Et skridt frem og et tilbage - en analyse af LO/FTF kampagnen "Sammen skaber vi værdi"
Af Jonas Gielfeldt

Offentliggjort: 15. juni 2015

I løbet af det seneste år har stadigt flere fagforbund trukket den nærmest automatiske støtte til Socialdemokratiet. Dette er sket som et resultat af S-R regeringens manglende vilje og evne til at levere helt centrale politikområder af stor vigtighed for lønmodtagerne. Kulminationen kom i april måned, hvor LO og FTF, helt i ånden fra fusionstankerne, sammen lancerede en storstilet kampagne "Sammen skaber vi værdi". Kampagnen viser, at fagbevægelsen faktisk i større udstrækning end længe forsøger at skabe en egen politisk platform, og dermed søger at re-politiserer sig. Desværre er kampagnens rolle i den her valgkamp langt hen af vejen endt med at være et redskab for at skaffe Socialdemokratiet vælgere frem for at lægge det fornødne pres hele det politiske spektrum.

Fagbevægelsens rolle op til valg og i valgkampe har traditionelt været, at sikre opbakning til den til enhver tid siddende socialdemokratiske ledelse. Dette har været et resultat af den traditionelle arbejdsdeling mellem parti og bevægelse, der går mere end 100 år tilbage. Den meget kraftige højredrejning under den siddende S-R regering har dog trukket store veksler på fagbevægelsens tålmodighed. Hvis man ser bort fra Dansk Metal, der primært fokuserer på eksportvirksomhedernes rammevilkår, og derfor langt hen af vejen støtter en borgerlig politik, så har frustrationerne været udbredte. Den manglende evne til at gøre noget på dagpengeområdet, modviljen mod kædeansvar og den generelle nedslidning af velfærdsstaten med stigende utryghed for lønmodtagerne, blev til sidst for meget for en del fagforbund. Flere meldte ud, at den automatiske støtte til Socialdemokratiet var taget til seriøs overvejelse. 3F's nye formand Per Christensen meldte endda ud, at han ville lancere sine egne politiske krav og samarbejde med dem, der kunne støtte hans dagsorden, underforstået, også andre end Socialdemokratiet. Dennis Kristensen fra FOA var pludselig at finde ved Dansk Folkepartis årsmøde, mens Claus Jensen fra Dansk Metal, ikke overraskende, holdt tale for Venstres ditto.

Dette kunne tolkes på to måder. På den ene side som det totale kollaps for den arbejderbevægelse vi kender. På den anden side som en helt nødvendig re-politisering af fagbevægelsen, der som et resultat af en ret voldsom højredrejning i Socialdemokratiet, blev nød til igen at forholde sig til samfundspolitik frem for kun at fokusere på overenskomster og forhandlingssystem. En øget autonomi fra det socialdemokratiske parti var her helt nødvendigt. Kulminationen på denne udvikling skete i april, da de to hovedorganisationer, der i øvrigt har ambitioner at blive til én hovedorganisation, LO og FTF lancerede deres fælles kampagne "Sammen skaber vi værdi". Artiklen søger først at give et rids af, hvad kampagnen indeholder, og derefter at vurdere, hvorvidt den har spillet ind i den politiske debat og haft en betydning.

Fagbevægelsens dagsorden skulle være valgets dagsorden

Det var med stor optimisme, at LO og FTF i slutningen af april måned, med valgfornemmelser i maven lancerede den store kampagne. Som den politiske kommentator Søs Marie Serup påpegede, "Når fagforbund for 1,5 millioner medlemmer siger, at det skal vi tale om i en valgkamp, så kommer vi til at tale om det i en valgkamp". Der var således ikke blot internt, men også eksternt store forventninger til kampagnen.

LO og FTF lancerede hele 22 punkter som de appelerede til politikerne om af få gennemført. På kampagnens hjemmeside spilles der åbenlyst på, at man ikke kun lægger sine æg i den socialdemokratiske kurv. Man henvender sig således med et "kære Helle og Lars". Underforstået, at man gerne samarbejder med de politikere, der gerne vil samarbejde med fagbevægelsen. Dette forsøg på at komme såvel Socialdemokraterne som de borgerlige i møde genfindes også i en række af de mere centrale punkter af de 22 punkter, der blev opstillet. Blandt de 22 punkter var også meget afgørende ønsker, der næppe realiseres af hverken en socialdemokratisk- eller en Venstre regering.

Ser man på de ønsker LO/FTF har til en kommende regering, er det nemt at gennemskue, at rigtig mange af ønskerne spiller direkte ind i en socialdemokratisk valgkamp, og at sympatien ligger hos rød blok.

Social dumping er et af de mest åbenbare punkter, der spiller ind i en socialdemokratisk valgkamp. Selv om S-R regeringen ikke har leveret meget, så har de på social dumping faktisk gjort en del, og her står de markant stærkere end de borgerlige. Derfor spiller et fokus på social dumping perfekt ind i en socialdemokratisk valgkamp. Dette er helt sikkert ikke tilfældigt. For LO/FTF er dette selvfølgelig en afgørende dagsorden, men den rykker ikke for alvor ved noget i sig selv. Det samme kan siges om et andet punkt, der omhandler en styrkelse af Skats ressourcer. Her har regeringen faktisk forsøgt at afbøde nogle af værste skadevirkninger fra de tidligere borgerlige regeringer, der søgte at udsulte Skat. Derfor er det også et sympatisk ønske, men ganske ufarligt for Socialdemokratiet.

Lidt mere ambivalent bliver ønsket om mere offentlig vækst og flere offentlige investeringer. LO/FTF vil således erstatte den nuværende, og meget stramme, 2020 plan med en mere ekspansiv 2025 plan. Der skal laves flere offentlige investeringer i rennovation og anlægsarbejder, som skaber flere jobs. Samtidigt kæmper LO/FTF også for en større vækst i den offentlige sektor. Her har LO/FTF faktisk en mulighed for at udfordre S-R regeringen ved at sætte nogle klare krav til, hvor meget den offentlige sektor skal vokse med, og en vækst som placerer niveauet over den nuværende meget smalle væsktramme som S-R regeringen lægger op til. Det har man dog valgt ikke at gøre. Dette betyder, at man på dette punkt også kommer Socialdemokratiet i møde. For netop på vækst spørgsmålet kan denne dagsorden støtte op om det centrale fikspunkt i Socialdemokratiets valgkamp; at de ønkser en beskeden vækst, mens Venstre ønkser nulvækst. Desværre afskærer det så også LO/FTF muligheden for at rykke afgørende på denne debat, og de facto acceptere en vækst, der reelt set ikke er en vækst givet de øgede udgifter i den offentlige sektor grundet den demografiske udvikling. Den offentlige sektor vil stadig blive udsultet.

Mens de ovennævnte punkter er som skræddersyet til at komme Socialdemokratiet i møde, så skal man ikke være blind for, at der blandt de 22 punkter også er lagt lunser ud til de borgerlige. To helt afgørende punkter skal her nævnes. Den ene omhandler et opgør med landzoneloven, som skal trække flere jobs til udkants-Danmark. Det betyder mere bebyggelse og flere produktionsanlæg i landområder. Dermed sættes vækstperspektivet klart over miljøhensyn, og er et af de klart blå forslag, selv om Socialdemokraterne har vist sig åbne over for en lempelse. Den anden centrale invitation til de borgerlige er forslaget om øget indsats for at udbrede offentligt-privat samarbejde. Dette er ifølge LO/FTF en måde at skabe flere private jobs. Dette projekt er en klart borgerlig dagsorden, der alt andet lige sigter på, at få flere private aktører ind på det offentliges domæne, og må klart ses som en udstrakt hånd til Venstre. I lyset af det samtidige forsvar for væksten i den offentlige sektor forekommer det at være en smule inkonsekvent. Ikke mindst i lyset af de dystre erfaringer fra blandt andet Sverige, hvor Fredrik Reinfeldts borgerlige alliance gennem en voldsom privatiseringsbølge har gjort stor skade på den offentlige sektor.

Der er altså lagt op til forslag, der både kan skabe alliancer med S-R såvel som de borgerlige. Slutteligt er der dog også en række forslag, der næppe vil blive honoreret af hveken S-R eller af de borgerlige. Disse forslag er de mest interessante. For de stiller også det helt centrale spørgsmål; Hvad har fagbevægelsen tænkt sig at gøre for at presse det politiske system til at give fagbevægelsen indrømmelser?         

Fromme ønsker uden mobilisering

Øverst på fagbevægelsens ønskeseddel står, ikke overraskende, et nyt dagpengesystem. Hvor angreb på fx kontanthjælpen er et angreb på et pjalteproletariat, som sjældent er koblet særlig tæt til fagforeningerne, er dagpengeforringelserne et frontalt angreb på det ressourcestærke, organiserede LO/FTF-medlem. Det skaber utryghed og svækker helt ned på dagligdags basis styrkeforholdet mellem lønmodtager og arbejdsgiver, idet lønmodtageren af frygt for fyring vil finde sig i dårligere forhold. Derfor er det et super afgørende punkt for fagbevægelsen. Men her er der ikke udsigt til ret meget. De borgerlige vil ikke lave et nyt dagpengesystem, højest sandsynligt vil de hellere forringe det. Socialdemokratiet er på sin side presset af dels de radikale, som nægter at rykke sig, dels af sin egen højrefløj personificeret ved finansminister Bjarne Corydon, der flere gange har argumenteret for at blot en halvering af optjeningskravet er for dyrt, hvilket skal sættes i relief til de skattelettelser på langt større beløb han allerede har givet ud. Kort sagt er der dele af partiets teknokratiske højrefløj, der i stilhed glæder sig over reformen. LO/FTF kan ikke få denne indrømmelse som sagerne står nu. De kan blot vente på en dagpengekommission, fyldt med neoklassiske økonomer, der har fået opgaven under forudsætningen af at det ikke må koste flere penge end nu. Altså næppe de store forbedringer.

Et andet centralt punkt er kædeansvar, som er et spidskrav afledt af social dumping spørgsmålet. Ønsket om at kunne ansvarliggøre alle led i leverancen af ydelser, er helt afgørende for fagbevægelsens indsats mod social dumping. Man kan groft sagt lade underleverandører foretage social dumping i stor stil pt. og så vaske sine hænder. Derfor er dette et nødvendigt tiltag. Her vil de borgerlige under ingen omstændigheder være med, og Bjarne Corydon har pure nægtet at støtte denne kamp. Derfor står fagbevægelsen heller ikke her med særlig gode kort på hånden i det politiske system.

Det er i disse situationer, hvor samarbejde med parlamentariske partier ikke umiddelbart ligger for, at LO/FTF kampagnen står sin egentlige prøve. Forbilleddet kunne her være den norske Trondhjem model. Her lykkedes det i midten af 00'erne for den norske fagbevægelse at få store indrømmelser gennem en to-trins strategi. 1) frigøre sig fra den automatiske støtte til Arbejderpartiet og 2) mobilisere på egne politiske krav. LO/FTF har med "Sammen skaber vi værdi" forsøgt nogle af de samme ting. Man har desværre bare ikke gjort det særligt konsekvent, hvorfor effekten af kampagnen højest sandsynligt bliver begrænset.

Ift. det første punkt, så har man delvist fået mere autonomi ift. Socialdemokratiet. Man har forsøgt at opstille en egen politisk platform selvstændigt, og dermed forsøgt at re-politisere sig som en politisk bevægelse. Men man gør det stadig med en klar dagsorden om, at levere stemmekvæg til rød blok. Derfor går man ikke ind og stiller hårdere krav til Socialdemokratiet af frygt for at svække dem. Man siger mere offentlig vækst, men ikke præcis hvor meget, hvomed man legitimerer den strammer kurs S-R regeringen fører ift. væksten i den offentlige sektor. Og man har ikke for alvor konfronteret Socialdemokratiet på deres ømme ligtorne som fx dagpenegespørgsmålet eller kædeansvaret.

Det betyder meget naturligt også, at man ift. det andet punkt, nemlig medlemsmobiliseringen, holder igen. Man tør ikke for alvor mobilisere medlemmerne til at kampagne for et nyt og ordentligt dagpengesystem eller for kædeansvar. Det er ærgerligt, at den gyldne mulighed som denne kampagne åbnede for ikke er blevet grebet. For uden klare krav, og efterfølgende mobilisering får fagbevægelsen og lønmodtagerne ikke de ting, de legitimt har krav på. I denne henseende ser det ikke ud til at "Sammen skaber vi værdi" for alvor kommer til at flytte noget, hvilket er en skam.

Se mere om LO's 22 punkts plan her: http://www.altinget.dk/artikel/her-er-lo-og-ftfs-22-forslag-til-politikerne

"Sammen skaber vi værdis" hjemmeside: http://skabervaerdi.dk/