En plan B for Europa
Af Plan B-gruppen

Offentliggjort: 15. oktober 2015

Jean-Luc Mélenchon, medlem af Europa-parlamentet, medstifter af Parti de Gauche, Frankrig, Stefano Fassina, parlamentsmedlem, tidligere vice-økonomi- og finansminister, Italien, Zoe Konstantopoulos, (tidligere) formand for parlamentet, Grækenland, Oskar Lafontaine, tidligere finansminister, stifter af Die Linke, Tyskland,
Yanis Varoufakis,  parlamentetmedlem, tidligere finansminister, Grækenland

Den 13. juli blev Alexis Tsipras’ demokratisk valgte, græske regering tvunget i knæ af EU. ”Aftalen” af 13.juli er reelt et statskup. Det blev gennemført ved, at lade Den europæiske Centralbank (ECB) lukke de græske banker og true med, at de ikke åbnede, før den græske regering accepterede en ny udgave af et fejslagent program. Hvorfor? Fordi det officielle Europa ikke kunne udholde tanken om, at et folk, der led under dets selvødelæggende spareprogram, vovede at vælge en regering, der var besluttet på at sige ”Nej!”.

I dag med flere nedskæringer, flere brandudsalg af offentlige virksomheder, større irrationalitet end nogen sinde i den økonomiske politiks sfære og en massiv og frisk menneskefjendskhed på socialpolitikkens domæne, tjener det nye memorandum kun til at forværre Grækenlands voldsomme depression og til at lade herskende interesser – græske som ikke-græske -udplyndre Grækenlands rigdomme.

Vi skal lære af dette finanskup. Euroen er blevet til et redskab for et europæisk fåmandsvældes økonomiske og politiske dominans, der skjuler sig bag den tyske regering, som glæder sig over at se fru Merkel gøre det beskidte arbejde, andre regeringer ikke er i stand til at gøre. Dette Europa frembringer blot vold i og blandt nationerne: Massearbejdsløshed, voldsom social dumping og fornærmelser af Udkantseuropa, der kan henføres til det tyske lederskab, mens dette efterplapres af alle eliterne, udkantens ikke undtaget. Den europæiske Union er således blevet den udførende kraft for højrefløjens moralske værdier og et redskab, der bruges til at sløjfe den demokratiske kontrol med produktion og fordeling over hele Europa.

Det er en farlig løgn at påstå, at euroen og EU tjener europæerne og skærmer dem fra krisen. Det er en illusion at tro, at Europas interesser kan beskyttes af det jernbur, som udgøres af ’reglerne’ for eurozonens styring og indenfor de nuværende traktater. Præsident Hollandes og premierminister Renzis metode, der går ud på at opføre sig som mønsterelever eller i virkeligheden som mønsterfanger er en form for overgivelse, der ikke vil sikre dem nåde. Europa-kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, sagde det klart: ”Der er ingen demokratisk valg [der kan gå] imod de europæiske traktater.” Dette er den neoliberale tilpasning af doktrinen om ’begrænset suverænitet’, der blev opfundet af Sovjets leder Brezhnev i 1968. Hvorefter de sovjetiske tanks knuste ’Foråret i Prag’. I sommer knuste EU ’Foråret i Athen’ med sine banker.

Vi er fast besluttet på at bryde med dette ’Europa’. Dette er den grundlæggende betingelse for at genopbygge samarbejdet mellem vore folk og vore lande på et nyt grundlag. Hvordan kan vi på medlemslandenes niveau vedtage en politik for omfordeling af velstanden, for skabelsen af anstændige job – især for de unge – for en økologisk overgang og en genrejsning af demokratiet indenfor dette Europas begrænsninger? Vi må sætte os udover de nuværende europæiske traktaters banaliteter og umenneskelighed og omdanne dem for at kunne kaste neoliberalismens spændetrøje af, for at ophæve Finanspagten og modsætte sig TTIP.

Vi lever i en usædvanlig tid. Vi står overfor en nødsituation. Medlemsstater har brug for et politisk rum, der tillader deres demokratier at ånde og hvor der kan fremsætte fornuftige politiske forslag på medlemsstatsniveau uden frygt for et indgreb fra en autoritær eurogruppe, der domineres af de stærkeste medlemmers interesser og de store firmaer, eller fra en ECB, der bruges som damptromle, der truer med at tromle et land, der ikke er ’ samarbejdsvilligt’, fladt, som det skete med Cypern og Grækenland.

Her er vores plan A: Vi skal arbejde henimod en fuldstændig genforhandling af de europæiske traktater i hvert af vore lande og i hele Europa. Vi forpligter os til at deltage i europæernes kamp overalt i en kampagne for civil ulydighed imod vilkårlig europæisk praksis og irrationelle ’regler’ indtil denne genforhandling opnås.

Vor første opgave er at sætte en stopper for Eurogruppens mangel på ansvarlighed. Den anden opgave er at sætte en stopper for hykleriet om, at ECB er ’apolitisk’ og ’uafhængig’, når [banken i virkeligheden] er yderst politisk (i sin giftigste form), helt afhængig af bankfolk, der er gået bankerot, og deres politiske stik-i-rend-drenge og som er parat til at sætte stop for demokratiet med et tryk på en knap.

Flertallet af de regeringer, der repræsenterer Europas fåmandsvælde og som skjuler sig bag Berlin og Frankfurt, har også en plan A: Ikke at give efter for det europæiske folks krav om demokrati og at bruge brutalitet til at sætte en stopper for modstanden. Vi så det i Grækenland her i juli. Hvorfor prøvede de at kvæle Grækenlands demokratisk valgte regering? Fordi de også havde en plan B: At smide Grækenland ud af eurozonen under de værst mulige betingelser ved at ødelægge landets banksystem og tage livet af dets økonomi.

Stillet overfor denne afpresning har vi også brug for vores egen plan B for at spænde ben for Europas mest reaktionære og anti-demokratiske kræfters plan B. For at styrke vores position overfor deres brutale plan om politiske tiltag, der vil ofre flertallet til fordel for et lille, bitte mindretals interesser. Men også for at slå det enkle princip fast, at Europa er for europæerne og at valutaer er redskaber for at fremme en deling af velstanden, ikke torturinstrumenter og våben til at myrde demokratiet. Hvis ikke euroen kan demokratiseres, hvis man insisterer på at bruge den til at kvæle folket, vil vi rejse os, se dem i øjnene og sige til dem: Gør [bare] jeres værste! Jeres trusler skræmmer os ikke. Vi skal finde en måde at sikre, at europæerne får et pengesystem, der arbejder for dem, ikke på deres bekostning.

Vor plan A for et demokratisk Europa, der bakkes op af en plan B, der viser myndighederne, at de ikke kan terrorisere os til underkastelse, er inkluderende og har som mål at appellere til et flertal af europæerne. Den kræver nøje planlægning. Debat vil styrke dens tekniske elementer. Mange ideer er allerede på bordet: Indførelsen af parallelle betalingssystemer, parallelle valutaer, digitalisering af transaktioner i euro, byttesystemer baseret i lokalsamfundene, udtræden af euroen og omdannelse af euroen til en fælles valuta.

Ingen nation kan arbejde for sin befrielse i isolation. Vores vision er internationalistisk. I forventning om hvad der vil ske i Spanien, Irland – og afhængig af hvordan den politiske situation udvikler sig potentielt igen i Grækenland – og i Frankrig 2017, må vi arbejde konkret sammen om en plan B for Europa, der er åben for villige borgere, organisationer og intellektuelle. En konference kan finde sted så tidligt som i november 2015. Vi begynder processen lørdag d.12. september under festen for l’Humanité i Paris. Kom og vær med!