En grøn grundlov bør blive det næste store politiske projekt
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 16. februar 2015

Danmark er et af de få europæiske lande, hvis forfatninger ikke indeholder bestemmelser om beskyttelse af miljøet. Regeringsgrundlaget har muliggjort en grundlovsreform, selvom ideen nu foreløbigt er opgivet. En grøn dansk grundlov vil udgøre et historisk fremskridt for miljøbevidsthed og miljøbeskyttelse.

I regeringsgrundlaget fra 2011[1]lægges der op til en revision af grundloven [2], men endnu er der ikke nedsat en grundlovskommission og for nyligt opgav regeringen indtil videre at nedsætte en sådan, hvilket man kun kan beklage. En reform vil efter al sandsynlighed tage sigte på at indføre regler om miljøbeskyttelse, eftersom der tidligere er fremsat sådanne forslag. At emnet i høj grad er aktuelt, kan ses af den omstændighed, at en canadisk doktorafhandling fra 2010, der analyserer forfatninger i FN’s 192 medlemslande, når frem til, at 140 af dem indeholder bestemmelser om miljøbeskyttelse, 86 anerkender retten til et sundt miljø og 97 refererer til en regeringspligt til at forhindre miljøskader [3]. Denne udvikling begyndte i halvfjerdserne og siden har næsten enhver ny eller revideret forfatning forholdt sig til miljøet. Foreløbigt er den dog ikke slået igennem i Danmark, der et af de få europæiske lande, hvis forfatning ikke indeholder regler om miljøbeskyttelse. Det er derfor relevant at spørge, hvordan en revideret grundlov ville se ud, hvis den følger denne grønne bølge.

I det følgende vil den teoretiske og praktiske begrundelse for et grønt grundlovsprojekt samt dets mulige konturer kort blive forsøgt ridset op: I denne forbindelse er det vigtigt at slå fast, at grønne forfatninger ikke blot bliver en stadig vigtigere del af det juridiske landkort, men også, at de rent faktisk fungerer efter deres hensigt, fordi de fremmer miljømæssig bevidsthed og forbedrer miljøets tilstand. I og med en grøn grundlov udgør en såkaldt tredjegenerationsforfatning, kan man endvidere argumentere for, at den har et højere og bredere etisk niveau end f.eks. den eksisterende danske grundlov.

Der er derfor gode argumenter for at hævde, at indførelsen af en grøn grundlov bør blive det næste store politiske projekt for alle de politiske partier uanset hvilke modsætninger, der i øvrigt skiller dem fra hinanden.

Grundlovsdebatten er permanent

En af de måder, hvorpå en nations politiske system vurderes, er ved at man ser nærmere på dens forfatning. Hermed forstås de skrevne og uskrevne retsregler, der udgør grundlaget for statsapparatet, og forestillingerne om, hvad der gør udøvelsen af dets forskellige kompetencer legitim [4]. Det samme i Danmark: I mere et halvandet århundrede har grundloven fungeret som ledende normsætter for det danske samfund. Dette skyldes ikke mindst at skiftende generationer har været i stand til at forny den, så den løbende har kunnet leve op til samtidens udfordringer.

Således kan man argumentere for, at et af de vigtigste kriterier, hvormed hver ny generation kan vurdere de foregående, er, i hvilken grad de evner at forny og aktualisere grundloven: Dens til enhver tid gældende tilstand udgør et pejlemærke for dybden af den politiske debat og de visioner for fremtiden, der findes i befolkningen og det politiske miljø.

Set i tilbageblik har den danske grundlov på en gang fungeret statisk og dynamisk: I sin nuværende form blev den vedtaget i 1953, men i mange henseender adskiller den sig ikke meget fra den første demokratiske forfatning, junigrundloven, der går helt tilbage til 1849. Siden da har særligt tre milepæle skilt sig ud: Systemskiftet i 1901, indførelsen af valgret til kvinder i 1915 og nedlæggelsen af Landstinget i 1953 - men også andre fremskridt har betydning [5]. Forudsætningen for at sådanne reformer har kunnet gennemføres, er ikke blot en levende diskussion om grundloven, der på en gang er respektfuld og kritisk, men også at den hele tiden bliver holdt i live.

Hvis man ser på temaerne for den sidste snes års grundlovsdebat, spænder de vidt: Flere sociale rettigheder, forfatningsdomstol, nye regler for folkeafstemninger, betydningen af suverænitetsafgivelse ophævelse af folkekirkens fortrinsret i forhold til andre trossamfund, finjustering af de parlamentariske spilleregler, etc. [6].

Alle temaerne er legitime, men har ikke påkaldt sig så meget offentlig interesse, at de har kunnet udløse en egentlig grundlovsreform.

For at realistisk at kunne gennemføre en sådan, kan man argumentere for, at det nødvendigt at tematisere det, man med sikkerhed kan fastslå er samtidens vigtigste forfatningsmæssige tema – indførelsen af en grøn grundlov. Således har økologisk forfatningsreform været forsøgt sat på den politiske dagsorden i de sidste femten år [7] og i 2011 opstod muligheden omsider: I sit regeringsgrundlag tilkendegav regeringen, at den ville tage initiativ til drøftelser med folketingets partier om et kommissorium for nedsættelsen af en grundlovskommission.

Grøn grundlovsreform

Overvejelserne om en økologisk reform i Danmark er ikke et isoleret fænomen, men afspejler en bred international udvikling: I løbet af de sidste årtier er forfatninger i nyetablerede og gamle demokratier i stigende grad blevet præget udviklingen af menneskerettighederne og en gryende bevidsthed om den globale miljøkrise, som har motiveret det internationale samfund for at reagere på alle niveauer. Mere end tusind bilaterale, regionale og globale traktater er i de sidste fyrre år blevet vedtaget om miljømæssige temaer og der er blevet skabt et utal af nye institutioner, love, reguleringer, standarder og politikker, heriblandt også konstitutionelle bestemmelser om miljøbeskyttelse og retten til at leve i et sundt miljø. Dette skal ses i lyset af, at mere en halvdelen af verdens forfatninger er blevet skrevet siden midten af 70erne og langt flere revideret.

Billedtekst: Den grønne farve markerer lande med og den grå lande uden regler om miljøbeskyttelse i deres forfatninger (i 2009). Før 1972 blev miljøbestemmelser implementeret i 5 nationale forfatninger, i perioderne 1973-1979 16, 1980-1989 24, 1990-1999 68 og mellem 2000 og 2009 27. Det år, hvor flest forfatninger adopterede miljøbestemmelser, var 1992 på grund af FN-miljøtopmødet i Rio de Janeiro, som skærpede international fokus på miljø og bæredygtighed. Selvom man ikke uden videre kan konkludere, at lande med forfatningsmæssige regler om miljøbeskyttelse har et højere niveau for miljøbeskyttelse end lande uden, foreligger der indikationer for, at niveauet ville have været lavere i disse lande uden forfatningsmæssig kodificering. Kilde: Boyd 2010.

Netop en forfatning eller grundlov er vigtig, fordi den udgør et lands højeste lov og dermed en afgørende del af fundamentet for en nations eksistens og funktionsdygtighed: Ikke blot danner den rammen omkring regeringsmagten, men fastsætter forholdet mellem statsinstitutionerne og beskytter borgernes rettigheder. Den er tillige en af de måder, hvorpå landet definerer sig selv retsligt, politisk, kulturelt og historisk, og har indflydelse på politikudvikling, sociale forhold, økonomi og miljø. Indflydelsen kan manifestere sig i lovgivning, regeringspolitik og domstolsafgørelser, eller som holdninger, værdier og adfærd.

Indenfor rammerne af retssystemet står grundloven øverst i trinfølgen, dvs. over regler, der er fastsat ved almindelig lov og ikke må stride mod dens indhold. Af samme grund er den også vanskeligere at ændre, hvad der betyder, at den er med til at give forholdet mellem lovgiver og borgerne i samfundet en høj grad af stabilitet og kontinuitet. F.eks. skal i Danmark enhver ændring vedtages af to af hinanden følgende folketing og underkastes en folkeafstemning, hvor et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst fyrre procent af samtlige stemmeberettigede stemmer for ændringen.

Grønne forfatninger virker

Forfatningsmæssige regler om miljøbeskyttelse har en lang række konsekvenser i og udenfor retssystemet, der bidrager til at forbedre miljøets tilstand: Ikke blot udgør de et incitament til generelt at styrke miljølovgivningen, men de gør det også lettere at koordinere bestræbelserne på at forbedre miljøet ved at vise, hvilken retning, man skal gå, og hvilke principper, der skal følges. Herudover danner de et sikkerhedsnet, der kan udfylde hullerne mellem de enkelte love, og gør det sværere for fremtidige regeringer at rulle miljøforbedringer tilbage.

Vigtigst er imidlertid, at de reflekterer de grundlæggende humanistiske og miljømæssige værdier og retfærdighedsprincipper, der signalerer til omverdenen og ikke mindst til kommende generationer, at et land ønsker at handle ansvarligt og tage miljøproblematikker alvorligt ved ikke at underordne miljøværdier andre samfundsmæssige hensyn. Selvom man ikke i hvert enkelt tilfælde kan konkludere, at lande med forfatningsmæssige regler om miljøbeskyttelse har et højere niveau for miljøbeskyttelse end lande uden, fremmer grønne forfatninger i vid udstrækning miljøforbedringer: Således dokumenterer den omtalte canadiske undersøgelse, at lande med grønne forfatninger generelt har et mindre økologisk fodaftryk pr. indbygger. Dette er særligt relevant i Danmark, hvis indbyggere har et af de største fodaftryk i verden [8]. Herudover har væksten i deres drivhusgasudledninger været langsommere og deres miljøbeskyttelsesniveau ville have været lavere uden forfatningsmæssig kodificering.

Miljøbeskyttelse som grundret og statsformål

Forfatningsmæssig miljøbeskyttelser tager udgangspunkt i forskellige former for rettigheder, hvoraf nogle kan grundlovsfæstes og andre ikke. I al almindelighed skelner man mellem moralske og juridiske rettigheder: F.eks. besidder individer moralske rettigheder, fordi de er mennesker. Disse rettigheder er universelle, inalienable og permanente og selv om stater formelt kan anerkende dem eller undlade at gøre det, kan de ikke fratage deres borgere dem. Juridiske rettigheder derimod, indbefatter kun de rettigheder, der formelt anerkendes af en stat, og kan derfor ophæves.

Når man taler om rettigheder, er spørgsmålet imidlertid ikke kun, hvori de består, og hvordan de kan håndhæves. Menneskelig handling påvirker ikke kun andre mennesker, men også den ikke-menneskelige natur, dvs. dyr, planter, økosystemer og biosfæren. To grundlæggende perspektiver er i denne forbindelse mulige: Varetagelse af menneskelige interesser eller hensyntagen til den ikke-menneskelige natur for dens egen skyld. I det første perspektiv – det antropocentriske - anskues naturen som et middel til at nå et mål indenfor rammerne af menneskelig interaktion. Det andet perspektiv – det ikke-antropocentriske - er mere omstridt, fordi det fra mange sider betvivles, at mennesket kan tage moralsk hensyn til naturen uden at tage udgangspunkt i sin egen interessesfære. Spørgsmålet er her, om dyre- og plantearter, økosystemer og måske hele biosfæren fortjener beskyttelse for deres egen skyld [9]. I reglen fører overvejelserne om de antropocentriske og ikke-antropocentriske rettigheder imidlertid til de samme praktiske resultater og snarere end at opfatte dem som hinandens modsætninger, kan man fastslå, at de supplerer hinanden.

Hvis man ser på indretningen af de forskellige grønne forfatninger, der er blevet gennemført gennem de sidste fyrre år, skiller to hovedperspektiver sig ud: Den normativitet, en grundlov repræsenterer, kan udmønte sig i rettigheder, der forbinder sig med hinanden, men ikke altid prioriteres på samme måde, og ved at miljøbeskyttelse anerkendes som et af målene for statslig virksomhed.

Således kan man argumentere for, at den ret, der overordnet set er vigtigst at grundlovsfæste, er retten til bæredygtig udvikling, som igen forudsætter en menneskeret til natur og miljø af en bestemt kvalitet – en ret, der kan deduceres fra en kombination af øvrige demokratiske grundrettigheder. Ved grundrettigheder - et begreb kendt fra angloamerikansk, tysk og fransk ret samt EU-retten – forstås hovedsageligt juridiske rettigheder, som vi efter vores kulturnormer og menneskesyn anser for nødvendige for et værdigt liv indenfor demokratiske rammer, og som tjener til beskyttelse af individet eller et mindretal af befolkningen [10]. Grundrettighederne kan have forfatningsretslig eller quasi-forfatningsretslig status, afhængig af dens gennemslagskraft i retssystemet via skrevne, uskrevne, nationale eller internationale regler. Flere forfattere har påpeget, at retten til bæredygtig udvikling og natur og miljø af en bestemt kvalitet på længere sigt har betydning for opretholdelsen af alle andre grundrettigheder [11], hvad der betyder, at dens opfyldelse indtager højere prioritet end de rettigheder, den er betingelsen for [12].

Herudover kan man spørge, om der foreligger en generel pligt for staten til at fremme miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, der bør grundfæstes i en grundlov – et spørgsmål, som kan besvares bekræftende. Dette forudsætter en trusselssituation som følge af en økologisk krise og den antagelse, at enhver i samfundet har en fundamental interesse i opretholdelsen af befolkningens naturlige livsgrundlag og derfor i en samfundsmæssig ’naturkontrakt’.  Eftersom statens definerende grundegenskab er, at den besidder egnede instrumenter til at beskytte dette livsgrundlag – nemlig dens retsskabende funktion og magtmonopol – har den mulighed for at skabe en retstilstand, der tager hensyn til naturen. Dens legitimitet afhænger følgelig af, hvorvidt den opfylder denne opgave. Man kan derfor sige, at miljøbeskyttelse er et nødvendigt statsformål og at ikke-opfyldelse bidrager til at delegitimere statsordenen.

Tredjegenerationsforfatning

I forhold til grundrettighederne kan man tillige argumentere for, at en grøn grundlov har et højere og bredere etisk niveau end f.eks. den eksisterende danske grundlov, fordi den udgør en såkaldt tredjegenerationsforfatning. En førstegenerationsforfatning er en forfatning, der indeholder de grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder (menneske- og frihedsrettigheder) og en andengenerationsforfatning en forfatning, der tillige indeholder sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Forbilledet for førstegenerationsforfatningerne er FN’s internationale konvention om civile og politiske rettigheder [13] og for andengenerationsforfatningerne FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, begge fra 1966 [14]. Den danske grundlov kan beskrives som en typisk førstegenerationsforfatning, der garanterer rettigheder som den personlige friheds og boligens ukrænkelighed, valgret, ejendomsret, erhvervsfrihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed og tillige enkelte andengenerationsmomenter såsom retten til fri undervisning i folkeskolen, skolefrihed og retten til arbejde (som dog stort set er uden forfatningsretlig betydning) og offentlig hjælp [15].

I tilgift hertil indeholder tredjegenerationsforfatninger de såkaldte kollektive eller solidariske rettigheder såsom retten til fred, udvikling, herunder bæredygtig udvikling, og et sundt miljø. Nogle af disse grundrettigheder er relativt nye og i modsætning til første- og andengenerationsrettigheder understøttes de ikke af internationale traktater. Der er tillige tale om positive rettigheder, der forudsætter en pligt for staten til at gøre rettighederne realiserbare, i modsætning til menneske- og frihedsrettighederne, der er negative rettigheder, fordi de pålægger staten en pligt til ikke at gribe ind i borgernes aktiviteter.

Lissabontraktaten som forbillede

Fem typer bestemmelser anses normalt for relevante for de grønne forfatninger: En individuel ret til et sundt miljø, proceduremæssige miljørettigheder (f.eks. ret til forudgående viden om handlinger med betydelige miljømæssige konsekvenser, ret til at deltage i beslutningsprocesser og ret til rekurs for et administrativt organ eller en domstol), regeringspligt til at beskytte miljøet, et individuelt miljøansvar og forskellige andre bestemmelser, herunder de miljøprincipper, der er beskrevet nedenfor.

Konventionel visdom tilsiger ofte, at den ideelle grundlov helst skal være så kortfattet som muligt [16]. Således indeholder det radikale venstres forslag til en ny grundlov fra 2003 blot en enkelt paragraf om miljøbeskyttelse, der foreskriver, at enhver har et medansvar for at beskytte naturen, miljøet og kulturarven og tillige rummer en passus om dyrevelfærd og en regeringspligt til at fremme disse ting. SF’s forslag er ligeledes kort, men lægger dog op til en mere detaljeret og måske mere omfattende regulering af miljøbeskyttelsen, idet det anerkendes, at naturen er forudsætning for alt liv og al værdiskabelse og enhver derfor har en forpligtelse til at sikre, at den sikres for kommende generationer. Udnyttelse af naturen kan kun ske, hvis der er lovhjemmel dertil.

Man bør imidlertid overveje, om en grøn grundlovs effektivitet ikke er proportional med grundigheden og præcisionen af beskrivelsen af miljøbeskyttelsen og dens underliggende principper. Hvis man ser på det i miljøretslig henseende højst udviklede eksempel på en tredjegenerationsforfatning, nemlig EU’s forfatningstraktat – Lissabontraktaten [17] – grundfæster den både kollektive rettigheder og desuden en lang række miljøprincipper, der er slået igennem i international ret og dansk lovgivning. Principperne er med til at understrege, at hensynet til miljøet og bæredygtig udvikling må gennemføres ved hjælp af nye vurderinger af retlige spørgsmål, anderledes prioriteringer af individuelle og fælles interesser, og af virkemidler, der understøtter helhedsorienterede og langsigtede beslutninger.

Om end Lissabontraktaten ikke direkte nævner retten til et sundt miljø, indeholder den et princip om et højt miljøbeskyttelsesniveau [18], hvad der dog ikke er det samme som det højest tænkelige niveau. Det høje miljøbeskyttelsesniveau skal implementeres ved hjælp af et princip om bæredygtig udvikling og et integrationsprincip [19], der har en horisontal, vertikal og instrumental dimension. Horisontal integration implicerer, at miljøhensyn bør inddrages bredt i alle former for lovgivning, vertikal integration at der i lovgivningen skal lægges vægt på sammenhængen mellem regulering på internationalt, europæisk, nationalt og lokalt niveau, og instrumental integration reflekterer samspillet og den indbyrdes afhængighed mellem traditionelle og nyere typer virkemidler [20]. Et andet grundlæggende princip er forhindrings- eller forebyggelsesprincippet, som går ud på, at det er bedre at forhindre at miljøskader opstår frem for at udbedre dem, når skaden først er sket [21]. Forhindringsprincippet udmøntes i et forsigtighedsprincip, der udsiger, at stærk mistanke om en aktivitets miljømæssige skadevirkninger kan retfærdiggøre handlinger, der tager sigte på at begrænse eller forhindre den pågældende aktivitet, før der foreligger endelige videnskabelige beviser for dens eventuelle farlighed [22]. Herudover grundfæstes et kildeprincip, der implicerer, at miljøskader bør ske gennem begrænsning af miljøskader og forureninger på det sted, hvor forureningen bliver til [23], et forureneren-betaler-princip, som indebærer, at forureneren er ansvarlig og betaler for den forurening, den pågældende forårsager [24], og et råstof- og energihusholdningsprincip, der tager sigte på at beskytte fælles ressourcer imod overforbrug [25].

Uanset hvilken model, en grøn grundlov vil have som forbillede, bliver der tale om et historisk fremskridt på området for miljøbevidsthed og miljøbeskyttelse. Man kan derfor håbe på, at der hurtigst muligt nedsættes en grundlovskommission, der ser nærmere på disse problemstillinger. At projektet indtil videre er stillet bero, er i høj grad beklageligt.

Noter:

[1] Regeringen: Et Danmark, der står sammen, Regeringsgrundlag, oktober 2011, s. 61: http://stm.dk/publikationer/Et_Danmark_der_staar_sammen_11/Regeringsgrundlag_okt_2011.pdf

[2] Folketinget: Danmarks Riges Grundlov (Grundloven), 1953: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=45902

[3] David Richard Boyd: The Environmental Rights Revolution, Constitutions, Human Rights, and the Environment, The University of British Columbia, Vancouver, 2010: https://circle.ubc.ca/handle/2429/23334

[4] Henning Koch: ’EF/EU-ret, forfatningstraktat og dansk forfatningsret’, i: Henrik Zahle (red.): Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, s. 46.

[5] Kristian Hvidt: ’Grundlovens historie’, i: Henrik Zahle (red.): Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, s. 1,6 og 8.

[6] Bjarke Larsen og Erling Christensen: Grundlovshåndbogen, Forlaget Pressto, 1999, s. 41-91.

[7] Socialistisk Folkeparti, SF: Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en grundlovskommission, 1998: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=91933

SF: Forslag til Danmarks Riges Grundlov, 2005, https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=98576&exp=1

Det Radikale Venstre: Ny grundlov, Niels Helveg Petersens forslag til ny grundlov, 2003:

http://www.drv.dk/upload/file_8ps7f47kj12ow7au3xxj_36970.pdf

[8] World Wildlife Foundation, WWF: Living Planet Report 2014, Species and spaces, people and places, Gland, http://awsassets.wwfdk.panda.org/downloads/lpr2014_pdf_low_res.pdf

[9] Niels Henrik Hooge: Begreber, argumenter og perspektiver i den økologiske etik, Den Økologiske Arbejdsgruppe, 2008, s. 14-23: http://www.oekogruppe.dk/oekologisketik.pdf

[10] Jens Elo Rytter: Grundrettigheder, Domstolenes fortolkning og kontrol med lovgivningen, Forlaget Thomson/Gad Jura, 2000, s. 32. Se også: Claus Gulmann: ’EFs grundrettigheder – deres virkning i national ret’, i: Morten Kjærum; Klaus Slavensky; Jens Vedsted-Hansen (red.): Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk perspektiv, Jurist- og Økonomforbundet, 1997, s. 481-498, og Lars Nordskov Nielsen: ’Nogle strøtanker om menneskerettighedsbegrebet – og dets brug’, i: Morten Kjærum; Klaus Slavensky; Jens Vedsted-Hansen (red.): Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk perspektiv, Jurist- og Økonomforbundet, 1997, s. 35-43.

[11] Konrad Ott: Folien zu den Vorlesungen Umweltethik I und II, Universität Greifswald, 2007, s. 57. Se også: Jürgen Habermas: Faktizität und Geltung, Beiträge zur Diskurstheorie des Rechts und des demokratischen Rechtsstaats, 1998, Suhrkamp, s. 153-165.

[12] Henry Shue: Basic Rights: Subsistence, Affluence and U.S. Foreign Policy, Princeton University Press, 1980, s. 18-29, 65-87 og 117-118.

[13] Forenede Nationer, FN: International konvention om civile og politiske rettigheder, New York, 1966: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=60860

[14] Forenede Nationer, FN: Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, New York, 1966: https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=60835&exp=1

[15] Peter Germer: Statsforfatningsret, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2012

[16] Hjalte Rasmussen: EU-ret i grundtræk – grundlove, institutioner og lovgivere i EU og Danmark, Samfundslitteratur, 2008, s. 218.

[17] Folketingets EU-Oplysning: Lissabontraktaten, Sammenskrevet med det gældende traktatgrundlag, København, 2008: http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/6e9edf30/ld_euo_lissabon_16.pdf

Peter Nedergaard: Guide til EU's forfatningstraktat, Gyldendal, 2004

Peter Biering; Klavs A. Holm: EU Forfatningstraktaten, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2005

[18] Traktat om Den Europæiske Union, Artikel 3(3) og Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (Lissabon-traktaten), Artikel 191(2).

[19] Iflg. Lissabon-traktatens Artikel 11 skal miljøbeskyttelseskrav integreres i udformningen og gennemførelsen af EU’s politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.

[20] Jan H. Jans; Hans H.B. Vedder: European Environmental Law, Third edition, Europa Law Publishing, 2008, s. 16-25.

Ellen Margrethe Basse; Helle Tegner Anker: ‘Miljøprincipper og traditionelle retlige principper’, i: Ellen Margrethe Basse: Miljøretten, Almindelige emner, Bind 1, 2. udgave, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, s. 116-119.

[21] Jf. Lissabon-traktaten, Artikel 191(2). Forhindrings- eller forebyggelsesprincippet indgår også i dansk lovgivning, f.eks. i planlovens § 1, stk. 2, nr. 4, jordforureningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, miljøbeskyttelseslovens § 1, stk. 2 og havmiljølovens § 3, stk. 2.

[22] Lissabon-traktaten, Artikel 191(2). Fra begyndelsen af 1980erne blev princippet føjet ind i en række internationale konventioner og deklarationer, bl.a. i Rio-erklæringens princip 15, der fastslår, at parterne skal bruge forsigtighedsprincippet for at beskytte miljøet. Forsigtighedsprincippet er f.eks. også implementeret i OSPAR-konventionen, FN’s Rammekonvention om Klimaforandringer og Biodiversitets-konventionen. Forsigtighedsprincippet nævnes ikke i de danske miljøregler, men derimod i nogle af lovforarbejderne. Princippet ligger således bag de krav om risikovurdering og risikomanagement, der er indføjet i miljø- og genteknologiloven som led i gennemførelsen af GMO-udsætningsdirektivet.

[23] Jf. Lissabon-traktaten, Artikel 191(2). Se også: Ellen Margrethe Basse; Helle Tegner Anker: ‘Miljøprincipper og traditionelle retlige principper’, i: Ellen Margrethe Basse: Miljøretten, Almindelige emner, Bind 1, 2. udgave, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, s. 132

[24] Lissabon-traktaten, Artikel 191(2). Der er på én og samme tid tale om et økonomisk effektivitetsprincip, et princip om retfærdig fordeling af omkostninger samt et krav om sikring af en tilfredsstillende miljøkvalitet. Forureneren betaler-princippet manifesterer sig både som et princip, der retter betalingsansvaret imod forureneren og som et brugeren betaler-princip henholdsvis et princip om omkostningsbestemte priser, og forbindes normalt med et krav om, at miljøomkostninger skal internaliseres i producentens almindelige anlægs- og driftsomkostninger, etc. Dette er med til at synliggøre de udgifter, der er forbundet med de ydelser, der stilles til rådighed for borgerne.

[25] Lissabon-traktatens Artikel 191(1) taler om ’en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne’. I dansk ret er råstofhusholdningsprincippet bl.a. formuleret i råstoflovens § 4 og er tillige en del af miljøbeskyttelseslovens formålsdefinition.