Brændpunkter i arbejdsmarkedspolitikken
Af Eigil Andersen

Offentliggjort: 15. oktober 2015

Fhv. arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF) behandler her udfordringer og problemer i arbejdsmarkedspolitikken i det kommende folketingsår. Ud over dagpengene peger han på nedskæringerne i Arbejdstilsynet, det psykiske arbejdsmiljø samt nedslidtes muligheder for at forlade arbejdsmarkedet.

Brændpunkt nummer 1 er dagpengene

Utrygheden på arbejdsmarkedet er meget stor. Det gælder både for folk i arbejde og arbejdsløse. Folk i arbejde kan godt se, at hvis de bliver fyret, er der meget kort vej til at skulle gå fra hus og hjem, når dagpengeperioden kun er to år – og der kræves et helt års arbejde for at genoptjene dagpengeret. Vi har stadig 121.000 arbejdsløse, som kan begynde i et job i morgen. Men vi har desværre ikke 121.000 ledige stillinger.

Dagpengekommissionen fik et helt urimeligt kommissorium: Et nyt dagpengesystem må ikke koste mere end det nuværende. Altså fodrer man hunden med sin egen hale: Sker der forbedringer for arbejdsløse på ét område, skal der skæres i dagpengene til arbejdsløse på et andet område. Et princip, som både Venstre og Socialdemokraterne erklærede sig enige i folketingsvalgkampen i juni i år. Denne uhellige alliance mellem ”de store regeringspartiers forening” skal vi altså have brudt. Det er helt centralt at få tilført flere penge til dagpengeområdet, hvis det skal lykkes at skabe lidt større tryghed. Formentlig 2-3 milliarder kroner.

På baggrund af kommissoriet afslørede dagbladet Politiken for nogen tid siden, at dagpengekommissionen arbejder med forskellige modeller for at finansiere forbedringer: Den maksimale dagpengesats skal simpelthen beskæres med mellem 5 og 20 procent i kortere eller længere perioder. Dette vil være meget urimeligt og uretfærdigt over for arbejdsløse. De fleste arbejdsløse går i forvejen meget ned i indtægt, hvis de bliver fyret. For en LO-lønmodtager dækker dagpengene i dag i gennemsnit kun cirka 52 procent af den tidligere løn. I 1982 var dækningen langt større, idet dagpengene udgjorde 77 procent i gennemsnit for den samme lønmodtagergruppe i forhold lønnen. En stor forringelse, som Dagpengekommissionen vil gøre endnu større.

Det er hele den danske arbejdsmarkedsmodel, der er i fare. En rimelig dagpengesats er forudsætningen for, at lønmodtagerne i overenskomstforhandlingerne har sagt ja til, at arbejdsgiverne kan fyre folk med forholdsvis kort varsel, sammenlignet med udlandet. Yderligere lav dagpengesats vil forøge utrygheden – men også presset fra lønmodtagerne for at få længere opsigelsesvarsler, som arbejdsgiverne er imod. Alt i alt skal der derfor siges klart nej til at forringe dagpengene til arbejdsløse.

Rygterne har også sagt, at Dagpengekommissionen pusler med planer om at skære i dagpengene til nyuddannede, som allerede i dag får en nedsat sats. Kommissionen forestiller sig åbenbart, at det f. eks. kan ske ved at skære satsen yderligere ned – eller lave en lang karensperiode efter afsluttet uddannelse uden dagpenge – eller helt fjerne retten til dagpenge til nyuddannede, der ikke har haft et job. Alt sammen igen helt urimelige forslag, som er uretfærdige over for unge og som vil betyde, at deres lyst til at melde sig ind i en a-kasse/fagforening formindskes. Samfundet og fagbevægelsen har brug for det stik modsatte: At flere unge melder sig ind.

Opfindsomheden er desværre stor, når det drejer sig om at tage penge fra de arbejdsløse for at finansiere andre forbedringer i systemet. Forleden kom det frem, at kommissionen har forslag om, at arbejdsløse på de første 3 eller 8 dage som arbejdsløs ikke skal kunne få dagpenge. Det svarer til et tab i indtægt på mellem 2.500 og 6.600 kr. (før skat). Hvad med at tage pengene fra rige og velstillede i stedet for at hakke på arbejdsløse, hvoraf de allerfleste går markant ned i indtægt, når de bliver fyret? 

I medierne har været nævnt forskellige modeller, som kommissionen arbejder med for at gøre det lettere at genoptjene ret til dagpenge, hvis man har mistet denne ret. For nogle af forslagene gælder, at de vil være små forbedringer eller ren kosmetik, som kun vil hjælpe ganske få.

Et centralt punkt i dagpengeforhandlingerne bliver derfor, at forslagene skal hjælpe mange arbejdsløse – og skal virke i praksis.

SF’s bidrag har været at kræve arbejdskravet for genoptjening nedsat fra 52 til 26 ugers arbejde og tre års dagpengeperiode. Der er også brug for at forbedre andre punkter i dagpengesystemet, f. eks. reglerne om supplerende dagpenge.

Nej til nedskæringer i Arbejdstilsynet

Regeringens finanslovsforslag betyder, at Arbejdstilsynet skal fyre 140 medarbejdere. Det er en meget vigtig kamp at forhindre dette.

Hvis kontrollen svækkes, vil mange arbejdsgivere få ”blod på tanden” og slække på deres arbejdsmiljøindsats. De vil opdage, at risikoen for at blive opdaget af Arbejdstilsynet bliver mindre. Derfor vil mange af dem køre på frihjul, hvilket vil skade lønmodtagernes helbred, både fysisk og psykisk.

Psykisk arbejdsmiljø på den enkelte arbejdsplads er et eksempel på en kompleks størrelse, som kræver en del ressourcer for Arbejdstilsynet at arbejde med, hvis det skal gøres ordentligt. Også derfor vil det katastrofalt, hvis DA-beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen og Lars Løkke kommer igennem med deres nedskæring af Arbejdstilsynet.

Giv Arbejdstilsynets mere magt vedrørende psykisk arbejdsmiljø

Dårligt psykisk arbejdsmiljø er en medvirkende årsag til 1.400 dødsfald om året, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Det er et uhyggeligt højt tal. Hver syvende lønmodtagerne døjer med dårligt psykisk arbejdsmiljø, herunder en høj grad af stress eller depression med baggrund i forskellige årsager, der skyldes jobbet. For nogle medfører det udbrændthed, som er en langvarig psykisk og fysisk udmattelse. I værste fald er det livsfarligt.

Dette er et kæmpeproblem, som jeg mener der skal gøres langt mere for at rette op på. På den måde vil mange lønmodtagere undgå store problemer i hverdagen. Men det vil også spare samfundet for penge. Produktiviteten og konkurrenceevnen vil blive forøget, ligesom sundheds- og socialudgifter vil blive formindsket. Hovedorganisationen FTF har beregnet, at psykisk arbejdsmiljø koster det danske samfund over 30 milliarder kroner årligt på grund af sygefravær, behandlinger i sundhedsvæsnet, førtidspensionering, produktionstab, død m.v.

I dag har Arbejdstilsynet ikke ret til at komme med afgørelser om f. eks. en hård ledelsesstil, overvågning, manglende udviklingsmuligheder i jobbet og fyringstrusler. Argumentationen er, at dette hører ind under arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Men virkeligheden har jo vist, at arbejdsgiverne ofte netop ikke lever op til dette ansvar!

Jeg mener, at Arbejdstilsynet skal have ret til at afgøre sager inden for alle dele af psykisk arbejdsmiljø.

Emnet er aktuelt, fordi rigsrevisionen/statsrevisorerne i februar i år kom med en meget skarp kritik netop af dette område. De kritiserede, at den nuværende praksis vedrørende psykisk arbejdsmiljø har været gældende i 20 år uden at blive evalueret. De konklusioner, som man arbejder efter i dag og som udelukker AT fra at give påbud på en lang række områder, bygger i øvrigt ikke på lovgivning men på konklusionerne fra det såkaldte ”Metodeudvalg” fra 1995. I Metodeudvalget var arbejdsmarkedets parter med.

Beskæftigelsesminister i SR-regeringen Henrik Dam Kristensen (S) bebudede i foråret i år, at han ville indkalde arbejdsmarkedets parter igen for at se på den nuværende praksis.

Jeg mener som sagt, at Arbejdstilsynets kompetence skal udvides til at omfatte alle dele af det psykisk arbejdsmiljø. Vi skal gøre alt for at forhindre disse menneskelige belastninger/alvorlige sygdomme og de medfølgende samfundsøkonomiske tab.

Nedslidte skal have bedre muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet

Pensionsforliget (hvor SF ikke er med) hæver pensionsalderen meget, så mange f. eks. skal arbejde til de er 70 år. Dette er meget alvorligt og vil resultere i ulykkelige menneskeskæbner, vi som samfund ikke kan være bekendt.

Nogle ældre er ganske vist mere friske end tidligere og kan sagtens arbejde. Men andre ældre kan ikke klare deres opslidende job. Tænk bare på nedslidende arbejde som murer, tømrer, rengøringsassistent og sosu-medarbejder. De bliver Sorteper, hvis de skal arbejde til de bliver 70 år.

Mange af dem vil desværre vil blive stødt ud af arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan holde til arbejdet længere. De havner i en grim situation efter et langt og stabilt arbejdsliv. En del af dem vil ende med 0,00 kr. i indtægt, fordi de ikke kan få kontanthjælp. Alt i alt en meget uværdig måde at slutte sit arbejdsliv på. Derfor er der et påtrængende behov for at forhindre dette.

Et parti som De Radikale siger, at ”vi” lever længere, hvilket er uhyre overfladisk fra ’café latte-partiet’. Der er tale om et gennemsnit, som dækker over enorme forskelle. Ufaglærte og kortuddannede med lav løn og opslidende job lever i gennemsnit hele 10 år kortere end veluddannede borgere med høj løn. Dette er en uretfærdig ulighed, som man kan læse sig til i statistikkerne. Men forskellen taler man alt for lidt om i den offentlige debat.

Denne ulighed skal vi have gjort noget ved. Det kan ske på flere måder. Først og fremmest skal vi gøre en kæmpe indsats for at forbedre arbejdsmiljøet inden for de arbejdsområder, hvor nedslidningen er størst.  Fagforbundene kan her bidrage med gode forslag til, hvordan både arbejdsgiverne og staten gennem strammere regler og indsats fra Arbejdstilsynet kan medvirke til en markant forbedring af arbejdsmiljøet inden for de enkelte arbejdsområder. Dialogen med fagforbundene, LO og FTF er meget vigtig. Men den politiske opfølgning med bedre regler er også central.

For det andet skal nedslidte lønmodtagere have bedre muligheder for at trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. Førtidspension er meget, meget svær at få. Og de borgerliges seniorførtidspension er blevet det store flop, som SF også forudsagde den ville blive, fordi adgangskriterierne til at få seniorførtidspension er nøjagtig de samme som for at få ”almindelig” førtidspension.

For det andet bør nedslidte lønmodtagere også kunne få lavet en seniorordning, hvor der tages skånehensyn og/eller vedkommendes arbejdstid sættes ned. Her kan både staten og arbejdsgiverne (via overenskomstforhandlinger) bidrage til en delvis lønkompensation for den mindre arbejdstid.

Vi har brug for en stor offentlig diskussion om problematikken. Der er brug for lægge hovederne i blød, så vi undgår, at titusinder af lønmodtagere ender deres arbejdsliv på en uværdig måde.