Massemord og udryddelser
Af Curt Sørensen

Offentliggjort: 15. juni 2015
Hitlers og Stalins regimer var begge blodige, men på forskellig måde. Det var den vestlige moderniseringsproces imidlertid også, for slet ikke at tale om kolonialismen der indledtes med et folkemord på de amerikansk kontinenters urbefolkninger. Men hvorfor var moderniseringsprocesserne så blodige? Hvorfor i det hele taget de talrige mord og massakrer historien igennem?  De er foregået under vidt forskellige ideologier og symboler. Det kan derfor næppe være ideernes nærmere cognitive indhold der har været afgørende.

Der er i det hele taget fremført mange forklaringer, og den amerikanske historiker Matthew White for eksempel giver i sin berømte bredt anlagte historiske analyse følgende deprimerende bud: Folk slog historien igennem ihjel simpelthen fordi de kunne lide det! [1]Men dette er dog igen for defaitistisk og hviler tillige på en antagelse om en given uforanderlig 'menneskelig natur'. Den såkaldt ’menneskelige natur’, er imidlertid plastisk, den kan ændres i forskellig retning. Dette rummer såvel opløftende som nedslående muligheder.

En udbredt forklaring fokuserer på ideologierne. Det 20. århundredes massemord og udrensninger bliver opfattet som udslag af ‘totalitære bevægelsers’, ideologiers og regimers fremkomst, noget som i en af teoriens første udformninger, ret vagt, blev kaldt ‘den moderne udvikling’. I deres klassiske fremlæggelse af totalitarismemodellen erklærede Carl. J. Friedrich og Z.B. Brzezinski således, at totalitarismen var en logisk forlængelse af nogle træk i det moderne industrisamfund.[2]

Problemet hos Friedrich og Brzezinski var for det første bredden i angivelsen. Med de af dem angivne forudsætninger og rødder skulle der i så at sige alle moderne europæiske lande have udviklet sig totalitære diktaturer. Det var som bekendt ikke tilfældet. Problemet, det som skal forklares, er netop, hvorfor nogle lande i en bestemt fase af den europæiske udvikling udviklede autoritære og totalitære regimer, andre ikke. Hvorfor var udviklingsforløbene så forskellige?

Totalitarismeteorien fokuserede for det andet for ensidigt på ideologi og styring ovenfra. Som ofte påpeget i kritikken magtede totalitarismeteorien – som teori betragtet – derfor heller ikke at forklare systemernes oprindelse og forskellighed. Den magtede heller ikke at forklare systemernes udvikling og forandring.[3]

I den nyeste variant af totalitarismeteori er fokus på de erklærede ideologier og på styring blevet endnu mere markant. Teorien fremtræder her som en ideologisk determinisme, hvor hele samfunds, ja undertiden endda hele Europas, udviklingsforløb forklares alene ud fra en erklæret ideologi, eller fordi nogle mennesker pludseligt begyndte at tænke og føle forkert.[4] Derved hægtede den sig på en ældre europæisk konservativ kritik af modernismen.

Den udbredte teori, der vil forklare opstande, revolutioner, krige, regimeformer, udryddelser og massedød ud fra politiske eller religiøse ideer eller begge dele, er, som vi skal se, problematisk. Dybtgående og voldsomme samfundsprocesser kan ikke forklares ud fra erklærede ideologier.  Vi må se på de faktiske samfundsmæssige moderniseringsprocesser. Der var nemlig flere forskellige processer og masser af ofre i dem alle.

1. Ofrene for den europæiske moderniseringsproces

Det er ofte overset, eller fortrængt, at Europas interne moderniseringshistorie var ekstremt blodig. Europa var i flere århundreder hærget af borger- og religionskrige.

De franske religionskrige i 1500-tallet kostede 3 millioner mennesker livet.[5] Under trediveårskrigen døde i Tyskland måske op mod 4 millioner mennesker, svarende til 20 % af Tysklands befolkning.[6] I England døde under borgerkrigene i 1600 tallet ¼ million mennesker ud af et befolkningstal på ca. 5 millioner, en højere tabsprocent end Storbritanniens tab under 1. verdenskrig.[7]

Religion (ideologi), borgerkrig og international politik flettede sig i den europæiske moderniseringsproces sammen i komplekse forløb. I så henseende foregreb religionskrigene i 1500 tallet og den første europæiske trediveårskrig fra 1618-1648, den efterfølgende senere europæiske trediveårskrig fra 1914 til 1945. Religionen var altså for det første ikke en enestående faktor. Den var stedse flettet sammen med en række andre forhold og aspeker. For det andet var forfølgelser, massemord og udryddelser udbredte fænomener allerede længe før ’den moderne tid’ og moderne ideologier. Men, for det tredje, accelererede disse processer i og med moderniseringen.

Også tortur har været rutinemæssigt anvendt historien igennem selv i vores ’civiliserede’ vestlige del af verden og makabre offentlige henrettelser har været iværksatte som folkeforlystelser.[8] Europas udvikling i det 20. århundrede har en lang, blodig og konfliktfuld forhistorie.  Det glemmer vi tit i dag. Men i det 20. århundrede sker der så rigtignok et spring fremad i så henseende.

Napoleonskrigen var banebrydende. Der foregik nemlig her en accelereret statsbygning og en omfattende mobilisering, den militære kapacitet blev øget. Det samme blev tabene. 4 millioner mennesker døde under Napoleonskrigene. [9]

Grusomheden blev fra og med Balkankrigene 1912-13 og 1. verdenskrig 1914-18 yderligere moderniseret. Vold, undertrykkelse og massedrab har ganske vist været tilbagevendende historien igennem.[10] Men voldsmidlerne og ressourcerne til undertrykkelse og massedrab var blevet voldsomt udviklede, da vi nåede frem til det 20. århundrede.  Dertil kom at hele den moderne politik havde en ’mørk side’, en side som man ikke havde forudset i det 19. århundredes udbredte fremskridtsoptimisme. [11]

Europa var i det hele taget et uroligt og voldsplaget kontinent. Demokratisering og demokrati var ingenlunde givet på forhånd. Der var flere muligheder og udviklingsforløbene forskellige. Demokratiet var også i Europas historie omstridt og begrebet ændrede flere gange undervejs betydningsindhold.[12] ’Demokratiet’ var aldrig en naturnødvendighed og relationen mellem kapitalisme og demokrati mere kompleks end ofte antaget. [13]Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens førende 16- og 1700 tals teoretikere var ikke demokrater og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret.[14]

Modstanden mod demokrati var langt mere fremtrædende i den europæiske politiske udvikling end man får indtryk af det i dagens politiske diskurs. I en lang række lande i Europa kom fascismen eller højre autoritære retninger i mellemkrigsårene til magten ombølget af velvilje og sympati fra de traditionelle magteliter, de øverste sociale lag samt de borgerlige partier i de pågældende lande.  Det kontinentaleuropæiske højres fascination af fascismen fortsatte også et langt stykke ind i 2. verdenskrigs periode. Det var først udfaldet af 2. verdenskrig der for alvor ændrede opfattelser og holdninger.[15]

Det mest spektakulære var dog den fortsatte udvikling af militær kapacitet. Allerede 1. verdenskrig var i så henseende en kraftpræstation. en omfattende krig, hvor 55‒65 millioner mennesker skulle komme til at deltage, 10-15 millioner dø og yderligere millioner blive lemlæstede.[16] I 2. verdenskrig nåede man endnu højere op. 60 millioner mennesker døde her.[17] Mobiliseringen var enorm. Stormagternes samlede hære var i 1939, da krigen begyndte, på i alt 11 millioner, i 1945, da den sluttede, på 44 millioner.[18]

Efter 2. verdenskrig har den militærteknologiske udvikling så nået nye højder. Men de militære magtcentre var nu flyttet væk fra Europa.  I 1983 havde USA knap 11.000 nukleare sprængladninger, og Sovjetunionen i 1989 godt 11.000. Begge parter opererede med planer og forestillinger om, at de i et eventuel ‘sec ond strike’-scenario kunne udrydde – i første omgang – ca. en tredjedel af modpartens befolkning og 70 % af dens industrielle kapacitet.[19] Også krigen med konventionelle våben fortsatte, dog primært nu løftet over i ‘den tredje verden’. Siden 2. verdenskrig er 20 millioner mennesker døde gennem direkte kamphandlinger hovedsagelig i den tredje verden.[20] Begge stormagter, både USA og Sovjetunionen, søgte her at presse deres variant af en moderniseringsvision ned over denne del verden, samtidig med at de søgte at mobilisere støttepunkter for deres kamp mod modparten i den kolde krig.[21] Selv efter den kolde krigs afslutning fortsatte den sejrende stormagt, USA, sit globale imperiebyggeri. I 2002 opretholdt USA 725 baser i 38 lande kloden over og havde udstationeret militært personel i 153 lande.[22]

Men den vestlige ekspansionisme er i virkeligheden af gammel dato og har kostet talrige menneskeliv. Europas interne voldelige og lidelsesfulde moderniseringsproces blev fra et tidligt tidspunkt så at sige eksporteret til de oversøiske kontinenter og lande.

2. Den vestlige ekspansionismes massedød

På de to amerikanske kontinenter var den præcolumbianske indfødte befolkning på mellem 60 og 100 millioner, deraf døde anslået over halvdelen under den europæiske ekspansion ind i kontinenterne.[23] I USA alene er den præcolumbianske befolkning anslået til at have været på mellem 4 og 9 millioner. I år 1900 var der kun 237.000 tilbage. 95 % af urbefolkningen var blevet udryddet.[24] “We shall destroy all of them”, havde en ledende amerikansk politiker erklæret, ikke en Stalin, ikke en Hitler, men USA’s tredje præsident, Thomas Jefferson.[25] I Californien alene blev 80 % af indianerbefolkningen udryddet i løbet af bare 12 år.[26] Hitler brugte det samme antal år til at udrydde 70 % af Europas jøder.[27] Californiens guvernør i 1850’erne, Burnett, erklærede ligeud at: “a war of extermination will continue to be waged between the two races until the Indians become extinct”.[28]

Også i Australien for den hvide settler-befolkning hårdt frem mod urbefolkningen, hvoraf 80 % blev dræbt.[29] Sygdom og sult var den store dræber, men både i USA og Australien myrdede de hvide kolonister også mere direkte løs blandt urbefolkningerne, foranstaltede ‘jagtselskaber’, gennemførte tvangsdeportationer, lagde forgiftede madvarer ud osv.[30] Demokratiske institutioner og demokratisk sindelag var ikke nogen hindring. Ved slutningen af det 19. århundrede erklærede den senere amerikanske præsident Theodore Roosevelt: “I don’t go so far as to think that the only good Indians are dead Indians, but I believe nine out of ten are, and I shouldn’t like to inquire too closely into the case of the tenth”.[31] Amerika og Australien var ‘demokratiske’ for den hvide befolkning, men myrdede millioner af farvede. Senere henviste Hitler ved flere lejligheder til det amerikanske folkemord på indianerne som et eksempel til efterfølgelse.[32]

Slavehandlen var et andet mørkt kapitel i moderniseringens udvikling. I løbet af 1700- og 1800-tallene slæbtes under de forfærdeligste forhold anslået mellem 10 og 15 millioner mennesker over oceanet til en tilværelse som slaver i den nye verden.[33] Imens delte europæerne i fremskridtets navn Afrika mellem sig. Selv det lille Belgien var med og under kong Leopold II’s rædselsregime i Congo døde mellem 4 og 8 millioner congolesere.[34] Tyskerne, som også ville være med til at udbrede den europæiske civilisation, begik under ledelse af general Trotha nede i Tysk-Sydvestafrika i årene 1904-1907 folkemord på Herero-folket.[35] Sygdomme, mishandlinger og direkte drab var imidlertid ikke de eneste udryddelsesfaktorer. Hungersnød var en anden. Den amerikanske historiker Mike Davis beretter i sin Late Victorian Holocausts om hungersnøden i det nordøstlige Brasilien, i Indien og i Kina i 1870’erne og igen i 1890’erne, tilfælde af hungersnød som i høj grad var et resultat af fejlslagen økonomisk politik, og som tilsammen kostede mellem 31 og 61 millioner mennesker livet.[36]

Massedød som følge af sult og dertil relaterede sygdomme er stadig en realitet. Ifølge UNICEF dør hvert år i vores egen nutid 6-7 millioner børn, før de bliver fem år af årsager, som nemt kunne have været undgået.[37] På blot ti år bliver det til 60-70 millioner. Siden 1980 er hvert år kloden over 40 millioner mennesker døde af sult.[38] Også her kan man gange op på ti- eller 20-års forløb, hvis man har lyst. Der kan anstilles mange regnskaber i menneskelig lidelse, og Vesten er ikke så snehvid, som man får indtryk af i megen af den aktuelle historieskrivning og offentlige debat. Ofrene for moderniseringen tæller godt med både i den østlige og den vestlige udvikling. Moderniseringens veje var forskellige, men overalt var forløbene enormt lidelsesfulde og dødelige.

3. Ofre for regimer og modernisering i den tredje verden

Det vestlige moderniserings eksempel udløste overalt i det der senere blev kaldt ’den tredje verden’ bølger af moderniseringsanstrengelser for at komme på højde med det avancerede Vesten, men under samtidig bevarelse af den nationale egenart. Der opstod herved historisk særegne konstruktioner, hvis moderniseringsforløb ofte var særdeles lidelsesfulde. Både Kemael Atatürks tyrkiske nationalstat, Stalins Rusland, Chiang Kai-sheks og efterfølgende Maos Kina kan ses som sådanne konstruktioner og forløb. [39]Det første af det 20’ende århundredes store folkemord, mordet på armenerne i 1915-16, blev begået af ikke de gamle imperiale kræfter eller religiøse fanatikere, men af sekulære nations- og statsbyggere, Kemael Atatürks folk. [40]

Der er her en slående lighed til hungersdøden under Stalins tvangskollektivisering i trediverne eller under ‘det store spring frem’ i Maos Kina.[41] Ofrene for Stalins moderniseringsproces sættes gennemgående i dag til 10-12 millioner.[42] Ofrene for Maos moderniseringsproces angives til mellem 30 og 40 millioner.[43] I Chiang Kai-sheks Kina døde i den hektiske moderniseringsperiode mellem 1916 og 1949 ca. 35 millioner mennesker af hungersnød og gennem militære handlinger.[44] Moderniseringen kostede i Sovjetunionen og Kina enorme mængder af menneskeliv.

Men det gjorde andre former for modernisering i andre dele af verden også. I deres berømte undersøgelse Hunger and Public Action fremhæver Jean Dreze og Amartya Sen godt nok det indiske demokratis større evne i årene fra 1948 frem til omkring 1970 til at opfange og imødegå optrækkende hungersnød.[45] Men de fremhæver også det bedre sundhedssystem i Kina, den lavere dødelighed, det bedre uddannelsessystem, den generelt bedre levestandard. Som følge af disse forhold var ‘overskudsdødeligheden’ i Indien i forhold til Kina i denne periode ca. 4 millioner om året. For hvert 8. år kostede overskudsdødeligheden flere menneskeliv i Indien end antallet af ofre i Kina under ‘det store spring fremad’ fra 1958 til 1961.[46]

Men ikke al massedød var resultat af forsøg på moderniseringsspring. Nogle var faktisk udtryk for det modsatte: baglæns regression til barbari. Khmer Rouge, hvis ledere var ideologisk inspireret af en primitiv agrarkommunisme, men som i øvrigt i en lang periode blev understøttet af både USA og Kina, og omvendt bekæmpet af Nordvietnam, gennemførte et massemord på ca. 1 million i Cambodja, massemord som leder tanken hen på folkemordet i Rwanda i 1994.[47] I 1979 blev Khmer Rouge væltet ved en nordvietnamesisk invasion, der således ret beset var den største ’humanitære aktion’ i nyere tid. Folk døde også af etniske og religiøse konflikter, sociale modsætninger og borgerkrige. Da Indien blev selvstændig i 1947 myrdede 400.000 hinduer og muhamedanere hinanden. [48]I 1965-66 blev 1 million indonesiske kommunister massakreret i Indonesien.[49]Mellem 1945 og 1990 døde 20 millioner mennesker i krige rundt omkring i verden, de fleste af disse i ’den tredje verden’.[50]

Gennem hele det 20. århundrede var verden hærget af ikke blot militære konfrontationer, oprør og krige men også af de klassiske, historiske dødsformer. Vi har endda også et historisk eksempel på massemord udført i selve hjertet af den hvide, europæiske civilisation. Den mest berygtede af dem alle, nazismens vældige udryddelsesprogram og-praksis.

4. Den tyske nazismes massemord og udryddelser

I alt blev mellem 5½ og 6 millioner jøder udryddet under 2. verdenskrigs Holocaust.[51] Men nazismens massedrab var endnu mere omfattende og spørgsmålet om gangen i de grusomme beslutningsprocesser har været under heftig diskussion blandt forskere på feltet. [52] I Polen alene blev ud over 3 millioner jødiske polakker også 3 millioner ikkejødiske polakker myrdet under 2. verdenskrig.[53] I Rusland myrdede SS, Einsatz-grupperne og Værnemagten i forening ud over jøderne ca. 3 millioner krigsfanger, samt 6-7 millioner ikkejødiske sovjetborgere.[54] Dertil kom øvrige civile tab samt de civile ofre i den øvrige del af det besatte Europa, f.eks. nede på Balkan.[55] I alt foranstaltede nazismen mord på godt 20 millioner civile og krigsfanger under 2. verdenskrig.[56] Dertil kom de militære tab, som i Sovjetunionen var på næsten 9 millioner døde samt yderligere millioner af sårede.[57]

Midt i det 20. århundredes Europa havde nazismen således etableret et imperialistisk imperium i klassisk stil, men forenet med en moderne statsmagts teknologi. Noget sådant var der ingen, der havde regnet med i den europæiske civilisations optimistiske opgangsperiode fra 1870 til 1914. Og da slet ikke med forankring i et så højt udviklet, civiliseret samfund som Tyskland. Og endnu flere massemord og tvangsforflytninger var planlagt i tilfælde af en vundet krig.[58]Ifølge den såkaldte ’Generalplan Ost’ skulle mellem 40 og 50 millioner slaviske folk udryddes.[59] I virkeligheden var der ikke nogen enkelt samlet ’Generalplan Ost’, men en hel række planer, skitser og visioner vedrørende den fremtidige udvikling i områderne mod øst, som blev udviklet af tyske planlæggere under krigen. Betegnelsen ’Generalplan Ost’ går på hele dette kompleks af planudkast.[60]

Den første version af en Generalplan Ost forelå færdig udarbejdet i juli 1941. Den var udarbejdet på et universitetsinstitut i Berlin på bestilling af Heinrich Himmlers ‘Rigskommissariat for Styrkelse af Tyskheden’ (RKFDV). Denne plan er ikke blevet fundet af forskerne, men man kender hovedtrækkene i planen fra en analyse og kommentar til planen udarbejdet af en Dr. Erhard Wetzel som var ekspert på racespørgsmål i ‘Rigsministeriet for de erobrede områder i øst’. Af den skønnede befolkning i området mellem Tyskland og Rusland på i alt 45 millioner skulle de 31 millioner, karakteriseret som racemæssigt uønskede, deporteres til Sibirien, resten skulle udnyttes som slaver.[61] Denne plan var efter Erhard Wetzels opfattelse dog alt for moderat! Han beregnede, at der i dette område af Østeuropa boede 60–65 millioner mennesker, hvoraf helt op til 51 millioner, herunder 80 % af den polske befolkning, 64 % af den hviderussiske og 75 % af den ukrainske, måtte deporteres og eventuelt dø.[62] I november 1941 blev der i Reinhard Heydrichs ‘Rigssikkerhedsamt’ (RSHA) udarbejdet en anden version af Generalplan Ost, der opererede med en tvangsdeportation af 31 millioner mennesker. Allerede i oktober havde Heydrich i en tale i Prag proklameret, at Protektoratet Böhmen & Mähren, Polen og de baltiske lande skulle ’germaniseres’.[63] Germanisering af de besatte lande og deportation af de indfødte befolkninger var nøje sammenhængende i SS-ledelsen visioner for Østeuropa.

Allerede inden udviklingen af de nævnte planer i SS var der i det tyske landbrugsministerium blevet udarbejdet planer for masseudryddelse af sovjetborgere ved hungersnød. Millioner af sovjetborgere skulle simpelthen sultes ihjel.[64] Denne plan blev drøftet på et møde af statssekretærer i maj 1941 – altså før angrebet på Sovjetunionen den 22. juni – hvor det blev noteret, at mange millioner mennesker i Sovjetunionen ‘var overflødige’, og at de enten måtte deporteres til Sibirien eller dø.[65] Som det også blev udtrykt af en af de tyske planlæggere: ”der er 40 millioner for mange russere, de må forsvinde”.[66] Den amerikanske historiker Robert Gellately er ikke i tvivl: ‘deportation til Sibirien’ var et af flere kodeord for massedrab.[67]

I diskussionen blandt forskere på feltet har ikke mindst drabene på jøderne fanget opmærksomheden. I deres analyser af historieskrivningen om Holocaust fremførte den israelske historiker Saul Friedländer og den canadiske historiker Michael Marrus det unikke i netop jødedrabene.[68] Der har været mange andre forfærdelige massedrab i historiens løb og senere igen i det 20. århundrede, men Holocaust var helt unik: “Unlike the case with any other group, and unlike the massacres before or since, every single one of the millions of targeted Jews was to be murdered. Eradication was to be total. In principle, no Jew was to escape.”[69] Også en anden israelsk historiker, Otto Dov Kulka, talte i et indlæg i debatten med den tyske historiker Martin Broszat om “the uniqueness of the Holocaust and its world-historical significance” og “the truly uncomparable singularity of the National Socialist attempt to exterminate the Jewish People.”[70] Massedrabet på jøder blev som bekendt et langt stykke vej fuldbyrdet, men nazismens delvist gennemførte og planlagte yderligere massemord mod andre og videre befolkningsgrupper var også en kendsgerning.[71]

Essensen i nazismen var under alle omstændigheder en kontrarevolution mod hele den vestlige civilisations udvikling, et brud med denne civilisations hele moralske grundlag og grundforestillingen om menneskeheden som én universel art.[72] Alle massemord må naturligvis fordømmes for det, de er, men nazismens antisemitisme, antislavisme og planer for bevidst udryddelse af hele folkeslag var udtryk for måske den alvorligste krise i hele den vestlige civilisations udvikling og udgjorde en trussel mod menneskehedens videre udvikling som art overhovedet.[73]

Der er et andet vigtigt aspekt: Nazismen kom til magten i Europas mest udviklede civiliserede samfund i kraft af en ad hoc-alliance mellem den opstigende nazibevægelse og etablerede eliter og institutioner, der derefter et langt stykke vej støttede regimet.[74] Store dele af den tyske industri profiterede på samarbejdet med nazismen, en række virksomheder benyttede sig af arbejdskraft fra kz-lejrene, og nogle havde ligefrem industrielle anlæg her.[75] I store dele af befolkningen var Hitler, især efter de store udenrigspolitiske sejre i 1930’erne og de militære sejre i begyndelsen af krigen, uhyre populær.[76] Og måske var befolkningen heller ikke så uvidende endda om regimets behandling af politiske modstandere og udryddelsespolitikken.[77]Dette rejser unægtelig vidtgående spørgsmål om forklaring og skyld. Problemet vanskeligøres yderligere ved det elementære forhold, at det jo ikke blot var ’tyskerne’ der var skyldige. 2/3 af tyskerne stemte dog aldrig for Hitler og omvendt deltog rumænske, ungarske, kroatiske, ukrainske, hviderussiske, og baltiske militær og politi enheder og befolkningselementer med stor iver i de antijødiske ekcesser. Man kan ikke bare sige, at nazismen var tyskernes problem [78]Problemet er desværre meget mere komplekst end som så.

5. Stalinismens ofre

Det andet store eksempel på massemord i Europas historie i det 20. århundrede er stalinismens massemord og udrensninger.[79] Ofrenes antal er igen forfærdende højt.[80] Man kan her ikke nøjes med at se på begivenhederne i 1937-1938. Til ofrene for udrensningerne i 1937-1938 skal lægges ofrene for hungersnøden, tvangskollektiviseringerne, deportationerne, døden i lejrene m.m. og perioden må udvides.  Den beregnede samlede overskudsdødelighed for hele perioden 1927-1938 blev så af forskere som Wheatcroft og Davies beregnet til 10 millioner.[81] Alec Nove nåede til et lignende tal.[82] Det samme gør Michael Mann sammenfattende resultatet fra den nyere forskning.[83] Richard Overy når til sammenlagt et antal af ofre på 6-7 millioner.[84] Disse opgørelser ligger betragteligt under Robert Conquests tidligere opgørelse på 20 millioner, men der er dog stadig tale om et højt tal.[85] Der synes nu at være stigende konsensus i den nyere forskning om, at den russiske stalinismes ofre i alle perioder tilsammen og for alle kategorier af dødsfald beløber sig til 10-12 millioner, heraf de 6-8 millioner som følge af den store hungersnød i 1931-1933.[86]

Der har været fremført mange forskellige teorier til forklaring af den eksplosive proces af skueprocesser, udrensninger og massehenrettelser 1937-1938, herunder teorier, der generelt fokuserer på systemets ‘totalitære’ karakter,[87] en omfattende plan for systematisk udryddelse af store ‘fjendtlige’ befolkningsgrupper såsom angivelige ‘kulakker’, kritikere af enhver slags, nationale minoriteter o.a.,[88] teorien om gennemførelsen af Stalins revolution ovenfra med ham selv som moderniseringsdespot,[89] teorien om tilbagefaldet under de givne omstændigheder i ‘det asiatiske despoti’ og en skærpelse af kampen mellem despot og bureaukrati,[90] teorien om Stalins sygelige mistænksomhed og hans følelse af usikkerhed og ønske om at sikre sin position,[91] teorien om Stalins ønske om på forhånd at udrydde enhver tænkelig potentiel og eventuelt kommende opposition,[92] teorien om det afgørende brud med og ødelæggelsen af den revolutionære tradition og kontrarevolutionens politiske konsolidering,[93] teorien om udviklingen af en intern magtkamp i eliten,[94] teorien om en generel ophobning af had og hævnlyst ude i befolkningen, lokale modsætninger og opgør, hvor Stalin nok var den udløsende faktor, men hvor det hele flammede op i en ukontrollabel proces,[95] samt teorien om, at Stalin i virkeligheden blot reagerede på begivenheder uden for hans kontrol og blev revet med af udviklingen.[96]

Hele dette forløb kan dog i første omgang bedst forklares ud fra den særegne karakter af den russiske socioøkonomiske udvikling i perioden, af den særegne karakter af den russiske stats- og nationsbygning og af landets internationale situation samt den egenartede skæring af disse processer. Dertil kom så den sygeligt mistænksomme og uberegnelig despot i toppen af systemet. Men derefter må man søge en mere dybt pløjende forklaring i kombinationen af modernisering og dybereliggende menneskelige instinkter og behov. Ovenstående rejser under alle omstændigheder spørgsmålet om karakteren af den stat, der gennemførte alle disse deportationer, lejranbringelser, massehenrettelser og udryddelser. Totalitarismeteoretikerne ser dette som udtryk for noget moderne, nemlig det ‘totalitære diktatur’. Men den russiske virkelighed var mere kompleks end som så, en særegen blanding af traditionelt og moderne. Men selve moderniseringsanstrengelsen, den forcerede økonomiske og sociale udvikling og nationalstatsudviklingen var naturligvis i sig selv ‘moderne’ og samtidig uhyre lidelsesfuld og kostede millioner af døde. Det politiske regime derimod var, som tilbagevendende i Ruslands historie, et gammeldags despoti benyttende sig af traditionelle og grusomme despotiske metoder. [97]Despotiet var forlenet med en moderne vision om og praksis for modernisering og begge elementer trak i retning af massedøden.

6. Ofrene for de to store europæiske diktaturer. En sammenligning

En sammenligning af nazismens og stalinismens udryddelser og massemord er ganske oplysende: Nazismens aggression var primært rettet udadtil. Ganske vist begyndte den internt i Tyskland og de første ofre var den tyske venstrefløj. Kz-lejrenes første indbyggere var tyskere.[98] Men i det samlede forløb var de nazistiske forfølgelser, udryddelser og massemord primært rettet udadtil mod fremmede folk, og en postuleret ’fremmed race’, og processen kom netop til fuld udfoldelse i forbindelse med krig og erobring. På det punkt mindede nazismen om den europæiske kolonialisme, og var, som hævdet af Hannah Arendt måske endda direkte inspireret herfra. [99]

Der var her en slående forskel til den russiske stalinisme. Medens langt største delen af nazismens ofre var fremmede folk, jøder slæbt sammen fra hele Europa, polakker, russere og folk på Balkan, russiske krigsfanger osv., så var Stalins ofre omvendt og primært store grupper i hans egen befolkning. Det samme gjaldt i øvrigt perioden under Chang Kai-Sheiks moderniseringsanstrengelse i 30’erne og 40’erne og senere Maos regime i Kina. På dette punkt er der altså større lighed mellem den nazistiske imperialismes og den vestlige imperialismens model: Det gik altid primært ud over fremmede folk. I Eurasien gik det primært ud over de egne befolkninger.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at over halvdelen af dødsofrene for Stalins regime simpelthen døde af sult. Dette forekom ikke i det langt mere udviklede Tyskland. Nazismen henrettede omkring og kort efter magtovertagelsen tusinder af tyskere, men millioner af tyskere omkom aldrig af noget så elementært som sult. Det siger i sig selv meget om de to samfunds og regimers forskellige udgangspunkt og karakter, trods overfladiske lighedspunkter i magtudøvelsens teknologi. Største delen af stalinismens ofre var ofrene for den store hungersnød i 1931-33. De var ofre for en fejlslagen økonomisk politik, for en i første omgang fejlslagen udviklingsanstrengelse, og for en despotisk reaktion herpå.[100]På dette punkt er det stalinismen, der minder om kolonialismen. Nazismens ofre var endvidere ofre for en bevidst udryddelsespolitik, med Holocaust og masse-gasningen af jøder og slaviske folk som en kulmination. Der var omvendt ikke i Sovjetunionen regulære udryddelseslejre som Auschwitz, Birkenau, Sobibor, Treblinka og Belzeck. [101] Der var heller ingen medizinske eksperimenter som i nazi-lejrene. Også hvad angår lejr-systemet befandt Hitlers Tyskland sig på et ’højere’ niveau af – en perverteret- ’civilisation’. Stalins lejre var det plumpe primitive despotis lejre, dog kombineret med en moderne økonomisk rationalitets, i øvrigt fejlslagne, målsætning.

Dette fører over i en fjerde, og vigtig, forskel: årsagerne til radikaliseringen og eskaleringen over i massemord var vidt forskellige. I Sovjetunionen var stalinismens udvikling et produkt af to hinanden gensidigt forstærkende processer, nemlig dels tilbagefaldet i den konkrete situation, der forelå i 20’ernes Sovjetunion, til et ’arkaisk despoti’,[102] og dels den forcerede tvangskollektivisering og industrialisering i det relativt tilbagestående agrarsamfund. Begge processer var igen indlejrede i Ruslands problemfyldte historiske udviklingsproces,[103] en proces som tillige vedvarende var præget af Ruslands geopolitiske situation og skiftende herskeres og eliters forsøg på at piske landet fremad, så det kom på omgangshøjde med de mere fremskredne vestlige stormagter. Stalinismen var den sidste, men også mest brutale, af denne tilbagevendende moderniseringsanstrengelse.

I Tyskland var årsagerne til radikaliseringsprocessen anderledes.[104] Afgørende var her i perioden op til nazismens magtovertagelse i 1933 kombinationen af nazismens vældige Volksgemeinsschafts-appél og de traditionelle eliters og dominerende klassers fjendtlige holdning til republikken og deres samspilspolitik i forhold til den opstigende nazibevægelse.[105] I årene efter magtovertagelse foregik der derefter en intern magtforskydning med heraf følgende forandrede elite-struktur og Førerens styrkede position.[106] Af betydning blev videre det administrative kaos der udviklede sig samt den mekanisme, som den engelske historiker Ian Kershaw har kaldt ”Working towards the Führer” som begge igen frembragte en ’kumulativ radikalisering’.[107] Endvidere spillede ideologiens iboende dynamik en vigtig rolle.[108] Dertil kom Hitlers udenrigspolitiske sejre. Alle disse faktorer tilsammen trak i retning af den radikalisering, som igen udløste sig i angrebskrig, folkemord og masseudryddelse.  

Den femte forskel, endelig, mellem nazismen og kommunismen går naturligvis på de erklærede ideologiers karakter og relationen ideologi-praksis. Man kan læse om førerprincippet, udryddelsen af arbejderbevægelsen, jødeudryddelse, euthenasi og korstoget mod Øst allerede i Hitlers Mein Kampf. [109] Der var i nazismen en makaber overensstemmelse mellem teori og praksis. Det var der ikke i kommunismen. Hvad enten man kan lide det eller ej så var kommunismen idehistorisk i slægt med både socialismen, liberalismen og demokratiets ideologi, idet de alle havde rødder i oplysningstidens rationalisme og humanisme. Nazismen, derimod, lå idehistorisk i forlængelse af en anti-rationalistisk og anti-humanistisk tradition i den europæiske kultur. Kommunismens ideologi var bygget op omkring egalitære forestillinger og værdier, nazismen dyrkede, ikke kun i praksis men også i ideologien, autoritære og elitære forestillinger og principper. Kommunismen hyldede i ideologien principper om international solidaritet og broderskab, nazismen hyldede angrebskrig, erobringer, undertrykkelse og udryddelser af andre folk. Kommunismens ideologi blev underordnet Stalins realpolitik. Nazismens ideologi derimod smeltede sammen med Hitlers ekspansionspolitik.

7. Hævnen

Efter krigsnederlaget begik de allerstørste tyske krigsforbrydere selvmord, nogle blev straffede, mens de fleste slap fri. Men hævnen over en bestemt del af den almindelige befolkning var frygtelig. Millioner af civile tyskere flygtede ved krigens slutning af frygt for de fremrykkende sovjethære fra Østeuropa og under frygtelige lidelser: massevoldtægt, bombardementer, sult og sygdomme.[110] Andre millioner, efterkommere af befolkninger, som i århundreder og nogle steder mere end 1000 år havde levet i Sudeterland, Schlesien, Pommern og helt nede i Voivodina, Banatet og Transylvanien, blev i løbet af samme periode og i de første efterkrigsår tvangsfordrevne.[111] Ikke blot de fremrykkende sovjethære, men i høj grad også hævngerrige polske, tjekkiske og jugoslaviske militser og befolkninger drev på i en fremadskridende voldsspiral af henrettelser, vold, mishandlinger og fordrivelser. I Prag var der tyskere, der blev overhældt med benzin og hængt op i lygtepæle som brændende fakler.[112] I alt blev omkring 14 millioner tyskere fordrevet fra Østeuropa og måske helt op til 2 millioner tyskere mistede livet under flugten og fordrivelserne.[113]

Og tvangsfordrivelserne var blevet forberedt allerede under krigen. Ikke blot Stalin, men også Churchill og såvel borgerlige som kommunistiske politikere, Benes, Gottwald, Mikolajczyck, Bierut osv. gik ind for fordrivelsespolitiken.[114] Fordrivelserne blev endelig godkendt af stormagterne på Potsdamkonferencen.[115] Fordrivelsen af tyskerne fra Østeuropa var et produkt af såvel befolkningernes oprørthed og vrede over nazitidens grusomheder og forfølgelser som af stormagtspolitik og af nationale regeringers ønske om rensede nationer efter krigen. Befolkningernes harme er forståelig, men kombinationen af befolkningernes vrede og den store politik kom her til at gå ud over civile tyskere. Man må ikke glemme, at så længe de havde et frit valg, stemte dog flertallet af tyskerne mod nazismen.[116] Så er det ganske vist rigtigt, at Hitler efterfølgende opbyggede en betydelig popularitet, men tvangsfordrivelserne, voldshandlingerne og mordene i 1945 gik primært ud over uskyldige og var udtryk for en primitiv ’kollektiv skyld’-tankegang. De fleste af hovedaktørerne i – og de hovedskyldige for – krigens grusomheder slap fri eller unddrog sig straf, medens kvinder og børn blev straffede, blot fordi de var tyskere.

8. Jeltsin-moderniseringens ofre

Ifølge den gængse, i ikke mindst de vestlige medier udbredte, opfattelse foregik der i årene 1989-1991 i Sovjetunionen en kamp mellem på den ene side befolkningens flertal, som støttede ’den demokratiske opposition’, og som blev anført af Boris Jeltsin, og på den anden side den gamle parti-/statselite, der forsvarede sine privilegier og det system, der havde sikret dem disse. Denne kamp endte med oppositionens sejr. Den gamle elite blev væltet, det ’socialistiske system’ brød sammen, og i stedet blev der indført ’demokrati’ og ’kapitalisme’. En rigtig mediehistorie. Enkel og letforståelig og med ’en god slutning’.

Denne forklaring er imidlertid netop for enkel. Den forklarer for det første ikke det forhold, at parti/statseliten forblev på sine poster. Sejren for de revolutionære i andre store revolutioner i historien, f.eks. den franske i 1789, den amerikanske i 1783, den russiske i 1917, havde fremkaldt et eliteskift og en strøm af slagne, flygtende emigranter. Det var ikke tilfældet i Sovjetunionen 1989-1991. Tværtimod. Endnu to år efter Sovjetunionens sammenbrud var 11 ud af 15 sovjetrepublikker ledet af tidligere topkommunister, og generelt var elitekontinuiteten høj.[117]  Mysteriet opklares i en række forskeres alternative beskrivelse og forklaring. Ifølge denne forklaring blev parti-/statseliten selv en vigtig faktor, ja, den afgørende drivende kraft, i transformationsprocessen. Den foretog herunder en ’conversion of power’, idet den skiftede sin hidtidige politiske kapital ud med en anden kapital, økonomisk og social.[118] Nogle personer i den gamle elite formåede endda at fastholde deres politiske kapital, medens de skiftede symboler og retorik, samtidig med at de erhvervede sig en ny kapital.[119] Dette gælder f.eks. netop Boris Jeltsin og hans følgeskab. Jeltsin var lige så meget som Gorbatjov og Ligatjov medlem af det gamle kommunistiske parti og den gamle statselite.

Man kan konstatere, at Boris Jeltsin i løbet af udviklingen indgik to alliancer, nemlig med ’den demokratiske opposition’ og med parti- og statseliten, og at han i det senere forløb svigtede den første til fordel for den anden. Jeltsin fremstod imidlertid tilsyneladende som tilhænger af demokrati og kapitalisme. Det var det billede, han og hans tilhængere udbredte internt i Sovjetunionen, medens de omvendt beskrev alle deres modstandere og kritikere som ’gammelkommunister’, der ønskede en tilbagevenden til Stalintiden. Det var som nævnt også det billede der i disse år blev tegnet af Jeltsin i de vestlige medier, et billede som man elskede, fordi det bekræftede egne interesser og fremherskende ideologiske forestillinger. Men dette var i sandhed en særegen historie om en omvendt tidligere førstepartisekretær i Sverdlovsk-regionen, der pludselig var trådt frem som leder af en stor bevægelse for indførelse af liberalisme, demokrati og kapitalisme. Det ville, som påpeget af systemkritikeren Boris Kagarlitsky, svare til, om der i Det Tredje Riges sidste dage pludselig var trådt en Gauleiter fra Østpreussen frem og havde erklæret sig som tilhænger af det vestlige demokrati og det vestlige samfundssystem.[120]   

Den virkelige russiske transformationsproces var da heller ikke et resultat af et pludseligt sindelagsskift, en konvertering fra ’socialisme’ til ’demokrati’ og ’markedsøkonomi’. Den var betydeligt mere kompleks og mere rå, formet af skiftende magtrelationer og interessemodsætninger. Det var en proces, tillige, hvor den hidtidige erklærede ideologi blev skiftet ud med en ny erklæret ideologi, fordi et sådant skift i ideologi og symboler var formålstjenligt for den nye elitekonstellation, der var under udvikling. Betydningsfuld var imidlertid også den nye reformelites erfaringsdragelse og heraf udviklede nye situationsopfattelse.[121] Interesser, magt og faktiske ideologier flettede sig sammen i en yderst kompleks proces, en proces som dog i de vestlige medier fremtrådte som ganske enkel, som en kamp mellem ’de onde’ og ’de gode’.

Resultaterne var lige så opsigtsvækkende: Sovjetunionen/Rusland blev bombet tilbage i udvikling: Nationalproduktet, GDP, var i 1996 faldet med 42 % (til sammenligning kan anføres, at under den store depression i USA fra 1929-1933 faldt det amerikanske GDP med 30 %). Industriproduktionen var i 1996 faldet med 46 %, realindkomsten var i 1995 faldet med over 50 %, uligheden var steget fra et skandinavisk niveau til niveauet i USA, procenten af befolkningen under fattigdomsgrænsen var steget fra 5 % i slutningen af 1980’erne til 36 % i 1992.[122] Fødselsraten faldt fra 1989-1993 med 36 %, og levealderen for mænd faldt fra 65,5 år i 1990 til 57,3 år i 1993, hvilket bragte Rusland ned på niveau med lande som Indien og Ægypten.[123] Overskudsdødeligheden’ i disse år er i nyere undersøgelser blevet opgjort til mellem 6 og 7 millioner.[124] Hvis disse beregninger er korrekte, nærmede de menneskelige omkostninger ved chokterapien i 1990’erne sig tallet for hungerdøde i forbindelse med Stalins ligeledes ovenfra gennemførte accelererede moderniseringspolitik i 1930’erne. Nye tider, en ny ideologi, nye symboler, men stadig en ovenfra påtvunget modernisering og store lidelser for befolkningen.

9. Terrorismen

Terrorismen synes i dag at være alle vegne og frygten for terror er blevet fremtrædende i nutidens verden. Fænomenet har imidlertid eksisteret altid, og i skolen lærte vi om mordet på Cæsar og Sullas proskriptioner. I nyere tid blev terroristiske attentater forbundet med mordene på Alexander, d. II, Frans Ferdinand, kejserinde Elizabeth, kong Alexander, udenrigsminister Barthou og i øvrigt som noget der mest foregik ned på Balkan. Men efter 11. september 2001 synes begrebet herom at være blevet dominerende i medierne, i den politiske diskurs, og i den akademiske verden. [125]

Fænomenet forekommer at være så velkendt, alligevel er det aldrig lykkedes at nå frem til enighed om nogen definition hverken i stormagtsforhandlinger, i FN regi eller blandt forskere på feltet. Tværtimod karakteriseres mange og vidt forskellige fænomener som værende ’terroristiske’ og mange grupper og retninger og personer karakteriseres af nogle som ’terrorister’ medens andre bestrider dette prædikat. Én og samme organisation er af nogle blevet opfattet som en terrororganisation, af andre som ’frihedskæmpere’ (f.eks. IRA, ETA, PKK, Hamas). En Nelson Mandela oplevede endda i en periode at blive stemplet som terrorist for senere at blive hyldet som frihedskæmper og Nobelprismodtager. [126]

Uklarheden i selve definitionen og den politiske tvetydighed og brisans gør det selvfølgelig også vanskeligt at registrere det nøjagtige omfang af terrorhandlinger i verden. Det er dog gjort forskellige forsøg herpå og ifølge en række opgørelser fra såvel det amerikanske efterretningsvæsen, som FN organisationer samt forskere på feltet lå det samlede globale antal af ofre for terror (uden for egentlige krigszoner som Irak og Afghanistan) i perioden fra 1968 frem til i dag på mellem 300 og 7oo pr år.[127] Overraskende få sammenlignet med de enorme mængder af ofre for krige, diktaturer, forfølgelser og statsterror i det 20. århundrede og indeværende. Få i forhold til ofre for sult og sygdomme, få også i forhold til antallet af ofre for bilulykker. Årligt omkommer her kloden over 2 millioner mennesker. [128]Men frygten for terror synes i dag at være langt større end frygten for ikke blot sult, sygdom og bilulykker, men også for krige og forfølgelser.

Også kategoriseringen har voldt store problemer. Det viser sig nemlig, at vidt forskellige politiske og religiøse retninger og grupper i historiens løb – og i periodevist forskelligt vægtforhold- har udøvet terroristiske aktiviteter. De har også fundet sted under vidt forskellige symboler og ideer.  Mange af de handlinger som i nutiden klassificeres som ’terrorhandlinger’ blev desuden tidligere klassificeret i kategorier som politisk vold, borgerkrig, forfølgelser eller som simpel kriminalitet. Nutidens brede, vage og upræcise begreb om terrorisme har så at sige i sig opsuget alle andre fænomener og skabt en enorm frygt. Samtidig er analyse og forklaring, og dermed forebyggende foranstaltninger, blevet vanskeliggjort. Fænomenerne eksisterer.  Man kan ikke borttrylle dem ved at kalde dem noget andet. Men måske skulle vi dog være mere præcise i vore problemformuleringer og målangivelser og tale om kriminalitet, forbrydelser, forfølgelser og vold og indrette den forebyggende politik på mere præcist afgrænsede forhold og problemstillinger. Sådanne mere præcise problemformuleringer og analyser måtte så igen indlejres i mere omfattende analyser af den verden vi lever i. Det ville skabe viden og forståelse og bane vej for forebyggelse. Det ville være en vejledning til handling. For at afskaffe verdens dårligdomme må man søge viden og indsigt og fremme samarbejde, solidaritet og tolerance. I disse år går udviklingen desværre i stik modsat retning: Igen appelleres der over hele kontinentet til frygt, intolerance, xenofobi og gensidigt had. Europa synes at bevæge sig i retning af krise og opløsning i en opadgående voldsspiral. Frygten er måske ikke så ubegrundet endda, men det hele står langt værre til end man tror.

10. Moderne statsterror og borgerkrige

Den mest udbredte og effektive terror i nyere tid har dog været det man kunne kalde ’statsterror’, simpelthen fordi den statslige magt er så kolossal sammenlignet med hvad private aktører kan præstere i så henseende. Et eksempel fra Europa er Ex-Jugoslavien i 1990’erne, hvor 300.000 blev slået ihjel og 4 millioner drevet på flugt. [129]Der var ganske vist også mange ‘private’ militser i aktion, men statslig magt var altid involveret.  Alle parter begik grusomheder. Og, hvilket overraskede mange, borgerkrig, forfølgelser og mord foregik midt i processer af generel ’demokratisering’ [130]’Demokratisering’ var ingen garanti mod disse fænomener. Det jugoslaviske eksempel illustrerer tillige hvor tæt sammenvævet ’krig’, ’borgerkrig’, ’massemord’ og ’terrorisme’ ofte er.

Går vi uden for Europa er sammenvævningen af krig, borgerkrig og statsterrorisme ligeledes iøjnefaldende. Dette gælder ikke mindst Mellemøsten. Den vestlige ’Civilisation’ kom brutalt til Mellemøsten, som i stigende grad efter 2. verdenskrig blev en region præget af USA’s globale engagement, og Sovjetunionens modgående politiske interventioner.[131] Regionen, der var så uheldig at havde store olieforekomster og en vigtig strategisk placering, og i forvejen mange steder var plagede af interne diktatorer, blev nu yderligere overlejret af en række konflikter, krige og episoder fremkaldt af regionens fremadskridende inddragelse i den kolde krig.

Allerede i 1953 havde det amerikanske CIA i samarbejde med den britiske efterretningstjeneste gennemført et kup mod den demokratiske Mossadeq-regering i Iran og fået installeret Mohammed Reza som shah, der forblev en fast allieret for Vesten helt frem til Khomeini-revolutionen i 1979, hvor han måtte flygte ud af landet.[132] Shahens regime havde indadtil været et af de værste diktaturer i Mellemøsten og i det berygtede sikkerhedspolitis, Savaks, fængsler udfoldede der sig torturscener af nærmest pornografisk karakter.[133] Men shahen af Iran var en ven af Vesten. Det samme gjaldt i en årrække Saddam Hussein i Irak, en sekulær leder og en af medspillerne for Vesten i Mellemøsten.[134] Også i Saddats fængsler, blandt andre i det af amerikanerne senere brugte Abu Ghraib fængsel, udspillede der sig ubeskrivelige torturscener.[135] Og under Iraks krig mod Iran i 1980’erne så Vesten passivt til medens Saddam Hussein i stor stil anvendte giftgas, (leveret i øvrigt af tyske og amerikanske firmaer) både mod iranerne og mod kurderne.[136] Først da Hussein med sin intervention i Kuwait i 1990 kom på tværs af vestlige interesser begyndte man, både under Golfkrigen i 1990-1991 og forud for og under invasionen i 2003 og i de følgende år, blandt Vestens politikere og i medierne at tale om, at han i grunden altid havde været en grusom diktator. Efterfølgende døde 500.000 irakiske børn som følge af sanktionerne over for landet og efter 2003, under interventionskrigen og borgerkrigen, dræbtes mindst 100.000 civile irakere, ja, ifølge det britiske The Lancets skøn måske endda helt op til 900.000.[137] 

I Pakistan støttede USA general Zia’s islamiske militærdiktatur fra 1979 til 1988 og skiftende regimer derefter.[138] I Afghanistan støttede man under den russiske intervention i 1980’erne de fundamentalistiske mujahediner.[139] I Saudi Arabien støttede og støtter USA vedvarende Saudiernes wahhabitiske diktatur,[140] i Mellemøsten som sagt Shahen af Persien og i en lang periode Saddam Hussein. USA var ikke kræsen i valg af allierede.

Støtte til diktatorer og passivitet over for grusomheder var i det hele taget et gennemgående træk i Vestens politik i området. Passiviteten i Vesten var også påfaldende under de kristne militsers myrderier i Saabra og Shatila lejrene i Libanon i 1982.[141] Det samme gjaldt holdninger til og politikken over for Israel, der dog i det mindste var et demokratisk land og med svære eksistensproblemer og selv udsat for terrorangreb. Men i forhold til landets fjender, på Vestbredden, i Sydlibanon og i Ghaza, kunne Israel tillade sig meget.[142] Hele tiden under den kolde krig og i hele perioden derefter var Israel af alle lande kloden over den største modtager af amerikansk militær hjælp.[143] Og USA’s politiske støtte var vedvarende.[144]

Men aktion og modaktion, angreb og forsvar fulgte i et tilbagevendende mønster. I 1956 angreb Israel, støttende sig til den britisk-franske Suez-aktion, Ægypten, i 1967 blev Israel angrebet af de omliggende arabiske lande, men kunne efter sejren i seks dages krigen annektere Vestbredden Golanhøjderne og Øst-Jerusalem.[145] I 1973 blev landet angrebet af Syrien og Ægypten og i 1982 angreb Israel Sydlibanon.[146]  

USA forblev også efter at den kolde krig var forbi med Afghanistan krigen, Irak krigen, og senest interventionerne i Libanon og forholdet til Syrien og Iran aktiv i regionen. Overalt blev det igen og igen demonstreret, at heller ikke Vesten var og er snehvid, med rene hænder. Til sidst praktiserede amerikanerne i Abu Ghraib fængslet tortur, som de i den sidste ende havde fordømt Saddam Hussein for at udøve.[147] Men ideologien om ’humanitær aktion’ og ’kampen for frihed og demokrati’, var hele tiden den samme. Grundlaget for denne type politik med samt den moraliserende retfærdiggørelse var blevet lagt under den kolde krig.

Længere mod øst i Asien engagerede USA sig i Laos, Cambodja og Vietnam.[148] Her havde Ho Chi Minh i Hanoi i Nordvietnam efter krigens modstandskamp mod japanerne proklameret landets uafhængighed blandt andet citerende den amerikanske Uafhængighedserklæring.[149] Den af ham ledede Viet Minh-bevægelse blev derefter hurtigt involveret i en årelang krig mod de tilbagevendende franskmænd, en krig der blev afsluttet med sejren ved Dien-Bien-Phu, Frankrigs tilbagetrækning og Genèvekonferencen i maj 1954.[150] USA havde allerede økonomisk og med rådgivere støttet franskmændene, i 60’erne trådte det mere og mere direkte ind i bekæmpelsen af den nationale uafhængighedsbevægelse i området, idet man en overgang støttede Dinh Diems diktatur i Sydvietnam, hvor der rejste sig en ny modstandsbevægelse, Den Nationale Befrielsesfront, FNL (Viet Cong), der efterhånden modtog støtte fra Nordvietnam. Omvendt eskalerede den amerikanske støtte stadigt.[151] 

USA engagerede sig også i Indonesien, hvor CIA allerede i 1957 støttede kupplaner mod Sukarno-regeringen. Det mislykkedes på det tidspunkt, men skulle blive gentaget med stor succes i 1965. Ved denne lejlighed blev en million medlemmer af Indonesiens store kommunistparti myrdet.[152] På Filippinerne understøttede USA det filippinske militærs nedkæmpelse af Huk-bevægelsen med napalmbomber.[153]

Også nede i Afrika havde den kolde krig bredt sig og stormagterne støttede hver deres lokale diktatorer. Allerede tilbage i 60’erne havde USA i Congo støttet diktatoren Joseph Mobuto i hans kamp mod nationalisten Patrice Lumumba, der blev fanget og henrettet, en torturseance der tog 5 timer.[154] I krigen mellem Etiopien og Somalia i 1970’erne støttede USA Somalias diktator Mohammad Siyad Barre og Sovjetunionen støttede Etiopiens diktator Menghisto.[155] Efter det portugisiske koloniregimes sammenbrud i Angola og Mozambique udbrød der borgerkrig i Angola mellem de to modstående uafhængighedsbevægelser, den største MPLA og den mindre FNLA, senere UNITA. FNLA fik imidlertid støtte fra en sydafrikansk invasion ind i landet. Dette fremprovokerede igen en cubansk invasion til fordel for MPLA. På stormagtsplanet støttede Sovjetunionen MPLA medens USA (og i øvrigt også Kina) støttede UNITA.[156]

Mod nord havde den algeriske befrielsesfront FNL siden 1950’erne kæmpet en uafhængighedskamp mod franskmændene, en kamp der var blevet kompliceret ved eksistensen af et betydeligt bosiddende fransksindet mindretal i landet, et mindretal som ved flere lejligheder åbent rebellerede mod regeringen i Paris. USA, der på den ene side nødigt direkte ville distancere sig fra antikolonialismen, men på den anden side ikke gerne så sin franske allierede i Europa svækket, lagde et forsigtigt pres på de Gaulle-regeringen. I 1962 fik Algeriet omsider sin selvstændighed efter en årelang kamp, hvor en halv million mennesker, mest algeriere var blevet dræbt.[157]

Den kolde krig udfoldede sig ikke mindst også i den amerikanske stormagtspolitiks klassiske region, Latinamerika. I Nicaragua, hvor Sandinist bevægelsen i 1979 væltede den korrupte og brutale militærdiktator Anastasio Somosa, som i årevis var blevet understøttet af USA, eskalerede Reagan administrationen, til trods for at Sandinist regeringen i 1984 faktisk havde afholdt frie valg,[158] i løbet af 1980’erne sin støtte til de højreorienterede contraer, der var rekrutteret fra Somosas tidligere Nationalgarde, understøttede attentater og anslag mod velfærdsprojekter, etablerede en økonomisk blokade og minerede i 1984 Nicaraguanske havne, en handling som blev kendt folkeretsstridig af den internationale domstol i Haag.[159] Selv efter at modstanden hjemme i USA var voksende søgte Reagan at fortsætte støtten til contraerne bl.a. ved at finansiere støtten hertil gennem illegale våbensalg til Iran, den såkaldte Iran-contra skandale.[160] Da borgerkrigen var endt i 1990 havde 30.000 mistet livet, 100.000 var flygtede og landet henlå i økonomisk ruin.[161]

I El Salvador støttede USA den alliance mellem oligarkiet og militæret der, havde magten i landet. Da regeringens forfølgelser af reformvenner udløste en modstandsbevægelse, FMLN, satte statsmagten ikke blot hæren, men også særlige dødspatruljer ind mod oprørerne og udløste en omfattende terror. I marts 1980 myrdede medlemmer af en dødspatrulje f.eks. San Salvadors ærkebiskop Arnolfo Romero.[162] Alene frem til 1983 torterede og myrdede dødspatruljerne i El Salvador 11.000 mennesker.[163] Men den amerikanske hjælp fortsatte og El Salvador blev på per capita basis den næststørste modtager af amerikansk militærhjælp i verden.[164] En vis opsigt i USA vakte det dog da 4 amerikanske nonner blev fanget, voldtaget og myrdet af en dødspatrulje.[165] Da krigen sluttede, var 70-75.000 mennesker blevet dræbt.[166] Den af FN efter krigen nedsatte sandhedskommission angav i sin rapport fra 1993, at 95 % af disse var blevet dræbt af regeringsstyrkerne og dødspatruljerne, 5 % af guerillaen.[167]

Mest omfattende var massakrerne og terroren i Guatemala. Efter den CIA organiserede invasion og kuppet mod Arbenz regeringen i 1954 blev dette fattige land regeret af skiftende generaler. Den amerikanske støtte til regimet fortsatte gennem årene og eskalerede under Reagan i 1980’erne. Det samme gjorde borgerkrigen og den organiserede statsterrorisme. Den statslige terror ude i landdistrikterne var ubeskrivelig: ofrene blev regelmæssigt torterede, lemlæstede og endnu levende smidt i gruber eller brændt.[168] Masseterroren antog også i dele af landet karakter af folkemord på maya indianerne, der blev udslettede eller fordrevet. I de sandhedskommissionsrapporter, der blev udarbejdet af henholdsvis den katolske Archdiocese i Guatemala city og af FN og offentliggjort i 1989 og 1999, blev antallet af ofre i Guatemala opgjort til over 200.000. Heraf var godt 95 % faldet som ofre for den statslige terror.[169] Guerillaerne tegnede sig for mellem 3 og 4,8 %.[170]

I alt blev mindst 300.000 mennesker myrdet under den af Reagan administrationen støttede og af oligarkiske regimer, militæret og de højreorienterede dødspatruljer i 80’erne Centralamerika gennemførte offensiv mod venstreorienterede, befrielsesteologer og tredje verdens nationalister. Dette rokkede dog ikke det mindste ved Reagan administrationens selvforståelse og hele opfattelse af den kolde krig. Som den norske koldkrigs forsker Odd Arne Westad udtrykker det: ” Its worldview …stayed intact: the Cold War was a conflict between good and evil, in which the United States was on the side of the angels”.[171]     

Moderniseringens ofre.

Den vestlige modernisering, kolonialismen, nazismen og stalinismen har forfølgelser og massedød tilfælles, men adskiller sig i øvrigt fra hinanden i en række andre henseender. Karakteristisk er dog dødelighedens omfang og de ledsagende forsøg på ideologiske legitimering.Vestens oprindelige modernisering samt ikke mindst kolonialismen har været utrolig dødelig. Blot de eksempler jeg har anført indledningsvist må beløbe sig tilsammen til mindst 3-400 millioner menneskeliv, som så kan sættes i forhold til et langt mindre globalt befolkningtal end det nutidige. Som nævnt omfattede den historiske moderniseringsproces også en lang række forskellige dødsårsager: sult, sygdomme, mishandlinger, massedrab.[172]

Karakteristisk i forløbet var hele tiden også de tilbagevendende forsøg på en ideologisk legitimering: kristendommen, civilisationen, nationalismen, ’den hvide mands byrde’ osv.. Flere forskellige ideologiske konstruktioner blev bragt i anvendelse for at begrunde og retfærdiggøre det der i så høj grad var magtstræb, jagt efter rigdomme eller ren og skær lyst til at demonstrere den hvide races overlegenhed.  På et mere fundamentalt niveau kan man konstatere, at såvel den oprindelige vesteuropæiske modernisering som den efterfølgende ekspansion og kolonisering var forankrede i de 3 basale grundprocesser: den socioøkonomiske udvikling, stats- og nationsbygningen og globaliseringen som en historisk ambition og drive.

Terroren og lejrsystemet i det 20. århundredes to store europæiske diktaturer afspejlede, som vi har set, den forskellige samfundsmæssige udvikling i Tyskland og Rusland/Sovjetunionen. Hitlers Tyskland startede fra et meget højere udgangspunkt af ’udvikling’ og realiserede en speciel biologisk og national-integral variant af modernisering. Stalins Rusland startede fra et meget lavere udgangspunkt og dets moderniseringsproces var i langt højere grad præget af traditionelle despotiske elementer. Men begge forsøg var varianter af modernisering. Den tidlige vesteuropæiske modernisering og kolonialisme er atter andre varianter. ’Modernisering’ var i Europas og verdens historie ikke bare en unilineær fremadskriden mod demokrati. Moderniseringen kunne tage forskellige ‘veje’, og de var alle blodige. Men nogle var ekstremt blodige og Det tredje Rige var en direkte trussel mod enhver civilisation overhovedet.

Det ’Tredje Riges’ ’modernisering’ var indrettet mod ekspansion, krig, racisme og undertrykkelse af andre folk. Stalinismens ’modernisering’ var en ovenfra og despotisk dirigeret accelereret udvikling sigtende mod at drive Sovjetunionen frem på omgangshøjde med de fremskredne kapitalistiske lande i det internationale konkurrencesystem. Tredje Verdens ’moderniseringerne’ var udtryk for lokale eliters og befolkningers ambition om at nå på højde med ’de avancerede lande’ under samtidig bevarelse af det nationale særpræg. Den vestlige ur-modernisering og kolonialismen var drevet frem af dynamikken i kapitalismens udvikling og statsbygningens logik og vedvarende tilsløret af symboler og retorik om kristendom, ’den hvide mands byrde’, og ’civilisationens udbredelse’. Den amerikanske globale ekspansion efter 2. verdenskrig lå i forlængelse af den europæiske og var ligeledes iklædt en moraliserende ideologi. Det samme gælder den moderne statsterrorisme. Terroren, endelig, er reaktionen, den vilde respons på magt og statsterror. Alle moderniseringer var omkostningsfulde og blodige.

Der var, ud over selve moderniseringsambitionen, et andet ’moderne’ element, nemlig massedeltagelsen. Som den engelske historiker Richard Overy har påpeget det: der var et folkeligt element i det 20 århundredes store diktaturer.[173] I både Stalins Rusland og Hitlers ’Det tredje Rige’ var der et betydeligt element af folkelig tilslutning, herunder også tilslutning til terroren mod ’de andre’, ’fjenderne’. [174] Og i det unge Amerika og de andre settler stater deltog de hvide befolkninger ivrigt i forfølgelser og mord på de ’indfødte, definerede som ‘underlegne’ mennesker.   Også det er ganske foruroligende og rejser igen det generelle spørgsmål om de dybere liggende årsager til udskridninger, forfølgelser og i sidste ende massemord.

Det er fristende, når det gælder en forklaring på det 20. århundredes eksesser, at fokusere på Hitler og Stalin. Men Hitler og Stalin fungerede hver for sig i en langt videre kontekst. Vi kan ikke undslippe spørgsmålet om eliters og videre befolkningsgruppers passivitet, accept, eller medvirken. Vi må herunder afdække de historiske og samfundsmæssige forudsætninger for såvel Hitler som Stalin. Og vi må inddrage også den sørgelige lære af den vestlige ekspansion og undertrykkelse af andre folk. Vi må endelig også medtænke ’moderniseringens’ faktiske udviklingsforløb i Europas egen tidligere historie. Den var meget mere voldelig og blodig end ofte fremstillet dag.  

Forfølgelser, massemord og udryddelser har altså været tilbagevendende bestanddele af moderniseringsprocesserne og i alle deres varianter og forløb. Men det er endda endnu mere kompliceret. For modernisering har omvendt også i store dele af verden impliceret en hævelse af levestandard, sundhed og uddannelse. Modernisering var også kunst, litteratur og filosofi. Modernisering indebærer i det perspektiv også en civilisering. Ifølge en udbredt opfattelse er moderniseringsprocessen netop en civilisationsproces, en fremadskridende tæmning af primitive instinkter og behov og en fremdyrkelse af humanisme og social omgang.[175] Ifølge denne opfattelse fremkommer forfølgelser, massedrab, folkemord og holocaust, når civilisationshinden brister, og primitive instinkter, behov og aggressioner får frit løb, idet, som en Arthur Koestler udtrykker det, “neocortex fejler i sin kontrol af den urgamle, følelsesdrevne del af hjernen”.[176] Dette fænomen er både gammelt og nyt. Opfattelsen af massemord og udryddelser som et gammelt fænomen kan så videre som udviklet af den amerikanske historiker Arno Mayer kombineres med en teori om gentagne tilbagefald: Civilisationens fernis er tynd, og i bestemte situationer kan den krakelere i et civilisationsbrud og tilbagefald i barbari. Vi er så vandt til at analysere samfundsmæssig udvikling som netop udvikling, lidet tilbøjelige til at se og inddrage i vores forklaringer eksempler på det modsatte: tilbagefald og opløsning.

En anden gruppe forskere har omvendt peget på udviklingen af den moderne stat som forudsætning for og middel til massemord, udrensninger og grusomheder.[177] Holocaust, siger den polske sociolog Zygmunt Bauman, var et stort bureaukratiseret drab, en af modernitetens dystre konsekvenser.[178] Og en anden fremtrædende talsmand for moderniseringstesen Michael Mann peger ligefrem på den ’mørke side’ af moderne massedeltagelse. Morderiske etniske udrensninger har, siger Mann, været en integrerende bestanddel af vores moderne civilisation, ja de har endda været forbundet med udviklingen af selve vores demokrati.[179] De er ‘den mørke side’ af demokratiet: “Murderous cleansing is modern, because it is the dark side of democracy”.[180] Selv om vi anerkender demokrati som den relativt bedste styreform, må vi erkende, siger Michael Mann, at demokrati altid har rummet risikoen for, at majoriteten kunne komme til at tyrannisere minoriteten.[181]

Man kan således i forskningen identificere to modstående grundopfattelser i spørgsmålet om forklaring på forfølgelser, massedrab og masseudryddelser. Den ene gruppe forskere ser folkemord og andre former for massemord som fortrinsvis et moderne fænomen, forbundet med hele den økonomiske udvikling, og statsbygningen. Den anden forskertradition peger på disse fænomener som værende urgamle, udspringende af fundamentale menneskelige instinkter. [182] De to grundopfattelser udelukker imidlertid ikke nødvendigvis, som Zygmunt Bauman og Michael Mann synes at mene, hinanden, men supplerer hinanden i en samlet forklaring på yderst komplekse forhold og forløb. Begge grundopfattelser har noget for sig, og begge grundopfattelser – samt begge de to sæt af teorier om årsager til forfølgelser, massemord, folkemord og holocaust – trækker desværre i retning af den samme dystre konklusion, nemlig det moderne samfunds skrøbelighed og fascismens potentiel.

Det har, som tidligere påpeget, ikke været religionernes og ideologiernes nærmere kognitive indhold, striden om dogmer, fortolkninger og ritualer eller erklærede samfundsanalyser, men de faktisk virksomme ideologiers udløsning af primitive behov og lidenskaber, såsom åbenlys glæde ved at pine, ydmyge og dræbe, især når dette kunne ske over for værgeløse ofre, der har pisket processerne fremad til et barbarisk crescendo. Samtidig har gerningsmændene og deres sociale basis i aggressionen mod andre grupper søgt en primitiv identitetsskabelse. Men oven i dette har den moderne stats- og nationsbygning så, føjet et uhyre destruktivt potentiel. Den uhyre organisation, viljen til styring og kontrol samt nations- og statsbygningens egne interne udviklingsproblemer skabte og skaber en generelt farlig situation. Og udviklingens ’mørke side’ er ikke alene et produkt af forvreden stats- og nationsbygning, men også af massepolitikkens udfoldelse og dynamik, den socioøkonomiske moderniseringsproces og det internationale systems udvikling og krigene samt videre globaliseringen og vestliggørelsens dialektik. Den stærke og hurtige socioøkonomiske udvikling fremkaldte nye konflikter, der lejrede sig oven på de gamle og forstærkede disse. Samtidig frembragte den en vældig social mobilisering, der i det politiske rum slog over i en omfattende deltagelseskrise. Globaliseringen og vestliggørelsens dialektik, endelig, skabte internt i landene et stærkt øget moderniseringspres og eksternt nye brudflader i det internationale system.

Det 20. århundredes excesser skyldes ikke det forhold at nogle mennesker har skrevet og læst nogle ’farlige bøger’ eller at nogle ’ekstreme’ randelementer i befolkningerne er blevet grebet af pludselige anfald af sindssyge. Problemet er langt mere alvorligt: De udspringer af selve den centrale moderniseringsproces samt tilbagevendende frisætninger af ‘the dark side’ af den ‘menneskelige natur’. De har været forankret i de pågældende samfunds historie, grundstruktur og udviklingsproblematik, herunder dets internationale placering. Moderniseringen, i den ene eller den anden form og på godt og ondt, reaktiverede urgamle instinkter og frembragte samtidig midlerne for deres moderne udløsning. Jungletrommerne rungede, men i en moderne marchtakt.

Kan det nogensinde blive anderledes? Måske. Men det kræver et radikalt brud med fundamentale magt- og udbytningsstrukturer og en frisættelse af menneskenes skabende potentiel. De sociale forhold er menneskeskabte og kan derfor også ændres af disse. Fundamentale menneskelige vilkår kan derfor ændres i retning af et mere solidarisk og genuint demokratisk samfund, et samfund uden undertrykkelse, udbytning, ulighed, fattigdom, forfølgelser, mord og krige og hvor menneskene kan udfolde sig som frie og skabende individer i et fællesskab. Dette var og er også såvel den nødvendige løsning som den store vision.  Den er mere nødvendig end nogensinde.


[1] Matthew  White: Atrocities, New York: Norton  & Comp. 2013, pp 532-565. Der er derudover ikke, mener White, nogen enkel forklaring, selvom man kan anføre flere forskellige ‘årsager’

[2] Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy op.cit., p. 3.

[3] Se for klassiske kritikker af den totalitarismeteoretiske tilgang bl.a. Richard Burrows: “Totalitarianism. The Revised Standard Version”, World Politics, XXI, 1969, pp. 272-294, Stephen Cohen: Rethinking the Soviet Experience, Oxford University Press 1985, kapitlerne 1 og 2, Bernt Hagtvet & Reinhard Kühnl: “Contemporary Approaches to Fascism. A Survey of Paradigms” i Stein Ugelvik Larsen, Bernt Hagtvet & Jan Petter Myklebust (eds.): Who Were the Fascists?, Oslo: Universitetsforlaget 1980, pp. 33-46, og Ian Kershaw: The Nazi Dictatorship. Problems and Perspectives of Interpretation, London: Arnold 1993, pp. 29-39.

[4] Stéphane Courtois et al.: Kommunismens sorte bog, København: Høst & Søn 2002, Francois Furet: The Passing of an Illusion. The Idea of Communism in the Twentieth Century, University of Chicago Press 2000, Martin Malia: The Soviet Tragedy. A History of Socialism in Russia, New York: The Free Press 1996, og Bent Jensen: Gulag og glemsel, København: Gyldendal 2002.

[5] Matthew White: Atrocities, , New York: Norton 2013, p 198

[6] Mary Fulbrook: A Concise History of  Germany, Cambridge University Press 1990, p 64

[7]  Simon Scharma: A History of Britain. 1603-1776. The British Wars, London: BBC Books 2003, p 15

[8] Michael Kerrigan: The Instruments of Torture, London: Lyons Press 2007

[9] Matthew White: Atrocities op.cit., pp 259 ff

[10] Frank Chalk & Kurt Jonassohn: The History and Sociology of Genocide,  New Haven: Yale University Press 1990

[11] Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005

[12] Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, Bnd. I-III; København: Frydenlund 2012-2014

[13] Barrington Moore: Social Origins of Dictatorship and Democracy. Lord and Peasant in the Making of the Modern World, London: Penguin 1967, Dietrich Rueschemeyer, Evelyne Huber Stephens, & John D. Stephens: Capitalist Development and Democracy, University of Chicago Press 1992, Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse op.cit., I-III, København:Frydenlund 2012-14, Göran Therborn: “ The Rule of Capital and  the Rise of Democracy”, New Left Review, 103, 1977, pp 3-41

[14] Anthony Arblaster: The Rise and Decline of Western Liberalism, Oxford: Blackwell 1984, Teodore S. Hamerow: Restauration, Revolution, Reaction.Economics and Politics in Germany 1815-1871, Princeton University Press 1958, Domenico Losurdo: Liberalism. A Counter History, London: Verso 2011, Pieter M. Judson: Exclusive Revolutionaries. Liberal Politics, Social Experience, and National Identity in the Aus­trian Empire, 1848‒1914, University of Michigan Press 1996, C.B. Macpherson: The Life and Times of Liberal Democracy, Oxford University Press 1977, James Sheehan: German Liberalism in the Nineteenth,  Century , Peter Stearns: 1848. European Society in Upheaval, New York: Norton & Comp. 1974,  Curt Sørensen, Stat, Nation, Klasse op.cit.

[15]Martin Blinkhorn: Fascism and the Right in Europe 1919-1945, London: Longman 2000, Stein Ugelvik Larsen et al. (eds.): Who Were the Fascists?, Bergen-Oslo-Tromsø: 1980, Gregory M.Luebbert: Liberalism, Fascism, or Social Democracy . Social Classes and the Political Origins of Regimes in Interwar Europe, Oxford University Press 1981, Michael Mann: Fascists, Cambridge University Press 2004, Mark Mazower: Dark Continent. Euorope’s Twentieth Century, London: Penguin 1999, Robert Paxton: Anatomie des Fascismus, Müncen: Deutsche Verlags Anstalt 2006,  Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bnd. II

[16] Volker Berghahn: Der Erste Weltkrieg, München: Verlag C.H. Beck 2003, pp. 9‒10, Gerhard Hirschfeld, Gerd Krumreich & Irina Renz (Hrsg.): Enzyklopädie Erster Weltkrieg, Paderborn-München-Wien-Zürich 2004, pp. 664‒665 og Paul Kennedy: The Rise and Fall of the Great Powers, New York: Vintage 1987, . p. 274. Talopgivelserne varierer dog stadig, selv her så mange år efter

[17] Gerhard Weinberg: A World At Arms. A Global History of World War II, Cambridge University Press 2005, p 894

[18] Mark Harrison (ed): The Economics of World War II. Cambridge University Press 2000, p 14

[19] John Mearsheimer: Tragedy of Great Power Politics op.cit., p. 227 og p. 229.

[20] Melvyn P. Leffler & David S. Parker (eds.): Origins of the Cold War. An International History, New York & London: Routledge 2005, p. 336.

[21] Se den gennemgående argumentation og dokumentation i Odd Arne Westad: The Global Cold War, Cambridge University Press 2007.

[22] Chalmers Johnson: The Sorrows of Empire, London: Verso 2006, pp. 153-160.

[23] Michael Mann: The Dark Side of Democracy, Cambridge University Press 2005, p. 76, og Clive Ponting: World History. A New Perspective, London: Pimlico 2001, pp.490-494.

[24] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[25] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 70.

[26] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[27] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[28] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 91.

[29] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[30] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., pp. 79-83 og pp. 83-98.

[31] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 94.

[32] Michel Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 98.

[33] Marc Ferro: Kolonialismens sorte bog , Købehavn: Høst & Søn 2000, p. 123.

[34] Adam Hotschild: King Leopold’s Ghost. A Story of Greed, Terror and Heroism in Colonial Africa, London: Mariner Books 1999.

[35] Isabel Hull: “Military Culture and the Production of ‘Final Solutions’ in the Colonies’. The Example of Wilhelminian Germany” i Robert Gellately & Ben Kiernan (eds.): The Specter of Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, pp. 141-162.

[36] Under hungersnøden i det nordøstlige Brasilien, i Indien og i Kina i 1870’erne og igen 1890’erne, tilfælde af hungersnød der i høj grad var resultaterne af fejlslagen økonomisk politik, døde et sted mellem 31 og 61 millioner mennesker af sult, Mike Davies: Late Victorian Holocausts, London: Verso 2002, og Michael Mann: Dark Side of Democrcy op.cit., p. 76.

[37] UNICEF: Levels and Trends in Child Mortality, report 2013. Tendensen har været dalende gennem de sidste par tiår, først og fremmest på grund af fremgangen i Kina, men er altså stadig på dette høje niveau.

[38] Clive Ponting: World History. A New Perspective op.cit., p. 791.

[39]  Theodore von Laue: The World Revolution of Westernization, Oxford Univesristy Press 1987,. Se også Jonathan Fenby: Generalissimo Chiang Kai-Shek and the China he Lost, London: Simon & Schuster 2003 , Jonathan Fenby: The Penguin Historyof Modern China. The Fall and Rise of a Great Power 1850-2009, London & New York: Penguin 2009, og Rana Mitter: A Bitter Revolution. China’s Struggle with the Modern World, Oxford University Press 2005,  y

[40] Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005, kapitlerne 5 og 6

[41] Robert Conquest: The Harvest of Sorrow. Soviet Collectivization and the Terror-Famine, London: Pimlico 2002, og J. Becker: Hungry Ghosts. Mao’s Secret Famine, New York: Free Press 1996.

[42] Davies, Harrison og Wheatcroft angiver i alt 10 millioner ofre i perioden 1927-1938, hvoraf de fleste døde under hungersnøden i 1933. Se R.W. Davies, Mark Harrison & S.G. Wheatcroft (eds.): The Economic Transformation of the Soviet Union, 1933-1945, Cambridge University Press 1994, p. 77. Michael Mann vurderer, at det samlede antal af stalinismens ofre af alle kategorier for alle perioder tilsammen udgjorde 8-10 millioner, Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 329. Alec Nove angiver tallet 10-11 millioner, idet han tilføjer, at stalinismens ofre under krigen må lægges til, Alec Nove (ed.): The Stalin Phenomenon, London: Weidenfeld & Nicolson 1993, p. 30.

[43] J. Becker: Hungry Ghosts. Mao’s Secret Famine, New York: Free Press 1996, og Clive Ponting: World History. A New Perspective op.cit., p. 791.

[44] Jonathan Fenby: Generalissimo. Chiang Kai-shek and the China He Lost, London: Free Press 2003, p. 502.

[45] Jean Dreze og Amartya Sen: Hunger and Public Action, London: Clarendon Press 1989.

[46] Jean Dreze og Armatya Sen: Hunger and Public Action op.cit., pp. 214-215.

[47] Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005, kapitel 14 og 15

[48]  Michael Mann Dark Side of Democracy op.cit., p 485

[49] Robert Gellately & Ben Kiernan Specter of Genocide op.cit., p 290

[50] Melvyn P. Leffler & David S. Painter (eds.): Origins of the Cold War, New York & London: Routledge 2005, p 336

[51] Lucy Dawidowitz: The War Against the Jews 1933-1945, New York: Bantam Books 1986, p. 403, Richard Evans: Third Reich at War, London: Allen Lane 2008, p. 318, og Martin Gilbert: The Holocaust. A History of the Jews of Europe during the Second World War, New York: Holt, Rinehart & Winston 1986, p. 18, og Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 187.

[52] Se bind II, kapitel V, afsnit 3.e og 3.f. Se videre Peter Baldwin (ed.): Reworking the Past. Hitler, the Holocaust, and the Historians’ Debate, Boston: Beacon Press 1990, Richard J. Evans: In Hitler’s Shadow, New York: Pantheon Books 1989, Ian Kershaw: The Nazi Dictatorship. Problems and Perspectives of Interpretation, London: Arnold 1993, kapitlerne 5 og 9, Ian Kershaw: Hitler, the Germans, and the Final Solution, Yale University Press 2008, afsnit III, Charles S. Maier: The Unmasterable Past, Cambridge Mass.: Harvard University Press 1988, og Hans-Ulrich Wehler: Entsorgung der deutschen Vergangenheit?, München: C.H. Beck 1988.

[53] Richard Lukas: Forgotten Holocaust. The Poles under German Occupation 1939-1944, New York: Hippocrene Books 2007, pp. 38-39, og Michael Mann: Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005, p. 186.

[54] Richard Evans: Third Reich at War, London: Allen Lane 2008, pp. 181-186, Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 186, og Christian Streit: Keine Kameraden. Die Wehrmacht und die sowjetischen Kriegsgefangenen 1941-1945, Stuttgart: Deutsche Verlagsanstalt 1978. Dødsraten blandt de ca. 5,5 millioner sovjetiske fanger i tysk krigsfangenskab var helt oppe på 58 %. Til samenligning kan anføres, at 18 % af de ca. 2 millioner tyske soldater, der, især i krigens afslutning, kom i russisk krigsfangenskab, døde. Dødsraten blandt britiske og franske soldater i tysk krigsfangenskab var 2 %. Se Evans: Third Reich at War op.cit., p. 185. Til antallet af jøder, der blev slået ihjel, kan man føje anslået 17 millioner civile hviderussere, ukrainere og russere, der døde som følge af krigen og dens konsekvenser, Richard Overy: Russia’s War, London: Penguin 1999, p. 288, og Evan Mawdsley: Thunder in the East. The Nazi-Soviet War 1941-1945, London: Arnold 2007, p. 405.

[55] Misha Glenny: The Balkans. Nationalism, War, and the Great Powers, London: Granta Books 1999, kapitel 7, og Mark Mazower: Inside Hitler’s Greece. The Experience of Occupation, 1941-1944, New Haven: Yale University Press 2001.

[56] Michael Mann angiver tallet 20 millioner, et tal der dog nok undervurderer antallet af civile ofre i Sovjetunionen med med måske op til 10 millioner. Se Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 184, og Richard Overy: Russia’s War op.cit., p. 288.

[57] Se for Sovjetunionens samlede tab under 2. verdenskrig også Chris Bellamy: Absolute War. Soviet Russia in the Second World War, New York: Vintage 2008, p. 2 og p. 15. Sovjetunionens samlede uhyre krigstab blev længe søgt hemmeligholdt af skiftende sovjetiske styrer, men også i Vesten. I den kolde krigs klima var det ikke opportunt at oplyse om Sovjetunionens enorme krigstab i kampen mod den fælles fjende, som nu var Vestens nye allierede.

[58] Se for Nazi- imperiet Mark Mazower: Hitler’s Empire. Nazi Rule in Occupied Europe, London: Allen Lane 2008, og for den moderne stats masseudryddelses potentiel Zygmunt Bauman: Modernity and the Holocaust, Cambridge: Polity Press 2000. Se videre for ‘Generalplan Ost’ Mark Mazower: Hitler’s Empire op.cit., pp. 204-211.

[59] Mechtild Rössler & Sabine Schleiermacher (eds.): Der ‘Generalplan Ost’. Hauptlinien der nationalsozialistischen Planungs- und Vernichtungspolitik, Berlin 1993

[60] Götz Aly: “‘Jewish Resettlement’. Reflections on the Political Prehistory of the Holocaust” i Ulrich Herbert (ed.): National Socialist Extermination Policies, New York: Berghahn Books 2004, pp. 53–82, Götz Aly & Susanne Heim: Vordenker der Vernichtung, Hamburg 1991, Evans: Third Reich at War op.cit., pp. 172–175, Robert Gellately: “The Third Reich, the Holocaust, and Visions of Serial Genocide” i Robert Gellately & Ben Kiernan (eds.): The Specter of Genocide. Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, pp. 241–263, her specielt pp. 254–259, Christian Gerlach: Kalkulierte Morde. Die deutsche Wirtschafts- und Vernichtungspolitik in Weissrussland, 1941 bis 1944, Hamburg 1999, Ian Kershaw: Hitler. 1936–1945 Nemesis op.cit., pp. 462 ff., Mark Mazower: Hitler’s Empire op.cit., pp. 204–222, og Mechtild Rössler & Sabine Schleiermacher (eds.): Der ‘Generalplan Ost’. Hauptlinien der nationalsozialistischen Planungs- und Vernichtungspolitik, Berlin 1993.

[61] Gellately: Third Reich, Holocaust & Serial Genocide op.cit., p. 255, og Mazower: Hitler’s Empire op.cit., pp. 208–209

[62] Gellately: Third Reich, Holocaust & Serial Genocide op.cit., p. 256, og Mazower: Hitler’s Empire op.cit., p. 209.

[63] Gellately: Third Reich, Holocaust & Serial Genocide op.cit., p. 255, og Mazower: Hitler’s Empire op.cit., p. 207.

[64] Gellately: Third Reich, Holocaust & Serial Genocide op.cit., p. 256, og Aly & Heim: Vordenker op.cit., pp. 256–257.

[65] Gelattely: Third Reich, Holocaust & Serial Genocide op.cit., p. 257, og Gerlach: Kalkulierte Morde op.cit., p. 46.

[66] Citeret efter Gellately: Third Reich, Holocaust & Serial Genocide op.cit., p. 257.

[67] Gellately: Third Reich, Holocaust & Serial Genocide op.cit., p. 257.

[68] Saul Friedländer: “Some Reflections on Historicization of National Socialism” i Peter Baldwin (ed.): Reworking the Past op.cit., pp. 88-101, her p. 92, og Michael Marrus: The Holocaust in History, Toronto: Key Porter 2000, p. 24.

[69] Michael Marrus: Holocaust in History op.cit., p. 24.

[70] Otto Dov Kulka: “Singularity and its Relativization. Changing Views in German Historiography on National Socialism and the ‘Final Solution’” i Peter Baldwin (ed.): Reworking the Past op.cit., pp. 146-170, her p. 147.

[71] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., bind II, kapitel V, afsnit 2.g.

[72] Otto Dov Kulka: “Singularity and its Relativization” op.cit., p. 151.

[73] Otto Dov Kulka: “Singularity and its Relativization” op.cit., pp. 165-166.

[74] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit bind II, kapitel I, afsnittene 5 og 6.

[75] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit bind II, kapitel V, afsnit 2.c og 3.b samt afsnit 3.e og 3.f.

[76] Ian Kershaw: The ‘Hitler Myth’. Image and Reality in the Third Reich, Oxford University Press 2001.

[77] Robert Gellately: Backing Hitler. Consent and Coercion in Nazi Germany, Oxford University Press 2002.

[78] Daniel Goldhagen: Hitler’s Willing Executioners. Ordinary Germans and the Holocaust, London: Abacus 1997, Robert Gellately: Backing Hitlerop.cit.

[79] Et tredje eksempel – og kronologisk det første – var det tyrkiske folkemord under første verdenskrig på armenierne. Den fjerde case er de civile ofre under den spanske borgerkrig og under det efterfølgende Franco-regime. Den femte case er ofrene for etniske og politiske udrensninger under borgerkrigen 1991-1995 i Eksjugoslavien.

[80] Davies, Harrison og Wheatcroft angiver i alt 10 millioner ofre i perioden 1927-1938, hvoraf de fleste døde under hungersnøden i 1933. Se R.W. Davies, Mark Harrison & S.G. Wheatcroft (eds.): The Economic Transformation of the Soviet Union, 1933-1945, Cambridge University Press 1994, p. 77. Michael Mann vurderer, at det samlede antal af stalinismens ofre af alle kategorier for alle perioder tilsammen udgjorde 8-10 millioner, se Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 329. Alec Nove angiver tallet 10-11 millioner, idet han tilføjer, at stalinismens ofre under krigen må lægges til, Alec Nove (ed.): The Stalin Phenomenon, London: Weidenfeld & Nicolson 1993, p. 30. Tilgængelige tal for overskudsdødeligheden under krigen rummer også ofrene for den tyske aggression, hvorfor det er vanskeligt at opgive specielt stalinismens ofre for netop denne periode. Richard Overy angiver for hele perioden 1930-1953 det samlede antal ofre af alle kategorier til i alt 6-7 millioner, Richard Overy: The Dictators. Hitler’s Germany, Stalin’s Russia, London: Penguin 2005, p. 42, p. 194 og p. 556. Suny angiver endelig det samlede antal ofre i 1930’erne til 10-11 millioner, Ronald Grigor Suny: The Soviet Experiment, Oxford University Press 1998, p. 266. Robert Conquest anfører tallet 20 millioner, altså næsten dobbelt så mange som de øvrige nævnte forskere, Robert Conquest: The Great Terror, London: Macmillan 1968, p. 710. Endelig hævder Bent Jensen, at det samlede antal var 25-30 millioner, Bent Jensen: Gulag og glemsel, København: Gyldendal 2002. Heri medregner han, støttet til selektive kilder og forfattere og uden at nævne andre opgørelser, 12-17 millioner døde i borgerkrigen som følge af krigshandlinger (også dem, de hvide slog ihjel) samt sygdomme og sult, se pp. 22-34. Retningslinjen synes at være den, at jo højere dødstal, man her kan anføre, desto mere moralsk ‘ren’ fremtræder man selv. Opgivelserne svinger under alle omstændigheder en del, og de præcise tal fra krigens tid er som sagt ukendte. Men det ovenfor angivne tal på 10-12 millioner synes dog at være det i forskningen i dag generelt accepterede.

[81] Davies & Wheatcroft i Davies et al.: Economic Transformation of the Soviet Union op.cit., p. 77.

[82] Alec Nove: The Stalin Phenomenon op.cit., p. 30.

[83] Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 329.

[84] Richard Overy anslår det totale antal døde i Gulag-lejrene fra 1934 til 1953 til godt en million, antallet af henrettede i perioden fra 1930 og 1953 til i alt godt 776.000 og antallet af ofre for hungersnøden 1932-1933 til 4-5 millioner, Richard Overy op.cit.. p. 194, p. 42 og p. 556. Sammenlagt altså 6-7 millioner.

[85] Robert Conquest: The Great Terror op.cit., p. 710.

[86] Michael Mann angiver tallet for “total dead in all phases combined” til 8-10 millioner, heraf 6-8 som følge af hungersnøden (Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 329), Alec Nove sætter ‘overskudsdødeligheden’ i 1930’erne til 10-11 millioner, heraf 6-7 millioner som følge af hungersnøden (Alec Nove: The Stalin Phenomenon: London: Weidenfeld & Nicolson 1993, pp. 30-31), Wheatcroft & Davies anslår overskudsdødeligheden for perioden 1927-1938 til at være 10 millioner (R.W. Davies, Mark Harrison & S.G. Wheatcroft (eds.): The Economic Transformation of the Soviet Union, Cambridge University Press 1994, p. 77, se også Wheatcroft i Arch Getty & Roberta T. Manning (eds.): Stalinist Terror in Perspective, Cambridge University Press 1993, pp. 275-290). Ronald Grigor Suny angiver, at “the total number of lives destroyed in the 1930s runs from 10-11 million” ( Ronald Grigor Suny: The Soviet Experiment, Oxford University Press 1998, p. 266). Til disse tal skal dog lægges antallet af ofre som følge af de hårde arbejdsbetingelser i lejrene under 2. verdenskrig.

[87] Z.K. Brzezinski: The Permanent Purge. Politics in Soviet Totalitarianism, Harvard University Press 1956.

[88] Nicola Werth: “The Mechanism of a Mass Crime. The Great Terror in the Soviet Union, 1937-1938” i Robert Gellateley & Ben Kiernan (eds.): Genocide. Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, pp. 215-239.

[89] Robert Tucker: Stalin in Power. The Revolution from Above 1928-1941, New York & London: Norton & Comp. 1990.

[90] Moshe Lewin: Russia/USSR/Russia, New York: The New Press 1995, p. 13, pp. 67 ff., p. 79, p. 88, p. 93, p. 114, p. 156, p. 189, p. 205, p. 312 og p. 316, Moshe Lewin: “Bureaucracy and the Stalinist State” i Ian Kershaw & Moshe Lewin: Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, Cambridge University Press 1997, pp. 53-74, og Moshe Lewin: Soviet Century. London: Verso 2005, kapitel 9.

[91] Robert Service: Stalin. A Biography, Harvard University Press 2006, pp. 343 ff. og pp. 347 ff.

[92] Isaac Deutscher: Stalin, København: Berlingske Forlag 1949, pp. 336-345.

[93] Alex Callinicos: The Revenge of History, Pennsylvania State University Press 1991, p. 36-37, og Vadim Rogowin: Stalin’s Year of Terror, Michigan: Mehring Books 1998.

[94] Arch Getty & Oleg Naumov: The Road to Terror. Stalin and the Self-Destruction of the Bolsheviks, 1932-1939, Yale University Press 1999.

[95] J. Arch Getty: Origins of the Great Purges. The Soviet Communist Party Reconsidered, Cambridge University Press 1985.

[96] Robert W. Thurstone: Life and Terror in Stalin’s Russia, 1934-1941, Yale University Press 1996.

[97] Moshe Lewin: The Making of the Soviet System, London: Methuen 1985

[98]Se Bind II, kapitel V, afsnit 1

[99] Hannah Arendt: The Origins of Totalitarianism, Orlando: Harcourt Brace 1973, Part II

[100] Se dog for en modstående opfattelse Robert Conquest Great Terror op.cit.,

[101] Dette er f.eks. en af Peter Baldwin’s pointer i debatten, Peter Baldwin (ed): Reworking the Past. Hitler, the Holocaust, and the Historians’ Debate, Boston: Beacon Press 1990,  p 77

[102] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit. Bind II, kapitel IV, afsnit 2 d

[103] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind I, kapitel IV

[104] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind II, kapitel I, afsnit 2

[105]Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind II, kapitel I, afsnit 6

[106]Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind II, kapitel V, afsnit 1 og afsnit 3 a. Se også Richard J.Evans: The Third Reich in Power, London: Allen Lane 2005, Ian Kershaw: Hitler 1936-1945. Nemesis, London: Norton 2001, Ian Kershaw: The Nazi Dicatorship, London: Arnold1996, kapitlerne 2-4, og  Ian Kershaw Working Towards the Führer  i  Ian Kershaw & Moshe Lewin (eds.): Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, , Cambridge University Press 1997, pp 88-106

[107] Se for Hans Mommsens teori om ’kumulativ radikalisering’  Hans Mommsen: “The Realization of the Unthinkable. The Final Solution of the Jewish Question in the Third Reich” i Hans Mommsen: From Weimar to Auschwitz. Essays in German History, Cambridge: Polity Press 1991, kapitel 11, og Hans Mommsen: “Cumulative radicalization and progressive self-destruction as structural determinants of the Nazi dictatorship” i Ian Kershaw & Moshe Lewin (eds): Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, Cambridge University Press 1997, pp. 75–87 og for Ian Kershaw’s begreb om “working  towards the Führer’, Ian Kershaw Working Towards the Führer op.cit., p. 104

[108] Richard J.Evans:  Third Reich in Power  op.cit., pp 500-503 samt hele afsnit 6

[109] Se f.eks. Adolf Hitler: Min Kamp, Bnd I (tyske udg.1925), København: Paludans forlag  1966, kapitlerne 2 og 3 og Min Kamp, Bnd 2, (tyske udg. 1927), København: Paludans forlag 1966, kapitel 14

[110] Anthony Beevor: Berlin. Faldet, 1945, København: Borgen 2002, kapitel 3, Max Hastings: Armageddon. The Battle for Germany 1944-45, London: Pan Books 2005, kapitel 10, Giles MacDonogh After the Reich. From the Liberation of Vienna to the Berlin Airlift , London: John Murray 2008,, kapitel 2, Norman Naimark The Russians in Germany. A History of the Soviet Zone of Occupation, Belknap Press of Harvard University Press 1995,, kapitel 2.

[111] Stefan Aust & Stephan Burgdorf (Hrsg.): Die Flucht. Über die Vertreibung der Deutschen aus dem Osten, München: dtv 2005, Mark Mazower: Dark Continent. Europe’s Twentieth Century, London: Penguin 1999,  pp. 220ff., Giles MacDonogh After the Reich. From the Liberation of Vienna to the Berlin Airlift , London: John Murray 2008,., kapitlerne 2, 4 og 5, Norman Naimark: Fires of Hatred. Ethnic Cleansing in Twentieth-Century Europe, Harvard University Press 2002, kapitel 4, Alfred-Maurice de Zayas: A Terrible Revenge. The Ethnic Cleansing of the East European Germans, London: Palgrave 2006.

[112] Giles MacDonogh After the Reich op.cit., p. 134.

[113] MacDonogh angiver 240.000 døde tyskere i Tjekkoslovakiet alene, MacDonogh After the Reich op.cit., p. 159 og Zayas angiver 2,1 million for regionen som helhed, Zayas Terrible Revenge op.cit., p. 156. Mark Mazower taler om hundredetusinder, måske to millioner, Mark Mazower Dark Continent op.cit., p. 221.

[114] Norman Naimark: Fires of Hatred. Ethnic Cleansing in Twentieth-Century Europe,  Harvard University Press 2002,, p. 113.

[115] MacDonogh After the Reich op.cit., p. 177 og p. 181, og Zayas Terrible Revenge op.cit., pp. 85-88.

[116] Ergebnisse der Reichstagswahlen von 1919 bis 1933 i Wilhelm Mommsen, Deutsche Parteiprogramme, München 1960, pp. 828-30.

[117] David M. Kotz & Fred Weir: Revolution from Above op.cit., pp 109-110, Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms , op.cit., kapitel 6, 7, 8 og 9, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia. Winners and Losers on the Russian Road to Capitalism, New York & London: M.E. Scharpe 1997, kapitel 6.

[118] En af de første, der lancerede begrebet ‘conversion of power’ i forbindelse med omvæltningerne i Østeuropa og Sovjetunionen omkring 1989, var mig bekendt den ungarske forsker Elemér Hankiss, Elemér Hankiss: East European Alternatives, Oxford: Clarendon Press 1990, pp 253-259.

[119] David M. Kotz & Fred Weir: Revolution from Above op.cit., pp 109-110, Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms, Washington DC: United States Institute of Peace Press 2001,  kapitlerne 6, 7, 8 og 9, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia op.cit., kapitel 6. Se også for den bredere forskning i og diskussion om ‘conversion of power’, elitereproduktion og elitecirkulation i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, Gil Eyal & Eleanor Townsley: ”The social composition of the Communist nomenklatura: A comparison of Russia, Poland, and Hungary”, Theory and Society, vol. 24, nr. 5, 1995, pp 723-750, Gil Eyal, Ivan Szelényi & Eleanor Townsley: Making Capitalism Without Capitalists. The New Ruling Elites in Eastern Europe, London: Verso 2000, Elemér Hankiss: East European Alternatives op.cit., kapitel 9, Eric Hanley, Natasha Yershova & Richard Anderson: “Russia – Old wine in a new bottle? The  circulation and reproduction of Russian elites, 1983-1993”, Theory and Society, vol. 24, nr. 5, 1995, pp 639-668, Jadwiga Staniszkis: The Dynamics of the Breakthrough in Eastern Europe, University of California Press 1991, Jadwiga Staniszkis: Post-Communism. The emerging Enigma, Institute of Political Studies, Polish Academy of Sciences, Warsaw 1999, Iván Szelényi & Szonja Szelényi: “Circulation or reproduction of elites during the postcommunist transformation of Eastern Europe”, Theory and Society, vol. 24, nr. 5, 1995, pp 615-638.

[120] Se for denne sammenligning Boris Kagarlitsky: Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press 2002, pp 92-93.

[121] Se især fremstillingen i Archie Brown: The Gorbachev Factor op.cit.

[122] David M. Kotz & Fred Weir: Revolution from Above , London & New York: Routledge 1997,  kapitel 10, Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms op.cit., pp 2-3, pp 249-252. Se videre Stephen F. Cohen: Failed Crusade op.cit., part 2, Stefan Hedlund: Russia’s ‘Marketʼ Economy op.cit., pp 345-372, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia op.cit., kapitel 2, Joseph E. Stiglitz: The Globalization and its Discontents op.cit., kapitel 5.

[123] Stefan Hedlund: Russia’s ‘Marketʼ Economy op.cit., pp 345-348, p 356, David M. Kotz & Fred Weir: Revolution from Above op.cit., pp 174-175, p 180, Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms op.cit., pp 249 ff, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia op.cit., p 17, p 38, p 40, pp 46-48, Joseph E. Stiglitz: The Globalization and its Discontents op.cit., pp 151 ff.

[124] Nicolas Eberstadt & Hans Groth: ”The Russian Federation: Confronting the special challenges of ageing and social security policy in an era of demographic crisis”, International Social Security Review, vol. 63, nr. 3-4, 2010, pp 223-258, her p 227, Nicholas Eberstadt: “The Dying Bear. Russia’s Demographic Disaster”, Foreign Affairs, vol. 90, nr. 6, 2011, pp 95-108, her p 97.

[125] Richard Jackson, et al.: Terrorism. A Critical Introduction, New York: Palgrave Macmillan 2011

[126]Richard Jackson  Terrorism op.cit., p 35, p 105

[127] Richard Jackson Terrorism op.cit., pp 132-133

[128] Richard JacksonTerrorism  op.cit., p 133

[129] Michael Mann Dark Side  of Democracy op.cit., p 356

[130]Michael Mann Dark Side of Democracy op.cit, ,kapitelrne 12 og 13

[131] Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., kapitel 9-14, Robert Fisk: The Great War For Civilization. The Conqust  of the Middle East, London & New York: Harper Perennial 2006, Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., pp 119-28, kapitel 8 og pp 348-357

[132] Robert Fisk The Great War For Civilization.op.cit., kapitel 4

[133] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., pp 120-123, pp 136-137

[134] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., kapitel 5

[135] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., pp 188-193

[136] Robert Fisk Great War for Civilization op.cit., kapitel 6

[137] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., p 1333 og p 1334, og “Mortality after the 2003 invasion of Iraque”, The Lancet Oct. 11, 2006

[138] Tariq Ali: The Clash of Fundamentalisms op.cit., pp 188-202

[139] Frederik H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., pp 193-194, Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., pp 326-329

[140] Tariq Ali: The Clash of Fundamentalisms, London: Verso 200, pp 319-325, Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp 475-480,

[141] Robert Fisk Great War for Civilization op.cit., pp 1021-1026

[142] Se den kritiske gennemgang hos Noam Chomsky: World Orders, Old and New op.cit., kapitel 3 samt Epilogue og den både kritiske og samtidig indfølende fremstilling i Robert Fisk Great War for Civilization op.cit., kapitel 12

[143] Wikipedia, Israel

[144] Noam Chomsky: World Orders, Old and New op.cit., Robert Fisk: Great War for Civilization op.cit.

[145] Se for Suez-aktionen og Israels deltagelse her Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp 398-402 og for Seksdageskrigen Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp pp 408-412

[146] Se for Yom Kippur-krigen Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp 416-420 og for Libanon-aktionen i 1982 Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp 429-431

[147] Robert Fisk: Great War for Civilization op.cit., 1282

[148] Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp 529-533, Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., p 128, Stephen Kinzer: Overthrow. America’s Century of Regime Change from Hawaii to Iraq, New York: Holt & Co. 2006, kapitel 7.

[149] Odd Westad: The Global Cold War op.cit., p 89.

[150] Odd Westad: The Global Cold War op.cit., p 83, p 89, pp 180 ff, Stephen Kinzer: Overthrow op.cit., pp 150-151.

[151] Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp 538 ff,  James P. Harrison: The Endless War. Fifty Years of Struggle in Vietnam, New York: Free Press 1982, Stanley Karnov: Vietnam. A History, New York & London: Penguin 1997.

[152] Peter Calvocoressi: World Politics, 1945-2000 op.cit., pp 560 ff, Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., pp 128-131, pp 165-166, Robert Gellately & Ben Kiernan Specter of Genocide op.cit , p 290.

[153] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., pp 115-116. Se også generelt for hele denne problematik og USA’s politik ud over Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit. også Michael H. Hunt & Steven Levine: ”Revolutionary Movements in Asia and the Cold War”, i Melvyn P. Leffler & David S. Painter (eds.): Origins of the Cold War op.cit., pp 251-264.

[154] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., pp 137 ff

[155] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., kapitel 7

[156] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., kapitel 6

[157] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., p 89 og p 136.

[158] Dette var bl.a. det europæiske parlaments vurdering – Grace Livingstone: America’s Backyard. The United States and Latin America from the Monroe Doctrine to the War on Terror, London & New York: Zed Books 2009, p 81. USA havde ikke sendt observatører, men fordømte alligevel valget   

[159] Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 79. Se generelt for kampene i Nicaragua også  Greg Grandin: Empire’s Workshop, New York: Henry Holt 2006, pp 110-120

[160] Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., pp 82 ff

[161] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., p 347

[162] Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 86, Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States , London: Zed  Books 2004, pp 30-32

[163] Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 87

[164] Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 87

[165] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States , London: Zed Books 2004, pp 38 ff, Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 87

[166] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., p 41, Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 87, Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., p 347

[167] Refereret efter Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., p 41 og Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 94 

[168] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., kapitel 2, Greg Grandin: Empire’s Workshop op.cit., pp 89 ff, Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., pp 98-100

[169] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., p 45, p 54, Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 99

[170] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., p 54

[171] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., p 348

[172] D. Abernethy: The Dynamics Global Dominance. European Overseas Empires 1415-1980, Yale University Press 2000, Marc Ferro (red.): Kolonialismens Sorte Bog, København: Høst & Søn, 2005, Michael Mann The Dark Side of Democracy , Cambridge University Press 2005, kapitlerne 2-4, Kenneth Pomerantz: The Great Divergence. China, Europe and the Making of the Modern World Economy, Princeton: Princeton University Press 2000, Clive Ponting: World History. A New Perspective, London: Pimlico 2001, Immanuel Wallerstein: The Modern World System, I, Capitalist Agriculture and the Origins of the European World Economy in the Sixteenth Century, New York & London: Academic Press 1974, Immanuel Wallerstein: The Modern World System, II, Mer­cantilism and the Consolidation of the European World-Economy, 1600‒1750, New York & London: Academic Press 1980, Immanuel Wallerstein: The Modern World System, III, The Second Era of Great Expansion of the Capi­talist World economy, New York & London: Academic Press 1989  

[173] Richard Overy: The Dictators. Hitler’s Germany, Stalin’s Russia,  London: Penguin 2005,   p 176

[174] Richard Overy The Dictators op.cit., p 177, p 216

[175] Opfattelsen findes i flere udformninger: I oplysningsfilosofien (se om denne Jonathan Israel: A Revolution of the Mind, Princeton University Press 2010), i den liberalistiske tradition, i den socialistiske tradition og også hos en konservativ tænker som Émile Durkheim og som ovenfor angivet hos Sigmund Freud (se note 421).

[176] Arthur Koestler taler om ‘neocortex’ manglende evne til at holde gamle emotionelle dele af hjernen på plads’, Arthur Koestler: Janus. A Summing Up, London: Hutchinson 1978. Se også den generelle diskussion i Arthur Koestler: Yogien og kommisæren og andre essays, København: Samlerens Forlag 1946. Se videre oversigten over sådanne teorier hos Israel W. Charny: How Can We Commit the Unthinkable?, Boulder: Westview 1982, samt diskussionen hos Zygmunt Bauman med samt angivne og flere henvisninger, Zygmunt Bauman: Modernity and the Holocaust op.cit., pp. 2 ff.

[177] Zygmunt Bauman: Modernity and the Holocaust, Ithaca: Cornell University Press 1989, Michael Mann: The Dark Side of Democracy, Cambridge University Press 2005, og Norman Naimark: Fires of Hatred. Ethnic Cleansing in Twentieth-Century Europe, Harvard University Press 2001.

[178] Zygmunt Bauman: Modernity and the Holocaust op.cit.

[179] Michael Mann: The Dark Side of Democracy, Cambridge University Press 2005, p. ix, sml. p. 502.

[180] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 2.

[181] Ibid.

[182] Zygmunt Bauman: Modernity and the Holocaust, Ithaca: Cornell University Press 1989, Frank Chalk & Kurt Jonassohn: The History and Sociology of Genocide, New Haven & London: Yale University Press 1990, Robert Gellately & Ben Kiernan (eds.): The Specter of Genocide. Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, Christian Gerlach: Extrem gewalttätige Gesellschaften, München 2011: Deutsche Verlagsanstalt 2011 (som jeg desværre har fået for sent i hænde til at kunne indarbejde i nærværende fremstilling), Michael Mann: The Dark Side of Democracy, Cambridge University Press 2005, og Arno Mayer: Why Did the Heavens not Darken? The ‘Final Solution’ in History, London: Verso 1990.