Ukraine – i Vesten og i virkelighedens verden
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. april 2015

Stadig mere tyder på, at ’det ukrainske projekt’ ikke vil lykkes. For det første står det ret klart, at den ’ukrainske revolution’ ikke udgjorde et opgør med oligark-strukturen. For det andet er det også i stigende omfang blevet klart, at regeringen ikke har styr på landet. For det tredje er den ukrainske økonomi i frit fald. Og endelig for det fjerde er de vestlige lande måske ved at miste tilliden til det ukrainske styre.

I februar 2015 var det årsdagen for de dramatiske begivenheder på Maidan-pladsen i Kiev. De førte som bekendt til voldsomme ændringer i selve Ukraine og efterfølgende også i forholdet mellem Rusland og Vesten. Ja, selve den verdensorden, som både Vesten og Rusland troede, at de var blevet enige om, så de i virkelighedens verden ganske forskelligt på. Det gav rystelse over hele kloden. I marts var det et år siden, at Krim stemte om selvstændighed og senere blev optaget i Rusland – eller mere præcist i Den Russiske Føderation, som landet formelt hedder.

I september 2014 i Hvideruslands hovedstad, Minsk, havde Kiev-regeringen, repræsentanter for de to udbryder-republikker, Lugansk og Donetsk samt repræsentanter for Moskva nået frem til en aftale, ’Minsk 1’. Aftalen skulle kontrolleres af OSCE. Om ikke før så blev det fra januar i år klart, at ’Minsk 1’ ikke fungerede. Uafbrudte kampe og civile katastrofer prægede den østlige region Donbass. I januar var der heftige kampe omkring jernbaneknudepunktet i Donbass, byen Debaltsevo, og Kiev-hæren var tæt på et alvorligt kollaps. Tusindvis af ukrainske soldater overgav sig i den sønderbombede og ødelagte by. Samtidig truede USA med at sende ’dødelige’ våben til Ukraine og dermed de facto optrappe konflikten. Det fik den tyske kansler Angela Merkel til at handle og tage til Moskva for at få etableret en politisk løsning, inden USA begyndte at optrappe militært. Merkel tog den franske præsident Francois Hollande med sig, fordi han delte hendes synspunkt og vel nok også, fordi en forhandling mellem Tyskland og Rusland hen over hovedet på de mellemliggende stater, ville vække minder om Stalin-Hitler aftalen i 1939.

Merkel, Hollande og Putin blev enige om, at mødes i Minsk igen for at få stablet endnu en Minsk-aftale på benene, ’Minsk II’. Inviteret var Merkel, Hollande, Putin samt ukraines præsident Petro Porosjenko. Til stede var også repræsentanter for de to udbryder-republikker, Donetsk og Lugansk. Efter 16 timers hårde forhandlinger nåede parterne frem til en aftale. Den etablerede en våbenhvile indeholdt en tilbagetrækning af tungt krigsmateriel, så der kunne dannes en 50 km bred zone. Det ukrainske parlament skulle ifølge aftalen vedtage en lov om selvstyre for de to udbryder-republikker inden for rammerne af Ukraine, for senere at afholde lokale valg. Desuden var der nogle bestemmelser om fangeudveksling, fri bane for humanitær hjælp og forbud mod at retsforfølge mennesker, der havde været aktive i kampene.

De fleste var vist enige om, at freden var ganske skrøbelig, at tilliden til hinanden på begge sider af fronten i det østlige Ukraine var forsvindende lille, samt at hverken Putin eller Porosjenko i virkeligheden kontrollerede de mange bevæbnede grupperinger, som opererede i det østlige Ukraine. Det blev hurtigt klart, at der snarere var tale om en aftale om en våbenhvile frem for en fredsaftale. Lederen af den højreorienterede ukrainske paraply-organisation, ’Højre Sektor’, Dmitro Jarosj, erklærede ganske åbent og frejdigt, at han ikke var til sinds at overholde våbenhvilen, han ville vedblive med at dræbe russisk sindede. Oprørerne i øst udtrykte på deres side en udbredt skepsis over for hele setup’et. Våbnene forstummede altså ikke i Donbass. Men på den anden side dæmpedes krigshandlingerne, ligesom man trak det tunge skyts tilbage. Mere succes skulle man nok ikke forvente. Man ventede spændt på, at Kiev-regeringen ville komme med et udspil om en form for selvstyre i Donbass, som skulle munde ud i konkrete forhandlinger mellem Kiev-regeringen på den ene side og Lugansk- og Donetsk-republikkerne på den anden. Men det, der kom, var en meddelelse fra Porosjenko om, at oprørerne i øst skulle overgive sig og nedlægge deres våben, så kunne parterne indlede forhandlingerne. Det var helt til grin, det havde ingen gang på jord overhovedet, det vil oprørene aldrig gøre. Og så var den proces stoppet, netop som vi kunne fejre årsdagene for de store begivenheder, som rystede verden sidste år. I virkeligheden var det et brud på ’Minsk II’-aftalen, som ikke stillede den betingelse, at oprørerne skulle nedlægge våbnene.

21.-22. februar var årsdagen for det, som nogle kalder for et regulært kup, andre for en folkelig revolution. Over hundrede blev dræbt i disse dage på Maidan-pladsen under omstændigheder, som hidtil ikke er afklarede. Under en samtale mellem den estiske udenrigsminister og EU's repræsentant for udenrigsanliggender, sagde førstnævnte, at det angiveligt skulle have været de samme, som både havde dræbt demonstranter og politifolk. At der var ganske mange politibetjente, som blev dræbt, forties som regel i både ukrainske og vestlige medier.  Både det tyske magasin Der Spiegel og den tyske TV Kanal ARD har foretaget journalistiske undersøgelser, som peger på, at professionelle lejesoldater fra bygninger, som Maidan-oprørene kontrollerede, i løbet af tre timer d. 21. februar, skulle have dræbt langt de fleste af både demonstranterne og politifolkene. I et normalt retssamfund skulle disse foruroligende spørgsmål have været afklaret i hvert fald inden et år efter. Hvordan ser det ud med det?

Europarådet nedsatte sidste år en kommission, hvis opgave det var at undersøge, hvordan de nye ukrainske myndigheder har håndteret netop undersøgelsen af de blodige begivenheder på og omkring Maidan-pladsen sidste år. Kommissionen bestod af tre personer, en meget agtværdig britisk advokat, Nicolas Bratza, som tidligere har været retsformand for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De andre to var ukrainske advokater. Det skal nævnes, at den britiske advokat generelt har været meget pro-ukrainsk i sine udtalelser om konflikten. Det bærer rapporten også præg af. Jeg mener, at den er meget bias’ed til fordel for den ukrainske side. Rapporten præges af en lang række udokumenterede påstande og forudsætninger, bl.a. at den lovligt valgte præsident indtil 22. februar 2014, Viktor Janukovitj, bare forlod sit embede og derfor nærmest tvang parlamentet til at finde nye løsninger. Det er mere i overensstemmelse med sandheden, at han blev jaget ud. I et bemærkelsesværdigt russisk TV-program, ’Krim, vejen til fædrelandet’, fortalte Putin, hvordan han personligt gav sine specielle styrker ordre til at redde Janukovitj ud af Ukraine. Han blev forfulgt gennem hele landet helt til Krim, hvorfra russiske styrker reddede ham ud. At påstå, at Janukovitj skulle være speciel korrupt i forhold til tidligere ukrainske præsidenter, hører i hvert fald ikke hjemme i en juridisk rapport. Lederne af ’Højre sektor’, Dmitro Jarosj og af Maidan-oprørene, Andrej Parubuj, er reelt ikke nævnt i rapporten til trods for, at det næppe er muligt at overdrive deres betydning for forløbet.

Meningen er ikke her at gennemgå rapporten kritisk, men at fremhæve rapportens konklusion. Den er nemlig særdeles skarp i sin kritik af den officielle ukrainske undersøgelse af begivenhederne.  Der er tre ukrainske myndigheder, som officielt har undersøgt sagen, det er Anklagemyndigheden, Indenrigsministeriet og Efterretningsvæsenet. Hver især har ifølge rapporten arbejdet meget sløset og ineffektivt og reelt ikke produceret noget som helst. Hertil kommer, at de heller ikke har arbejdet sammen, snarest lagt hindringer i vejen for hinanden.

Hvordan skal man vurdere det? For det første synes der fra vestlig side at have været nogle meget høje forventninger til det nye ukrainske styre - om fx tredeling af magten og et velfungerende statsligt og retsligt system. Det har vist sig at være himmelråbende naivt. Både Parubuj og Jarosj var aktive på Maidan, og de fik begge ret høje poster i det nye styre. Skulle de deltage i en undersøgelse, som kunne resultere i, at myterne om det fredelige oprør kunne punkteres? Utænkeligt. Jeg går ud fra, at det er Nicholas Bratzas mening, som afspejles i konklusionsafsnittet. Han synes at have troet fuldt og fast på, at det nye styre ville indføre vestlige normer på det retslige område, og synes i rapporten yderst overrasket over, at de nye magthavere tilsyneladende slet ikke tænker på den måde. Men her er han i overensstemmelse med de fleste vestlige politikere, som reelt ikke en eneste gang har kritiseret Kiev-regeringen for noget som helst til trods for, at der foregår horrible ting – målt med en vestlig målestok. Hele konflikten er kørt over i et ideologisk opgør mellem Rusland og Vesten, hvor det nye styre i Kiev bliver tilskrevet alle det vestlige samfunds dyder. Rapporten er for det første et ekstremt tydeligt eksempel på denne dobbeltmoral og ideologiske forblindelse. Men rapporten åbner altså også op for en kritik og et mere nøgternt syn på Kiev-styret.

Interessant er det i forhold til netop dobbelte standarder at jævnføre drabet på Boris Nemtsov i Rusland og de næsten samtidige mord på syv tidligere embedsmænd under Ukraines tidligere præsident. Fra slutningen af januar til marts i år er ikke mindre en syv ledende personer fra Janukovitjs styre døde, tre af dem tre dage i træk. De er blevet skudt, hængt, kastet ud af vinduet fra 9. sal og lignende. Hver gang har myndighederne påstået, at der var tale om selvmord. I forbindelse med drabet på Nemtsov gav mange vestlige politikere - inklusive danskere - med det samme udtryk for, at det var Putin, som stod bag. Disse syv mord i Ukraine omtales end ikke - og vil formentlig aldrig blive retsforfulgt. Ukraine ligner mildt sagt ikke en stat på vej til et fuldgyldigt medlemskab af EU – medmindre man er ideologisk blind. Under alle omstændigheder er der tale om dobbelte standarder.  

Samtidig med de afdæmpede krigshandlinger i Donbass lader det til, at kampen om magten i den ukrainske lejr skærpes. Det er mere en kamp mellem oligarker og klaner end en klamp om ideer eller sprog. Mest synligt har været det spektakulære opgør mellem på den ene side Igor Kolomojski - oligarken fra Dnepopetrovsk, som har sin egen nærmest feudale hær, som han jager pro-russere med; selv har han jødiske rødder og taler kun russisk. Og på den anden side er der Porosjenko, som ud over at være Ukraines præsident også er oligark med forretningsinteresser imod Kolomojski. Kolomojski sendte nogle af sine folk til Kiev for at tage et olieselskab i besiddelse. Det lykkedes ikke helt. I skrivende stund sidder Kolomojski i USA.

Kiev-regeringen taber opbakning i den ukrainske befolkning og i desperation vedtager regeringen stadigt flere ekstreme love. Regeringen har for længst forbudt en lang række russiske TV-kanaler, bøger, romaner, DVD’ere m.m. Det er blevet forbudt at udtale sig positivt om Rusland og reelt at kritisere Kiev-regeringen; anti-nationale aktiviteter kan give op til 15 års fængsel. En vestukrainsk journalist, som har kritiseret Kiev-regeringens mobilisering til militæret, er stillet for en domstol, hvor anklagemyndigheden kræver 15 års fængsel. Kiev-regeringen har desuden opfordret folk til at angive upålidelige borgere til de ukrainske myndigheder. Hvad det kan føre til af vilkårlige arrestationer, kan man alt for let gisne om. Regeringen har desuden vedtaget en plan om at internere andre landes statsborgere i specielle lejre. Denne lov åbner også op for vilkårlighed. Det er alt sammen bemærkelsesværdigt på baggrund af, at Ukraines statsminister Arsenij Jatsenjuk konsekvent taler om, at den ukrainske regering kæmper for den vestlige civilisation.

Stadig mere og mere tyder på, at ’det ukrainske projekt’ ikke vil lykkes. For det første står det ret klart, at den ’ukrainske revolution’ ikke udgjorde et opgør med oligark-strukturen. En lille håndfuld ukrainske oligarker sidder stadig på langt den største del af kagen. Flere af dem har opbygget deres egne små imperier bl.a. Kolomojski i Dnepropetrovsk. For det andet er det også i stigende omfang blevet klart, at regeringen ikke har styr på landet. Mange forskellige private hære og oligarker gør, at man i virkeligheden kan tale om en ’failed state’ – uendelig langt væk fra EU-landenes erklærede samfundsidealer. For det tredje er den ukrainske økonomi i frit fald. Det vil koste gigantiske summer, at få landet på fode igen. I skrivende stund er det helt usikkert, hvem der skal betale for genopbygningen af Ukraine, hvordan det så end kommer til at se ud på længere sigt.

Det virker for det fjerde ganske sandsynligt, at de vestlige lande er ved at miste tilliden til det ukrainske styre. Hvis både EU-landene og USA havde haft tillid til Porosjenko og Jatsenjuk, havde de formentlig ydet flere lån og mere omfattende støtte til det trængte land. Mon ikke mange EU-lande efterhånden kan se, at Ukraines vej til at blive et velfungerende EU-land er endda meget lang. Ukraine-krisen har allerede splittet EU. Mange lande giver åbenlyst udtryk for utilfredshed med sanktioner og politikken over for Rusland. Grækenland fx spiller åbenlyst på Rusland på en måde, mange EU-lande sikkert vil kalde for usolidarisk. I sig selv udfordrer de store finansielle og sociale ubalancer EU's sammenhængskraft.

April 2015 vil måske om nogle år kunne ses som et vendepunkt til en mere realistisk amerikansk udenrigspolitik. Aftalerne med tidligere højtprofilerede amerikanske fjendestater, Cuba og Iran, er måske et varsel om en anelse mere realisme i forhold til verden. I virkelighedens verden har både USA og EU også brug for Rusland, som spillede en afgørende rolle i hvert fald i forhold til aftalerne med Iran. Aftalerne falder sammen med en tendens til, at amerikanske senatorer og andre taler anderledes. Fx sagde den californiske senator, republikaneren Dana Rohrabacher, taleskriver for tidligere præsident Ronald Reagan, at USA skulle forhandle sig frem til en løsning i Ukraine og så hurtigt som muligt få Rusland med i en alliance mod den islamiske terrorisme.