Samarbejde mellem fagbevægelsen og venstrefløjen er nødvendigt frem mod overenskomstfornyelsen i 2018
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 15. juni 2015

En række rammebetingelser som Finanspagt, Budgetlov og udgiftsloft skal ændres, hvis fagbevægelsen fortsat vil tale om fri forhandlingsret og ikke mindst løndannelsen ved OK-18. Arbejdstilsynet skal styrkes, det kræver parlamentarisk handling.

OK-15 på det offentlige område er færdig og endeligt godkendt hele vejen rundt. Reallønnen blev sikret, selvom det nye ”lavtlønsværn” er taget i brug med varslinger fra regionerne om, at lønnen skal reduceres, da lønudviklingen er højere end den private lønudvikling. En række resultater er værd at fremhæve.

Det var løfterigt, at lønmodtagersiden i staten blev enige om kræve de lavestlønnede hævet til 19.500 kr. om måneden. Det blev desværre blokeret af Bjarne Corydon.

På det kommunale område videreføres kompetencefond og tryghedspuljen, der oprettes et rejsehold der skal forbedre arbejdsmiljøet, og der gennemføres en række projekter, som retter sig mod den danske model og MED-systemet. Det sidste vil måske få den betydning, at de lokale tillidsrepræsentanter og medarbejdere søges inddraget som aftalepart frem for organisationen.

På det kommunale område gennemføres endvidere et uddannelsesprojekt for 20 mio. kr., der skal gøre ufaglærte til faglærte.

Endelig skal nævnes det ”fælles papir”, lærerne og arbejdsgiverne blev enige om, og som åbner op for lokale aftaler omkring lærernes arbejdstid.

Parterne var ikke interesserede i konflikt

Der røg en forhandlingsdirektør i KL, og FOA’s hovedbestyrelse underkendte det forhandlingsresultat, Dennis Kristensen kom hjem med. Derudover blev resultaterne godkendt hele vejen rundt.

Det sidste er der ingen overraskelser i, da de kommunale arbejdsgivere ikke ønskede en gentagelse af OK-13 på lærerområdet. Der var et folketingsvalg lige om hjørnet, så regeringen skulle heller ikke have klinket noget.

Fagbevægelsen ønskede heller ikke konflikt og havde ikke valgt krav eller emner, der kunne mobilisere medlemmerne. End ikke et sammenbrud i forhandlingerne kunne det blive til.

Rammebetingelser som Finanspagt og Budgetlov skal ændres

OK-18 er på den ene side langt væk, men på den anden side er der en række rammebetingelser, som fagbevægelsen ikke alene kan gøre noget ved. Det vil kræve aktivering af både venstrefløjen, andre folkelige kræfter og fagbevægelsen i EU.

I et meta perspektiv kan vi konstatere, at den vestlige kapitalisme er i krise og har været det i en årrække. Det klassekompromis, der udmøntede sig efter 2. verdenskrig, sikrede en velstandsstigning uden sidestykke og gjorde det muligt for nationalstaterne at levere velfærd og tryghed til befolkningerne. Det er ikke længere tilfældet. Det er kapitalmagten, der bestemmer farten senest aktualiseret i EU med angreb på de Sydeuropæiske lande og deres demokratier.

At kapitalmagten bestemmer farten ses blandt andet i Tyskland, hvor mange lønmodtagere er tvunget til at have flere jobs for at få et liv til at hænge sammen. Der er hele tiden et massivt pres på lønomkostningerne, hvilket den konkrete kamp mod social dumping, i blandt andet Danmark, er et eksempel på.

En voksende gruppe af ’working poor’ og fremkomsten af et prekariat kendetegnet ved korte og midlertidige ansættelser uden sikkerhedsnet er konkrete eksempler på, at den herskende krise betales af almindelige borgere.

Vi står derfor i en situation, hvor den herskende samfundsorden nok er demokratisk, men kapitalen og den kapitalistiske produktionsmåde sætter snævre rammer for det enkelte menneske og nationalstaternes selvstændighed.

Den lavere vækst og kapitalens massive skatteunddragelse, kombineret med nationalstaternes interne konkurrence om økonomiske vilkår, har formindsket nationalstatens mulighed for at yde service og løn til befolkningen. Den problemstilling er en stor udfordring for den nationale og europæiske fagbevægelse. En udfordring de formentlig ikke kan løse alene.

I takt med kapitalens manglende evne til at skabe vækst blev den, i jagt efter indtjening, mere og mere spekulativ. Det resulterede i, at boblen bristede i 2008, da Lehmann Brothers indgav konkursbegæring og satte en international krise i gang. En krise der fortsat sætter sine dybe spor over hele verden.

Finanskrisen udløste en gældskrise i EU-landene, og EU vedtog i form af Finanspagten et krise håndterings system, der for alvor satte de enkelte lande i en spændetrøje. Med krav om at statens underskud ikke måtte overstige tre pct. af BNP og statsgælden skulle være under 60 pct. af BNP, var mulighederne for at føre ekspansiv finanspolitik a la Keynes en saga blot.

Finanspagen krævede, at bestemmelserne blev lovfæstet i de enkelte lande. I Danmark skete det i form af vedtagelse af Budgetloven.

Budgetloven indebærer, at der fastsættes et udgiftsloft for staten, kommunerne og regionerne. Det sætter i store træk det kommunale selvstyre ud af kraft. Velfærd og serviceniveau er ikke længere et spørgsmål mellem byrådet og borgerne, altså en politisk beslutning, men en skrivebordsbeslutning koblet af borgernes behov til fordel for en teknokratisk målsætning.

Den igangværende valgkamp rejser naturligt spørgsmålet, om fagbevægelsen er bedre stillet med rød blok ved roret frem for blå blok. De to blokke er ikke entydige størrelser, og internt i blokkene er de langt fra enige om alting. Ser vi på de seneste fire år og den førte politik, så gør det ikke den store forskel, om det bliver rød- eller blå blok, der vinder. Den siddende regering har i videst mulig omfang videreført VK-regeringens økonomiske politik og har anvendt budgetloven og sanktionsmekanismen over for kommunerne til at føre en stram økonomisk politik, der har betydet færre kommunalt ansatte. Når færre hænder kombineres med de kontinuerlige krav om effektiviseringer i den offentlige sektor, så sættes arbejdsmiljøet og servicen over for borgerne under pres. Det kunne være grundlaget for en alliance, der tager et opgør med budgetloven.

Fagbevægelsen og OK 18

Lige nu tænker fagbevægelsen ikke på OK 18, men en række ting vedtaget ved OK 15 peger frem mod 18. Der skal etableres et rejsehold til fremme af et bedre arbejdsmiljø, der skal gennemføres en række forsøg med MED-systemet, og der skal evalueres på de aftaler, der skal løfte ufaglærte til faglærte. Disse aftaler skal evalueres og giver afsæt til OK-18.

Fagbevægelsen skal endvidere være opmærksom på den overordnede arbejdsgivermålsætning om ”plads til ledelse” og ønsket om at knytte den enkelte medarbejder og TR tættere til ledelses diskussioner og beslutninger, samtidig med at organisationerne kobles ud.

De sidste par overenskomstfornyelser har været præget af en forsvarskamp for erhvervede rettigheder herunder ikke mindst kampen om lønnen konkretiseret i kampen for bevarelse af reguleringsordningen.

Der er intet i sol og måne, der tyder på, at fagbevægelsen vil bevæge sig bort fra de traditionelle emner som løn, arbejdsmiljø, uddannelse og medbestemmelse.

Lønkampen støder omgående ind i Budgetloven med tilhørende krav om udgiftsloft. Hertil kommer, at hele konkurrencestats paradigmet vil blive brugt af den siddende finansminister til at kræve ”ansvarlige” lønstigninger. Med indførelsen af ”lavtlønsværnet” ved OK 15, der betyder 100 pct. modregning i de offentlige ansattes løn, hvis den stiger mere end de privat ansattes, gjorde finansministeren det klart, at staten ville have stram snor i lønudgifterne i den offentlige sektor.

De ansattes arbejdsmiljø er under voldsomt pres med tilhørende sygefravær og lavere effektivitet i realiseringen af den offentlige service. Forringelsen af arbejdsmiljøet er en konsekvens af kravet om rullende effektiviseringer, kravet om dokumentation af snart alt muligt, hvilket tager ressourcer fra de fagprofessionelles kerneopgaver, det medfører frustrationer og ringere betjening af borgerne.

Dette problem løses ikke, som aftalt ved OK 15, ved at etablere et rejsekorps, der skal støtte den enkelte arbejdsplads til et bedre arbejdsmiljø. Det er ren symptom behandling, der ikke tager fat i årsagerne – budgetlov og udgiftsloft samt New Public Management som styrings paradigme i den offentlige sektor.

Kampen for et bedre arbejdsmiljø har stor betydning for den enkelte og samfundet. Derfor kræver det, at fagbevægelsen analyserer sig frem til, hvad de selv kan gøre, og hvad Arbejdstilsynet kan gøre. Igen spiller Budgetloven en afgørende rolle, fordi en styrkelse af Arbejdstilsynet let kan støde ind i politisk modstand og argumenter om, at der ikke er råd.

Kan eller skal fagbevægelsen og venstrefløjen finde sammen på vej mod OK 18?

Det korte svar er ja.

Det bliver imidlertid ikke let at nå frem til fælles mål og prioriteringer. For det første er venstrefløjen en uhomogen størrelse, hvor der skal findes fælles fodslag fra Enhedslisten over SF til de venstreorienterede socialdemokrater. For det andet tilhører fagbevægelsen ikke entydigt venstrefløjen. I bevægelsen er alle partitilhørsforhold repræsenteret. Mulighederne er størst, hvis blå blok vinder valget.

Udgangspunktet er, at venstrefløjen ser positivt på den offentlige sektor. Sektoren er en konkret udmøntning af den omfordeling, der finder sted gennem et højt skattetryk. Det betyder ikke, at den offentlige sektor nødvendigvis skal vokse. Derimod betyder det, at fagbevægelsen og venstrefløjen skal sikre arbejdsvilkår og styringsformer for de offentlige ansatte, så der sikres høj kvalitet og effektivitet i servicen over for borgerne.

Fagbevægelsen og venstrefløjen har fælles interesse i at forsvare den offentlige sektor, og især at den service, uddannelse og de ydelser, der gives fra social- og sundhedssektorerne, er af høj kvalitet. Det sker kun gennem veluddannet arbejdskraft, og vilkår der sikrer, at der er et passende forhold mellem mængden af opgaver og de ressourcer, der er til rådighed.

Det første fælles mål er at sikre uddannelse af den ufaglærte arbejdskraft i den offentlige sektor samt sikre fortløbende efteruddannelse af hele arbejdsstyrken. Den nuværende Kompetencefond er et skridt på vejen, men det er i alles interesse, at der laves en model for, hvordan fonden kontinuereligt bliver fyldt op.

Et andet fælles mål er et opgør med New Public Management-modellen. Det styringsredskab giver en mængde bureaukratiske opgaver, der stjæler tid fra betjeningen af borgerne og frustrerer de offentlige ansatte. Modellen opfattes som unødig kontrol og manglende tillid til, at de ansatte kan levere varen. Medarbejderne skal i højere grad inddrages og være medbestemmende - det forbedrer arbejdsmiljøet og medarbejderne kan levere en bedre service.

Et tredje fælles mål er arbejdsmiljøet. Dårligt psykisk arbejdsmiljø præger store dele af den offentlige sektor med mange sygedage og ringere service til følge.

Der skal rejses krav om udvidede beføjelser til Arbejdstilsynet, så de også kan blande sig i ledelsesmæssige beslutninger for at få et bedre psykisk arbejdsmiljø. Et krav Rigsrevisionen netop har sat på dagsordenen i ”Beretning om tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø”.

Overenskomsternes parter kan selvfølgelig aftale, hvad de vil, men et stærkt lovbaseret tilsyn er en nødvendighed.

Et fjerde fælles mål er en stor mundfuld, nemlig at arbejde for at Budgetlov og udgiftsloft afskaffes. Det vil kræve dokumentation af ringe og faldende service og nedslidning af arbejdskraften på grund af et bureaukratisk fastsat mål. Venstrefløjen og fagbevægelsen i Danmark kan ikke klare det alene, det vil kræve aktivering af den europæiske fagbevægelse.

Mobilisering er nødvendig

Afgørende forbedringer for de offentlige ansatte sikres ikke kun ved overenskomstforhandlingerne men også gennem politisk arbejde i og uden for Christiansborg. Der skal rejses krav om en frisætning af kommunerne, fra de snærende bånd fra Budgetlov og udgiftsloft. Det kan passende finde sted, når regeringen og kommunerne forhandler økonomisk ramme for næste års budget, og når de kommunale budgetforhandlinger går i gang. Her viser Budgetlovens krav om udgiftsloft sine konsekvenser. Den svenske model kan inddrages, da de svenske kommuner selv fastsætter udgiftsloftet i dialog med borgerne. For at det kan lade sig gøre, skal fagbevægelsen tage kampen alvorligt og mobilisere bredere end egne medlemmer. For skal Folketinget ændre eller afskaffe budgetloven kræver det et bredt forankret pres fra borgerne.

Endelig må vi kræve, at den samlede fagbevægelse på de tre offentlige arbejdsmarkeder koordinerer og prioriterer krav, der kan mobilisere medlemmerne og skabe opbakning i befolkningen.

Fagbevægelsen og venstrefløjen har rigeligt at gøre sammen de næste tre år.