”Kinesiske arbejdere rejser sig – arbejdernes stigende magt”
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 15. december 2014

”Kinesiske arbejdere rejser sig – arbejdernes stigende magt” : Sådan lød titlen på et møde 3F d.20.oktober afholdt med den kinesiske arbejderaktivist Han Dongfang om perspektiverne i den underskov af uro, modstand og strejker blandt kinesiske arbejdere, hvis stigende omfang i myndighedernes og de partikontrollerede fagforeningers opfattelse udgør en trussel mod den samfundsmæssige stabilitet. Eller gør det?

Faktaboks:

Han Dongfang, jernbanearbejder, deltog i 1989 i Beijing-bevægelsen for demokrati, hvor han var medstifter af Beijing-arbejdernes uafhængige Sammenslutning, fængslet og derefter udvist til USA, hvorfra han i 1993 vendte tilbage til Guangzhou, men blev udvist til Hongkong. Her oprettede han ”Chinese Labour Bulletin” (CLB), en organisation, der har til formål at arbejde for kinesiske arbejderes rettigheder.

Kinas kommunistiske Part (KKP), oprettet 1921, har omkring 90 mill. Medlemmer. Den kommunistiske Ungdomsliga har yderligere 89 mill. Medlemmer. Interessant nok angiver Wikipedia, at kun 9% af medlemmerne er arbejdere.

ACFTU, All-China Federation of Trade Unions, det engelske navn for sammenslutningen af kinesiske fagforeninger, en partikontrolleret hovedorganisation, med mellem 180 og 220 mill. medlemmer, over 900.000 ansatte og enorme aktiver i form af bygninger mv.

Hu Jintao, generalsekretær for Kinas kommunistiske Parti fra 2002 og Kinas præsident 2003-12.

Xi Jinping, nuværende generalsekretær for KKP og efterfølger som præsident efter Hu Jintao.

Li Keqiang, nuværende leder af Kinas statsråd, dvs. premierminister.

Bo Xilai, tidligere leder af KKP i Chongqing. 2004-2007 handelsminister. Vandt stor popularitet ved sin indsats mod korruption og for at ville mindske sociale forskelle. Det antoges at han var kandidat til KKPs  politbureaus stående komite, det centrale magtorgan. Bos karriere stoppede brat, da politichefen i Chongqing opsøgte det amerikanske konsulat i Chengdu og der skulle have søgt om politisk asyl. Derefter blev Bo afsat som partichef i byen. Hans kone kom samtidig under mistanke for at have været involveret i mordet på en engelsk forretningsmand. Bos medlemskab af KKPs centralkomite og politbureauet blev suspenderet i 2012, og kort tid efter mistede han alle sine poster i partiet og blev udstødt. I 2013 blev Bo idømt livsvarigt fængsel for korruption og frataget al sin ejendom.   Bos egalitære, politiske holdninger og de resultater han opnåede i kraft af sin ”Chongqing-model” gjorde ham populær både blandt maoister og mere socialdemokratisk orienterede kinesere, der var blevet desillusioneret af de markedsbaserede økonomiske reformer og den stigende økonomiske ulighed. Mange mener at Bos fald fra magten skyldtes, at han truede Xi Jinpings position.

Han Dongfang indledte mødet med at sige, at CLB fremmer forhandlinger på kinesiske arbejdspladser og socialdemokratiske ideer. At det overhovedet er muligt for arbejdere at tage teten på virksomhederne, skyldes at arbejderne ikke længere er bange. Men hvorfor tillader den kinesiske regering denne udvikling? Ifølge Han Dongfang skyldes det, at den kinesiske regering efter begivenhederne i 1989 (demokratibevægelsen) i folkets øjne mistede sin legitimitet. Den ønsker regeringen at genvinde på trods af de voldsomme begivenheder landets lønmodtagere er udsat for: En enorm korruption, lukning af statsvirksomheder uden kompensation, røverier af offentligt ejede virksomheder osv. Regeringens altovervejende bekymring er opretholdelsen af social stabilitet ellers har Hu Jintao spildt ti år. Og det er ikke alene arbejderne, der oplever undertrykkelse og vilkårlighed. Mange bønders jord og huse eksproprieres uden kompensation og de reagerer derfor også med stigende kraft.

Fordi stabiliteten er afgørende for regeringen og fordi Kina er nået et punkt i sin udvikling, hvor der er behov for at øge den indenlandske efterspørgsel, krævede Xi Jinping i en tale til ACFTU i oktober 2013, at landsorganisation skulle sikre, at arbejderne fik del i frugterne af den økonomiske udvikling. 

Som et eksempel på de kampe, der udkæmpes på kinesiske arbejdspladser, nævnte Han Dongfang en strejke blandt et par hundrede renovationsarbejdere i Guangdong-provinsen for mere stabile ansættelseskontrakter og for sygesikring. De strejkende fik støtte fra forskellige arbejder-NGOer og koordinerede strejken og dens strategi ved hjælp af Weibo – den kinesiske kombination af Facebook og Tweeter. De strejkende bad ACFTU om hjælp og til deres overraskelse dukkede ACFTU op, hvor man tidligere ingen interesse havde udvist. Ledelsen bøjede sig, men kun de lokale kunne komme tilbage – lederne af strejken var nemlig fra andre provinser. Det afslog de strejkende og krævede at alle uden undtagelse kom tilbage på arbejdet ellers ville man ikke genoptage det. Og vandt.

Et andet eksempel, han nævnte, var en strejke på den japanskejede fabrik Sumida. Her krævede arbejderne,  at der skulle oprettes en komite til at forberede oprettelsen af en fagforening. ACFTU gav grønt lys, men firmaets ledelse skyndte sig at oprette sin egen fagforening på mindre end en uge. Arbejdernes selvstændige aktivitet blev således kidnappet af ACFTU og firmaets ledelse. Ikke desto mindre blander arbejderne sig nu aktivt i fagforeningens daglige arbejde.

Oftest følger uro og strejker et fast mønster: Arbejdernes rettigheder krænkes, arbejderne strejker, deres krav afvises og arbejderne spørger så: ”Hvor er vores fagforening?” Førhen endte uroen oftest med at politiet greb meget hårdhændet ind, men nu er der sket en ændring: Så længe de strejkende holder sig på virksomhedens område og ikke går på gaden, griber politiet normalt ikke ind. Og politiet er nu også begyndt at gribe ind overfor arbejdsgivere.

ACFTU er ikke upåvirket af uroen blandt arbejderne, men er nødt til at reagere og ifølge Han Dongfang skyldes det bl.a., at man ikke behandler ACFTUs funktionærer som fjender, at brugen af de sociale medier lægger stort pres på fagforeningsbureaukraterne og at de i højere grad end tidligere begynder at gøre deres arbejde, når der foregår strejker.

Som et resultat af arbejderaktivismen nævnte Han Dongfang, at en af provinsafdelingerne af ACFTU nu skal være pilot for valg til fagforeningerne på grund af en strejke, der omfattede 4.500 arbejdere.

Også Li Keqiang har udtalt, at man skal indføre et kollektivt forhandlingssystem på arbejdspladserne for at øge det indenlandske forbrug og det er grunden til at regeringen tillader aktiviteterne på arbejdspladserne.

Arbejder-NGOerne

Arbejder-NGOerne – der er vel sagtens ti eller tyve af dem - opstod for ti-tolv år siden i forbindelse med støtte til arbejdere i kamp for deres rettigheder, hjælp ved lønforhandlinger og fremskaffelse af advokater, der kunne deltage i forhandlinger med virksomheder og myndigheder. Man identificerer med det samme strejkeledere og uddanner dem i Hongkong i forhandlingsteknik, hvordan man vælges, solidaritet, samfundsmæssige værdier osv. Dermed opnår man tre gevinster: Bedre resultater, højere kvalitet og højere grad af stabilitet.

Men alt er ikke lutter succes og fremgang. I Shenzhen slog myndighederne til i 2011 og gav NGOerne et ultimatum: Luk eller flyt til en anden provins! Men sammenhængen var en ganske anden end en beskyldning for at tage imod udenlandske penge – den lokale afdeling af ACFTU følte sig simpelthen ydmyget på grund af NGOernes succes og brugte sine forbindelser i apparatet til at spænde ben for NGOerne

Men hvorfor besøger politiet så hver tredje måned NGOerne og truer dem? Det er såmænd fordi, man skal skrive kvartalsrapport eller budgettet skal bruges. Disse besøg udgør ingen reel trussel.

Men hvorfor er det især i Guangdong, at den nye arbejderbevægelse har udviklet sig? Det skyldes, at denne provins siden revolutionen i 1911, hvor kejserdømmet faldt, har været politisk avanceret. I det hele taget er det i Syd- og Sydøstkina – Hubei, Suzhou, Tsingtao, Jiangsu - der er aktiviteter, mens de andre provinser halter bagefter.

ACFTU

Ifølge Han Dongfang er KKP ikke glad for ACFTU. Organisationens repræsentanter i Den internationale Arbejdsorganisation (ILO) arbejder kun for diplomatiske sejre, ikke for sejre i fagforeningsspørgsmål. Partiet har nu andre internationale mål og ILO er ikke længere vigtig.

Den internationale fagbevægelser er delt i sit forhold til ACFTU: Nogen går ind for kritisk dialog, mens andre mener at ACFTU blot er partiets forlængede arm. Men fordi den internationale situation og Kinas rolle i verden har ændret sig, er tidligere hardlinere som Tyskland og USA ikke længere hardlinere – f.eks. deltog ACFTU i det amerikanske AFL-CIOs kongres.

ICFT, Den internationale sammenslutning af Fagforeninger, har en samarbejdsaftale med ACFTU, der skal promovere grundlæggende arbejdsstandarder (ikke alle ILO-konventioner er ratificeret af Kina). Og selvom det måske ikke lyder af så meget, så har ACFTU - stadig ifølge Han Dongfang - forsvaret strejkeretten i ILO og arbejderrettigheder overfor Zimbabwes regering.

Chinese Labour Bulletin - et laboratorium

Han Dongfang fremstiller CLB som et laboratorium for udviklingen af den nye arbejderbevægelse og man prioriterer tre sektorer: Renovation i den offentlige sektor, detailhandel (Walmart, Carrefour) og tekstil- og skotøjsindustrien. Her uddanner man arbejder-NGOer i reglerne på arbejdsmarkedet, opmuntrer til kollektive forhandlinger på de enkelte arbejdspladser og deler oplysninger om løn og arbejdsforhold med henblik på at genopfinde fagforeningerne.

CLB ønsker ikke at se socialismen forsvinde sådan, som det skete i Østeuropa efter Murens fald og ser derfor to veje: At landet udvikler sig som Sverige eller som Rusland. Parti- og regeringsbesøg i Rusland gør Han Dongfang nervøs. Samtidigt har KKP gjort alt, hvad det kan for at undgå en udvikling, som den man så i det tidligere Sovjet efter kommunismens fald.

Siden 2009 fører CLB jævnligt samtaler med regeringsfunktionærer fra Guangdong-provinsen og fra Beijing, der rejser til Hongkong med dette formål. På spørgsmålet om ikke denne kontakt risikerer at kompromittere CLB i øjnene på arbejderaktivisterne og NGOerne, svarer Han Dongfang, at det mener han ikke, fordi alting foregår helt åbent.

Han Dongfang opstillede to alternativer for udviklingen i Kina: Fordi Kinas nye arbejderbevægelse er en rigtig god partner for Kinas kommunistiske Parti (KKP), giver den KKP en mulighed for over tid og fredeligt at udvikle sig til et kinesisk socialdemokrati, for økonomisk vækst og for social og miljømæssig retfærdighed. Det samme gælder for ACFTU, der vil blive en rigtig fagforening ved hjælp af valgprocesserne og som vil understøtte KKPs udvikling til et socialdemokrati. Alternativet til denne udvikling er, at CLB og den nye arbejderbevægelse udslettes. Indenfor fem år mener Han Dongfang, at man har genindtaget ACFTU. Partiet er yderst bekymret over uroen på arbejdspladserne, for den undergraver partiets magt.

Som sagt trænes arbejder-NGOerne af CLB, men på et ’ikke-politisk’ grundlag, som Han Dongfang udtrykker det. Man taler ikke om ’politik’, ikke om ’uafhængige fagforeninger’, men om ’fagforeningsuafhængighed’. Og slet ikke om ’demokrati’, men om ’fundamentet for demokrati’. Censuren spiller efter Han Dongfangs mening en ringe rolle, for det meste er ucensureret. Over Radio Free Asia har man telefonprogrammer, hvor arbejdere, bønder og fagforeningsfunktionærer ringer ind og fortæller og får råd og vejledning.

Man fokuserer ikke så meget på KKP, men på arbejdspladserne. Man ønsker lidt efter lidt at udvide det, der er fælles mellem arbejderne og KKP efter devisen ’reparer revnerne, ikke udvide dem.’ Den nye arbejderbevægelse gør det muligt for KKP at slå bro over gabet mellem to perioder i Kinas historie. Førhen var KKP en monolit, men er nu splittet i forskellige fraktioner, der ikke reflekterer de samfundsmæssige behov. Xi Jinping har ikke noget valg og skaber sig mange fjender i sine forsøg på at rydde op. Fejler han, kommer Bo Xilai tilbage. Xi har skabt sig stor folkelig støtte, så hvis han stopper anti-korruptionskampagnen vil han få folket som fjende.

Hvorvidt Han Dongfang opnår at omdanne KKP til et socialdemokrati, står hen i det uvisse – den internationale situation er ganske ustabil og den har stor indflydelse på, hvad der sker internt i Kina. Men så meget er vel rigtigt, at uden at tage hensyn til den store samfundsmæssige uro, de store uligheder i fordelingen af det samfundsmæssige produkt og den enorme korruption og magtmisbruget risikerer partiet at stå i den situation, man for enhver pris vil undgå, nemlig at den samfundsmæssige stabilitet går fløjten og partiet mister sin magt og landet kastes ud i et blodigt kaos. Kan man derimod lede utilfredsheden ind i ordnede baner, er det ikke utænkeligt, at man kan opnå en fredelig overgang til et mindre autoritært, politisk system med en større grad af social retfærdighed og retsbeskyttelse, hvor partiet ser sin fordel i at have en mere uafhængig arbejderbevægelse med sig.  Om ikke andet fordi en sådan arbejderbevægelse er nødvendig for Kinas videre udvikling: Forøgelse af det indenlandske forbrug og en videreudvikling af landets placering i den globale fødekæde væk fra at være verdens fabrik til at være et moderne samfund med videnstunge virksomheder.