Ritualiseringen af volden
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 16. februar 2015

Jeg kan huske, hvor voldsomt et indtryk det gjorde på mig at se filmen ”The Wild Bunch”. Ligesom jeg kan huske, hvordan ”Apocalypse Now” virkede. Det spættede i arme og ben, når nedskydninger i slowmotion satte i gang – det fik mig til at spærre øjnene op, da amerikanerne i Apocalypse Now angreb en vietnamesisk landsby med napalm til toner fra Wagners ”Götterdämmerung”.

Nu kan man efterhånden se scener som dem i hver anden actionfilm – og i mange tv-serier. Grænserne for det acceptable og kunstnerisk forsvarlige er blevet forskudt konstant – og volden eller ultravolden bliver et mere og mere accepteret (og tilsyneladende også acceptabelt) kunstnerisk middel. Og i takt med det – i takt med at jeg ser mere og mere af den slags, så skrider også mine egne grænser. Jeg kan efterhånden se det mest bestialske, det mest ondartede dræberhåndværk på min skærm eller på biografens lærred uden at spjætte – uden at reagere med chok – uden eller næsten uden at føle, at mine grænser overskrides.

Og samtidig føler jeg, at jeg – fordi mine grænser er skredet – accepterer voldelige billeder på min tv-skærm i nyhedsudsendelser og magasinprogrammer uden at se volden som noget forkert, noget forkasteligt eller noget unormalt. For sådan er verden – og sådan er den ejendommelige metaverden, hvor nyhedsreportager, spillefilm og tv-serier glider sammen til et sammenhængende univers, hvor det ene ikke radikalt adskiller sig fra det andet.

Der er krig i Mellemøsten. Smadrede huse, brændte biler, mennesker på flugt. Der er sult i Afrika. Store, store øjne, udmarvede kroppe, lig spredt efter endnu en vanvittig oprørsbevægelses angreb på uskyldige. Der er vold i tv-avisen. Men der er også vold bagefter. Og slukker jeg for fjernsynet eller forlader biografen, så er der egentlig også vold der (selvom jeg personligt ikke har oplevet det). Nemlig i skydespil på computerskærmen.

Psykologer rundt omkring har siden engang i 50’erne haft fokus på og meget forskellige meninger om, hvilke konsekvenser det har, at navnlig børn og unge konstant eksponeres for vold. Diskussionen har gået på, om børnene bliver mere eller mindre voldelige af den eksponering. Nogle mener nej og siger, at effekten af oplevelsen af voldelige scener i for eksempel fjernsynet (uanset om det sker i underholdningsøjemed eller som en del af nyhedsfladen) er kortvarig og ikke fæstner sig i en større accept af vold over tid. Andre mener det modsatte. At lang tids eksponering for voldsomme scener og voldsom adfærd i fjernsyn eller spillefilm øger børnenes tolerance overfor vold og gør dem mere tilbøjelige til selv at anvende volden senere hen i livet.

At mere og mere udpenslet vold bruges – vises – i mediebilledet, kan der ikke herske tvivl om. Men om det er et opdragelsesproblem, er straks mere tvivlsomt.

Ikke desto mindre blusser den samme diskussion op, hver gang man diskuterer aldersmærkning i forhold til film – altså det fænomen, at film rates i forhold til aldersgrupper. ”Ikke egnet for børn under 12 år”. Vi har alle set den mærkning.

”Nogle forskere argumenterer, at man bliver aggressiv af at spille voldelige computerspil, og at det derfor kan være farligt for børn at spille. Men der er mange nuancer, som ikke kommer med i den type forskning,« siger Dorte Marie Søndergaard. Vold er en del af børns verden, ligegyldigt om de spiller computer eller ej. Krig, massakrer og overfald er hele tiden i medierne og i voksnes samtaler. Men skolefrikvarterer, forældres fortællinger fra deres arbejdspladser og fjernsynets satireprogrammer er også fyldt med aggression. Så selv om voksne prøver at beskytte deres børn mod blod, øretæver, viden om bombesprængninger og om terrorangreb, gennemsyrer det voldelige hele vores verden i sådan en grad, at børn ikke kan undgå at få øje på det. Vold er en del af den verden, vi har skabt til vores børn, og vores børn forholder sig til den verden, vi stiller til rådighed for dem. De voldelige computerspil ligger i forlængelse af den vold, der ellers er,” siger Dorte Marie Søndergaard, professor i socialpsykologi på Aarhus Universitets Institut for Uddannelse og Pædagogik. [1]

Filmene og nyhedsreportagerne skildrer volden – og udpensler den – fordi volden og aggressionen er en del af hverdagen – er virkelige. Og det at vise volden gør – efter hvad Dorte Marie Søndergaard siger – hverken fra eller til. Selv hvis volden ikke blev skildret på skærmen (tv-skærmen eller computerskærmen), så ville den være et aktivt element i børns og voksnes virkelighed.

Man kan næsten – hvis man følger hendes tankegang – sige, at det at opleve volden i et fiktivt univers er med til at afdramatisere det, som mennesker oplever i deres dagligdag. Hun siger for eksempel: ”Mange børn bruger krigeriske computerspil til at trække noget af den vold, de hele tiden bliver konfronteret med, ind i et legeunivers, hvor de sammen med andre kan grine af det, der sker. Sådan som vi har skabt verden, rummer den vold, og det er svært at lukke verden ned. I spillene får børnene mulighed for at gå ind og lege med volden, uden at det går mere galt, end at de kan få livet igen.”

Sætter man hendes synspunkt lidt på spidsen, så kan man næsten tildele den fiktive vold en form for terapeutisk virkning. Børn og unge (og voksne med for den sags skyld) overkommer oplevelsen af den faktisk, virkelige vold i dagligdagen (hvad enten den rammer dem selv i dagliglivet eller er en del af det informationsunivers, de lever i) og bearbejder den – gør den ”mindre farlig”. Og – kunne man tilføje – jo mere, der er arbejdet med den æstetiske side af volden (slowmotion, filtre, skæve kameravinkler, gentagelser og så videre), jo bedre er fremstillingen til at skabe denne terapeutiske effekt.

Og her er det så, at kæden springer af for mit vedkommende.

Nogle forskere har kritiseret voldelige film og computerspil for at inspirere til og skabe vold – at de gør voldelig adfærd acceptabel. Dem forkaster hun. Set med hendes øjne er det ikke den fiktive vold, der inspirerer til den virkelige vold – den fiktive vold er en måde at beskæftige sig med tilværelsens grundlæggende voldelige karakter, således at man lærer at leve med det uundgåelige.

Vold i computerspil eller i spillefilm er med andre ord ikke bare acceptabelt, men også næsten godt, fordi den lader os gennemspille virkelighedsvilkåret på en uforpligtende måde, så vi bedre kan leve med dette vilkår. Vi lærer at leve med det, vi ikke kan ændre, kunne man næsten sige.

Eller reformuleret endnu en gang: Verden og virkeligheden er voldelig. Det må vi lære at leve med.

Kim Skotte, der er filmanmelder ved Politiken har fat i denne vinkel, når han siger: ”Problemet er, at underholdning har udviklet sig til et drug, der som de fleste andre drugs giver et kick, men på længere sigt sløver sanserne, hvis ikke mere får mere. En verdensomspændende klimakatastrofe? Åh, come on, vi har da for længst set ’The Day After Tomorrow’! Find på noget nyt! Synet af afbrændte, smadrede skyskraberlandskaber er efterhånden så velkendte, at de ville have været en total kliché, hvis ikke Osama bin Laden i hvert fald for en stund havde vækket os i 2001. Uden dog i længden at kunne bremse appetitten på smadrede amerikanske storbyer. Det ser bare for lækkert ud nu, hvor CGI og 3-D kan gøre illusionen næsten perfekt. Er det ikke næsten sket, når vi har set det med vores egne øjne? Jo mere virkelig og virkelig lækker gruen er i biografmørket, desto mere uvirkelig og ude af stand til at konkurrere forekommer virkeligheden udenfor.” [2]

At han så fastholder ultravoldens berettigelse i nogle sammenhænge er en anden sag. Kombineret med ”en seriøs kunstnerisk formbevidsthed”, så kan voldskildringerne være berettigede. Han siger for eksempel: ” Når en filmkunstner som Michael Haneke konfronterer undergang eller ultravold (’Ulvetimen’ [3] og ’Funny Games’), eller når John Hillcoat filmatiserer Cormac McCarthys ’The Road’ [4], bliver dommedagsvisionerne hængende i bevidstheden som en frygt og en sorg, man er nødt til at bearbejde, og som arbejder videre i eftertanken.”.

Men han anfægter dog ikke – heller ikke for de filmskabere, som han roser – den bevægelse, der i det første citat formuleres som et afhængighedsbillede (et drug der kræver mere og mere for at give tilfredsstillelse) – dvs. at vold skildret i film fascinerer på samme måde som uhyggen i et folkeeventyr – og at voldsskildringerne (fordi filmene skal konkurrere med hinanden om at tiltrække sig publikums opmærksomhed på et underholdningsmarked) bliver mere og mere udpenslede, mere og mere bestialske for at tiltrække billetkøbere i en filmbranche, der sigter lige så meget mod profit som alle andre dele af et kapitalistisk marked.

Ingen af de to citerede forholder sig dog til, hvorfor volden fascinerer. De konstaterer blot fascinationen og diskuterer derefter fascinationens mulige konsekvenser.

Skal man forstå fænomenet, er man imidlertid nødt til at stille dette spørgsmål og nødt til at give et bud på et svar.

Parallellen til eventyrerne og en magisk omverdensforståelse er i den sammenhæng sigende. I børneverdenen – og før det i voksenverdenen – var det at beskæftige sig med uhygge og trusler et middel til at overkomme følelsen af ikke selv at kunne bestemme sin skæbne. Omkring en lurede en uforudsigelig natur fyldt af trusler. Misvækst, sygdom og ulykker skete. Uden en tilsyneladende fornuftig forklaring. Og ulykker og elendighed uden fornuftige forklaringer kunne man ikke stille noget op med eller afværge. Man var (og er) i et vist omfang et værgeløst offer.

Svaret på udfordringen var altså, enten at tilskrive ulykkerne overnaturlige kræfter, som man i eventyrerne kan personalisere – onde kræfter, onde hekse og onde væsener – som agerede hinsides al fornuft, eller oversanselige kræfter der var en del af det naturlige, men ikke begribelige univers, som man kunne adressere og appellere til via ofre, magiske ritualer og gennem særlige personer (magere eller troldmænd), der havde en speciel forståelse for akkurat den specielle logik, der styrede denne del af universet.

Da omverdensforståelsen ændrede sig fra den magiske eller oversanselige forståelsesramme til en forståelsesramme, som grundlæggende fastholdt, at mysterier blot var fænomener, som man endnu ikke havde fundet en rationel forståelse af eller forklaring på – og det skete i sammenhæng med det borgerlige samfunds etablering og rationalismens sejr – så var der i princippet ikke længere behov for den specielle viden og den specielle adfærd, som troldmænd, magere (og præster) var bærer af. I løbet af 1800-tallet blev denne viden og denne kultur i stadigt stigende omfang marginaliseret. Den ny tids primære agenter blev tekniske og videnskabelige i deres karakter. Ingeniører, forskere, læger og andre tilsvarende professioner overtog rollen som dem, der kunne og skulle afværge tilfældigheden, demaskere truslerne og beskytte almindelige mennesker mod det, der truede dem fra omverdenen.

At rationaliteten og den rationelle omverdensforståelse vandt frem var dog ikke ensbetydende med, at de tilsyneladende irrationelle trusler forsvandt. De var der stadigvæk. Og i den almindelige folkelige bevidsthed var de ikke – generelt set – blevet mere forståelige. De var heller ikke – i den almindelige folkelige bevidsthed – blev mindre alvorlige. Og sidst men ikke mindst så var de ikke blevet lettere at afværge.

Misvækst oplevedes stadigvæk. Folk blev stadigvæk ramt af sygdom af tilsyneladende uforklarlige årsager. Og selvom alle disse fænomener nu blev forsøgt sat ind i rationelle forklaringssystemer – og blev forsøgt bekæmpet gennem sociale foranstaltninger – så var de stadigvæk lige truende. Når man havde forklaret, at kolera skyldtes en bestemt form for infektion med mikroorganismen, og at forudsætningen for, at koleraepidemier kunne forhindres var, at den generelle hygiejniske standard blev øget og at man anlagde et effektivt system til at varetage dagrenovationen i de store byer, så døde folk stadigvæk (i det mindste en tid) af sygdommen.

Hertil kom, at de nye sociale strukturer – alle dem der forbindes med det borgerlige samfund – udvikledes igennem og udviklede nye trusler, der var lige så alvorlige og i den borgerlige bevidsthed lige så uforklarlige som dem, der blev fjernet igennem fremgangen i sygdomsforståelsen, udviklingen af medicinske strategier til bekæmpelsen af dem og et målrettet præventivt arbejde. Måske blev koleraen elimineret i dele af verden som en reel trussel, men til gengæld dukkede andre ting op, som samfundet stod lige så uforstående overfor, og som den fejrede videnskab hverken kunne forklare eller bekæmpe. Adskillelsen mellem arbejde og produktionsmidler for eksempel også. En arbejder kunne ikke længere arbejde, medmindre han var i stand til at finde en arbejdsgiver med ejendomsret til produktionsmidler, som var villig til at tage arbejderen i sin tjeneste.

Som den danske historiker og socialist Gustav Bang [5] formulerede det:

”I de ældste Dages Småbondesamfund havde den religiøse Forestilling været en Slags rationalistisk Naturreligion, igennem hvilken man iklædte de Naturkræfter, hvis Væsen man ikke forstod, menneskelig Skikkelse; al mystisk Inderlighed var fuldstændig fremmed. Om noget personligt Gudsforhold var der ikke Tale - de af Staten udnævnte Præster besørgede de regelmæssige Ofringer til bestemte Tider, og når det blev iagttaget, som det skulle, havde Guderne intet mere at fordre af Statens Borgere. Synd og Syndsbevidsthed i religiøs Forstand var et ukendt Begreb når man handlede i Statens, i Samfundets Interesse, handlede man godt, og kun når man krænkede den offentlige Velfærd, fortørnedes guderne; men hvordan man optrådte i sit private Liv, var en privat Sag. Spørgsmålet om et Liv efter Døden bekymrede ikke Sindene stort - man var alt for optaget af det nærværende Liv; og når man overhovedet tænkte sig noget hinsides Graven, så blev det mest til uklare Forestillinger om en grå og glædesløs Skyggeverden. Hvor helt anderledes formede ikke de religiøse Forestillinger og de moralske Begreber sig i de Sind, der henimod Oldtidens Slutning knugedes af den voksende sociale Elendighed og sociale Håbløshed! Det var Uro, Utryghed, Uhygge, som beherskede Bevidstheden. Ligeså lidt som der viste sig noget Spor, der fra det gamle Samfunds Forfald førte over til nye, højere og lykkeligere Samfundsformer, ligeså lidt kunne der ud af dette forvirrede Kaos vokse nogen sund og kraftig Livsanskuelse frem, som var i Stand til at gribe Befolkningens Masser og stålsætte dem til Kampen for nye sociale Idealers Virkeliggørelse. Medens nu om stunder Kapitalismens tiltagende Opløsning skaber et rigere og friskere Livsindhold hos Underklasserne, efterhånden som de bliver sig deres sociale Stilling og deres historiske Opgave bevidst, og kun hos Overklasserne avler åndelig Udartning og moralsk Fordærvelse - så skabte dengang Antikkens Opløsning overalt i Samfundet, fra øverst til nederst, en almindelig Usikkerhed, Rådvildhed, Holdningsløshed; man følte det, som stod man på gyngende Grund, og man søgte som i panisk Rædsel bort, hvor der var sikrere Fodfæste at finde.” (”Brydningstider i Europas historie”)

Den uforståelige natur er blevet erstattet med den uforståelige socialitet – truslen fra den uforståelige natur er blevet erstattet med truslen fra den uforståelige socialitet. Men truslerne er lige reelle. Og de vokser i intensitet og alvor i takt med, at samfundet i stigende grad bliver bestemt at menneskelige, men irrationelle handlinger. Krige, hungersnød, nye sygdomme som er socialt betinget, klimanedbrydning. Kriser der opstår med mellemrum, og som hverken politiske magthavere eller den ny tids magere og troldmænd – økonomer og andre eksperter – tilsyneladende er i stand til at gøre andet ved end at iscenesætte alternative rituelle ofringer. Hvor man tidligere ofrede geder, guld og – nogle gange – mennesker til guderne, der ofrer man nu akkurat den sikkerhed, som man ellers formelt set forsøger at forsvare. Og lige meget hjælper det.

Det er i den situation, at underholdningsindustrien og nyhedsindustrien træder ind. De ritualiserer og omskriver de reelle trusler og gennemspiller dem i en ramme, som gør dem til at leve med – trods alt. Oplevelsen indlejres i en afværgende ramme – opleves i stuens varme tryghed eller biografens lune mørke. Og så sker der det, som filmanmelderen diagnosticerede sådan her: ”Jo mere virkelig og virkelig lækker gruen er i biografmørket, desto mere uvirkelig og ude af stand til at konkurrere forekommer virkeligheden udenfor.” Det han ikke bemærker – eller i det mindste ikke sætter ord på – er det, at gruen i biografmørket (virkelig eller lækker eller hvad man nu ellers vil kalde den), ikke er ment som noget, der skal konkurrere med gruen udenfor. Den fiktive vold skal lige akkurat gennemspille den virkelige gru og demontere den, fordi den fiktive vold sættes ind i en ritualiseret ramme.

Bagefter kan man gå ud i nattemørket, eller tænde lyset i stuen, sætte kaffen over, tale med dem, man er sammen med en følelse af, at gruen og angsten og rædslen – om end meget virkelige – for en tid er til at leve med, fordi den nu er genoplevet, gennemspillet og demonteret, fordi den i fiktionen opløses eller i det mindste isoleres.

Og her er kravet naturligvis det samme, som anmelderen formulerer: At den skal være realistisk, troværdig og total, hvis den skal have nogen virkning.

Således bidrager ultravolden og voldens æstetisering til en demontering af den indirekte kritik, der formuleres i den angstfyldte reaktion på virkelighedens trusler. Således kan oplevelsen bidrage til overlevelsen. Og bagefter er det til at leve med, at krigene raser i Ukraine, i Afrika og andre steder – til at leve med at sygdomme og sult hærger. Fordi virkelighedsskildringen låner fra fiktionen og fra ritualiseringen. Således bidrager denne pseudoreligiøse oplevelse, ritualet til en accept af det, som alligevel ikke – hvis man skal tro den nye tids ypperstepræster økonomer og andre eksperter – kan laves om. Og således er underholdningen med til at sikre, at frustrationen og angsten ikke behøver at blive italesat (som man siger) som et reelt socialt og politisk problem.

Skulle man for alvor vælge at kritisere voldeliggørelsen og voldens eskalation, så burde det måske være denne logik, man greb fat i, i stedet for de tvivlsomme overvejelser overfor, om vold på filmlærredet og vold i nyhedsreportagerne inspirerer til mere vold.

Voldsomheden udspringer ikke (kun) af enkeltindividers voldelige impulser – den vokser ud af og stimuleres af et samfund, som producerer trusler lige så vel som varer.


[2] Teksten er hentet fra artiklen: Ultravold er blevet mainstream på lærredet

[3] Se mere om filmen ved at klikke her

[4] Se mere om filmen ved at klikke her

[5] Læs mere om Gustav Bang ved at klikke her.