Arbejd gratis under tvang - om tvangsarbejdets udvikling i Danmark
Af Kit Aastrup

Offentliggjort: 15. juni 2015

Arbejdet er i vores kultur sat op på en piedestal.  Der er en særlig dobbelthed ved at det dels er noget, de allerfleste mennesker gerne vil have og hungrer efter, og dels er det noget, som myndighederne mener den mest udsatte del af befolkningen skal tvinges til.  I stedet for et regulært arbejde bliver de tvunget til at lave gratis arbejde. Trods alle forsikringer om det modsatte, er det ren disciplinering, som ikke bringer dem nærmere det rigtige arbejdsmarked.   

Fattigdom som forbrydelse

At lediggang er roden til alt ondt er ikke nogen ny tanke. Den har sine rødder tilbage i reformationstiden. Fattigforordningen af 1588 tog det grundsynspunkt, at armod og elendighed skyldtes arbejdsuvillighed og foreskrev statsorganiseret tvangsarbejde for lediggængere og kriminelle. Fra 1589érne var man begyndt at indfange dem over hele riget til at arbejde på Holmen. At være uden arbejde blev gjort til noget kriminelt, der skulle straffes med tvangsarbejde.

At nogle af de fattige ganske enkelt ikke kunne arbejde var klart for enhver. Krøblingene, de syge, de gamle, små forældreløse børn var uden egen skyld, og man begyndte at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende efter årsagen til fattigdommen.

Værdigt trængende tiggere

Tiggeriet blev gjort til lovligt erhverv, og man skelnede mellem dem, der burde kunne forsørge sig selv og dem, der helt klart ikke kunne. Det var kun de sidste, der fik tiggertegn eller belv opført på særlige lister for trængende.  Tilladelsen til tiggeri blev begrænset til en enkelt by eller et enkelt sogn, og kom der udenbys tiggere, blev de fordrevet.  En af sognets egne fattige blev gjort til ”tiggerkonge”, og han fik en dusør for hver udenbys tigger, der blev fanget. Der blev ligefrem drevet klapjagt på tiggere, og blev de fanget, blev de idømt hårde straffe. De arbejdsdygtige blev sendt på fæstningsarbejde o.l. Det lovlige tiggeri blev først ophæved ved den første forsørgelseslovgivning i 1708. Det blev pålagt de stedlige myndigheder at forsørge sine egne fattige. Midlerne til det skulle komme fra ndsamlinger og almisser. Al tiggeri blev forbudt undtagen i særlige tilfælde, hvor værdigt trængende kunne få en tidsbegrænset tilladelse til at indsamle almisse.

De første sociale rettigheder

Samtidig med at nogle sociale rettigheder blev stadfæstet, blev pligterne også indskærpet. Enhver havde pligt til at tjene til livets ophold ved at arbejde. Fra at være en uspecificeret gruppe af fatttige, blev de nu klassificeret i tre eller fire klasser efter de lokale forhold.

De uværdigt trængende er dem, der ved drukkenskab og andre laster forårsager sig selv armod. De skal ikke have nogen hjælp, men sendes på arbejdsanstalten Pesthuset i København. Den direkte tvang overfor en del af de fattige blev opretholdt og skærpet.

Administrationen af loven var i 1700-tallet både dårlig og ineffektiv, og den forsørgelse, som de værdigt trængende fik, ar yderst nødtørftig. Den almindeligste form for forsørgelse i 1700-tallet var  omgangsbespisning. De fattige måtte vandre fra gård til gård, og hver enkelt gård var forpligtet til at yde et vist antal måltider begegnet efter gårdens størrelse.. Som betaling måtte de udføre det arbejde de blev sat til, men mange af dem har nok haft en yderst ringe arbejdsevne.

Den offentlige forsørgelse var så dårlig, at den ikke dæmmede op for problemet med de omstrejfende tiggere. Der blev op igennem 1700-tallet udstedt adskillige forordninger mod betleri.

Forordningen om Betleri fra den 5. maj 1786 gentog blot alle restriktionerne og kravet om, at alle der kunne arbejde, skulle gøre det og ikke strejfe rundt. Året efter tog man dog fat på problemet på en anden måde og nedsatte en fattigkommission, der skulle forberede en ny fattiglovgivning.

Arbejdspligt

Det resulterede i Fattigforordningen af 1803. Her skelnede man mellem to kategorier af tiggere, dem der var trængende og i stedet for at søge hjælp, og dem der var arbejdsføre men tiggede alligevel.

For den første kategori var straffen 1. gang 14 dages fængsel, 2. gang 4 uger og 3. gang 1 års forbedringshus og derefter dobbelt  straf for hver gang, man blev anholdt.

For de arbejdsføre var straffen dobbelt så hård. 1. gang 4 ugers fængselsstraf, 2. gang 8 ugers pg 3. gang 2 års forbedringshus, hvorefter straffen fordobles ved hver anholdelse og domfældelse.

Det at være uden arbejde var altså noget kriminelt i sig selv, med mindre man havde andre midler til forsørgelse. Der var ingen muligheder for at søge hjælp, hvis man kunne arbejde og det var forbudt at tigge, at stjæle eller prostituere sig.

Fattige straffes eller ydmyges

Det er tvivlsomt om fattigforordningen i 1803 og bestemmelserne i de nærmest følgende år var en forbedring for de fattige.  Ganske vist var der gode hensigter, og man forsøgte at sikre indtægter til fattigvæsenet, men man gjorde i hvert fald hvad man kunne for at skræmme selv værdigt trængende fra at søge hjælp.

I 1808 mistede de fattige, der modtog hjælp, råderetten over deres ejendele. I 1810 blev de frataget retten til selv at bestemme deres opholdssted og i 1824 fratoges de retten til at gifte sig uden tilladelse. I 1839 skete der en stramning, således at man skulle have haft ophold i sognet i mindst 5 år mod tidligere 3 år for at kunne få fattighjælp.

De fattige i 1700-1800 tallet kan opdeles i 3 grupper:

  1. De bofaste, der mere eller mindre måtte leve af hjælp fra sognets fattigvæsen og som boede til leje eller i egen hytte.
  2. Beboere på hospital, fattighus eller fattiggård.
  3. Det omvandrende proletariat.

Den sidste kategori er der næsten ingen overleveringer om. Disse uværdige blev jaget fra sted ti sted og straffet og ydmyget, hvis de blev fanget. På Nationalmuseet findes en kag (kors) der blandt andet blev brugt til at afstraffe skøger, idet prostitution var ulovlig.  De fik 27 slag af 9 forskellige ris, dvs. 3 slag med hver.

Gabestokken blev brugt frem til midten af 1800-tallet til afstraffelse af forbrydere og skøger. De blev spændt fast og derefter i timevis udstillet til spot og spe. Alle der kunne tænkes at komme til at ligge sognet til byrde blev jaget væk. Døende mennesker blev kørt over sognegrænsen, så man slap for begravelsesudgifterne, ja selv højgravide enlige kvinder blev midt under fødslen slængt op på en vogn og kørt til nabosognet, så man kunne slippe for at hænge på hende og hendes horeunge.

I 1700-tallet var der ganske vist bygget såkaldte hospitaler for fattige, der ikke kunne klare sig selv, men bygningen tog til fra begyndelsen af 1800-tallet og kulminerede i sidste halvdel af århundredet, hvor der blev bygget mange fattighuse, fattiggårde, forsørgelses- og arbejdsanstalter.

Reglerne på fattiggårdene var strenge. Fattiglemmerne blev frataget alle deres ejendele, når de blev indlagt på fattiggården. For de fleste har det nok ikke været noget større problem for af optegnelserne, kan man se, at de næsten intet ejede, ikke meget mere end de klæder de gik i. Det har nok snarere været ydmygelsen, der gjorde ondt.

Der var arbejdspligt, idet enhver indlagt fattig skulle udføre det arbejde, som han eller hun blev sat til. Kvinderne hjalp fattigforstanderens kone med at passe de syge og gamle, og mændene hjalp til udenfor med at passe have og marker.  De kunne også blive sendt i daglejerarbejde hos sognets beboere. De fleste af dem kunne sikkert ikke lave ret meget, men arbejde skulle de. Formålet var at forbedre fattiggårdens økonomi og i særdeleshed at vænne dem til at arbejde – for deres egen skyld naturligvis. Straffet med sådan fængselslignende forhold blev man altså alene, fordi man var fattig.

Retten til at være fattig

Med junigrundloven 1848 afløstes enevælden af et parlamentarisk styre. Frihedsrettighederne som de blev formuleret under den franske revolution, blev grundlovsfæstet, det vil sige blandt andet retten til at færdes frit, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det gjaldt bare ikke for fattighjælpsmodtagerne, de fik hverken stemmeret eller valgbarhed. Det fik kvinderne i øvrigt heller ikke, men mens kvinderne fik valgret i 1915 måtte de fattige vente til 1961, før denne urimelige forskelsbehandling ophørte. Grundloven gentog den gamle regel om, at enhver borger har pligt til at forsørge sig selv og sin familie. I § 75 stk endvidere at ”den der ikke kan ernære sig og sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.”

Den store fattigkommission 1869 anbefalede organiseret privat godgørenhed til de værdigt trængende, således at de så vidt muligt kunne holdes fri af det tvungne fattigvæsen. De uværdige skulle derimod placeres på nyoprettede tvangsarbejdsanstalter og fattiggårde og ”underkastes disciplin”.

Grebet om de uværdige og uarbejdsvillige blev strammet. I begyndelsen af århundredet blev de alene forment adgang til offentlig hjælp, nu var opskriften indespærring og tvangsarbejde.

Det fortsætter i 1900-tallet

Selv om arbejderbevægelsen vandt mange sejre fra omkring 1889, og det blev muligt at melde sig ind i arbejdsløshedskasse og sygekasse i begyndelsen af 1900 tallet, endte de fattigste og mest udsatte borgere stadig i arbejdsanstalter og tvangsarbejdsanstalter.  Fattigvæsnet kunne nemlig kræve, at dem, der modtog hjælp selv bidrog med arbejde. På landet blev fattiggårdene drevet som regulært landbrug med de fattige som arbejdskraft, i byerne oprettedes særlige arbejdsstuer, hvor arbejdsduelige fattiglemmer var beskæftiget med f. eks klædefabrikation og husflidsarbejde. Først efter Socialreformen i 1933 blev arbejdsanstalterne efterhånden afviklet.

I tvangsarbejdsanstalterne var der dels fanger, der ved dom var blevet idømt tvangsarbejde og dels fattige arbejdsløse, som regel dem, der havde været disciplinære problemer med på en arbejdsanstalt.

I 1930 blev der vedtaget en ny straffelov, som tråde i kraft i 1933 og tvangsarbejde blev afskaffet som straf, mens det fortsat kunne benyttes overfor f. eks forsømmelige forsørgere, vagabonder, tiggere og alkoholikere.

Betegnelsen tvangsarbejdsanstalter blev først i 1960 erstattet med forsorgshjem.

Menneskerettigheder efter 2. verdenskrig

Da grusomhederne i de tyske kz-lejre, som jo oprindeligt var arbejdslejre, blev oprullet efter 2 verdenkrig, var der bred enighed om, at den slags overgreb ikke måtte ske mere.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget i De Forenede Nationer (FN) i 1948 og Den Europæiske menneskerettighedskonvention blev ratificeret i Danmark den 3. september 1953, men blev først formelt gjort til en del af dansk ret ved inkorporeringen den 29. april 1992.  

 Der er således ingen tvivl om, at mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, har ret til hjælp (Grundlovens § 75 stl. 1) og at tvangsarbejde er forbudt ifølge dansk lov.  (jfr. Konventionens  artikel 4: Forbud mod slaveri og tvangsarbejde 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom. 2. Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde).

Alligevel har den danske sociallovgivning været på kant med menneskerettighederne siden 1989, hvor man første gang lod de 18-20 årige arbejde for deres kontanthjælp. Siden har flere og flere grupper af kontanthjælpsmodtagere skullet arbejde for hjælpen. Det ER en tvangsmæssig beskæftigelse, for hvis den pågældende havde midler til egen forsørgelse, ville vedkommende ikke være berettiget til kontanthjælp.

Mere og mere tvangsarbejde

Ved den seneste kontanthjælpsreform i 2014 blev aktiveringen udvidet til at omfatte ALLE kontanthjælpsmodtagere. Nu proklamerer Socialdemokratiet og regeringen, at også flygtninge skal arbejde.  Det  er samtidigt meldt ud, at det IKKE drejer sig om almindelige job, det er nyttejob, aktivering og arbejdsprøvninger, eller hvad man nu kan finde på at kalde tvangsarbejdet. Det er ikke bare ”noget for noget” princippet, det er samtidig klare overtrædelser af både grundlov og menneskerettigheder..

Den farlige underklasse har man altid forsøgt at holde i skak, først ved rene straffeforanstaltninger, siden ved at forsøge at skræmme folk fra at søge hjælp, ved internering og tilbageholdelse og nu senest ved arbejdstvang, som i tredivernes massearbejdsløsheds- og kriseår. Man kunne også kalde det GRATIS arbejde, for mennesker tvinges til at arbejde uden at fordelene ved at arbejde følger med, penge og anerkendelse, og arbejdsgiveren får en masse gratis arbejdskraft.