Grækenland – et europæisk anliggende
Af Redaktionen

Offentliggjort: 16. februar 2015

”Situationen i Grækenland repræsenterer en mulighed ikke alene for grækerne men for hele Europa. Det er en mulighed for at genvurdere den økonomiske og sociale politik, som har været ført siden krisen – og slå ind på en ny kurs.

Krisepolitik og strukturreformer har ikke løst problemerne i Grækenland og i andre lande. Tværtimod har de skabt nye problemer uden at løse de gamle. Borgerne er blevet tvunget til at betale en meget høj pris, hvorimod skatteinddragelsen og indsatsen mod korruption ikke er blevet forbedret”.

Generalsekretær i ETUC, Bernadette Ségol, 5. februar 2015

I udtalelsen fra ETUC indgår en forståelse af, at den nye græske regering ledet af Syriza repræsenterer den åbning og de muligheder, som et Europa i stagnation og i intern splid med sig selv har så hårdt brug for på næsten alle centrale spørgsmål. Den tysk inspirerede krisepolitik/økonomiske nødretspolitik er slået fejl. Europa hænger fast i stagnation og deflation, som nu ifølge både Verdensbanken, IMF og OECD truer den globale økonomiske vækst og eksponerer hele EU for social uro, politisk ustabilitet og et handlingslammet lederskab.

Valget i Grækenland og Syrizas sejr – selv om den nøgternt set var mindre overbevisende end fremstillet – udspringer af den samlede økonomisk og politiske ustabilitet i hele Europa og skal anskues indenfor den ramme. Dels udstiller grækerne det problem, at vi har herskende klasser og førende politiske eliter, der hverken kan blive enige om at løse de økonomiske problemer, de geopolitiske kriser eller kan fremlægge en troværdig vision for et bedre Europa for alle. Højdepunktet af politisk armod demonstrerede kommissionens nye formand Jean Claude Juncker med sin vækstplan på 315 mia. euro, der af alle seriøse iagttagere er blevet kaldt ”varm luft”. Men sejren inspirerer også den voksende opposition mod krisepolitikken i flere andre europæiske lande nu, hvor den neoliberale ortodoksi mister i overbevisningskraft. 

Når regeringer uden visioner, et erhvervsliv uden investeringslyst og en finanssektor på offentlig støtte har kunnet overleve i syv år side om side med høj og vedvarende arbejdsløshed, markante velfærdsforringelser i alle EU lande, social deroute for en voksende del af befolkningen og en voksende ulighed, skal forklaringen først og fremmest hentes i formuleringen: ”Der er intet alternativ (TINA)”. Uanset utilfredsheden med de siddende regeringer - herunder med fallerede centrum-venstre regeringer - og med deres svindel og bedrag, så har det allerhøjest kunne afstedkomme store demonstrationer, spredte generalstrejker eller proteststemmer på højrepopulistiske partier og bevægelser. Men det er også, hvad det er blevet til – frygten for et muligt kaos har vejet tungere end troen på alternativet.

Syrizas valgsejr og indtagelse af statsministeriet i Grækenland repræsenterer mere end noget andet i nyere europæisk tid et muligt opgør med denne stilstand. Det er grunden til, at valgsejrens konsekvenser rækker langt ud over det græske samfunds egne grænser. Den udfordrer ikke kun de herskende klasser og den europæiske politiske elite. Sejren udfordrer den europæiske fagbevægelse og ikke mindst den europæiske venstrefløj fra venstresocialdemokraterne i de traditionelle socialdemokratier til de ligeså traditionelle venstrefløjspartier rundt om i medlemslandene.

Tæppet er gået for et historisk vigtigt europæisk teater, hvor stykkets akterne skrives samtidig med, at spillet udfoldes, og hvor spørgsmålene står i kø for at blive indløst.

Skal den europæiske kapitals og troikaens (ECB, IMF, EU-kommissionen) diktater til det europæiske Syd om i mange år frem at fungere som rugekasse for den neoliberale konkurrencestats strategi fortsætte uanfægtet? Eller kan Syrizas sejr blive indledningen til et opgør med hele den økonomiske- og politiske strategi, der har ført til sociale forringelser overalt og til trusler om velfærdsstaternes kollaps? Det er skarpt trukket op de to linjer, der nu folder sig ud i spillet om den nye græske regerings overlevelse.

I det spil optræder de herskende klasser, regeringslederne, kommissionen og ECB absolut ikke homogent. Godt nok ser det ud til, at man er enige om blankt at afvise Syrizas oprindelige krav om opgivelse af en tredjedel af gælden. Men man er absolut ikke enige om muligheden af at imødekomme den nye regerings forslag om eksempelvis at omveksle troikaens ”rednings- og reformprogram” til en overgangsløsning og indgåelse af en ny aftale til sommer, hvor den græske regering for det første opnår retten til igen at kunne udforme sin egen politik, og for det andet gør tilbagebetalingstempoet vækstafhængigt. Regeringerne i Irland, Italien, Frankrig og Belgien og til alles overraskelse i USA er ikke afvisende overfor den sidste mulighed. The Economist, Martin Wolf i Financial Times og Businessweek kalder forslaget fornuftigt og henviser til, at fremgangsmåden blandt har virket i Latinamerika. På den anden side står Tyskland, Holland, Finland og Spanien fast på, at der stort set ikke skal åbnes for indrømmelser. Det er også den tyske kapital, der fortrinsvis har kapitaliseret de troika-dikterede strukturændringer i Spanien, Portugal og Grækenland. Det er i hovedsagen også de tyske banker, der er mest eksponeret i Grækenland, som blev båret ind i euroen på tyske, franske og amerikanske banklån. Det hører i den forbindelse med til historien, at over 80% af stabilitetsfondenes og IMFs lån til Grækenland aldrig er nået ud i den græske økonomi. De er gået direkte ind på de eksponerede tyske, franske og amerikanske bankers beholdninger.

I et hæsblæsende roadshow rundt til de vigtigste hovedstæder har Syrizas leder, Tsipras og regeringens finansminister, Varoufakis brugt regeringens første to uger til at udnytte disse uenigheder og forskellige interesser, der konstant hjemsøger de europæiske statsledere. Der blev dog hældt koldt vand i hovedet på diplomatiet, da Draghi fra ECB på dramatisk vis trådte ud af splittelsen og som den europæiske storkapitals potente repræsentant foregreb regeringsledernes kommende beslutning ved mod alles forventning at stille Grækenland et ultimatum – som indtil videre støttes af den tyske finansminister Schäuble: Enten fortsætter den græske regering med at følge troikaens politik og acceptere en forlængelse af kriseprogrammet, eller også er der efter den 11. februar lukket for de græske bankers adgang til billig likviditet i ECB. Hvilket er noget nær det samme som at presse den græske økonomi til sammenbrud. Men det er dog absolut ikke det samme som at presse Grækenland ud af euroen – Draghis balance er hårfin. Tyskerne har ingen interesse i Grækenlands exit fra euroen. For sker det først ét sted, lurer risikoen for, at det kan resultere i en ny gigantisk spekulationsbølge, som EU’s stadig mere utilstrækkelige politiske overbygning kan få vanskeligt ved at inddæmme.

Man skal nok snarere se ECB’s nedskydning af alle hidtil kendte kompromismodeller som et forsøg på at samle de europæiske herskende klasser og den politiske elite i en enhedsfront mod den politiske risiko for, at den udfordring af TINA, som Syrizas sejr repræsenterer, skal brede sig til andre EU-lande – og ikke mindst at ”giften” skal trænge ind i centrum-venstre partierne og svække de lederskaber, der hidtil har accepteret den neoliberale præmis og strategi både i EU og indenfor deres nationale økonomier bl.a. i form budgetlove og krav om budgetbalance.

Ræsonnementet løber således: Meget taler for, at kan Syriza-regeringen holde sig ved magten ved at indgå et kompromis med de andre eurolandes ledere og skaffe sig luft til at sætte gang i sit eget genopretningsprogram i Grækenland, vil det smitte af på Podemos’s valgkamp i Spanien til efteråret. Fagbevægelsen, der lige nu udkæmper en stillingskrig med Renzi i Italien om genopretningspolitikken, kan øge sin styrke, fordi venstrefløjen i Italien nu for første gang i flere år rører på sig. Portugal skal til valg, og de skal Irland også. Begge steder har Syrizas valgsejr slået ind i det politiske landskab og øver indflydelse på de politiske temaer, om end tilslutningen pt. ikke er overbevisende. Men som det er blevet demonstreret de sidste par år, så har det politiske tidsbegreb i Europa også undergået forandringer – Podemos har kun lige et år på bagen.

Den borgerlige uro og tvivlrådighed kan koges ned til frygten for det spøgelse, som Bernadette Ségol kalder ”muligheden for en genvurdering af den førte økonomiske og sociale politik” og ikke mindst åbning af diskussionen af ”en ny vej”.

Det er risikoen for det sidste og ikke mindst for, at det efterhånden går op for arbejderbevægelserne i Nord, at en fortsættelse af de økonomiske ”redningspakker” i Syd snart kan blive deres problem i form af lønkonkurrence og nye outsourcinger, der i sidste ende afgør, om man vælger ECBs hårde linje eller et kompromis. Ikke sådan forstået at valget træffes i ro og mag omkring det runde bord. Snarere som en zig-zag kurs hen mod det mindste ondes politik. For ingen af statslederne – heller ikke Angela Merkel – har noget ønske om at se græsk økonomi forbløde yderligere, og politisk kaos følge efter. Den situation kan få uoverskuelige konsekvenser og for den sags skyld bidrage til de samme statslederes glidetur på troværdighedsskalaen. Og de står dårligt i forvejen.

EUs politiske legitimitet er også på spil i sagen om Grækenlands politiske og økonomiske fremtid. Hvis de herskende kredse i EU ikke kan andet end kvase udfordrerne rundt om i medlemslandene, nærer de selv de centrifugale kræfter, der konstant truer den politiske stabilitet i Europa, fordi hele EU-konstruktionen efter 1986 har vist sig kun at fungere, når økonomien er i vækst. Hævnens time er kommet for den neoliberale negative integrationsstrategi. Som billedet tegner sig, ser det ud som om, de nationale herskende klasser reelt har opgivet at videreudvikle den politiske union til et niveau, hvor den også i fremtiden kan repræsentere europæisk kapitalismes interesser. De er tværtimod sunket ned i en tilstand, hvor de er henvist til at videreudvikle Europa gennem reaktiv krisepolitik bl.a. i form af Finanspagten og Bankunionen. Meget andet kan de heller ikke præstere i den aktuelle situation.

Sammenlagt taler situationen set med EU-elitens øjne for et kompromis med Syriza. Vel og bemærke et kompromis af en sådan karakter, at Syriza forpligtes på en vis loyalitet overfor en vanskeligt gennemskuelig aftale, der kun giver regeringen et begrænset råderum hjemme, og som kan gøre en halv sejr vanskelig at sælge til de græske lønmodtagere og fagforeninger. Et kompromis som Syriza- regeringen oven i købet meget hurtigt kan blive tvunget til at udfordre med en regeringssprængning til følge, hvis oligarkerne i Grækenland vælger at sabotere den nationale genopretningspolitik. Det hører jo med i overvejelserne, at Syriza deler magten med et konservativt parti, der absolut ikke er begejstret for genopretningen af lønmodtagernes faglige rettigheder, for indgreb overfor bankernes ”kapitaleksport”, for genetablering af en række velfærdsydelser og en voldsom opstramning af skattesystemet, der først og fremmest vil ramme de rigeste skatteunddragere. For selv om mange små- og mellemstore virksomheder har støttet Syriza, er deres loyalitet ikke givet, hvis regeringen ikke kan levere varen og støtte dem økonomisk.

Så det er ikke utænkeligt, at man i Europas hovedstæder enes om at acceptere det mindste onde og bevidst gå efter at inddæmme Syriza og i en og samme bevægelse fremmedgøre partiet overfor store grupper af dets vælgere. Det er jo ikke ukendt, at valggrundlaget langt fra er homogent og velkonsolideret, og at Syriza først på det seneste er ved at vinde en vis autoritet ude i landet, og at partiets store valggrupper har vidt forskellig interesse i at støtte partiet og forsvare regeringsmagten. Derfor drejer det sig for Europas borgerlige enhedsfront også mindre om at strangulere Syriza gennem ufravigelige krav om efterlevelse af troikaens ”reformbetingelser” og mere om at forhindre eller i det mindste bremse Syriza i at gennemføre de vigtigste elementer i den nationale genopretningspolitik – for det er trods alt her, at gennembruddet skal gennemføres og konsolideres.

Selv om fokus i europæisk sammenhæng naturligt nok er på en gældsaftale, er det vigtigt at slå fast, at en aftale om eksempelvis vækstbetinget afdrag af gælden på 177% af BNP ikke i sig selv repræsenterer et opgør med de herskende klassers genopretningsstrategi.

Aftalen udgør kun en blandt flere forudsætninger for, at Syriza får mulighed for at igangsætte sit sociale- og økonomiske genopretningsprogram, som andet og mere end en overskrift, og som i sitindhold repræsenterer opgøret med stagnationspolitikken og myten om, at der ikke findes alternativer. Syriza er kommet til magten på løfter om at løse den humanitære krise i landet, genstarte økonomien gennem investeringer, og en omfattende reform af skattesystemet, skabe 300.000 nye jobs, samt en demokratisk reform af hele det politiske system. Det perspektiv omsat til praktisk politik rækker langt ud over landets grænser, i og med at det både i indhold og form forbinder sig med et voksende krav om et økonomisk paradigmeskifte i Europa og voksende krav om demokratisering af EUs institutioner. Og ikke mindst flugter Syrizas regeringsprogram i det store og hele med det økonomiske- og sociale program – ”En ny vej for Europa”, ETUC vedtog i 2013 som platform for opgøret med kommissionen og ECBs politik, og som nu gentages i kritikken af kommissionsformandens luftige investeringsudspil.

Syrizas regeringsprogram intonerer et ulmende venstresocialdemokratisk og venstrekeynesiansk opgør med neoliberalismen i hele Europa. Det er især det forhold, der udmåler regeringsprogrammets rækkevidde, fordi det kan samle brede dele af de europæiske lønmodtagere om en fælles politik og fælles krav til en ny EU-politik for ”investeringer, kvalitetsjob og lighed”, som bl.a. ETUC og DGB i Tyskland har formuleret. Men som helt naturligt også åbner for krav om demokratisering af EUs politiske grundlag og institutioner og udvidelse af lønmodtagernes rettigheder.

Det er således den europæiske dimension, der repræsenterer den virkelige forandringsdynamik mere end det ”gode eksempel i Athen”.

For det er her, det reale og konkrete grundlag for fællesnævnerne ligger som afsæt for den transnationale klassesolidaritet i Europa og overvindelse af arbejderbevægelsernes nationale snæversyn. Det er også den dimension, der skal omsættes til solidarisk intervention så hurtigt, at den presser den borgerlige enhedsfront og vanskeliggør en mulig samling bag en systematisk nedslidning af Syriza og kompromittering af det alternativ, som den græske regering lige nu repræsenterer.

Men denne politiske bevægelse går ikke i gang af sig selv. Nogen skal handle og trykke på startknappen, og intet taler for, at det bliver de venstresocialdemokratiske strømninger i de traditionelle socialdemokratier, i de mange tænketanke eller PES (Europæiske Socialdemokrati), der i disse dage har mere end nok at gøre med bare at forstå, hvad der udspiller sig på den europæiske scene og spore sig ind på, hvad de nye og moderne socialdemokratiske tendenser får af betydning for deres egen eksistens. Lidt vel sent er det ved at gå op for de traditionelle socialdemokrater på alle fløjene, at der angiveligt ikke længere eksisterer en naturlig nedre grænse for socialdemokratiernes tilslutning.

Der er heller ikke meget, der taler for, at de store nationale fagforeninger står i forreste række for at omsætte ETUCs progressive sociale- og økonomiske program for ”en ny vej for Europa” til praktisk handling i deres hjemlande eller slutte op om de mange opfordringer til solidarisk handling på europæisk grund. Fagforeningslederne i Nordeuropa er stadig hildet i den tro, at de gennem sociale kontrakter kan holde nøden fra døren, indtil krisen er helt overvundet. De ser ikke, at deres strudsepolitik åbner for, at de store koncerner uden for megen ballade kan opdyrke nye arbejdsmarkeder i Øst- og Sydeuropa og omringe det selvtilfredse Nord.

Tilbage til at sætte handling bag Syrizas, Podemos’ og ETUCs progressive programmer og evt. omsætte dem til grundlag for en fælles ”progressiv blok” er der lige nu kun Europas  venstrefløj. Den er hverken stor, handlekraftig eller politisk imponerende. Den har heller ikke en fælles forståelse af kampen indenfor EU. Men hvis Europas forenede venstre skal ud over de mange proklamationer om europæisk solidaritet og petitioner mod den økonomiske nødretspolitik, så er det nu, den skal træde i karakter og formulere en fælles, praktisk vej til sammen med venstrefløjen i socialdemokratierne, i EU-parlamentet, i de nationale parlamenter og i fagbevægelsen at forsvare regeringen i Grækenland og formulere et handlingsdueligt alternativ til den stagnationslinje, der kvæler det europæiske samfundsliv.

Vi lægger hermed på ingen måde op til en ukritisk overtagelse af hverken ETUCs eller Syrizas programmer. Vi påstår heller ikke, at programmerne kan stå alene, eller at vejen ud af den økonomiske nødretspolitik dermed er asfalteret. Men de repræsenterer et muligt grundlag for at samle arbejderbevægelsen på tværs af nationalgrænserne for at sætte gang i alternativet og samtidig åbne et perspektiv for de ellers perspektivløse eller defensive, nationale politiske kampe mod den neoliberale nedskæringspolitik, social dumping og outsourcing – og ikke mindst EU-kommissionens og arbejdsgiverorganisationernes orkestrerede angreb på fagforeningerne, lønmodtagernes rettigheder og arbejdsmarkedsreglerne.

Siden det arabiske forår i 2011og de efterfølgende antikapitalistiske pladsbesættelser (occupy-tanken) rundt om i Europa er der ikke sket det store. De mange politiske og sociale enaktere har ikke formået at forhindre de politiske lederes ”socialisering af bankgælden”, eller de nationale lederes problemeksport, eller udrulningen af den samfundsødelæggende konkurrencestatspolitik. Der skal mere til end protesten mod det, vi ikke vil have.

Her er det, at det solidariske forsvar af den græske regering bliver afgørende, fordi den kun kan forsvares af en bevægelse, der ligesom Syriza selv har som mål at omsætte protesten til et positivt program og kanalisere den ind i en sammenhængende bevægelse for at erobre den politiske magt i de nationale parlamenter og i Bruxelles. Vel at bemærke en bevægelse, der ud over den traditionelle arbejderbevægelse også kan integrere de mange og politisk diffuse bevægelser, der indtil nu har udgjort den mest synlige protest mod neoliberalismen, men som kun får deres anden luft i og med samlingen bag positive regeringsprogrammer, som både indeholder en national og en europæisk dimension.

Vi advarer hermed også mod en gammelkendt traver, der består i at vurdere partier, bevægelser og programmer på en anakronistisk skala mellem reformisme og socialisme. Det er der for meget på spil til.

Syriza har fremlagt et progressivt 40-punkters regeringsprogram. I første omgang skal alle kræfter sættes ind på at give regeringen mulighed for at tage hul på det program. Hvor langt Syriza kommer med realiseringen af programmet afhænger først og fremmest af styrkeforholdene i Europa, og hvor godt styr partiet har på sin egen organisation og de brede bevægelser, som indtil nu har støttet regeringen. Hvad der videre vil ske, kan vi kun gisne om. Men sikkert er det, at når den græske regering først er kommet så langt som til at sætte gang i afprivatiseringen og indlede opgøret med oligarkiet, bankspekulationen, korruptionen og nepotismen, så er der også dømt åben kamp mod de toneangivende fraktioner i borgerskabet – også ude i Europa. Og den kamp kan resten af den europæiske arbejderbevægelse ikke vende ryggen til. Det samme kan siges om ETUCs program. Hvis først der kommer gang i mobiliseringen for en fælles europæisk investeringspolitik, fælles europæisk skattepolitik, fælles sociale standarder og arbejdsmarkedsregler mv., vil det få nogle konsekvenser og afføde voldsomme reaktioner, hvor svarene herpå må formuleres samtidig med, at de politiske ledere, partierne, erhvervslivet, fagbevægelsen og de sociale bevægelser handler – med og mod hinanden.

Helt konkret kalder Syrizas valgsejr og fremgangen for  Podemos i Spanien på et perspektivskifte hos de nationale venstrefløjspartier, hvis de muligheder skal fastholdes, som Bernadette Ségol taler om. Grækerne og spanierne kan ikke holdne mulighederne åbne alene. Venstrefløjen i Danmark f.eks. må formulere sig politisk ind i et fælles perspektiv for et socialt og demokratisk EU. Man kunne passende begynde med parlamentarisk at samle en fælles kommunal- og regional front mod Budgetloven som trædesten for et bredere opgør med stagnationspolitikken i EU.

I modsat fald er der alene den solidariske retorik at trække på og håbet om, at succesen ved Jerikos mure kan gentages. Det samme gælder det politiske arbejde i fagbevægelsen. Det rækker ikke ret langt at slide sig selv op i kampen mod social dumping fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvis de herskende klassers økonomisk nødretspolitik forøger grundlaget for social dumping mangefold. Ikke, at der ikke skal kæmpes mod social dumping, men styrken vil forøges mange gange, hvis kampen forbindes med en mobilisering bag noget, der i indhold kunne minde om ETUCs program og forsvaret af Syriza og den nye græske regering. Fagbevægelsens afgørende svaghed er, at den er perspektivløs og har brugt alle sine kræfter på at forsvare det bestående i femogtyve år, og sådan vil den fortsætte med at slide sig selv op, indtil nye politiske kræfter tvinger den til at forstå, at det offensive perspektiv ligger i Europa.

Men det er som sagt venstrefløjen, der har forpligtelsen til at sætte det arbejde i gang og omsætte visionerne på national grund, hvis den vil vokse ud af skyggen fra de traditionelle socialdemokratier og omsætte de mange politiske enaktere til en sammenhængende bevægelse bag de politiske alternativer til den neoliberale stagnationspolitik, som den borgerlige enhedsfront ikke godvilligt vil opgive. Ikke fordi den aktuelle politik er økonomiske rationel – end ikke for kapitalismen – men fordi den ikke har andet at sætte i stedet.