Hvad gemmer der sig bag succeshistorierne fra det tyske arbejdsmarked?

Det tyske arbejdsløshedstal for oktober var næsten faldet til under fire millioner. Kun 80.000 manglede der til målet. I forhold til sidste år svarer det til et fald på næsten en halv million. Forbundsregeringen lod ikke vente på sig med den næste glædelige nyhed: Med et overskud på godt 10 millioner euro i de forskellige kasser hos "Bundesagentur für Arbeit" skulle arbejdsgivernes bidrag til arbejdsløshedsforsikringen nedsættes fra 6,5 til 4,2 procent; det ene procentpoint skal finansieres igennem den stigende momssats. Den "gyldne oktober" blev fejret med manér.

Der er imidlertid ikke tale om en konjunkturændring. Det, der for øjeblikket gør situationen på arbejdsmarkedet mindre spændt, er en øget efterspørgsel, som skyldes kulminationen af et midlertidigt opsving i den snarligt afsluttede konjunkturcyklus. Et tilbageblik på udviklingen siden 2001 viser samtidig, at denne cyklus opviser den mindste økonomiske vækst i Tyskland siden Den Anden Verdenskrig og tilsvarende det dårligste resultat mht. forholdene på arbejdsmarkedet. Det kommende år byder på en tilbagegang i den økonomiske vækst, som forværres af, at den potentielle efterspørgsel blev flyttet til i år, pga. at momssatsen i Tyskland hæves ved årsskiftet. En tommelfingerregel siger, at beskæftigelsen går i stå ved en økonomisk vækst på 1,4 procent, og at der ved en mindre vækst afvikles arbejdspladser og antallet af arbejdsløse øges. Alt afhænger derfor af, hvor dybt lavpunktet for denne konjunkturcyklus bliver.

Det nuværende boom i konjunkturen viser sig ved en øget efterspørgsel efter arbejdskraft. I forhold til de forskellige områder på arbejdsmarkedet vil det sige, at nedgangen i antallet af arbejdspladser i industrien fortsætter, mens serviceydelser i virksomheder er i fremgang. Det drejer sig imidlertid primært om ansættelser på vikarbasis, hvilket betyder, at udviklingen på arbejdsmarkedet knyttes tættere til konjunkturens tendenser og at en økonomisk nedgang hurtigere påvirker arbejdsmarkedet i negativ retning.

Udviklingen indenfor servicefag betyder også en øget andel af deltidsansatte på arbejdsmarkedet. I dag er næsten en tredjedel af alle erhvervsaktive ansat på deltid; i 1998 lå dette tal på knap en fjerdedel.

Udbredelsen af de såkaldte mini-jobs er gået langsommere, siden arbejdsgivernes udgifter i forbindelse med den slags ansættelser steg per 1. juli 2006. Med 4,78 millioner mini-jobs i år er der 41.000 flere end sidste år; dertil kommer ca. 2 millioner lønmodtagere, som har et mini-job som bibeskæftigelse. Således lever hver syvende af de godt 34 millioner lønmodtagere af indkomster fra marginale ansættelser.

Konjunkturbegrundet øget beskæftigelse, vikaransættelser, deltidsarbejde og mini-jobs er imidlertid kun en del af forklaringen, når man ser på tilbagegangen af arbejdsløshedstallet til 9,8 procent. Dertil kommer også en "statistisk effekt", som opstår, fordi man siden 1. februar 2006 kun kan modtage dagpenge i et år. Instituttet for arbejdsmarkeds- og erhvervsforskning går ud fra, "at en del modtagere af 'Arbeitslosengeld I' ikke fortsat melder sig arbejdsløse, når deres ret til denne understøttelse udløber og de pga. deres tilbageværende økonomiske formåen ikke er berettigede til at modtage 'Arbeitslosengeld II' ... Det samlede beskæftigelsesunderskud i 2006 ændres næppe af denne årsag. Selvom antallet af arbejdsløse går stærkt tilbage, er det samlede tal for dem, der rammes af beskæftigelsesunderskuddet - inklusive den tavse reserve - på 6,20 millioner personer og dermed næsten på niveau med tallet fra sidste år (6,33 millioner personer)". (IAB Kurzbericht 12/2006, s.4)

I realiteten er der derfor kun i langt mindre grad tale om mindre spændte forhold på arbejdsmarkedet, end det fremgår af arbejdsløshedsstatistikkerne, og de positive tendenser er muligvis kun midlertidige. Ikke desto mindre holder man fast i kendte principper, når pengene skal fordeles:

Med en nedsættelse af bidraget til arbejdsløshedsforsikringen efterkommer forbundsregeringen et krav fra arbejdsgiverne. For lønmodtagerne betyder det højere udgifter til sundhedsvæsnet og en afskaffelse af visse skattefordele (f.eks. kørselsfradrag, fradrag for ejerboliger).

Oprindeligt lød budgettet i Bundesagentur für Arbeit på, at arbejdsgivernes bidrag til arbejdsløshedsforsikringen skulle nedsættes fra 6,5 til 4,5 procent (=14 mia. euro) og at 6 mia. skulle finansieres gennem den forhøjede momssats og de sidste 8 mia. af det tyske arbejdsagentur. Med en yderligere bidragsnedsættelse på 0,3% = 2,1 mia. euro bruges imidlertid hele arbejdsagenturets budgetoverskud. For 2007 forefindes ingen reserver; i modsætning til indeværende år, hvor et fremtrukket betalingstidspunkt for arbejdsgivernes bidrag til arbejdsløshedsforsikring gav en enestående likviditet på godt 3,5 mia. euro.

Også staten skal profitere. Således regner den tyske finansminister Peer Steinbrück med indtægter på 5,1, mia. euro fra det såkaldte "Aussteuerungsbeitrag"; et beløb, som det tyske arbejdsagentur skal overføre til staten for hver modtager af 'Arbeitslosengeld I', som man i løbet af et år ikke har kunnet skaffe arbejde og som derfor overgår til 'Arbeitslosengeld II'-kategorien. På denne måde ville Steinbrück i år skaffe indtægter på 5,3 mia., men efter al sandsynlighed bliver beløbet kun på ca. 4 mia. Skulle formidlingen af arbejdsløse i det kommende år vise sig at være vanskeligere - som forudset - stiger Steinbrücks chancer, men samtidig også de røde tal på bundlinien hos det tyske arbejdsagentur. En selvskabt ond cirkel.

Der er ikke længere tale om en relevant brug af det tyske arbejdsagenturs midler. Den aktive arbejdsmarkedspolitik er gået fuldstændig i hundene og skal nu genopbygges gennem løntilskud, virksomhedspraktikker og jobtræningsprojekter. Kort sagt masser af placebo-politik: skolepraktik for unge i stedet for at skaffe lærepladser ved at beskatte firmaer der undlader at uddanne; eller det såkaldte "initiativ 50 plus" (som skal hjælpe med at få arbejdsløse over 50 i arbejde) for ikke - som en slags kejser i nye klæder - at skulle sætte pensionsalderen op til 67 år. Hovedsagen er, at det ikke koster penge. For fløden er skummet.

Hentet fra www.sozialismus.de den 6. november 2006

Ansvarlig for oversættelse: Dorte Thomsen