Og Fanden tager de sidste...
Af Bettina Post

Offentliggjort: 15. oktober 2015

Når man lytter til samfundsdebatten, kan det godt nogen gange lyde som om, der efterhånden kun er plads til mennesker, som kan arbejde, som betaler masser af skat og som ikke ligger samfundet til last.

Der er naturligvis ingen politikere med respekt for sig selv og sin vælgerpopularitet, som vil sige højt, at vi ikke skal hjælpe ”de svageste”. Men når det kommer til realiteterne og skal omsættes i kroner og øre til sociale indsatser og finansieringen af det økonomiske sikkerhedsnet, kniber det alligevel med velviljen. Og det afføder en række socialpolitiske udfordringer.

De handler dybest set om mangel på sammenhæng. På alle niveauer. Mellem ordene der siges, og de faktiske forhold. Mellem de systemer, som er til for os alle sammen, og som børe sætte alle sejl ind, når nogen kalder på hjælp, men som har det med i stedet at være mere optagede af sig selv. Og mellem høj og lav i et samfund, som bryster sig af at være et af verdens mest lige.

Det handler om social sammenhængskraft, som i bund og grund er selve meningen med socialpolitikken.

10 år i den gale retning

For at forstå hvad det er, for en politisk virkelighed, der udspiller sig for øjnene af os alle sammen, er det nok nødvendigt med et lille tilbageblik.

Der er nemlig sket det ”nye”, at socialpolitikken gennem de seneste 10-15 år bid for bid er blevet erstattet af beskæftigelsespolitik. Og det har haft enorm betydning for, hvordan de sociale problemer angribes politisk.

Der var engang, hvor der var en klar skelnen mellem arbejdsløse, som modtog kontanthjælp og arbejdsløse, som var dagpengeberettigede. Dem med kontanthjælpen fik deres indsatser fra Socialministeriets ressortområde, og havde en sagsbehandler i kommunen, som havde et meget bredere fokus end det rent beskæftigelsesrettede.

Dagpengemodtagerne hørte til i Arbejdsministeriet og den statslige Arbejdsformidling (AF), og fik en rent beskæftigelsesrettet indsats. Denne opdeling var ikke kun lykkelig, men der var en klar skelnen mellem, hvem der var parate til arbejdsmarkedet og, hvem der ikke var. Og dermed også en klar skelnen mellem, hvilke tiltag, der kunne iværksættes.

Nu skal alle henvende sig i jobcenteret. Og selv om det rent lovgivningsmæssigt pålægges sagsbehandlerne at skræddersy indsatsen til den enkelte, uanset hvilket problem der kæmpes med, så er sigtet entydigt: Alt skal pege i retning af at få folk i arbejde eller uddannelse.

Det har ført til, at mennesker med svære helbredsproblemer og ditto sociale udfordringer sendes på karruseltur i cirkus jobcenter år ud og år ind uden, at det rigtig fører til andet end at holde liv i forestillingen om, at alle kan arbejde – hvis de vil. Rigtig mange kan bare ikke.

 ”De 800.000 uden for fællesskabet”

Med drejningen i socialpolitikken til næsten udelukkende at handle om beskæftigelse, har fokus også rettet sig meget entydigt imod, hvad det koster samfundet, at en relativt stor andel af befolkningen ikke forsørger sig selv gennem ordinært arbejde.

Det er et klart politisk yndlingsemne at udbrede sig om ”de 800.000 i den arbejdsdygtige alder som lever af offentlig forsørgelse”. Desværre er det på ingen måde saglighed, der præger debatten.

”De 800.000” er en broget forsamling af danskere, som befinder sig i mange forskellige livssituationer, som kan forklare deres træk på de kommunale kasser. Men når de optræder i politikeres munde, fremstilles de som ”borgere”, som lever af ”andre menneskers penge”, som ”vi” har opgivet, og sat ”helt uden for fællesskabet”.

Det var også dem, beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen henviste til, da han for nylig fremlagde det ”moderne” kontanthjælpsloft. Et af hans argumenter var, at uforståeligt mange danskere står uden for arbejdsmarkedet og, at det nye 225-timers krav berettiges af, at "en meget stor del af populationen vil være i stand til at tage et arbejde af en eller anden karakter."

Det er alt sammen politiske drejninger af realiteterne. De penge, som udbetales i overførselsindkomster, er jo ikke ”andres” penge. Det er skat, som er indbetalt af os alle sammen. Også af dem som i en kortere eller længere periode af livet forsørges igennem eksempelvis kontanthjælp.

Det ophøjede ”vi”, som angiveligt sætter de 800.000 uden for fællesskabet, findes ikke. Grundloven slår fast, at hvis man ikke kan forsørge sig selv gennem indtægtsgivende arbejde, så har man ret til at blive forsørget af staten. Mere er der ikke i det.

Når man vælger at indføre en særlig grænse for, hvor stor en indkomsterstattende ydelse man kan få udbetalt som kontanthjælpsmodtager, så har det ikke noget at gøre med at være ”moderne”.

Tvært imod bygger det alene på gammeldags moral. Der er derudover intet videnskabeligt belæg for, at det vil sikre, at flere bliver inkluderet på arbejdsmarkedet. Heller ikke i de tidligere erfaringer med at indføre arbejdskrav som betingelse for at kunne modtage kontanthjælp.

Ministerens brug af ordet ”populationen” er en måde at distancere sig fra, at det handler om rigtige mennesker, ligesom dig, mig og ministeren. Der er i øvrigt hverken nogen af os, eller af kontanthjælpsmodtagerne, som bare kan ”tage et arbejde”. Sidst jeg tjekkede, var det i hvert fald noget, man blev ansat i, hvis man er heldig.

Endelig er der masser af fællesskaber, som ikke lige drejer sig om at være på en arbejdsplads. Naboskaber, foreninger, frivilligorganisationer. For nu bare at nævne tre.

Der er altså rigtig meget skjult alene i der ord, der sættes på hele denne store politiske udfordring. Jeg undrer mig over, at der ikke er flere, som problematiserer denne måde at pakke budskaber og forestillinger ind i ord, som passer bedre til lejligheden end til sagen.

”Angst for systemet”

Der er ingen tvivl om, at en af de helt store udfordringer for det sociale arbejde er selve det system, som det skal fungere i.

Da struktur- og kommunalreformen skulle vedtages og gennemføres, var det med klare løfter om, at nu skulle ”borgeren i centrum”. Det løfte er mildt sagt ikke indfriet. Jeg har tit tænkt på, om de mennesker, hvis lod det tilfældigvis er at blive afhængige af hjælp fra vores velfærdssystem, ved, hvad det egentlig er for et system, der står til rådighed for dem. Og om systemet selv ved det.

I hvert fald forekommer det mig, at vi i den bedste mening er ved at have rodet os ud i så omfattende og kompliceret et sammensurium af indsatser, at jeg tvivler på, at nogen har et retvisende overblik over dem.

For nogle år siden kendte jeg med en moden kvinde, som efter et krævende kræftbehandlingsforløb fortalte mig, at den største overraskelse for hende, næst efter at hun blev ramt af en livstruende sygdom, var, at hun pludselig efter mange års ubrudt arbejdsliv blev klient i et jobcenter. Som om det ikke var nok at skulle vænne sig til at være patient.

Hun er næppe den eneste, som ikke ved, at længerevarende sygdom ikke bare medfører konsultationer, undersøgelser og (blod)prøvetagninger i sundhedssystemet, men også afstedkommer indkaldelser til møder i det lokale jobcenter.

Er sygdommen rigtig træls, og truer den med at nedsætte arbejdsevnen permanent, træder det helt store dyr i system-åbenbaringen ind i manegen. Så skal den sygemeldte ”rehabiliteres”. Og her har systemet både etableret tværfaglige rehabiliteringsteams i kommunerne, og engageret et hav af fagfolk i sundhedssystemet til at lægge forskellige fagligt funderede rehabiliteringsplaner.

Det er faktisk et ikke ubetydeligt mandskab, man på den måde får stillet til rådighed, når uheldet er ude. Men fordi systemet er dybt fragmenteret, og på trods af at der også er en hær af koordinatorer, som skal få det hele til at spille sammen, kniber det gevaldigt med at indfri de gode intentioner.

Det bliver ikke mindst temmelig uoverskueligt for den sygemeldte at mødes med alle disse mennesker og leve op til alle de planer, som de hver især i bedste mening udarbejder som en del af netop deres opgaveportefølje.

Alle er enige om, at ”borgeren skal i centrum”. Alligevel er det som om systemet på sin egen forunderlige måde hele tiden maser sig ind i spotlyset, og selv tager al opmærksomheden. Det er bizart.

Retfærdigvis skal det nævnes, at der da lykkeligvis også er masser af mennesker, som får lige den hjælpende hånd, de har brug for. Især hvis den ikke er så stor og aller bedst, hvis den også er entydig. Men så er der også nogen, som ikke gør. Og de synker fatalt til bunds.

En af dem hedder Simon Nielsen. Han optrådte i foråret i DR2-udsendelsen ”Ung, hjemløs og tabt”. Simon er 28 år, hjemløs og lider efter eget udsagn af »angst for det offentlige«. Allerede her giver han noget af en mavepuster til det system, som burde have sikret, at han netop ikke fik en kæmpe social deroute, fordi han blev ramt af en social begivenhed.

Simons rutsjetur startede med et trafikuheld, som efterlod ham uarbejdsdygtig. Og sådan er det sædvanligvis. Der er altid en udløsende årsag. Det efterfølgende møde med ”systemet” er i høj grad afgørende for, om det derefter går stille og roligt fremad – eller det stik modsatte. For Simons vedkommende gik det møde skidt.

Han fortæller i programmet, at han troede, at velfærdssystemet ville skabe et spindelvæv under ham, som ville gribe ham. Det er en interessant ”fortalelse”. For vi plejer at kalde det for et sikkerhedsnet. Men jeg tror desværre, at Simon har ret i, at det er blevet så tyndt, at det nu er et spindelvæv, som dem, med de tungeste problemer, brager lige igennem.

Der er brug for en grundig oprydning i det dybt fragmenterede sociale system, som er produktet af en kommunalreform, der fuldstændig manglede respekt for, at dem, som systemet skal hjælpe, er mennesker i social nød, og ikke brikker i en effektiviseringsøvelse.

Derfor bør der blive gennemført en social sammenhængsreform, som alle steder i systemerne går reglerne, procedurerne og attituden efter i sømmene og sikrer, at vi først og fremmest møder folk med interesse. Og hjælp.

Forskellen på at vide og mene

Og så er der det med kundskabs- eller vidensbaseringen af det sociale arbejde.

Er der nogensinde nogen, der har hørt en politiker sige, at han eller hun rigtig gerne vil gøre et eller andet, men fordi der ikke noget sted kan findes evidens for, at det er en god ide, så er ideen droppet til fordel for det, alle ved, virker? Jeg har ikke.

Til gengæld har jeg gang på gang hørt det modsatte. At politiske ideer gennemføres med vold og magt (mest det sidste) også selv om alle ved, at det vil få omfattende negative konsekvenser. Det står i skærende kontrast til den aktuelle Venstre-regerings arbejdsprogram med den giftesyge titel: ”Sammen for fremtiden”, hvor det klart fremgår, at der skal fremskaffes mere faktuel viden om, hvad der virker i det sociale arbejde.

Det er en god ide, som jeg tror, de fleste kan tilslutte sig. Derfor burde det vække langt mere debat og protest, når det gang på gang viser sig, at begejstringen for evidensens fortræffeligheder stopper, i det sekund den siger noget andet end den foretrukne ideologi.

Så bliver der pludselig skiftet retorik, og helt gennemgående er det blevet legitimt at erklære sig uenige med fageksperterne uden at have andet at have sin uenighed i end, at man er uenig. Det er jammerligt, og vi burde kræve noget mere af de mennesker, vi har valgt til at lede vores land.

Helt underligt bliver det, når den samme regering modarbejder sig selv indefra.

Det sker for eksempel i øjeblikket, hvor beskæftigelsespolitikken decideret modarbejder regeringens socialpolitiske målsætninger.

Igen er kontanthjælpsloftet desværre et godt eksempel på et lovforslag, som fremsættes stik imod alt, hvad vi ved og med garanti for negative sociale konsekvenser.

”Det vil ikke betyde, at man rører ved selve kontanthjælpssatserne eller ved børneydelserne. Det gør vi ikke! ”, betonede beskæftigelsesministeren, da det omsider blev åbenbaret, hvori det ”moderne” i forslaget til et kontanthjælpsloft består. I stedet vil man tage huslejepengene fra folk.

Det er imidlertid bedøvende ligegyldigt, hvad man kalder de penge, der ikke længere går ind på kontoen. Rudekuverterne i postkassen hos de familier, som omfattes af skidtet, er jo de samme.

Og hvis den yderligere smalhals hos kontanthjælpsmodtagerne betyder, at de holder op med at betale husleje, er det kun et spørgsmål om tid, før antallet af familier, som bliver sat på gaden af Kongens Foged, igen begynder at stige. Stik imod regeringens løfte om at bekæmpe ufrivillig hjemløshed. Og stik imod løfter fra skiftende regeringer igennem mange år.

Skulle netop huslejen alligevel bliver betalt, så siger det sig selv, at der vil være færre penge til mad, tøj, transport, licens, telefoni, internet, fritidsaktiviteter og lejrtur med skolen. Alt sammen udgifter, som følger af almindelige liv med børn. Og så kan det da godt være, at regeringen ikke ville have siddende på sig, at de skærer i børneydelserne, men det går jo ud over familiernes børn alligevel.

For kontanthjælpsmodtagerne er der to poster mere på budgettet, som fylder rigtig meget: medicin og behandling. Det skyldes, at der for nylig er gennemført både en førtidspensions- og en sygedagpengereform, som begrænser adgangen til de to ydelser for mennesker, som er sygemeldte. Og da det ikke i sig selv gør nogen raske, befinder de sig i stedet i kontanthjælpssystemet, hvor de må tåle, at de beskyldes for at være uvillige til at arbejde, og nok tager sig sammen nu, når pengene ikke længere slår til.

Det pudsige er, at selv ikke ministeren tror, at der er mere end nogle få hundrede, som vil komme i arbejde af rundbarberingen. Men pyt. Der bliver sendt nogle klare signaler til vælgerne, der bliver råd til lidt skattelettelser, og der er alligevel ikke nogen, som holder øje med, hvad det alt sammen gør ved antallet af kontanthjælpsmodtagere.

Et lille lys i mørket

Det er vist ret tydeligt, at jeg finder det svært at bevare optimismen på kontanthjælpsmodtagernes vegne. Især når de ikke bare er arbejdsløse, men også har sygdom, misbrug eller andre sociale problemer inde på livet. De har ikke ret mange ambassadører, som taler deres sag. Og slet ikke nogen, som bliver taget alvorligt af et borgerligt Danmark som primært lader til at opfatte alle indvendinger som en slags ”hvid støj”, som generer deres arbejdsro.

Lad mig derfor ile til med et enkelt lyspunkt. For der er en bevægelse i gang, hvor bl.a. svenske erfaringer med at arbejde anderledes intensivt med både socialt udsatte børnefamilier og ledige, er begyndt at smitte af i også danske kommuners tilrettelæggelse af arbejdet.

Så hist og her er man begyndt at ”mande op”, så man kan sænke sagstallene og styrke fokus på tidlig indsats, tværfaglighed, tilgængelighed (og det er altså personalet, som skal være tilgængeligt) og dialog.

Den øgede kontakt mellem rådgiver og familie/ledig betyder, at der træffes mere kvalificerede afgørelser, og dermed opnås bedre resultater. Det er så inderligt logisk, at det næsten er til at græde over. Ovenikøbet har det den sidegevinst, at det sparer kommunerne for mange udgifter på det (kun lidt) længere sigt.

Det er inderligt logisk. Må den ”trend” brede sig over det ganske land til gavn og glæde både for dem, som har brug for hjælp i en krævende livssituation, for medarbejderne, for kommunekasserne og for os alle sammen.

Det er aldrig for sent

I mine øjne handler bevarelsen af velfærdssamfundet om noget så indlysende som, at vi alle sammen skal være her.

Tiden er inde til at der insisteres på at fastholde kongstanken om, at afstanden mellem høj og lav ikke må blive så stor, at vi holder op med at interessere os for hinanden. At vi på tværs af alle skel og grupperinger skal have nogle sunde kontaktflader, som sikrer, at vi ser og forholder os til hinanden som det, vi især er. Som mennesker.

Der er sket et dramatisk skift i vores samfund, hvor den socialpolitiske debat er blevet erstattet af en økonomidebat og en ekstrem mistænkeliggørelse af alle, som beder om hjælp fra det offentlige. Hvor de få, der snyder, har fået al opmærksomheden på bekostning af at komme landets sociale problemer til livs. Hvor den fuldstændig ligegyldige sætning om, at "det skal kunne betale sig at arbejde", har udskiftet det solide sociale og økonomiske sikkerhedsnet, vi engang var så stolte af, med et spindelvæv som er klippet fuld af huller.

I stedet for at tale om produktivitet, effektivitet og vækst, skal vi med samme alvor tale om medborgerskab, social sammenhængskraft og menneskelige værdier. Om kvaliteten af andre fællesskaber end lige det arbejdsmæssige. Om en ny kurs, som igen giver socialpolitikken sin egen ret.

Vi skal ganske enkelt tilbage til at bruge kræfterne på at hjælpe mennesker i social nød i stedet for at lede efter mulighederne for at lade være. Lad os genstarte en værdig socialpolitisk debat på tværs af partiskel og ideologier. Det er aldrig for sent, men hvorfor egentlig vente?