Aprilteser – hvor vi står og hvad der skal gøres
Af Die Linke

Offentliggjort: 15. juni 2015

Oversat fra ”Sozialismus” nr.4, 2015 med tidsskriftets tilladelse

DIE LINKES udgangsposition ser komfortabel ud: Oppositionsparti nummer et i forbundsdagen, stabile meningsmålinger, deltagelse i to delstatsregeringer, en delstatsministerpræsident, senest har man opnået et godt resultat i Hamburg. Men denne position må ikke forveksles med en stabil masseforankring og evne til mobilisering. Vi oplever også i partiets nuværende situation stilstand, der hurtigt kan føre til nedgang, hvis vi ikke råder over et klart koncept og en tydelig strategi for hvorledes, der skal reageres passende på forventelige konflikter. Udgangspunktet for en sådan strategi er analysen af de nuværende hovedkonfliktlinjer og en prognose for, hvor de forventelige politiske brændpunkter vil befinde sig. Vi ser fem temaer, vi skal koncentrere os om:

  • Budgetpolitik og offentlige investeringer: Regeringspartierne vil – CDU i højere grad, SPD i mindre – reklamere for den politik for det ”sorte nul”[2], som de fører; kampen om solidaritetsydelserne (til det tidligere DDR, o.a.) og om overførslerne til delstaterne er startet. Men hvorledes skal de nødvendige, fremtidige investeringer foregå, når man fastholder balancerede budgetter og afvisningen af en omfordeling? DIE LINKE må fremlægge et sammenhængende og alment forståeligt koncept til løsningen af dette problem.
  • Udbygning af den europæiske integration: Efter Syrizas valgsejr og med muligheden for yderligere venstrefløjsudviklinger i Sydeuropa rejser følgende spørgsmål sig med stadigt stigende styrke: Fortsættes den destruktive forarmelsespolitik eller vil det lykkes at forskyde politikken i retning af et solidarisk EU? DIE LINKE må finde den rigtige balance mellem en mere højlydt kritik af de asociale og udemokratiske former som EU udviser i sin nuværende form og en formulering af konkrete alternativer for at ændre EU i progressiv retning.
  • International handelspolitik – afvisning af TTIP: Den transatlantiske handels- og investeringsaftale, TTIP er et vigtigt projekt til fremme af neoliberalt prægede internationaliseringsprocesser. En bredt funderet modstand har udviklet sig mod denne aftale. DIE LINKE må understøtte denne modstand og fremsætte forslag til, hvorledes en globalisering, der hviler på sociale, miljømæssige og demokratiske standarder, kunne se ud.
  • Deeskalering – afspænding – ny europæisk fredsordning: Med den konfrontation mellem vesten og Rusland, der indtil for ganske kort tid siden blev anset for ikke længere at være mulig, vokser faren for en militær eskalation. De økonomiske og samfundsmæssige omkostninger er allerede nu betragtelige og vejen frem mod det fælles, europæiske hus, der blev proklameret i 1990, rykker stadig længere væk. DIE LINKE må præsentere forslag til hvorledes man – udover den umiddelbare inddæmning af Ukraine-konflikten – ville kunne nå frem til en ny, europæisk fredsordning.
  • Flygtningepolitik/indvandring/integration: Allerede nu kan det forudses, at spørgsmålet om en indvandringslov vil blive et vigtigt valgkamptema, fordi et kompromis internt i forbundsregeringen synes lidet sandsynligt. Dermed rejser sig også grundlæggende spørgsmål: Hvor humant, hvor åbent er vort samfund i virkeligheden? Men også: Hvordan ser løsninger ud, der kan mildne det uhyre pres for udvandring i de krise- og krigsplagede regioner og dermed tage fat i problemerne ved deres rod?
  • Energirevolution: Det forbliver omstridt om overgangen til brug af fornybare energikilder hurtigt skal accelereres eller nedbremses. Det er påtrængende nødvendigt, at forbundsregeringen flytter foden fra bremsen. Dette tema må DIE LINKE ikke overlade til andre partier, partiet må gøre et socialt bæredygtigt overgangskoncept til sit varemærke.

1. tese

At regere er ikke et mål i sig selv, men at forblive i lystfyldt opposition er noget lort. DIE LINKE må målrettet arbejde hen imod at skulle regere, hele tiden lave politik som om det var alvor og bryde sit hoved med hvorledes der skal regeres. Det ville være fatalt, hvis DIE LINKE deltog uforberedt i regeringer og gik til grunde i et virkelighedschok.

På alle politiske niveauer må DIE LINKE kende den politiske beslutningsmagts kommandohøjder. Partiet må ikke indrette sig i bekvem isolation og må forsøge at frembringe gode betingelser for regeringsdeltagelse. DIE LINKE har ganske vist opnået noget i opposition. Men partiet må ikke lukke øjnene for, at meget har udviklet sig til det værre siden 2005: Velfærdsnedskæringer, sparepolitik, eurokrise, løse og usikre beskæftigelsesformer. Venstreorienterede har i dag vigtige opgaver at udfylde i en regering og må udnytte det vindue for forandring, der åbnede sig med regeringsskiftet i Grækenland. Kun hvis DIE LINKE har viljen til at sætte sin politik igennem i en regering, kan vælgerne være sikre på, at en stemme på DIE LINKE står for et kurs- og regeringsskifte i deres interesse.

2. tese

Med henblik på et politisk kursskifte må DIE LINKE blive stærkere. Men det går ikke uden SPD og De Grønne. Også DIE LINKE må for at opnå dette indgå kompromisser og give køb på egne positioner. Desforuden må DIE LINKE ville denne alliance. Partiet må ud ad til kommunikere denne vilje på en synlig måde og ind ad til indrette sit politiske arbejde på det.

Jammer hjælper ikke: Kunsten ved at føre venstreorienteret politik består i at kritisere SPDs og De Grønnes kurs mod midten, men samtidigt at arbejde med sig selv og anstrenge sig for at skabe tilbud, forslag og allianceperspektiver. Desværre ønsker mange i vores parti at blive stående ved den ukomplicerede negation. Men det nytter ikke at ville vinde ved kun at angribe. Den, der drømmer om et 50+x%-flertal for DIE LINKE, lever i et andet land.

Desværre lider diskussionerne i DIE LINKE, men også i SPD og De Grønne af manglende klarhed og konsekvens. I 2013 ville SPD og De Grønne uden realitetssans prøve at opnå deres eget flertal. Deres vægring før 2014 mod at indgå i rød-røde eller rød-rød-grønne regeringssamarbejder, gav CDU/CSU og FDP mulighed for at skabe flertal i forbundsdagen for adskillige skadelige love (om betaling til værger, nedskæringer i arbejdsmarkedspolitikken osv.).

Men også diskussionen i DIE LINKE er ofte uærlig. I modsætning til virkeligheden og ofte i modsætning til egen praksis på kommunalt og delstatsniveau lader man som om, der uden SPD og De Grønne skulle være et flertalsperspektiv for fremskridtsvenlig politik. Et resultat: Vor tilslutning blandt fagforeningsmedlemmer såvel som blandt tidligere rød-grønne vælgere er for nedadgående siden 2009 – og det fordi relationerne til disse partier i tiltagende grad blev mere og mere abstrakte. Ganske vist må DIE LINKE arbejde på at forøge sin egen styrke – SPD og De Grønne er konkurrenter og DIE LINKE er ikke deres tjener. Men alligevel: DIE LINKE vil ikke indenfor overskuelig tid i den vestlige del af Tyskland komme i den situation, at det vil blive det største parti til venstre for CDU/CSU. Den kendsgerning må man omgås med i stedet for kun at betragte SPD og De Grønne som fjendebilleder og glæde sig over deres nederlag. Det vil være afgørende, hvis partierne til venstre for unionspartierne til sammen vinder frem i overbevisningskraft og stemmer.

DIE LINKE vil skulle udvikle prioriteringer og klog politik for, at kompromisser skal være acceptable og forblive det. Partiet må ikke blive stående ved sine ”røde streger i sandet”. Snarere må man også definere og drive positive forehavender, som man vil kæmpe for, når man indtræder i regeringsflertal. En mobilisering for positive mål er mestendels sværere end at mobilisere for at forhindre forværringer. Men netop et parti, der skriver demokratisk socialisme på sine faner, må have vilje, nerver og udholdenhed for at lære sig mobiliseringsmulighederne i ”revolutionært benarbejde” (Otto Bauer).

I denne proces drejer det sig ikke blot om DIE LINKE selv. Det drejer sig også om at gøre slut på Angela Merkels tid som kansler, noget der hviler som et mareridt over Tyskland og Europa. Derfor må folk igen for alvor kunne forstille sig en fremskridtsvenlig politik, der mærkbart forbedrer deres arbejds- og livsbetingelser.

3. tese

”It’s the economy, stupid!” Med den økonomiske forståelse står det ikke alt for godt til i de partier, der opfatter sig som en del af det politiske venstrespektrum. Også DIE LINKE må feje for egen dør. Lydstyrken af DIE LINKEs kritik af den herskende, økonomiske politik er rigtig. Men det samlede partis egen kompetence står ikke i et godt forhold til lydstyrken. Overfor trossætningen om den ”schwabiske husmor”[3] må DIE LINKE slå fast: Offentlige investeringer stimulerer økonomien. Det er også rigtigt at finansiere disse investeringer via lån og det endda med lave renter. Den europæiske Centralbanks pengepolitik er det forkerte fjendebillede.

SPD har indrettet sig med den store koalition (med CDU/CSU, o.a.). Til trods for enkelte forbedringer i forhold til Agenda 2010[4] har dele af partiets ledelse stadigvæk neoliberale holdninger, hvad angår skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Sigmar Gabriel (SPDs formand, o.a.) går ind for TTIP imod SPDs flertal. Dele af SPD-ledelsen har kastet kærlige øjne på at begrave formueskatten på trods af Piketty. Dele af De Grønne lider af den fejlagtige opfattelse, at partiets beskedne valgresultat i 2013 skulle være et resultat af et venstreorienteret program. Især skattepolitisk fremstår de som konservative. De afviser udgifter på ’kridt’. Hvad angår arbejdsmarkedspolitik, deler De Grønne mange af SPDs fejl.

Og DIE LINKE? Med hensyn til partiets afvisning af krisepolitikken, er der intet at bebrejde det. Men debatterne om økonomisk politik spiller en for ringe rolle, og også i partiets rækker optræder der forkerte forestillinger om mulighederne for statsgæld og pengepolitik. DIE LINKE skal af to grunde kaste mere styrke ind i at beskæftige sig med disse temaer. For det første sætter de rammebetingelserne, der præger vore medlemmers daglige arbejde på det kommunale og delstatslige niveau. For det andet må vort parti med brug af det 20. århundredes erfaringer have holdbare forestillinger om, hvorledes det vil gøre økonomien mere demokratisk, retfærdig, effektiv, ressourcebesparende og kriserobust.

4. tese

Hvis den rød-rød-grønne koalition skal have samfundsmæssig tiltrækningskraft, må den kunne kendes på et projekt med et fælles indhold. For at bringe det i stand må de deltagende kræfter allerede før valget blive enige om indholdet og samtidigt inddrage fagforeninger og det fremskridtsvenlige civilsamfund. Koalitionen må stå for fremskridt, retfærdighed og frihed.

Set fra nutidens synspunkt synes en koalition eller blot et (fælles, o.a.) projekt bestående af SPD, DIE LINKE og De Grønne efter det næste forbundsdagsvalg lidet sandsynligt. Men at blive stående ved denne betragtning, ville sige at udskyde overgangen til en ny politik på ubestemt tid. Man må på forhånd forklare borgerne, hvad en ny regering vil stå for. Forestillingen om at man efter et valg bare kan sætte sig sammen for at studehandle sig til et regeringsprogram er urealistisk og udemokratisk.

Vi foreslår at gøre fremskridt, retfærdighed og frihed til pejlemærker. Fremskridt betyder, at der opnås vækst på højteknologisk basis, at rigdommen kommer alle til gode og er økologisk bæredygtig. Retfærdighed betyder, at alle har et arbejde, de kan leve godt af; at alle har samme chancer for et fag, uddannelse og en fremtid; at rigdommen fordeles retfærdigt, for netop at kunne løse disse opgaver – på det nationalstatslige niveau fra oven og nedefter, men også globalt fra rige til fattige nationalstater. En politik for global retfærdighed er på en gang en elementær forudsætning for den størst mulige frihed for hver enkelt og dermed også for de, der til dato har været afskåret fra disse frihedsgoder. Omvendt kræver det gennemførelsen af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder uden hvilke, en socialt retfærdig og miljømæssigt bæredygtig verden ikke kan virkeliggøres. I overensstemmelse med dette må vi udpege konkrete startprojekter, som en alternativ regering kan måles på.

5. tese

Fremskridt, retfærdighed og frihed kan ikke eksistere uden det borgerlige samfunds landvindinger. Socialismen vil ikke opstå på kapitalismens ruiner, men derimod af dens skød. Vejen dertil fører via kampen for en solidarisk økonomi og deltagerdemokrati.

DIE LINKE tager for lidt hensyn til det borgerlige samfunds frigørende potentiale, men tegner derimod ofte kun billeder af borgerlig elendighed. I stedet for burde DIE LINKE påpege de fremskridt, der med moderne produktionsforhold og produktivkræfter kunne frigøres og som nu blokeres af forkerte strukturer og forkert politik. Det drejer sig ikke om at afskaffe det borgerlige samfund, men derimod om at løfte det og fjerne dets ødelæggende tendenser, men bibeholde og udbygge dets fremskridtspotentiale. DIE LINKE må derfor holde fast i den påbegyndte frigørelse af individet fra arkaiske, fortidige fællesskabers lænker og beslutsomt forsvare individets frihedsrettigheder mod deres fjender. Som socialister kritiserer vi ikke det borgerlige samfund for, at det har frembragt frihedsrettigheder og rettigheder for individet. Vi kritiserer det borgerlige samfund for, at det i sit indre frembringer vold, udstødning og ulighed.

Når det ny samfund opstår i det gamles skød, må DIE LINKE selv ville produktivkræfternes udfoldelse. I vort program gør vi det, men gør vi det også i vor politiske praksis? Og vi må starte meget tættere på den eksisterende bevidsthed hos de samfundsmæssige aktører:

Ofte oplever mange mennesker allerede i dag større spillerum end tidligere: Mindre patriarkat, mindre fabriksdisciplin, større digital adgang, flere individuelle krav, mere uddannelse, en vækst i det Marx kaldte ”general intellect”[5]. DIE LINKE gør derfor bedst i at mobilisere det borgerlige samfunds frihedsløfter mod den ufuldkomne virkelighed og at indbyde folk til at medvirke i den samfundsmæssige forandring for en bedre verden.

Den mammutopgave, som samfundets venstreorienterede står overfor, er at sætte gang i en solidarisk økonomi, hvor makroøkonomisk styring, omfordeling af indkomst og arbejdstid, højteknologiske investeringer i en moderne, industriel kerne, udvikling af moderne, teknologibaserede tjenesteydelser, individstøttende socialpolitik og nye former for offentlighed supplerer hinanden.

6. tese

DIE LINKE kræver med rette en omfordeling af indkomst, mere offentlig ejendom, flere sociale tjenesteydelser, som flere mennesker skal kunne have råd til. DIE LINKE må derfor ville, at der indenfor overskuelig tid alt i alt er mere at fordele. Partiet må altså gå ind for vækst – bæredygtig vækst er også vækst.

Det stemmer, at vækst i økonomien til dato har medført øget naturforbrug. Derfor må økonomisk vækst fremover ledsages af højere ressourceproduktivitet. Men en hvilken som helst politik, der ikke blot vil vedligeholde eller udbygge den hidtil opnåede velstand, men også vil indføre en mere retfærdig fordeling, vil under alle omstændigheder kræve mere økonomisk kompetence, styring og planlægning.

Vækst forøger den kage, der kan fordeles og forbedrer de lønafhængiges kampbetingelser. Alligevel er det forkert, hvis man kun tager hensyn til vækstens virkning på fordelingen. Thi omvendt begunstiger en større lighed i fordelingen også mere vækst. Deraf må imidlertid ikke følge, at DIE LINKE tager frembringelsen af vækst for givet og ikke vil have snavsede hænder i den forbindelse. Det ville være hjælpsomt, hvis vi var klar over denne konsekvens – trods berettiget økologisk kritik.

7. tese

DIE LINKE må befordre en politik, der vender tendensen til Europas afindustrialisering og som betyder en stigning i de forarbejdende erhvervs andel af værdiøgningen på højteknologisk basis (noget i retning af Industri v.4.0). Ganske vist bliver teknik under kapitalismen nu og da misbrugt og deformeret, men i det store og hele er teknik mere en del af løsningen end en del af problemet. Vi har brug for tekniske fremskridt, der højner livskvaliteten og løser problemer. DIE LINKE må bekende sig til dette.

Vi hilser udtrykkeligt kvalitetsbevidst vareproduktion og produktivitetsstigninger ved hjælp af innovation, tekniske fremskridt og industriinvesteringer velkommen. En sådan industripolitik måtte også skulle fremme fornuftige, private investeringer. Det er imidlertid klart, at flere offentlige investeringer må aktiveres og at mange private investeringer må skulle ophæves. Teknikbaserede investeringsaktiviteter retter sig uden tvivl også mod produktionen af materielle goder, men ikke udelukkende. Det drejer sig også om, at fremme den økologiske forandring af produktion, trafik og infrastruktur, at støtte de ydelser, der indgår i den offentlige forsyningspligt og de offentlige socialsystemer, at fremme moderne tjenesteydelser og at jævne vejen for den digitaliserede vidensøkonomi.

Af særlig betydning vil forholdet mellem industripolitik og økologisk forandring blive. Det er et vigtigt mål for tekniskbaserede investeringer at reducere forbruget af ikke-fornybare ressourcer, at forhøje energieffektiviteten og fremme udviklingen af fornybare energikilder. Det er nødvendigt at fremme lokale forvaltningsenheders og offentlige virksomheders aktiviteter i retning af en teknikbaseret økologisk omstrukturering såvel som at regulere private aktiviteter ved hjælp af direkte målsætninger og  ved brug af instrumenter til politisk markedsstyring.

8. tese

Teknologiske fremskridt og økonomiske strukturforandringer har ført til nye former for arbejdets organisering. Denne udvikling har ikke blot et potentiale for fremmedgørelse og pres, men derimod også for mere frihed og selvbestemmelse. DIE LINKE må udarbejde et bud på at opfange menneskets nye potentiale til brug for en frigørende politik og for at sikre dets forandrede livsløb socialpolitisk.

Nye former for gruppe- eller projektarbejde er opstået, lige så nye former for selvstændighed og andre beskæftigelsesformer, der ikke svarer til de kendte normale arbejdsforhold. Erhvervslivets mål om profit gennemføres i mindre grad end tidligere via virksomledelsens ledelsesret. Den kapitalistiske ledelse ønsker meget hellere, at arbejdskraften selv tilrettelægger sit arbejde og udsætter sig (direkte, o.a.) for markedets krav. Det fører til modsætninger og stress. Fagforeningerne ved, hvad der tales om. Kampen mod arbejdsstress og for et godt arbejde er rykket i centrum for deres virksomhed. Også hos særligt kvalificerede lønmodtagere er selvansvar en del af en udvikling, der frembringer stress pga. stadig øget konkurrence, medfører usikkerhed og som på grund af en devaluering af kvalifikationer også kan føre til ”udrangering” og social deroute.

Alligevel ville det være for snæversynet, kun at betragte denne udvikling fra et stresssynspunkt. Marx betonede arbejdets almene betydning for det at være menneske: I det mennesket gennem sit arbejde ”påvirker naturen uden for sig selv og forandrer den, forandrer det samtidigt sin egen natur. Det udvikler de potentialer, der slumrer i det og underkaster deres kræfters spil sin egen lovmæssighed.” I den moderne kapitalisme når denne udvikling et nyt, videnbaseret trin, der også beriger mennesket.

Den moderne arbejdsverden har indtil nu været ukendt land for DIE LINKE. Grunden er nærliggende: Højt kvalificerede personer er indtil videre uforholdsmæssigt stærkt repræsenteret i medlemsmassens sammensætning. At DIE LINKE bekymrer sig om prækariatet[6] og den offentlige sektor er derfor hverken mærkeligt eller dadelværdigt. At man starter en kampagne for indskrænkning eller endog for afskaffelsen af prekære beskæftigelsesforhold er fuldstændigt rigtigt – fordi ingen andre gør det og fordi det angår hundredtusindvis af menneskers værdighed. Men det er også klart: Med disse medlemskategorier alene bliver man ikke en samfundsforandrende kraft!

Deraf følger, at DIE LINKE må kere sig stærkere om arbejdslivet. At hæge om frihedsrum, som de, der arbejder har til rådighed, at dæmme op for den sociale usikkerheds kultur og at gøre socialstaten fremtidssikker med henblik på arbejdets forandring – det er det, det drejer sig om. Denne opgave drejer sig ikke blot om erhvervsarbejdets område. For erhvervsarbejdets tiltagende fleksibilisering bevirker alt i alt en udvidelse af det samfundsmæssige arbejde, hvor erhvervsarbejdet og reproduktionsarbejdet gennemtrænger hinanden. Når vi altså i dag taler om arbejdets betydning, så taler vi om de to former for arbejde - erhvervs- og reproduktionsarbejde - der begge må inddrages i en reguleringspolitik, hvis vi skal vinde endnu flere mennesker for at blande sig i politik.

9. tese

Europa er ikke alt, men uden Europa er alt intet. DIE LINKE kritiserer med rette den europæiske integrations neoliberale karakter og EUs virkelighedsfjerne ledelse. Men hånden på hjertet: DIE LINKEs europæiske bevidsthed måtte også først vækkes af de vigtige forsvarskampe mod den europæiske krisepolitik. Den vanskelige situation under det merkelske kriseregime for Syriza og muligvis andre venstreorienterede regeringer burde gøre det klart, at DIE LINKE afgjort skal bekymre sig mere om europapolitikken.

De tyske regerings dominerende og katastrofale rolle i EU skal tematiseres af os. Desuden må vi pege på Tysklands særlige nødvendighed for en solidarisk udvikling i Europa og de muligheder Tyskland giver for en sådan udvikling. Dette fordrer højere lønstigninger og tilskyndelse til investeringer i Tyskland for at reducere ubalancerne i Europa udenfor Tyskland. Uden et europæisk genopbygningsprogram, der først og fremmest kan lede investeringerne hen til Europas udkantslande, kan den voksende kløft indenfor EU ikke overvindes. Men det bliver også nødvendigt på solidarisk grundlag at udvikle europæiske mekanismer i de centrale stater. Til disse hører en afstemt, ekspansiv udgiftspolitik, en ekspansiv pengepolitik fra ECBs[7] side uden sparemål for EU og nationalstaterne, en udligningsunion for EU og valutakursforhandlinger mellem EU og andre dele af verdensøkonomien såvel som en regulering af finansmarkederne. Dette forudsætter en revision af det europæiske traktatværk, hvad angår de funktioner, der forhindrer europæisk solidaritet. Der findes ingen omvej for en radikal ombygning af EU.

10. tese

Menneskerettighederne - individuelle frihedsrettigheder og sociale grundrettigheder – er fundamentet for venstreorienteret politik og det gælder i lige mål for indenrigs- som for udenrigspolitik. For hvad drejer socialisme sig ellers om? Den drejer sig om at frembringe de samfundsmæssige forudsætninger for at give adgang til disse rettigheder for alle. DIE LINKE må legemliggøre og udleve dette krav på at være et menneskeretsparti – hverken mere eller mindre.

Hvem vil ikke skrive under på denne sætning: ”Menneskerettighederne er universelle og udelelige”? Vi gør det også, men ser os straks nødsaget til at tilføje alle mulige sætninger. Menneskerettigheder er påskud for imperialistisk interventionspolitik, bliver udnyttet og brugt som tågeslør af de herskende. I blandt opstår det indtryk, at vi glemmer det positive ved rettigheder, der kan kræves globalt og dermed overalt, for den rigtige kritik af misbruget. Et forvirret ”jamen” klæder os ikke, vi skal være beslutsomme forkæmpere for menneskerettighederne.

Det bliver særligt svært, når vi i vort program slår fast, at menneskerettighederne er urokkeligt underordnet voldsanvendelsesforbuddet i FNs charter. Det er forkert folkeretligt set og politisk-moralsk uholdbart. Forsøg på at ophæve spændingsforholdet mellem kategorisk menneskerettighedspolitik og et fredssikrende ikke-indblandingspåbud ved at indtage en ensidig holdning duer ikke. Man lander uvægerligt enten i menneskerettighedskrigeriskhed eller i menneskerettighedsnihilisme. Vi kan ikke ville begge dele – der må findes en tredje vej, en klogere løsning.

11. tese

Hvorledes vores ”verdensfredsordning” skal se ud, er endnu for ubestemt og indskrænker sig til ”antimilitarisme”. Vort krav om ”fred med fredelige midler” må i sidste ende gives substans. Spørgsmålet om hvorledes man indenfor De forenede Nationers ramme kan modgå omfattende voldshandlinger, kan vi ikke udskyde i det uendelige.

Verden er af lave. Rådløsheden breder sig, imens de givne og primært militære svar på de nutidige kriseprocesser blot har skærpet disse. Men ved vi, hvorledes man skal imødegå staters opløsning, terrorisme, fornyede voldseskalationer og globale miljøproblemer? Vores viden om en verden i forandring og vore politiske forslag halter bag efter det, der er brug for.

Et nærliggende svar på ”en verden af lave” lyder: FN og dets regionale organisationer skal rykkes frem i første række, når det drejer sig om sikring af freden og det globale sammenarbejde. Og: Der er brug for pålidelige regler for sameksistens for at erstatte den stærkes vilkårlighed med ret og folkeret. Også Den internationale Straffedomstol hører til her. Vi må beskæftige os mere med disse spørgsmål og udvikle klare forestillinger.

Et står klart: ”Civile svar” på voldsbetonede konflikter må have forrang. Udenrigsminister Steinmeier forkynder, at ville omdanne sit ministerium til at skænke civil konfliktforhindring rimelig opmærksomhed. Der ændres dog intet på misforholdet mellem militærudgifter og midler til civil konfliktbehandling, den ”militære efterbehandling” står fortsat forrest. DIE LINKE har længe tøvet med at tage stilling til, om man overhovedet skulle beskæftige sig med dette emne, fordi ”de herskende” for længst har optaget civil konfliktbearbejdning i deres udenrigspolitiske værktøjskasse. Men også her gælder det om, at overvinde sin egen afværgeholdning og fremkomme med konstruktive ideer.

DIE LINKE propaganderer for solidaritet med dem, der er truet på deres eksistens af krigsvold og terror. Og partiet betoner en politik uden voldsanvendelse som et ubrydeligt princip. Men de to fortsæt kan komme i modstrid med hinanden. Lad os tage Kobane som eksempel: Når vi med rette betoner, at de syriske og irakiske kurderes militære modstand mod IS morderiske angreb er legitim, så siger vi underforstået også, at retten til at leve må forsvares med våben i hånd. En venstreorienteret transparent mod de amerikanske bombeangreb passer derfor ikke sammen med, at DIE LINKE i forbundsdagen fejrer Kobanes befrielse, der blev opnået ved et samarbejde mellem kurdiske, irakiske og iranske soldater på jorden og amerikanske kampfly i luften. Retten til nødværge og pligten til nødhjælp – hvis den er mulig – hører uadskilleligt sammen. Nu kan man naturligvis tvivle på, at der i dagens verden af kapitalistiske stater og med et FN, der domineres af stormagterne, overhovedet findes pletfri, uegennyttige og legitime ”nødhjælpere”.

På den anden side kan det ikke være en politisk og moralsk holdbar holdning at trøste en betrængt befolkning med, at den kun kan vente international hjælp, når imperialismen er endeligt overvundet og FN er blevet virkeligt demokratisk. (Helt bortset fra, at en sådan tanke også ville være ulogisk: Thi i denne ”gyldne tidsalder” vil der jo slet ikke findes terrorisme, vel?)

Vi må kunne diskutere disse spørgsmål og tænke over dem, uden at den ene side (i partiets, o.a.) straks rammes af krigsmageriets bandstråle. Havde FN ikke mulighed for at forhindre folkemordet i Rwanda for 20 år siden, og hvis ja, havde man så ikke også skullet gøre det? Hvorfor skulle det være anderledes i vore dage? Det forhindrer os jo på ingen måde i at kræve en fremadskuende politik, så den slags tvangssituationer slet ikke kan opstå.  

 

[1] Alexander Recht er lærer på en købmandsskole og ansvarlig for skoling i Die Linkes afdeling i Köln. Paul Schäfer, sociolog og forfatter var medlem af Die Linkes parlamentsgruppe i forbundsdagen 2005-2013 og er medlem af partiets afdeling i Köln. Axel Troost, økonom er næstformand i Die Linke, finanspolitisk ordfører for Die Linkes gruppe i den tyske forbundsdag og en af fem talsmænd for Institut Solidarische Moderne. Alban Werner, politolog er medlem af Die Linkes afdeling i Aachen.

[2] Et ’sort nul’ er et meget lille, men positivt resultat i modsætning til et ’rødt nul’, der er meget lille, men negativt resultat.

[3]  Udtrykket stammer fra forbundskansler Merkel, der i 2008 i Stuttgart appellerede til husmorens visdom: “Man skulle blot have spurgt den schwabiske husmor – hun ville have øst af sin livsvisdom: Man kan ikke I længden leve over evne.”

[4] Agenda 2010 var en samlet reform af det tyske socialsystem og arbejdsmarked, der blev iværksat mellem 2003 og 2007 af en koalitionsregering mellem SPD og De Grønne.

[5] Udtrykket stammer fra Marx ”Grundrisse” og betegner et samfunds almene, samfundsmæssige viden eller kollektive intelligens i en given historisk periode.

[6] Prækariatet: Den del af lønmodtagerne, der er ansat på løse og usikre vilkår.

[7] ECB, Den europæiske Centralbank.