Vestlig Ruslandspolitik i en blindgyde?
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 16. februar 2015

En storkrig i Europa er tænkelig, altså en krig, der omfatter NATO og Rusland, og som vil blive udkæmpet på europæisk jord sandsynligvis med brug af taktiske atombomber. For mange er det helt uvirkeligt. Men Carl Bildt, tidligere svensk stats- og udenrigsminister, har udtalt, at det kan blive enden på det hele. Nogle politikere synes at være rede til at ofre Europa for at støtte en tvivlsom regering i Kiev. Samtidig er USA for alvor begyndt at tale om at sende alle mulige våbentyper til Ukraine. Det samme gælder Polen og Litauen.

Hvorfor sker det lige nu? Er det fordi, man er begyndt at få øje på de tusinder af civile, som er blevet dræbt i det østlige Ukraine, Donetsk og Lugansk? Eller på de byer der ødelægges og de hundredetusinder på flugt? Nej, de civile østukrainere er næppe repræsenteret i de vestlige medier. De er ofre for en ukrainsk hær, som sender klyngebomber og raketter ind i beboelsesområder, men som ikke desto mindre fremstår temmelig utrænet og svag og ikke mindst demotiveret. De mest motiverede på Kievs side er de 30-40 paramilitære militsgrupper - stærkt højreorienterede og flere åbenlyst fascistiske. Når vestlige politikere endelig får øje på de civiles lidelser, knytter de dem sammen med Putin, som om det var Putin eller russiske soldater, som havde dræbt de russiske sindede civile i Øst Ukraine. Det er grotesk og helt ved siden af skiven.

Når der pludselig begynder at ske noget, er det af en anden årsag. Den ukrainske hær er trængt tilbage. Oprørerne har erobret et areal på ca. 500 kv.km. i området. Havnebyen Mariupol synes også at være faldet, det samme gælder Debaltsevo - det vigtige jernbaneknudepunkt mellem Donetsk og Lugansk. Kiev-regeringens desperate krav om værnepligt for stadig bredere aldersgrupper af mænd - samt for kvinder - har mødt stor modstand i Ukraine. Selv pro-ukrainske borgere synes ikke at have tillid til den ukrainske hærs militære kompetencer. Alt sammen har det ganske dramatisk forstærket Kiev-regeringens appeller til de vestlige lande om at levere stadig flere våben og anden form for støtte. Kiev-regeringen skriver konstant om, hvor mange regulære russiske hærstyrker, som allerede har besat Ukraine. Regeringens fortælling er, at hele konflikten udelukkende handler om, at et land, Rusland, har angrebet et andet, uskyldigt og demokratisk land, Ukraine. Ukraine vil angiveligt være demokratisk og deltage i de vestlige strukturer, EU og NATO. Derfor skal de vestlige lande blive klare på deres grundlæggende værdier og hjælpe Ukraine mod det angiveligt autoritære Rusland.

Tilbage til spørgsmålet, hvorfor der begynder at ske noget drastisk lige nu. Det handler om, at den tyske kansler Angela Merkel kan se, at den ukrainske hær ikke kan vinde kampen, at oprørerne har fat i den lange ende. Merkels meget desperate beslutning om at tage til Moskva sammen med Francois Hollande handler om, at USA er begyndt at snakke om at sende store mængder våben til Kiev-regeringen. Lige netop dét har rejst en storkrig i Europa som et tænkeligt scenarium, altså en krig mellem USA og Rusland med Europa som kamppladsen. Der var et déjà vu over mødet mellem de tre, som også var dem, der i 2003 var imod Irak krigen. Dengang kaldte den daværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld dem for ’det gamle Europa’ i modsætning til ’det nye Europa’, som især var de østeuropæiske lande. 

Hvad vil effekten blive af øget militær støtte til Kiev-regeringen? Hvis man tror, at Rusland vil føje sig og i Vestens øjne blive mere medgørlig, så tager man helt sikkert fejl. Rusland vil gå meget langt for at hindre Ukraines medlemskab af NATO, som for Rusland er det afgørende problem. Det er så højt prioriteret et mål at hindre Ukraines NATO-medlemskab, at Rusland er rede til en storkrig med brug af taktiske a-våben. Det var det, som formentlig pludselig stod Merkel lysende klart, og som derfor fik hende til at handle resolut uden at vente på, at EU-landene skulle blive enige. Millioner af dræbte tyskere i et atomragnarok er ikke rart at tænke på. Samme signaler kom også fra de franske politikere. Præsident Hollande talte om nødvendigheden af en føderal struktur i Ukraine, det samme gjorde udenrigsminister Laurent Fabius. Tidligere præsident Nicolas Sarkozy gav i et interview udtryk for, at han godt kunne forstå, at beboerne på Krim ønskede at komme til Rusland. Han sagde også, at den russiske civilisation hørte til Europa.

Noget tydede altså på, at ’det gamle Europa’ var ved at komme til fornuft og komme til den konklusion, at Ukraine konflikten var kommet alt for langt ud af proportioner. Og måske også, at europæerne var ved at indse, at de skulle finde deres egne ben uden at forlade sig på USA. Ja, med Merkels rejse til Moskva var vi vidne til den begyndende splittelse mellem Europa og USA. Vel stod EU ikke samlet, Litauen og Storbritannien syntes stadig at være rede til krig med Rusland. Men en begyndende realisme var ved at indfinde sig i takt med at atomkrigsscenariet rejste sig.

Det er på sin plads at understrege, at konflikten i Ukraine aldrig nogensinde skulle være kommet så vidt. Det er også på sin plads at minde om, hvad konflikten handlede om. Oprindelig var der tale om regionale konflikter. Ukraine er et meget heterogent land, som næppe har en stærk national fortælling. Især den østlige og sydlige del af landet er præget af russisk sprog og kultur. Økonomisk er især det østlige område også tæt knyttet til Rusland. Sværindustrien - både den militære og civile - producerer udelukkende til eksport til Rusland. Befolkningen i disse områder er hverken tilhængere af ukrainsk medlemskab af NATO eller EU. Generelt har der før den store konflikt ikke været flertal i den ukrainske befolkning for NATO- eller EU-medlemskab. Associeringsaftalen med EU, som Ukraine blev tilbudt i efteråret 2013, var omfattende og ville indebære frihandel med EU-landene. Der var store problemer knyttet til denne passus. Dels ville EU-lande kunne udkonkurrere ikke specielt konkurrencedygtige ukrainske virksomheder. Dels ville Rusland være tvunget til at indføre toldgrænser mellem Rusland og Ukraine. Det ville gå ud over især de østukrainske industrivirksomheder. Mange - både østukrainere og ikke mindst russere - havde det også vanskeligt med den militære dimension i EU's associeringsaftale.

Præsident Viktor Janukovitj afviste i sidste time associeringsaftalen i november 2013. Den ville blive ret dyr for Ukraine. Dette udløste så Maidan-oprøret, som væltede den demokratisk valgte præsident og ligeledes demokratisk valgte regering. Den første beslutning, som kup-regeringen vedtog, var at afskaffe retten til at bruge det russiske sprog. Jeg kan vanskeligt forestille mig noget mere ubegavet. At befolkningen i de østlige og sydlige områder reagerede mod denne udvikling kan næppe overraske. Men øst-ukrainerne oplevede også, at Vesten støttede Maidan-oprøret og kuppet i februar 2014; man klappede af et ikke-demokratisk kup. Men når befolkningen i syd og øst også brugte disse spilleregler, så kritiserede Vesten dem voldsomt. Både i disse områder og i Rusland var det en udbredt holdning, at der var tale om vaskeægte hykleri og dobbeltmoral. Hvem kan fortænke dem i det?

I stedet for at lade konflikten blive løst i Ukraine, så kom den til at indgå i det store geopolitiske spil. Så blev den lokale konflikt til en del af det store spil om indflydelse og militærblokke. Først og fremmest mellem Rusland (og andre lande i den Eurasiatiske Union og måske også BRIKS-landene) på den ene side og Vesten på den anden. Men konflikten kom også mere indirekte til at handle om styrkeforholdet mellem EU og USA. Det er det sidste vi nu er vidne til med Merkels (og Hollandes) enegang til Moskva. Det handler også om EU's rolle som udenrigspolitisk aktør. EU har ført en både svag og inkonsistent udenrigspolitik - både generelt og især i forhold til Ukraine konflikten. Det handler både om manglende erfaring og om forskellige mål og interesser i udenrigspolitikken. Både den tidligere og den nuværende EU-udenrigsminister har haft ret uklare mandater. Resultatet har været, at initiativet er gået over til USA med EU-landene som et tøvende halehæng. Det lægger et stort pres på EU i en tid, hvor BRIKS-landene lokker Grækenland, og Cypern ønsker at importere russisk militært udstyr. EU har heller ikke kunnet vinde over Rusland i spillet om gas. Det er spillet om gasledningen i Sortehavet et klart udtryk for. NATO-landet Tyrkiet spiller tilsyneladende Ruslands spil. EU's afmagt er tydelig. En krig mellem Rusland og USA hen over hovedet på Europa må siges at være smertegrænsen.

Hvad nu? Jeg mener, at vi i Vesten må se i øjnene, at vi helt har fejllæst situationen i Rusland og Ukraine. NATO burde have været nedlagt i 1990’erne, og vi skulle have opbygget et nyt sikkerhedssystem. I stedet udnyttede vi Ruslands svaghed til at udvide NATO – ensidigt rettet mod Rusland. Det kunne gå godt, så længe Rusland var svagt. Men erfarne amerikanske politikere, som i modsætning til daværende USA-præsident Bill Clinton kunne tænke langsigtet, så det anderledes dengang. George Kennan, som med sit lange telegram fra 1947, det såkaldte X-telegram, faktisk startede den kolde krig, advarede i 1998 i stærke vendinger mod NATO-udvidelsen. Også Henry Kissinger advarede mod Clintons - efter hans opfattelse - naive politik over for Rusland. På et tidspunkt vil Rusland blive stærkt igen, og så kan de blive vores modstandere, understregede de begge ret profetisk i slutningen af 1990’erne. Og hvor fik de ret.

Ukraine-krisen, og det vi må betegne som Ruslands foreløbige sejr, må blive et wake-up-call for Vesten. Vi kan ikke længere ensidigt bestemme, hvad der skal ske på kloden. Vi kan ikke tvinge Rusland i knæ. Vi kan genere dem kraftigt, men sanktionerne går også ud over os, og vi kan ikke tvinge Rusland til at ændre politik. Vi kan heller ikke isolere Rusland, som bliver støttet af store og stærke ikke-vestlige magter, først og fremmest BRIKS-landene. Men EU kan vælge at komme tilbage til det spor, der havde udviklet sig mellem EU og Rusland før krisen og samtidig udvikle sin egen linje bl.a. i forhold til Rusland.

EU skal derimod ikke prædike demokrati og moral og dæmonisere landets demokratisk valgte leder, Vladimir Putin. Det vil for det første svække de liberale kræfter i Rusland samt styrke høgene. Og for det andet vil det ikke gavne EU. Det er på tide at udvikle en positiv Ruslandspolitik - en politik som tager udgangspunkt i det Rusland, som er; og ikke i det, som nogle håbede, det var i 1990´erne, svagt og afhængigt.