ikke kun Europol, men også andre (Deadline 4.12.), øger jo kun forvirringen om, hvad det er, partiet egentlig vil. Under debatten op til folkeafstemningen kom det, formentlig mod dets vilje, til at spille nyttig idiot for dansk nationalisme og dermed for DF, som klart var afstemningens sejrherre.

Men er partiet nu ved at besinde sig? Går det alligevel ind for et forpligtende internationalt samarbejde, som også omfatter EU (plus også andre internationale organisationer som f.eks. FN, men ikke en organisation som NATO, der spiller på en anden bane)?

Skal man slutte ud fra udtalelser af Keld Albrechtsen i Information, er der en bevægelse på vej i EL for at føre en selvstændig EU-linje med henblik på at arbejde inden for EU, f.eks, ved at opstille til Europaparlamentet. Men læser man et nyt indlæg fra Pelle Dragsted i Politiken 14.12., er der ikke sket noget. Der skues stadig tilbage i stedet for frem. "Man kan sagtens have mellemstatslige aftaler, der forpligter deltagerne, og hvor de kan sanktioneres, hvis de bryder aftalerne". Mere skrives der ikke om denne ønsketilstand, forståeligt nok fordi den ikke kan konkretiseres. FN er f.eks. ikke i stand til at sanktionere, og går man længere tilbage i historien, finder man utallige eksempler på, at sådan noget aldrig har fungeret. Mellemkrigstiden kan tjene som afskrækkende eksempel; her blev der indgået mange mellemstatslige aftaler, der ikke viste sig papiret værd, da det virkelig gjaldt. Folkeforbundet  gik i opløsning pga. den stigende nationalisme. Europa var et krigenes kontinent indtil EU opstod – det er ikke kun EUs fortjeneste at have sikret freden, men organisationen er en komponent i fredstilstanden.

Dragsted udmaler også 14.12. alle EU' fejl og mangler, ikke mindst hvad angår den økonomiske politik. Jeg er enig i denne kritik, men humlen er, at det kan man også være som et aktivt medlem af EU. At arbejde i EU er jo ikke ensbetydende med at godtage alt hvad der kommer fra systemet, måske snarere tværtimod: det bliver muligt at danne alliancer med andre lande og enkeltpersoner inden for eksempelvis parlamentet om at forsøge at ændre EU i en mere positiv retning til fordel for den brede befolkning. EL arbejder jo også i det danske folketing og kommunerne, selvom der p.t. føres en asocial politik. Så EU er naturligvis en politisk kampplads. At vende ryggen til svarer til at følge den retning, som den italienske kommunist Amadeo Bordiga gjorde i Kominterns første år, og som bliver kaldt "abstentionisme", altså at man afstår fra politisk deltagelse. Det blev bl.a. fordømt af selveste Lenin, og Antonio Gramsci fulgte en deltagelseslinje.

På trods af Dragsteds kritik skriver han dog også, at EL "som parti [er] særdeles aktive i Folketingets Europaudvalg, hvor der gives mandater til den danske linje for forhandlinger i EU. Ligesom vi gennem tværeuropæiske partisamarbejder forsøger at lægge pres på EU for et gøre op med nedskæringspolitikken (14.12.)". Aha, EL arbejder altså alligevel positivt med i EU-sammenhænge! Det er mystisk, at partiet ikke selv kan se, at det ikke hænger sammen.

Bag al andedammens indre pjaskerier og positioneringer lurer for mig at se den største fare, nemlig at Danmark glider ind i en tilstand som i Ungarn eller i Polen efter det nylige valg. En udvikling på vej mod afsondrethed fra omverdenen og stadig alvorligere brud på de liberale friheder og menneskerettighederne, sådan som vi direkte oplever det i øjeblikket med overgrebene på flygtninge og asylansøgere, uden at ret mange protesterer. Et Danmark, hvor DF og Venstre sætter kursen mod det illiberale demokrati, som er Orbans og Kaszynskis udgave af demokratiet.

Jeg tror ikke, at EU kan redde os, hvis det er det, folket er villigt til at give mandat til – det viser Polen og Ungarn jo også – men en forankring i et større internationalt samarbejde og en vis overstatslighed kan måske sætte nogle grænser. Det danske politiske regime, som EL jo arbejder inden for, er ikke længere fremskridtsvenligt, men hører til i den regressive del af EU. Det ville man ikke kun kunne modarbejde gennem danske politiske institutioner, men også gennem Europaparlamentet og andre EU-organer.