Mere mastodontdannelse i den danske fagbevægelse løser intet
Af Jonas Gielfeldt

Offentliggjort: 16. februar 2015

Simon Tøgern slår i Politiken d. 25 januar til lyd for, at en sammenlægning af hovedorganisationerne LO og FTF vil være med til at styrke lønmodtagerne i en tid, hvor globalisering og de politiske konjunkturer sætter lønmodtagerne under pres. Tesen er, at lønmodtagerne kan tale med én stemme. Men kan konsensus etableres mellem meget forskellige sociale positioner, og kan medlemmerne identificere sig med en organisation, der skal dække alle lønmodtageres interesser? Løsningen på fagbevægelsens udfordringer ligger i mere selvstændig politikformulering, aktivisme og demokrati og ikke i fusioner.

Der har længe været gang i frierierne mellem LO og FTF. En ny fælles hovedorganisation er det store mål. LO vil det gerne fordi de taber medlemmer en masse, og har brug for at polstres med FTF området, der grundet det generelle uddannelsesløft, er i vækst. FTF gør det mere af nød end af lyst. Bente Sorgenfrey siger det selv, når hun påpeger, at en svækkelse af LO efterhånden også vil svække FTF-området, idet det organiserede arbejdsmarked eroderer langsomt fra neden og op. Man forstår logikken fra begge parter. Så der kan være mange gode grunde til at fusionere. Desværre kommer fokus til at forskydes fra de helt centrale udfordringer fagbevægelsen står over for, til fusionsspørgsmålet. Selv om Simon Tøgerns indlæg i Politiken har mange rigtige og sympatiske tanker om social dumping, bedre OK-dækning på det private arbejdsmarked, dagpenge og uddannelse, så centreres løsningerne i fusionsspørgsmålet.

I min optik er der to centrale, og internt forbundne, spørgsmål som fagbevægelsen må og skal adressere, hvis den skal revitaliseres:

  1. Hvordan får man vendt den negative medlemsudvikling i de faglige organisationer?
  2. Hvordan kan fagbevægelsen igen kan blive en politisk kraft?

I bedste fald adresserer fusionen af LO og FTF ikke disse to spørgsmål, og i værste fald arbejder den decideret imod en løsning på de to problemer.

Hvis vi starter med punkt 1, den triste medlemsudvikling, så er det helt afgørende at forstå de motivationer lønmodtagere kan have for at melde sig ind. Der er et element af Rational Choice (hvad får jeg ud af at være medlem) og et element af identifikation, fx politisk-ideologisk identifikation (man er enig med de politiske krav fagbevægelsen stiller) eller en faglig identifikation (jeg er en ordentlig smed, så selvfølgelig er jeg med i den rette fagforening). Qua der i det danske system er en ’free-rider’ problematik som arbejdsmarkedsforskeren Mancur Olson beskrev det i 1960erne (man kan godt få goderne ved en overenskomst uden at betale kontingentet) så er det især identifikationsparameteret, der kan rykkes ved. Her er der to centrale identifikationer så vidt jeg kan se.

Den politisk-ideologiske identifikation knytter sig til, at man som lønmodtager kan nikke genkendende til de problematikker de faglige organisationer rejser, og at man føler sine lønmodtagerinteresser repræsenteret af fagbevægelsen. Tøgern argumenterer for, at dette bliver nemmere, når alle lønmodtagere kan tale med én stemme. Dette er delvist rigtigt, for i bredeste forstand, så er næsten alle lønmodtagere, selv akademikere. Alle lønmodtagere står i sidste instans i et modsætningsforhold til arbejdsgiveren. Men der er en enorm forskel på, hvordan dette kommer til udtryk, alt efter hvilken rolle man har i produktionen, ens uddannelsesbaggrund etc. En kolos bestående af LO og FTF skal pludselig til at håndtere en enorm diversitet blandt medlemmerne. Der er pokkers til forskel på at være en 3F’er med en 9.klasse, der er fyringstruet og så en FTF’er med en relativt god uddannelse og gode beskæftigelsesmuligheder. Kan bukserne holde når man skal varetage alle disse interesser, der kan være indbyrdes modstridende?

LO har allerede nu problemet i form af modsætningen mellem FOA medlemmer, der lider under offentlige nedskæringer og 3F’ere der lider under ”reformerne” på den ene side, og på den anden side de vellønnede og ressourcestærke folk i Dansk Metal, der langt hen af vejen støtter kurs ”Blå Bjarne”. Sådanne spændinger vil blot blive eskaleret, hvis interesseforskellene bliver endnu mere udtalte. Hvis diskussionerne om ”tillidsreformen” er en proxy på, hvordan et sådant fremtidigt samarbejde ser ud, så ser det ganske dystert ud. Man kan således spørge Tøgern om, hvilken stemme skal der tales med, når der skal tales med én stemme? Det er for let når Tøgern hævder, at LO ”aldrig har opfattet sig som repræsentant for en ’tilfældig’ gruppe menneskers særinteresser”.

Nej. Men at tage samfundsansvar betyder omvendt heller ikke, at LO historisk har kæmpet lige meget for alle. At ophæve selve interessespørgsmålet lyder stærkt foruroligende i mine ører.

Ressourcestærke grupper i en kæmpeorganisation vil måske presse endnu mere på for mere individuelle lønforhandlinger, mens andre lider stærkt under de stadigt mere decentrale forhandlinger. Og hvad med de store ”reformer”, som det politiske system kommer anstigende med. Er der en konsensus mellem de mange ledere, der er organiseret i FTF og deres fodtusser fra LO? Min frygt er, at man får en organisation, der er politisk handlingslammet, og som stort set ikke kan mene noget, uden at træde nogle over tæerne. Dette punkt er stærkt forbundet med spørgsmålet om politisk handlekraft, som jeg vil vende tilbage til. Her skal der dog primært fokuseres på medlemstabet, og kort sagt ser jeg en fare for, at en fusion vil betyde, en mere politisk inkonsekvent organisation, der vil tabe flere medlemmer på gulvet, fordi de ikke føler sig politisk repræsenteret.

En anden form for identifikation knytter sig til den faglige identifikation. Den tætte historiske relation mellem faget og fagets fagforbund. Denne identifikation har LO-fagbevægelsen haft travlt med at smadre igennem de sidste 20 år i den proces Jesper Due og Jørgen Steen Madsen har kaldt ”centraliseret decentralisering”. En del af denne proces har været, at decentralisere forhandlingssystemet, dvs. mere lokal lønforhandling. Det har altid været et arbejdsgiverønske, fordi det giver øget fleksibilitet. Fokus her er dog primært på den samtidige organisatoriske centraliseringstendens, hvor små fagforeninger er blevet fusioneret ind i kæmpe store fagforbund. 3F er vel det bedste eksempel. Dermed bliver den direkte faglige identifikation brudt, og fagforbundet står som en stor grå masse, man har svært ved at genkende sig i som fagperson.

At flere forbund har lugtet lunten kan ses i de senere års store fokus på professionsstrategier, hvor selve faget skal tilbage i centrum. Lige meget, hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke se en fusion af LO og FTF som andet end en styrkelse af denne centraliseringsproces, der har været meget destruktiv for identifikation mellem fagligheden og fagbevægelsen. Derfor undrer det mig, at Tøgern ikke forholder sig til de kæmpe udfordringer man fx har haft i 3F med at opretholde identifikationen mellem fagforbund og medlemmer. Ift. selve medlemsudfordringen bringer fusionen ingen løsning til torvs, men truer tværtimod med at forstærke nogle problematiske tendenser, hvor hverken interessespørgsmålet eller identifikationen står i centrum.

Det andet centrale punkt fagbevægelsen må forholde sig til er, hvordan man i højere grad igen kan blive en aktiv politisk kraft. Om dette siger Tøgern:

”Vi skal søge at fastholde det som en politisk diskussion, hvor vi prøver at identificere kravene til fremtidens hovedorganisation og i forlængelse heraf skitsere, hvordan sådan en mon kunne komme til at se ud”.   

Det er helt rigtigt, at det er vigtigt med en politisk diskussion, men problemet er, at politik her handler om mastodontens funktionsmåde. Selve forståelsen af det politiske er simpelthen for bundet til institutionelle forhold og håndterer ikke to centrale elementer, der i min optik, kan være med til politisk at revitalisere fagbevægelsen, og dermed også på sigt sikre en medlemsmæssig revitalisering.

Det første element handler om den politiske meningsdannelse blandt lønmodtagere, og deres muligheder for at komme til orde og bringe deres oplevede problemer frem i de faglige organisationer. Hvordan skabes der mere fagpolitisk aktivitet blandt lønmodtagerne, hvordan får man mere demokrati og mere medlemsindflydelse til medlemmerne? Kort sagt, hvordan får de faglige organisationer øget deres politiske legitimitet hos lønmodtagerne? En kæmpefusion får ikke medlemmerne mere i centrum i produktionen af det politiske indhold i fagbevægelsen. Tværtimod ligner det her en stadigt mere centralistisk konstruktion, i en tid, hvor det politiske i højere grad må skabes decentralt på arbejdspladserne. Simpelthen fordi det homogene klassesubjekt a la industriarbejderen anno 1963 er på retur.

Det er svært ikke at se centraliseringen af den politiske produktion som nødvendig når der er så store interesseforskelle, der skal balanceres mellem de grupper, der indgår i en omnipotent lønmodtagerorganisation. Man må således spørge; kan Børsting og Sorgenfrey sætte de politiske krav fra deres medlemmer centralt, når disse krav kan stritte i hver sin retning? Jo mindre homogen organisationen er, jo mere nødvendigt bliver det at håndhæve, hvad Robert Michels kaldte ”oligarkiets jernlov”, altså en stærk centraliseret styring ved ledelsen. I en tid, hvor utilfredsheden med den faglige ledelse er udtalt er dette den helt forkerte vej at gå.  

Et andet element Tøgerns politikbegreb ikke tematiserer er nødvendigheden af, at fagbevægelsen i højere grad må agere som selvstændig politisk dagsordensætter. Om dette siger Tøgern:

”En af de strategiske forudsætninger for, at fagbevægelsen igen kan komme i offensiven, er, at det store flertal af lønmodtagere samles i den samme hovedorganisation. […] Ambitionen med at etablere en ny hovedorganisation er selvfølgelig at sikre, at vi kan matche centraliseringen blandt såvel de offentlige som de private arbejdsgivere. Lønmodtagerne skal kunne tale med én stemme – én stemme, der må antages at blive tillagt større vægt, end når den kommer fra flere afsendere”.

Det er således afgørende for Tøgern, at man i en ny kæmpeorganisation kan matche den offensiv som arbejdsgiverne både privat og offentligt fremturer med. Der er vel ingen tvivl om, at både LO og FTF er modstandere af fx dagpengereformen. Spørgsmålet er dog, vil en fusion i sig selv gøre fagbevægelsen i stand til at kunne ændre på tingenes tilstand? Umiddelbart er det meget svært at se. Når Finansministeriet og KL går sammen om at kanøfle den ene lønmodtagergruppe efter den anden, hvordan er det så lige, at en fusion af LO og FTF ændrer på styrkeforholdende?

Problemet er ikke, at man har to hovedorganisationer, der i øvrigt i flere tilfælde er halvvejs uenige, som fx med tillidsreformen, men som i fx dagpengespørgsmålet kan gør fælles sag. Problemet er, at man som nævnt ovenfor ikke har hentet legitimiteten hos medlemmerne og lønmodtagerne. Derfor kan man heller ikke aktivere dem til at gå på gaden og markere sin utilfredshed. Og oven i hatten, så støtter man dem heller ikke i dette. Strejker er nærmest blevet et fyord lige meget hvor mange ydmygelser man må finde sig i. Fusionen kommer ikke med løsninger på dette.

Problemet er, at fagbevægelsen pt. ikke er en selvstændig politisk kraft. I årevis har man hvilet for meget på ”den danske model” og forhandlingssystemet, og fusionstankerne skriver sig perfekt ind i denne logik. Tøgern hæfter sig således ved, at man kan få udbredt OK-området. Og det er entydigt positivt, det medgiver jeg. Problemet er bare, at trods modellens succes, så er der stadig en række områder, der ikke håndteres i forhandlingssystemet.

”Reformerne” af fx dagpenge, kontanthjælp, flexjob m.m. styres via Christiansborg, og her er den traditionelle repræsentation, primært ved Socialdemokratiet, simpelthen brudt sammen. Det går så skidt, at flere og flere fagforbund helt overvejer at skippe støtten til Socialdemokratiet. Partiet evner simpelthen ikke at løse de problemer, der er helt afgørende for lønmodtagerne, men som ligger ud over OK-systemet. Tøgern anerkender dette pres, og den manglende politiske vilje til at hjælpe fagbevægelsen, men forholder sig ikke til, at det kræver fagbevægelsens løsrivelse fra den parlamentariske del af arbejderbevægelsen, og en selvstændig politisk dagsorden med lønmodtagernes interesser (der var den igen) i centrum.

De to elementer i en politisk revitalisering hænger indbyrdes sammen. Hvis fagbevægelsen tør fremsætte egne krav, der givetvis kommer i et modsætningsforhold til Socialdemokratiet, vil man i højere grad komme i overensstemmelse med medlemmerne, og potentielle medlemmer, og dermed også blive mere demokratisk. Man vil øge incitamenterne til mere aktivisme, og man vil igen kunne finde på at bruge strejkevåbenet, som også kan give sejre og øget selvbevidsthed blandt lønmodtagerne. Og man vil også kunne rekruttere flere medlemmer, der ser fagbevægelsen som den organisation, der kæmper deres sag.

Og her hænger det politiske element sammen med det organisatoriske, altså selve fusionen. Mastodonten LO/FTF vil skulle balancere mange flere modsatrettede interesser, og bliver derfor mere utydelig i sin kommunikation og ageren. Og så får medlemmerne endnu sværere ved at spejle sig politisk i fagbevægelsen.

Frem for at bruge så mange økonomiske og intellektuelle ressourcer på at diskutere en fusion burde fagbevægelsen i stedet skele til andre måder at arbejde på. Trondheim modellen fra Norge er et succesfuldt eksempel på, hvordan norske fagforeninger med fokus på øget aktivisme, demokrati og en selvstændig politisk platform blev styrket. Man fik engageret medlemmerne og man fik presset det politiske system til at give indrømmelser. I Danmark ser man gryende tendenser til dette hos fx 3F i deres kampagne ”Godt arbejde”. Den blev lanceret af formand Per Christensen med en udmelding om, at 3F nu ikke længere ville være det rolige bagland for Socialdemokratiet, men i stedet fremsætte egne politiske krav, og i øvrigt samarbejde med alle, der ville støtte denne dagsorden. Man lancerede samtidigt kampagnen, der fokuserer på de lokale arbejdspladser, og de oplevede problemer 3F’ere har i deres arbejdsliv. På den frygt og utryghed de oplever i relation til social dumping og ”reformernes” betydning for at ledighed nu er noget man er dødsens angst for. Men der fokuseres også på de alliancer man kan lave med arbejdsgivere, der faktisk anerkender, at det gode arbejdsliv er nødvendigt for at opretholde et velfungerende samfund.

Det er denne lokalt forankrede, medlemsinddragende og politiserede fagbevægelse, der kan genrejse fagbevægelsen både medlemsmæssigt og politisk, ikke en fusion.      

Simon Tøgerns oprindelige artikel i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2522696/hvem-toer-blive-den-sidste-lo-formand/