”Historiens afslutning” og geopolitikkens tilbagekomst!
Af Ellen Brun & Jacques Hersh

Offentliggjort: 15. juni 2015

Selvom den japansk-amerikanske politolog Francis Fukuyama i sommeren 1989 erklærede historien for afsluttet, har verdens udvikling vidnet om det modsatte.

Implicit indbød teorien til en forestilling om et ”verdenssamfund” underlagt et godartet amerikansk hegemoni. Udenlandske regimer, der ikke ville acceptere denne orden eller var potentielt upålidelige, blev opfattet som anomalier der skulle fjernes. Verdenspolitik blev således reduceret til en kamp af de ”gode” (Vesten) imod de ”onde” (Resten)!

Dette fjendebillede har været fundamentet for nykonservatismens og den liberale interventionismes ideologi, samt grundlaget bag USA's aktivistiske internationale politik i dette århundrede. For at imødegå denne reduktionisme, er der imidlertid behov for en alternativ mere dynamisk forståelsesramme, der inddrager fortiden og nutiden med den hensigt at sætte os i stand til at projektere fremtidens tænkelige scenarier! Vores antagelse er, at en historisk strukturel analyse, der inkluderer forskellige dimensioner af systemets måde at fungere på, er bedst egnet til dette formål.

Tilbage til systemets normalitet

Den kolde Krigs ophør – udråbt som kapitalismens endelige sejr over socialismen –har i løbet af de sidste årtiers globale udvikling udløst en krise, der både indeholder faremomenter og muligheder. Mens den internationale situation efter Anden Verdenskrig var præget af en ideologisk forestilling, der antog den tilsyneladende systemiske konkurrence mellem de to samfundsmodeller som værende det bærende fundament i international politik, fremtræder den nye Øst-Vest konfrontation nu som en ægte og utilsløret geopolitisk konflikt. Dvs. en tilbagevending til historisk ”normalitet”!

For at begribe, hvorledes nutiden er en forsættelse af fortiden er det nødvendigt at inddrage det herskende systems historiske tilblivelse. Gennem erobring, handel og krig skabte den vesteuropæiske kultursfære det kapitalistiske verdenssystem. Resultatet var en struktur bestående af centerlande (Vesteuropa), periferi-lande (den koloniale verden) og semi-periferi-lande (f. eks. USA, Tyskland og Japan) der alle stræbte efter en større andel af det globale økonomiske produkt.

Systemets indbyggede konkurrence gav sig udtryk i en kamp, både for de vel etablerede lande indbyrdes og for de semiperifere nationer, om adgang til råvarer, markeder, samt finansielle ressourcer. Periferilandene bidrog således til den globale akkumulationsproces med naturressourcer og arbejdskraft (slave handel, plantage- og minedrift). Selvom erobringskrige var en generel bestanddel af kolonialismens epoke, har systemet i forskellige perioder stort set været underlagt en enkelt ledende nations hegemoni. Hegemoniske kriser bidrog historisk til interimperialistiske konfrontationer og konflikter samt mobilitet og hegemoniskifte indenfor denne struktur.

Hvad det er værd at minde om er, at kapitalismens udvikling i de postfeudale samfund i Vesteuropa, såvel som det imperialistiske verdenssystems tilblivelse var og er en politisk/militær/ideologisk konstruktion, der byggede på organiseret statsmagt. Det er en ideologisk myte at påstå, at markedets ”usynlige hånd” af sig selv kunne have skabt kapitalismen. Uden statsmagtens medvirken og militærets synlige næve ville systemet have set anderledes ud.  Som Karl Polanyi har gjort opmærksom på, så var ”laissez-faire” og frihandel resultat af politiske beslutninger og planlægning.

Efter Englands industrielle revolution, som gav landet et forspring, blev den moderne internationale arbejdsdeling og imperialistiske verdensstrukturs måde at fungere på systematiseret. Rigets økonomiske og militære tilstedeværelse i næsten alle dele af verden gjorde det muligt og også nødvendigt for Storbritannien at udfylde den ledende nations hegemoniske rolle. Systemets indbyggede globale dynamik bidrog dog selv til at undergrave Pax Britannica. Set i dette lys kan Første og Anden Verdenskrig således analyseres, som logisk konsekvens af Storbritanniens svækkelse i forhold til de daværende ny opdukkede centerlande (USA, Tyskland og Japan). Den marxistiske imperialismeteori har forklaret dette fænomen som udtryk for ”loven om den ulige udvikling”.

Det er i denne optik at den nuværende internationale krises fremtrædelsesformer og essens kan forstås. Efter Anden Verdenskrig havde USA, som kapitalismens ledende nation, bestræbt sig på at skabe en Pax Americana. Dvs. en verdensorden hvis formål bestod i at varetage USA’s interesser på globalt plan ved at kontrollere udviklingen i alle de kategorier af lande, som udgør systemets struktur.  I 1960erne karakteriserede Mao Zedong USA's deltagelse i talrige brændpunkter i den ”tredje verden” som en strategi, der gik ud på ”at fange 10 lus med ti fingre”!

Moderne hegemoni-krise

Den spændingsfyldte ustabilitet, som er opstået i de senere årtier, skyldes i høj grad den amerikanske elites forvrængede forestilling om USA’s styrke og svaghed. Dette gælder for både den nykonservative strømning, som findes indenfor det republikanske parti, og de nyliberale interventionister i det demokratiske parti.

Blandt de risici, som truer verdens stabilitet i systemets nuværende udviklingstrin, er spørgsmålet om, hvordan denne eneste supermagt kommer til at løse den modsætning, der er opstået mellem dens ambitioner og evner.  Dilemmaet består nemlig i, at uagtet landets relative og absolutte svækkelse (økonomisk, politisk og ideologisk) stræber den amerikanske elite efter etableringen af et totalt overherredømme (”full spectrum dominance”) over resten af verden. Det, til trods for USA's indre svaghed og den modstand dette projekt fremkalder, især i den ikke-europæiske kultursfære.  Dette tilsyneladende udslag af storhedsvanvid synes hovedsageligt at bygge på en forestilling om militær magt, som dog også har sine begrænsninger.

Spørgsmålet er om verdenssystemet igen befinder sig i en af sine overgangsfaser, hvor den ledende kapitalistiske nation (USA) er ved at blive svækket på grund af intern nedgang og eksterne udfordringer. ”Faderen” til den teoretiske skole ”Verdenssystem analyse”, Immanuel Wallertein, mener, at vi kan være næsten sikre på, at to begivenheder vil finde sted i det næste årti. For det første, en afslutning på dollarens funktion som global reserve-valuta og internationalt betalingsmiddel, der i årevis har tilladt det amerikanske samfund at leve over evne. Dette vil tvinge USA, i lighed med andre kapitalistiske lande, til at bringe balance i landets finanspolitik mellem statslige udgifter og indtægter. Den anden hændelse, som er forbundet med dollarens nedgang, vil blive et generelt fald i amerikanernes levestandard samt uro i verdensøkonomien. Måden denne tendens til hegemonisk krise bliver administreret, vil påvirke systemets orden og frembringe nye magtkonstellationer samt, og ikke mindst, trussel om krig.

Unipolaritet versus multipolaritet

Selvom en strukturanalyse kan bidrage til forståelsen af forandringer i det internationale system, spiller beslutningstageres politiske og geostrategiske overvejelser immervæk en afgørende rolle i udformningen af nationalstaters politik.  Det er med inddragelsen af disse parametre, at spændinger og konfrontationer mellem verdens store magter kan begribes.  Historien er lærerig i denne henseende, uden dog at have bidraget til skabelsen af en mere fredelig fremtid. Hundrede år efter 1. Verdenskrig, 70 år efter 2. Verdenskrig samt 25 år efter Den kolde Krigs afslutning, er faren for militære konflikter i Europa og Asien genopstået.

Den ”kolde fred” i dag mellem Rusland og USA er forbundet med de vanskeligheder omkring det amerikanske geopolitiske projekt om skabelsen af en unipolar struktur efter ophævelsen af den tidligere sovjetisk-amerikanske bipolaritet som følge af USSR’s nedsmeltning. I denne optik er det et spørgsmål om disse to store magters anspændte relationer har været en bevidst målsætning bag USA's Europa politik eller et utilsigtet resultatet af en forfejlet strategi. Med andre ord: havde man ønsket en integration af Rusland i det ”fælles europæiske hus”, som Mikhail Gorbatjov havde håbet på, så ville den vestlige alliance (USA) have ført en kvalitativt anderledes politik overfor Moskva.

Set i bakspejlet var det en stor geopolitisk provokation at behandle Rusland som en besejret nation efter det sovjetiske systems sammenbrud. Ydmygelsen af en stormagt er ikke uden konsekvenser.  Ligheden med behandlingen af Tyskland efter Første Verdenskrig har været slående. Versailles-fredsaftalen lagde i sin tid grobunden til den tyske nationalisme og nazisme. Havde man ønsket et andet udfald, burde Weimar Republikken været blevet behandlet på en mere lempelig måde!

Den russiske overgang fra statssocialisme til nyliberalistisk kapitalisme var præget af en intern politisk opløsning samt implementeringen af Harvard-økonomers anbefaling af ”chok terapi”. Det vil sige åbningen og privatiseringen af den statsligt dominerede økonomi med ringe politisk kontrol: Et forløb, der fik katastrofale sociale konsekvenser og omkostninger. Det kommunistiske partis deroute banede vejen for dannelsen af en ny politisk klasse og økonomisk ”elite”, eller oligarkerne! En forsættelse af den førte politik under Boris Jeltsin, der var Vestens mønsterbarn, kunne have forvandlet Rusland til en fejlslagen stat med risiko for en sønderlemmelse af det store land.  Det er i de sidste 15 år under Vladimir Putins ledelse, at Rusland har genfundet sin indre balance og stræben efter en stor magt position.

I kontrast til Ruslands overgangsproces blev de kapitalistiske reformer i Kina gennemført først i den økonomiske sfære under det kommunistiske partis politiske kontrol. Den udenlandske indflydelse på den politiske proces var minimal. Landet undgik således ”katastrofe kapitalismen” selvom ”socialismen med kinesiske karakteristika” var langtfra omkostningsfri for store dele af befolkningen. Modsat Rusland fik Kina muligheder for at drage fordel af globaliseringen af verdensøkonomien med teknologioverførsler, kapitaltilførsler og adgang til eksterne markeder. Den kinesiske politiske ledelse har således dygtigt anvendt landets komparative fordel, der bygger på billig arbejdskraft, og har derigennem forvandlet Kina til verdens største eksportør. I den periode hvor den post-maoistiske ledelse åbnede Kina til verdensøkonomien, drømte erhvervslivet i verden om det kinesiske marked.

Nu i de senere år er den amerikanske politiske elite blevet klar over Beijings stigende politiske rolle i verden og frygter nu for de mulige konsekvenser af Kinas tiltagende indflydelse. Mens der for nogle år siden blev snakket om en G2 sammenslutning mellem USA's og Kinas økonomier, optræder de to lande nu som konkurrenter i både Østasien, Afrika, Mellemøsten og sågar Latinamerika.

Nye alliancer i horisonten

Som resultat af Washingtons Rambo-udenrigspolitik i de senere årtier har de politiske ledelser i Rusland og Kina erkendt, at USA's geostrategiske forsøg på at skabe en unipolar verden under Washingtons dominans repræsenterer en trussel imod deres landes nationale interesser og territoriale integritet. Udvidelsen af NATO tæt på Ruslands grænser, opsplitning af lande som Jugoslavien og Irak, regimeskift gennem kup og krige imod regeringer som ikke var ubetinget lydhøre overfor Washington i den arabiske verden (Libyen, Syrien), samt og ikke mindst, det amerikanske forsøg på inddæmningen af Kina har forvandlet det internationale klima.

Alle disse aspekter af USA’s geopolitiske strategi har resulteret i de to tidligere fjenders bestræbelser på at etablere multipolaritet i verdenssystemet. Det er således en historisk ironi at den fælles front imod USA’s imperialisme, som Sovjetunionen og Den kinesiske Folkerepublik, begge under kommunistisk styre i 1960erne, ikke kunne enes om, nu, tvunget af Washingtons umættelige hegemoniske ambitioner, synes på vej til at blive den nye virkelighed. Mens Washington under Den kolde Krig dygtigt udnyttede disse to landes uoverensstemmelser til at fordybe splittelsen mellem dem og derigennem svække den anti-imperialistiske kamp, synes amerikansk strategi nu at tvinge Rusland og Kina i armene på hinanden!

Mens de to lande for halvtreds år siden var fattige og ”underudviklede” bygger deres nye partnerskab på alsidig komplementaritet: økonomisk styrke (Kina) og naturressourcer samt politisk/militær magt (Rusland). Sammenfaldet af fælles nationale interesser mellem de to lande kan således blive grundstenen for dannelsen af en international modstandsblok der kunne indbefatte 3. verdens lande (BRICS-organisation) såvel som lande i Europa (Eurasia-projekt).

I en analyse af denne problematik konkluderer professor Christopher Layne, i tidsskriftet ”The American Conservative” at ”Epoken med amerikansk dominans lakker mod enden, og international politik er trådt ind i en overgangsfase: ikke længere unipolar men heller ikke fuldt ud multipolar”. I en sådan krises mellemliggende periode, kan, som Antonio Gramsci skrev, ”uhyrligheder opstå”!

Det er i denne kontekst, at konflikten omkring Ukraine burde forstås. Nemlig som en styrkeprøve mellem to opfattelser af den fremtidige verdensstruktur. Det amerikanske unipolare projekt, hvor USA, som ”exceptionel nation”, gennemtrumfer sin vilje på kloden, konfronteres af Ruslands kamp om eksistentiel overlevelse. Den russiske forsvarsstrategi bygger på en politik, der gennem skabelsen af en multipolar struktur kan gøre modstand imod USA’s dominans. Mht. situationen i Ukraine skyldes Washingtons hybris den antagelse, at til trods for den vestlige anstiftelse af et brændpunkt i Ruslands interesse sfære, ville det russiske folk gøre oprør imod det regerende styre.

Det viser sig dog, at til trods for Vestens økonomiske sanktioner, som blev gennemført som straf for Kreml’s Ukraine politik, slår den russiske præsidents popularitet alle rekorder. Samtidig er den provestlige del af Ruslands politiske elite blevet svækket i forhold til den eurasiatiske strømning. Befolkningen husker de år under Boris Jeltsin, da Rusland var på vej til at blive en amerikansk vasal. Selvom Vesten dæmoniserer Vladimir Putin, har den russiske præsident opstillet et værdigrundlag og en politisk dagsorden, der omfatter patriotisme og national stolthed, religion, social konservatisme, statskapitalisme. Et program der bygger på traditionalisme og som har fundet genklang i befolkningen.

Eurocentrismen udfordres

På det globale plan indeholder konfrontationen mellem unipolaritet og multipolaritet en dimension som synes at have undsluppet opmærksomheden. For første gang i kapitalismens levetid, synes den eurocentristiske dominans af det internationale system at blive udfordret af en koalition udenfor den vestlige kultursfære. Med andre ord en udvikling hvor ”Resten” klarer sig uden ”Vesten”! Heri kunne Samuel Huntingtons vision om ”Civilisationers sammenstød” vise sig at være en mere realistisk forestilling end Fukuyamas misvisende utopiske tese om ”Historien afslutning”.

Baseret på denne holistiske forståelse af geopolitik/imperialisme er det vores hypotese at multipolaritet potentielt kunne åbne op for en decentralisering af magt og nye strukturer i verdenssystemet samt en diversitet af samfundsformer.