Regnearkets politik
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. juni 2015

Ved valget i 2011 red S og SF ind i Folketinget på et bredt funderet ønske om et opgør med VK- regeringens krisepolitik. Og selv om både fagbevægelsen og venstrefløjen læste mere ind i valgoplægget, end der stod, så herskede der ikke tvivl om, at ”rød blok” repræsenterede et reelt alternativ til ti år med VKO.

Rød blok fik som bekendt ikke flertal alene. Der kunne kun regeres med De Radikale, som med deres afgørende stemmer tog luften ud af det meste af S og SF’s valgløfter. Regeringsprogrammet blev i alt væsentligt en accept og videreførelse af VK-regeringens politik. Fra det øjeblik og frem til valget her den 18. juni har de socialdemokratisk ledede regeringer tømt begrebet ”rød blok” for ethvert indhold.

Omvendt er det ligeså meningsløst at tale om en ”blå blok”, idet den parlamentariske samling om Venstre ikke repræsenterer en sammenhængende politik på ret mange områder.

Men meget anderledes kan det ikke være, for som Sass Larsen køligt udtrykte det, efter at DF havde fremlagt sit finansieringsoverslag: ”Nu skal de så også til at lære at føre politik ud fra regnearkets logik”. En ny version af råderumsdiskussionen eller Corydons forestilling om den nødvendige politik, hvilket jo strengt taget er synonymt med teknokratisk administration.

Ikke nogen dårlig præstation af Sass Larsen at ramme hele den politiske situation ind i en sætning.

Den siddende regering har siden sin indsættelse konsekvent fulgt samtlige aftaler, der blev indgået mellem de europæiske regeringsledere under gældskrisen. Det drejer sig først og fremmest om finanspagten og Europluspagten. Den første er herhjemme blevet fulgt op af budgetloven, der sætter en klar og ufravigelig ramme for balancerne i den offentlige økonomi. Hvad der gives ud et sted, skal hentes ind et andet, hvis vi skal leve op til kravene. Og i forhold til Europluspagten har den siddende regering som anbefalet både givet skattelettelser til erhvervslivet, gennemført en dagpengereform, skærpet kursen overfor alle grupper på overførselsindkomst og skåret i næsten alle velfærdsydelser. Klassisk, borgerlig krisepolitik.

Jamen, så giver det næsten sig selv, at Venstre og dets partiklynge reelt ikke har ret meget mere at byde på, samtidig med at man på den anden side skal være mere end velvilligt indstillet for at karakterisere den nuværende regering, EL og Alternativet som en rød blok. Her forekommer det også mere rammende at tale om en partiklynge omkring Socialdemokratiet og Helle Thorning Schmidt.

Men når især Socialdemokratiet igen og igen er blevet anklaget for løftebrud, hvad er det så, der gør, at partiet går frem i meningsmålingerne og måske oven i købet kan genvinde statsministerposten? Forklaringen ligger dels i regnearket og dels i det forhold, at stort set alle partier fra højre til venstre har indordnet sig under ”regnearkets logik”.

Hvis det Danmark, vælgerne kender, ikke kan være anderledes, fordi det er styret af indiskutable nødvendigheder og må respektere det råderum, som gives, ja så ved man, hvad man har, og det er jo ikke gået helt galt. Hvad der kan komme med Venstre-klyngen er mere usikkert – især når man ikke har tillid til statsministerkandidaten. Og skulle Venstre alligevel vinde statsministerposten, er den bedste modvægt trods alt et styrket Socialdemokrati – også hvis der skal indgås forlig ”hen over midten”.

Det er faktisk lykkedes Socialdemokratiet at sælge budskabet om tryghed, stabilitet og lidt vækst og fremgang her i 11. time. Den båd skal der ikke rokkes for meget ved. Når partiet er sluppet så relativt godt fra den øvelse, hænger det sammen med, at ingen af de andre partier for alvor har turdet anfægte billedet af det Danmark, som Socialdemokratiet kender.

Fra valgets udskrivelse har det gennemgående tema været begrænset til: Hvem kan udfylde rammen lidt bedre? Det er kun Alternativet, som har gjort det til sit kendemærke at indtage de ledige standpunkter (dem uden for skiven, som Elbæk formulerer det), som de andre partier har forladt. Men ellers er alle visioner og forestillinger om den fremtidige indretning af vores samfund blevet droppet. Uanset hvilket parti vi taler om.

I stedet har partierne kappedes om at afsætte flest penge til sundhedsvæsnet, skære mest i kontanthjælpen, forringe forholdene mest for flygtninge- og asylansøgere eller omvendt og i opposition kørt massivt frem med krav om forbedrede forhold for dagpengemodtagere, et bredt formuleret hensyn til miljøet osv. Kravene har været mange og diffuse. Det samme gælder beregningerne og tallenes gennemskuelighed.

Men på bundlinjen har det vist sig efter nogle få gennemregninger i redaktionerne, at partierne stort set kun har kørt rundt med de samme små beløb alt afhængig af, hvilket spørgsmål der nu lige var breaking news den dag. Hvad andet kan man i øvrigt forvente, når regnearkets logik skal respekteres?

Spørgsmålet melder sig så: Er regnearkets logik og politik uomgængelig, og er det kun beskåret et lille protestparti som Alternativet at bryde rammen?  Og er det overhovedet muligt at præsentere et sammenhængende alternativ, når rammens grænsepoliti – medierne – nidkært forfølger et hvilket som helst politisk udspil med mantraet: Hvordan skal det finansieres?

Svaret er ja. Fagbevægelsen kunne have gået forrest i udfordringen af valgets ramme. Hvis de faglige topledere havde haft mod til at videreføre de politiske udspil, som LO og FTF offentliggjorde umiddelbart før valgets udskrivelse, kunne de have forstyrret det nuværende politiske og mediemæssige set up. Men sådan skulle det ikke være. I stedet er det endt med spredte kommentarer og en understrygning af regeringens fortælling om at, ”nu er der robust vækst i Danmark, og lige om næste hjørne er vi helt ude af krisen”. Faktisk forholder det sig sådan, at fagbevægelsen i det store og hele har overladt scenen uden for Folketinget til DA og DI, der uanfægtet har kunnet fremføre påstande om, at det kan blive de danske lønmodtageres mangel på de rigtige kompetencer, der kører opsvinget af sporet. Til trods for at erhvervslivet stort set ikke investerer og alene øger produktiviteten ved, at de ansatte løber stærkere.

Fagbevægelsen kunne med den viden og indsigt, som de respektive forbund repræsenterer og besidder, have udfordret hele det politiske parnas og spoleret overbudspolitikken, hvis man havde fulgt op på sine egne udspil og gennemlyst partiernes usmagelige populisme. Man kunne have forstyrret pressens sceneri og tvunget journalisterne og redaktionerne til at omdefinere valgkampen fra at være en sportsbegivenhed til at blive en samfundsdebat. Men det er ikke sket, og ingen af partierne har på noget tidspunkt turde træde ud af opsætningen og mobilisere vælgerne til at se sig selv som det demokratiske livs virkelige aktører.

Således har partiernes medieskræddere og pressens regissører haft næsten frit spil til at omsætte regnearket til nogle relativt få politikområder, som man på forhånd har kalkuleret med kunne flytte de nødvendige stemmer. Det gælder sundhedsudgifterne og især medicinudgifterne, og det gælder selvfølgelig kontanthjælps- og flygtningekortet, der tilsammen udgør inkarnationen af samfundsstabilitetens indre og ydre fjende og trussel mod den spæde økonomiske vækst.

Med bemærkelsesværdig lethed er det lykkedes at presse de fleste af de betydende politiske temaer ud af valgkampens scene. Det drejer sig eksempelvis om et EU, der får stadigt vanskeligere ved at hænge sammen. Om FN’s kritik af den voksende ulighed – også i Danmark. Om den faldende og usikre globale vækst, som både OECD, Verdensbanken og FN advarer om. Det drejer sig om, at beskæringerne af ulandsbistanden kombineret med den faldende vækst, bidrager til en vækst i fattigdom og til øgede flygtningestrømme. Om de militære interventioner i Mellemøsten, der i hvert eneste tilfælde skærper den globale ustabilitet. Og selvfølgelig drejer det sig om de voksende miljøproblemer, som til stadighed tales derhen, hvor kun de mest dedikerede orker at følge med.

Herhjemme drejer det sig om at sundhedsvæsen, der er underfinansieret langt ud over medicinprisernes vækst. Om de voksende arbejdsmiljøproblemer, der sammenlagt koster samfundet 30-40 mia. kr. om året, og som ikke forbindes med det evindelige krav om produktivitetsstigninger og mere for det samme i den nedslidte kommunale- og regionale sektor. Det drejer sig om, at vi midt i valgkampen er vidne til den ene skandalesag efter den anden inden for de virksomheder, der efter sigende skulle kunne løse de offentlige velfærdsopgaver langt bedre – og langt billigere – end det offentlige – udliciteringens åbenlyse fiasko har overhovedet ikke været et tema i valgkampen. Det samme kan siges om forringelsen af det samlede uddannelsesvæsen. Eksemplerne står i kø.

Men værst af alt er det lykkedes at lukke grænserne til omverdenen så hermetisk, at de virkeligt betydningsfulde faktorer både i Europa og globalt, hvis udvikling øver og vil øve afgørende indflydelse på dansk politik, i det store og hele er blevet reduceret til underordnede rammefaktorer – lige bortset fra de forpligtelser i EU-lovgivningen, der understøtter og legitimerer ”den nødvendige politik” og ”regnearkets logik”.

Typisk dansk kunne man sige. Hvis det så  bare var tilfældet, ville problemet være til at overse. Men valgkampen i Danmark anno 2015 er aldeles ikke unik. Den har mange ligheder med valgkampen i Holland, i Sverige og senest i England. I alle landene har valgkampene udviklet sig til et show med vælgerne som tilskuere og den politiske analyse til et spørgsmål om, hvem der har vundet eller tabt. Partierne er sluppet godt afsted med overbudspolitik i forhold til et virvar af temaer, og pressen har bidraget til at fastholde fokus på parkeringslys.

Omkostningerne er også de samme. Partierne mister autoritet, det demokratiske system mister politisk og moralsk legitimitet, og ligegyldigheden trænger ind i vælgerkorpset, og hvad værre er: Opløser selvrespekten og engagementet hos den demokratiske borger. Selv på Twitter og Facebook er iscenesættelse blevet normen, når ”præsidentkandidaternes” hjælpetropper forsøger at påvirke udfaldet af de intetsigende tv-dueller.

Men hverken ramme, rammesætning, regneark, mediesceneriet eller det døde løb fremad i valgkampen er vokset ud af den blå luft. Det kan godt være, at forløbet er udtænkt på partikontorerne, på redaktionerne og i kommunikationsbureauernes direktionslokaler. Det ændrer dog ikke ved, at man næppe kunne have sluppet af sted med dette døde løb, hvis ikke der havde været grobund for det i den aktuelle samfundssituation.

Og her er vi så ved det, vi opfatter som sagens kerne.

Valget i Danmark år 2015 afspejler i lighed med valgene i de andre europæiske lande en situation, hvor ingen af de store, sociale klasser og sociale grupper har den tilstrækkelige styrke til ensidigt at bestemme i hvilken retning, samfundene skal udvikles.

Det smitter selvfølgelig af på partierne, der klynger sig til magten og opportunistisk inddrager alt, hvad der kan styrke deres image. Det gælder såvel centrum-venstre som centrum-højre. Alle ved de godt, at velfærdsstaten, som borgerne har kendt den, ikke kommer tilbage. De ved også godt, at fagbevægelsen skal holdes nede for at åbne for yderligere forringelse af arbejdsforholdene som forudsætning for at gennemføre EU’s konkurrencestrategi. At det så medvirker til at øge lavvæksten på verdensmarkedet, ved de sådan set også godt. Men der er ligesom ikke noget at gøre ved det, hvis den nuværende middelmådige vækst i EU området skal fastholdes.

Omvendt jamrer venstrefløjen og fagbevægelsen over de forringede sociale forhold og den voksende ulighed.

Men hvad er perspektivet, når strategien med at trække centrum-venstre regeringerne til venstre har viste sig frugtesløs? Sagen er jo, at selv de mindste opgør med EU’s neoklassiske, økonomiske doktrin, skaber så mange økonomiske og politiske rystelser eller spændinger, at alle har vanskeligt ved at forestille sig, hvad der skal afløse de evindelige politiske ”potentielle kriser”. Grækenland er om noget ikke et eksempel til skræk og advarsel.

Tilbage står kun stilstand og teknokratisering af samfundslivet. Økonomen Schumpeters forestillinger om demokratiet som en rimelig konkurrenceramme for valget af ledere er nu ved at blive en realitet i Europa og således også i Danmark. Men herved åbnes der også for populismen som alternativ og opposition til den politiske og intellektuelle elite, der udfylder konkurrencerammen og reducerer vælgerne til tilskuere og klakører. Et potentiale, der ikke bliver mindre af, at venstrefløjen og fagbevægelsen enten er så svækkede efter flere årtiers borgerlig politisk-ideologisk defensiv, at man dårligt ved, hvordan man skal agere og mobilisere uden for den parlamentariske scene eller formulere politiske visioner, der virkelig kan begejstre og skabe en rammeoverskridende bevægelse i vælgerkorpset.

Valgets facit er af samme grund forudsigeligt. Ingen af blokkene kan vinde af den simple grund, at der ingen blokke er. Selvfølgelig får valget en sejrherre trods det døde forløb. Men uanset, om det bliver Helle Thorning Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, der indtager statsministeriet, vil det være umuligt for dem at gennemføre en sammenhængende politik. Dertil er modsætningerne mellem de forskellige partier, der udgør de parlamentariske klynger omkring de to statsministerkandidater, for store. Og lighederne mellem de såkaldte blokke samtidig for stor. Hvilket afspejler de mange og uartikulerede gruppe- og klassemodsætninger ude i samfundet.

Allerede valgkampens forløb indtil nu har givet et fingerpeg om tiden efter valget.

”Blå bloks” annoncerede enighed om udlændingepolitikken holdt ikke to dage. Enigheden mellem DF og LA om den økonomiske politik er begrænset, og Løkke Rasmussen får vanskeligt ved at komme igennem med sin ”nulvækstpolitik”. Det samme gælder forholdet til EU og den nye halehængslinje i forhold Camerons konservative nationalchauvinisme. De nuværende og kommende konfliktpunkter er så mange, at alt taler for, at den kommende valgperiode bliver præget af det ene uigennemsigtige forlig efter det andet, hvor eneste sikre facit er, at forholdene for de store lønmodtagergrupper i hvert fald ikke forbedres.

Nøjagtig samme billede tegner sig i tilfælde af et parlamentarisk flertal bag Helle Thorning Schmidt. Socialdemokraterne og de Radikale divergerer på flere og flere centrale politiske spørgsmål, selv om de er enige om at videreføre regnearkets politik. Og hverken SF og EL holder den aktuelle styrke i næste valgperiode, hvis ikke de to partier for alvor bryder med Socialdemokratiets ”nødvendige politik” og leflen for de højrepopulistiske strømninger. Som konsekvens vil Socialdemokratiet blive tvunget til at indgå endnu flere forlig med højrefløjen (hovedsageligt Venstre og DF), hvor venstrefløjen i værste fald reduceres til skinger opposition i periferien.

Men hvis man her tre dage før valget skal gøre regnebrættet op, er det gode ved dette valg trods alt, at valgkampen med al ønskelig tydelighed har aflivet illusionen om to faste blokke i dansk politik, hvor den ene skulle være ”rød blok”, selv om det røde perspektiv ikke rakte længere end til perioden op til møderne i det ”Sorte tårn”. Af samme grund må vi imødese en selvransagelse på den politiske venstrefløj og et opgør med rollen som korrektiv til Socialdemokratiet inden for en blok, der er ligeså hul som valgets retorik. I modsat fald vil vi ikke blive overrasket, hvis vi i den kommende valgperiode bliver vidne til uproduktive afskalninger, splittelser og partihopperi.

Så hvis venstrefløjen – SF og Enhedslisten – skal gøre sig som en virkelig kraft med fremtiden for sig i det nye og mudrede Folketing, er der kun en vej: Udfordring af Socialdemokratiet og systematisk mobilisering i fagbevægelsen mod alle kommende forringelser samt formulering af et fælles og visionært alternativ til ”Det Danmark, vi kender”.