Så nåede vi så langt
Af FSD

Offentliggjort: 15. juni 2015

Den klassiske socialdemokratismes lange retræte fra tidligere tiders storhed til det normalparti, det er i dag, har stillet den europæiske venstrefløj herunder Enhedslisten overfor nye udfordringer. Vi har i mange år koncentreret os om den konkrete og daglige politik og i skyndingen har vi glemt formålet med det socialistiske parti: Den socialistiske omvæltning.

Hovedfjenden er ikke længere kapitalismen som modsætningsfyldt og irrationel samfundsformation, men dens nuværende udgave, neoliberalismen og dens vedvarende krisepolitik. Udbytningen som ondets rod sættes i baggrunden og tilbage står kun det synlige onde, markedet. Kort sagt: I opgivelsen af de vigtigste elementer i Marx’s kritik af den politiske økonomi, blev alle de grundlæggende modsætninger skyllet ud med badevandet og den menneskelige indignation erstattede disse modsætninger, som den historiske drivkraft.

Den ny kapitalisme = ’Neoliberalisme’ + ’globalisering’ + …

I Danmark er forklaringen på denne udvikling den simple, at konstruktionen ’Enhedslisten’ er udgået fra et defensivt ønske om at holde sammen på stumperne af den venstrefløj, der gik i opløsning, da socialdemokratiet indledte sin lange retræte fra tidligere tiders storhed som uomgængeligt parti til normalparti, dvs. til blot at være et parti blandt flere og ikke længere samfundsdominerende og den ”virkeliggjorte socialisme” i Østeuropa gik i opløsning.  Det var i samme periode, at postmodernismen gjorde intellektuelt indhug på venstrefløjen i opgøret med dogmatisme, elitær tankegang, senstalinisme og den evige snak om de store fortællinger. Kort fortalt opgøret med fremskridtstænkningen. Og det var ligeledes I samme periode, at også opgøret med Marx’s politiske økonomi fuldendtes, dvs. et opgør med udbytningsbegrebet, med begrebet om profitratens tendens til fald, med internationalismen som daglig politisk nødvendighed og som forudsætning for socialismen og med forestillingerne om et velorganiseret socialistisk parti, der ikke alene kunne spejle de undertrykte klassers ønsker, men også gribe aktivt ind og skærpe klassekampen inden for en given strategisk ramme.

På europæisk niveau stod forpjuskede venstrefløjspartier og socialdemokratier med vigende indflydelse tilbage. Og en arbejderklasse, der ikke havde formået at dæmme op for borgerskabets stort anlagte opgør med velfærdsstaten med brug af en strategi, som venstrefløjen valgte at kalde ’neoliberalisme’ ud fra den opfattelse, at der var tale om en ny epoke i kapitalismen, og ud fra den forestilling, at der engang havde fandtes liberale, kapitalistiske samfund. Men det har der aldrig gjort. Kapitalismen opstod under voldsom, statslig magtudfoldelse, og selv under liberalismens såkaldte storhedstid i midten af det nittende århundrede spillede staten og reguleringen af markederne, konkurrencen, kolonipolitikken og kampen mellem klasserne en central rolle. Borgerskabet og især dets toneangivende grupper har altid forsøgt at sikre sig mest mulig magt – uanset ideologisk brand. Den kapitalistiske stat har vogtet over kapitalismen som samfundsformation - selv når denne stat skulle forsvare samfundsstabiliteten ved at give indrømmelser til arbejderklassen.

Men det passede ind i hele vores begrebshorisont, der tog farve af arbejderklassens og arbejderbevægelsens svækkede stilling, at kunne benævne det, vi så og var oppe imod, som en særlig ondartet afart af kapitalismen. Vi kunne så også springe over venstrefløjens selvstændige færdiggørelse af kritikken af velfærdsstaten, som ellers var begyndt sidst i 60’erne og som var taget til på begge yderpoler i det politiske landskab gennem 70’erne.

Det faldt os også nemt at overtage begrebet ’globalisering’ ud fra forestillingen om en næsten almægtig og kosmopolitisk kapitalisme, der satte nationalstater, regeringer og sammenslutninger til side i jagten efter profit, og som havde styrke til handle selvstændigt over hele kloden uden massiv støtte fra deres respektive stater. Anvendelsen af dette begreb lå i smuk forlængelse af de mange varianter af kommunistpartiernes teorier om statsmonopolistisk kapitalisme – en degenereret kapitalisme, hvor kampen for det radikale demokrati kom i centrum. Vi og befolkningen stod over for et uhyre, der tromlede demokratier under fode, unddrog sig skattebetalinger og satte de faglige organisationer under pres, fordi denne globalisering blot kunne flytte en hvilken som helst arbejdsplads og lægge store, geografiske områder brak. Der blev indbygget en vilkårlighed udgående fra en næsten almægtig magt, hvor det reelle billede var og er, at der stadig foregår evige kampe mellem de store, transnationale koncerners magtbestræbelser og nationalstaternes både nationale, regionale og internationale bestræbelser for at opretholde kapitalismen som system, inddæmme kaos og med en tilstrækkelig legitimitet overfor borgerne.

Det passede os også helt fint i USA at se den store satan, der uantastet udsultede og undertrykte fattigere lande, berøvede dem råstoffer, intervenerede, når det passede den siddende regering, og i kampen mod terrorismen opfandt en kapitalismens evighedsmaskine: Når en muslim dræbte en jøde var det terror, men når en israeler dræbte en palæstinenser, var det selvforsvar i kampen mod terrorismen. Muslimers oprør mod undertrykkelse og andenrangsstatus blandt verdens mennesker afløste kommunismen som fjenden af det liberale demokrati og markedet.

Den store hersker kunne skalte og valte med globen kun udfordret af et Kina, som blev blæst op til at være udfordreren lige om hjørnet, men som til forskel fra USA ikke besidder de frihedsdyder og den modernitet, der kan føre verden fremad. Men det er aldrig for alvor blevet integreret i det sidste årtis politiske diskussion på venstrefløjen, at det overherredømme og den dominans, der aktuelt forsvares af USA og Europa, indenfor det kapitalistiske verdenssystem aldrig har skiftet ejere uden det er sket gennem mangeårige, ødelæggende rivaliseringer, krige og økonomiske ødelæggelser, som det efterfølgende har taget generationer at reparere.

… + ’Ulighed’

Nu, hvor både USA og Europa står svækket, er en ny, gennemgående modsætningsfigur trådt i stedet for det imperialistiske modsætningsbillede. Det drejer sig om den galopperende ulighed, som afkobles fra kapitalismens inderste væsen og behandles som et særligt kendetegn for kapitalismen i begyndelsen af det 21. århundredes kapitalisme, først og fremmest repræsenteret af den franske økonom Thomas Piketty i sit store værk ”Kapitalen i det 21.århundrede”. Og det er da også tydeligt for enhver – selv en bankøkonom – at uligheden i verden bliver stadig større, både mellem landene indbyrdes og inden for landene. En ”lille kaste” – som det spanske PODEMOS udtrykker det - har i eksorbitant grad tilranet sig enorme formuer lyder fortællingen, mens mange millioner mennesker til gengæld er blevet presset ned i fattigdom. Samtidig fortsætter de herskende klasser og deres hjælpetropper fra medieverdenen og den akademiske verden med at plædere for mere marked og mindre stat med det ironiske resultat, at de samlede statsudgifter faktisk er vokset. Det er statsreguleringen også – nødvendiggjort af de mange og truende økonomiske og sociale modsætninger, som den nuværende krise udløste efter 2008.

Statens øgede udgifter begrundes bl.a. i stigningen i de samlede udgifter til den ’aktivistiske’ udenrigspolitik, som strengt taget er en eufemisme for de moderne, imperialistiske interventioner, der skal holde sammen på det kapitalistiske ’verdenssamfund’, der domineres af USA og EU. Statsudgifterne og den statslige gældsætning er i øvrigt også vokset bl.a. som konsekvens af statslig indgriben for at rage kastanjerne ud af ilden for finansmarkederne de gange, det gik galt op gennem 90’erne og 00’erne.

Vi taler også om dereguleringen som et særligt kendetegn ved ’neoliberalismen’ - underforstået, at de fri markedskræfter er blevet sluppet løs. Men billedet er dog ganske anderledes. Arbejdsmarkederne, masseforbruget, kulturen, uddannelserne og civilsamfundene har gennemløbet en tiltagende grad af regulering. Det er kun finansmarkederne, der er blevet dereguleret. Den proces er forløbet fra slutningen af 70’erne til begyndelsen af 00’erne, og den finansielle deregulering er samtidig blevet fulgt af øget statslig beskyttelse og en styrkelse af nationalbankernes rolle.

For os at se er det mere korrekt at beskrive perioden fra slutningen af 70’erne til nu som én lang periode med forskellige faser og konjunkturer, hvor de herskende klasser er gået  i offensiven for at genoprette deres magt ved at afmontere velfærdstaten og svække arbejderklassen gennem politisk og juridisk delegitimering af dens klasseorganisationer, herunder politiske partier og fagforeninger.  

Men hele denne 30-årige, mangefacetterede offensiv har ikke skabt større stabilitet på det kapitalistiske verdensmarked eller i de enkelte lande. Dollaren som verdensvaluta er stadig svækket (grundlæggende ustabil), og på trods af et enormt og forslugent militærapparat er USA ikke længere i stand til at stabilisere den vestlige kapitalisme.

Den amerikanske regerings pres på det internationale finansmarked for at tvinge det til at finansiere USAs underskud og lave vækst, har ikke fået væksten i gang i igen. Tværtimod dræner dollarpolitikken (dollaren som de facto verdensvaluta) - alt afhængig af den amerikanske centralbanks politik - verdensmarkedet for kapital og bremser den samlede vækst. Denne underliggende tendens slår med mellemrum igennem som galopperende kapitalflugt. Produktionen på verdensmarkedet og verdenshandlen snegler sig af sted (skønnet 3,1 % i 2015[2]), og vi har ikke i mange årtier været vidne til så mange militære konflikter, der ikke kan afsluttes. Overalt og i snart sagt alle forhold (økonomiske, geopolitiske og kulturelle) er der sprækker og voksende modsætninger inden for den vestlige kapitalisme – både internationalt og regionalt. USA og EU har vanskeligere ved at arbejde sammen (tag blot de mange uenigheder omkring TTIP, Ukraine, den økonomiske politik og forholdet til hele den arabiske verden for blot at nævne nogle aktuelle eksempler). Inden for EU kan medlemslandene heller ikke enes om meget, fordi den tyske kapitalisme som den de facto ledende magt i Europa kun kan vedblive med at være det ved at ødelægge Europas indre økonomiske og politiske sammenhængskraft.

Verdenskapitalismen befinder sig i en anspændt og farlig situation, hvor USA og Europa ikke længere er stærke nok til både at inddæmme Kina og Rusland, holde sammen på Europa og styre udviklingen i udviklingslandene.

På trods af at ophobningen af ubalancer er markante, står det økonomiske parnas som i slutningen af 90’erne og midten af 00’erne endnu engang i kø for at fortælle, at krisen er overvundet, at vi har lært af den ”store recession”, og at det igen går fremad med økonomien. De flestes opmærksomhed er rettet mod kapitalismens overfladetræk – størrelsen af den samlede efterspørgsels eller den enorme pengeudpumpnings virkning på væksten.

Men det afgørende er stadig, at investeringsraten fortsat er lav. Det var den også før finanskrisen, hvor ”økonomien buldrede derud ad”. Produktivitetsudviklingen er også lav, og selv om profitten vokser, står afkastet ikke mål med den indskudte kapital. Derfor investerer kapitalisterne ikke. Derfor investerer de i stedet i værdipapirer. Men det skaber ikke værdi. Lige meget hvor mange penge, der pumpes ud, investeres de først produktivt den dag, profitten er tilstrækkelig høj til at dække den indskudte investering. Udpumpningen af penge og spekulationen på aktiemarkederne er og bliver veksler på fremtidens profit. Det har aldrig været efterspørgslen, der styrede investeringerne - det har altid været udsigten til tilstrækkelig profit i forhold til den investerede kapital. Over alt tegner det samme billede sig: Alle råber på nye arbejdspladser og øget efterspørgsel samtidig med, at statistikkerne viser, at investeringsniveauet er lavt, selv om profitten er høj.

Det forhold er faktisk ved at sive ind hos økonomerne i IMF, OECD[3] og Bank of International Settlements (BIS), der mere og mere energisk forsøger at komme til en forståelse af, hvorfor der ikke investeres produktivt, når nu profitten stiger. Hos begge institutioners økonomer breder der sig bekymring over, at den aktuelle vækst og regeringernes vækstinitiativer opbygger barrierer for fremtidens kapitalakkumulation.

Og meget få steder kan vi få øje på en venstrefløj, der blander sig i denne vitale diskussion. For os at se kan det henføres til, at venstrefløjen i al almindelighed har forladt den grundlæggende analyse af kapitalismen og åbent eller indirekte har erklæret kategorierne; værdiloven, merværdien og profitratens tendens til fald for forældet eller mere eller mindre uanvendelig som grundlag for politisk-økonomisk kritik af den moderne kapitalisme. Derfor beskæftiger venstrefløjen sig i den åbne politiske debat sjældent med de underliggende modsætninger, der står i vejen for en ny fredelig og reguleret kapitalistisk vækst som under velfærdstatens storhedstid, der som bekendt ikke kan forstås uden at ses i sammenhæng med den generelle, kapitalistiske vækstperiode efter 2. Verdenskrig og frem til først i 70’erne.

Indignationen erstatter Marx’s begreber

Venstrefløjen i bred almindelighed fokuserer fortrinsvist på, at profitten vokser og forarges derfor. Den fremstiller kapitalismen som et globalt monster, fordi den har opgivet begreber som ’uens- og kombineret udvikling’, hvor netop kapitalens internationale modsætninger og konstante rivalisering forklares og begribes. Og når begreber som ”arbejdets dobbeltkarakter”, ”værdi” og ”merværdi” er forladt eller presset i baggrunden af hverdagens ’empirisk-økonomiske’ analyser, der også erstatter kritikken af den politiske økonomi, så kan der heller ikke længere argumenteres overbevisende for de stadigt tilbagevendende tendenser i verdensøkonomien og en klasseanalyse, der sondrer mellem en kapitalistklasse og en modstående arbejderklasse som dynamisk akse i den kapitalistiske samfundsformation. Det bliver i stedet til et diffust begreb om de mange mod de få, fordi undertrykkelsen og udnyttelsen som det synlige fortrænger det mere ufolkelige og vanskeligt forklarlige udbytningsbegreb.   

Men tilsidesættelsen af kategorierne værdi og merværdi som fremtrædende forklaringsbegreber har en meget høj pris for forståelsen af kapitalismens indre modsætninger. For uden disse to begreber, kan udbytningen ikke længere forklares som kapitalismens grundlæggende rationale og den drivende kraft i vores samfund, og kapitalismens udvikling ikke kritiseres indefra. I stedet hives udbytningsforholdet ud af sin historiske ramme og konverteres til et banalt udtryk for de herskende klassers almindelige tilraning af merproduktet noget lignende feudaltidens tilraningsprincipper, hvor en lille elite gennem magtanvendelse og undertrykkelse tilranede sig broderparten af det samlede nationalprodukt.

Af samme grund afskrives arbejderklassen reelt sin objektivt definerede historiske rolle som den ene part i det grundlæggende modsætningsforhold mellem arbejde og kapital under kapitalismen, og således også som dén ledende kraft i opgøret med disse grundforhold, der er styrende for den irrationelle vækstform, som flere og flere lider under. I stedet anskues arbejderklassen som en af flere klasser, der lider under den voksende ulighed og undertrykkelse.  

I dag har vi så de facto frembragt et nyt, historisk subjekt i opgøret med neoliberalismen bestående af en løst defineret arbejderklasse, udstødte, prekære, unge uden fremtid, indignados osv. En neoliberalisme der i øvrigt ikke er andet end et ideologisk sindbillede for de herskende klassers opgør med velfærdsstaten og arbejderbevægelsens tidligere styrkepositioner i kampen for at skærpe udbytningen og modvirke profitratens tendens til fald.

Havde vi været i stand til at modgå de politiske tilbageslag i 80’erne og fastholdt de klassiske forklaringsbegreber, ville vi have været i stand til for det første at modgå bl.a. monetaristernes dominerende (Friedmann m.fl.) forklaringsmodeller og for det andet at påvise, at kapitalismen endnu ikke har overvundet den profitabilitetskrise, den løb ind i i 1974, hvor de herskende klasser ikke havde styrke til at påtvinge de andre klasser og hele samfundet en langvarig og rensende krise, som kunne indvarsle en ny, stormfuld akkumulationsperiode.

I stedet valgte kapitalisterne efter megen tøven, mange overvejelser og indledende konfrontationer med arbejderbevægelsen (Reagan og Thatcher eksempelvis) det angrebsmønster, som efterfølgende er blevet døbt ’neoliberalismen’, og som er blevet overtaget af store dele af venstrefløjen som sindbillede på en ekstraordinært aggressiv kapitalisme – underforstået at der findes en mulig, mere human kapitalisme. En neoliberalisme der også undertrykker demokratiet og går svanger med autoritære tendenser, hvorfor kampen for demokratiet – det borgerlige demokrati – er blevet et centralt element i anti-globaliseringskampen og i kampen mod neoliberalismen og forsvaret for den humane kapitalisme, som velfærdsstaten repræsenterede på fornemste vis frem til slutningen af 70’erne. Herhjemme eksemplificeret ved ELs vedtagelse af det såkaldte demokrati-dokument på årsmødet i 2013. De borgerlige frihedsrettigheder blev lig med demokrati. Frihed for udbytning blev end ikke nævnt.

Kort sagt: I opgivelsen af de vigtigste elementer i Marx’s kritik af den politiske økonomi, blev alle de grundlæggende modsætninger skyllet ud med badevandet og den menneskelige indignation erstattede disse elementer, som den historiske drivkraft i klassekampen.

I kølvandet af denne udvikling er bevægelserne blevet til antikapitalistiske bevægelser og partierne til antikapitalistiske partier med en eller anden socialistisk retfærdighedsideologi som samlende overbygning. Der gives faktisk heller ikke andre muligheder, hvis kapitalismekritikken ikke længere bygger på værdiloven, værdiøgningen, profitten som grundlæggende samfundsdrivkraft og organisationsmåde. I den sammenhæng er den radikale, socialistiske strategi hverken nødvendig eller mulig at begrunde.

Tilbage står troen på, at et progressivt, politisk flertal i parlamenterne og en tilpasning af statsapparaterne til nye reguleringsformer kan gøre op med uretfærdigheden, armoden, uligheden, klimatruslerne, irrationaliteten, overforbruget, spildet osv. uden dermed at åbne for et afgørende opgør med kapitalismen som samfundsformation. Man har i stedet ophøjet symptomerne til bestemmende faktorer og hermed tilsløret de egentlige årsagsbestemmelser. Samme billede tegner sig i den udbredte forståelse af finanssektoren. Den profithungrende kapitals kompenserende investeringer i finansoperationer og spekulation, som altid (i bestemte perioder som fremherskende træk) har fulgt kapitalismen som en tæge, kaldes nu ’finansialisering’ af økonomien. Indenfor det sidste årti er der opstået en ny, politisk trend på venstrefløjen, der mener at kunne se finansialiseringen som en helt ny og bestemmende epoke i kapitalismens udvikling afsondret fra og i modsætning til ’realøkonomien’. Som om kapitalismen på noget tidspunkt har været eller kan være delt mellem en fiktiv- og en real økonomi og som om kapitalismens finansielle sektor kan udvikle sig uden produktion af merværdi, og som om der kan skabes merværdi og ny kapitalakkumulation andet gennem udbytning af produktivt arbejde, og som om store, statslige investeringer kan bringes til veje uden gennem inddragelse af produceret merværdi.

Som vi opfatter det, er miseren i den fremherskende teoretiske opdeling af samfundsøkonomien, at samfundsformationen ikke længere anskues som en totalitet af indre forbindelser og modsætninger, men som en økonomi opdelt i af hinanden uafhængige og ligeværdige sektorer, hvor idealtilstanden er ligevægt.

Den nye socialdemokratisme

Denne nye trend, som ikke er gået nogen ram forbi, har frembragt en mainstreamtænkning, hvor hovedkritikken af kapitalismen fokuserer på uligheden, spekulative investeringer, privatisering af statsopgaver, neddrosling af den offentlige sektor osv., altså på symptomerne. Der er udgivet tonsvis af bøger, der påviser ulighedens vækst og de globale og uretfærdige ubalancer. Det vælter ind med artikler og rapporter, der dokumenterer at der er ”råd”. Det drejer sig først og fremmest om en anden og mere retfærdig fordeling. Det kan de mange og undertrykte grupper blive enige om. De kan også blive enige om, at det offentlige skal styrkes. At det offentlige skal demokratiseres. At økonomien skal demokratiseres. For hovedfjenden er ikke kapitalismen som samfundsformation, men derimod dens aggressive udgave, neoliberalismen og austerity- eller kriseøkonomien som i øvrigt ikke længere er spor kortsigtet austerity, men en langsigtet strategi for med afsæt i finanskrisen at optrappe nedtromlingen af den arbejderklasse og de reminiscenser af velfærdsstaten, som i Europa har vist sig mere modstandsdygtig end i eksempelvis USA.

I praksis - om end ikke i ordet - fremstilles kapitalismen ikke konsistent som en modsætningsfyldt og irrationel samfundsformation, der konstant kaster samfundene ud i kriser. Hovedangrebspunktet er i lighed med borgerskabets markedsideologi blevet flyttet til det synlige onde – markedet. Derfor er det også her vi sætter ind. Markedet dvs. det kapitalistiske marked er blevet hovedangrebsmålet. Hermed har vi også fritaget os selv for den enorme opgave, som i øvrigt endnu ikke er blevet løst tilfredsstillende, at redegøre for, hvordan en socialistisk samfundsformation kan regulere samfundsøkonomien og allokeringen af det skabte samfundsprodukt uden at havne i kaos eller bureaukrati, undertrykkelse og et enormt spild af ressourcer. Med markedet som hovedangrebsmål er opgaven diskret blevet reduceret til at udarbejde modeller for reguleringen og humaniseringen af kapitalismens nuværende anarkistiske marked og inddæmningen af den utålelige ulighed, samt et mål om at regulere finansmarkederne og modificere den private ejendomsret til produktionsmidlerne ved at humanisere produktionstyranniet gennem økonomisk demokrati. Denne forskydning fra underliggende årsager til overfladiske symptomer karakteriserer således også det principprogram Enhedslisten vedtog i 2014.

Efter vores opfattelse er det i hovedtræk disse forestillinger og den verdensanskuelse, der om end i mange varianter ligger som socialdemokratismens DNA.

Det nye er, at oven på den traditionelle socialdemokratismes nederlag og arbejderbevægelsens efterfølgende handlingslammelse, der som proces har forløbet over de sidste 20-30 år, er der sideløbende vokset en ny socialdemokratisme frem. Den har antaget et hav af varierende former siden begyndelsen af 80’erne, men som tendens har den først og fremmest sofistikeret opgøret med marxismen og alle proletariske forestillinger om en socialistisk revolution. Alternativt er kapitalismekritikken konverteret til forestillinger om en demokratiseret kapitalisme - om end mere vidtgående i sine demokratiseringsforestillinger end den foregående socialdemokratisme. Og til forskel fra den har den også erstattet arbejderklassen som bærende kraft med allehånde former for klassedefinitioner og nye bærende sociale kræfter (ofte rekrutteret fra middelklassen) i kampen for et mere retfærdigt og demokratisk samfund.

I meget af det der skrives, når kapitalismen og de konkrete samfundsforhold skal kritiseres eller forklares, stopper vi med konstateringen af, at den neoliberale offensiv har svækket arbejderbevægelsen og fagforeningerne. Man leder efter forklaringer og opnår hyppigst konstateringer, hvilket ikke er så underligt, når klassekampens krumtap og drivkraft tilskrives uligheden og bevægelserne på markedet og ikke de grundlæggende modsætninger i samfundenes politiske økonomi. Vi ser griskhed i stedet for kapitalistklassens kamp for sine profitter, og vi ser umenneskelighed, social armod, udstødning, krige og undertrykkelse som denne griskheds modbydelige konsekvenser, i stedet for at se dem som udtryk for kapitalistklassens helt naturlige og nærmest lovbundne kamp for at bevare sine profitter og bevare ”deres” samfundsformation – koste hvad det vil.

Når symptomerne bliver til omdrejningspunktet

Men som sagt: Ved at ophøje symptomerne til epokegørende fænomener har vi skabt grundlaget både for et nyt angrebspunkt og bestemmelsen af moderne socialisters opgave. Vi kan reducere kapitalismens modsætninger. Vi kan gribe ind overfor eksesser. Vi kan regulere finansmarkederne. Vi kan gennemtvinge omfordelinger. Vi kan sætte offentlige investeringer i gang. Vi kan gennemtvinge en ny periode med mindre pres på arbejdskraften som vare gennem indretningen af en ny og mere demokratisk velfærdsstat. Vi kan beskatte kapitalen, hvor den end forsøger at gemme sig. Vi kan mobilisere de store masser til et opgør: ”De mange mod kasten”, for der er penge nok. Der er råd. Vi kan forhindre outsourcing og social dumping ved, at staterne arbejder sammen, og vi kan overtage det offentlige og ændre samfundsudviklingen, uden at vi samlet se behøver at forklare, at vi for at nå disse begrænsede mål må indlede et opgør om magten i samfundet. For enhver kan jo se – eller i hvert fald de mange - at hovedproblemet består i, at de ledende klasser bare rager til sig og henter store profitter hjem på samfundets bekostning. Det er dårlig moral.

Dermed skygger vi i al vores pragmatik for det grundlæggende forhold, at den skærpede klassekamp og klasseundertrykkelse ikke bunder i umenneskelig griskhed i borgerskabet og den øvre middelklasse, som der kan rettes op på indenfor de givne samfundspolitiske rammer, men i at kapitalismen befinder sig i en sekulær stagnation (teoretisk, økonomisk udtryk for langvarig stagnation), som ikke kan overvindes, uden at gennemsnitsprofitten genoprettes. Det er det og kun det forhold, som den såkaldte austerity- eller krisepolitik med angreb på velfærdsstaten, arbejdsbetingelserne, de faglige organisationer og rettigheder mv. i al sin enkelhed handler om. Og det er præcist derfor, at selv en moderat progressiv reformpolitik påkalder sig borgerskabets rabiate modforholdsregler, som vi nu er vidne til i Grækenland og vil blive det andre steder i Europa eller for den sags skyld i USA.

Men kapitalismen er ikke ’ny’ og der er stadig brug for et stærkt socialistisk parti

Læren vil blive, at man på trods af en angivelig stor, folkelig tilslutning bag Syriza, Podemos eller andre folkelige, antikapitalistiske bevægelser og programmer, ikke kan aftvinge borgerskabet mange indrømmelser uden en organiseret arbejderbevægelse og arbejderklasse, der har et program, en organisering og bevidsthed, som kan sandsynliggøre muligheden for at drive produktionen videre og styre samfundet, selv om den ikke længere er kapitalistisk. Der er trods de bitre, historiske erfaringer med den ”virkeliggjorte socialisme” stadigt brug for et stærkt og højt udviklet socialistisk parti, der strategisk og taktisk kan lede kampen og fastholde styrken og stabiliteten også i defensive situationer, hvor de forskellige undertrykte klasser vil udvise tendenser til at varetage egne snævre klasseinteresser eller indgå i populistiske øjebliksbevægelser, når borgerskabet og dets mange allierede i den øvre middelklasse går i modoffensiven.

Problemet er – hvis det i øvrigt er et problem – at venstrefløjen har mange teoretiske diskussioner og kampe til gode, før vi kan drage den lære. Det har historisk været tilfældet, hver gang arbejderbevægelsen har skullet arbejde sig ud af en påtvungen defensiv, hvor den både politisk, socialt, teoretisk og ideologisk har tabt mange slag.

Først og fremmest skal vi igennem et opgør med de forestillinger og traditioner på venstrefløjen, som er blevet almindeligt, teoretisk gods og politisk ambition efter arbejderbevægelsens og socialdemokratismens overvældende nederlag sidst i 70’erne. Ikke nederlag efter store og omfattende kampe, men nederlag, fordi arbejderklassens foretrukne partier, politiske ideologi og traditionelle samfundsforståelse var nået til vejs ende. Socialdemokratismen havde over otte årtier udgrænset alle revolutionære, socialistiske retninger og sammen med en degenereret stalinisme monopoliseret magten og indflydelsen både i arbejderklassen og i arbejderbevægelsen.

Arbejderklassen havde her igennem skabt sig et omverdensbillede og en selvforståelse, der fandt det muligt at forbedre forholdene og kontrollere udviklingen uden at skulle ud i store og uoverskuelige samfundsomvæltninger som i Rusland, Kina, Tyskland osv. med de katastrofale følger, som enhver i vesten måtte tage afstand fra. At blive herre i samfundet og nyde godt af velstandens frugter, mente man, kunne nås gennem intelligente reformer og en langsom omringning af erhvervslivet. Det var målet og strategien, og det var præcist det, borgerskabet gik til angreb på i slutningen af 70’erne, og som det har fortsat siden. Velfærdsstaten var og er for dyr og udgør et for stort indhug i profitten. Velfærdsstaten begrænsede og gør det stadigt de herskende klassers krav om øget udbytning. Velfærdsstaten stod og står i vejen for den uhæmmede kapitalophobning. Velfærdsstaten repræsenterer en alvorlig barriere for den totale individualisering som forudsætning for den radikale markedsudvikling og potensering af det meningsløse masseforbrug. Derfor skulle og skal velfærdssamfundet gennem en politisk opslidende proces opløses indefra. Denne udvikling adresseres hovedsageligt regressivt af venstrefløjen.

Som i den traditionelle socialdemokratisme har småborgerlig moral og borgerlig økonomisk teori endnu engang i dag fortrængt den revolutionære kritik af kapitalismen. I stedet har vi skabt et billede af kapitalismen som et dæmonisk og almægtigt magtsystem frigjort fra egne indre modsætninger. En magt så overvældende og ”global”, at den ikke kan overvindes, men kun formildes. I vores kamp mod denne overmagt, har vi udviklet en samfundskritik og en politik, der mod vores egne forestillinger afklæder arbejderklassen dens kompetencer og erstatter de hidtidige mål med begrænsede, samfundspolitiske opgaver, som en ny generation af socialingeniører til afløsning for de tidligere i Socialdemokratiet tilsyneladende har kompetencen til at løse på de brede massers vegne.

Efter vores opfattelse kan ingen på venstrefløjen sige sig fri for at være påvirket af socialdemokratismens moderne ideologiske former og overfladiske kapitalismekritik. Af samme grunde rækker partidiskussionerne og uenighederne om, hvordan partierne kan effektiviseres, langt ud over de parlamentariske målsætninger, som lige nu er venstrefløjens.

I stedet for en isoleret og sandsynligvis abstrakt diskussion af partidemokratiet sat overfor kravet om effektivisering, er der efter vores opfattelse først og fremmest brug for et fundamentalt opgør med socialdemokratiseringen af marxismen, hvilket går over kampen for at genformulere den grundlæggende kapitalismekritik og de heraf afledte klasse- og statsanalyser.

Det er nu en gang kritikken af kapitalismen og formuleringen af en politisk strategi, der afgør hvilket parti, der er brug for og ikke omvendt. Den diskussion slipper man heller ikke for i eksempelvis Enhedslisten, for den er snævert forbundet med diskussionen om udviklingen af et socialistisk parti og de opgaver, det skal løse.

Afsluttende bemærkninger

Vi er bevidste om, at vi i vores analyse af kapitalismen har anvendt begreber som socialdemokrati, socialdemokratisk, socialdemokratistisk eller socialdemokratisme, der som oftest på venstrefløjen opfattes som et skældsord. For vores vedkommende er det imidlertid langt fra tilfældet. Vores kritik handler om socialdemokratismen som begreb om en tendens, der i mange forskellige varianter har spillet en afgørende rolle i den socialistiske bevægelses historie.

Hele meningen med artiklen har således været at påvise, at opgiver man kapitalismekritikkens grundbegreber og grundforståelse, bliver kapitalismens forskellige periodiske fremtrædelsesformer en erstatning for den grundlæggende kritik af kapitalismen. Det betyder, at der med andre ord sættes lighedstegn mellem begreberne ’neoliberalisme’ og ’kapitalisme’ og mellem nye modsætningsformer og de grundlæggende modsætningsformer, som de udgår fra. Udnyttelsesforholdet fortrænger udbytningsforholdet. Fastholdelsen af den kapitalistiske samfundsformations grundlæggende irrationalitet fortrænges af psykologiske former som f.eks. griskhed, magtbegær osv. Problemet er selvfølgelig, at disse ganske vist også optræder under kapitalismen, men ikke som dens specifikke kendetegn. Ikke desto mindre har disse diffuse træk optrådt som former for kapitalismekritik indenfor den socialdemokratiske tendens.

Hovedstrømningen i socialdemokratismen har netop været, at de specifikke begreber og kategorier for kapitalismen blev gjort ahistoriske, hvorved nødvendigheden af at ophæve udbytningsforholdet ikke længere var påtrængende. Det var derimod ophævelsen af uligheden og uretfærdigheden. Dette udgangspunkt er i forskellige varianter blevet kombineret med en deterministisk fortolkning af Marxs teorier eller som historiske forfaldsteorier. Økonomien udviklede sig evolutionært. Tilbage blev den politiske omvæltning.

Det er denne udvikling, vi påviser, og at den leder til den konklusion, at det revolutionære opgør med selve udbytnings- og varerelationen ikke er nødvendig. Tilbage står indgreb i produktionen, demokratisering af forholdene i produktionen, regulering af fordelingen og omfordeling. Det kan lade sig gøre, når man afviser at det er udbytningen, der ligger til grund for profitten, hvis fremkomst så kan forklares på andre måder. Således skelnes der heller ikke mellem kapitalistisk produktivt og uproduktivt arbejde. Konsekvensen er derfor, at klasserne reduceres til sociologiske lag, der f.eks. kan bestemmes i forhold til ejendom, indtægt, fordeling osv.

På denne måde bliver opgøret med kapitalismen ikke længere en nødvendighed. Det samme gælder revolutioneringen af samfundsformationens produktionsforhold. Det er tilstrækkeligt med en rationel og demokratisk regulering. Og netop denne regulering har altid været den røde tråd i socialdemokratismens utopi. Derfor kan et parti, der skjult overtager denne forståelse af kapitalismen, heller aldrig reelt udfordre socialdemokratiet, men kun stile efter at erstatte en udgave af socialdemokratismen med et anden.

Konkret betyder det, at lige meget, hvordan Enhedslisten eller andre venstrefløjspartier reagerer, vil partierne, hvis de langsomt overtager socialdemokratismens kapitalismekritik komme til at handle som korrektiv og opgive udviklingen af de klassekræfter, der skal gøre revolutionen og revolutioneringen af de kapitalistiske produktionsformer mulig. Det handler slet ikke om, hvorvidt man skal prædike eller ej, men om hvorvidt ens taktik konstant tager sigte på udviklingen af arbejderklassens og de undertrykte klassers bevidsthed og disse klassers evne til at optræde som selvstændigt handlende klasser med bestemte mål og med en bestemt forståelse af det samfund, de lever i. Om vi taler finanslov, sygehusvæsen, regioner, bådflygtninge, dagpenge eller hvad som helst, så vil vi altid skulle anskue problemet ud fra et bevidsthedsfrigørende perspektiv. Spørgsmålet er således ikke, om man i dagens politiske virkelighed skal pege på Helle Thorning eller ej. Eller om man skal gå ind i finanslovsforhandlinger. Eller om man skal gå med i sygehusforlig. Men om, hvilke præmisser, et socialistisk parti stiller op for sine taktiske politiske handlinger. Hvordan man formidler disse præmisser osv.

Når vi således skal spørge os selv om, hvilket politisk handlingsrum, der er, må vi gøre præmissen og perspektivet klart. Tag f.eks. dagpengespørgsmålet. Her har handlingsrummet været enormt. Det er bare ikke blevet brugt. Socialister slås for ordentlige dagpenge, for hvis ordningen ikke er ordentlig, svækker det lønmodtagerne. Det er det, arbejdsgiverne og de borgerlige vil. Det handler altså om, hvordan styrkeforholdene i samfundet skal være. Det samme gælder kontanthjælp osv. Når man så  ikke kan komme længere, men må indgå et kompromis, så skal alle vide, at det er et kompromis og ikke en sejr. Og når folk piver, kan det socialistiske parti sige: ”Så længe I stemmer, som I gør, så længe I indsætter de samme bureaukrater i fagbevægelsen, som I gør, så må I også bøje nakken - med mindre I vil noget andet.”

Så i vores optik er handlingsrummet stort, hvis man har en revolutionær linje, men meget snævert, hvis man vil foregive at kunne føre klassepolitik på de herskende klasser præmisser og lade de grundlæggende produktions- og ejendomsforhold uberørte. Handlingsrummet er også begrænset, hvis argumentationen føres på et moralsk grundlag, for her anerkendes den borgerlige rationalitet, og arbejderbevægelsen står med hatten i hånden. Det er jo netop socialdemokratismens udgangspunkt, og derfor at socialdemokratiernes handlingsrum historisk set indskrænkes med kapitalismens tiltagende problemer. Således ender reformismen med at blive et korrektiv til den borgerlige politik og den moderne socialdemokratisme et korrektiv til det socialdemokrati, der har opgivet selv reformsocialismen for som regering at administrere det, der er underlagt ’nødvendighedens’ lov.

En anden udvikling end den, socialdemokratismen tilbyder, kræver en politisk strategi med henblik på at udvikle de kræfter, den politiske og ideologiske selvfølelse og forståelse af opgaven, der skal til, for at arbejderklassen og de undertrykte klasser ikke bare protesterer og håber på en mild guds intervention, men tør træde op mod de herskende klasser og diskutere alternativer. Strategi er nemlig ikke en køreplan og således ikke identisk med logistik.

Vi ved så også, at denne udvikling aldrig bliver til noget, hvis der ikke opbygges et eller flere partier med et organisk forhold til de politisk set mest udviklede grupper indenfor de undertrykte klasser. Hvordan skal det eller de partier se ud i dag for at klare opgaven både i forhold til interne tendenser i klasserne, i forhold til klassernes indbyrdes stillig her og nu? Eller i forhold til statsapparatet, i forhold til opbygningen af en bevægelse, der kan flytte sig fra protesten til et bredere perspektiv og ikke mindst også håndtere, når man er tvunget i defensiven? Det giver sig selv, at denne diskussion af partiets/partiernes opgaver og beskaffenhed selvfølgelig også omfatter karakteren og organiseringen af partiets/partiernes parlamentariske arbejde.

Så, selv om det angiveligt vil blive opfattet sådan, har vi ikke specifikt skældt Enhedslisten ud. Vi har påpeget nogle rækkefølger og sammenhænge. Og hvis Marx er en død hund, og hvis værdiloven er håbløs, så findes deres heller ingen kapitalistisk udbytning, og så har profitten flere fædre. Men så er revolutionen heller ikke nødvendig. Og når den ikke er det, er det selvfølgelig galimatias at tale om revolution. Så må der gås andre veje for at rydde op i de misforhold, der eksisterer og opstår. Men så er der heller ikke et tvingende argument for socialisme. Så kan socialdemokratisme v.2 være en ligeså legitim løsning. Eller en socialliberalisme, hvor de stærke hjælper de svageste, efter at have gjort dem svage.

Denne artikel er en omarbejdet udgave af en artikel bragt på Modkraft. Det skal understreges, at artiklen ikke eksklusivt handler om Enhedslisten eller er en kritik, der alene adresserer EL.

 

[2] Gennemsnitstal, der deles af både IMF, OECD og FN

[3] Seneste Economic Outlook 2015, OECD