Hvordan man afslutter den humanitære krise
Af John Milios & Michal Rozworski

Offentliggjort: 15. august 2015

Offentliggjort i Jacobin Magazine, 23 Juli 2015

Grækenland fortsætter med at undergå forandringer. Den 5.juli gik det græske folk til valgurnerne og stemte med over 60 % imod sparepolitikken. En uge senere sagde den græske regering i princippet ja til et nyt memorandum efter en nattelang debat, der til tider blev beskrevet som ’mental waterboarding’. Til slut blev de første dele af bemyndigelseslovene vedtaget af det græske parlament sidste onsdag på trods af et voldsomt oprør fra Syriza-parlamentsmedlemmer, der stemte imod lovene.

Siden da har der i og udenfor Grækenland raset en debat om eurozonens fremtid, om Syriza-ledelsens valg af politisk strategi og om fremtiden for den første venstreorienterede regering i efter-krisens Europa. Dette interview af Michal Rozworski med John Milios er et vigtigt indlæg i denne debat.

John Milios har været aktivist i Syriza i mange år og er en fremtrædende person i partiet. Indtil begyndelsen af dette år var han partiets økonomiske chefrådgiver. Han er også medlem af Syrizas centralkomite og var blandt de 109 medlemmer af centralkomiteens medlemmer, der af dens i alt 201 medlemmer skrev under på et brev, der gik imod det nye memorandum.

I dette interview diskuterer han den græske premierminister Alex Tsipras’ beslutning om at afholde folkeafstemningen den 5.juli, den anti-austerity kurs Syriza ikke slog ind på og hvorledes parolen ”mennesker frem for profitter” kan blive konkret realitet i Grækenland.

Hvad er situationen en uge efter, at man tilsluttede sigmemorandummet og to uger efter folkeafstemningen?

- Da folkeafstemningen blev udskrevet, så vi en valgkampagne, der havde klassemæssige og sociale kendetegn. Det var to Grækenlande, der kæmpede mod hinanden. På den ene side havde man groft sagt de fattige, lønmodtagerne, de arbejdsløse og de små selvstændige, mens man på den anden side havde kapitalisterne, virksomhedslederne, statens højere embedsmænd osv., der agiterede for et ’ja’.

I sidste instans så en bred koalition af samfundets flertal folkeafstemningen som en chance for at udtrykke deres forpligtelse til ikke at fortsætte med nedskæringer og neoliberalisme. Alt dette skete i en situation, der var præget af frygt og rædsel på grund af Den europæiske Centralbanks beslutning om ikke at yde de græske banker Emergency Liquidity Assistance (nødlikviditet). Mange mennesker opfattede dette som en skræmmetaktik og begyndte at trække deres penge ud. Det første til slut til, at bankerne blev midlertidigt lukket.

Det græske folk stemte derfor i en situation, hvor bankerne var lukket og i en atmosfære af frygt, fordi påstanden var, at et ’nej’ ville føre til en katastrofe. Arbejdsgivere iværksatte også en intens afpresning efter mund-til-mund-metoden af arbejdere for at de skulle stemme ’ja’. På trods af denne frygt og propaganda stemte 61,3 % ’nej’.

Hvordan er dette resultat blevet overført til den nuværende situation?

- Jeg mener, at folkeafstemningen var en politisk fejltagelse fra Tsipras-regeringens side. Min personlige opfattelse er, at Tsipras eller, hvis det ikke var ham, så et flertal i regeringen, der lagde stærkt pres på ham, ønskede at underskrive memorandummet. De anslog at resultatet af folkeafstemningen ville blive det, meningsmålingerne forudsagde, nemlig 50-50 eller et lille flertal for ’nej’. Et sådant resultat ville have skabt den politiske legitimitet forl at underskrive memorandummet.

Men det, der skete under folkeafstemningen, var ekstraordinært og det åbner spørgsmålet for fremtiden. Regeringen forvandlede de 61,3 % ’nej’ til et ’ja’ på 83 % i parlamentet og tilsluttede sig memorandummet.

Jeg ser en rød linje gå igennem regeringens politik fra første færd: Den troede, at den kunne regere som før krisen. Dvs. hovedproblemet er en recession og nedskæringspolitikken er ganske enkelt en forkert politik, der skaber yderligere reduktion af den effektive efterspørgsel.

Personligt mener jeg, at denne analyse er helt forkert. Kapitalen kan ikke komme ud af en krise ved egen hjælp uden med alle midler at skære ned på omkostningerne pr. produceret enhed. Der er to måder at gøre dette på: En reduktion af arbejdskraftomkostningerne – dvs. nedskæringer – og en reduktion af kapitalomkostninger og råvareomkostninger.

Selv den sidste løsning er på kort sigt recessionsfremkaldende. Lad os for eksempel antage, at hele industrien halverer sit forbrug af benzin, gas og forbruget af energi i al almindelighed. Hvad sker der så med energisektoren? Den skrumper.

Kapitalismen virker gennem en fortløbende forandring af styrkeforholdet. Regeringen indså ikke, at hvis den ønsker at være det arbejdende folks regering, må den følge en politik, der fra begyndelsen af ikke taler om udvikling og recession i almindelighed, men søger alternative måder at opmuntre produktionen af varer og tjenesteydelser på.

Dette ville inkludere [oprettelse af] kooperativer, genåbning af lukkede fabrikker eller virksomheder i servicesektoren, så vel som et robust og retfærdigt skattesystem, der skulle fordele indkomster og velstand i den arbejdende befolknings favør. Sådanne tiltag burde være et mål i sig selv, ikke bare midler til at overvinde krisen. Nøglespørgsmålet er: Ud af krisen til fordel for hvem?

Hvad er forhindringerne for sådanne tiltag på den græske økonomis niveau?

- Memorandaerne har delvist ændret den græske økonomi. Den er blevet mere lig en latinamerikansk økonomi, dvs. en dobbelt økonomi, hvor en del af befolkningen er udelukket.

På grund af sparepolitikken er der sket en meget stor forøgelse af profitterne. Privatkapitalen har gennem privatiseringer og den ekstremt neoliberale politik fået mulighed for at trænge ind i det, der tidligere var den offentlige sektor. Og i de sidste måneder af 2014 så man positive vækstrater og en nedgang i arbejdsløsheden. Som Marx siger, er der ingen permanente kriser.

Spørgsmålet er, hvordan et samfund kommer ud af en krise. Profitterne er steget og kapitalen er mere centraliseret fordi småvirksomhederne er lukket. For eksempel er detailhandlen blevet koncentreret i store indkøbscentre og store butikskæder.

Nedskæring er den korrekte politik for kapitalistisk udvikling til gavn for de mest aggressive kapitalinteresser. Det betyder kapitaldestruktion. Man vidste der ville komme en dyb recession og denne recession ryddede kapital, der ikke gav tilstrækkelig afkast, småvirksomheder, borgerrettigheder, arbejderrettigheder, fagforeningsrettigheder og dele af den offentlige sektor af vejen – alt hvad der var nødvendigt [at rydde af vejen].

Det vi tidligere plejede at beskrive som den europæiske, sociale model ligner nu en dårlig vits. Det er en skam, at denne regering, der havde et helt andet program, blev tvunget til at tilegne sig denne politik: At blive kapitalens regering, at fortsætte de tidligere regeringers politik og at få folket til at kæmpe imod sig.

Der er en spænding, der trækker overskrifter, mellem det, der foregår internt i det græske samfund og økonomi og så forhandlingerne med Europa. Har jeg ret i, at det hele tiden har været en del af din analyse, at vi ikke skulle fokusere så meget på forhandlingerne, at de er et klasseprojekt?

- Du gør ret i at stille dette spørgsmål.  Der er to pointer her: For det første, hvem kæmper europæerne for? Kæmper de bare for at inddrive den græske offentlige sektors gamle gæld? Mit svar er nej, de vil aldrig kunne inddrive denne gæld i sin helhed. De ved det og det er derfor, de langsomt er begyndt at diskutere en restrukturering af gælden.

De kæmper for europæisk integration i form af et neoliberalt Europa i hvert eneste land. De kæmper for de græske kapitalister, men også for kapitalisterne i andre lande. De ønsker ikke at tillade dannelsen af et alternativ indenfor eurozonen.

For det andet, spiller europæisk integration en meget vigtig rolle for at fremme den neoliberale politik. Den fungerer på en måde som en fælde for en regering, der ønsker at følge en politik i folkets favør. Dette er ikke en følge af, at mange lande har samme valuta, men af den kendsgerning, at Den europæiske Centralbank bevidst ikke fungerer som den sidste instans for udlån og pengeudstedelse.

ECB understøtter ikke den offentlige sektor i eurozonens medlemslande med lån, og derfor er nedskæringer næsten den eneste måde at behandle kriser på.  Den [banken] har bevidst udsat alle eurozonens lande i en tilstand, hvor man risikerer misligholdelse [af afdrag på lån], for at fremme en neoliberal dagsorden.

Hvad er så muligheden for at gennemføre en intern omformning af økonomien som et svar på krisen, når man har risikoen for bankerot, når man har brug for flere lån for bare at betale kreditorerne og når bankerne kan lukkes af en institution som ECB? Findes der en anden strategisk vej, der kunne være fulgt eller som stadigvæk vil kunne følges?

- Jeg mener, der var en anden strategisk vej og at den var til rådighed fra det øjeblik denne venstreorienterede regering overtog magten. Kort fortalt ville et skridt [i den rigtige retning] være at skabe indkomster for staten ved at beskatte de rige. Det betyder også at bekæmpe korruption så vel som at bekæmpe smugleriet af olie- og tobaksvarer. Regeringen har ikke gjort meget på dette område, skønt det var et hovedpunkt i vort program.

Det andet store spørgsmål er spørgsmålet om standsning af afdragene på lån. Vi skulle have sagt til europæerne: ”Hør her, vi har et valgprogram og man har en struktur i eurozonen, der tvinger hvert land til selv at tage sig af sine egne skattepolitiske problemer. Når et land ikke kan klare sine problemer, giver man det et lån, men på den betingelse, at det følger en meget barsk nedskæringspolitik. Vi er ikke enige i dette forløb, fordi vi er et demokratisk land og folket stemte anderledes. Vi er begyndt at skabe indtægter for staten med andre midler og undskyld, men efter som I ikke har givet os de låneportioner til finansiering, vi tidligere har aftalt, kan vi ikke opfylde vore gældsforpligtelser – hverken til IMF eller til ECB.”

Den græske regering nåede sidste måned langt om længe frem til dette standpunkt og forsinkede en betaling til IMF. Før dette og uden at modtage den finansiering, der var forfalden, gav den [regeringen] over 7 mia. euro eller over 3 % af BNP til sine kreditorer. Regeringen skulle have forsinket disse afdrag så tidligt som i februar og krævet et nyt program.

I mellemtiden kunne man have kørt på det primære overskud og selv have løst sine skatteproblemer ved at beskatte de rige. De finansielle problemer med hensyn til at betale kreditorerne kunne så have været tacklet med et andet program, der ikke byggede på nedskæringer.

Da Syriza overtog regeringsmagten, var bankerne i meget bedre stand; siden da har græske husstande sendt over 41 mia. euro udenlands. Alle former for indlån i græske banker udgør nu [til sammen] 120 mia. euro. Før krisen var dette tal 230 mia. euro. Bank for International Settlements[1] har beregnet, at græske husholdninger har et netto tilgodehavende på 250 mia. euro. Dette er beregnet som summen af alle former for indlån minus al privat gæld til alle kreditorer i hele verden.

Disse data viser, at den græske middelklasse og de rige sendte penge udenlands længe før Syrizas valgsejr, men denne proces er accelereret mere og mere i løbet af de endeløse forhandlinger [mellem den græske regering og trojkaen].

Hvis man var startet anderledes, som jeg beskrev indledningsvis, kunne resultatet være blevet meget bedre. Man kan naturligvis ikke vide noget med sikkerhed, med mindre man prøver, men jeg er overbevist om at kunne have været og skulle have været slået ind på en anden vej.

Hvad sker der nu, hvor bankerne er i en skrøbelig tilstand, indlånene er væk og et nyt memorandum skal implementeres? Kan memorandummet implementeres af et venstreorienteret parti, især over en årrække? Vil regeringen få partiets støtte? Er der manøvrerum?

- Regeringen har sat mig og os alle i en mærkelig situation: I et brud mellem vore politiske holdninger og vor position som en del af det arbejdende flertal på den ene side og som medlemmer af Syriza på den anden. I henhold til det, jeg har sagt, indtil nu, er regeringens politik i kapitalens favør og en politik, der fremmer den neoliberale dagsorden. Den er pr. definition imod det, Syriza tror på og det, 61,3 % af folket har krævet.

Dette er ikke alene et problem for Syriza, men for alle de mennesker, der er blevet mobiliseret i de seneste måneder og især i de seneste uger for at støtte et nej ved folkeafstemningen. Overfor disse 61,3 % er spørgsmålet: Hvad skal vi nu gøre? Husk også på at uden de lukkede banker og skrækkampagnen, ville disse 61 % have været endnu større.

Jeg har besluttet, at jeg tilhører denne del af samfundet og at jeg vil fortsætte med at kæmpe imod nedskæringerne og de af denne regerings tiltag, der ligner de foregående regeringers forholdsregler. På den anden side ønsker jeg ikke, at se partiet splittet. Jeg ønsker at deltage i de diskussioner, der nu går i gang.

Et flertal i Syrizas centralkomite fortsætter med at støtte nej-positionen og dette flertal inkluderer kammerater fra næsten alle fraktioner og ideologiske strømninger. Vi siger til regeringen, at den skal finde en anden vej ud af krisen og ikke underskrive det nye memorandum.

Jeg er imidlertid sikker på, at regeringen har besluttet sig og vil skrive under. Dette gør situationen svær: Jeg ønsker ikke flere nedskæringer fra en Syriza-regering, men jeg ønsker heller ikke en splittelse i Syriza. Det er en meget vanskelig situation at befinde sig i og den kan ikke løses af en enkelt person. Vi må diskutere med hinanden, i partiet og med folket.

På trods af dette er jeg optimistisk. Kan situationen, der er en stor skuffelse for de, der troede på Syriza, fungere som udgangspunkt for en anden kurs, hvor folket selv ved hjælp af direkte demokrati kan begynde at tage nutiden og fremtiden i egne hænder?

Kan vi begynde at skabe ny beslutnings- og produktionsstrukturer? Kan vi tage de fabrikker og virksomheder, der er blevet lukket under krisen, i brug igen? Opstår den bevægelse fra neden, som vi har brug for lige nu? Kan den gamle parole ”Mennesker frem for profitter” blive en konkret realitet i Grækenland?

En sådan bevægelse ville ikke blot kunne lægge pres på regeringen og bede den om at ændre kurs, men begynde at ændre samfundet ved at forsøge at gøre ende på den neoliberale agenda og udfordre selve kapitalismen.

Hvorledes forholder dette sig til den meget konkrete debat om at forlade euroen? Ved ikke at omtale det, synes du at antyde, at det er et sekundært problem?

- Nedskæringspolitik og neoliberalisme er ikke alene et spørgsmål om euroen. Hvis et land ændrer valuta, betyder det ikke, at arbejderklassen kommer til magten eller at nedskæringspolitikken ophører.

Skønt eurozonen, som jeg allerede har anført, via ECBs mærkelige, ubehagelige handlinger spiller en vigtig rolle i at fremme og stabilisere neoliberalismen, kan jeg ikke se hvorfor dette skulle være et problem, hvis en politisk massebevægelse har en strategi, der gør en ende på denne politik og som går over en udtræden af euroen.

Det problem, den græske arbejderklasse står overfor, er imidlertid ikke et teknisk problem, der kan løses ved den simple ændring af et lands pengepolitik, som valget af valuta udgør. Jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor et Grækenland, der forlader euroen, ikke kan finde de nødvendige reserver, der kan understøtte en ny valutas vekselkurs og må optage lån i eurozonen eller fra andre [långivere]. Men alle lån i kapitalismens aktuelle fase betyder et nedskæringsmemorandum. Så hvem vil finansiere landet for at understøtte den nye valutas vekselkurs?

De har brug for brændsel, mad og medicin

- Ja og i mellemtiden er eksportørerne de store kapitalister og de vil simpelthen øge deres profitabilitet. Dette svarer til en intern devaluering ved hjælp af lønsænkninger. Vil de hæve vores lønninger fordi deres profitter stiger? Dette handler ikke om at finde et trick for at gøre græsk kapitalisme mere effektiv.

Jeg understregede tidligere græske husholdningers positive, finansielle nettoposition for at vise, at de velstående og store virksomheder (der ikke er indbefattet i tallet for husholdningerne) allerede har sendt deres penge udenlands. Denne lille del af samfundet vil blive begunstiget af en ny, devalueret valuta. På den anden side vil arbejderklassen stå overfor en devaluering af sin købekraft.

De samfundsmæssige forandringer, der udfordrer neoliberalismen og kapitalismen, vil der ikke være nogen grund til at stoppe, fordi Grækenland har euroen. I det tilfælde kan en ny valuta være påkrævet for at understøtte en ny [politisk] kurs. Men vi må starte ud fra denne kurs, ikke omvendt. Det er derfor jeg betragter spørgsmålet om en udtræden [af euroen] som sekundært.

Når vi ikke snakker teoretisk, men politisk, dvs. hvorledes man forandrer forholdet mellem de politiske og samfundsmæssige kræfter, betragter jeg euroen som et ikke-spørgsmål. Jeg deltager ikke i diskussioner om valutaer, fordi de skjuler hovedspørgsmålet: Hvorledes man ødelægger græske og europæiske kapitalisters vedvarende strategi for at fremme nedskæringspolitikken.

Spørgsmålet er ikke recession overfor vækst i almindelighed, men omfordelingen af velstand, indkomster og magt til arbejderklassen; med andre ord vækst for de mange, ikke vækst for profittens skyld.

John Milios er professor i politisk økonomi ved det nationale, tekniske universitet i Athen og medlem af Syrizas centralkomite. Michal Rozworski er forsker og skribent, bosat i Vancouver.


[1] Bank for International Settlements i Basel er en international organisation, hvis formål er at fremme internationalt monetært og finansielt samarbejde og at fungere som centralbankernes bank.