Hvad er SF’s erfaringer ved regeringsdeltagelse?
Af Eva Dragheim

Offentliggjort: 15. december 2014

Preben Wilhjelm har ved flere lejligheder opfordret SF til at formulere erfaringerne med at have været i regering. Ingen af de ledende kammerater har givet lyd, så nu prøver jeg for egen regning.

Hvor er visionerne?

Da jeg blev medlem af SF i 1966, troede vi på, at vi kæmpede for et andet samfund. Vores kamp bestod dels i det, vi kaldte det udenomsparlamentarisk arbejde – det vil sige i miljø-, kvinde- og fredsbevægelser og mange andre steder på lokalt og globalt plan. Dels kæmpede vi for på parlamentarisk plan at presse Socialdemokratiet til venstre.  

Det nye i SF’s politik var et snævert fokus på at komme i regering, det vil sige, at alt der ikke fremmede dette mål nedprioriteredes.

SF var et demokratisk parti, hvor politiske hovedlinjer blev lagt af landsmøderne og mellem landsmøderne af hovedbestyrelsen(HB), men altid efter en bred debat i partiet. Folketingsgruppen skulle handle efter mandat fra HB.

For at blive et regeringsdueligt parti centraliseredes magten i SF betydeligt. De forskellige centrale udvalg til politikudvikling blev nedlagt, HB blev reduceret i størrelse fra 40 til 16 medlemmer, og derudover blev HB’s magt i forhold til folketingsgruppen reduceret til, at HB kunne lægge såkaldte sigtelinjer for politikken. Medlemsbladet blev ændret fra et debatblad til en slags dameblad med interviews med ledende SF’ere og en kendis, fx en skuespiller.

Et eksempel, som chokerede mig, var ændringen af sikkerhedspolitikken.

SF gik for første gang med i et forsvarsforlig, der sigtede på at fortsætte den såkaldte aktivistiske sikkerhedspolitik, som Anders Fogh Rasmussen fik indført med krudt og kanoner i alverdens lande. I samme periode havde forsvarskommissionen udtalt, at Danmark aldrig tidligere havde været udsat for så få reelle trusler mod eget territorium, som det var tilfældet aktuelt. Man kunne som et lille land have valgt at satse på en ikke-militær sikkerhedspolitik, for hvad er truslen i dag? Klimakrise, global ulighed eller terror måske, men hvis terror var en reel risiko, ville vi så bekæmpe terror eller måske snarere skabe grobund for flere terrorister ved at føre krige mod muslimske lande?

SF’s sikkerhedspolitik havde hidtil lagt vægt på FN og en såkaldt blød sikkerhedspolitik, det vil sige så vidt overhovedet muligt uden anvendelse af militære midler. Forud for SF’s totale ændring af  sikkerhedspolitikken fik jeg nys om, at det skulle til behandling i HB. Jeg henvendte mig for at få papirerne før HB mødet, så jeg havde mulighed for at kommentere. Jeg kunne dog først få papirerne EFTER, at de havde været besluttet i HB.

At snævre visionen for partiet ind til at komme i regering medførte en stærk begrænsning af partidemokratiet og en stærk fokusering på det parlamentariske arbejde på bekostning af alt udenomsparlamentarisk som for eksempel det internationale arbejde.

Hvordan kunne det ske?

På det første landsmøde efter at SF var gået med i et forsvarsforlig og således havde slået en kæmpe kolbøtte på det sikkerhedspolitiske område, var vi 2 gråhårede, der tog ordet til kritik heraf. Ellers var landsmødet, som tidligere var meget debatterende og kritiserende, ændret til et jubelmøde med stående klapsalver.

Ændringerne skete faktisk ved demokratiske vedtagelser i HB og på landsmøder. Men det var på et tidspunkt, hvor medlemstallet var utroligt højt, og de mange nye medlemmer var ”Villy-fans” og begejstrede tilhængere af SFs regeringsdeltagelse. Som det fremgår af nedenstående tabel er SF nu nede på et mere ”sædvanligt” antal medlemmer. Måske er det de skuffede tilhængere af regeringsdeltagelse, der gik, jeg tror også mange af os gamle har givet op.

 Udvikling i medlemstallet

01.03.1992

7.786

01.03.1993

7.708

01.03.1994

7.170

01.03.1995

6.887

01.03.1996

6.573

01.03.1997

6.264

01.03.1998

6.240

01.03.1999

6.440

01.02.2000

6.473

01.03.2001

6.513

01.03.2002

7.065

01.03.2003

7.088

01.03.2004

7.026

16.02.2005

8.213

23.01.2006

8.601

01.03.2007

9.647

01.03.2008

15.630

13.02.2009

16.518

 

Ved sidste opgørelse fra april 2014 havde SF 9300 medlemmer

Da de ledende SF’ere ville have Villy Søvndal afløst som formand med Astrid Krag ved en kåring, gjorde mange SF’ere oprør. Med en meget kort frist blev Annette Vilhelmsen valgt med stort flertal. Annette Vilhelmsen nåede at genoprette de centrale udvalg, men havde en uriaspost som formand. Resten af historien er kendt af de fleste.

At det var Dong-salget, der fik SF til at forlade regeringen, var vist tilfældigt. Mon ikke mange inden da havde indset, at SF ikke kunne føre borgerlig økonomisk politik uden at tage skade på sjælen.

 

Oktober 08 (meningsmåling)

Januar 11 (meningsmåling)

Valg

September 11

September 12 (meningsmåling)

December 13 (meningsmåling)

 

17,5 %

 

15,2%

 

9,2%

 

6,2%

 

3,7%

SF’s valg og meningsmålinger

Man skal vist være meget optaget af regeringsprojektet og blind og døv for omverdenen, for ikke at se, at SF efter både medlemmers og vælgeres mening var på gale veje.

Hvad nu?

Jeg savner en bred debat og selvkritik i partiet.

Da SF i 70’erne havde interne problemer med ”Larsenister” på den ene side og venstreafvigere på den anden, dengang formulerede landsmødet afstemningstemaer, så vi så at sige stemte os igennem til at fastlægge, hvad der var SF’s kerneværdier.

På sidste landsmøde blev det i modsætning hertil vedtaget, at SF fortsat vil i regering:

”Socialistisk Folkeparti baserer sin politik på demokratiske værdier og ønsker derfor løbende at trække Danmark i en rød, socialistisk retning. SF’s udgangspunkt er altid at søge maksimal indflydelse for at gennemføre vores politik. Når der er centrum-venstre flertal i Danmark, bør det ske via regeringsdeltagelse. Men det skal være på baggrund af et styrket SF, med klare mærkesager skrevet ind i regeringsaftalen og med en overordnet økonomisk politik, der ligger mere til venstre end den nuværende SR regerings.” (udtalelse fra SF’s ekstraordinære landsmøde 2014)

Jeg deltog ikke i landsmødet, men kan se at deltagerne har været en lille smule kritiske overfor, at SF deltog i en regering, der i sit grundlag havde en videreførelse af en borgerlig økonomisk politik, men at SF stadigvæk forestillede sig en regering sammen med RV. Det hænger ikke sammen i mit hoved.

Vi er blevet et-benede og enøjede og vi har tabt visionerne

Tidligere sagde SF’ere, at vi skulle gå på 2 ben, ét her og nu der handlede om løsninger for daglige problemer for hverdagen, og et ben for visionen, det vil sige, hvad vil vi på længere sigt.

De unge fortalte, at de aldrig havde gennemført så meget SF politik, som mens de stod i maskinrummet. Hvis de havde kigget ud ad vinduet, ville de have set en anden virkelighed.

Kapitalismen er i krise, klimaet er i krise, men SF er også i krise, og det skyldes efter min mening, at vi har glemt kritik af kapitalismen.

Det vi oplever nu er resultatet af en uhæmmet kapitalisme, som bygger på vækst, og den vækst kan kun skabes af adgang til billige ressourcer, i høj grad fossile brændstoffer og billig arbejdskraft.

Nu er olien ved at slippe op og kineserne og andre underbetalte er ved at forlange mere - og hvad er SF’s svar: Danskerne skal arbejde mere, så vi kan få gang i væksten.

Det passer jo ikke. Vi skal have en helt anden dagsorden, byggende på harmoni med naturen og ligelig fordeling af ressourcerne i hele verden.