Da 100 store danskere blev til 100 store kønsstereoptyper
Af Christopher Macias Escalona

Offentliggjort: 16. februar 2015

Som samfund, må vi forstå, at vold mod kvinder ikke kun kan ske igennem fysiske handlinger. Udstillingen af det kvindelig køn som en seksuel idealisering er derfor ligeledes en voldshandling der er nødt til at blive problematiseret.

Som mange efterhånden unægteligt har oplevet vakte udgivelsen af bogen ’100 great Danes’ atter den fundamentale diskussion om vores samfundsmæssige anskuelse af køn, til live. I bogen fremstilles 100 kendte danske kvinder i, hvad der klassificeres som ikke eksisterende eller næsten ikke eksisterende beklædningsdele.  Problemstillingen er ikke at det er en ’kunstbog’ om det kvindelig køn, selvom den påstand i sig selv er problematisk, men af komplet andre grunde.

Nej, problemet ligger i samarbejdet forfatterne har med Sloggi og White-Ribbon.  Formålet med det såkaldte samarbejde, som består af en eksklusiv kampagne med Sloggi, hvor salget af trusser går ubeskåret til White-Ribbon, er ironisk nok, at sætte fokus på vold mod kvinder.

Vi kan vel alle være enige om, at fokus på vold mod kvinder selvfølgelig er en nødvendighed i ligestillingens navn, men kan man virkelig acceptere et projekt der re-producere den selv samme vold den prøver at bekæmpe?

Bogen og samarbejdet med White-Ribbon er kontroversielt af flere grunde. For det første, er det problematisk at fremstillingen af det kvindelige køn bygger på en heteronormativ seksuel idealisering af det feminine. Eksempelvis har posituren på mange af billederne det semantiske formål at sidestille det feminine element med: yndighed, skrøbelighed og uskyldighed. Ved at italesætte det feminine således fordrer man en ekstrem generaliserende og stereotypisk forståelse af kvindelig skønhed, som marginaliserer utallige kvinder, der ikke passer ind i de normative kønsidealer.

For det andet, er bogen en soleklar reproduktion af den patriarkalske samfundsstruktur, da den kun legitimerer den kvindelig skønhed og seksualitet igennem et maskulint begær. Således bliver kvinders seksualitet kun udfoldet indenfor den hierarkiske og ikke ligeværdige kønnede magtrelation – en krystalklar magtudøvelse.

For det tredje, er det problematisk kun at definere vold mod kvinder, igennem fysiske handlinger. Når bogen dyrker konstruktionen af ’kvindelighed’, i det omfang den gør, er det udført fra en privilegeret position hvilket gør det til en praktisering af symbolsk vold.

Det er sikkert her, at mange mænd vil sige mig imod og påstå at sådanne udtalelser reducerer mænd til ’begærliderlige aber’ der kun tænker med hvad naturen har givet dem. De ville endda måske gå så langt til at anklage mig for at være en kønsforræder i forklædning – en mand der påtager sig det feministiske verdensbillede. Problemet med en sådan kritik er, at den forbigår det vigtigste element. Dette handler ikke om individuelle ”mænde-skers” relation til, eller forståelse af, kvinder. Det handler om, at gøre folk, specielt mænd, opmærksomme på, at dominerende kønsstrukturer er en realitet og at de arbejder på et helt andet plan end det intentionelle objektifiserende.

Ligeledes kan man konkludere, at forblindelsen overfor samme kønsstruktur ikke er et uvant syn. Det er nemt at være blind overfor de privilegier den tildeler mænd – direkte såvel som indirekte. Min kritik skal hermed ikke forstås som en personlig hetz mod forfatterne. Intentionen bag bogen er om ikke andet velment, men det er en kende problematisk og ærgerligt når udførelsen, desværre kun spiller på de dominerende binære kønsidealer.

Reproduktion af biologisk køn

Som en af de største konsekvenser, ser jeg bogens afspejling af kvinder som en visualisering af, vores kønnede biologiske selvforståelse som en totalitær samfundsmæssig internalisering. Påtalelsen af køn som en biologisk maskulin/feminin entitet, begrænser vores kønnede selvudfoldelse, rodfæster den biologiske definition som naturgivne personligedstræk og eliminerer alle former for fremtidig udvikling. Den marginaliserende effekt er dermed uundgåelig for alle og enhver, barn som voksen, dreng som pige – men værst kommer den dog til udtryk overfor dem der identificerer sig udenfor den normative kontekst. Eksempelvis ved diskrimination og social udstødelse af transkønnede/seksuelle, da de hverken passer ind i den heteronormative eller hegemoniske, maskuline/feminine værktøjskasse.

 I den generelle samfundsmæssige diskussion, er det omkring dette tidspunkt, at argumentet omkring endegyldige forskelle mellem kønnene, bliver fremlagt: Selvfølgelig vil kvinder domineres i sengen, selvfølgelig skal  drenge klatre rundt i træer som små anti-følsomme abekatte og selvfølgelig skal piger have lov til at lege med over-idealiserede, blowjob-munds barbiedukker– andet ville være en frarøvelse af deres natur.

Frarøvelsen af ’natur’ sker ikke ved at identificere, at kønsstrukturer har en begrænsende effekt. Det er den dominerende og internaliserede narrativ, der reducerer den menneskelige udvikling. Det er vigtigt at forstå, at køn ikke er stillestående, men flydende definitioner.  Et godt eksempel der viser dette findes i Richard Green og Robert J.Stoller’s ”two monozygotic twin pairs discordant for gender identity”[1]. Green og Stoller undersøgte enæggede tvillingers kønsidentiteter. Konklusionen lød, at selvom enæggede tvillinger deler samme genetik og derfor også samme ’biologiske universalitet’, kan deres kønnede selvforståelse afvige markant indbyrdes imellem. Dette må utvetydigt betyde, at miljømæssige omstændigheder spiller en markant rolle i skabelsen af deres kønsidentitet. Spørgsmålet er så herefter, hvordan man stadig så fastlåst kan tro på, at køn er en naturlig endegyldighed?

Biologi som social konstruktion

Forståelsen af, at biologiske forskelle er metafysiske repræsentationer af køn, der er fundamentale for alle mennesker imellem, er kun en tillært forståelse, skabt ud fra den måde vi konceptualiserer verden på. Dette betyder at selv den biologiske fremstilling er skabt ud fra den sociale og kulturelle kontekst, der definerer forskellene imellem køn. Medicinsk og biologisk forskning omkring køn og seksualitet udspringer dermed af den kulturelle og performative forståelse af maskulinitet og femininitet. Vores ideer omkring køn, former derfor, hvordan vi undersøger og forholder os til køn på et videnskabeligt plan.

Deraf er denne maskuline og feminine universelle og ikke ligeværdige forståelse forstærket af det performative element. Hormoner og udviklingen af kognitive processer er afhængig af udefrakommende stimuli. Det er vigtigt at være opmærksomme på, at en tillæring og praktisering af dominerende køns ideologier er begrænsende, idet de aflæses socialt som givne biologiske karakteristika. At fremstille kropslighed, seksualitet og kønnet opførsel udenfor de strukturelle handlemuligheder, de repræsenterer, er at se sig blind på, hvor dybtgående vores selvskabte idealisering af (biologisk)køn egentlig er. Vores generelle ageren er deraf ikke andet end en ’biologisk’ konceptualisering af, hvordan vi opfatter vores handlemønstre ud fra den kulturelle konstruktion det vil sige at være mand og/eller kvinde – et element bogen fremstiller til fulde.

Til sidst, er det vigtigt at pointere, at kritikken ikke skal forstås som et generelt problem overfor nøgenhed eller dyrkelsen af seksualitet – jeg påpeger såmænd bare, at den normative kønsstruktur er altdominerende i vores kollektive verdensbillede, og at man ikke afhjælper bekæmpelsen af vold mod kvinder ved at reproducere den i en overseksualiseret binær fremstilling af det feminine.


[1] Green, Richard. Stoller, J Robert (1971).  Two monozygotic (identical) twin pairs discordant for gender identity. – Kluwer Academic Publishers-Plenum Publishers.