Smartphone-samfundet
Af Nichole M. Aschoff

Offentliggjort: 15. august 2015

Oversat fra Jacobin, nr. 17, juni 2015

Lige som bilen definerede det tyvende århundrede, omformer smartphonen i dag den måde, vi lever og arbejder på.

Bilen var i mange henseender det tyvende århundredes definerende vare. Dens betydning stammede ikke fra teknologisk virtuositet eller samlebåndets sofistikering, men snarere fra en evne til at reflektere og forme samfundet. De måder vi producerede, forbrugte, brugte og regulerede biler på var et vindue til selve det tyvende århundredes kapitalisme – et glimt af hvorledes samfund, politik og økonomi krydsedes og kolliderede.

I dag i en tid, der er karakteristeret ved finansialisering og globalisering, hvor ’information’ er kongen, kan ideen om, at en enkelt vare kan definere en æra, synes gammeldags. Men varer er ikke mindre vigtige i dag, og menneskers forhold til dem forbliver centrale for at kunne forstå samfundet. Hvis bilen var grundlæggende for at fatte det forrige århundrede, er smartphonen denne æras definerende vare.

Folk bruger i dag masser af tid på deres mobiltelefoner. De tjekker dem konstant i løbet af dagen og opbevarer dem tæt på deres krop. De sover lige ved siden af dem, tager dem med på toilettet og stirrer på dem, når de går, spiser, studerer, arbejder, venter og kører. Tyve procent af unge voksne indrømmer endog at de tjekker deres mobiltelefoner, mens de dyrker sex.

Hvad betyder det, at folk hele dagen synes at have en telefon i hånden eller lommen, hvor end de går? For at finde hoved og hale i vores påståede, kollektive afhængighed af mobiltelefonen, bør vi følge Harry Bravermans råd og undersøge ”maskinen på den ene side og de samfundsmæssige relationer på den anden side og den måde hvorpå de to spiller sammen i samfundet.”

’Håndmaskiner’

I Apple omtaler man FoxConns samlefabrik i Shenzhen, Kina som ’Mordor’, J.R.R.Tolkiens helvede i Midjord. En epidemi af selvmord i 2010 afslørede på tragisk vis, at udtrykket kun er en let overdrivelse af forholdene på de fabrikker, hvor unge kinesiske arbejdere samler iPhones. Apples forsyningskæde forbinder kolonier af softwareingeniører med i hundredvis af komponentleverandører i Nordamerika, Europa og Østasien – Gorilla Glass fra Kentucky, bevægelsesprocessorer fra Holland, kamerachips fra Taiwan og sendemoduler fra Costa Rica strømmer til dusinvis af samlefabrikker i Kina.

Kapitalismens på en gang kreative og destruktive tendenser ansporer til konstante forandringer i de globale produktionsnetværk og i disse netværk nye kombinationer af erhvervslivets og statens magt. I gamle dage dominerede fremstillingsdrevne forsyningskæder eksemplificeret ved industrigrene som bil- og stålindustrien. Folk som Lee Iacocca[2] og Boeings legendariske Bill Allen besluttede, hvad der skulle produceres hvor og hvor meget, det skulle sælges for.

Men da de økonomiske og politiske modsætninger i efterkrigstidens boom steg i 1960erne og 70erne, anlagde flere og flere lande i det globale syd eksportorienterede strategier for at nå deres udviklingsmål. En ny type forsyningskæde opstod (særligt indenfor lette industrigrene som beklædning, legetøj og elektronik), hvor det var detailhandlere i stedet for producenter, der holdt tømmerne. I disse køberdrevne modeller designer firmaer som Nike, Liz Claiborne og Walmart varer, opgiver deres pris til fabrikanterne og ejer med hensyn til produktionsapparat stort set kun deres lukrative mærke.

Magt og styringsformer eksisterer mange steder i smartphone-kæden og produktion og design er dybt integreret på global skala. Men de nye magtkombinationer tenderer til at forstærke eksisterende rigdomshierarkier: Fattige og mellemindkomstlande prøver desperat at rykke op på mere lukrative pladser ved hjælp af udvikling af infrastrukturen og handelsaftaler, men der er langt i mellem mulighederne for at rykke op, og produktionens globale natur gør arbejdernes kamp for at forbedre deres forhold og lønninger uhyre vanskelig.

Kongolesiske minearbejdere, der bryder det tantalholdige mineral coltan, adskilles fra Nokias ledelse af mere end blot et ocean – de adskilles af historie og politik, af deres landes forhold til finansiering, af årtiergamle udviklingsbarrierer, der ofte har rødder i kolonialismen.

Smartphonens værdikæde er et nyttigt kort over global udbytning, handelspolitik, ulige udvikling og logistisk snilde, men dimsens dybere betydning ligger andetsteds. For at afdække de mere subtile skift i akkumulationen, der illustreres og lettes af smartphonen, må vi vende os fra den proces, hvor mennesker bruger maskiner for at skabe mobiltelefoner til den proces, hvor vi bruger mobilen telefonen selv som en maskine.

At opfatte mobiltelefonen som en maskine er i nogle henseender umiddelbart intuitivt. Faktisk er det kinesiske ord for en mobiltelefon ’shouji’ eller ’håndmaskine’. Folk bruger ofte deres håndmaskiner på samme måde som et hvilket som helst andet stykke værktøj, særligt på arbejdspladsen. Neoliberalismens krav om fleksible, mobile og netværksforbundne arbejdere gør dem afgørende.

Smartphones udvider arbejdspladsen i rum og tid. Emails kan besvares ved morgenmaden, specifikationer gennemgås i toget på vej hjem og næste dags møder bekræftes inden sengetid. Internettet bliver til   arbejdspladsen og kontoret blot en prik på et uhyre kort over mulige arbejdssteder.

Udvidelse af arbejdsdagen ved hjælp af smartphones er blevet så udbredt og skadelig, at fagforeninger slår igen. I Frankrig underskrev fagforeninger og teknologivirksomheder i april 2014 en aftale, der anerkendte 250.000 teknisk ansattes ’ret til at kappe forbindelsen’ efter arbejdsdagen og Tyskland overvejer for tiden lovgivning, der i givet fald vil forbyde [arbejdsgiver-]emails og telefonopkald efter arbejdstiden. Den tyske arbejdsminister Andrea Nahles sagde til en tysk avis, at det er ”indiskutabelt, at der er en forbindelse mellem permanent tilgængelighed og psykologiske sygdomme.”

Smartphones har også lettet skabelsen af nye typer arbejde og nye måder at tilgå arbejdsmarkedet på. På ”markedet for atypiske job” har virksomheder som TaskRabbit[3] og Postmates[4] opbygget deres forretningsmodeller ved at koble sig på den ”distribuerede arbejdskraft” via smartphones.

TaskRabbit forbinder folk, der foretrækker at undgå slæbet med at gøre deres eget husarbejde med folk, der er desperate nok til at lave småjob for betaling. De, der ønsker at få udført husarbejde som vaskning af tøj eller oprydning efter børnefødselsdage, forbindes med ”opgaveudførere” (”taskers”) ved hjælp af TaskRabbits mobilapp.

”Opgaveudførere” forventes konstant at tjekke deres mobiltelefoner for mulige job (svartiden afgør, hvem der får jobbet); forbrugere kan løbende afgive eller annullere en ordre på en tasker. Og når husarbejdet er udført kan underleverandøren betales direkte gennem telefonen.

Postmates – gig-økonomiens [5]darling – er en opstigende stjerne i erhvervslivet, særligt efter at Spark Capital tidligere på året pumpede $16 mill.  ind i firmaet. Postmates følger sine ”kurere” i byer som Boston, San Francisco og New York med en mobilapp på deres iPhones, mens disse skynder sig at levere håndlavede tacos og sukkerfri vaniljelatte til hjem og kontorer. Når en ny opgave kommer ind, ruter appen den til den nærmeste kurer, der skal svare øjeblikkeligt og udføre opgaven inden en time for at få betaling.

Kurererne, der ikke anerkendes som ansatte af Postmates, er noget mindre entusiastiske end Spark. De får $3,75 pr. levering plus drikkepenge, og fordi de regnes som selvstændige underleverandører, er de ikke beskyttet af minimumslønnen.

På denne måde passer vore håndmaskiner uden besvær ind den moderne arbejdsverden. Smartphonen letter indførelsen af modeller, der hviler på løsarbejde og selvudbytning, ved at forbinde arbejdere med kapitalister uden de faste omkostninger og den følelsesmæssige investering, som mere traditionelle former for arbejdsrelationer udviser.

Men smartphonen er mere end blot et stykke teknologi i lønarbejdet – de er blevet en del af vor identitet. Når vi bruger vores mobiltelefoner til at sende en SMS til venner og kærester, lægge kommentarer på Facebook eller bladre gennem vore Twitter-beskeder, arbejder vi ikke, vi slapper af, vi har det sjovt, vi er kreative. Og alligevel – gennem disse små handlinger er vi med til at frembringe noget enestående og værdifuldt: Os selv.

Selvet til salg

En indflydelsesrig, amerikansk sociolog, Erving Goffman, var interesseret i selvet og hvorledes individer frembringer og iscenesætter deres selv gennem social interaktion. Goffman indrømmede selv, at han var lidt shakespearsk, for ham ”er hele verden en scene”. Han argumenterede for, at social interaktion kan opfattes som en iscenesættelse, og at folks iscenesættelser varier efter publikum.

Vi opfører disse iscenesættelser for mennesker – bekendte, kolleger, fordømmende slægtninge – vi ønsker at gøre indtryk på. Iscenesættelser giver indtryk af, at vore handlinger ”opretholder og legemliggør visse standarder”. De overbeviser publikum om, at vi virkeligt er den, vi siger vi er:  En ansvarlig, intelligent, moralsk menneskelig skabning.

Men iscenesættelser kan være vaklende og undermineres ofte af fejl – folk er klodsede, de misforstår sociale hentydninger, de har noget spinat hængende mellem tænderne eller de fanges i en løgn. Goffman var fascineret af, hvor hårdt vi arbejder på at perfektionere og vedligeholde vores iscenesættelser og hvor tit de slår fejl for os.

Smartphonen er en gave fra himlen, når det kommer til livets dramaturgiske aspekter. Den gør det muligt for os med en kontrolfreaks præcision at styre de indtryk, vi gør på andre. I stedet for at tale med hinanden, kan vi sende SMSer og på forhånd planlægge vore vitser og undvigelsesstrategier. Vi kan udstille vor ulastelige smag på Pinterest[6], vore uovertrufne evner som forældre på CafeMom[7] og vore spirende kunstnertalenter på Instagram – det hele i realtid.

Tidsskriftet ”New York magazine” bragte for nylig en artikel om de fire mest eftertragtelsesværdige personer i New York ifølge OKCupid[8]. Disse individer har skabt så tiltrækkende datingprofiler, at de bombarderes med opmærksomhed og saftige forslag – deres telefoner bipper konstant med beskeder fra potentielle elskere og elskerinder. En af de udkårne fire, Tom, ændrer regelmæssigt sin profil, indsætter nye billeder og reformulerer sin beskrivelse af sig selv. Han har endog brugt OKCupids profiloptimerende funktion MyBestFace.

Tom siger, at alle hans bestræbelser er nødvendige i nutidens like-kultur. Tom opfatter sin profil på OKCupid som ”en forlængelse af mig selv”: ”I want it to look good and clean so, like, I make it do crunches and shit.”

De sociale mediers utrolige rækkevidde og folks hurtige tilpasning til dem forl at frembringe og iscenesætte deres selv afføder fremkomsten af nye, teknologisk formidlede interaktionsritualer. Smartphones er nu centrale for den måde vi ”frembringer, opretholder, reparerer og fornyer og [også] … udfordrer og modsætter os [menneskelige] relationer.”

Tag f.eks. SMS-ritualer, der nu med alle deres komplekse, uskrevne regler spiller en dominerende rolle for unge voksnes dynamiske relationer. Man behøver ikke svælge i giftig nostalgi for at indrømme, at teknologisk medierede ritualer er ved at afløse eller radikalt ændre tidligere tiders konventioner.

Det at digitalt opretholde, frembringe og udfordre [menneskelige] relationer via smartphones er noget anderledes end at udføre opgaver, der er forbundet med lønarbejde. Individer får ikke løn for deres Tinder-profil eller for at uploade billeder af deres weekendæventyr på Snapchat, men selvet og de ritualer, det frembringer, er helt sikkert til salg. Når en person uanset intentionen bruger sin smartphone til at forbinde sig med andre mennesker og det forestillede, digitale fællesskab, er det i stigende grad sandsynligt, at produktet af det arbejde, de har lagt kærlighed i, vil blive solgt som en vare.

Firmaer som Facebook er pionerer indenfor fangst og salg af digitale selv. Facebook havde i 2013 945 millioner brugere, der fik adgang til tjenesten via deres smartphones. Det år stammede 85 % af firmaets indkomst fra reklamer, hvoraf halvdelen fra reklamer på mobile enheder. Hele firmaets arkitektur er designet til at styre den mobile frembringelse af selvet på en platform, der gør dette selv salgbart.

Det er derfor, firmaet indførte sin politik med ”rigtige navne”: ”At lade som om, man er noget eller nogen, er ikke tilladt.” Facebook har brug for, at brugere brugeres deres rigtige navne, så det bliver let at koble et fysisk selv med et digitalt selv, fordi data, der er skabt af og forbundet med et virkeligt menneske er mere profitabelt.

Brugere på datingtjenesten OKCupid skal sige ja til en lignende udveksling: ”Data for data.” Tredjepartsselskaber opererer i tjenestens baggrund, hvor de opsnapper brugernes billeder, politiske og religiøse opfattelser og selv de David Foster Wallace-romaner[9], brugerne påstår at kunne lide. Disse data sælges så til annoncører, der skaber målrettede annoncer, der er tilpasset modtageren.

Den gruppe af mennesker, der har adgang til OKCupids data, er bemærkelsesværdig stor – OKCupid ejes sammen med andre firmaer som Match og Tinder af IAC/InterActiveCorp, det sjettestørste online netværk i verden. At udarbejde et selv på OKCupid vil eller vil måske ikke kaste kærlighed af sig, men helt sikker profitter til firmaerne.

At vort digitale selv nu er blevet til en vare, er der stigende opmærksomhed på. Professor Laurel Ptak[10] fra New School[11] offentliggjorde for nylig et manifest ”Wages for Freedom”[12] og i marts 2014 skabte Paul Budnitz og Todd Berger Ello[13], et flygtigt populært alternativ til Facebook.

Ello proklamerer: ”Vi mener, at et socialt medie kan være et redskab til styrkelse [af en selv]. Ikke et redskab til bedrag, tvang og manipulation, men et sted hvor man forbinder sig med hinanden, skaber og fester. Et menneske er ikke et produkt.” Ello lover ikke at sælge brugernes data til tredjepartsannoncører – ikke nu i det mindste. Firmaet forbeholder sig retten til at gøre det i fremtiden.

Diskussionen af det grå markeds datavirksomheders og af giganterne i Silicon Valleys salg af brugernes digitale selv holdes imidlertid sædvanligvis adskilt fra diskussioner af de i stigende grad udbyttende arbejdsforhold eller det spirende marked for ydmygende løsarbejde. Men der er ikke tale om separate fænomener – de er intimt forbundet, alle dele af den moderne kapitalismes puslespil.

iVare

Kapital er tvunget til reproducere sig selv og frembringe ny kilder til profit i tid og rum. Den må konstant skabe og gennemtvinge adskillelsen mellem lønarbejderne og kapitalejerne, øge den værdi, den presser ud af arbejderne og kolonisere nye sfærer af det samfundsmæssige liv for at skabe varer af dem. Dette system og de relationer, der udgør det, er i konstant bevægelse.

Udbredelsen og reproduktionen af kapitalen i hverdagslivet og kapitalens kolonisering af ny sfærer af det samfundsmæssige liv er ikke altid lige til at få øje på. At tænke over smartphonen hjælper os med at samle puslespillet, fordi genstanden selv letter og understøtter nye akkumulationsmodeller.

Arbejdets udvikling har over de sidste tredive år været kendetegnet ved mange tendenser: Forlængelse af arbejdsdagen og arbejdsugen, reallønsfald, nedskæring eller fuldstændig fjernelse af beskyttelsesforanstaltninger, der ikke er forbundet med lønnen (f.eks. faste pensioner eller helbreds- og sikkerhedslovgivning), udbredelsen af deltidsarbejde og svækkelse af fagforeningerne.

Samtidigt har normerne for arbejdets organisering også ændret sig. Projektorienterede, tidbegrænsede ansættelsesformer breder sig. Arbejdsgiverne forventes ikke længere at levere jobsikkerhed eller faste arbejdstider og lønmodtagerne forventer ikke længere dette.

Men forringelserne af arbejdet er ikke en given sag. Øget udbytning og forarmelse er tendenser, ikke forudbestemte resultater bestemt af kapitalismens regler. [Disse fænomener] er resultatet af de slag, der blev tabt af arbejderne og vundet af kapitalisterne.

Den udbredte brug af smartphones til at forlænge arbejdsdagen og udvide markedet for møgjobs er et resultatet af arbejdernes og arbejderbevægelsens svaghed. Det voksende antal arbejderes tvang og villighed til at interagere med deres arbejdsgivere ved hjælp af en smartphone, normaliserer og retfærdiggør brugen af smartphonen som et redskab for udbytningen, og gør det konstant at stå til rådighed til noget givet  som en forudsætning for at tjene til livets ophold.

Siden senfirserne er erhvervslivets profitrater – bortset fra Den store Depression – til stadighed øget og ikke blot som resultat af, at kapitalen (og staten) har rullet arbejderbevægelsens sejre tilbage. De globale markeder er blevet udvidet og fordybet og udviklingen af nye varetyper sket i stigende tempo.

Udvidelsen og reproduktionen af kapitalen er afhængig af udviklingen af nye varetyper, af hvilke mange opstår som følge af kapitalens uophørlige drift til at inddrage nye sfærer af det samfundsmæssige liv til [frembringelse af] profit eller som den politiske økonom Massimo De Angelis siger: At ”sætte [disse sfærer] til at arbejde for [kapitalens] prioriteringer og fremstød.”

Smartphonen er central i denne proces. Den leverer en fysisk mekanisme, der muliggør konstant adgang til vort digitale selv og åbner for en vareliggørelse, der næsten ikke er kortlagt.

Individer betales ikke en løn for at skabe og opretholde et digitalt selv – de betales med tilfredsstillelsen ved at deltage i ritualer og den kontrol de får over deres sociale interaktion. De betales med følelsen af at flyde i den uhyre store, virtuelle forbundethed, skønt deres håndmaskiner formidler sociale bånd, hjælper folk med at forestille sig samvær , holder dem også dem adskilte som afgrænsede, produktive størrelser. De nye ritualers frivillige karakter gør dem ikke mindre vigtige eller mindre profitable for kapitalen.

Braverman sagde, at ” i det menneskelige arbejdes uendeligt føjelige karakter finder kapitalisten den væsentligste ressource til udvidelse af sin kapital.” De sidste tredive års innovation demonstrerer sandheden i hans udsagn og mobiltelefonen har udviklet sig til en af de primære mekanismer til at aktivere, skaffe sig adgang til og kanalisere det menneskelige arbejdes føjelighed.

Smartphones sikrer, at vi producerer i flere og flere af vore vågne timer. De udvisker grænsen mellem arbejde og fritid. Arbejdsgiverne har nu næsten ubegrænset adgang til deres ansatte og i stigende grad afhænger selv lavt lønnede, løse job på evnen til hele tiden at være til rådighed og parat til at arbejde. På samme tid giver smartphonen folk konstant mobil adgang til den digitale offentlighed og dens spindelvævstynde etos af forbundethed, men kun i bytte for deres digitale selv.

Smartphones udvisker grænsen mellem produktion og forbrug, mellem det sociale og det økonomiske, mellem præ-kapitalisten og kapitalisten og sikrer, at lige meget om man bruger sin mobiltelefon i arbejdssammenhæng eller til fornøjelse, er resultatet i stigende grad det samme, profit til kapitalisterne.

Betyder smartphonens ankomst så det debordianske øjeblik[14], i hvilket varen har fuldført sin ”kolonisering af det sociale liv”? Er det sandt, at ikke alene kan vort forhold til varer tydeligt ses, men at ”varer er nu det eneste, der er at se”?

Dette kan synes en smule kluntet. Det at skaffe sig adgang til sociale medier og digital opkobling ved hjælp af en mobiltelefon indeholder utvivlsomt frihedsskabende elementer. Smartphonen kan hjælpe med til at bekæmpe manglen på samfundets fælles adfærdsnormer og fremme en følelse af bevidsthed om omgivelserne, mens den samtidig gør det lettere for folk at udvikle og opretholde virkelige relationer.

En forbindelse der deles mellem flere [personers] digitale selv kan også give næring til modstand mod det eksisterende magthierarki, hvis interne mekanismer isolerer og bringer individerne til tavshed. Det er umuligt at forestille sig de protester, der antændtes af [begivenhederne i] Ferguson og af politibrutalitet uden smartphones og sociale medier. Og endeligt er de fleste er endnu ikke tvunget til bruger smartphones for at kunne arbejde, og de er bestemt ikke tvunget til at iscenesætte deres selv ved hjælp af teknologien. De fleste kunne smide deres telefon i havet i morgen, hvis det var det, de ville.

Men det gør de ikke.  Folk elsker deres håndmaskiner. Det først og fremmest at kommunikere gennem smartphones er hurtigt ved at blive en accepteret norm og flere og flere ritualer bliver teknologisk formidlet. Konstant forbindelse med de net og den information vi kalder ’cyberspace’ er ved at blive central for identitetsdannelsen. Hvorfor dette sker, er et labyrintisk spørgsmål.

Er det, som medie- og teknologieksperten Ken Hills antyder, blot en anden måde ”at holde tomheden og tilværelsens meningsløshed på afstand” på? Eller som forfatteren, professor Roxane Gay for nylig overvejede: Lindrer vor evne til at manipulere vore digitale avatarer vores dybe følelse af afmagt stillet overfor uretfærdighed og had?

Eller som techguruen Amber Case spekulerer på: Er vi alle ved at blive cyborgs?

Sandsynligvis ikke, men det afhænger af, hvordan man definere en cyborg. Hvis en cyborg er et menneske, der bruger en teknologi eller en maskine til at gendanne mistede funktioner eller til at forbedre sine færdigheder og sin viden, så har mennesker været cyborgs længe, og det at bruge en smartphone er ikke forskelligt fra at bruge en armprotese, køre bil eller stå ved et samlebånd.

Hvis man definerer et cyborg-samfund som et samfund, hvor menneskelige relationer formidles og formes af teknologi, så ser vort samfund sandeligt ud til at opfylde dette kriterium, og vore mobiltelefoner har stjernerollen. Men vore relationer og ritualer er længe blevet formidlet af teknologi. Opståelsen af massive bycentrer, der er knudepunkter for forbundethed og innovation, ville nok ikke have været muligt uden jernbaner og biler.

Maskiner, teknologi, netværk og information driver og organiserer ikke et samfund, det gør mennesker. Vi producere ting og bruger ting i overensstemmelse med det eksisterende netværk af sociale, økonomiske og politiske relationer og magtbalancen [mellem klasserne].

Smartphonen og den måde, den former og reflekterer eksisterende sociale relationer på, er ikke mere metafysisk end de Ford Ranger-biler, der rullede af samlebåndet i Edison, New Jersey. Smartphonen er både en maskine og en vare. Produktionen af den er et kort over global magt, forsyningskæder og udbytning. Dens brug former og reflekterer den evige konfrontation mellem kapitalens samlede fremstød og den modstand, resten af os yder.

I øjeblikket styrkes kapitalisterne behov for udbytning og vareliggørelse af de måder, på hvilke smartphonen produceres og forbruges på, men kapitalens gevinster er aldrig sikre og uangribelige. De må hele tiden fornys og forsvares for hvert eneste skridt. Vi har magten til at udfordre og forhindre kapitalen i at udnytte sine sejre, og det skal vi. Måske får vi brug for vore mobiltelefoner undervejs.


[1] Nicole M. Aschoff er redaktør på Jacobin og forfatter til ”The New Prophets of Capital”.

[2] Tidl. direktør for Ford og senere for Chrysler.

[5] ‘Gig-økonomi’ er en amerikansk samlebetegnelse for alle slags løse arbejdsforhold.

[6] Pinterest er et socialt medie og visuelt opdagelsesværktøj, man kan bruge til at få ideer til projekter og interesser  og vise dem til andre (https://da.wikipedia.org/wiki/Pinterest).

[7] CafeMom er et socialt medie rettet mod nuværende og kommende mødre (https://en.wikipedia.org/wiki/CafeMom).

[8] OKCupid er et social medie for online dating (https://en.wikipedia.org/wiki/OkCupid).

[11] Progressivt universitet I bydelen Greenwich, New York (http://www.newschool.edu/).

[14] Den franske filosof og kritiker Guy Debord sporer I sit arbejde “La Societé du spectacle” (1967) og i de 221 korte teser i “Comments on the Society of the Spectacle” (1988) udviklingen af et moderne samfund i hvilket ægte socialt liv er blevet erstattet af sin repræsentation: "Alt det, der engang blev levet direkte, er blevet til blot og bar repræsentation" (tese 1). Debord argumenterer for, at det sociale livs historie kan forstås som “at det ‘at være’ forfalder til det ‘at have’ og at det ‘at have’ til det ‘tilsyneladende’” (tese 17). Denne tilstand er ifølge Debord det “historiske øjeblik, i hvilket varen fuldender sin kolonisering af det sociale liv” (tese 42).

Skuespillet er det omvendte billede af et samfund, i hvilket relationerne mellem varer har erstattet relationerne mellem mennesker, i hvilket “passiv identifikation med skuespillet erstatter ægte aktivitet". “Skuespillet er ikke en samling af billeder” skriver Debord, “det er snarere en samfundsmæssig relation mellem mennesker der formidles af billeder" (tese 4) (https://en.wikipedia.org/wiki/The_Society_of_the_Spectacle).