De druknede flygtninge og det forjættede Europa. Hvad siger venstrefløjen?
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 16. februar 2015

Venstrefløjen bør være for en generøs flygtningepolitik. Asylretten er en grundlæggende menneskeret og det er vor pligt at hjælpe mennesker på flugt. At EU-lande ikke vil tage sit ansvar er ikke et argument for ikke at gøre hvad vi kan. At hjælpe de tusinder som er stuvet sammen i flygtningelejre må ikke stå i modsætning til at hjælpe dem som lykkes at komme til Danmark. Men samtidig må vi også tage stilling til kapitalens arbejdskraftimport og den voksende racisme i Europa.

Et dilemmafyldt område.

Intet område er som flygtningeområdet genstand for politiske slagsmål, og anti-immigration politikere i Europa har medvind med deres primitive budskaber. Om at lukke grænser for bestemte grupper som man ikke bryder sig om, og hvor indvandringen ses som en trussel mod samfundets ”værdier”. Højreekstreme og racistiske budskaber er blevet mainstream, og de etablerede borgerlige og socialdemokratiske partier rykker mod højre for at samle stemmer

EU-kommissionen støtter indvandring af arbejdskraft, men støtter samtidig en brutal grænsekontrol hvor immigranter behandles som en sikkerhedstrussel. Migration er blevet big business med firmaer som driver lejre og etablerer grænsekontrol, og kriminelle som bedriver profitabel menneskesmugling og trafficking. Og de politiske partier skræmmer folk, så vores humanisme og tolerance er alvorligt udfordret. Men det er også komplekse problemer hvor der ikke er simple løsninger. Og derfor må en venstrefløj virkelig besinde sig og ikke reducere problemet, selv om det kan være tiltrækkende.

Folkevandring som følge af fattigdom, naturkatastrofer, krig og forfølgelse gennemsyrer menneskehedens korte historie. Men først med 2. Verdenskrigs massedrab opstod der en kollektiv tænkning om at beskytte ofrene på flugt(FN-konventionerne). Primært som beskyttelse mod forfølgelse, men også med humanitære hensyn. Hele spørgsmålet om arbejdsmigration forblev ureguleret, og i dag udbyttes den vandrende arbejdskraft stadigt billigere på et globalt marked. Kapitalen og de generelle monopoler ønsker fri bevægelighed for arbejdskraften efter deres kapitalbehov. Venstrefløjen og andre demokrater har altid kæmpet for asylretten, primært for politisk forfulgte. Karl Marx er en af de mere kendte flygtninge som fik asyl. Men venstrefløjen udfordres også i dag på flygtningespørgsmålet. Hjemligt har vi set hvordan SF for at få regeringstaburetter pludselig vendte på en tallerken og blev strammere.

Og EU er kendetegnet ved en restriktiv flygtningepolitik, hvor stadigt flere flygtninge fra Mellemøsten og Afrika lever under fængselslignede forhold i lejre, værst i Østeuropa og Grækenland.

Positioner: Grænsekontrol eller bevægelsesfrihed.

Venstrefløjens position må absolut være den humanistiske. At vi er åbne for menneskers frie muligheder for at kunne bevæge sig på tværs af grænser, og at beskyttelse af flygtninge som er forfulgte eller ramt af krig eller naturkatastrofer har første prioritet. Og det er værd at bemærke at det er de fattige lande i Mellemøsten og Afrika som i dag bærer de største ”byrder”, ikke det rige vesten. Men det kan ikke kun reduceres til et humanitært spørgsmål.

Flugt fra fattigdom har altid været et stærkt motiv for at rejse væk. Og mange samfund er i dag helt afhængige af den indvandrede arbejdskraft (USA og i voksende omfang Europa). Social dumping problemerne er en afspejling af denne udvikling. Og vi er man regulerer stramt gennem regulære slavelignende kontrakter (Golfstaterne eks.), og EU taler om ”cirkulær migration” forstået at de skal rejse hjem når der ikke længere er brug for dem.  Ekstreme positioner vinder frem. Nationalistiske og racistiske partier propaganderer: „Luk grænserne“, og retter især hadet mod muslimerne.

Overordnet kan man tale om „grænse management“ på den ene side og  „fri bevægelsesfrihed“ på den anden side.  Og hvor EU`s Frontex grænsekontrol er dødelig i sine konsekvenser for de mange ender livet i Middelhavets store kirkegård. Positioner som er hinandens modsætninger, og dilemmaet for venstrefløjen er, især når man nærmer sig regeringsansvar eller har regeringsansvar.

Man kan tale om enten idealistiske eller realistiske positioner. Men vi kan også nævne Marx og Engels`s positioner fra Manifestet: „Man har endvidere bebrejdet kommunisterne, at de skulle have til hensigt at afskaffe fædreland og nationalitet.  Arbejderne har ikke noget fædreland. Man kan ikke tage fra dem, hvad de ikke har. Da proletariatet først må erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse, konstituere sig selv som nation, er det altså selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige”.

I kampen for socialisme må vi ikke være nationalt snæversynede, også forstå og støtte flygtninges og arbejdsmigranters interesser ligesom vores „nationale arbejderklasse“.Men ikke til at man spiller arbejdere ud mod andre arbejdere. Derfor må venstrefløjen også bekæmpe kapitalens fri arbejdskraftimport og  den voksende racisme, hvor man sætter arbejder op mod arbejder. EU tillader kynisk at man importerer og udnytter arbejdskraft under slavelignende forhold, medens man samtidig bygger en mur op imod verden udenfor som tvinger flygtninge til at lægge deres liv i hænderne på menneskesmuglere.

Og her er en konsekvent holdning til vestens imperialisme og krigspolitik central, for at forstå hvorfor folk flygter.  Det medfører en voldsom vækst i flygtningestrømmen til Europa, og EU har valgt en meget restriktiv og passiv holdning og bygger mure mod omverdenen. Som en konsekvens ser vi paroler som „FRIHED og IKKE FRONTEX“  ligesom omfanget af selvstændige aktioner og demonstrationer fra emigranter er voksende. Markant i deres støtte til disse aktioner har været NGO`er, medens dele af venstrefløjen har været mere reserveret. Og hvor disse kampe kædes sammen med den generelle kamp mod nedskæringer i EU og krig og nød i Mellemøsten og Afrika(1)

Migranternes kampe: De usynliges oprør og civil ulydighed.

Emigrantkampe danner stærke billeder og lader sig ikke så let fortrænge, ikke mindst de mange flygtninge ved Calais i Frankrig som prøver at krydse Kanalen med alle desperate midler, og gang på gang kommer i medierne. Og i Danmark kan man erindre om de 60 afviste irakiske flygtninge som i 2009 søgte tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro. Hvor Politiet trængte ind i kirken og efterfølgende tvangsudsendte flygtningene til Bagdad. Partierne fra Socialdemokrater til Dansk Folkeparti støtte rydningen, hvorimod Enhedslisten og vensterfløjen fordømte rydningen.

Eller aktionen „ NO FINGERPRINTS“ på øen Lampedusa i 20 juli 2013, hvor en gruppe afrikanske flygtninge kollektivt demonsterede med deres bannere udenfor flygtningelejren, efter i mere end ti dage at have modsat sig at give deres fingeraftryk til myndighederne. Og hvor øen igen 10 uger senere blev et symbol på EU`s dødelige grænsekontrol-regime, da 360 bådflygtninge druknede d. 3. Okt. 2013.

Efter internering i lejre på øen, har myndighederne taget fotos og fingeraftryk for at overholde EU-reguleringen: DUBLIN II, som siger at en flygtning skal forblive i det land hvor man først er registreret.

Og NO FINGERPRINTS aktionen lykkedes, hvor man efter forhandlinger fik garanti for at blive overført til det italienske fastland uden at få taget fingeraftryk. Og med pavens besøg på øen og pavelige appel om at hjælpe flygtningene og progressive borgmestres mellemkomst, så vandt „de usynlige“ en sejr over myndighederne og EU systemet.

EU`s grænse er pivåben.

8 migranter på vej til de rige lande dør hver dag, og flertallet er på vej til Europa, siger IOM i de seneste opgørelser. Omkring 40.000 mennesker er døde på ruterne de sidste 14 år, og mere end halvdelen 22.000 er forsvundet på vej til Europa(2)

Havde vi ikke Middelhavet som barriere mod Afrika og Mellemøsten, så ville EU sikkert have etableret en mur som ved USA`s grænse ved Rio Grande mod Mexico.

Og laver man en kynisk beregning på hvad Middelhavet betyder som en naturlig barriere mod flygtninge-strømmen fra Afrika og Mellemøsten, så har EU uden tvivl overskud på kontoen i forhold til USA`s investeringer i grænsekontrol.

Europas baggård er fyldt med fattigdom, kriser og korruption som følge af årtiers krav om krav om blind underkastelse i forhold til IMF, Verdensbanken og de gamle europæiske stormagters tro på at der ikke ville komme en reaktion en dag.

Italien har været i fokus længe, ikke mindst fordi sejlruten fra Afrika og rejseruten til Nordeuropa her er kortest.  Og med Libyens brutale opløsning af et aggressivt NATO, og nu en ”fejlslagen stat” uden centrale myndigheder, så har det skabt ekstremt favorable betingelser for menneskesmuglere, som f.eks. kan tjene 1 mill $ på at sejle 450 mennesker til Italien, og med næsten ingen risiko for at blive taget. Flygtninge som i årevis har levet i lejre i Afrika, har nu set muligheden for at kunne komme til Europa.

Italien har båret og bærer fortsat store økonomiske byrder mht. at tage imod flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. Og gennem aktionen ”Mare Nostrum” har Italien vist et selvstændigt initiativ, til at hjælpe nødstedte flygtninge som i stort antal drukner i Middelhavet i deres rejse mod Europa.  Mere end 360 mænd, kvinder og børn omkom da en overfyldt båd kæntrede ved Lampedusas kyst. Og kom på nyhedssiderne globalt og udløste en stor humanitær reaktion båret af Italien. Men Italiens ministerpræsident Renzi begik løftebrud, da han på årsdagen for Lampedusa ulykken lovede at Mare Nostrum ville fortsætte indtil EU kom med noget som var lige så godt eller bedre. Men nu stoppede Italien sin indsats med henvisning til sin økonomi og EU`s ansvar, og i stedet for patruljesejlads på åbent hav, patruljerer en EU-finansieret flåde(TRITON indsatsen ledet af EU`s organ for grænsekontrol: FRONTEX) nu kun indenfor 30 sømil fra land.

Men selv med 5 krigsskibe og flyovervågning i farvandet mellem Sicilien og Afrika, så mener FN at omkring 3500 flygtninge er druknet i 2014. Vi er nu tilbage ved ”business as usual”, dvs. en situation hvor regeringerne i EU lukker øjnene og kortsigtet tænker på at øge bevogtningen af ”Fort Europa”.

Og eksperter i migration forventer nu en drastisk øgning af flygtninge som i 2015 vil omkomme på den usikre sejlads til Europas kyster, som følge af den reducerede indsats. Og der peges på hykleriet i et EU som har hylder humanitære konventioner og principper, men lukker øjnene for virkeligheden. Manglen på alternative ruter til Europa får mange til at vælge den farlige sejlads til Italien, ligesom den organiserede menneskesmugling tjener enorme summer på denne trafik.

Frontex prioriterer overvågning af EU`s grænser, men har ikke ressourcer til effektivt at redde liv, og hardlinere i EU, her især UK, mener at øget aktivitet blot vil opfordre flere til at krydse Middelhavet.  Dvs. lad dem blot drukne. Og med investering i mere overvågning og privatisering gennem Eurosur (European Border Surveillance System) så er det gyldne tider for drone- og sikkerheds-industrien.

Men en vigtig årsag til den store trafik, er også muligheden for at kunne betale menneskesmuglere for at komme til Europa. At der er alternative rejseruter til Europa, hvor man ikke spørger efter papirer mod cool cash. Og med et EU stadigt mere optaget af egne problemer, så kan man beklage at der ikke adresseres en mere global tilgang til problemet, som f.eks. fred og stabilitet i de flygtningeproducerende lande med økonomisk bistand.

Teresa Hayter har i bogen Open Borders: The case against immigration control (3) peget på at EU`s Fort Europa og grænsekontrollen blot har ført til grove overtrædelser af menneskerettigheder i de mange lejre, som er fyldt op med mennesker på flugt, som nedbrydes psykisk og fysisk og uden udsigt til en fremtid. Hayters radikale position er at det er bedre helt at fjerne grænsekontrollen, da den er årsag til enorme lidelser. Både ved den rige verdens grænser og for de som lever som minoriteter indenfor disse grænser.

En åben indvandringspolitik vil øge antallet som vil rejse ”hjem” og øge omfanget af økonomiske overførsler ( remittances), som i dag er større end den internationale bistandshjælp. Men selv om intet tyder på at denne politiske position vinder frem, så er det vigtigt at lade sig inspirere af Teresa Hayters væsentlige pointer om det brutale immigrations regime vi ser udfolde sig i dag.

Venstrefløjens principielle position bør være:

At tage udgangspunkt i antiracisme og international arbejdersolidaritet.

At kampen mod krig, imperialisme og nykolonialisme er i centrum.

At holdningen til flygtninge-og indvandringspolitik er humanistisk og bygger på FN`s konventioner om universelle rettigheder.

At sige nej til Dublin-konventionen og etablere humanitære korridorer til Europa, ikke mindst for krigsflygtninge.

At national selvbestemmelse bruges til at sikre en progressiv flygtninge-og indvandringspolitik.

At deltagelse i politiske aftaler skal forbedre flygtninges rettigheder, ikke forringe dem. Se forslag fra Refugees Welcome(3)

At palæstinenserne har ret til at vende hjem.

At vi støtter en social og økonomisk udvikling  i de flygtningeproducerende lande gennem målrettet bistand og samarbejdsaftaler. Eks. nemmere adgang til at få visum.

Eksempler på venstrefløjens flygtningepolitik, Danmark, Grækenland og Sverige.

Danmark: Enhedslistens politik

Enhedslisten har søgt at påvirke regeringen, men også har måttet konstatere at centrum-venstre regeringen, nu SR og før med SF, rykker mod højre. Her i Danmark er det især Refugees Welcome, Asylret og Bedsteforældre for Asyl, som har fungeret som vagthunde i forhold til asylsystemet.

Enhedslisten har været med i en asylaftale fra sept. 2012 med regeringen og LA. Og akilleshælen i en sådan aftale er jo at når man anerkender et asylsystem, så skal man også afvise dem som ikke får asyl. Og der foregår hele tiden tvangsmæssig udsendelse af afviste asylansøgere.

Det forudsætter et velfungerende asylsystem med betryggende retssikkerhedsgarantier og med en rimelig grad af sikkerhed for, at de forfulgte rent faktisk får asyl.  Asylsystemet fungerer i dag hvor en myndighed (nu Udlændingestyrelsen) træffer afgørelse i første instans, hvorefter sagen - i tilfælde af afslag - indbringes for det domstolslignende organ Flygtningenævnet.

Disse afgørelser kan ikke ankes til domstolene, hvad der kritiseres af foreningen Asylret og Bedstemødre for Asyl. Og af Refugees Welcome som vil indføre en uafhængig klageinstans og adgang til Ombudsmanden. Her tænkes f.eks. på de som kan være fejlbehandlet i asylsystemet og/eller ikke tør rejse hjem.

Og man ser afslag til fx afghanere, der sendes hjem til et krigshærget og nødlidende land, og reelt ender på gaden. Se Arbejderen 23-25.jan 2015: ”Afghanske familier tvangshjemsendes igen”. At hjælpe ”illegale flygtninge” er kriminaliseret med bøde og fængsel op til 2 år. Dette giver etiske og praktiske dilemmaer for venstrefløjen hvor hjælpearbejdet kan blive en nødvendighed og civil ulydighed en pligt.

Centrale punkter har været(jf. information fra Folketingsgruppen ved Niels Rohleder):

Enhedslisten afviser stramning af asylregler for krigsflygtninge.

Enhedslisten ønsker en forbedring af flygtninges og asylansøgeres retssikkerhed.

Enhedslisten er kritisk over for, at Flygtningenævnets afgørelser ikke kan indbringes for domstolene.

Enhedslisten mener, at politiets og Udlændingestyrelsens samtaler med asylansøgerne skal optages på lydfiler.

Kriterierne for humanitær opholdstilladelse (når man har fået afslag på asyl) er alt for stramme.

Enhedslisten vil forbedre forholdene for uledsagede mindreårige asylansøgere

Resultater har været:

Asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet: I september 2012 indgik Enhedslisten en aftale med regeringen og LA om asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet og til udflytning fra asylcentrene Aftalen markerer et brud med årtiers syn på asylansøgere som nogle, der er uden for samfundet og anbragt på asylcentre langt ude på landet. Aftalen er omsat til lovgivning i foråret 2013. Aftalen handler både om de asylansøgere, der har deres sag til behandling hos Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, og de afviste asylansøgere, der har fået besked om, at de skal forlade landet, men ikke har gjort det endnu.

Asylansøgere, der har deres sag til behandling, får adgang til udflytning og arbejde efter seks måneder. Børnefamilier, der har ventet mere end et år efter endeligt afslag, får adgang til at flytte ud fra centrene. Det er en forbedring i forhold til VK-regeringens ordning, hvor de skulle vente i halvandet år.

Ændring af Flygtningenævnet: I forsommeren 2012 vedtog regeringspartierne og Enhedslisten en ændring af Flygtningenævnets sammensætning, så Dansk Flygtningehjælp igen får mulighed for at udpege repræsentanter. Dermed er der større chancer for, at relevante asylretlige problemstillinger bliver vendt grundigt i hver enkelt asylsag. Ændringen er et godt bidrag til en forbedret retssikkerhed for asylansøgere.

Børnefamilieydelser: Under forhandlingerne om finansloven for 2013 i november 2012 lykkedes det trods regeringens modstand Enhedslisten at få gennemført, at nytilkomne flygtninge og personer med humanitært ophold kan få børnefamilieydelser med det samme og ikke skal optjene retten over en toårig periode. Ændringen har stor betydning for de enkelte familier – især naturligvis for enlige forsørgere med flere børn.

Folkepension til flygtninge. Med finanslovsaftalen for 2015 genindføres flygtninges ret til folkepension. Dermed sikres, at ældre flygtninge ikke tvinges til at leve på et eksistensminimum. 

Syrizas program fra 1. kongres.

Her går man til de strukturelle årsager, den globale kapitalisme og peger på både kort-og langsigtede løsninger. Og Grækenland er i dag et helvede at være flygtning i…og flere EU lande, bla. Danmark sender ikke flygtninge tilbage til Grækenland, selv når det er første asylland.

Men Syriza`s nylige valgsejr sætter også de politiske erklæringer under pres:

Leverer Syriza ikke hurtigt resultater økonomisk, vil man ikke kunne neutralisere det yderste højre, og flygtningespørgsmålet vil kunne smadre Syrizas politiske muligheder. For mange af Syrizas vælgere ønsker også at der sættes en bremse på flygtningestrømmen til Grækenland. Med en koalition med De uafhængige grækere, som er anti-immigrant, kan det være svært at se reformer til gavn for flygtningene. Men til Syrizas kredit tæller at de straks efter valgsejren var ude og tage afstand fra dæmonisering af migranter, koncentrationslejre og grænsemure. Og med et budskab om at børn af migranter født i Grækenland er sikret statsborgerskab(5).

Programmet bringes hermed til inspiration:

”Den globale kapital fortsætter med at udbygge sin profitmargin i landene i den Tredje Verden, hvor lokale krige raser og hvor store migrantstrømme og flygtningestrømme bliver skabt”

Vi forholder os til immigrationsspørgsmålet i alle dets facetter (humanitært, klassemæssigt og internationalt). De store bølger af immigranter er et resultat af den neoliberale, kapitalistiske globalisering, der rykker mennesker op med rode, enten fordi den gør dem til ofre for krig, eller fordi den tager de helt fundamentale overlevelsesmidler fra dem. Økonomiske og politiske migranter eller flygtninge er dagens fordømte her på jorden. Situationen i Manolada(hvor migrantarbejdere blev skudt, forf.) beviser det. Den europæiske immigrationspolitik er nødt til at blive ændret omgående, således at den reflekterer en ide om delt europæisk ansvarlighed. I samme sammenhæng er vi nødt til at se på de enkelte landes muligheder for at modtage flygtninge og på, hvordan vi forhindrer, at immigranterne får underbetalt arbejde eller udnyttes på andre måder. Dublin II deklarationen og Den Europæiske Pagt vedrørende immigration og asyl må forkastes, således at flygtninge eller immigranter får lov til frit at bevæge sig til et andet land, hvis de ikke ønsker at blive her. Opholdstilladelser og arbejdstilladelser, der blev fjernet i forlængelse af stramningerne i vilkårene de seneste år, må tilbagegives til flygtninge og immigranter. Det er af afgørende betydning, at der indføres nye regler for immigranter uden papirer, som har arbejdet i Grækenland i en årrække. Immigranter der har arbejde må behandles rimeligt og ordentligt, og græsk statsborgerskab skal umiddelbart gives til børn født i Grækenland. Vi agter at lukke dagens inhumane flygtningelejre og åbne nye centre, hvor immigranterne vil være i stand til at leve et værdigt liv”(6)

Sverige og Vensterpartiet.

Sverige har i dag den mest generøse flygtningepolitik i EU, og det er et signal som har betydet at mange flygtninge sætter kursen direkte mod Sverige. Og svenske politikere har dannet politisk front mod det yderste højre, Sverigesdemokraterne, i stedet for at rykke mod højre, som er tendensen i Europa.

Vensterpartiet siger i den svenske Rigsdag(7):

”Vänsterpartiet vill skapa en mänsklig och generös flyktingpolitik i Sverige och Europa. Alla ska ha möjlighet att söka skydd undan förföljelser och alla ska få sina asylskäl prövade på ett rättssäkert sätt. För att det ska bli verklighet behöver vi avskaffa Dublinförordningen och låta de asylsökande själva bestämma vilket land de vill söka asyl i. Dessutom krävs en rad ändringar i utlänningslagen för att säkerställa att skydds-behövande och migranter får sina mänskliga rättigheter tillgodosedda och att de ges en rättvis och rättssäker prövning av skyddsskäl eller andra skäl för uppehållstillstånd.

Ingen skall avvisas till länder där det råder väpnad konflikt och kvinnors och HBT-personers (forf.:  homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner)  flyktingskäl måste väga tyngre än vad de i dag gör. Papperslösa och gömda måste få stärkta rättigheter på arbetsmarknaden, deras barn ska ha rätt att gå i skolan och alla i Sverige ska ha rätt till vård på lika villkor.

Handläggningstiderna för ärenden om uppehållstillstånd är ett problem. Att människor fastnar i den ovissa väntan som asylprocessen innebär, är förödande. Därför föreslår Vänsterpartiet att en bortre gräns på 18 månader ska införas i asylprocessen.

Vi vill att staten ska ha det övergripande ansvaret att ta emot flyktingar och migranter till Sverige. Flyktingmottagandet ska därför ha en tydlig nationell styrning och tillräcklig statlig finansiering.

Vi vill lagstifta om att alla kommuner ska dela på ansvaret och ta emot flyktingar. Vi vill att barnperspektivet ska vara det överordnade och vill göra FN:s Barnkonvention till svensk lag”

Litteratur:

  1. Se www.noborder.org og www.kompass.antira.info
  2. Le Monde Diplomatique: Europa stenger grenserne, Nr. 11, 2014 og International Organisation for Migration (IOM): http://www.iom.int/cms/en/sites/iom/home.html
  3. Teresa Hayter: Open Borders: The case against border control, London, 2000. Se også anmeldelse i New Left Review, 12, nov-dec 2001.
  4. Refugees Welcome. En dansk hjælpeorganisation: http://refugeeswelcome.dk/om-os/. Se også Welcome to Europe: www.w2eu.info
  5. Greek Left Review: What Greece΄s new government mean for migration policy? https://greekleftreview.wordpress.com/2015/02/04/what-greece%ce%84s-new-government-mean-for-migration-policy/#more-29118
  6. Syrizas program fra 1. Kongres, oversat i Kritisk Debat: http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1303
  7. Vensterpartiet i Sverige om modtagelse af flygtninge:
    http://www.riksdagen.se/sv/Dokument-Lagar/Forslag/Motioner/Flykting–och-migrationspoliti_H102Sf220/?text=true