LO’s 2030 plan – ingen roser uden torne
Af Jonas Gielfeldt

Offentliggjort: 15. april 2015

LO har netop fremlagt deres 2030 plan. En ambitiøs og omnipotent rapport, der skal anvise en vej frem for et Danmark i LO’s billede. Rapporten kommer med en række væsentlige fokuspunkter til den fremtidige samfundsdebat, men er samtidigt for fanget af den nuværende økonomiske logik til for alvor at komme med offensive meldinger, der ikke blot taler ind i den nuværende debat, men også rykker den.

LO har netop udgivet en stor rapport ved navn ”Danmark 2030 – sammen om velfærd og lighed”. Det er en omnipotent rapport, der forsøger at adressere fagbevægelsens holdning til en lang række centrale emner såsom – dansk økonomi, velfærdsstaten, den offentlige sektor, den danske arbejdsmarkedsmodel, EU, uddannelse, arbejdsmiljø og pensioner og tilbagetrækning. Det er umuligt i en artikel at dette format, at adressere alle de konklusioner rapporten drager. Derfor vil gennemgangen primært fokusere på de områder, hvor LO kommer med nogle klare markeringer, der er væsentlige for at revitalisere arbejderbevægelsens politiske projekt, og hvor LO helt åbenlyst ser rigtigt. Men der vil også blive fokuseret på de områder, hvor LO simpelthen ikke er konsekvente og offensive nok i deres anbefalinger og dagsordener. Artiklen vil derfor tage fat på tre punkter, hvor LO har fat i centrale dagsordener som helt klart skal løftes videre i de politiske kampe fremover samt tre punkter, hvor LO placerer sig alt for defensivt trods gode intentioner. 

En offensiv dagsorden for uddannelse og kompetenceløft

LO’s fokus på uddannelse og kompetenceløft er organiseret ud fra tematikken om ”det dobbelte uddannelsesløft”, der indebærer at ufaglærte skal løftes op til faglærte og faglærte løftes til et videregående niveau.

Ræset mod bunden rammer især de ufaglærte. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds beregninger vil der være omkring 80.000 ufaglærte for meget i 2030, hvilket sammenholdt med den globale konkurrenceproblematik, der især rammer de ufaglærte, vil betyde et meget væsentligt lønpres nedad. Samtidigt viser samme beregning, at der vil mangle knapt 100.000 faglærte i 2030. Ligeså vil der være et betragteligt overskud af personer med en lang videregående uddannelse. Dette giver potentielt flaskehalse på arbejdsmarkedet. LO peger kritisk på, at der trods flere tiltag for at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive stadig er en række barrierer for at kunne lave det dobbelte løft.

Den helt centrale barriere er ikke overraskende manglen på praktikpladser. Dette afskrækker både unge, der gerne vil starte på en faglig uddannelse, men også voksne ufaglærte. LO fremsætter således et krav om, at mangel på praktikpladser ikke skal være en barriere for, at man kan gennemføre sin uddannelse. For at dette rimelige krav skal realiseres er det vigtigt at LO og de relevante fagforeninger gør op med den nedvurdering af fx skolepraktikken, der pt. danner et hierarki mellem dem, der har haft en ”rigtig” praktik, og dem der må ”nøjes” med skolepraktikken.

En anden central barriere, der omhandler løftet fra faglært til videregående niveau, er manglen på deltidsuddannelser i erhvervsakademi regi og økonomiske barrierer. Derfor argumenterer LO for at Statens Voksenuddannelsesstøtte skal målrettes specifikt til faglærtes videreuddannelse, og at kompetenceudviklingsfondene skal styrkes, altså et øget fokus på de uddannelsesrettigheder, der ligger i overenskomsterne.

Ydermere må man rose LO for også at have fokus på den kvalitative side af undervisningen, at den skal være mere fleksibel ift. tid og sted (fx e-learning) og samtidigt skal undervisningen tilpasses målgruppen så den mere tunge tavleundervisning afløses af nye undervisningsformer tilpasset en ikke nødvendigvis særligt boglig målgruppe.  

LO rammer plet med denne dagsorden fordi det er et reelt samfundsproblem, at vi kommer til at mangle faglærte, og det giver et perfekt afsæt til fremadrettet at øge faglærte uddannelsers status og kvalitet.

Mere fokus på – og øgede investeringer i – arbejdsmiljøet

De politiske vinde blæser i retning af en stadigt senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og det betyder også, at arbejdsmarkedets nuværende funktionsmåde, hvor der stadig er problemer med fysisk såvel som psykisk nedslidning ikke er holdbar, hvis disse ambitioner skal indfries. Selv om nye teknologier kan være med til at afhjælpe nogle af disse problemer, kan de også på sigt skabe nye problemer i relation til arbejdsmiljøet. Kapitlet om arbejdsmiljø er en lang, og berettiget, kritik af de manglende resultater og den svigtende prioritering af området. Siden 2009 er bevillingerne til området faldet med 140 mio. kr. trods ambitiøse 2020 målsætninger, hvor man sigtede efter 25 pct. færre alvorlige arbejdsulykker og 20 pct. færre fysiske og psykiske overbelastninger, målsætninger man langt fra er i mål med. Arbejdstilsynets bevillinger er også faldet i samme periode, og finansieringen er i overhængende fare når de nuværende aftaler løber ud. LO anbefaler derfor, at denne finansiering skal være på plads fx ved at øge arbejdsgiversidens pligt til at betale for regningen ud fra et princip kaldet ”forureneren betaler”. Samtidigt fremhæver LO også muligheden for i langt højere grad at inddrage pensionskasser og forsikringsselskabers ressourcer i at forebygge nedslidning. En original idé, der vil udnytte simple incitamentsstrukturer til at delagtiggøre andre i at bedre arbejdsmiljøet.

Samtidigt argumenterer LO for, at man i langt højere grad end i dag skal bruge de offentlige indkøb som et redskab. Således at virksomheder med godt arbejdsmiljø får ordren. Dette er en lavt hængende frugt, men ikke desto mindre vigtig. Slutteligt vil LO arbejde for at EU får fælles standarder for arbejdsmiljøet. Denne markering er utrolig vigtig. Social dumping handler således ikke blot om et lønpres, men i mindst samme omfang om et pres på arbejdsvilkår, hvor lønmodtager accepterer stadigt mere kritisable arbejds- og sikkerhedsforhold. Man kan mene at LO her spiller en gammelkendt sang, men arbejdsmiljøet er en helt central kampplads, og fronten mod den brutalisering af arbejdslivet, der har været de senere år er bydende nødvendig.

Den generelle arbejdsmarkedspolitik – flere gode markeringer

Det arbejdsmarkedspolitiske afsnit tager ikke overraskende afsæt i dagpengeforringelserne, og den forringede dækningsgrad af lønmodtagerne ved ledighed. Her kan man sagtens indvende, at LO langt fra behandler andre forringelserne af andre sociale ydelser som fx kontanthjælpen og flexjob-ordningen på samme niveau (mere om dette senere) men for nu må man kvittere for, at LO står fast på det problematiske i dagpengereformen. Siden starten af 1980’erne er lønmodtagernes kompensationsgrad faldet med 20 pct., hvilket sammenholdt med det forhøjede genoptjeningskrav, og ikke mindst mindrereguleringen af overførselsindkomsterne fra 2016-2023 har bombet det danske dagpengesystem meget langt tilbage. Dermed undermineres styrken ved den danske flexicurity model, som sikrer en høj jobmobilitet og omsætning på arbejdsmarkedet. Ydermere kunne LO også sagtens have nævnt, at dagpengene er afgørende i et klasseperspektiv, idet de muliggør at lønmodtagere kan sige fra overfor dårligt betalt arbejde under kritisable vilkår, idet deres økonomiske tab ved ledighed således ikke er uoverskueligt stort. Andre sociale ydelser, som LO groft negligerer, tjener et lignende formål. Flexicurity er således ikke kun makro-økonomi og social ingeniørkunst, det er også klassepolitik.

LO peger på at de faglige organisationer gennem kollektive lønsikringer, som er indført hos HK stat og kommunal samt hos Socialpædagogerne, på en billig og solidarisk måde kan sikre en bedre kompensationsgrad ved ledighed. Som LO påpeger så er den kollektive lønsikring langt mere farbar end den individuelle, der er afhængig af faggruppens ledighedsrisiko, hvorfor fx ufaglærte og lavtlønnede i 3F, grundet den større risiko for ledighed, skal betale langt højere præmier end en akademiker ved individuel lønsikring. LO påpeger at den kollektive lønsikring ” […]både bliver billigere på grund af stordrift og omfordeler mere inden for medlemsgruppen, fordi medlemmer med en relativ lav arbejdsløshedsrisiko, som ikke på eget initiativ ville tegne en lønsikring, automatisk omfattes”. Der er således et klart potentiale i denne model.

Samtidigt arbejder LO i overenskomsterne med at skabe bedre vilkår ved opsigelser, hvor højere fratrædelsesgodtgørelser og ret til uddannelse i opsigelsesperioden er skrevet ind. LO rasler tillige med sablerne, når de skriver at ”En fortsat forringelse af det offentligt finansierede dagpengesystem vil skærpe behovet for yderligere forbedringer af overenskomsternes tryghedsbestemmelser”. Underforstået; hvis regering og arbejdsgivere fjerner security elementet, vil fagbevægelsen fjerne flex! Et klar og nødvendigt signal at sende.

Afslutningsvis påpeger LO, at A-kasserne skal spille en langt mere central rolle i jobindsatsen fremover. A-kasserne har et branchekendskab, der gør dem særligt velegnede til at varetage jobformidlingen og vejledningen af de ledige, hvilket også giver god ræson.

Selv om LO fortjener kritik for eksklusivt at se på dagpengereformen isoleret fra andre reformer af sociale ydelser, er der således stadig en række meget vigtige markeringer i deres arbejdsmarkedspolitiske indlæg.   

Accepterer LO ”nødvendighedens politik” eller hvad?         

LO intervenerer med deres 2030 plan direkte i den makroøkonomiske debat herhjemme. Arbejdsgivere og diverse neoklassiske økonomer slår således sammen med borgerlige partier et slag for, at yderligere ”reformer” – dvs. nedskæringer af velfærdsstaten – er nødvendige for at undgå det såkaldte ”hængekøjeproblem”; at Danmark i en årrække med større ældrebyrde og manglende indtægter fra Nordsøen vil have kontinuerlige underskud frem til en bedring om 35-40 år. Den slags beregninger, som fx udføres af DREAM, ADAM, Finansministeriet og DA (og med vidt forskellige resultater, hvor DA’s beregninger ikke overraskende er langt de mest pessimistiske) forsøger at foretage lange prognosefremskrivninger for dansk økonomi. Disse modeller er helt legitimt meget omdiskuteret. Dels fordi de sjældent håndterer pludselige konjunktursvingninger (fx en finanskrise) særlig godt, og tenderer til at negligere dem. Dels fordi deres antagelser med baggrund i den neoklassiske økonomi stort set altid favoriserer økonomisk liberalt-borgerlige policies, fx lavere skatter, mindre offentlig sektor og lavere sociale ydelser. Denne basalt set borgerlige model-økonomi er i høj grad grundlaget for den ”nødvendighedens politik” der dominerer dansk såvel som europæisk økonomi og ridder venstrefløjen og arbejderbevægelsen som en mare.

LO forsøger at tage et opgør med denne politik. Først og fremmest kritiserer man den tidligere regerings håndtering af finanskrisen ved genopretningspakken, som efter LO’s mening kvalte ”et gryende opsving”. Omvendt roses den nuværende regering for at have lavet offentlige investeringer. Til gengæld kritiseres budgetloven nationalt, og den generelle ”austerity” politik europæisk. Der har således været gang i eksporten, men den indenlandske efterspørgsel står nærmeste stille. Der skal således både nationalt og europæisk gang i en efterspørgselsbaseret og Keynesiansk økonomisk politik. Meget sympatiske toner.

Desværre forfalder LO selv til at blive fanget i den samme logik som de kritiserer. På den ene side kritiserer man således både finansministeriets fremskrivning ”Konvergensprogram 2014” og DREAM, fordi disse ”mekaniske fremskrivninger” overestimerer antallet af offentligt ansatte og underestimerer antallet af privatansatte. Dette kan være legitime kritikpunkter. Men LO går selv ind i denne spekulative gebet og forsøger sig med deres eget såkaldte ”LO-kravforløb”, hvor man via, i øvrigt højest usikre parametre, såsom bedre beskæftigelsesindsats, bedre integration af etniske minoriteter og højere uddannelsesniveau, der medfører øget produktivitet, mener at kunne øge beskæftigelsen med 50.000 privat ansatte, og dermed forbedre den offentlige saldo betydeligt sammenlignet med både DREAM og Konvergensprogrammet frem mod 2030. Lignende prognoser – relateret til ”hængekøjeproblemet” udføres ud fra samme logik frem mod 2060, hvor LO ligeledes med deres større øgning af arbejdsudbuddet, faktisk kan få hængekøjen til at forsvinde!

LO kommer således til at underbygge arbejdsudbuddets totale dominans i den økonomiske debat ved simpelthen at hævde, at de kan øge arbejdsudbuddet endnu mere end de neoklassiske regnedrenge i DREAM og Finansministeriet. Dette er ærgerligt, for faktisk siger LO også en række fornuftige ting om dansk økonomi. Fx er de på linje med vismændene i, at den fremtidige beskatning af pensionsformuerne vil give et helt afgørende bidrag til den offentlige saldo. Tillige er man også på linje med heterodokse økonomer, når man kræver, at der i de fremtidige økonomiske modeller skal medregnes de dynamiske effekter ved offentlige investeringer. En utrolig vigtig markering, idet de nuværende modeller meget ensidigt altid anskuer offentlige investeringer som ren dødvægt.   

Det mest grelle udtryk for LO’s inkonsekvente holdning til ”nødvendighedens politik” er dog accepten af mange af de allerede eksekverede reformer. Under overskriften ”Holdbar finanspolitik” skriver LO ”den langsigtede holdbarhed i de offentlige finanser er sikret med 2006-velfærdsaftalen, 2011-tilbagetrækningsreformen og regeringens seneste reformer”. Dette må siges at være noget af en retræte for LO, der har været arg modstander af fx efterlønsreformen og som støttede op om ”fair løsning” som et modsvar på den hårde reformkur, der kom i stedet. LO gør hverken dens medlemmer eller sig selv nogen tjeneste ved et sådant knæfald, der af borgerlige politikere ikke kan ses som andet end en tilståelsessag og et knæfald for udbudsøkonomien.

LO’s sympatiske kritik af budgetloven og de økonomiske modeller kommer således til at klinge hult, når man samtidigt insisterer på at tale ”nødvendighedens politik” imod inden for det samme snævre økonomiske paradigme. Det eksklusive fokus på dagpengereformens problemer og negligeringen af de tilsvarende ”reformer” på kontanthjælp og flexjob skal således ses i dette lys.

Den teknologiske udviklings betydning for arbejdsmarkedet – jobmassakre eller bæredygtighed?

Et af de punkter, der tit overses i samfundsdebatten er, hvad den teknologiske udvikling vil betyde for fremtidens arbejdsmarked. Teknologisk arbejdsløshed har løbende været en tematik op igennem fordismens guldalder, hvor industrialiseringen og masseproduktionen pludselig ændrede arbejdsmarkedet markant. Denne udvikling overses, men er på ingen måde aftagende, tværtimod tales der i LO 2030 om ”the second machine age”. Nye robotteknologier kan således overtage menneskelige arbejdsfunktioner. Udover klassiske eksempler fra produktionsvirksomheder kunne dette være i omsorgssektoren, hvor nye robotter vil kunne udføre en lang række opgaver som nu varetages af plejepersonale, i transportsektoren, hvor førerløse køretøjer kan affolke hele transportsektoren eller i butikker, hvor kassemedarbejdere bliver unødvendige grundet nye betalingsrobotter. Op imod 40 pct. af danske jobs er ifølge KRAKA i højrisikogruppen for at blive overflødiggjort af teknologien.

LO har således fat i en væsentlig, og ofte overset problematik når den i sit 2030 program påpeger, at dette er en mulighed og en udfordring. Der er således klare produktivitetsgevinster forbundet med øget brug af teknologi, og dermed også vækst og arbejdspladser i det. LO’s vinkel er således helt og holdent på, hvordan teknologien dels kan skabe mere vækst og flere arbejdspladser, men også hvordan det kan blive en jobtyv. Her har LO en række klare markeringer. Først og fremmest handler det om, hvordan mandskab og robotter kan spille sammen på en god måde og dernæst, hvordan man kan sikre, at fremtidens arbejdsstyrke har de nødvendige kompetencer til at kunne varetage funktioner, hvor man stort set skal holde kontrol med robotterne frem for at udføre det traditionelle arbejde.

Holdningen fra LO er dog klar når det samlede regnestykke gøres op; ”Samlet set må den nye teknologi dog forventes at øge virksomhedernes konkurrenceevne, så de kan udnytte nye markedsmuligheder og skabe nye job”. Dette kræver dog at ”arbejdskraften har de efterspurgte kvalifikationer, så fordelene ved ny teknologi udnyttes og udstødning fra arbejdsmarkedet undgås”. Uddannelsessektoren skal således være klar til at kunne efteruddanne til den fagre nye teknologiske verden.

Det er selvfølgelig sympatisk, at LO har jobsikkerheden for lønmodtagerne som sigtepunkt. Men hvad nu hvis deres optimistiske skøn om at der bliver en netto jobfremgang ved teknologierne, eller i værste fald at teknologiernes indtog er et nulsums spil, ikke holder stik? LO kunne her sætte en offensiv dagsorden, som i virkeligheden er ligeså gammel som fagbevægelsen selv, nemlig kravet om nedsat arbejdstid. Produktivitetsøgningerne ved de nye teknologier må således antages at øge merværdien, og dermed vil det blive muligt at gå ned i arbejdstid uden at gå væsentligt ned i løn og levestandard. I stedet for at kræve at hele transportsektoren eller at al plejepersonale pine død skal finde sig en ny 37 timers stilling, så kunne den teknologiske landvinding bruges som afsæt for en mere bæredygtig fordeling mellem arbejde og fritid.

Tænketanken New Economics Foundation peger således på i en rapport, at man med fordel vil kunne nedsætte arbejdstiden til blot 21 timer om ugen.[1] Selv om en så stor nedsættelse næppe vil have sin gang på jorden, så burde kravet om nedsat arbejdstid være helt oplagt i denne sammenhæng.

Bæredygtigheden overses dog ikke blot, hvad angår lønmodtagernes hele liv. Også bæredygtighed ift. miljø og klima overses groft i 2030 planen. Udviklingen af grønne teknologier og en grøn omstilling er fuldstændigt fraværende. Dette er trist, idet Danmark faktisk har en førerposition på dette område, og dermed et potentiale for både jobskabelse og vækst. Samtidigt må en kortlægning, der går så langt frem i tiden også nødvendigvis forholde sig til de klimaforandringer, der heftigt tematiseres, og hvad de eventuelt vil få af betydning for det danske samfund, herunder dansk økonomi og arbejdsmarkedet. Hvad vil mere ekstremt vejr fx betyde for forskellige brancher og arbejdspladser? LO fejler eklatant på dette område.

Samlet set har LO med sit fokus på den teknologiske udvikling sat fingeren på et tit overset, men uhyre centralt område for fremtidens samfund. Desværre hænger de fast i en industriel produktivisme, hvor bæredygtighedsspørgsmålet både menneskeligt og klimamæssigt må vige for vækst og jobs.

Investeringer i kapitalapparatet – hvor skal pengene komme fra?

Et område i kapitlet, der omhandler dansk økonomi, som vi ikke har behandlet endnu, fokuserer på nødvendigheden af investeringer i kapitalapparatet, dvs. maskiner, ejendomme og anden fast kapital, der anvendes til produktion. Det påpeges således, at især finanskrisen og den deraf følgende lavkonjunktur har skadet investeringerne, herunder investeringer i kapitalapparatet, der derfor bliver forældet og ikke så produktivt som det ellers kunne have været. De primære investeringer i kapitalapparatet vil således være begrænset til reparationer og vedligehold. Ydermere vil store dele af kapitalapparatet simpelthen blive destrueret ved en krise grundet fx konkurser. Ifølge LO, der dog ikke er helt på linje med Nationalregnskabet fra Danmarks Statistik her, så har krisen kostet en stigning i kapitalapparatet på 10 pct. Efter krisen er der ikke kommet gang i investeringerne i det danske kapitalapparat. LO konstaterer således, at ”Kapitalopbygningen i Danmark er gået helt i stå efter krisen. Det samlede kapitalapparat er efter fire års nedskrivninger mindre i dag, end det var før krisens udbrud. Det har mindsket potentialet for velstand”. Når LO gør velstandstabet op efter krisen, så har krisen samlet kostet 5 pct. velstand. Af dette har den øgede strukturelle arbejdsløshed et bidrag på 0,4 pct., mens lavere kapitalopbygning har 3,5 pct.! Dvs. hvis LO’s beregninger står til troende, så er de manglende investeringer i virksomhedernes faste kapital den helt overvejende grund til velstandstabet.

For at det igen skal være attraktivt at investere i kapitalapparatet, er det selvfølgelig afgørende, at der kommer gang i den generelle vækst både i den indenlandske og udenlandske efterspørgsel, ligesom der også skal løsnes op for kreditmulighederne, der er helt nødvendige, hvis man skal foretage store investeringer i produktionsapparatet. LO’s generelle anbefalinger til en mere lempelig økonomisk politik sigter på at løse dette problem. Samtidigt fokuseres der også på de gavnlige effekter offentlige investeringer har ift. kapitalapparatet, fx forbedringer af infrastruktur, hvor den ambitiøse togplan om ”timemodellen” er hovedpunktet.    

Der er ingen tvivl om, at LO har en helt central pointe om, at der skal investeres mere i det danske kapitalapparat, især i lyset af det teknologiske muligheder, der blev nævnt ovenfor. Hvis disse skal realiseres er det nødvendigt med en offensiv investeringspolitik både privat og offentligt. Desværre kommer LO ikke med strategiske anbefalinger, der ligger uden for deres generelle kritik af sparepolitikken. Måske fordi det ikke er så nemt at få, i hvert fald, de private investorer til at investere i kapitalapparatet. LO bliver her nød til at forholde sig til det problem, som bliver stadig mere presserende; at kapitalen får en langt højere forrentning ved spekulation i forskellige finansielle produkter end ved at investere i den produktive sektor. En lang række af den heterodokse økonomis sværvægtere pointerer dette problem. Det gælder såvel den marxistiske politiske økonom Costas Lapavitsas, der pointerer finansialiseringen (stadig større værdier allokeres på finansielle produkter kontra i realøkonomien) som et omsiggribende fænomen i den moderne kapitalisme, og han bakkes her op af mere Keynesiansk orienterede økonomer som Joseph Stiglitz og Paul Krugmann. Også rent empirisk kan denne tendens ses. Aktiemarkedet er således boomet igen, mens investeringerne i kapitalapparatet ligger stille, og omfanget af kapital i dubiøse finansielle produkter formidlet via skyggebanker er på vej mod et før-krise omfang[2]. Spørgsmålet er således om man kan antage, at blot man fører en mere ekspansiv finanspolitik så vil investeringerne i realøkonomien igen blomstre.

LO kunne her med fordel rejse en offensiv debat om øget brug af medarbejderinvesteringer, altså at medarbejderne bruger en del af deres lønsum på at investere i produktionen. Dette har allerede været oppe at vende i forbindelse med de lukningstruede slagterier på Bornholm. Den foreslåede model var dog på ingen måde særlig attraktiv for medarbejderne, da det reelt handlede om en lønnedgang, der skulle holde gang i produktionen. I stedet for den afmægtige model som Henrik Sass Larsen forsøgte at sælge som en god ide, kunne LO med fordel reintroducere et nyt forslag til Økonomisk Demokrati (ØD), hvor lønmodtagerkontrollerede fonde som både arbejdsgiver og lønmodtagerside indbetaler til. LO’s forslag fra 1970’erne kunne i en moderniseret form netop sikre investeringer i realøkonomien til gavn for den teknologiske udvikling, væksten og jobskabelsen, samtidigt med at man sikrede lønmodtagerne en langt større indflydelse på beslutningerne. Som Rune Stahl og Jonas Toubøl skriver i deres artikel om ØD[3]

”De forventede afledte effekter af ØD, ud over en demokratisering af økonomien, ville for det første være, at hvis man investerede mere end ud fra en kortsigtet betragtning om at maksimere profitten her og nu ville man i stedet investere langsigtet med det mål for øje at skabe arbejdspladser gennem forøget produktivitet ved at udvide og modernisere produktionsapparatet. For det andet ville man opnå industrielt demokrati også kaldet arbejdspladsdemokrati ved, at medarbejderne kunne bruge deres ny vundne indflydelse til at ændre måden virksomheden blev ledt på i det daglige i en mere demokratisk retning, hvor f.eks. ledere blev valgt af medarbejderne og demokratiske organer tog de strategiske beslutninger”.

ØD forslaget vil helt sikkert blive mødt med hånlatter og benævnt som et mølædt levn fra fortiden. Men sjældent har ØD været mere relevant for fagbevægelsen. Det sikrer både de nødvendige investeringer og en større indflydelse til medarbejderne. Når kapitalen trækker sig væk fra realøkonomien og over i finansiel bobleøkonomi, så giver det en historisk mulighed for fagbevægelsen til at sikre lønmodtagerne en langt større demokratisk kontrol med deres arbejdspladser.

Sammenfatning

Der er ingen tvivl om, at fagbevægelsen med 2030 planen har gjort et usædvanligt stort arbejde for at kunne spille ind i den helt store værdidebat, der i disse år pågår om, hvorvidt vi skal være en velfærdsstat eller en markedsstat. Man forsøger at dække stort set alle relevante områder af det danske samfund. En lang række emner kunne være behandlet i nærværende artikel, som 2030 planen også berører fx den offentlige sektor, uddannelse, pensionskassernes rolle ift. tilbagetrækning og problemerne med at fastholde den danske model i lyset af vigende medlemsopbakning m.m. Også her kan der deles både ris og ros ud. Faktum er, at LO tydeligvis har det danske velfærdssamfund kært og forsøger at rykke debatten i en retning, hvor proportionerne fastholdes, når borgerlige ideologer skriger ”ulven kommer” og kræver en afmontering af det arbejderbevægelsen har bygget op over mange år. Desværre betyder det også, at der flere steder sniger sig en gold pragmatisme ind, som gør at man ikke tør være ambitiøse nok på egne vegne og på Danmarks vegne. Når man fremlægger en plan der skal række helt frem til 2030, må man gerne forvente lidt mere slag i bolledejen og lidt større armbevægelser. LO har leveret et robust og velment indspark, der dog næppe sætter sejl i nye visioner eller rykker etablerede debatter derhen, hvor arbejderbevægelsen kunne ønske det.

Rapporten kan downloades her: http://www.lo.dk/Politik/Okonomiskpolitik/Rapporteroganalyser/150325_DK2030-rapport.aspx