Ny verdensorden
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. juni 2015

Vestens inddæmning (således opfatter russerne det) og manglende anerkendelse af Rusland - kulminerende med konflikten i Ukraine - får alvorlige konsekvenser for EU. Rusland har nu vendt Europa ryggen og søger nye samarbejdspartnere. En ny verdensorden er i støbeskeen.

25 år efter afslutningen af den kolde krig er vi på vej ind i en ny grundlæggende global struktur. En af de store ubekendte i denne ligning har været Rusland. I 1990’erne troede mange, inklusive russerne, at vi i Vesten var på vej til at inddrage Rusland i den vestlige verden med de universelle værdier, hvad de så end lige består i. Det kunne se sådan ud - de nye post-sovjetiske russiske politiske ledere talte vestlig ideologi, næsten endnu mere end vestlige politikere. De nye russiske ledere i 1990’erne var ’plus catholique que le pape’, altså mere katolske end paven selv, når det drejede sig om eksempelvist privatiseringer. Russerne støttede i 1990’erne ubetinget Vesten i alle væsentlige udenrigspolitiske og ideologiske spørgsmål.

Men Vesten ønskede for det første ikke at optage Rusland som et fuldgyldigt medlem af familien, sådan som det var sket med de tidligere Warszawa Pagt lande og de baltiske republikker. Disse lande, som tidligere havde været under sovjetisk dominans, og som havde stærke anti-russiske traditioner, blev i disse år ét for ét medlemmer af både EU og NATO. Men Rusland forblev udenfor, selvom Putin i 2000 talte om russisk medlemskab af NATO. NATO og EU var vel at mærke eksklusive alliancer. Konflikten mellem Rusland og NATO/EU lå mange år i svøb. Der blev i disse år oprettet en lang række samarbejdsorganer, som skulle sikre et samarbejde mellem Rusland og det øvrige Europa. Det var både i NATO og EU regi. Men organerne løste ikke opgaverne. De virkede kun i få år, før de blev afløst af nye, som heller ikke fungerede. I 2008 oprettede EU ’Eastern Partnership’, målet for denne organisation var at få de ’manglende’ tidligere sovjetrepublikker ind i NATO/EU familien, altså Hviderusland, Ukraine, Moldova og de kaukasiske republikker: Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Hensigten var at disse stater skulle klippe de økonomiske, politiske og andre bånd til Rusland og i stedet knytte sig entydigt til EU og NATO, med alt hvad det indebærer. Eastern Partnership var - på trods af alle sødladne forsikringer om det modsatte en - handske i ansigtet på Rusland.   

Problemet med dette system, som voksede i løbet af 00’erne var, at EU og også NATO bevægede sig ind i et territorium, som ikke var tomt, som f.eks. tilfældet var med det tilsvarende nordafrikanske EU-program. EU bevægede sig ind i et konkurrerende område med en konkurrerende politisk struktur med Rusland i centrum. En insisteren på at vælge entydigt mellem Rusland og Vesten, ville for disse lande sandsynligvis kunne udløse interne konflikter, hvad da også viste sig at være tilfældet – både i Georgien og Ukraine. Det eksklusive NATO og EU-system splittede denne del af verden, og det lod helt øde den store opgave at sikre et stabilt og fungerende system mellem Lissabon og Vladivostok. Dette uløste problem ville før eller siden slå tilbage på EU - både konkret og også et slag i forhold til den udbredte naive ideologisering, som havde præget EU samarbejdet i mange år.

Rusland var gennem flere år frustreret over udviklingen, som ikke blev mindre af det ideologiske og moraliserende korstog mod Rusland og ikke mindst landets præsident, Putin. Rusland talte meget alvorligt imod NATO’s udvidelse, ja russerne opstillede et ultimatum, Ukraine og Georgien måtte ikke blive medlemmer af NATO. I russernes optik havde vestlige politikere løbet fra løftet om, at NATO ikke ville blive udvidet med en tomme østpå. Det havde de stolet på - i dag har de færreste betydningsfulde medlemmer af den russiske politiske elite tillid til vestlige politikere. Langt de fleste russere opfatter 1990’ernes russiske politikere som håbløst naive.

Men kunne Rusland være kommet ind i en fælles struktur, som kunne have håndteret sikkerhedsspørgsmål og andre ting? På de opstillede præmisser må svaret blive benægtende. For det første krævede Vesten, at Rusland skulle erkende sit nederlag, altså acceptere at Ruslands rolle i 1991 skulle være den samme som Tysklands i 1945. Landet skulle på knæ, bede om tilgivelse og gøre som Vesten sagde, og acceptere den rolle det fik udstukket. I Rusland er det kun en meget lille gruppe af vestvendte liberale, som går ind for denne holdning. Og de er meget isolerede. Men man skal ikke kende ret meget til russisk historie for at forstå, at et sådant arrangement ikke på nogen måde kan komme til at virke. Russerne ser det ikke på den måde. Tværtimod, så mener de, at det var russerne selv, som til fælles gavn afskaffede den kolde krig og nedlagde Sovjetunionen. Russerne ønskede at indgå i et ligeværdigt partnerskab med både EU og NATO. Russerne så sig ikke som taberne.

Men måske var det EU og NATO, der var noget galt med. I takt med NATO og EU-udvidelsen blev det stadig mere klart, hvor eksklusive begge størrelser var. I de første to bølger af udvidelser, fra Polen til Litauen og Rumænien, accepterede Rusland udvidelsen men gjorde det samtidig utvetydigt klart, at man ikke ville acceptere Ukraine og Georgien som NATO-medlemmer og i virkeligheden heller ikke som EU-medlemmer, fordi EU-medlemskab indebar et militært samarbejde. Mens EU i Nordafrika ikke, som nævnt, havde stødt ind i eksisterende overstatslige strukturer, så stødte både EU og NATO i både Georgien (2008) og Ukraine ind eksisterende sikkerhedspolitiske og økonomiske strukturer. I 2013 afviste EU skarpt at ’dele’ med Rusland; kravet til Ukraine var frihandel, hvor russerne og den daværende ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, ønskede en trepartsaftale mellem EU, Ukraine og Rusland. Men EU spillede ’Winner takes it all’-spillet, og det udløste hele konflikten.

Set i tilbageblik var det en fejl, at man ikke fik udformet en ny fælles struktur i årene efter Sovjetunionens fald. EU viste sig som et ufleksibelt instrument til at håndtere Rusland - tværtimod bærer den eksklusive struktur et medansvar for det smadrede samarbejde. Eller rettere sagt: At der ikke blev oprettet institutioner, som kunne udfylde denne rolle, udgør den største katastrofe, som fremtidige historikere sandsynligvis vil pege på, som en af disse årtiers største dumheder. Prisen er et smadret Ukraine og dermed en enorm destabiliserende faktor i hele EU og Europa. Ukraine er reelt brudt sammen. Vi kan forvente mange flygtninge og et næsten umætteligt investeringsbehov og pres på reformpolitik, som vi på trods af al retorik ikke har set meget til. Selve EU er blevet væsentlig mere ustabil. Der er tøvende opbakning til sanktionspolitikken, og flere EU-medlemslande udfordrer åbenlyst EU-sammenholdet ved at forhandle separat med Vladimir Putin. Grækenland er bare et af mange eksempler.

Men måske endnu mere fatalt er det, at Rusland efter Ukraine-krisen har vendt Europa ryggen. Ruslands nye partner Kina, ganske mange andre asiatiske lande samt den gruppe af lande, som man kaldes for BRIKS (ud over Rusland er det Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika). Det vil sige, at de nye vækstlande i Asien, Afrika og Latinamerika har fået et alternativt center med Kina som det finansielle centrum.  Som i ethvert overnationalt samarbejde er der potentielle konflikter blandt samarbejdspartnerne, men både BRIKS-samarbejdet og samarbejdet i ’Shanghai Cooperation Organization’ og andre fora er ganske seriøse og har allerede vist bæredygtighed. Rusland er langt fra isoleret, men udfordrer EU og USA både økonomisk, energimæssigt og militært. Rusland og Kina har lavet en del fælles militærøvelser, bl.a. en flådeøvelse i Middelhavet.

Situationen i Ukraine er fastlåst og vil være det så langt øjet rækker, hverken Vesten eller Rusland vil give sig. Der er en pris både for russerne og Vesten ved konflikten. Russerne mister et sikkert marked for gas og olie samt højmoderne udvindingsteknologi. Vesten mister billig og stabil energiforsyning og et eksportmarked. Men ikke mindst mister Vesten en partner i forhold til at skabe stabilitet i det meget urolige Mellemøsten og en partner i den fælles kamp mod terrorisme.

Bag denne konflikt ligger en anden diskussion om, hvordan Vesten skal håndtere det faktum, at vi i Vesten ikke længere er enerådende på planeten. At vi ikke bestemmer det grundlæggende, at mange ikke deler vores værdier, at mange af de nye lande er mere dynamiske, end vi er; og at disse lande økonomisk er ved at indhente os. At forholde sig seriøst til disse spørgsmål er ikke bare nødvendigt men også på sigt det mest fordelagtige for Vesten.