Frygter vi vore egne børn?
Af Eva Smith

Offentliggjort: 15. december 2014

De borgerlige vil være ’tough on crime’ og stiller forslag om, at 12-årige kan spærres inde. Udspillet virker malplaceret, da politiets statistikker viser, at kriminaliteten blandt de 10-14-årige er faldet med hele 60 pct. de seneste år.

Dansk Folkeparti, Venstre, De konservative og Liberal Alliance har stillet et forslag om, at den kriminelle lavalder skal nedsættes til 12 år. Derudover skal oprettes en ungdomsdomstol, der skal dømme de 12-17-årige.

Tanken er først og fremmest at ramme den ”hårde kerne” af unge, som skal mærke konsekvenserne af deres kriminalitet. I forhold til mere almindelige unge, skal ungdomsdomstolen også kunne idømme blidere sanktioner som at fjerne graffiti eller passe sin skole. Ungdomsdomstolen vil, ifølge forslaget, give øget retssikkerhed til børnene, fordi de vil få en forsvarer til at føre deres sag.

Det er vel fint nok, at børnenes kriminalitet skal bevises, og de får en forsvarer til at føre deres sag?

Efter min mening er det ikke fint nok. Børn har ikke brug for en forsvarer, der vil sige: ”Det indbrud holder du bare mund med, for det kan ikke bevises, at det var dig”.  Et barn, der har begået kriminalitet, har brug for en voksen, det har tillid til. En voksen der sætter sig ned og beder barnet fortælle alt. Den voksne forklarer barnet, hvorfor det er forkert og ser, om der kan gøres noget for at gøre skaden god igen. Derefter kan barnet fortsætte sit liv med god samvittighed.

Med hensyn til de blidere sanktioner kan disse jo allerede nu anvendes af de sociale myndigheder. For de sociale myndigheder er det ikke afgørende, om barnet har begået kriminalitet. Det afgørende er, om det er inde i en dårlig udvikling, og derfor er det vigtigt, at det begynder at passe sin skole. For øvrigt har de sociale myndigheder også mulighed for skrappere metoder. Børn helt ned til 12 år kan i dag anbringes på en lukket institution, hvis det skønnes nødvendigt.

Man får en fornemmelse af, at partiernes forslag hænger sammen med den pigebande, der åbenbart terroriserede andre børn. De sociale myndigheder greb ind og anbragte pigerne på en institution – desværre anbragte man dem på samme institution i københavnsområdet – hvorefter de fortsatte deres kriminalitet. De burde jo have været anbragt på forskellige institutioner i Jylland – hvilket vel også er sket nu.

I øvrigt er det meget mærkeligt, at dette forslag kommer netop nu. Politiets statistikker viser, at de 10-14-åriges kriminalitet er faldet med ikke mindre end 60 pct. i de senere år. 60 pct! - det er jo helt utroligt. Man skulle tro, at politikerne ville lykønske danske forældre og sociale myndigheder med det gode resultat.  I stedet foreslår man et system, som vi kender fra lande med en væsentlig højere børnekriminalitet. De nordiske lande med lav børnekriminalitet har alle, som vi, en kriminel lavalder på 15 år.

For nogle år siden besluttede Folketinget at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år. Det var ingen succes. De 14-årige begik stort set kun småkriminalitet som butikstyverier, og politiet var irriteret, fordi de skulle bruge tid og kræfter på en opgave, hvor de tidligere bare havde kørt børnene hjem til forældrene og bedt dem tage sig af det.

Hvordan er det kommet så vidt, at vi frygter vore egne børn?

12 år. Vi taler om børn i 5. klasse. Mit 11-årige barnebarn har stadig sin bamse med, når hun overnatter hos os. Skulle hun om et halvt år kunne stilles for en dommer?

Det er rigtigt, at vi har et problem med den såkaldte ”hårde kerne” af stærkt utilpassede unge. Men det løses næppe ved at kriminalisere en hel generation af 12-14-årige, og i øvrigt er der nok ikke mange 12-årige i den hårde kerne.

Man vil stille en 12-årig, der har stjålet tøj i en modebutik, fordi de andre i klassen har lækkert tøj, for en domstol. Hvad skulle det hjælpe? Det vil stemple hende som kriminel og måske give hende selv og hendes omgivelser problemer.

I øvrigt synes jeg heller ikke forslaget hænger sammen med den øvrige borgerlige politik. For tiden har Liberal Alliance store annoncer om Folkeskolen. Blandt andet hedder det: ”Vi ved ikke, hvad der er bedst for dit barn, men det gør ikke noget, for det ved du selv”. Men det gælder åbenbart ikke, når det drejer sig om 12-årige børn, der er i fare for at komme ud i kriminalitet. Der er forældrene ikke de bedste opdragere. Det er domstolene. Et andet slogan hedder: ”Mere frihed, mindre formynderi.” Hvordan passer det med, at staten skal overtage opdragelsen af vore 12-årige børn?

Det skal tilføjes, at de fire partiers forslag også indeholder gode tiltag, såsom styrkelse af SSP-samarbejdet (Samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi) og en ordning, så ingen under 18 år anbringes i et fængsel for voksne.

Forslagsstillerne vil spærre de kriminelle børn inde. Ikke i voksenfængsler men i sikrede institutioner med andre kriminelle børn. Men alle undersøgelser viser, at det ikke hjælper at spærre unge inde med andre kriminelle unge. Det ved alle forældre i øvrigt også. ”Bare han ikke kommer i dårligt selskab”, siger vi til hinanden. Men i de sikrede institutioner er der kun dårligt selskab. Det som børn, der er trådt ved siden af, har brug for er andre børn, der passer deres skole og har almindelge fritidsinteresser.

Skal vi nå den ”hårde kerne”, skal vi efter min opfattelse sætte helt anderledes ind – og langt, langt tidligere. Allerede i vuggestuen kan pædagogerne udpege de børn, der vil få problemer senere. Det er de destruktive børn, der ødelægger legen for de andre og bider og slår – og hvis forældre aldrig kommer til forældremøderne. Vi skal have fat i de forældre, mens børnene er små. Alle forældre vil gerne være gode forældre, men nogle har brug for en hjælpende hånd. Det koster en million at have en ung på en sikret institution. Tænk, hvad vi kunne have fået for de penge, hvis vi havde sat ind, da han var en lille dreng. Men problemet er, at politikerne højst kan tænke fire år frem – til næste valg.

Er det for sent at gøre noget ved ”den hårde kerne”, der i dag er 15 år? Nej, der er måder at nå dem. Den hårde kerne består typisk af unge, der har manglet en rollemodel i deres barndom. En forælder der interesserede sig for barnet og kunne fortælle, hvad der var rigtigt og forkert. Det har vist sig, at hvis det er muligt at finde en voksen, der kan påtage sig den rolle nu, så kan man også få en ung ud af kriminalitet. Når vi ser ”mønsterbrydere” på TV, der trods en forsømt barndom, trods omfattende kriminalitet i ungdommen alligevel er kommet ud af kriminalitet – så har der altid været en voksen i den unges liv. Det kan være en pædagog, en lærer, en kammerats far eller en politimand. Men en eller anden har grebet fat i den unge og sagt: ”Du er for god til det liv. Lad mig hjælpe dig med at komme ud af det”. Det har jo vist sig, at når man spørger de unge, hvad de gerne vil, så har de ganske almindelige drømme: Han vil måske gerne være mekaniker, have en lille bil, en god lejlighed, en kone og et par børn. Men der er lang vej for en ung, der måske ikke er nået længere end til 5. klasse i skolen. Derfor har han brug for en voksenstøtte, en mentor.

Danske forældre er holdt op med at bruge straf i børneopdragelsen, fordi det ikke virker. Hvad får os til at tro, at det, der ikke hjælper på vore egne børn, skulle virke for andres børn?