Smalt forlig i staten sætter rammen for OK-15
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 16. februar 2015

Staten og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) indgik 6. februar et smalt forlig for 180.000 ansatte i staten. Forliget blev indgået uden det store drama og sværdslag. Kun spørgsmålet om en mindsteløn på 19.500 kr. til omkring 2.500 ansatte i staten skabte lidt røre. Nu er rammerne lagt for de kommunale forhandlinger og en del bliver kopieret.

Reallønnen i centrum

På baggrund af nogle meget smalle forlig i 11 og 13, var det magtpåliggende for CFU at få et forlig i hus der sikrede reallønnen og gerne gav reallønsfremgang. Aftalen indebærer, at alle pengene bruges på de generelle lønstigninger og derfor ikke sikrer de enkelte organisationer penge til specielle krav. Det indebærer, at organisationerne selv skal sikre finansieringen af omkostningsfyldte krav.

Med muligheden for deflation lurende i horisonten skal der jo ikke meget til for at sikre og udvikle reallønnen. Parterne har aftalt lønstigninger på 3,57 % og lavet realistiske skøn på en yderligere lønudvikling på 3,03 %. Den skønnede lønudvikling kommer fra reguleringsordningen og lokale lønforhandlinger.

Som noget epokegørende var CFU blevet enig om, at alle organisationer ville bidrage til en lavtløns løsning der skulle sikre en mindsteløn på 19.500 kr. Et krav der tog fat på den klassiske diskussion i fagbevægelsen, om generelle lønstigninger skulle udmøntes procentvis eller som krone og øre beløb. Et slagsmål der typisk udspiller sig mellem akademikerne og lavtlønsgrupperne fra FOA og 3F.

Finansministeren fandt det nødvendigt at gå i pressen og afvise forslaget. Til avisen.dk udtaler Bjarne Corydon, ”…, at titusindvis af privatansatte får en lavere løn (end de 19.500/sa), og hvis den også skulle sættes op, risikerer man, at de jobs rykker ud af landet. ”

En besynderlig argumentation hvor det er svært at se den direkte sammenhæng mellem løndannelsen på de to områder. Afvisningen fremstår yderlig besynderlig, da det drejer sig om 2.500 ansatte og lønforhøjelsen ville lægge beslag på 0,01 % af det samlede statslige lønbudget.

Det må undre, at den socialdemokratiske finansminister ikke ville imødekomme en relativ lille lavtlønsgruppe samt støtte den solidaritet CFU udviste.

Som plaster på såret fik CFU forhøjet pensionsbidraget til de lavestlønnede.

Reguleringsordningen består

Ved de seneste overenskomstfornyelser har afskaffelsen af reguleringsordningen luret i kulissen. Heller ikke denne gang blev den afskaffet, men den fortsætter ikke uændret.

Statens forsøg på at afskaffe reguleringsordningen skal ses ind i en konkurrencestats sammenhæng. Lønbudgetterne i stat, regioner og kommuner er meget store og for Moderniseringsstyrelsen fremstår de som en omkostning. Kan denne omkostning frigøres fra lønudviklingen på det private område, ved at reguleringsordningen afskaffes, så får staten, som aftalepart, mere styr på lønudviklingen.

Den nye reguleringsordning betyder fremover, at stiger lønnen i staten mere end på det private områder sker der en 100 % modregning. Underligt nok så er der fortsat kun 80 % kompensation til de statslige ansatte hvis de private lønninger overstiger de statslige.

Parterne er enige om, at reguleringsordningen suspenderes i 2015, så der sker ingen regulering i 2016.

Endelig er parterne enige om, at ved OK-18 skal der ske en udligning af den lønforskel der er opbygget siden 2008.

Det må vurderes som en klar forringelse, dels at der skal modregnes 100 % dels at der ved OK-18 skal ske en udligning af den lønforskel der er opbygget siden 2008. En lønforskel til de statsansattes fordel.

Det er meget svært at se, hvad fagbevægelsen har fået noget til gengæld for denne forringelse.

Arbejdsmiljøet får støtte fra et nyt rejsehold, men løser det problemerne?

Trepartsaftalen i 2007, om en kvalitetsreform for den offentlige sektor, indeholdt blandt andet en målsætning om at styrke det psykiske arbejdsmiljø. Et af redskaberne var et rejsehold, der kunne rekvireres af alle offentlige arbejdspladser. Arbejdsmiljø folk beskriver rejseholdet som en succes med betydelig gennemslagskraft lokalt.

Pengene fra trepartsaftalen udløber med udgangen af 2015, det er baggrunden for, at parterne har aftalt et fælles rejsehold.

Det er et åbent spørgsmål om rejseholdet kan andet end behandle symptomerne på et belastet arbejdsmiljø. Der skal ekstra hænder til for at nedbringe ventetider på sagsbehandling og for at sikre en ordentlig skatteligning. Der sker det modsatte, nemlig en fortløbende nedskæring i personalet, det kan rejseholdet ikke rette op på.

Fædrene blev tilgodeset

En uges ekstra fædreorlov med løn blev det bløde krav parterne kunne blive enige om. Det får formentlig afsmittende virkning på de regionale- og kommunale overenskomster.

Er der perspektiver i den nye aftale eller er det business as usual?

Det er vigtigt at slå fast, at ingen af parterne har været ude og mobilisere på bestemte krav eller ønsker. Optakten til forhandlingerne har været afdæmpet, det, kombineret med smal økonomisk ramme og et folketingsvalg inden for et halvt år, har betydet at et forlig ville blive indgået uden den store dramatik.

Fagbevægelsen har undladt at mobilisere medlemmerne og det er svært at se, at bevægelsen har fået noget ud af, at regeringen ikke ønskede en konflikt kort før et folketingsvalg.

Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAoS) har opstillet tre scenarier for OK-15. Et vedligeholdelses-, et perspektiv- og et konfliktscenarie.

Konfliktscenariet kan vi indtil videre afskrive, selvom vi ikke kender resultatet af urafstemningerne og ej heller kender vi de enkelte organisationers resultater.

Aftalen kan bedst beskrives ud fra perspektivscenariet. Det indeholder en række tiltag på arbejdsmiljø og lokal samarbejde som kan blive af kvalitativ karakter. Der er forbedringer på barselsbestemmelserne og pensionerne til de lavestlønnede. Endelig er der en udbygning af kompetenceudviklingen i staten.

Perspektiverne er der, selvom de ikke er epokegørende og medlemmerne vil formentlig stemme ja.

Nu venter vi på det kommunale område

Forhandlingerne på det kommunale område om de generelle forhold er kommet haltende i gang. Musketereden på lønmodtagersiden slog til med det samme, idet forhandlingerne om de generelle krav blev udsat, fordi lærerne ikke havde fået en aftale med KL om arbejdstiden.

Lærerne har ønsket en aftale om arbejdstiden, der blandt andet sikrede en bedre forberedelsestid samt at få skrottet Lov 409. KL har megen prestige bundet i, at de ledelsesmæssige landvindinger de fik ud af konflikten ved OK-13 ikke går tabt.

Først forlød det (d. 13.februar) at parterne havde indgået en aftale, men pludselig skulle KLs forhandlere have aftalen godkendt af formandsskabet i KL. Ifølge avisen.dk mente Dennis Kristensen, at det formentlig var finansministeren der trak i trådene og dermed skabte vanskeligheder.

Først søndag d. 15. februar var KL afklaret og kunne vende tilbage til forhandlingsbordet. Intet er sluppet ud om forhandlingerne med lærerne, men det må formodes, at der ligger en aftale om arbejdstiden, som lærerne siger god for. Lærerne har i hvert fald givet grønt lys for, at de generelle forhandlinger kan genoptages.

Ifølge en Facebook opdatering, midt på søndag eftermiddag, fra Bodil Otto, formand for HK Kommunal skulle vi væbne os med tålmodighed, der var lang vej igen.

Hvad siger krystalkuglen?

Selvom forhandlingerne foregår mens dette skrives, er det muligt at komme med et bud på hvad det formentlig ender med.

Den økonomiske ramme kommer til at ligge tæt op ad det statslige forlig. Det vil sige lønstigninger over de tre år på 4,5 %, hvori indgår et skøn for hvad reguleringsordningen vil udløse. Hertil kommer, igen et skøn, de lokale lønforhandlinger der vil udløse omkring 2 % i løn. Realløn og reallønsudvikling er sikret, da den skønnede inflation over de tre år er på 3,8 %.

De kommunale forhandlere vil formentlig ikke bruge alle pengene på generelle lønstigninger, men, forlyder det, reservere 0,3 % til de enkelte forbunds forhandlinger.

Om den ændrede reguleringsordning på statens område bliver kopieret er et åbent spørgsmål. Lønudviklingen på det statslige og det kommunale område har ikke været ens, derfor er det tvivlsomt om reguleringsordningen ændres.

Arbejdsmiljø og barsel

Det kommunale område vil formentlig kopiere den ekstra uges barselsorlov til mænd og rejseholdet på arbejdsmiljøområdet.

Rejseholdet vil ikke kunne ændre på de store og grundlæggende problemer kommunerne har med arbejdsmiljøet. De seneste 3-4 år er over 20.000 kommunalt ansatte blevet fyret. Det kan mærkes i børnehaverne, i skolen og på sags bunkerne på socialkontorerne. Der mangler hænder og det kan rejseholdet ikke ændre på.

Overordnet set er denne situation skabt af Budgetloven med tilhørende sanktionsregime over for kommunerne. Det er grotesk, at den offentlige service forringes og de ansattes arbejdsmiljø forringes samtidig med at kommunerne underforbruger, i forhold til budgetterne, i størrelsesordenen 4-6 mia. kr.

Hvad går arbejdsgiverne efter?

For KL ser det ud til at arbejdstidsreglerne, MED-aftalen og beskyttelsen af tillidsrepræsentanterne er i centrum.

KL kræver større fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen, hvilket indebærer forringede varslingsbestemmelser og vagtplaner op til 12 timer. Ifølge medierne er dette blevet afvist af fagbevægelsen.

KL vil have fagbevægelsen ud af MED-aftalerne. Det vil betyde, at de organisationsrepræsentanter der sidder i det centrale Forhandlingsorgan skal erstattes af ansatte i kommunen.

Derudover ønsker KL at få fjernet beskyttelsen af tillidsmands suppleanterne.

Kobles disse krav sammen med de forskellige tiltag en række kommuner laver, hvor de forsøger, at gå uden om aftalesystemret og lave aftaler med den enkelte medarbejder, så tegner der sig et billede af et kommunalt ønske om at få så dereguleret et arbejdsmarked som muligt.

Forhåbentlig sætter fagbevægelsen hælene i.

Hvad går fagbevægelsen efter?

Fagbevægelsens krav om et velfungerende MED system og TR institutionen som omdrejningspunktet for aftaler og gode arbejdspladser, er i direkte modstrid med den retning KL har sat. Det må nødvendigvis ende med en konfrontation, for meget står på spil for fagbevægelsen. Fagbevægelsen gør ikke noget for at mobilisere medlemmerne, derfor kan bevægelsen ikke tåle at blive koblet ud af den direkte indflydelseskanal de har i MED og gennem tillidsrepræsentanten.

Forhandlingsfællesskabet kunne ikke blive enige om et lavtlønsprojekt som i staten. Til gengæld er der rejst krav om et uddannelsesprojekt for de ufaglærte i kommunerne. Det er et perspektivrigt projekt som forhåbentlig bliver til noget. I samme boldgade kan det forventes, at kompetencefonden fornyes og formentlig udbygges rent økonomisk.

Kompetencefonden bliver formentlig til et større slagsmål på regionernes område.

Der er fortsat ikke optræk til konflikt, men der er tydelige interesse modsætninger og starten på de generelle forhandlinger har understreget, at det ikke bliver a walk in the park.