Organisationsspørgsmålet i progressiv amerikansk politik
Af Jack Rasmus

Offentliggjort: 15. juni 2015

Medarbejderne på fastfood-området kæmper for en løn, de kan leve af. Den nye borgerettighedsbevægelse kæmper mod politibrutalitet og for, at sorte liv tæller. Migrantarbejdere og deres familier kæmper for at opnå de borgerrettigheder, de har gjort sig fortjent til, men hele tiden bliver nægtet. Lærere kæmper imod skolemyndigheder, som forsøger at knægte deres faglige rettigheder og kæmper for at forsvare deres pensionsrettigheder og rettigheder til forhandling mod konstante angreb fra højrefløjen. Offentligt ansatte kæmper imod de såkaldte ”open shop”   initiativer, der understøttes af Koch brødrene   i en halv snes stater – initiativer rettet mod at undertrykke de offentligt ansattes faglige organisationer og kollektive forhandlingsret. Minoriteter og deres samarbejdspartnere kæmper mod konservative lovgivere i North Carolina og andre steder, der forsøger at fratage dem retten til at stemme. Klimaforkæmpere konfronterer den stigende forurening af amerikansk vand og luft i forbindelse med fracking. Ældre og pensionister modsætter sig planerne om at nedsætte eller helt at fjerne offentlige invalideydelser og mod den lovgivning i Kongressen, der vil hæve udgifterne til betaling af læger under den offentlige sygesikring. Uafhængige lastbilchauffører kæmper mod føderal lovgivning, der vil forhindre dem i at stifte faglige organisationer. Og samtidig organiserer deltidsansatte undervisere sig på universiteter over hele USA for at kunne sikre en rimelig aflønning over fattigdomsgrænsen og for at sikre en rimelig ansættelsessikkerhed udover ansættelser fra det ene semester til det næste. Fagforeningsmedlemmer i produktionssektoren kæmper en sidste, desperat kamp for forhindre vedtagelsen af en ny frihandelsaftale mellem USA og Asien, der vil være ensbetydende med, at millioner af jobs går tabt. Borgere fra alle grupper og klasser arbejder for at stoppe implementeringen af Højesterets vedtagelse af billionærers muligheder for at købe sig ind i amerikansk politik. Listen bliver ved og ved … og ved. Overalt i USA er der modstand fra græsrødderne. Men sejrene er få. Det er som i 1932 – dvs. lige efter krakket, men før stormen. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor der kommer så lidt ud af anstrengelserne.

I 2008 satte mange deres håb til en falsk progressiv præsidentkandidat ved  navn Obama. Han forstod i den grad at tale sin sag. Hans rådgivere kørte en af de smarteste kampagner i moderne amerikansk historie. Og efter 8 år med konfrontativ Bush-politik under George W. Bush, var mange desperate efter at tro på alt det, som Obama og hans kampagneledere fortalte dem. De lyttede. De troede på det, de hørte. Men de forstod ikke, at amerikanske politikere har gjort det til en kunst at sige alt det til folk under kampagnerne, som de gerne vil høre – for derefter at gå videre med at gøre alt det, som deres sponsorer siger til dem, at de skal gøre.

Hvis nogen havde orket at undersøge Obamas finansielle og forretningsmæssige forbindelser før 2008, så ville de have fundet de store finansielle bidragydere, der valgte ham fra et sted i det politiske ingenmandsland i det sydlige Chicago og skubbede ham op til toppen af pyramiden. De ville have opdaget hans gode venner i hedge-fondene og hans kammerater fra tiden på Harvard. Og de ville have opdaget, at han var tæt allieret med interesser på Wall Street. Men det var der ingen, som gjorde. De troede på det hele, fordi de ønskede at tro, at Obama og demokraterne var anderledes og kunne redde folk fra familien Bush, fra folk som Cheney og Rumsfeld, fra bankfolkene og resten af den amerikanske, politiske elite. De troede på ham, fordi der intet alternativ var – dvs. fordi der ikke var andre organisationer på den amerikanske politiske horisont, de kunne vende sig til, og som tilbød dem et alternativ, noget anderledes, noget reelt, noget udenfor de to fløje af det enerådende, amerikanske erhvervsparti.

Og så hurtigt frem til i dag og 2015. Spol båndet fra 2008 tilbage og start det forfra, så begynder showet igen. Ligesom i gentagelsen af en dårlig tv-serie er det kun navnene på de optrædende, som er ændret. Erstat race med køn, og så har vi Hillary Clinton i stedet for den sorte amerikaner Barack Obama. Hvis vi bare vælger en kandidat af den rigtige race – nej, slet det – af det rigtige køn, så står vi helt sikkert med en progressiv kandidat og en progressiv løsning. Politisk debat baseret på navne og identitet er det, det handler om i amerikansk politik. Og politik baseret på enkeltsager er der, hvor det amerikanske, liberale venstre kan gøre sig.

Deja vu endnu engang
Så nu er det hele altså startet forfra. Som den store amerikanske filosof Yogi Berra engang sagde det: ”Det er Deja vu om igen.” Blandt fagforeningsledere, ledere af forskellige etniske organisationer, kirkens ledere, liberale akademikere og alle de andre, der ser sig selv som progressive, hører man i dag det samme refræn: Elizabeth Warren, senator fra Massachusetts er den kandidat, vi foretrækker. Hvis Hillary falder sammen før valget til november 2016 , så har vi Elizabeth Warren   stående i kulissen. Hillary er måske den eneste, der kan vinde over en republikansk kandidat. Men Elizabeth vil garantere, at Hillary taler sandt og vil sikre, at hun – altså Hillary – kommer med reelt progressive udmeldinger i den 18 måneder lange kampagne, vi står overfor. Hvis man skubber demokraterne til venstre, så er Hillary nødt til at følge med.

Og netop i år har vi virkelig heldet med os, siger de progressive. Vi har nemlig endnu en progressiv kandidat – til venstre for Warren – der også bare venter på at træde i karakter – senatoren fra Vermont, Bernie Sanders  , der også har annonceret sin opstilling som præsidentkandidat inden for de seneste uger. Hvis Warren skubber partiet mod venstre, så kan Sanders lige uden for partiet (men dog altid med mindst en fod indenfor) trække eller skubbe hende endnu længere til venstre. Og hvem ved – hvis Hillary taber pusten, så kan Sanders måske i sidste ende trække Warren ind i kapløbet og samtidig sikre en venstrefløjssikring til hendes opstilling. Som man plejer at formulere det.

Og Bernie er ikke Ralph Nader, proklamerer de progressive fornøjet. Han vil ikke forhindre hverken Hillary eller Warren i at vinde, da han allerede har meldt offentligt ud – da han udtalte at han ville stille op til præsidentvalget for demokraterne – at han ville støtte partiets præsidentkandidat, uanset hvem det så måtte blive i 2016. Sanders er måske nok uafhængig, men han søger nominering for demokraterne, og han vil støtte den kandidat, som bliver valgt, hvis han ikke selv bliver det. Som Sanders selv formulerede det i forbindelse med et interview med CBS for nylig: ”Hvis man ønsker at mobilisere folk, er det svært at gøre det uden for topartisystemet.” Som om folkelig mobilisering kun kan lade sig gøre indenfor rammerne af de to fløje i det ene parti (ikke to), som definerer amerikansk politik.

Så det er altså tilbage til fremtiden endnu en gang. Men intet har ændret sig organisatorisk fra 2008 – uanset om det handler om Hillary eller Warren eller selv Sanders. De progressive og de venstreorienterede kan bevæge sig i de stadigt snævrere marginer i det demokratiske parti lige så meget, de har lyst til det, uden at det ændrer det store. Faktisk opmuntrer de erhvervsinteresser, som i realiteten styrer demokraterne, til akkurat det. På den måde kan man nemlig holde potentielt utilfredse medlemmer i skak under valgkampen, man kan anmode dem om endnu engang at stemme på de mindst slemme, og til at stemme demokratisk endnu en gang for at forhindre et endnu værre alternativ. Med Koch brødrenes tamme vilddyr, guvernør Scott Walker   fra Wisconsin stående i kulissen. Eller den eneste resterende kongelige, det kommercielle aristokratis foretrukne kandidat, Jeb Bush. Eller Teaparty-bevægelsens enfant terrible Rand Paul.
 
Uanset hvem der rider ind i det Hvide Hus på den hvide hest – Hillary, Warren eller selv Sanders (eller måske Biden, O’Malley fra Maryland eller en helt syvogtyvende) – så er det stadigvæk hesten, der bestemmer retningen. Og hesten er det demokratiske partis erhvervsmæssige ledelse.

I slutningen af 1980’erne begyndte en lang nedgangsperiode for alt, hvad der lignede progressive kræfter i det demokratiske parti – der på det tidspunkt blev styret af det, der kaldtes Democratic Leadership Conference eller DLC. Bill Clinton var den første DLC-kandidat. Da han først var blevet valgt, leverede han varen i form af frihandelsaftaler, skattereduktioner for investorer og nedskæringer i velfærdsprogrammerne, og ved at give grønt lys for sygeforsikringslobbyen til sammenslutninger og eleminering af konkurrenter. Han accepterede et stop for fast afkast på pensionsopsparingen, han lod de store banker som Citigroup køre finansministeriet, han åbnede for kinesisk eksport til USA, satte gang i militære eventyr i Europa og Somalia, afskaffede reguleringen af de finansielle institutioner og foreslog oven i købet en delvis privatisering af de fonde, som tog sig af finansieringen af sygesikringen. Da George W. Bush erstattede Clinton, skulle han bare udvide alle de huller, som Clinton allerede havde lavet. Det demokratiske parti forandredes under årene med Bill Clinton. Erhvervslivet styrede partiet og finansierede det i endnu højere grad end tidligere frem mod slutningen af 1990’erne. Og ved afslutningen af denne periode var der ikke længere brug for DLC – fordi DLC var blevet identisk med partiets elite.

Hvor partiet tidligere bestod af en koalition af interessegrupper – fagforeninger, byaktivister, etniske grupper og minoritetsgrupper, progressive intellektuelle og kommercielle interesser – så er dette ikke længere tilfældet. Det demokratiske parti i dag er ikke længere som forældregenerationens parti. Det er ikke Franklin Roosevelts parti. Det er blevet forvandlet til et helt anderledes politisk dyr. Og partiets medlemmer eller støtter – dem der tror, at partiet igen kan ændres og atter blive, som det var i Roosevelts tid – fører sig selv bag lyset på det grusomste. Ikke desto mindre taler progressive stadigvæk om, at man skal skubbe eller trække en kandidat. Man siger også, at skubber man for hårdt, så risikerer folk at blive Kuciniseret som det skete med den progressive enegænger Dennis Kucinih (fra Ohio) , der blev skubbet for langt til venstre. Da det skete, valgte distriktskomiteen i Repræsentanternes Hus så meget konsekvent at lægge valgdistrikterne om, så han lige pludselig ikke længere havde et sæde i kongressen.

‘Inde fra’ eller ‘Uden for’ partiet
Til trods for at det demokratiske parti er blevet forandret i alting med undtagelse af navnet i løbet af de seneste femogtyve år, så fører man stadigvæk de samme, gamle debatter blandt fagforeningsfolk, liberale intellektuelle og progressive i USA – dvs. debatter om, hvorvidt den bedste strategi er at påvirke partiet udefra eller indefra.

Hvad man mener med denne modsætning er, om man bedst kan arbejde inden for rammerne af det demokratiske parti eller uden for partiet. Målet er i begge sammenhænge at få gennemført ændringer i de programmer og den politik, som partiets præsidentkandidat bærer med sig ind i valgkampagnen og – hvis man vinder valget – kan omsætte til politisk virkelighed efter valget.

Arbejder man indenfor, så arbejder man i selve partiet for at overbevise senatoren fra Massachusetts, Elizabeth Warren om, at hun skal stille op som kandidat til primærvalgene og for at støtte hende, hvis hun vælger at gøre det. Det betyder også – som minimum – at man arbejder for at støtte Warren i at rejse politiske emner på lokalt plan for at tvinge Hillary Clinton til at indtage en mere progressiv position under den kommende valgkamp.

Arbejder man uden for, så betyder det i det store og hele det samme i relation til at støtte senatoren fra Vermont, Bernie Sander. Sanders vil være i stand til at rejse en række reelle politiske spørgsmål i det demokratiske parti i debatterne både før primærvalgene og under dem, som kan flytte det demokratiske parti selv. Dette vil – hvis man følger den traditionelle politiske logik – tvinge Hillary Clinton til at formulere ideer under debatterne og i perioden med primærvalg, som hun ikke sidenhen kan opgive under selve valgkampen efter primærvalgene. Men Warren kan ikke – fordi han arbejder inden for rammerne af partiet – til trods for at han hører til venstrefløjen – være helt så aggressiv over for Hillary, som Sanders kan, fordi Sanders hører til uden for partiet.

Men alt dette har været prøvet før og har ikke resulteret i ændringer. Strategien med at arbejde inden for rammerne af partiet blev brugt af tidligere tiders demokrater – fra Jesse Jackson i 1980’erne til Dennis Kuchinich – og bruges nu af Elizabeth Warren. Strategien med at arbejde uden for har også været prøvet. Senest med etableringen af et arbejderparti dannet af AFL-CIO   – fra 1990 og op til midten af 2000-tallet – det såkaldte Working Families Party.  Og den bruges altså nu igen i relation til Sanders.

Hvad skal der til?
De seneste 35 år i amerikansk politik viser definitivt, at hverken det at arbejde inden for eller uden for rammerne hvis man vil påvirke demokraterne, har nogen effekt på ledelsen af partiet – anført af interesser, som er meget stærkt positive overfor erhvervslivets USA – eller nogen effekt på de politiske positioner, som den ledende elite ønsker at indtage. Betyder det så, at både Warren og Sanders spilder deres tid?

Nej. De bringer trods alt nye ideer ind i den offentlige diskussion. Men det er stort set også det hele. Deres ideer eller diskussionen af dem vil ikke medføre en fundamental forandring. Og forandring er det, der er brug for. Arbejdere, studerende, immigranter, minoriteter og fagforeningsmedlemmer har ikke brug for at blive oplyst om uligheden i indkomster eller noget som helst andet. Den kender de godt i forvejen. Hvad der er brug for, er organisering. Og med organisering menes en ny, græsrodsbaseret, bundstyret bevægelse, der forenes både på en ny måde organisatorisk og i relation til strategi og politiske mål. En bevægelse der står sammen på tværs af enkeltsager, og som orienterer sig mod en kamp for institutionel magt og ikke blot i kampen for forbedrede rettigheder for den ene eller den anden gruppe.

Er det et arbejderparti, vi taler om? Ikke hvis strategien til at skabe sådan et parti forudsætter støtte fra toppen af og præsidenterne for AFL-CIO eller Change to Win.   De vil aldrig frigøre sig fra det demokratiske parti. I takt med at de faglige organisationer er blevet svagere, har de i stigende grad være nødt til at støtte sig til demokraterne. Fagbevægelsens ledelse lukkede ned for støtten til det nydannede arbejderparti efter 2000, fordi de var bange for en gentagelse af erfaringerne med Ralph Naders grønne parti i 2000, hvor De Grønne og Nader fik skylden for George W. Bushs sejr i Florida og for, at Bush derefter vandt præsidentvalget. Men det var faktisk den demokratiske præsidentkandidat Al Gore, som undlod at kræve, at stemmerne i Florida blev talt ordentligt op – ikke De Grønne. Og det var Højesteret, som forærede valget til Bush på den svagest tænkelige juridiske baggrund – ikke De Grønne eller Nader. Den tragiske nedtur for den amerikanske fagbevægelse siden 1980 skyldes for størstepartens vedkommende den tætte forbindelse til og afhængighed af det demokratiske parti. Og selvom organisationsgraden på det private område er faldet til nu 6,7 %, og selvom medarbejderne i det offentlige i stigende grad er under angreb, så vil lederne af de landsdækkende forbund ikke bryde med demokraterne og støtte et uafhængigt parti. Faktisk vil de nok bruge al deres magt til også at forhindre lokale forbund i at gøre det.

Hvad så med Occupy-bevægelsen fra 2011? Vil den blomstre op igen og bevæge sig videre frem til at danne en form for partiorganisation? Svaret er nok, at begge dele er usandsynlige. Occupy var en bevægelse, der forvekslede en taktik (besæt regeringskontorer eller offentlige rum) med en strategi. Og da taktikken skal udspringe af strategien, og da der ikke var nogen strategi, så var bevægelsen ude af stand til at ændre taktik hurtigt, da man blev angrebet af en nationalt koordineret politioffensiv. Desuden var organisation mindst lige så uinteressant for bevægelsen som strategi.

Jamen, hvad så med de venstreorienterede intellektuelle? Kan de måske finde på at indkalde til en konference om dannelsen af et uafhængigt progressivt parti i USA? Det har de faktisk gjort. Flere gange. Senest i Chicago. Men som alle andre tilsvarende initiativer i fortiden, så har ingen partidannelse, der styres af toppen, nogensinde slået rod og vokset. Man mangler grundlæggende en basis at bygge en bevægelse og en organisation op på.

Det peger på, at der kun er en eneste mulig løsning. Der er desperat brug for et alternativt, progressivt, uafhængigt parti i USA. Men den progressive politik må ikke fortsætte ned af den blindgyde, der aftegnes af enkeltsager. Partiet skal opstå nedefra, med udgangspunkt i faktisk eksisterende social bevægelser, det skal ledes af lederne af disse sociale bevægelser – dvs. lederne af immigranternes borgerrettighedsgrupper, af lokale fagforeningsfolk, der ikke frygter de nationale faglige organisationers modstand eller pres, og af lederne af de nye borgerrettighedsbevægelser, som nu er ved at blive dannet – det skal ledes af lederne af de organisationer, som kæmper for at beskytte og forsvare de demokratiske rettigheder, og af lederne af miljøbevægelser med et bredere syn på det strategiske alliancespørgsmål. Og endelig skal det ledes af dem, som kæmper for en løn, folk kan leve af. Alle disse kræfter er de eneste, som sådan et parti kan bygges op omkring.

Første trin frem imod at danne sådan en enhedsbevægelse er, at ledere og repræsentanter for græsrodsbevægelserne indser, at de ikke kan sejre på langt sigt ved at stå fast på deres egne enkeltsager. De er nødt til at arbejde sammen for at skabe en forenet og nationalt dækkende bevægelse. Der kan godt være brug for en relevant, partiforberedende organisation – ligesom der kan være brug for en eller anden form for indledende principerklæring og for en fælles strategisk forståelse. Men at skabe et fællesskab – en bevægelsernes bevægelse med andre ord – er det første. Måske skal der indkaldes til en stiftende konference som første skridt på vejen – en konference der har deltagelse af en kritisk masse af bevægelsesledere og aktivister. Og måske skal denne nationale konference følges op af tilsvarende regionale konferencer. Først en forenet bevægelse, dannet af reelt eksisterende og arbejdende græsrodsbevægelser – af ledere og aktivister. Måske senere et parti. Men først når bevægelserne har etableret en fælles og holdbar front.

Kan sådan en tilgang virke? Måske. Måske ikke. Men muligheden for succes er bestemt ikke mindre end mulighederne for at reformere det demokratiske parti – uanset om man gør det indefra eller udefra. Eller mulighederne i at fare landet rundt og snakke om ting, som hovedparten af det amerikanske folk allerede ved alt om – i dette det 7. år af den fiktive genopretning efter krisen i 2008.

Jack Rasmus er forfatter til en bog, som snart udgives med titlen, ‘Systemic Fragility in the Global Economy’. Bogen udkommer på Clarity Press, 2015. Han blogger på jackrasmus.com. Og han bestyrer hjemmesiden www.kyklosproductions.com.

Artiklen er oversat fra engelsk af Jan Mølgaard og gengives her med tilladelse fra forfatteren.