Førstefødselsret og bekkasinjagt
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 16. februar 2015

Et essay om, hvorfor det ikke er Helle Thorning-Schmidt som person, men selve den socialdemokratiske statsministerpost, der kan blokere for den socialdemokratiske førstefødselsret til regeringsmagten efter næste valg. Regeringsmagten, der kan ende med at spænde ben for regeringsmagten efter valget. Og et bud på, hvordan det måske kan undgås.

Begrebet førstefødselsret stammer oprindeligt fra Det Gamle testamente. Ifølge Det Gamle Testamente havde den førstefødte søn af en israelit ret til dobbelt arv. I den bibelske fortælling solgte Esau sin førstefødselsret til Jakob for en ret linser. I dag bruges begrebet i overført betydning om et hævdvundet privilegium eller en fortrinsret, som nogen har i kraft af at være kommet først, mens det at sælge sin førstefødselsret for en ret linser bruges som et billede på nogen, der principløst er billigt til salg for en umiddelbar gevinst.

Ser man bort fra den kongelige arvefølge snakker vi ikke længere højt om politisk førstefødselsret. Den er formelt afskaffet i det danske politiske demokrati. Men reelt er den det ikke. Også i det såkaldte samarbejdende folkestyre trives der forestillinger om politisk førstefødselsret.

Et godt eksempel er Socialdemokraterne, hvor der i årtier har eksisteret en forestilling om en særlig socialdemokratisk førstefødselsret til at stå i spidsen for det danske velfærdssamfund. Stadigt nye generationer af socialdemokrater har set sig selv i det lys. Som den naturlige arvtager til at sikre og videreudvikle det socialdemokratiske velfærdssamfund. Som velfærdsstatens regeringsledende parti. Det er en selvforståelse, som det danske socialdemokrati deler med flere andre europæiske socialdemokrater, f.eks. det tyske og det svenske[1].

I mere end et århundrede har Socialdemokratiet set sig som den politiske leder af arbejderbevægelsen i bestemt form, eller bare ’bevægelsen’, som det populære udtryk for det socialdemokratiske monopol på at være bærer af et mere eller mindre uundgåeligt og uomgængeligt fremskridt. Den højere begrundelse for denne førstefødselsret er, at hele samfundet, ’folket’, på tværs af sociale klasser i virkeligheden er bedst tjent med en socialdemokratisk ledet regering. Som et andet ur-DNA var socialdemokrater i sine egne – og efterhånden også mange vælgeres - øjne kodet for at gå efter magten og ministerpladserne, hvorfra velfærdssamfundets blomstring og sikring skulle orkestreres.

Helle Thorning-Schmidts social-konservatisme er ærkesocialdemokratisk

I takt med velfærdssamfundets udbygning i efterkrigsperioden med 1960’erne som glansperioden fortolkede socialdemokraterne denne førstefødselsret på en ny og mere konservativ måde. Den blev mindre og mindre en førsteret til at skabe og udvikle velfærdssamfundet og mere og mere en naturlig og historisk given førsteret til at bevare og sikre velfærdssamfundet mod politiske og økonomiske storme.

På det punkt har Helle Thorning Schmidt fra dag ét været ærkesocialdemokrat. Hun har tilmed trådt videre ud ad forgange tiders spor og socialdemokratisk selvforståelse. Socialdemokraternes seneste socialkonservative valgkamp for ’det Danmark, du kender’ udtrykker en gammel socialdemokratisk selvforståelse omsat til et dagsaktuelt håb om at kunne tage kampen op med det nye konkurrerende socialkonservative parti, Dansk Folkeparti.

Men Helle Thorning Schmidt og Socialdemokraternes førstefødselsret som velfærdsstatens leder er alvorligt udfordret. Vælgeropbakningen er historisk lav med kun lidt mere end hver femte vælger. Med opbakning fra hver femte danske har Helle Thorning Schmidt ikke just noget optimistisk grundlag for at hævde en førstefødselsret til at være hele det danske velfærdssamfunds skaber og vogter. Så var det unægtelig noget andet, da Thorvald Stauning med Danmark for Folket og ’Stauning eller kaos’ i 1935 fik opbakning hos næsten halvdelen af vælgerne (46,1 pct.).

Meget bedre ser det ikke ud for Socialdemokraterne som velfærdsstatens naturlige forkæmper. Men vælgerne tidligere næsten altid har udpeget Socialdemokraterne til at være det parti, der bedst sikrer velfærden, er det ikke længere tilfældet. Allerede i 2001 vandt Anders Fogh Rasmussen i velfærdstroværdighed over Poul Nyrup Rasmussen med sin løftepolitik på bl.a. sundhedsområdet (den såkaldte Løkke-pose). På det seneste har Lars Løkke Rasmussen – bl.a. med nye løfter på sundhedsområdet - gjort ham kunststykket efter.[2] 

Weekendavisens Hans Mortensen kunne i Weekendavisen den 9. januar fortælle præcis, hvor stor en mangelvare befolkningens tillid er hos Helle Thorning Schmidt ifølge Socialdemokraternes egne opinionsundersøgelse blandt 1.200 vælgere om deres holdning til en lang række udvalgte politiske temaer:

  • Økonomi: her føler kun 16 pct. sig bedst repræsenteret af Socialdemokraterne. 23 pct. føler sig bedst repræsenteret af Venstre
  • Beskæftigelse: her føler kun 16 pct. sig bedst repræsenteret af Socialdemokraterne. 20 pct. føler sig bedst repræsenteret af Venstre
  • Arbejdsløshed: her føler endnu færre, kun 14 pct. sig bedst repræsenteret af Socialdemokraterne. 17 pct. føler sig bedst repræsenteret af Venstre (og Enhedslisten 12 pct.)
  • Velfærd: 17 pct. føler sig bedst repræsenteret af Socialdemokraterne. 16 pct. af Venstre (DF 14 pct. og EL 10 pct.)
  • Offentlig service: 17 pct. føler sig bedst repræsenteret af Socialdemokraterne. 15 pct. af Venstre (og DF 12 pct.)
  • Ældrepolitik: 13 pct. bedst repræsenteret af Socialdemokraterne. 10 pct. af Venstre (DF 29 pct.)
  • Sundhed og sygehuse: 17 pct. til både Socialdemokraterne og Venstre (og 13 pct. til DF)
  • Folkeskole: 16 pct. til både Socialdemokraterne og Venstre
  • Uddannelse: 15 pct. til Socialdemokraterne og 17 pct. til Venstre
  • Udlændinge: 11 pct. føler sig bedst repræsenteret af Socialdemokraterne, og 34 pct. af DF

Der er ikke just megen anerkendt socialdemokratisk førstefødselsret til at være velfærdens vogter i disse tal.

End ikke rollen som arbejdernes parti kan Socialdemokraterne længere gøre troværdigt krav på. Både DF og Venstre har hver især opbakning fra hver fjerde arbejder – det samme som Socialdemokraterne.

Intet centrum-venstre alternativ denne gang

Efter at Socialdemokraterne så entydigt har valgt at appellere til vælgernes accept af den socialdemokratiske førstefødselsret til regeringsmagten med en markant socialkonservativ kampagne i stedet for en centrum-venstre reformprofil, er det ekstra tydeligt, at der ikke ved det kommende valg eksisterer noget centrum-venstre-alternativ til Lars Løkke Rasmussen.

Men der er noget andet, som meget vel kan vise sig endnu mere alvorligt. I hvert fald for den socialdemokratiske valgkamp og for den socialdemokratiske selvforståelse. Nemlig, at Socialdemokraterne også ser ud til at få det svært i rollen som den trygge forsvarer af ’det Danmark, du kender’. Socialdemokraterne er ganske enkelt ikke længere særlig troværdig i den rolle for mange af Socialdemokraternes tidligere og potentielle vælgere.

Det er der flere grunde til. Den vigtigste er måske, at mange tidligere – og nuværende - socialdemokratiske vælgere ikke nødvendigvis oplever det som særligt trygt at leve i det Danmark, Helle Thornings Schmidts regering har lært danskerne at kende. Det er dagpengereformens Danmark, efterlønsmassakrens Danmark og sparepolitikkens skrantende velfærd. Dét Danmark har gjort, at tilliden til Socialdemokraterne som velfærdens vogter kan ligge på et meget mindre sted end tidligere.

Dagpenge en varm kartoffel

Ingen socialdemokrat ved sine fulde fem kunne finde på at benægte, at spørgsmålet om dagpenge til de arbejdsløse er en varm kartoffel for partiet. Det har det været lige siden Helle Thorning Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal kom ned fra det sorte tårn med S-RV-SF-regeringsprogrammet under armen. Hvordan skulle man forklare et regeringsprogram, der udtrykkeligt byggede på den dagpengereform, som VK-regeringen havde gennemført med støtte fra DF og de radikale, og som Socialdemokraterne og SF sammen med den nye regerings parlamentariske grundlag, Enhedslisten havde været lodret imod?

Det hjalp ikke Socialdemokraterne meget, at man undskyldte det med, at det var vælgernes dom, personificeret ved Margrethe Vestager i det sorte tårn. Når de radikale sammen med alle de øvrige borgerlige partier havde flertal for dagpengereformen, måtte regeringen bøje sig for, lød den socialdemokratiske undskyldning. Det var ifølge den socialdemokratiske fortælling umuligt og knap nok forsøget værd at prøve at presse Margrethe Vestager til at mene noget som helst nyt – ud over en lidt lempeligere indfasning af dagpengereformens øgede utryghed. Imens blev det diskret antydet, at hvis fagbevægelsen var ekstra leveringsdygtige i længere arbejdsuger, mindre ferie og aflysning af et par helligdage ved de planlagte trepartsforhandlinger, kunne der måske blive tale om at lappe lidt på VKO’s dagpengeregler.

Men sådan gik det som bekendt ikke. Regeringen kom ikke med ét eneste tilbud i den retning under de uformelle drøftelser mellem regeringens inderkreds og fagbevægelsens socialdemokratiske topledere. Det var den næste skuffelse.

Den seneste skuffelse for det socialdemokratiske bagland og sikkert mange potentielle socialdemokratiske vælgere er, at Socialdemokraterne har valgt at gå til valg på regeringens og ikke en selvstændig socialdemokratisk dagpengepolitik. Men det burde ikke undre. Sådan gør et regeringsparti, og sådan gør i særdeleshed et socialdemokrati, hvis DNA tilsiger at sætte regeringsmagten over alt andet. Som regeringsparti kan Socialdemokraterne kun gå til valg på dagpengekommissionens kommissorium plus et løfte om at holde sig til ved forhandlingsbordet, når en ny dagpengereform skal forhandles på plads.

Den socialdemokratiske dagpengepolitik er med andre ord reduceret til lige dele fromme ønske og naive håb[3]. Der kommer en god løsning efter et valg – håber vi, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt. End ikke nogle overordnede sigtelinjer eller målsætninger for en dagpengereform har Socialdemokraterne tilladt sig selv – eller fået tilgivelse til fra de radikale, og intet tyder på, det kommer inden valget.

Fortsætter de elendige meningsmålinger er der udsigt til, at Helle Thorning Schmidt ikke finder et gunstigt tidspunkt at udskrive valget på før sommerferien. Sker det, begynder man at ane konturerne af et socialdemokratisk skrækscenarium. Så risikerer Socialdemokraterne og regeringen at skulle forholde sig til dagpengekommissionens forslag inden et valg. I så fald risikerer Socialdemokraterne at skulle gå til dagpengevalg på det, partiet kan blive enige med de radikale om at forhandle med Lars Løkke Rasmussen.  

Til valg på regeringens velfærdspolitik

Det andet kerneeksempel på begrænsningerne i at gå til valg som regeringsparti er velfærdspolitikken. Det er et område, som mere end noget bør være socialdemokratisk hjemmebane. Her binder regeringens økonomiske politik. Her gælder regeringens 2020-plan, og det betyder en meget stram og tilbageholdende velfærdspolitik. Det er dydens smalle sti.

Selv 2020-planens vækst i det offentlige forbrug med 0,6 pct. årligt udfordres løbende af de radikale. Senest skete det, da Morten Østergaard for nylig til Socialdemokraternes åbenlyse fortrydelse åbnede døren på klem for at finde finansiering til Venstres krav om lavere skat for folk i arbejde.

Socialdemokraterne og de radikale er ikke enige om, hvad væksten i det offentlige forbrug på 0,6 pct. bør bruges til. Så længe der ikke er sat konkrete velfærdsforbedringer på de 0,6 pct., beholder de radikale muligheden for – efter et valgnederlag – at bruge pengene til f.eks. skattelettelser til folk i arbejde for at øge indkomstforskellene mellem arbejdende og arbejdsløse i tillid til, at lavere skat på arbejdsindkomster vil få flere til at arbejde mere. Skal pengene endelig bruges på den offentlige velfærd, er de radikales forkærlighed for bl.a. uddannelse og forskning, mens Socialdemokraterne formodentlig i højere grad ønsker flere penge til f.eks. ældreomsorg og daginstitutionerne.

Alle disse uafklarede uenigheder betyder, at Socialdemokraterne må gå til valg på en velfærdspolitik, der handler at bevare den (skrantende) velfærd, vi allerede har plus lidt flere penge til lidt mere af det samme[4]. Det velfærds-Danmark, du kender og ikke meget mere. Det kan meget vel blive oplevet som et forsøg på bevare en velfærd, som mange føler sig stadig mere utrygge ved. Det kan med andre ord blive en svær opgave at sælge ekstrabilletter til den forestilling.

Det ved Socialdemokraterne formodentlig alt om. Derfor tør partiet da heller ikke gå all in på velfærdsdagsordenen. I stedet har partiet valgt at bygge velfærdsvalgkampen op omkring skræmmebilleder af henholdsvis Venstres og DF’s velfærdspolitik.

Helle eller kaos

Socialdemokraterne har i meget lang tid ført en særlig kampagne mod Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. Det er i sig selv naturligt, når man betænker, at Dansk Folkeparti under Kristian Thulesen Dahls ledelse mere end noget andet parti har formået at true Socialdemokraterne traditionelle rolle i dansk politisk som velfærd- og arbejdspartiet frem for nogen. Mere bemærkelsesværdigt er kampagnens indhold. Den handler nemlig ikke om forskellen på Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis velfærdspolitik. Tværtimod bygger den på, at mange af Dansk Folkepartis velfærdsforslag er ”sympatiske”. Kritikken af Dansk Folkeparti går på, at forslagene er ”totalt urealistiske”, fordi DF ”ikke aner, hvad gaverne koster”.[5] På kampagnesiden blåstempler Henrik Dam Kristensen, at hvis det ikke havde været for finansieringen, fører Dansk Folkeparti nærmest socialdemokratisk velfærdspolitik: ”Det er rigtig meget af det, Dansk Folkeparti har foreslået, som er ganske sympatisk. Vi vil fx også gerne forbedre forholdene for de ældre, og vi har da også afsat en ekstra milliard til ældreområdet. Det er bare lidt for smart, når Kristian Thulesen Dahl lover alle folkepensionister konkrete gaver som fx gratis offentlig transport uden at kunne fortælle, hvordan det skal betales, eller hvornår det bliver til virkelighed. ” Det indbyggede politiske ræsonnement er tydeligt. Hvis du synes, at Dansk Folkepartis velfærdspolitik er sympatisk, skal du stemme på Socialdemokraterne, som modsat Dansk Folkeparti kan skaffe pengene til det.

En sådan argumentation udvisker en selvstændig socialdemokratisk velfærdspolitik og reducerer forskellen på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne til et spørgsmål om realistisk finansiering, Men alligevel kan det ikke umiddelbart udelukkes, at argumentet vil kunne tiltale nogle af de tidligere socialdemokratiske vælgere til at støtte Helle Thorning Schmidt. Det står og falder formodentlig med, om det for alvor lykkes at få Kristian Thulesen Dahl i mediegyngen som manden, der ikke har orden i tallene og styr på økonomien. Ellers er det bare blåstempling af DF-politik.

Indtil videre har Kristian Thulesen Dahl behændigt præsenteret sig selv og DF som oppositionspolitikere, der til stadighed prøver at komme igennem med det ene eller det andet velfærdskrav, som man så nok skal være parat til at finansiere den dag, der er politisk flertal for de pågældende forslag.

Måske er det derfor, Socialdemokraterne i den senere tid har givet kampagnen mod Dansk Folkeparti en anden vinkel. Her beklikkes Dansk Folkeparti velfærdspolitik ikke længere som ufinansieret og urealistisk. Nu anklages Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl for at være direkte upålidelig. Når det kommer til stykket, er Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl mere optaget af at få gjort Lars Løkke Rasmussen til statsminister for enhver pris end af at sikre borgernes velfærd, lyder argumentet. Den politiske bundlinje er ifølge Socialdemokrater, at Dansk Folkeparti kun er stemmekvæg for Lars Løkke Rasmussen som statsminister og for nulvækst i den offentlige sektor. En stemme på Dansk Folkeparti er en stemme på Løkke og nulvækst.

Jesper Petersen udtrykker det sådan her: ” Sandheden er nemlig, at Dansk Folkeparti har én mærkesag, og det er, at Løkke skal være statsminister. En stemme på Dansk Folkeparti er altså en stemme på Løkke – og dermed på nulvækst: Færre velfærdsmedarbejdere, ringere ældreomsorg og dårligere forhold på skoler og sygehuse.”[6]

Hvis Dansk Folkepartis nuværende sympatisører skal fatte tiltro til den fortælling, kræver det som minimum, at Socialdemokraterne kan sandsynliggøre, at det forholder sig sådan. Ellers vil Kristian Thulesen Dahl – med støtte fra Lars Løkke Rasmussen, jf. nedenfor – have uendelig let ved at gøre det til skinger socialdemokratisk valgretorik over for et parti, der som et meget mindre parti i de ti år under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen beviste, at han kunne opnå rigelig politisk betaling for sine stemmer. 

Præcis her er Socialdemokraternes store problem. Deres historie og angreb på Dansk Folkeparti holder ganske enkelt ikke vand. Intet tyder på, at Dansk Folkeparti har tænkt sig at sælge sin velfærdspolitik for stanglakrids. Lars Løkke Rasmussen har ikke engang overvejet, om han kan true en stadigt stærkere Kristian Thulesen Dahl til at acceptere nulvækst. Strategerne i Venstre har for længst forladt nulvækstpolitikken, jf. nedenfor.

Dermed er Socialdemokraternes kampagne mod Dansk Folkeparti dømt til at ramme ved siden af, hvis ikke den meget hurtigt justeres ind efter de politiske realiteter i Venstres stadigt nye versioner af ’udgiftsstop’. Dermed afhænger Socialdemokraternes kamp om DF-vælgerne af partiets kampagne mod Venstres nulvækst.

Nulvækst og bekkasinjagt

Hidtil har Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stort set forgæves forsøgt at gøre Venstres nulvækst til et utroværdig og upopulær hos vælgerne ved at udmale det som alt andet end ’det Danmark, du kender’: et ’farligt eksperiment med velfærden’. Indtil nu har Socialdemokraternes hovedstrategi været at forsøge at få Venstre ud af busken: Hvor vil Venstre skære ned? Hvem skal det gå ud over? Hvor mange skal fyres hvor? Men det er der ikke kommet meget ud af. Venstre har igen og igen afvist at anvise, hvor Lars Løkke Rasmussen vil skære ned og i øvrigt henvist til, at nulvækst logisk set måtte betyde nul fyringer og nul. Sådan alt i alt og uden politiske ændringer. Med en tilføjelse om, at Venstre skam regnede med, at nulvæksten samlet set ville betyde flere penge til udvalgte områder som f.eks. sundheds- og ældreområdet.

Det vil være naturligt, hvis desperationen breder sig over udsigten til ikke at kunne lokke Lars Løkke Rasmussen til at tale om andet end det, han vil bruge flere penge på. Måske er det derfor, Socialdemokraterne i lang tid har arbejdet på en Plan B. Den går ud på, at Socialdemokraterne selv fortæller offentligheden, hvad Socialdemokraterne ser som det reelle indhold i Venstres nulvækst.

Finansministeriets regnedrenge og –piger er med spørgsmål fra socialdemokratiske folketingsmedlemmer blevet sat til at regne på, hvor mange offentligt ansatte, der kommer til at mangle på forskellige velfærdsområder under nulvækst. Det samme er AE-Rådet. Herudfra har Socialdemokraterne forsøgt at male et skrækscenarie af Venstres nulvækst: ”Der kan blive op til 38.000 færre arbejdspladser, hvis Venstre får gennemført sit ønske om nulvækst i det offentlige. 32.000 job i det offentlige og 6.000 i det private”[7].

Men Plan B har heller ikke haft den store effekt indtil videre. Det er der flere forklaringer på. For det første har Socialdemokraterne selv et lig i lasten med noget nær ligeså mange fyringer i kommunerne. Dem kan Socialdemokraterne dårligt udnævne til at skrækscenarie, og kommunerne selv har uden blusel udnævnt dem til en direkte velfærdsgevinst.[8] For det andet er det relativt let for Venstre at afvise tallene som utroværdige partsindlæg, der ikke dækker det, Venstre vil. For det tredje giver den slags statistiske jobtal ikke vælgerne noget fængende billede af, hvad der vil ske med velfærden. For den offentlige sektor kan jo sagtens blive bedre til at skabe ordentlig velfærd uden ekstra ressourcer. Den kan og skal ’køre længere på literen’, som Lars Løkke Rasmussen ynder at sige med henvisning til, at regeringen jo selv regner med effektiviseringer for 12 milliarder over en årrække.

Hvad gør man så, når det er umuligt at få Venstre ud af busken, og når Socialdemokraternes egne forsøg på at beskrive Venstres nulvækst tilsyneladende ikke har udsigt til at gøre store indtryk på vælgerne? Hvordan får Socialdemokraterne – og med dem Enhedslisten, SF og fagbevægelsen – så ram på Venstre?

Det gør man ved at indstille det politiske kikkertsigte rigtigt.

At få ram på Venstres ”Nulvækst” kan bedst karakteriseres som at gå på jagt efter bekkasiner. Jægere vil vide, at bekkasinjagt er en krævende disciplin. Bekkasiner flyver i zigzag, og derfor kan man som jæger kun får ram på, hvis man sigter på zag, når målet er i zig.  Sådan er det også med Venstres politiske glansnummer om ”nulvækst”. Lige siden den lidt tumultagtige lancering har Venstres nulvækst været som en bevægelig skydeskive, der nærmest som bekkasiner fløj i zigzag.  Gennem de seneste år har Venstre ment en hel del forskelligt om, hvad nulvækst er og ikke er. Det ene tidspunkt i zig, det næste i zag. Undertiden har forskellige frontfigurer i Venstre – ikke mindst partiets nuværende formandskab - ment hver sit. Den ene i zig, den anden i zag.

For det meste skyldes Venstres zigzagkurs ikke kun mangel på intern koordinering. Det sker tværtimod bevidst og planlagt. Venstres strategi er tydelig. Vælgerne skal kun have besked om flyveretningen. Nulvækst i den offentlige sektor er ’en målsætning’, men ikke ’en garanti’. En sigtelinje, men ikke et valgløfte. Noget har Venstre da lært af Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndals forsøg på at kopiere Anders Fogh Rasmussens løftepolitik i krisetider med usikre parlamentariske flertal.

Liberalistisk planøkonomi

I Lars Løkke Rasmussens aftapning er ’nulvækst’ et stykke ’liberalistisk planøkonomi’. Lars Løkke Rasmussen kunne ganske vist ikke selv finde på at kalde det sådan. Men han er meget ivrig efter at præsentere og begrunde det som sådan. Hvis man betragter planøkonomi som ’økonomi som politisk planlagt’, så er Venstres nulvækst en politisk planlagt liberalisering af økonomien med helt bestemte politisk liberale prioriteringer af, hvor økonomiens overskud, investeringer og arbejdskraft ønskes flyttet hen. ”Det er vigtigere at sikre danske arbejdspladser ved at sætte skatterne ned end at garantere, at verdens største sektor bliver endnu større,” som Lars Løkke udtrykte det, da han lancerede nulvækstmålsætningen på Venstres landsmøde i november 2012. Med nulvækst i det offentlige forbrug skal der overføre penge og arbejdskraft fra den fælles velfærd til skattetilskud til husejernes håndværkerregninger, osv. ved at holde den offentlige sektors vækst så tæt på nul som politisk muligt.

Som liberalistisk planøkonomi har Venstre selvfølgelig også nogle politiske holdninger til, hvor der først og fremmest skal hentes penge i den offentlige sektor. Men i den aktuelle valgkamp ser Venstre ingen grund til at løfte sløret ret meget for det, hvis det kan undgås.

Siden Venstres lancering af nulvæksten er politikken flere gange blevet omformuleret. Det skyldes først og fremmest én ting, nemlig at Dansk Folkeparti vokset med næsten 50 pct. (fra omkring 14 pct. til omkring 20 pct.) siden Venstre begyndte på nulvækstpolitikken. Det er stadigt stærkere Kristian Thulesen Dahl, der i disse uger og måneder ændrer Venstres nulvækst.

Først blev ’nulvækst’ omformuleret til ’udgiftsstop’. Det var vel at mærke ikke bare retorisk spin, hvor negativordet ’nulvækst’ (i velfærd) blev skiftet ud med positivordet udgiftsstop. Det var en politisk ændring. Det var en udformning af nulvæksten, som på én gang egnede sig til Venstres egen ’liberalistiske planøkonomi’ og et politisk kompromis med et stadigt større Dansk Folkeparti.

Venstres ’udgiftsstop’

Hvad er så Venstres udgiftsstop, hvis det ikke bare er et pænere ord for nulvækst? Det er først og fremmest et politisk styringsredskab, der kan tilpasses både ‘nulvækst’ og vækst på f.eks. 0,6 pct. Som styringsprincip kan det i princippet bruges til alt fra LA’s ønske om minusvækst til DF’s ønske om en vækst på 0,8 pct. årligt.

Udgiftsstop er en måde at fastlægge offentlige budgetter på. Det gælder både, når det er Folketingets vedtagelse af en rullende fireårig nominel overgrænse for udgifter for stat, kommuner og regioner i henhold til budgetloven (i forbindelse med vedtagelsen af finansloven)[9], økonomiaftalerne med kommuner og regioner, der godkendes i Folketingets finansudvalg (i juni måned), regeringens forslag til finanslov (i slutningen af august måned), kommuners og regioners budgetvedtagelse (i oktober) og Folketingets vedtagelse af finansloven (i december). Udgiftsstop betyder i alle disse led, at der hvert år afsættes det samme beløb – reguleret for løn- og prisstigninger – som sidste år.

Inden for denne ramme[10] foreslår både Venstre og de konservative, at der gennemføres en række besparelser, som så kan bruges til de ønskede politiske omprioriteringer i de kommende års budgetter. Det skal ifølge Venstre bl.a. ske ved, ”at der fremover fastsættes klare krav om produktivitetsforbedringer i aftalerne om kommunernes økonomi i lighed med de krav, som i mange år har været en fast del af aftalerne om regionernes økonomi.” 

Hvis det står til Venstre, vil kommuneaftalerne indeholde forpligtigende krav om ’grønthøsterbesparelser’, hvor næste års udgifter bliver mindre end året før. På den måde spares der op i en ’sparepulje’. Samtidig skal kommuneaftalerne indeholde aftaler om, hvad hele eller dele af en sparepulje skal bruges til i form af regeringens politisk prioriterede udvidelser. Dermed kan man f.eks. forestille sig, at dagtilbudsområdet, folkeskolen og ældreområdet i kommunerne kan blive pålagt grønthøsterbesparelser, som så aftales brugt til sygehusenes kræftplaner[11]. På den måde skal der frigøres midler inden for et samlet udgiftsstop, som kan prioriteres og målrettes efter politisk prioriterede behov i f.eks. de årlige kommuneaftaler. Dermed vil kommuneforhandlingerne blive langt mere politiserede end i dag, fordi de i langt højere grad end i dag kommer til at handle om, hvor meget det ene område skal skære ned for at finansiere udvidelser på et andet område.

En sparet krone er en krone, der kan bruges

Det seneste halve år har Venstre anført af Lars Løkke Rasmussen været på vej fra med endnu en zigzag bevægelse. Denne gang ’udgiftsstop’ for de samlede offentlige driftsudgifter blevet ændret til ’en sparet krone er en krone, der kan bruges’. Her åbner Lars Løkke Rasmussen for, at penge til stigende driftsudgifter (som ønsket af Dansk Folkeparti) på f.eks. sundheds- eller ældreområdet både kan skaffes fra nedskæringer på andre velfærdsområder og fra nedskæringer og besparelser på f.eks. dagpenge, kontanthjælp og udviklingsbistand. Det, der kan spares på f.eks. en strammere flygtninge- og udlændingepolitik, nye fattigdomssatser på kontanthjælpen (’et nyt kontanthjælpsloft’), mindre udviklingsbistand og en ny dagpengereform, kan således ikke blot bruges til Venstres egne ønsker om lavere erhvervsskatter og -afgifter, højere beskæftigelsesfradrag, skattetilskud til håndværksbranchen, osv., men også til at imødekomme krav fra Dansk Folkeparti på f.eks. ældre- og sundhedsområdet.

Med nulvæksten omformuleret til en sparet krone er en krone, der kan bruges, har regeringen ikke blot skaffet sig mulighed for at indgå kommuneaftaler, hvor der spares mere end der omprioriteres i kommuner og regioner for at få penge til en finanslovsaftale med Dansk Folkeparti. Regeringen har herudover fået muligheder for at aftale besparelser på andre offentlige udgiftsposter såsom udviklingsbistand, dagpenge, kontanthjælp og udlændingepolitik med bl.a. Dansk Folkeparti, som så også kan bruges til et eller flere velfærdsområder. Dansk Folkepartis ’ældrecheck’ til ældreplejen kan finansieres med lavere kontanthjælp.

Afslutning

Venstres aktuelle udgave af ’nulvækst’ er i sandhed at sammenligne med en bekkasin, der flyver i uforudsigelig zigzag, hvor Lars Løkke Rasmussen nødigt forpligter sig politisk på nogen af disse mange muligheder for Venstre-politik efter et valg. Venstre vil hverken hænges op på løfter til vælgerne eller udsættes for Socialdemokraternes kritik. Venstres indtil videre eneste valgløfte, håndværkerfradraget, er et godt eksempel på dette. Håndværkerfradraget, et populært, men perifert, billigt valgløfte, der nemt kan opfyldes ved at tage pengene til boligejerne og håndværkfirmaerne fra udviklingsbistanden uden at støde Dansk Folkeparti på manchetterne og uden lig på bordet i den offentlige velfærd. Men det viser samtidig Venstres politiske Akilleshæl: frygten for at forpligte sig over for vælgerne er større end lysten til at sælge populære valgløfter.

Præcis her ligger de bedste muligheder for få ram på Venstres ’nulvækst’. Sæt gang i den folkelige og offentlige debat om, hvilket samfund vi gerne vil have. Hvilket job vil vi have? Hvilken tryghed vil vi have på arbejdsmarkedet? Hvilken dagpengereform vil vi have? Hvilken velfærd skal sikres? Hvad skal blive bedre? Del og saml jer efter anskuelser. Konfrontér Venstre, Dansk Folkeparti og andre med ønskerne: Hvad vil I slås for efter næste valg? 

For øjeblikket er der desværre ikke meget, der tyder på, at Socialdemokraterne vil gribe denne mulighed for at få ram på Venstre og Dansk Folkeparti. Det ville jo kræve, at Socialdemokraterne selv var parat til at give offentligheden og vælgerne sine klare svar på disse spørgsmål, og det kan regeringspartiet og statsministeren ikke.

Man kan tvivle på, at Socialdemokraternes ledelse selv kender partiets egne svar på disse spørgsmål. Men man kan værre sikker på, at der skal andet og mere til end almindelig desperation over at mangle 150.000 vælgere, før regeringspartiet går til valg på noget, der rækker udover den politiske horisont, der kan skridtes af i nogenlunde takt med Morten Østergaard.

Dermed ser statsministerposten ud til at kunne blokere for den socialdemokratiske førstefødselsret til regeringsmagten.


[1] For en fremragende analyse af det svenske socialdemokratis egen historiske selvforståelse, se Åsa Linderborg: Socialdemokraterna skriver historia : historieskrivning som ideologisk maktresurs 1892-2000, Atlas 2001.

[2] Løkke fører på Thornings hjemmebane, Altinget 5. oktober 2014

[3] ”Jeg ønsker et dagpengesystem, hvor færre mister dagpengene. Det giver tryghed til flere. Og derfor håber jeg, at Folketinget efter valget bliver sammensat på en måde, så vi kan få et nyt og bedre dagpengesystem.” Helle Thorning Schmidts nytårstale 2015

[4] ”Vi har god og gratis sundhed. Det vil jeg bevare.(…) Regeringen har sat flere penge af til sundhed end nogensinde før. Og vi har pengene. Det har man ikke, hvis man går ind for nulvækst.” Helle Thorning Schmidts nytårstale 2015

[5] Se det særlige kampagnesite på den sigende adresse www.hvorerpengene.dk

 

[6] Jesper Petersen. En stemme på Dansk Folkeparti er en stemme på nulvækst, Politiken 11. maj 2014

[8] ”Jeg vil ikke sige, at vi er stolte af at have gennemført reduktioner i personalet. Men vi er tilfredse med, at de effektiviseringer, vi har gennemført, er sket på en sådan måde, at servicen er blevet forbedret,” siger Jan Olsen, cheføkonom i KL. Politiken 10. december 2014.

[9] Budgetloven trådte i kraft med virkning for finansåret 2014, og udgiftslofterne for 2014 til 2017 blev vedtaget i juni 2013.  Udgiftslofterne ligger som udgangspunkt fast efter vedtagelse i Folketinget, men

kan justeres blandt andet i forbindelse med løbende politiske beslutninger – fx ved større reformer, væsentlige diskretionære ændringer på indtægtssiden, eller hvis et nyt flertal efter et folketingsvalg måtte ønske andre prioriteringer.

[10] Denne ramme kan i henhold til budgetloven godt være højere, f.eks. fordi støtte fra DF og SD kræver det.

 

[11] Hverken Venstre eller Det konservative Folkeparti har tilsyneladende nævneværdige planer om lade nogle af de kommunale milliardbesparelser gå til den kommunale velfærd. De konservative foreslår f.eks., at de sparede penge udover nulvækst bruges til at ”styrke sundhedsvæsenet, politiet og forsvaret.” Spar i kommunerne og send pengene til sygehusene, politiet og forsvaret. Samtidig foreslår Det konservative Folkeparti, at der nedsættes en kommission med det misvisende navn prioriteringskommission. Kommissionen skal nemlig ikke forslå prioriteringer, men finde nedskæringer ved at ”gennemgå de offentlige budgetter med en tættekam og finde forslag til områder, som fremover bør nedprioriteres”. Alle disse nedskæringer skal gå til de konservative politiske ønsker om ”at opprioritere den offentlige erhvervsrettede indsats på forskningsområdet”. Find besparelser i daginstitutionerne og på plejehjemmene, så vi kan få råd til mere forskning for profit.