Fortsat aktuel: Pegida - et mindre fænomen med potentiel stor betydning
Af Willy Buschak

Offentliggjort: 15. april 2015

Mandag den 13. april deltog den hollandske højrepolitiker Geert Wilders i Pegidas mandagsdemonstration i Dresden. Dermed signalerer bevægelsen vilje til yderligere at svinge til højre. Men hvorfor har Pegida opbakning netop i Dresden, og hvordan ser den almindelige borger på bevægelsen? Disse spørgsmål vurderer Willy Buschak, historiker og politisk konsulent i DGB i Sachsen (tysk LO), i denne artikel til Kritisk Debat. Han mener, at Pegida må give anledning til selvransagelse – ikke kun for de politiske partier men også for fagbevægelsen: ”Måske har vi ikke diskuteret nok inden for fagforeningerne, især ikke de politiske spørgsmål? Måske har vi ikke i tilstrækkelig grad brugt de mange forskellige møder, vi holder på arbejdspladserne, til også at diskutere den samfundsmæssige udvikling?”

Siden oktober sidste år har hver mandag i Dresden været "Pegida-dag". En gruppe mennesker, der mødtes på de sociale medier og opfandt navnet "Pegida" ("Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes" - patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten), har opfordret til et fast ugentligt demonstrationsmøde efterfulgt af en tur gennem byen. I begyndelsen var der kun et par hundrede deltagere. Men efter hver gang steg antallet og 12. januar 2015 blev et højdepunkt nået med omkring 20.000 deltagere.

Hurtigt fandt bevægelsen tilhængere i andre tyske byer: i Leipzig, Berlin, München, Köln, Düsseldorf, Bonn, Nürnberg, Frankfurt og andre steder fandt lignende mandags-demonstrationer sted. Dog har kun Pegida i Dresden opnået en betydelig størrelse. I de andre tyske byer, hvor Pegida-demonstrationer fandt sted, kom de relativt få deltagere hurtigt i undertal over for meget store grupper af moddemonstranter. I München fx mødtes den 12. januar 2015 1.500 tilhængere, mens 20.000 mennesker protesterede mod dem. I Dresden, har der på den anden side, med to undtagelser, altid været flere Pegida-tilhængere på gaden end moddemonstranter. I marts var antallet af Pegida-tilhængere dog gået ned overalt - til 40 fx i Frankfurt am Main; i Dresden er der imidlertid stadig mellem 2.000 og 4-5.000 mennesker, der mødes hver mandag.

Men hvorfor er det, at Pegida har opnået en sådan styrke i Dresden?

I flere årtier blev eksistensen af noget der har at gøre med højreekstremisme eller med højre-populisme ignoreret i Sachsen og især i Dresden. Den daværende kristelig-demokratiske regering i Sachsen erklærede befolkningen for at være immun over for sådanne tendenser, så der var ikke behov for en offentlig debat om emner som fremmedhad. Selv om det stærkt højreorienterede nationale demokratiske parti, NPD, trådte ind i Landdagen i 2004, og Dresden hver eneste år den 13. februar blev det valgte udflugtsmål for højreorienterede ekstremister fra hele Europa; de misbrugte på denne måde byens sorg over ødelæggelsen af den gamle bydel på denne dato i 1945 ved at ligestille de allieredes bombardementer med Holocaust – alligevel gjorde hverken den regionale regering i Sachsen eller den kommunale administration meget ved dette. Ikke blot blev det alene op til civilsamfundet at stoppe de højreorienterede ekstremister, men regeringen og myndighederne lagde den ene hindring efter den anden i vejen for det civile samfund, hvilket gjorde opgaven meget svær. Det var ikke før oktober 2014, hvor en ny koalitionsregering mellem CDU og SPD blev dannet, at målsætningen om at kæmpe mod racisme, antisemitisme og gruppehad blev officiel politik i Sachsen, og civilsamfundet begyndte at blive anerkendt af regeringen som partner.

Hvad er Pegida? En bevægelse af borgere?

Pegida definerer sig selv på Facebook som en slags borgerrettighedsbevægelse eller i hvert fald bevægelse af borgere. Men en bevægelse for hvad? For mange af sine tilhængere, er Pegida som en paraply, der giver dækning til alle mulige forskellige emner og mål, som ikke nødvendigvis er indbyrdes forbundne. Der er folk, der går til de ugentlige demonstrationer, fordi de er imod krigene overalt i verden, der ifølge dem er forårsaget af USA. Andre protesterer mod det, de kalder krigsforberedelse mod Rusland i Ukraine-krisen (- selv om en krig i praksis finder sted på ukrainsk jord, og Rusland ikke spiller rollen som neutral iagttager af konflikten, mener Pegida-tilhængerne dog stadig, at NATO er eneansvarlig for konflikten). Ganske mange af Pegida-tilhængerne er imod udlændinge, selv om de kun har lidt erfaring med dem. Dresden er en by med en næsten ubetydelig forekomst af udlændinge. Kun 2,5 pct. af befolkningen er født uden for Tyskland. Ikke desto mindre kan man høre folk sige, at udlændingene tager vores arbejdspladser og ikke bringer penge ind i landet; eller at den tyske kultur er truet. Pegida bekæmper "islamiseringen", og er ikke mod muslimer; det er den officielle version, men der er et betydeligt antal tilhængere, der ikke accepterer denne forskel og blankt afviser islam som sådan. Mange mennesker, der har problemer med at begå sig i en problemfyldt og stadig mere kompliceret verden, og som savner en gennemsigtighed i nutidens politik, deltager i Pegida-demonstrationerne. De søger efter et nemt og forståeligt svar - men får hverken svar eller løsning til Pegida-demonstrationerne.

Pegida er ingen borgerbevægelse, snarere en samling af borgere, som alle er imod et eller andet. Ikke desto mindre løber der flere røde tråde gennem alle demonstrationer og stævner, som er mærkbare i alle taler og indlæg, og som er synlige på mange plakater. Der argumenteres mod "politikerne", mod "politik som sådant" eller "det politiske system". Politikerne handler generelt ikke til gavn for befolkningen - tværtimod, således ser Pegida-tilhængerne det, "forråder" de folket. Pegida-tilhængerne, og kun dem, repræsenterer folket - de udtrykker den sande folkets vilje. "Wir sind das Volk" - det gamle slogan fra den demokratiske revolution i Den Tyske Demokratiske Republik i 1989 bliver råbt igen og igen ved hver af mandagens ture i Dresden - sammen med "Volksverräter" (folkeforrædere) rettet mod de politiske partier, og "Lügenpresse" (løgnepresse) rettet mod medierne.

Dresden har ca. 530.000 indbyggere, 430.000 af dem har ret til at stemme. Hidtil har Pegida aldrig bragt mere end 20.000 mennesker ud på gaderne - et tal, som kun repræsenterer 4 pct. af hele Dresdens befolkning. Pegida er et lille fragment af befolkningen i en tysk by; påstanden om, at de repræsenterer "folket" er derfor helt overdrevet.

Med hensyn til gyldigheden af sloganet "Lügenpresse", er det tilstrækkeligt at huske på, at der aldrig tidligere har været ofret en så lille bevægelse så stor og bred dækning i de tyske - og i øvrigt også internationale - medier.

Sidst men ikke mindst er der et yderligere samlende element i mandagens demonstrationsmøder: at være imod dét, der kaldes "misbrug af retten til asyl". På papiret går Pegida ind for at modtage krigsflygtninge og flygtninge, der forfølges af politiske eller religiøse grunde. Officielt er Pegida "kun" mod flygtninge, der kommer til Tyskland af såkaldte "økonomiske årsager", og derved misbruger retten til "asyl". Forskellen – skabt af Pegida - mellem krigsflygtninge og økonomiske-flygtninge er kunstig. Folk kan blive tvunget til at forlade et område hærget af krig, fordi de simpelthen ikke kan leve der længere, eller de kan vælge at sende mindst ét medlem af familien ud af regionen til at søge efter et bedre liv andetsteds. Det er en almindelig menneskelig reaktion, som har gentaget sig op gennem historien - og også vil gøre det i fremtiden.

Hvem deltager i Pegida-demonstrationsmøderne?

Hovedparten af deltagerne kommer fra Dresden og de omkringliggende byer og landsbyer. Der er dog forskellige grupper, der kommer fra Bayern, fra Nordrhein-Westfalen, fra Niedersachsen og andre tyske regioner; desuden kommer der enkeltpersoner til fra andre lande. Det er også klart, at Pegida forsøger at samarbejde med højreorienterede bevægelser uden for Tyskland, fra Holland, Frankrig og Østrig.[i]

Pegida-tilhængere er ikke en homogen gruppe. Deres sammensætning er temmelig kompleks. Der er mennesker med alvorlige bekymringer eksempelvis for statens indre sikkerhed eller manglen på politi; og der er andre, der tror på vilde konspirationsteorier og ser USA som en slags dæmon, ansvarlig for hele den onde udvikling i verden. Nogle slutter sig til mandags-demonstrationsmøderne, fordi de er bange for at blive socialt fortabte og andre, fordi de har mistet tilliden til de politiske partier. Mange Pegida-tilhængere definerer sig selv som "midt i samfundet", stående i den politiske midte og afviser enhver forbindelse med højreekstremister. Der er dog i en stadig højere grad også deltagere i Pegida-demonstrationsmøderne, der udtrykker racistiske fordomme, som ikke beskæftiger sig med islamiseringen, men som er imod muslimer som sådan. Der er højreekstremister og -populister blandt Pegida-tilhængerne, der forsøger at dreje folks bekymringer over mod enhver "udlænding" og alt, hvad der er fremmed – og mod de politiske partier, pressen, parlamentet, det "politiske system"; alt, hvad der er konstituerende for det tyske demokratiske system.

Borgernes bekymringer

Pegida foregiver at kæmpe mod "islamisering af Vesten". I virkeligheden eksisterer der ikke en sådan fare. 0,1 pct. af de mennesker, der lever i Sachsen er muslimer, i Tyskland er det samlet set 5 pct. I modsætning til hvad Pegida foregiver, udgør muslimerne en population, ikke et fællesskab, og de opfører sig ikke som en blok. Islamisering er en bussemand - muslimer tjener blot som en projicering for andre bekymringer, der har meget at gøre med frygten for at blive socialt fortabt, med udvidelsen af den sociale kløft i Tyskland og med den stigende af-solidarisering. En sådan udvikling i samfundet favoriserer udstødelse. Igen forsøger højreorienterede ekstremister og populister at drage fordel af udviklingen ved at præsentere muslimer, udlændinge, asylansøgere - alle, der ikke er "indfødte" som problemet, og dermed forgifte hele atmosfæren i samfundet.

Politiske partier og Pegida

Reaktionen fra de politiske partier over for Pegida har været delt. I de første uger mente mange politikere især fra middelklassen og de konservative partier, at det ikke var umagen værd at reagere, da alle demonstranterne ville forsvinde efter et par gange. Die Grünen, SPD og Die Linke var blandt de første til at organisere, sammen med kirker og fagforeninger, til protest mod Pegida. I sin tale til nationen på årets første dag, bad forbundskansler og leder af CDU, Angela Merkel, dog åbent og direkte borgerne om ikke at deltage Pegidas demonstrationsmøder på grund af det had, som disse udtrykte. Hendes tale mødtes ikke af tilfredshed hos alle i hendes parti. Den sachsiske indenrigsminister, der går efter at blive overborgmester i Dresden, havde således private samtaler (som han kaldte dem) med Pegida-aktivister.

Tidligt i 2015, mens mandagsdemonstrationerne stadig var i fremvækst, var der en ophedet debat i Tyskland, om man skulle tale med Pegida eller ej. Mange politikere som formanden for SPD, Sigmar Gabriel, eller formanden for Forbundsdagen, Norbert Lammert, tryglede om afgrænsning fra "nynazister og radikale blandt de protesterende" (Gabriel), for til gengæld at tale med de utilpassede, almindelige tilhængere. Frank Richter, direktør for ’Sächsischen Landeszentrale für politische Bildung’ (det sachsiske center for politisk uddannelse) argumenterede for, at "man først og fremmest bør lytte til demonstranterne og forsøge at skabe en dialog".[ii] Imidlertid afviste Pegida i lang tid alle tilbud om en diskussion, uanset om det var fra centret for politisk uddannelse eller fra andre institutioner. Stemningen var - og er stadig - til at protestere "mod" frem for at diskutere med. Kun en invitation til et privat møde fra partiet "Alternative für Deutschland", som har lignende holdninger til spørgsmålene om asyl og indvandring, blev accepteret.

Centret for politisk uddannelse organiserede forskellige offentlige møder, indbød Pegida-tilhængere og kritikkere i januar og februar 2015 for en debat om emnet: "Skal man gå til Pegidas møder eller ej?" Men møderne havde ikke meget at gøre med dialog eller diskussion og blev mere en gennemgang af fordomme på vegne af Pegida-tilhængerne. Det blev helt alvorligt forudsat, at der ikke de seneste 25 år, har været tale om fremmedhad i Dresden. Hvad der var slående ved disse arrangementer, var Pegida-tilhængernes parathed til at producere en række sammenblandinger: Den tyske regering, blev det sagt, har en forkert asylpolitik, fordi den er USA’s skødehund; alle protesterende mod Pegida betales af regeringen, blev det var påstået; og så videre.

De seneste par år har der været en debat i Tyskland om migration og asylpolitik, om hvorvidt der skal være flere folkeafstemninger på nationalt plan; den typiske Pegida-tilhænger mener, at denne debat kun finder sted som følge af Pegidas ugentlige møder; selv om - som tidligere nævnt - at debatten opstod længe før Pegida blev født. Modsætninger generer dog ikke Pegida-tilhængerne. De marcherer bag plakater, som opfordrer folk til at være opmærksomme på, at med flere udlændinge kommer der også flere narkohandlere ind i landet; mens alle ved, at Pegidas talsmand netop blev dømt for narkohandel.[iii]

I begyndelsen havde Pegida måske blot forventet at påvirke de eksisterende politiske partier og ikke gå videre end de ugentlige manifestationer. I marts blev der imidlertid truffet en beslutning om at opstille en kandidat til valget til overborgmester i Dresden. Derved løber Pegida en stor risiko: at få et vidnesbyrd fra vælgerne om, at de er en marginal kraft i Dresden, og ikke ”Wir sind das Volk”. Dette kan forklare det faktum, at tonen ved de ugentlige demonstrationer er blevet mere uforsonlig og svinger mere over mod højre end tidligere.

Hvilken holdning man skal indtage over for de politiske partier blev drøftet voldsomt blandt Pegidas arrangørere og kan have bidraget til den opdeling af bevægelsen, der fandt sted i januar 2015. Først blev det kendt, at talsmanden Lutz Bachmann i et Facebook-forum havde betegnet asylansøgere som skidt; dernæst dukkede et foto op, hvor han var forklædt som Hitler, hvilket forårsagede hans tilbagetrækning fra Pegidas bestyrelse. Et enkelt ugemøde blev afholdt uden ham, og derefter blev foreningen delt i to dele. De mere "moderate" (hvad flere medier kalder dem) oprettede deres egen gruppe, kaldet "Europæere for Direkte Demokrati", og Lutz Bachmann kom tilbage for at lede det oprindelige Pegida. Mens "Europæere for Direkte Demokrati" kun var i stand til at tiltrække nogle hundrede deltagere til deres møder og derfor hurtigt gav op, går det oprindelige Pegida stadig gennem gaderne i Dresden om mandagen; dog i et langt mindre antal (i gennemsnit omkring 2.000) men med en meget mere aggressiv, stadig mere højreorienteret ekstremistisk tone i deres manifestationer.

Hvad ønsker Pegida virkelig?

Indtil november sidste år var dette det mystiske spørgsmål. Hver mandag samlede Pegida-tilhængere sig i gaderne uden at fortælle tydeligt, hvad deres mål var. For at gøre tingene værre: i lang tid var end ikke identiteten på arrangørerne af de ugentlige demonstrationer kendt for offentligheden. Det var først i november, at Pegida blev mere formaliseret, og der blev oprettet en forening efter tysk lov; og hvor Pegida-talsmanden Lutz Bachmann på et af demonstrationsmøderne præsenterede et oplæg på 19 punkter. 12. januar blev positionspapiret suppleret med et katalog på seks "konkrete" punkter. Der er flere bemærkelsesværdige ting ved begge papirer: ingen ved, hvem der har udviklet dem, hvem der har skrevet eller vedtaget dem. De gled blot diskret ind i verden. De er imidlertid alt andet end konkrete, de er generelle, vage og bekymrer sig ikke om realiteterne. Der gøres ikke den mindste indsats for at argumentere for baggrunden for de forskellige krav.

For at give nogle eksempler: Pegida siger, at kun asylretten er forankret i Forbundsrepublikkens forfatning, men at Tyskland også har brug for en juridisk definition af integration. Men denne juridiske definition har eksisteret i hvert fald siden 2004, hvor loven om "bopæl, beskæftigelse og integration af udlændinge" blev vedtaget – længe før Pegida blev oprettet. Pegida hævder, at indvandringen til Tyskland er hovedsagelig "kvantitativ", og ikke består af de kvalificerede personer, landet har brug for. Det er helt og aldeles forkert. Omkring 30 pct. af indvandrerne har en universitetsuddannelse -  sammenlignet med blot 18 pct. af Tysklands befolkning.

Pegidas positionspapir og de seks-punkter ser ud til at være designet til at berolige folk: se, vi er ikke så slemme, som de siger. Vi går endda ind for retten til asyl for folk, der kommer fra krigszoner. Man kan dog ikke undgå at få det indtryk, at der er en god portion facade i begge krav.

Risikoen ved Pegida er, at de ugentlige manifestationer og den aggressive polemik mod asylansøgere og udlændinge, får andre mennesker, som måske ikke engang deltager i Pegida-manifestationerne, til åbent at udtrykke fremmedfjendske følelser, som de hidtil har holdt skjult. Fremmedhad kan blive - og er allerede i visse kredse blevet - socialt acceptabelt. Risikoen består i, at politikere og medier ikke står fast, men forsøger at imødekomme Pegidas fordomme.

Ansvar for den sachsiske politik

De seneste 25 års sachsiske regeringer bærer et tungt ansvar for den nuværende situation. Den politiske kultur, der har udviklet sig siden 1990, har ikke været en kultur med inddragelse af borgerne, med en åben offentlig debat, med støtte til civil courage og fremme af civilsamfundets organisationer. Engagement er ikke blevet godt modtaget og er til en vis grad også blevet straffet. Der har ikke engang været en dialog med fagforeningerne. Det indtryk, som de forskellige regeringer gav, var: politik tager vi os af, for borgerne er det nok, hvis de afgiver deres stemme nu og da. Kommunikation med mennesker, forklare og diskutere de politiske beslutninger, har der ikke været meget af. Allerede i januar 2014 advarede DGB Sachsen [LO – o.a.] indenrigsministeren og foreslog at iværksætte rundbordssamtaler med lokalsamfund, civilsamfundet, arbejdsgivere og fagforeninger for at forberede en situation med flere asylansøgere. Vi fik end ikke et svar. Som DGB har vi gentagne gange anmodet regeringen om at styrke civilsamfundet, så vi har et rum, hvor mennesker med forskellige oprindelser kan komme sammen, tale sammen, få kendskab til hinanden, så vi i fællesskab kan videreudvikle og beslutte i fællesskab, hvordan vi ønsker at leve i fremtiden. I lang stod vi alene med denne anmodning. Det samme gjaldt for vores opfordring til bedre finansiel støtte til de byer, der modtager flygtninge og for en rettidig information af borgerne.

I Sachsen som i resten af Tyskland turde de fleste politiske partier ikke at udtrykke den enkle sandhed, at Tyskland allerede i flere årtier har været et indvandringsland. Kendskabet til alt, der har at gøre med indvandring og asyl, er så lav, at fordomme let kan vinde terræn. Da der er så få udlændinge i Sachsen, har folk ringe mulighed for gennem daglig kontakt at slippe af med deres fordomme. Men lidt efter lidt ændrer tingene sig - med den nye koalitionsregering i Sachsen (oktober 2014) af CDU og SPD, blev et ministerium for integration dannet; og i januar 2015 opfordrede regeringen til et møde mod intolerance - men nogle gange har man indtryk af, at vi stadig er hjemsøgt af spøgelser fra fortiden.

Fagforeningernes holdning

DGB var, sammen med den evangeliske kirke og flere civilsamfundsorganisationer blandt de første til at mobilisere mod Pegida. Hver mandag siden november har folk mødtes for at demonstrere for en tolerant by, åbent op mod verden. Sommetider marcherer de gennem byen udrustet med alle slags rengøringsmateriale: Koste, tandbørster, toiletbørster eller opvaskebørster for symbolsk at rense byen for intolerance. Ved andre lejligheder organiseres koncerter på en central plads i byen. Den store koncert for et åbent Dresden i februar 2015 samlede 25.000 mennesker. Normalt dukker dog ikke mere end et par hundrede op til disse manifestationer.

DGB mener, at folks bekymringer skal tages alvorligt. Dette gælder også de bekymringer, som vores medlemmer, der er muslimer, eller som ikke er født i Tyskland, har for risikoen for et klima af afvisning og had. Som fagforening ved vi alt for godt, at et sådant klima vil vende sig imod os.

I mange år har vi advaret mod voksende sociale forskelle i vores land, fordi det giver anledning til racisme og fremmedhad. Vi har også mobiliseret - med succes - mod en politik, der uddyber de sociale skel. Vi har kæmpet for mindstelønnen som et vigtigt instrument til at sikre folk mod social deklassering. Og netop i år er mindstelønnen blevet til virkelighed i Tyskland. Vi har også meget tidligt taget folks bekymringer om den indre sikkerhed alvorligt. Vi har stærkt kritiseret, når den regionale regering har skåret hundredvis af arbejdspladser i den offentlige service væk - især inden for politiet. I oktober 2014 blev en ny regering i Sachsen dannet af kristelige demokrater og socialdemokrater. Et af punkterne i koalitionsaftalen var at godtage fagbevægelsens argumenter for at stoppe afskedigelser inden for politiet og at øge beskæftigelsen dér. Med vores indsats har vi derfor vist, at den "politiske system", helt anderledes end hvad Pegida ønsker at få folk til at tro, tillader forandring - at tingene faktisk kan ændres.

Og alligevel er der sympati for Pegida selv blandt fagforeningsmedlemmer i Sachsen. Sympatisører er der - ikke i overvældende antal, men de er synlige. Hvordan skal dette forklares? Fagbevægelsen er ikke en isoleret ø. Den politiske udvikling, som berører hele samfundet, må også berøre os. Dette generelle argument, forklarer dog ikke alt. I alle de diskussioner med medlemmer og fuldtidsansatte i fagforeningerne, som jeg har haft i de seneste uger og måneder, er følgende argumenter altid dukket op: Måske har vi alt for let lukket øjne og ører for tendenser i egne rækker, måske har vi ikke diskuteret nok inden for fagforeningerne, især ikke de politiske spørgsmål, måske har vi ikke i tilstrækkelig grad brugt de mange forskellige møder, vi holder på arbejdspladserne, til også at diskutere den samfundsmæssige udvikling. Måske er vi nødt til at se på mulige mangler i fagforeningernes uddannelsesarbejde.

DGB Sachsen har nu indkaldt til to medlemsmøder med henblik på at lytte til og reagere på, hvad Pegida fremfører. Fagforeningernes ansatte benytter arbejdspladsmøder til at diskutere med kollegerne. Og vi har udviklet skemaer til den rette notering af de emner, der bliver bragt på bane.

Vi tager alle bekymringer alvorligt. Men vi appellerer også til ikke at kriminalisere flygtninge, til at afholde sig fra al retorik, som ekskluderer flygtninge, udlændinge og "de andre". Vi får ikke stoppet den sociale udstødning i samfundet ved at angribe de svageste; ved at angribe mennesker, der er flygtet fra politisk undertrykkelse, fra krig, sult og elendighed. Vi får ikke ophævet de sociale forskelle, hvis vi skaber nye skel ved at overdynge muslimer med fordomme. Vi er helt klart imod det klima af afvisning og had, der vokser op omkring Pegidas demonstrationsmøder.

Oversat af Klaus Krogsbæk


[i] Mandag den 13. april 2015 deltog den hollandske højrepolitiker Geert Wilders i Pegidas mandagsdemonstration – o.a.

[ii] Mitteldeutsche Zeitung, 12.12.2014

[iii] auSZeit, 5.12.2014