Kommentarer til Göran Therborns ”The Killing Fields of Inequality” (Cambridge: Polity, 2013)
Af Walden Bello

Offentliggjort: 16. februar 2015

Lad mig først sige, at jeg er meget taknemmelig for at være blevet indbudt til at være med i panelet ved offentliggørelsen af den seneste bog af en af kæmperne i vores fag, dr. Göran Therborn.

Killing Fields of Inequality begynder med en sund påmindelse til vores fag om hvor længe, det har taget sociologien at nå frem til en engageret undersøgelse af uligheden og dens samdundsmæssige følger. Selvom ulighed voksede til at blive en alvorlig bekymring på andre områder i det tyvende århundredes sidste fjerdedel under indflydelse af den politiske filosof John Rawls og økonomen Amartya Sen, forblev studiet af ulighed i meget lang tid indenfor sociologien liggende som en færdigbehandlet underdisciplin på en hylde under rubrikken ’social lagdeling’ og ’social mobilitet’. Ikke blot blev uligheden frataget sine eksplosive politiske og etiske overtoner i objektivitetens navn af en omverden, der var ivrigt optaget af at fastlægge sine videnskabelige akkreditiver, men den konceptuelle ramme indenfor hvilken akademiske undersøgelser blev udført var også funktionalismen, der dominerede amerikansk sociologi det meste af det tyvende århundrede. Inden for dette paradigme blev der stillet et spørgsmål ud fra et konservativt standpunkt: Hvilken rolle spiller uligheden for opretholdelse af systemet? Et spørgsmål der kun kunne fremkalde konservative svar.

Bogens hovedbudskab er, at lige gyldigt hvordan man ser på det, hvad enten det så er med hensyn til rigdom, uddannelse, status eller hierarki, har de, der ligger i den lave ende af skalaen, kortere livslængde end dem på toppen. Kroniske sygdomme forekommer også oftere. Dette er ikke bare ukomplicerede tilfælde af fejlernæring og dårlig mad, men psykologisk stress fremkaldt af usikkerhed i arbejdet, lav status og ringe kontrol over eget arbejde. På dette område tilvejebringer dr. Therborn en nyttig syntese af den uvurderlige forskning som sociomedicinere som Michael Marmot og Richard Wilkinson har udført. Kort sagt, ulighed dræber og dræber på et tidligt tidspunkt.

Derfra bevæger bogen sig over i en længere diskussion af det, forfatteren anser som de tre typer af ulighed: Livsulighed eller de samfundsmæssigt konstruerede livschancer for menneskelige organismer, eksistentiel ulighed eller den ulige tildeling af identitet og ressourceulighed eller den ulige adgang til ressourcer. Disse tre typer af ulighed virker både hver for sig og gensidigt og afgør omfanget af ”den ulige formåen til i fuldt omfang at fungere som menneskeligt væsen, den ulige formåen til at vælge et liv i værdighed og velfærd under den menneskelige teknologis og videns eksisterende betingelser.”

Dr.Therborns konceptuelle belysning er klar og bringer indsigt, selvom jeg måske som politisk sociolog kunne have ønsket mig en mere dybtgående diskussion af, hvorledes magt producerer ulighed. Magten frembringer og reproducerer den samfundsmæssige uligheds hårde makrostrukturer eller systemer. Magten udøves bevidst gennem samfundsmæssige netværk. Magten er hele tiden til stede i hverdagen, diffust, men som det, der strukturerer den samfundsmæssige interaktion hos de aktører, der deltager i under- og overordnede roller. Politisk magt er diffus og uigennemsigtig og undergraver dermed demokratiets formelle strukturer og vender dem om, så de bliver til mekanismer, der producerer anti-demokratiske resultater. I sine symbolske og ideologiske inkarnationer spiller magten en afgørende rolle for at opretholde uligheden. I den forbindelse ville jeg være interesseret i dr.Therborns udforskning af, hvorledes neoliberalismen som et magtsystem, der afleder sin styrke mere fra symbolske end fra materielle eller politiske ressourcer, har arbejdet for at vende den samfundsmæssige tendens henimod lighed og for at opretholde ulighed. Denne diskussion kunne have ført til en mere komplet forståelse af den ironi, der ligger i, at på højdepunktet af krisen for neoliberalismens økonomiske institutioner fra 2009 til 2014, har vælgerne i den nordlige halvkugles demokratier hovedsageligt vendt sig til konservative, pro-neoliberale partier i stedet for til progressive partier for at redde dem fra krisen.

Hvad jeg måske finder mest interessant i bogen er dr.Therborns diskussion af middelklassen i bogens sidste kapitel. I modsætning til det, der skete i det meste af det tyvende århundrede, hvor det var arbejderklassen – i det mindste på den nordlige halvkugle - der tjente som rambuk for lighed, vil det være middelklasserne i nord og syd, der vil være den afgørende slagmark for kampen for lighed. Dr.Therborn gør ret, når han slår fast, at Seymour Martin Lipsets fejring af middelklassen som demokratiets samfundsmæssige fundament i stigende grad er blevet et tvivlsomt forehavende.

I min egen forskning har jeg først og fremmest mødt middeklassen som en kraft for kontrarevolution, der allierer sig med eliterne, for opretholde ulighedsskabende systemer. Første gang var, da jeg skrev min afhandling om kontrarevolutionens samfundsmæssige basis og dynamik i Chile 1970-73. Der slog middelklassen sig på samme måde, som den gjorde i Italien og Tyskland i 1920erne og 30erne, sammen med eliten imod et program for revolutionær forandring i stedet for at være en kraft for lighed og indgå i en alliance med arbejderklassen og de fattige bønder.

Med andre ord eksisterede kontrarevolutionen allerede der [i Chile], inden den amerikanske destabiliseringsindsats satte ind, den var allerede i det store og hele var determineret af interne klassedynamikker og de chilenske eliter var i stand til at forbinde sig med de middelklassesektorer, der var skrækslagne ved udsigten til, at udsigten til at de fattige sektorer af befolkningen skulle rejse sig med en dagsorden for retfærdighed og lighed. Den amerikanske intervention lykkedes fordi, den blev en [integreret] del af en kontrarevolutionær proces, der allerede var i gang. Det var dengang for resten ikke noget progressive kunne lide at høre, da mange ønskede at se et [for]simplet sort-hvidbillede, dvs. at kuppet mod Salvador Allende blev styret udefra af USA.[i]

Mit andet møde med en politisk mobiliseret middelklasse fandt sted for nylig. Det var i Thailand, hvor middelklassen to gange har været massebasis for militærkup mod regeringer, der var blevet valgt af et overvældende flertal på programmer, der havde til hensigt at forbedre leveforholdene for landdistrikternes fattige. Ved hjælp af de store middelklasseprotester, der førte frem til det i for vejen planlagte militærkup d.22.maj, forhindrede de kræfter, der var imod regeringen, valg i at finde sted med den rationale, at det, som de frækt karakteriserede som det dumme og uuddannede fattige flertal, blot ville bringe korrupte politikere til magten under ledelse af Thaksin Shinawatra, der skulle have bestukket dem med populistiske programmer. Det er ganske enkelt forbløffende, at argumenterne mod princippet om en person, en stemme fra det nittende århundredes politiske kampe for demokrati i Europa og USA nu gentages i et fremskredent udviklingslands politiske system. Sloganet ”reformer før valg”, der mobiliserede akademikerne, de liberale erhverv, kontorarbejderne og små forretningsdrivende, var i bund og grund en opfordring til at lave forfatningsmæssige arrangementer, der skulle forhindre et vælgerflertal, der hvilede på byernes og landdistrikternes fattige, i at få regeringsmagten. Militærjuntaen er nu i færd med at forsøge at smede de forfatningsmæssige mekanismer, der skal sikre, at det fortsat er den royalistiske elite i forbund med Bangkoks middelklasser, der styrer [landet].[ii]

Dr.Therborn har korrekt understreget middelklassens nøglerolle i kampen for lighed og for at være sikker på, at den kommer til at stå på den rigtige side, forslår han tre argumenter, der af de kræfter, der går ind for lighed, kan anvendes til at overbevise mellemlagene eller i det mindste neutralisere dem. Det ene er at påpege omkostningerne ved andre menneskers usselhed. Det andet er at understrege, de oligarkiske eller plutokratiske eliters illegitimitet målt med middelklassens normer for lige bytte, hårdt arbejde, forfremmelse baseret på merit. Det tredje [argument] er at fremmane udsigten til et oplyst, rationelt styret forhandlende og inkluderende socialt og politisk regime, der vil appellere til middelklasseværdier som selvstændighed, rationalitet og ansvarlighed.

Jeg er helt enig med dr.Therborn i, at middelklassen skal involveres i en sådan debat om en fælles, progressiv fremtid. Jeg er faktisk overbevist om, at vi vil være i stand til at få ikke så få af den med på lighedens sag. Men efter at have oplevet middelklassens irrationelle raseri i aktion mod et mobiliseret, marginaliseret flertals krav om lighed i Chile og Thailand, tror jeg, det vil kræve meget mere end oplyst argumentation at overbevise dem om at slutte sig til den rigtige side. Det prøvede jeg i Chile og blev næsten banket af dem, jeg prøvede at inddrage. Jeg var ikke ude for en lignende trussel i Thailand, men man ved at argumentation er virkelig håbløs, når man får dette svar fra en ellers velkendt, liberal akademiker: ”For mig er demokrati ikke den bedste styreform. I den forstand er jeg elitær. Hvis der er mennesker, der er dygtigere, hvorfor så ikke lade dem få mere at skulle have sagt. Hvorfor skulle de ikke kunne komme foran alle andre? Du kan kalde mig Nietzsche-tilhænger.”[iii]

Lad mig slutte med at sige, at denne indsigelse skal ses som en advarsel mere end en alvorlig kritik af et ellers fremragende arbejde. Tillykke, dr. Therborn.

Og tak, alle.


 

[i] For en mere fyldestgørende fremstilling af middeklassens rolle i den chilenske kontrarevolution, se Walden Bello, ”A Very Capitalist Disaster: Naomi Klein’s Take on the Neoliberal Saga,” Review of International Political Economy, Vol 15,No 5, Dec 2008, pp.880-891.

[ii] Med hensyn til middelklassens rolle i at bane vejen for det nylige kup, se Marc Saxer, “Middle Class Rage Threatens Democracy,” New Mandala, 21.januar 2014, http://asiapacific.anu.edu.au/newmandala/2014/01/21/middle-class-rage-threatens-democracy/; see also Walden Bello, “Class War: Thailand’s Military Coup,” Foreign Policy in Focus, 27.maj 2014, http://fpif.org/class-war-thailands-military-coup/

[iii] Interview med en informant, der ønsker at være anonym, Chulalongkorn University, Bangkok, 26. juni 2014.