Det kriminalistiske ritual
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. august 2015

Tag en tur (hvis du ellers har mange kanaler på dit fjernsyn) ned over programoversigterne på dit tv. Hvad ser du? Den ene (amerikanske) serie efter den anden. Dagligstuefjernsyn primært rettet ind efter amerikanske seere – reality programmer (som det kaldes – selvom det ikke har meget med virkeligheden at gøre) – nyheder (der påstår at fortælle sandheder eller alle sandheder om akkurat denne virkelighed) – og så kriminalserier. Hvis du abonnerer på Netflix eller en af de andre såkaldte streaming-tjenester, så er billedet stort set det samme. Public service kanaler som DR (og DR’s forskellige underkanaler) – kommercielle danske (eller dansksprogede) kanaler: Samme billede.

Uanset hvordan man opgør det, så er det kriminalserier (i bredeste forstand), der fylder mest – det, der er mest af.

Og billedet bliver endnu mere udpræget, hvis du orker at kigge lidt nærmere på indholdet i udsendelser, som ellers – på overfladen – handler om noget andet. Politiske serier (som den danske ”Borgen” eller den amerikanske ”House of Cards”) har også et kriminalistisk underplot.

Faktisk er det efterhånden svært at slippe gennem en fjernsynsaften uden at støde ind i en eller flere kriminalintriger.

Både de kommercielle kanaler, som skal leve af og tjene penge ved at sælge annonceblokke, og de andre (som der er færre af) er styret af seertal, så man må formode at det mønster, som tegner sig, er udtryk for, at dette er noget, som tv-seerne vil have – at det er noget, de gerne vil se og gerne vil se mere af. Ellers ville det ikke give mening at bruge så meget sendetid på det.

De forskellige producenter har ofret mange penge og meget opmærksomhed på at få kortlagt seernes ønsker – fordi det er forudsætningen for at kunne levere de seertal, som reklamekøberne forudsætter – og dermed forudsætningen for at kunne investere de nødvendige penge i køb af reklameblokke, til at det kan lade sig gøre at finansiere produktionen. Behovet er der med andre ord. Og seertallene bekræfter satsningerne.

Man kunne – som man har set det før i tiden – vælge at anlægge en moralsk eller klassisk æstetisk synsvinkel på dette fænomen. Man kunne – ligesom mange stadigvæk gør det i bøgernes verden (hvor den samme tendens gør sig gældende) – vælge at betragte tendensen som noget mindreværdigt eller direkte forkasteligt. Man kunne vælge at stemple kriminalserierne som underlødig underholdning, som fyldstof, som det er ikke er tiden værd at beskæftige sig ned. Men man kunne også i stedet vælge at tage udgangspunkt i genrekonventioner og i dokumenteret behov.

Jeg vælger det sidste. Og stiller altså spørgsmålet: Hvad er det, der konstituerer det behov? Hvad er det, der gør, at så mange seere lader sig underholde af og konsumerer de mange serier, de mange historier? Hvad er det, der gør, at serierne – til trods for at så mange af dem blot er variationer over et enkelt, kendt tema – tilsyneladende tilfredsstiller så mange seere?

Disse spørgsmål skal jeg forsøge at give et par bud på her.

The Telegraph (stor britisk avis) har en artikel[1]  liggende på deres hjemmeside, hvor de giver et bud. Her lyder overskriften sådan her:

“Why watching TV crime dramas is good for your brain: To stay healthy, the human brain needs to be kept active, and suspense-filled small screen thrillers provides a taxing mental workout.”

Artiklen fortsætter: “The best TV crime dramas build suspense over a number of episodes. They challenge viewers to pay attention to complicated stories, including red herrings, and to remember them from episode to episode. In other words, they provide great stimulation for the brain, which in turn helps keep it healthy, as the human brain needs to be kept active. In fact, when you deprive it of stimulation it reacts very badly.”

Kriminalistisk workout for den menneskelige hjerne – sundhed via skærmen. Det kunne være en forklaring – men er det nok ikke.

Genren – kriminalintrigen – er af relativt ny dato. I den officielle, anerkendte forskning er der almindelig enighed om, at den moderne krimihistorie blev introduceret med Edgar Allan Poes historier om ”Mordene i Rue Morgue” fra 1841.

Denne historie starter med at et forvirrende dobbeltmord, hvor Madame L'Espanaye og hendes datter brutalt bliver myrdet i Rue Morgue, en gade i Paris. C. Auguste Dupin læser om mordet i aviserne, der refererer, hvordan moderens hals er blevet skåret over, så hovedet kun akkurat hænger fast til halsen. Derefter er datteren blevet kvalt og er blevet stoppet op i skorstenen. Mordene er blevet begået i et hermetisk lukket rum, der er låst af fra ydersiden – og vidner, der har hørt støj fra gerningsstedet, har givet meget forskellige forklaringer på, hvilket sprog morderen har talt. Det lukkede rum, det hermetisk aflukkede gerningssted er et element, der går igen i mange senere historier. Det samme er tilfældet med den næste komplikation. Politiet er nemlig ikke i stand til at opklare mordet og søger derfor hjælp fra offentligheden. Og historiens detektiv – Auguste Dupin – ser det som sin chance for at vise, hvor genial han er. Det viser sig, at det er en orangutang som står bag de grufulde mord. Den er stukket af fra ejerens (en sømands) lejlighed. Sømanden er vidne til forbrydelsen, men af frygt for hvilke konsekvenser det kan få for ham selv, undlader han å sige noget om det, indtil han bliver konfronteret af Dupin.

Uanset om det er korrekt, at man kan tidsfæste den moderne kriminalhistories opkomst så præcis, så er det i hvert fald korrekt, at Poes historie rummer en række af de elementer, der er typisk for genren.

Det er et mord, som er udgangspunktet for historien. Det står ikke fra historiens start klart, hvem der har begået dette mord. Ordensmagten har til opgave at opklare mordet og at drage den skyldige til ansvar for den kriminelle handling. Men ordensmagten magter ikke at løfte denne opgave. I stedet bliver det et medlem af offentligheden, som – gennem analyse, observation og logik – når frem til at kunne opklare sagen. Således at den ubalance, der opstår i samfundet, når loven overtrædes, kan genetableres.

Med denne historie er det helt elementære maskineri etableret. Alle de elementer, der stadigvæk – den dag i dag – indgår i en kriminalhistorie. En forbrydelse begås. Hvormed harmonien i samfundet forstyrres. Ordensmagtens opgave er at finde og pågribe den skyldige, som derefter – principielt set – kan overgives til den dømmende myndighed, således at den pågældende kan idømmes den retfærdige straf (forudsat at loven er retfærdighedens redskab). Hvorefter er balancen i samfundet genoprettet. Samfundet har fået bekræftet den kontrakt, hvorefter samfundet skal fungere. Skulle ordensmagten ikke – hvad den sjældent er – være i stand til at udføre opgaven tilfredsstillende, så er der heldigvis medlemmer af civilsamfundet, som kan.

Dette tema – med det samme grundlæggende inventar – gennemspilles i tiden frem til i dag i et utal af gange. Der varieres i de egenskaber, som retfærdighedens agenter er i besiddelse af – der varieres i karakteren af den forbrydelse, som udløser efterforskningen – og der varieres i det billede af samfundet, som beskrivelsen af en forbrydelse altid også vil rumme, men helt elementært (for nu at citere en af de litterære detektivers yndlingsudtryk), så er det disse ting, som indgår. Også i de kriminalhistorier, som man ser aktuelt både på den litterære scene og i de elektroniske medier.

Hvad var det nye i Edgar Allan Poes historie?

Man kan finde forbrydelser masser af steder også i tiden før hans første kriminalhistorie. Græske tragedier tager ganske ofte udgangspunkt i et drab – et fadermord eller et modermord – selv Biblen rummer sådan en historie. Og i den tragiske tradition finder man tilsvarende masser af død og ødelæggelse – tag bare Shakespeare som eksempel. Men den afgørende forskel ligger i, at hvor den voldsomme død før Poe som oftest ses som noget irrationelt – eller er udtryk for en skæbnebestemmelse hvis logik ligger hinsides den menneskelige ageren – der postuleres drabet (fra Poe og fremad) som noget, der – udover at være en overtrædelse af verdslige, menneskeskabte love – grundlæggende kan forklares rationelt, og som kan og bør udløse en (i det mindste delvist) rationel respons.

Eller sagt på en anden måde: Mennesker kan godt agere tilsyneladende irrationelt, men efterforsker man disse irrationelle handlinger, så viser de sig næsten altid at have en rationel kerne. Der er altid et motiv. Også selvom dette motiv kan være svært at forklare. Der er altid en mulighed – det vil sige et sæt af omstændigheder, som gør handlingen forståelig. Der er altid en metode – det vil sige en måde, hvorpå forbrydelsen er begået på. Gør man sig umage – anvender man rationel tænkning – har man den nødvendige viden – så kan alle tre områder belyses endegyldigt. Hvorefter man står tilbage med en opklaret sag.

Opklaringen er målet. Den igangsættende handling forandrer sig over tid – ligesom de midler, hvormed opklaringen gennemføres gør det. Men det helt overordnede mål er det samme – uanset om vi ser på Mordene i Rue Morgue eller på den seneste episode af Daredevil på Netflix. Og med opklaringen genetableres den forstyrrede balance – med opklaringen statueres det, at den overtrædelse af samfundets spilleregler – sådan som de er formuleret i lovgivningen – resulterer i gengældelse og straf. Grundlæggende fungerer kriminalhistorierne som udsagn om, at denne grundlæggende balance ikke lader sig forstyrre. Og om at forstyrrelser af balancen kan analyseres, forstås og anvendes som basis for genetablering af balancen.

MEN: Der sker noget med de forbrydelser, som skildres over denne mere end 150 år gamle historie. Der sker noget med de ordenshåndhævere (civile eller politimæssige), som har til opgave at genoprette balancen – eller hvis man skal være lidt højstemt: Udøve retfærdighed. Og det sker i den grad noget med det samfundsbillede, som historierne formidler.

I starten af perioden er forbrydelsen en anomali. Og det kriminelle individ en afviger. Reglen er, at det store, overvejende flertal følger loven og respekterer moralen, mens kun enkelte personer overtræder loven og krænker moralen. Typisk er forbrydelsen motiveret i ønsket om at tiltvinge sig økonomiske fordele (for eksempel ved at udrydde andre arvinger til fordel for sig selv eller for at dække over økonomisk kriminel adfærd). I slutningen af perioden – altså i dag – er tendensen skiftet. Her er det ikke moralen og retfærdigheden, som regerer, men deres modsætninger. Store firmaer er – i krimiuniverset – som hovedregel kyniske og amoralske, samfundets magthavere uden moral. Og alle – næsten uden undtagelse – er ofre for den institutionaliserede umoral. Den ordensmagt, som i begyndelsen af historien er fuld af god vilje om end ikke altid præget af skarpsindighed, er i slutningen af perioden stort set lige så korrupt og lige så umoralsk som resten af samfundet.

Hvor forbrydelsen i begyndelsen af perioden altså var undtagelsen, der er den nu blevet reglen. Hvor den fælles interesse i begyndelsen af historien var genoprettelse af lovens hegemoni, der er den fælles interesse i dag blevet overlevelse på trods af vilkårene.

Den sociale virkelighed, som beskrives i moderne kriminalhistorier og i moderne kriminalserier er usammenhængende – den er i sig selv forbryderisk – og den kan ikke referere til et fungerende fællesskab eller til en fungerende fælles moral.

Det får så også som konsekvens, at den der opklarer forbrydelsen – eller i det mindste forsøger på det – og den der bekæmper amoralen, står alene eller sammen med nogle få allierede. Og historiernes forløb tegner et billede af en virkelighed, hvor det reelt fremstår som umuligt at indstifte retfærdighed og lovlydighed.

Uanset om helten allierer sig med videnskaben (i de mange retsmedicinske serier i fjernsynet) eller med oversanselige kræfter (superhelte med kræfter, som ikke kan begrundes eller forklares rationelt) – uanset om heltefiguren er delt op på en række (i sig selv anfægtede) personer i et kollektiv eller står mutters alene overfor en fjendtlig omverden, så er løsningen på konflikten – og reetableringen af den anfægtede moralske balance – altid provisorisk. Der kommer nemlig altid nye forbrydelser, der afsløres altid ny ondskab, der fremtræder altid ny råddenskab. Dels fordi seriekonceptet kræver det – dels fordi det er sådan, virkeligheden (den virkelighed som seere og læsere lever i) er. Drømmen om detektiven som en social ingeniør, der i kraft af viden og indsigt, analytisk evne og deduktive kræfter evner at ophæve og demontere umoralen endegyldigt, den drøm er definitivt smadret.

Man kunne vælge at se denne radikaliserings- eller opløsningstendens som udtryk for den konkurrence, som er om mediebrugernes opmærksomhed. Der skal ske noget nyt – voldsskildringerne bliver mere grafiske, teknikken mere avanceret og forbrydelserne raffineres – men selvom der kan være en vis sandhed i det, så er det afgørende i sammenhængen igen den kontrakt, som skal fungere med seere og læsere: Indgangen til en kriminalhistorie og sammenhængen i den skal være genkendelig på et eller andet plan, og forløbet i historien skal ikke alene respektere genrekonventionerne, det skal også være logisk sammenhængende. Eller sagt på en anden måde: Som krimikonsument skal du kunne genkende den konflikt, som historien tager sit udgangspunkt i, og du skal kunne følge den indre og ydre logik, hvorigennem historien forløber.

Når forbrydelserne radikaliseres, når skildringen af den virkelighed, igennem hvilken historien bevæger sig, og når den ydre virkelighed, som historierne låner fra, fremstilles stadigt mere usammenhængende, truende, korrupt, amoralsk, så skyldes det, at det også er sådan, brugernes virkelighed opleves. Også selvom man ikke selv er offer for en forbrydelse, udnyttet af korrupte embedsmænd og amoralske politikere eller udsat for klima- og miljøkatastrofer.

Og det er da også gennem denne kontrakt – denne korrespondance med den oplevede virkelighed – at kriminalhistorierne leverer deres brugsværdi – det er i dette forhold, man finder svaret på det spørgsmål, som jeg startede med at stille: Hvad er det, der konstituerer det behov, som kriminalhistorierne tilfredsstiller? Hvad er det, der gør, at så mange seere lader sig underholde af og konsumerer de mange serier, de mange historier? Hvad er det, der gør, at serierne – til trods for at så mange af dem blot er variationer over et enkelt, kendt tema – tilsyneladende tilfredsstiller så mange seere?

Kaster man et blik ud af vinduet, kan man se en virkelighed, der i stigende omfang er truende. Man kan se fænomener, man ikke forstår – som ingen tilsyneladende forstår. Man konfronteres – i det store og i det små – med ting, der anfægter enhver tro på gennemskuelighed, forståelighed og logik. Følger man med i nyhedsstrømmen, så ser man en virkelighed, der er gået i opløsning – en virkelighed, der i stadigt stigende grad fremstår disparat – en virkelighed, der fremstår som usammenhængende enkelthistorier, som end ikke de mangfoldige eksperter kan give en forklaring på. Og ser man endelig en sammenhæng, så konstitueres den et sted, der nærmest pr. definition er umulig at påvirke eller at ændre.

Man ser også en virkelighed, der er præget af udbytning, udnyttelse og amoral. I en lind strøm konfronteres man med svigt fra dem, der nominelt burde garantere det modsatte. Og man ser en virkelighed, hvor denne uoverskuelighed ikke blot sætter sig igennem i de store linjer. Helt ned i det enkelte menneskes nære virkelighed rammer disse tendenser.

Du kan miste dit arbejde i morgen, og der er intet nyt arbejde at få. Mister du dit arbejde i morgen, så truer fattiggørelsen lige om hjørnet. Så mister du din sociale status. Og så er det ikke bare dig og din arbejdsmæssige identitet, som er på spil.

Miljøændringerne rammer også helt ned i den enkeltes liv. Og selvom de mest massive påvirkninger ikke rammer dig direkte, så rammes du indirekte.

På mange områder har det kapitalistiske samfund, der til at begynde med legitimerede sig ved at påkalde sig velstand, tryghed og overskuelighed, nu udviklet sig derhen, at det leverer det stik modsatte: Fattigdom, utryghed og uoverskuelighed.

Før den borgerlige revolution og de videnskabelige fremskridt var samfundet præget af vilkårlighed og uforståelighed. Den viden man havde om de mekanismer, som bestemte karakteren af menneskelivet, var lemfældig og upræcis. Sygdom ramte uden at man vidste hvorfor – misvækst ramte, uden at man kunne stille noget op ved det – og rundt om de menneskelige samfund regerede en natur, hvis mekanismer man ikke forstod og ikke kunne forklare.

Det forsøgte man at kompensere for ved at sætte mytiske navne på det, man frygtede. Trolddom, forhekselse og skæbne. Og i mytens univers kunne man skabe et tilsyneladende brugbart grundlag for at takle de destruktive, angstfremkaldende kræfter, først og fremmest ved at give de uforståelige kræfter et ansigt og et navn. Igennem det kunne man forholde sig til det, man frygtede. Og man kunne – enten i mytens eget univers eller i religionens – handle. Man kunne snyde de onde, man kunne alliere sig med andre (mytiske) kræfter, eller man kunne appellere til religiøse kræfter om hjælp.

I den nye uforståelighed og uoverskuelighed har det sociale univers sat sig igennem som en ny ”natur”. Lige så uforståelig, lige så utilgængelig og lige så urørlig som den gamle. Markedet agerer efter sine egne regler – uden at nogen kan sætte et ansigt på dette marked. Konjunkturer bevæger sig – tilsyneladende uden mulighed for med sikkerhed at kunne påvirke dem. Investorer køber eller sælger værdier, uden at man er i stand til at sætte en identitet på dem – også fordi ejerforholdene til kapitalen fortoner sig i strukturer, der ifølge deres karakter er upersonlige. Arbejdsløshed og social nedtur rammer blindt – og tilsyneladende uden at de ramte selv kan stille noget op ved det. Og dem, der tolker denne nye uoverskuelighed, er lige så uklare, lige så ukonkrete, lige så magtesløse som dem, der forsøgte at tolke den gamle natur.

Myter og religion er ikke længere en farbar vej. Men det er deres moderne erstatninger.

Som læser eller seer oplever du uorden hver eneste dag – i det små og i det store, i virkeligheden.

Din usikkerhed udbygges konstant.

Du oplever også, hvordan de moralske værdier undergraves, og du oplever, hvordan den gamle tids helte og frelsere må give fortabt. Al rationalitet og moral tilsidesættes uden sanktioner. Ligevægt og lighed – der er den regerende samfundsordens legitimeringsværdier – holder ikke længere. Og dine drømme om opstigning for dig selv eller dine børn bliver i stigende grad akkurat det: Drømme som ikke kan opfyldes. I dette billede kommer kapitalismen til live. I serieepisoder og bøger gives de gamle (og ikke længere holdbare) et skinliv for en kort tid- Her og kun her overlever individualismen på trods og gennem dyrkelsen af det forlorent intime inviteres du med indenfor i vores heltes privatliv, hvor de ofte må bringe ofre for at skabe markedsligevægt/orden.

Det giver en vis lettelse, ligesom andre ritualer. Men grundlæggende løser ritualerne ingen problemer. De er som social medicin, der gør dagliglivet en anelse mere bærbart, men de og bliver symptombehandling. Samtidig med at de – reelt – er ritualiserede billeder af en virkelighed, der i stigende grad bliver ubærlig.

Karl Marx har egentlig formuleret det her ganske præcist – i af Kritikken Hegels retsfilosofi [2]:

Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.

At ophæve religionen som folkets illusoriske lykke er at fordre folkets virkelige lykke. Fordringen om at opgive illusionerne om sin tilstand er fordringen om at opgive en tilstand, som har illusioner behov. Kritikken af religionen rummer altså i kim kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er.

Kritikken har plukket lænkernes imaginære blomsterkrans itu, ikke for at mennesket skal bære fantasiløse og trøstesløse tanker, men for at det skal kaste lænkerne af sig og plukke levende blomster. Kritikken af religionen skuffer mennesket, for at det skal tænke og handle, for at det skal skabe sin egen virkelighed som et skuffet menneske, der er kommet til fornuft, for at det skal bevæge sig om sig selv og dermed om sin virkelige sol. Religionen er kun den illusoriske sol, der bevæger sig omkring mennesket, så længe mennesket ikke bevæger sig omkring sig selv.

Erstat blot begrebet religion med begrebet kriminalhistorie.

Hvis du vil læse en gennemgang af genrehistorien, så kan du eventuelt se den her: True detective i et krimihistorisk perspektiv.

 

[1] Se artiklen ved at klikke her.

[2] Læs hele teksten ved at klikke her: KLIK