Problemet er kapitalisme
Af Fred Magdoff

Offentliggjort: 16. februar 2015

Dette oplæg blev holdt den 20. september 2014 på ’New York City Climate Convergence’ - et stort alternativt topmøde for klimaaktivister arrangeret af bevægelsen ’System Change Not Climate Change’ og ’Global Climate Convergence’. Mødet holdtes forud for ’The Climate Summit 2014’ også i New York, hvor til FN’s generalsekretær Ban Ki-moon havde inviteret regeringsledere samt ledere fra den private sektor og civilsamfundet.

A. Miljøkrisen

"Miljøkrisen" er faktisk en række kriser, herunder følgende:

  1. klimaændringer
  2. forsuring af havene (relateret til forhøjede atmosfæriske CO2-niveauer)
  3. forurening af luft, vand, jord og organismer med skadelige stoffer
  4. nedbrydning af landbrugsjord
  5. ødelæggelse af vådområder og tropiske skove
  6. tiltagende udryddelse af arter

Disse kriser har generelt påvirket de fattige mere end de rige og vil sandsynligvis fortsætte med at gøre det. Det gør det endnu vigtigere at fremme kampen for miljømæssig retfærdighed som en integreret del af kampen for et sundt miljø.

B. Foreslåede "løsninger" er baseret på hypoteser om årsag(er)

 

C. Foreslåede årsager til krisen

Den berømte Walt Kelly "Pogo"-tegning - "Vi har mødt fjenden, og han er os" - dækker de fleste af de "årsager", der er blevet foreslået som forklaring på de forfærdelige miljømæssige kriser. Nogle af disse er skitseret nedenfor.

Tegningen antyder, når den anvendes i forbindelse med en miljømæssig diskussion (og jeg har været vidne til dens anvendelse på denne måde af en førende miljøekspert), at hvert enkelt menneske - eller alle mennesker tilsammen - er ansvarlige for, hvad der piner miljøet og os.

Her er en række almindelige forklaringer på de miljømæssige kriser:

  • Der er for mange mennesker i verden, og vi er nødt til hurtigt at reducere befolkningstilvæksten - som regel afspejles dette i en opfordring til fødselskontrol i den fattige verden, især i Afrika. Men som en overskrift i the Guardian fra blot et par dage siden sagde, "Det er ikke overbefolkning, der forårsager klimaændringerne, det er overforbrug." Artiklen slår fast, at "Afrikas befolkningstilvækst ofte er knyttet til økologiske risici - men den virkelige fare ligger i Vestens uendelige appetit på ressourcerne". [1] Hvis man ser lidt nærmere på dette, vil man opdage, at Verdensbankens økonomer vurderer, at verdens rigeste 10 procent forbruger næsten 60 procent af ressourcerne. Således kan man godt konkludere, at der faktisk er et befolknings problem: der er for mange rige mennesker, der lever for fedt! Problemet er bestemt ikke de fattige i verden, der spiser så lidt og bidrager forsvindende lidt til ressourceforbrug og forurening. Prævention blandt fattige mennesker – en mulighed som bør være en menneskeret - hjælper ikke til med at løse de miljømæssige kriser.
  • Det er bare den menneskelige natur - vi er alt for grådige og bekymrer os ikke om fremtiden. For dem, der indtager denne stilling, er der helt klart intet håb.
  • Nogle siger, at mennesket har udviklet en "dominans etik", og at vi har brug for nye etiske regler, som vi på en eller anden måde kan skabe og indpode i mennesker i mangel af en ændring af det sociale og økonomiske system.
  • Det er vores filosofi, der er problemet - vi følger en "evig vækst filosofi" eller "paradigme", og vi har brug for en ny ikke-vækst filosofi (jeg formoder, at vi derfor bør studere filosofi og komme op med en ny).
  • Folk køber ikke de rigtige varer - hvis vi alle købte "grønne" produkter, kunne vi løse problemet = grøn kapitalisme. Dette omfatter køb af mere effektive biler, af grønne husholdningsartikler, tøj, mad, etc. Så fortsætte med at købe ind som før, men bare købe bedre produkter.
  • Problemet er fokus fra økonomer og kloge hoveder på vækst i bruttonationalproduktet (BNP). Hvis blot økonomer ville fokusere deres opmærksomhed på noget andet … lige som Gross National Happiness [2] … så vi kunne blive guidet i en bedre retning. Hele forestillingen om, at den økonomiske vækst i en kapitalistisk økonomi på en måde er et resultat af nogle menneskers fokus på BNP er ret mærkeligt - for nu at sige det mildt.
  • Det er industrisamfundet, som er problemet - vi har brug for at vende tilbage til et før-industrielt samfund. Dette vil forudsætte en del færre mennesker (milliarder). Dette er en variation af det tema, der siger, at der bare er alt for mange mennesker; men denne vinkel tiltaler en anden målgruppe end dem, der mener, at der bare er alt for mange mennesker.
  • Den næste foreslåede "årsag" er ikke at bebrejde folk men i stedet at begynde at indse, at måske er det måden, som økonomien virker på, der kan være problemet. Tilgangen anser kapitalismens "eksternaliteter" for at være problemet - ikke selve systemet. Disse "biprodukter" ved at drive forretning bliver – set med selskabernes øjne - sociale omkostninger (som de så ikke betaler for), der påvirker os alle, og som vi alle betaler for. De, som hævder, at eksternaliteterne er problemet (og ikke blot symptomet) mener, at vi bør anvende en markedsbaseret tilgang, lovgivning og regulering for at løse systemets "eksternaliteter". Dette omfatter a) reform af finansieringen af de politiske kampagner (for at fjerne pengenes magt i politik); b) nye forretningsmodeller; c) fremstille produkter, der vil være mere holdbare, multi-anvendelige og lette at reparere - med komponenter, der kan genbruges eller omdannes; d) privatisere og markedsføre eller handle med "økosystemtjenester"; e) omsættelige CO2-kreditter; f) CO2-reduktions ordninger [3]; g) anvendelse af "forsigtighedsprincippet" i alle de økonomiske aktiviteter, etc.

Og nu har en ”prestigiøs” komité offentliggjort en rapport, som hævder, at det at tackle systemets eksternaliteter i virkeligheden ikke vil koste noget overhovedet. En New York Times-artikel om rapporten tidligere i denne uge bærer overskriften "At tackle klimaændringer fører ikke til nye omkostninger, siger en rapport.” [4] Artiklen fortsætter således:

”En global kommission vil annoncere sin konklusion på tirsdag, nemlig at en række ambitiøse foranstaltninger for at begrænse emissionerne vil koste ca. 4000 milliarder dollar i løbet af de næste 15 år, ca. 5 procent over det beløb, der sandsynligvis alligevel ville blive brugt på nye kraftværker, kollektiv trafik og anden infrastruktur.

Når der tages hensyn til de sekundære fordele ved en grønnere politik – som fx lavere brændstofomkostninger, færre for tidlige dødsfald som følge af luftforurening og reducerede sundhedsudgifter - kan ændringerne ende med at spare penge, i følge nogle af resultaterne fra gruppen ’The Global Commission on the Economy and Climate’.” [5]

Rapporten selv – ’Better Growth, Better Environment’ - indeholder en litani af ting, der skal gøres for at behandle "eksternaliteterne". Og nogle af disse giver faktisk mening . . . på en måde. For eksempel er et af forslagene i en ti-punkts global handlingsplan (# 7): "Gør forbundne og kompakte byer til den foretrukne form for byudvikling ved at tilskynde til bedre styret byvækst og prioritere investeringer i effektiv og sikker kollektiv trafik. " Nå, hvem vil argumentere mod det, bortset fra de byudviklere, der ønsker frie tøjler til at bygge, hvad de vil, og hvor de ønsker det? Indholdet af rapporten, herunder den globale handlingsplan, antager, at det kapitalistiske system er rationelt, og at tingene sker, fordi de giver mening. Der er dog et lille problem med denne antagelse - det kapitalistiske økonomiske system er ikke rationelt, og hvad der generelt sker - i fraværet af omfattende folkelige kampe - er i overensstemmelse med ønskerne fra de rigeste og mest magtfulde økonomiske kræfter. Og disse mennesker interesserer sig for at gøre det lettere og mere rentabelt i deres jagt på at akkumulere kapital. Vi bør naturligvis ikke blive overrasket over, at en komité, der omfatter sådanne berømtheder som den tidligere præsident for Mexico (Felipe Calderón, formand), formanden for Bank of America (Chad Holliday), præsident og CEO for Bloomberg LP (Dan Doctoroff), og den administrerende direktør og CEO for Verdensbanken (Sri Mulyani Indrawati) kunne præsentere en rapport baseret på den fejlagtige antagelse, at det kapitalistiske økonomiske og politiske system er rationelt.

D. Hvad er anderledes i dag sammenlignet med de førkapitalistiske miljøskader forårsaget af mennesker?

  • Der er flere mennesker, og vi er spredt over det meste af klodens lettest beboelige områder;
  • Der sker mere hyppigt ødelæggelser i de fleste steder med intens økonomisk aktivitet – dvs. med udvinding og forarbejdning af råvarer og produktion af forbrugsgoder;
  • Anvendelse af moderne udstyr og teknikker forårsager hurtigere skade over større områder (tænk fx på tjæresand eller fjernelse af bjergtoppe, for eksempel); og
  • Kapitalismen er et økonomisk system, der ikke har nogen grænser og heller ikke respekterer nogen. For så vidt angår selskaber gælder der ikke sådan noget som ’tilstrækkelig vækst’ eller et ’tilstrækkeligt stort overskud’.

E. Hvad er der ved kapitalismen, der gør det til et så destruktivt system - socialt og miljømæssigt?

Kapitalismens økologiske akilleshæl skyldes ikke de såkaldte ’eksternaliteter’, hvor skadelige de end er, men snarere dens indre logik eller systemets indre love, hvordan dens DNA fungerer.

Der er meget forvirring om kapitalismen og sammenblanding af det kapitalistiske system med markeder (der har eksisteret markeder længe før kapitalismen), eller det såkaldte (og ikke-eksisterende) ’frie marked’. Der er dem, der tror - i modsætning til alle beviser - at kapitalismen er lig med demokrati.

Men for at forstå systemet lidt mere grundlæggende, må vi undersøge det lidt dybere. Kapitalismens indre funktioner driver væksten: systemet er kun ’sundt’, når det er i hastig vækst; i perioder uden vækst, eller med meget langsom vækst, er systemet i krise - med negativ resultat til følge for mange mennesker. På den anden side er netop langsom vækst bedre for miljøet.

Dette behov for vækst, som følger af kapitalisters stræben efter at akkumulere profit og drivkraften for at opnå den, anfægter hvad den økologiske økonom Herman Daly har kaldt ’Umulighedens teorem’ - uendelig vækst på en begrænset planet er ikke mulig. Vi vil til sidst løbe tør for ressourcer! Dette en af pointerne ved bogen ’Grænser for vækst’ (Donella H. Meadows, et al.) [6], hvis fremskrivninger har vist sig bemærkelsesværdigt tæt på, hvad der egentlig er sket.

Den dynamiske del af kapitalismen – dét, som gør systemet kapitalistisk - er bedst karakteriseret ved M-C-M' [Penge-Varer-Penge - o.a.], hvor penge (kapital) bruges til at bygge en fabrik, indkøbe maskiner og råvarer, ansætte arbejdere – alt sammen med det formål at producere en vare, der er så sælges for mere end sine produktionsomkostninger (det samme gælder i princippet også for tjenesteydelser).

Systemet er baseret på et drive efter fortjeneste, uden ende. Det er baseret på, at det er en lille del af befolkningen, der ejer produktionsmidlerne - og at det store flertal behøver at arbejde for andre for at tjene til føden. I et sådant akkumulationssystem er der ikke noget, der hedder nok overskud. Eller nok varer og tjenester, der kan sælges. Kapitalisten bruger noget af overskuddet på et liv i luksus, men investerer resten i den samme eller i andre virksomheder. M-C-M' fører til M'-C-M'' til M''-C-M''' og så videre.

Virksomheder og selskaber konkurrerer med andre, der laver de samme eller meget lignende produkter / ydelser. For at overleve i konkurrencen må det enkelte selskabs markedsandele vokse. Der var en artikel i New York Times Sunday Magazine sidste år om junk food-industrien, som indeholdt en beskrivelse af selskaber, "som kæmper mod hinanden for, hvad de kaldte, "maveandelen” – dvs. den mængde af befolkningens fordøjelseskapacitet, som ethvert produkt kan erobre fra konkurrenterne." [7]

Konkurrencen kan også føre til, at man bare købe konkurrenterne ud.

Men uanset hvad er en stigende koncentration af den økonomiske aktivitet nu i hænderne på stadigt større selskaber. Indtægterne for de top fem hundrede globale virksomheder er nu i intervallet 35-40 procent af verdens indkomst. Selv om vi er i den fase af kapitalismen, som er kendt som monopolkapitalisme, konkurrerer de store virksomheder med hinanden, selv om det normalt ikke sker ved hjælp af cutthroat-prisnedsættelser. [8]

Seks selskaber - Syngenta, Bayer, BASF, Dow, Monsanto og DuPont - kontrollerer globalt 59,8 pct. af den kommercielle frøproduktion og 76,1 pct. af landbrugskemikalierne. De samme seks virksomheder tegner sig for mindst 76 pct. af de to branchers private forskning og udvikling.

Altså har kapitalismen to hovedkræfter, som driver væksten frem:

  1. Ønsket om ophobning af stadig større velstand (kapital), dét at den største del af profitten bruges til at gøre den endnu større - det er den drivende kraft for systemet. Investeringerne foretages med henblik på at skabe flere penge - ikke med henblik på at opfylde tilsyneladende behovsbestemte varer eller tjenesteydelser. (Landbrugssystemet handler at producere profit. Fødevarer er et biprodukt.)
    BEMÆRK: Mennesker udtrykker alle mulige egenskaber - fra meget altruistiske til meget voldelige. For at leve og trives i kapitalismen er visse former for adfærd nyttige og bliver opmuntret - individualisme, konkurrencementalitet, grådighed, egoisme, udnyttelse af andre, forbrugerisme - mens udfoldelsen af andre menneskelige egenskaber nedtones nemlig dem, der er nødvendige for et harmonisk samfund (samarbejde, deling, empati og altruisme). Titlen på en artikel i den prestigefyldte ’Proceedings of National Academy of Sciences’ opsummerer dette: "Med en højere socialklasse følger øget uetisk adfærd." Den fiktive Gordon Gecko sagde i filmen ’Wall Street’: "Grådighed er godt." Dette er korrekt - grådighed er ikke alene en god egenskab at have i et kapitalistisk samfund, men det er næsten afgørende at have en god portion af den, hvis du er kapitalist. Grådighed belønnes og hjælper med til at få safterne i kog med henblik på at opnå profit i konkurrence med andre virksomheder. Og nu viser det sig - ikke til vores totale overraskelse - at de rige er grådiger og at "overklassens individer [er] mere tilbøjelige til uetisk adfærd, lige fra at overtræde trafiksignaler til over at tage offentlige goder og til at lyve." [9]
  2. I de fleste tilfælde kræver konkurrence med andre virksomheder en stræben efter at øge markedsandelen - normalt gøres det med øget salgsindsats, som omfatter hvad Schumpeter kaldte "reklamens udviklede psykoteknik". Omtrent 10 pct. af den amerikanske økonomi er afsat til at overbevise folk om at købe flere ting - "salgsindsatsen." En del af konkurrencen sker gennem "planlagt forældelse" - nye moder, nye bilmodeller, nye barbermaskiner med 5 blade og nye computermodeller er alle en del af salgsindsatsen.

Som Philip Kotler, marketings guru og forfatter til ’Marketing Management’ (nu i sin 14. udgave), sagde:

”Hvis der ikke er flere behov - hvormed jeg mener, at for alt, hvad vi kan komme i tanke om, er der nogen, der leverer det - så er vi nødt til at opfinde nye … Nu ved jeg, at det er blevet kritiseret. Folk siger: "Hvorfor gør I det mod os? Hvorfor lader I os ikke være i fred?" Men en del af kapitalismen er, at det er et system, hvor vi er nødt til at motivere folk til at ønske sig ting, så de vil arbejde for disse ting. Hvis der er ikke er flere ting, de ønsker, vil de ikke arbejde så hårdt: de vil have 35-timers arbejdsuge, 30 timers uge og så videre … Ja, markedsføring fører os frem mod nye behov.” [10]

Det, som Kotler ikke siger direkte, er, at "problemet" egentlig ikke er, at folk ville arbejde færre timer og have ekstra tid til fritidsaktiviteter; derimod at hvis de gjorde det, så ville de købe mindre, virksomhederne ville lide og økonomien, som afhænger af et konstant mersalg, ville vakle.

Altså er vækst bygget ind i det økonomiske system. Men økonomien vokser ikke altid - eller vokser i hvert fald ikke altid nok. Så hvad sker der, når der er perioder med langsom eller ingen vækst? I så fald bliver arbejdsløsheden mere og mere et problem. Der er ganske vist altid arbejdsløshed i kapitalistiske økonomier - med meget få og korte undtagelser – men efterhånden som økonomien sløver, bliver problemet værre. BNP-vækst på to procent - eller bedre endnu, tre eller fire procent - er derfor nødvendigt for at få arbejdsløsheden ned. Befolkningen i den erhvervsaktive alder vokser stadig, og der er behov for job til arbejdsstyrkens nye medlemmer. Desuden er et af de vigtigste mål for kapitalister at øge effektiviteten - gøre mere med mindre (arbejdskraft) er systemets mantra - og indføre arbejdsgange, maskiner (robotter i dag) og computersoftware til at reducere antallet af de arbejdere, der er nødvendige for det givne produktionsniveau. Således er det nødvendigt at skabe nye arbejdspladser til at absorbere dem, der bliver afskediget som følge af effektiviseringer.

En vækst på to procent om året - så utilstrækkelig, som den end er i forhold til at opretholde en ’sund’ amerikansk økonomi med en høj beskæftigelse – giver en fordobling af BNP på 35 år. Hvis økonomien vokser med en ’sundere’ årlig vækst på tre procent, vil økonomien blive fordoblet på 23 år. Selv om en fordobling af BNP ikke vil føre til en fordobling af ressourceforbrug og forurening, er der ingen tvivl om, at det vil medføre en betydelig øget miljøødelæggelse.

Konsekvenserne af dette er, at ’ingen vækst’ eller ’minusvækst’ for at bevare miljøet er umuligt i en kapitalistisk økonomi. Udover at fjerne kapitalisternes muligheder for en stadig større profit – som er hele systemets drivkraft og mål – ville regeringen i sidste instans blive tvunget til at fungere som arbejdsgiver, eftersom ingen nye arbejdspladser ville blive skabt, og drivkraften frem mod større effektivitet ville fortsætte med at fjerne arbejdspladser.

Der er nogle ting, der gøres inden for det nuværende system til at afhjælpe miljøødelæggelser - næsten altid gennem statslig regulering. For eksempel er floder i USA i dag renere end før ’Clean Water Act’. Nedbøren i Nordøst er mindre sur og indeholder mindre sulfat end i 1970'erne og 80'erne. Jorderosion i USA er i dag et mindre problem, end det var engang, på grund af en række bevaringsprogrammer. Disse initiativer er gennemført af det offentlige i overensstemmelse med love og regler, som har til formål at korrigere for alvorlige lokale eller regionale problemer. Men problemerne har været relativt lette at løse, og samtidigt har reguleringen tilladt erhvervslivet at fortsætte med at fungere som normalt (ikke at virksomheder kan lide sådanne ændringer - faktisk forsøger de normalt at bekæmpe eller sabotere reguleringer).

Virksomhederne er selv med på at vise, hvor grønne de er. Tidligere i denne uge meddelte ’Dunkin Donuts’ og ’Krispy Kreme’, at de kun vil bruge "regnskov venlig" olie til at stege deres donuts. De vil ikke købe olie udvundet fra plantager opbygget på tidligere regnskovs areal. Men selv om dette er sandt og selv om det gøres godt (ikke alle grønne påstande er korrekte), er anvendes sådanne erklæringer primært som marketings trick til at sælge flere af deres "regnskov venlige" stegte produkter - fortsat med henblik på vækst.

Forretningsinteresser er stærkere end nogensinde - politisk og økonomisk. For alvor at begrænse deres magt er derfor lige så utænkeligt som at indføre en anden samfundstype. Hvis kræfterne (stjernerne?) nogensinde skulle gøre det muligt at indføre love og regler, som på en eller anden måde kunne fjerne alle miljømæssige ’eksternaliteter’ (og her ser vi så bort fra systemets sociale ’eksternaliteter’), så hvorfor ikke bare ændre systemet? Som økonomen Joan Robinson engang forklarede: "Enhver regering, som havde både magt og vilje til at afhjælpe de store mangler i det kapitalistiske system, ville også have viljen og magten til helt at afskaffe det."

På baggrund af miljøspørgsmålet burde Walt Kellys Pogo-tegneserie omformuleres til "Vi har mødt fjenden og det er kapitalismen!"

F. Udskiftning af kapitalismen med en andet økonomisk / politisk / socialt system garanterer ikke et økologisk sundt samfund - folk må fortsætte med at arbejde for det.

Et sådant system skal være forskelligt fra vores nuværende økonomiske / politiske system på næsten alle måder. De, som ønsker en mere detaljeret diskussion af foreslåede egenskaber og procedurer for et økologisk og socialt retfærdigt økonomisk / politisk system, vil måske finde min artikel i september-udgaven af ’Monthly Review’ interessant – ’En økologisk sund og social retfærdig økonomi’. [11]

En sådant økonomisk og politisk system må være under meningsfuld social kontrol, hvor lokalsamfund, regioner og grupper af regioner stræber efter:

  1. Regulering af økonomi og politik igennem meningsfulde demokratiske processer;
  2. Produktion af varer og tjenesteydelser med henblik på at opfylde de grundlæggende menneskelige behov hos alle mennesker.

    Dette vil forudsætte økonomisk planlægning - ikke central (top-down) planlægning, men snarere planlægning på det lokale og regionale niveau og i et samarbejde imellem regionerne. En økonomi, der har et socialt formål, vil indbefatte en betydelig aktiv forvaltning. Planlægning for kort- og langsigtede behov begynder på lokalt niveau - som det er tilfældet med de over tredive tusinde lokalråd i Venezuela - og sammenflettes og koordineres med andre lokalsamfund i en regional plan. Når der er et socialt formål for en økonomi - i modsætning til individer, der træffer beslutninger, der er rettet næsten udelukkende mod at opnå så stor en profit som muligt – kan økonomien kun fungere rationelt gennem planlægning. Kun med et planlægningssystem for produktion og distribution kan vi sikre, at alle mennesker har en passende bolig, rent vand, sanitet, sundhedsvæsen, tøj og mad.
  3. Selvforsyning på lokalt eller regionalt niveau for nødvendige livsbehov (selv om komplet selvforsyning hverken er nødvendig eller ønskelig);
  4. Selvforvaltning for arbejderne på virksomhederne og inddragelse af det omgivende samfund i alle de afledte problemer, der kan vedrører dem;
  5. Økonomisk lighed, hvor alle får deres grundlæggende menneskelige behov opfyldt - men ikke mere. (BEMÆRK: dette er under, hvad der er blevet kaldt en ’vestlig middelklasse levestandard’. Vi ville skulle bruge mere end fire jordkloder, hvis alle skulle leve på dette niveau.); og
  6. Anvendelse af økologiske metoder til produktion, til at leve og bo og til transport.

G. Hvordan kommer vi frem til det?

Det bliver en lang vej til at rejse, med mange massekampe, ​​for at erstatte kapitalismen med et socialistisk samfund - et samfund under social kontrol. Noget af det bedste, som folk kan gøre nu, er at tilslutte sig kampene for miljømæssig fornuft og social retfærdighed - de to hænger naturligt sammen, og bør også gøre det. Men det er afgørende vigtigt ikke blot at deltage i denne fælles kamp - og deltage i begivenheder som morgendagens klima march. [12] Vi skal også begynde at tale med andre i kampen og måske forme studiegrupper. På den måde kan vi udvide antallet af mennesker, der forstår, at kapitalismen er det virkelige problem, som må og skal erstattes af et økologisk og socialt retfærdigt samfund.

Artiklen er udgivet 26. september på MRZine / Monthly Review og bringes her med forfatterens tilladelse.
Oversættelse: Klaus Krogsbæk.


[1] Fred Pearce, "It's Not Overpopulation That Causes Climate Change, It's Overconsumption," Guardian (September 19, 2014).

[3] Carbon-offset schemes / programs: - en reduktion i udledningen af kuldioxid eller drivhusgasser foretaget for at kompensere for eller for at udligne en emission gjort andre steder. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Carbon_offset

[4] Justin Gillis, "Fixing Climate Change May Add No Costs, Report Says," New York Times (September 16, 2014).

[5] The Global Commission on the Economy and Climate, Better Growth, Better Climate: The New Economy Report, The Synthesis Report (September 2014) -  static.newclimateeconomy.report/TheNewClimateEconomyReport.pdf - Se også kommentaren i Kritisk Debat:  ’Var det klima eller hvad var det, Davos satte på dagsordenen?’ af Klaus Krogsbæk, 2. februar 2015 - http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=172

[6] ’Grænser for vækst' - 'The Limits to Growth’ - var en bog fra 1972 om computersimulering af eksponentiel økonomisk og befolkningstilvækst med begrænsede ressourceforsyninger. Bogens forfattere var Donella H. Meadows, Dennis L. Meadows, Jørgen Randers og William W. Behrens III.

[7] Michael Moss, "The Extraordinary Science of Addictive Junk Food," New York Times (February 20, 2013).

[8] Cutthroat prices – vanvittige priser – ex "cutthroat competition led to a lot of bankruptcies"

[9] Paul K. Piffa, Daniel M. Stancatoa, Stéphane Côtéb, Rodolfo Mendoza-Dentona, and Dacher Keltnera, "Higher Social Class Predicts Increased Unethical Behavior," Proceedings of the National Academy of Sciences, 109: 4086-4091 (2012), doi:10.1073/pnas.1118373109/-/ DCSupplemental.’

[10] Richard Tomkins, "Kotler's Feast of Ideas," Financial Times (May 29, 2003).

[11] Fred Magdoff, "An Ecologically Sound and Socially Just Economy," Monthly Review 66.4 (2014): 23-34.