Halløj i EU-parlamentet om TTIP
Af Kenneth Haar

Offentliggjort: 15. juni 2015

Det bedste billede på status i forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale (TTIP), er det kaos, der opstod i Europa-Parlamentet i begyndelsen af juni. Et stort pres på Parlamentet udefra, har givet TTIP en midtvejskrise. Men vil det også ændre hele slagets gang?

Kampen om TTIP – frihandelsaftalen mellem EU og USA, der forhandles i øjeblikket – spidser til. Den folkelige kritik har kun været for opadgående siden starten i sommeren 2013, men omvendt er en samlet politisk og økonomisk EU-elite så varm på projektet, at de ikke viger en tomme. TTIP har en midtvejskrise, men hvem der har overtaget er ikke klart.

En måde at tage temperaturen på er ved at kigge på virakken i Europa-Parlamentet, hvor socialdemokraterne ikke kan finde deres egne ben og har skabt så meget forvirring, at en afstemning i Parlamentets plenum, planlagt til den 10. juni, blev udskudt. Nogle uger før afstemningen, var socialdemokraterne enige om at afvise dele af TTIP. Så indgik de et kompromis med højrefløjen i Parlamentets handelspolitiske udvalg og mente pludselig noget helt andet.  Dernæst undsagde nogle af de centrale socialdemokrater i gruppen den aftale, de selv havde indgået. Og endelig trak Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schultz, i nødbremsen og udskød den afstemning, det hele handlede om. Sagen er nu sendt tilbage til den valgte forsamlings handelspolitiske udvalg, og alt synes forvirret, men reelt er den eneste ubekendte socialdemokraterne selv. Når de en gang finder ud af, hvad de vil – når afstemningen endelig finder sted - ved vi meget mere om TTIP-debattens videre skæbne.

ISDS – ikke småting

Hvad består kompromisset så i? Det kan se komisk ud, men det er trods alt ikke småting, de strides om. Og det er bestemt heller ikke ligegyldigt, hvad Europa-Parlamentet mener. En eventuel endelig aftale mellem EU og USA bliver ikke realiseret uden godkendelse fra Europa-Parlamentet; så klare krav fra den kant er noget, forhandlerne er nødt til at tage alvorligt.

Centralt i kompromisset er holdningen til forslaget om, at gøre det muligt for den anden parts virksomheder at lægge sag an ved en international, privat ”særdomstol” (voldgiftspanel), hvis en stat vedtager noget, som forringer en investering. Det forslag har vakt en del furore, og det er blevet bredt anerkendt blandt EU-politikerne, at dette såkaldte investor-stat-tvistbilæggelsessystem (ISDS) er en fare for almindelige demokratiske beslutninger på en lang række områder, så som miljøpolitik, folkesundhed, arbejdsmiljø og for den sags skyld løn- og arbejdsforhold.

I ugerne op til den 10. juni så det ud som om, at Parlamentet ville afvise ISDS under en hver form. Adskillige udvalg havde vedtaget at sige fra, og både venstrefløjsgruppen, den grønne gruppe, adskillige borgerlige samt altså også socialdemokraterne så ud til at ville afvise en aftale om ISDS. Men en sen aften en uge før afstemningen forhandlede socialdemokrater og konservative i det handelspolitiske udvalg til langt ud på aftenen, og resultatet blev en aftale, der pålagde socialdemokraterne at støtte Kommissionens forslag til, hvordan en ISDS-ordning skal se ud[i].

Reformeret ISDS?

Spørger man tilhængerne, så er en reformeret ISDS-model – med etisk kodeks for dommere, ret til appel og nogle justeringer i selve reglerne – vejen frem.  Den idé er ikke ny men blev i hovedtræk fremlagt af EU-kommissionen i begyndelsen af 2014 og sendt i en langvarig høring, der resulterede i omtrent 150.000 bidrag, hvoraf 97 procent blankt afviste, at de foreslåede reformer skulle gøre den store forskel.

Presset på socialdemokraterne var derfor stort efter aftalen med højrefløjen, bølgerne gik højt på Twitter og andre steder, hvor der blev bandet og svovlet, mens socialdemokraterne kæmpede for at forsvare aftalen. Allerede to dage efter, torsdag den 4. juni, var David Martin fra britisk Labour til manges overraskelse ude og undsige det kompromis, han selv havde været med til at indgå: ”Den socialdemokratiske gruppe vil ikke acceptere nogen form for privat voldgift. ISDS er bestemt ikke vejen frem. Både EU og USA har pålidelige domstole, der bør være den anvendte metode til afgørelse af konflikter,” sagde han[ii].

Modydelsen: ILO-konventioner

Inden kovendingen fremholdt socialdemokraterne især to indrømmelser, de fik som modydelse af de borgerlige i den konservative gruppe (EPP). Den første handler om ILO-konventionerne, hvor det lyder i et ændringsforslag, at aftalen skal ”sigte mod ratificering, gennemførelse og håndhævelse” af de grundlæggende ILO-konventioner om faglige rettigheder. Baggrunden er, at USA netop ikke har ratificeret flere af de pågældende konventioner, og da ILO-konventionerne ligger den europæiske fagbevægelse meget på sinde, har de været led i et socialdemokratisk forsøg på at imødekomme en ellers stærkt TTIP-kritisk fagbevægelse.

Der er dog en serie grunde til, at ændringsforslaget ikke ville gøre den store forskel, hvis det blev vedtaget. For det første er konventionerne ikke bindende, og parterne ville derfor være henvist til først at skabe en præcedens i den retning. For det andet er det ret utænkeligt, at USA på nogen måde vil acceptere kravet om ratifikation, der i givet fald skulle godkendes af en republikansk domineret Kongres. For det tredje er formuleringen i forslaget i aftalen elastisk, idet aftalen skal ”sigte mod ratificering” og altså egentlig ikke indebære ratificering i sig selv. Og for det fjerde er ILO-konventionerne faktisk allerede en del af EU’s forhandlingspakke. Allerede i juli 2013, skrev Kommissionen således om EU’s position, at konventionerne er ”et centralt element, som bør integreres i en handelsaftale”[iii].

Fagbevægelsen for sin del har da heller ikke klappet i sine store hænder over kompromisset. I en fælles udtalelse har Den Europæiske Faglige Sammenslutning (ETUC) og den amerikanske søsterorganisation AFL-CIO kommenteret på aftalen med en besked om, at ISDS ikke er acceptabel i nogen form, heller ikke i en let reformeret udgave, som ”ikke løser det grundlæggende problem, at erhvervslivet får særlige privilegier”[iv]. Denne faglige bekymring er ikke bare en generel bekymring for det udemokratiske design, men også fordi der i øjeblikket verserer en ISDS-sag mellem det franske serviceselskab Veolia og Egypten, hvor bl.a. den egyptiske mindsteløn er på anklagebænken.

Privatisering af offentlige ydelser: NHS-klausulen

Den anden del af kompromisset, som socialdemokraterne har fremholdt som en stor sejr, er på spørgsmålet om liberalisering af offentlige ydelser. Det er især britisk Labour interesseret i p.g.a. den særlige dynamik i den britiske TTIP-debat. Her er det britiske sundhedsvæsens (National Health Service, NHS) skæbne i centrum, fordi de konservative har bebudet privatiseringer i de kommende år, og fordi den britiske regering har meldt sig interesseret i at binde sig til en ”markedsåbning” på hospitalsområdet og sundhedsområdet i det hele taget. Hvis det sidste bliver en del af en endelig aftale, er også en eventuel fremtidig Labour-regering bundet til markedsbetingelser på sundhedsområdet, da forpligtelser under TTIP ikke skal kunne rulles tilbage.

Historien om NHS’ fremtidige skæbner har fyret op under den britiske fagbevægelse, og Labour sprang relativt hurtigt på vognen og har på flere niveauer søgt at spille ind i forhandlingerne for at bremse låst privatisering af sundhedsvæsenet. Med en stærk repræsentation i Europa-Parlamentets handelspolitiske udvalg er det nu også lykkedes at klemme et forslag ind i kompromispakken: det skal være muligt for EU-landes regeringer at opsige forpligtelser til liberalisering af offentlige ydelser.

Danmark har i øvrigt, i modsætning til f.eks. Sverige og Finland, lagt op til forpligtelser, der flugter med de britiske – både på sundhedsområdet og uddannelsesområdet. Forskellen er, at de er fremlagt under en socialdemokratisk ledet regering, så hér er der næppe samme interesse i at rulle dem tilbage igen. Danske faglige organisationer på områderne synes foreløbig at sætte deres lid til, at liberaliseringerne kun vil omfatte ydelser, som i forvejen leveres af private udbydere.

Når USA skal spørges først

Et af de store, tunge områder i TTIP-forhandlingerne er det såkaldte ”reguleringssamarbejde” eller ”regulativt samarbejde”. På det brede felt er der ikke meget nyt i kompromisteksterne. Bredt set i parlamentet – i landskabet uden for forligskredsen – er der en del bekymring over udsigterne til et fremtidigt samarbejde med amerikanerne, hvor et hvert nyt lovinitiativ, der kan have betydning for amerikanske virksomheder, skal gennem en længere dialogproces med amerikanerne og tjekkes for indvirkningen på samhandlen, endnu før forslaget fremsættes af EU-kommissionen.  Det har også givet nervøse trækninger, at EU-kommissionen lægger op til, at der skal opbygges en særlig institution – Institutionen for Reguleringssamarbejde (Regulatory Cooperation Body) - med ansvar for at ændre standarderne på begge sider af Atlanten, så de i praksis bliver ens. Hele denne nærmest bureaukratiske fremgangsmåde har givet nervøse trækninger blandt NGO’er, sociale bevægelser og faglige organisationer på begge sider af Atlanten[v].  Dette set-up, mener de, er et paradis for lobbyister.

Reguleringssamarbejde er måske det tungeste felt i forhandlingerne overhovedet. Her sættes alle sejl til for at nå en ambitiøs aftale, for ensartede standarder er om noget hjertet i TTIP-forhandlingerne og hovedårsagen til, at de overhovedet blev sat i gang. Men her har socialdemokrater og konservative i kompromiskredsen ikke umiddelbart noget begavet at bidrage med bortset fra nogle selvindlysende krav om, at de regulerende myndigheder skal bevare deres autonomi, og at samarbejdet skal foregå i åbenhed. Og så skal ”interessenterne” inddrages, hvilket i praksis betyder, at erhvervslivet skal have mulighed for at øve indflydelse på processen. Der vil også være tale om en formel rolle for f.eks. forbrugerorganisationer, men erfaringen fra tidligere og lignende eksperimenter er nu en gang, at erhvervslivet trækker det længste strå (se kommende rapport fra Corporate Europe Observatory, udgives formentlig i juli).

Sænkede standarder?   

Blandt de mere interessante forslag i pakken af kompromisforslag er, at de to parter - socialdemokraterne og de konservative - gør et forsøg på at sætte grænser for, hvor mange standarder (f.eks. fødevarestandarder, regler for kemikalier o.s.v.) der skal harmonere med de amerikanske i fremtiden. Udspillet lyder, at det kun skal ske på områder, hvor forskellen på standarder er ubetydelig, og hvor man derfor kan udforme fælles standarder eller retningslinjer uden at tilsidesætte f.eks. miljø- eller forbrugerhensyn. Det ville ikke gøre ondt på nogen, om man fandt frem til fælles centimetermål for bakspejle eller møtrikker. Blot må man spørge, om der er behov for en omfattende handelsaftale for at gøre det, og hvorfor parterne i øvrigt ikke har gjort det for længe siden. Svaret på den gåde er, at ambitionen er langt mere end teknisk, og at områder, hvor parterne netop er meget langt fra hinanden, er i søgeren. Og man er oven i købet kommet et pænt stykke allerede.

Det gælder kemiområdet, og det gælder fødevarer, landbrug og finansregulering. På alle disse områder har der gennem det seneste årti været gnidninger mellem parterne, og derfor er det også hér, de er begyndt at blive konkrete ved forhandlingsbordet. Fremgangsmåden er ikke at skrive fælles regler (til godkendelse af bl.a. Europa-Parlamentet) men at enes om principper og fremgangsmåde ved udarbejdelsen af fælles standarder dvs. reguleringssamarbejde inden for bestemte områder. På kemiområdet har EU således fremsat et forslag, der stammer fra kemiindustrien, og som hen ad vejen skal føre til fælles godkendelsesmetoder – ét af de områder, hvor USA er lysår bag EU. Tilsvarende med landbrug og fødevarer (såkaldte sanitære og fysiosanitære standarder, SPS), hvor målestokken – lidt overraskende også ifølge EU’s forslag - skal være ”internationale standarder”, hvilket først og fremmest giver EU problemer, da standarderne hér er højere på afgørende områder end de ditto internationale standarder.  Og endelig har EU fremsat forslag om samarbejde om finansregulering med et indhold, der er udformet for at give store europæiske banker, der er trætte af amerikanske regler, en hjælpende hånd.

Hvis socialdemokraterne og de konservative vitterligt mente, at der ikke skal samarbejdes på områder, hvor standarderne beviseligt befinder sig på forskellige niveauer, ville de eksplicit sige fra over for de fleste af EU’s egne forslag som inden for kemi, fødevarer og finans, men disse forslag er ikke nævnt i kompromisteksterne. Og da kompromisforslagene samtidig er fulde af støtteerklæringer til udviklingen af fælles standarder, til ”effektiv, besparende og mere kompatible standarder for varer og tjenesteydelser”, er det så som så med udsagnskraften. Dette spørgsmål har f.eks. danske NGO’er lagt vægt på i deres henvendelser til EU-parlamentarikerne. Deres hovedpointe: I denne fase er det ikke nok at sige, at standarderne ikke skal sænkes, man må også anvise metoder til at sikre det. Ellers får forhandlerne god plads til at finde smutveje.

EU-kommission kan ikke føle sig sikker

Behandlingen af TTIP finder formentlig sted omtrent midt i forhandlingsforløbet. Et slag på tasken: mængden af færdigforhandlede tekster er efter sigende ret beskedent, måske kun et enkelt kapitel af nok omkring tyve. Men forhandlingerne har hidtil koncentreret sig om netop de svære områder, såsom ISDS og regulering. I sammenligning vil mange af de udestående områder næppe være lige så svære.  Men fordi TTIP nu befinder sig i en fase, hvor parternes forslag er lagt frem og diskuteret i detaljen ved forhandlingsbordet, er de næste måneder afgørende.

I dette vadested er det ikke uvæsentligt, hvad Europa-Parlamentet beslutter sig for. Det vil det være en slem lussing, hvis Kommissionen f.eks. får lodret besked på, at en aftale ikke bliver godkendt, hvis der er ISDS med i købet, eller hvis Parlamentet kræver fuldstændig friholdelse af offentlige ydelser. Ligeså vil det være et problem for Kommissionen, hvis det vedtages at kræve garantier for, at standarder på f.eks. fødevare- og miljøområdet skal bevares og kunne forbedres. Hvis der derimod er tilstrækkelig med elastik i den vedtagne holdning, kan Kommissionen fortsætte i håbet om, at flertallet nok vil se stort på en håndfuld knaster for at få en aftale med USA.

Der er under alle omstændigheder sket en markant opgradering af niveauet i Parlamentet. Siden det i maj 2013 vedtog en ligegyldig hyldest til de officielle planer om en aftale, har spørgsmålet været, om forsamlingen kunne flyttes til at spille en politisk og kritisk rolle; og så langt er der i hvert fald ingen tvivl: TTIP går ikke igennem uden sværdslag. Selv hvis det lykkes Kommissionen at ride stormen af i Bruxelles, kan stormen sagtens vende tilbage – det være sig i Europa-Parlamentet eller i medlemslandenes parlamenter. For før eller siden skal en aftale efter alt at dømme også godkendes nationalt, og hér venter andre, lignende udfordringer i adskillige medlemslande.


[i] https://polcms.secure.europarl.europa.eu/cmsdata/upload/c60d0958-eed1-48af-9845-78682231492f/List%20of%20Compromise%20Amendments.pdf

[ii] http://www.euractiv.com/sections/trade-society/parliaments-ttip-vote-limbo-315121

[iii] http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2013/july/tradoc_151626.pdf

[iv] http://www.etuc.org/press/ttip-%E2%80%93-4-big-questions-0#.VXw-zUZe9m5

[v] http://corporateeurope.org/sites/default/files/statement_regulatory_cooperation_feb_2015_1.pdf